HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
VI.SUPPLEMENT. TEKSTKRITISK TILLEGG. REGISTER 1. BIND



TIL GØTHESKJALDEN TEGNÉR
Efter Wergelands manuskript i
Uppsala universitetsbibliotek; 17. mai
1829.



           D
en største Streng, Tegnér,
           Du har i Harpen en Sarpfoss er
                 (Sligt Sølv, saa lang,
                 slig Rung og Klang)
           og mindste Drosslens Slag
           -- Sligt Omfang, som Dvergmaal dit har jeg idag.


           Jeg bad engang . . (min Bøn
           var -- o jeg veed det jo -- djærvest Søn
                 af Overmod
                 og Ungdomsblod,
           fremavlet i en Drøm,
           som Sølvskum og Ravguld af Stormen og Strøm) . .

d.VI,b.1,s.14  

           . . Jeg bad til Geisten, som
                      til mig i pjaltede Jamber kom:
                 "O hvis du gav
                 en Streng mig af
           hiin Harpe -- Frithiofs Skjalds
           (Ha, var den for Blod eller Taarer tilfalds!)



           Et Qvad til Ham da steg,
           Som malte Axel saa stor og bleg,
                 Ung Frithiofs Mod
                 med Bannrets Blod,
           Hans Sorg med Stormmulm, og
           en Regnbu om klagende Ingeborg slog!



           Jeg qvad Ham da en Sang,
           ja just, ja just som mit Liv saa lang,
                 til graa og krum
                 jeg fandt mit Rum
           bag Mos og Furugreen
           -- saa kom der en Høiskjald og sang paa min Steen!

Christiania 17de Mai 1829
Henr. Wergeland.



TIL TEGNÉR
Efter Wergelands manuskript i
Uppsala universitetsbibliotek; 18. mai
1829.



           D
og Mismod troer jeg var
           hiint djærve Ønskes den rette Fa'r
                 (en Krone, som
                 en Norne kom,
           og i mit Hjerte grov
           -- nu voxe de begge som Dragen i Skov).


           Og Lune -- o jeg troer --
           var meer end Ungdommens Blod dets Moer
                 (i Kronens Hul
                 hun staaer i skjul
           vanvittig troer jeg klædt,
           med Smiilfjer og Graadslør og Latterslæb let).
           Kria 18de Mai/29            HW.

d.VI,b.1,s.15      Jeg vilde ikke begynde med at vise Dem dette, dersom jeg
ikke var vis på at ville ende med noget Bedre. Dette er en
Torn, men der er ingen Tjørnebusk uden den ender med Blom-
mer, blot den faaer Tid nok af en iilsom Sommer, som er lige
ødsel paa Dugg og Skin. Men jeg er kun 6 Aar ældre end mit
Fædrenelands Constitution. Døer denne, døer min Muse, hvis
første Jomfruelighed nu pipper frem. Som hun levede af Graad,
dør hun da af Blod. Ikke alle Ahnelser ere Spaadomme.



[SIFUL-SIFADDA OM SINE EGNE PARENTESER.]
Efter N. Wergelands "Retfærdig
Bedømmelse" (1833) s. 12; visstnok
fra sommeren 1829.



           E
i nok, at Parentheser
           forskrække hver en Læser,
           De ere og for Stakkels Author Hornene,
           der vikle ham (som Abrams Buk i Tornene)
           jo meer og mere ind som i et Krat,
           hvor han ei faaer sin Tanke, men Critikus ham fat?


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE