|
TIL GØTHESKJALDEN TEGNÉR
Efter Wergelands manuskript i
Uppsala universitetsbibliotek; 17. mai
1829.
Den største Streng, Tegnér,
Du har i Harpen en Sarpfoss er
(Sligt Sølv, saa lang,
slig Rung og Klang)
og mindste Drosslens Slag
-- Sligt Omfang, som Dvergmaal dit har jeg idag.
Jeg bad engang . . (min Bøn
var -- o jeg veed det jo -- djærvest Søn
af Overmod
og Ungdomsblod,
fremavlet i en Drøm,
som Sølvskum og Ravguld af Stormen og Strøm) . .
|
| d.VI,b.1,s.14 |
. . Jeg bad til Geisten, som
til mig i pjaltede Jamber kom:
"O hvis du gav
en Streng mig af
hiin Harpe -- Frithiofs Skjalds
(Ha, var den for Blod eller Taarer tilfalds!)
Et Qvad til Ham da steg,
Som malte Axel saa stor og bleg,
Ung Frithiofs Mod
med Bannrets Blod,
Hans Sorg med Stormmulm, og
en Regnbu om klagende Ingeborg slog!
Jeg qvad Ham da en Sang,
ja just, ja just som mit Liv saa lang,
til graa og krum
jeg fandt mit Rum
bag Mos og Furugreen
-- saa kom der en Høiskjald og sang paa min Steen!
Christiania 17de Mai 1829Henr. Wergeland.
TIL TEGNÉR
Efter Wergelands manuskript i
Uppsala universitetsbibliotek; 18. mai
1829.
Dog Mismod troer jeg var
hiint djærve Ønskes den rette Fa'r
(en Krone, som
en Norne kom,
og i mit Hjerte grov
-- nu voxe de begge som Dragen i Skov).
Og Lune -- o jeg troer --
var meer end Ungdommens Blod dets Moer
(i Kronens Hul
hun staaer i skjul
vanvittig troer jeg klædt,
med Smiilfjer og Graadslør og Latterslæb let).
Kria 18de Mai/29 HW.
|
| d.VI,b.1,s.15 |
Jeg vilde ikke begynde med at vise Dem dette, dersom jeg
ikke var vis på at ville ende med noget Bedre. Dette er en
Torn, men der er ingen Tjørnebusk uden den ender med Blom-
mer, blot den faaer Tid nok af en iilsom Sommer, som er lige
ødsel paa Dugg og Skin. Men jeg er kun 6 Aar ældre end mit
Fædrenelands Constitution. Døer denne, døer min Muse, hvis
første Jomfruelighed nu pipper frem. Som hun levede af Graad,
dør hun da af Blod. Ikke alle Ahnelser ere Spaadomme.
[SIFUL-SIFADDA OM SINE EGNE PARENTESER.]
Efter N. Wergelands "Retfærdig
Bedømmelse" (1833) s. 12; visstnok
fra sommeren 1829.
Ei nok, at Parentheser
forskrække hver en Læser,
De ere og for Stakkels Author Hornene,
der vikle ham (som Abrams Buk i Tornene)
jo meer og mere ind som i et Krat,
hvor han ei faaer sin Tanke, men Critikus ham fat?
|
| BLA BAKOVER |