| TIL ELISA WOLFF | Christiania 20 [  18?] September 1828.See jeg tager strax Deres Venskab i Beslag, fromme Elise, idet jeg her ved nok et Par Ord prøver Deres Taalmodighed. Det forekommer mig som om jeg alt havde erholdet Deres Tilsagn om godhedsfuld Overbærelse med den, som sandest af Alle i Verden forstaaer at vurdere Dem, og at maale denne høje, ud- fundne Værdie med den højeste og ædleste Kjærlighed. Jeg har en Bøn til Dem: at De vil tillade mig for Verden at vise min rene Høiagtelse for Dem, min Sjels Sjel, mit ingeniums genius, ved at tilegne Dem mit første Sørgespil, hvis De finder det og dets Autor værdige en saadan Prydelse og Velvilligheds- beviis. Jeg sender Dem derfor dette forat De, om det behager Dem, kan læse det igjennem; og, hvis Deres Omdømme skulde stemme overens med Bjerregaards, Lector Messells og andre Byens bedste Æsthetikeres, vil fra Værkets Side Intet være ivejen. Hvis De ikke -- skjøndt Exempler gives nok af -- vil tillade mig dette, da tag blot det løse Blad med Dedicationen ud; og De maa ikke tage mig det ilde op, at jeg beder Dem, om Søndag eller og om næste Mandagmorgen, sætte en Oblat for indlagte Convolut, som lyder paa Messell & comp., og ved et endelig sikkert Bud sende Manuscriptet saaledes til Paalydende, da Tryk- ningen begynder paa disses Forlag strax. Jeg tilegner Dem Elise! det da alligevel, men under Stellas Navn. Hvis De tillader mig paa denne Maade at lægge min Høiagtelse for Dagen, vil jeg ansee det for et Beviis paa Deres Fortrolighed til mig; og at De virkelig er forvisset om, at jeg vil holde i alle Henseender de Løfter, jeg har gjort Gud og Dem og mig Selv, uden hvilke jeg ikke kan være værd det ædle og fortrinlige Menneskes Agtelse og Venskab, jeg beder om engang i Tiden at maatte naae. Jeg hørte igaar, i en Samling af høitagtede Mænd, som viste mig den |
| d.V,b.1,s.80 |
Artighed, ved en saadan fortrinlig agtelseværdig Mand af Deres Midte, at indbyde mig med de ligefremme Ord: at de ønskede at lære mig at kjende, at En sagde: jeg manglede Intet uden en aandrig, god, dannet Qvinde for at blive -- til hvad Beskeden- heden byder mig ei at sige. O dette er isandhed Sandt! Se dette ædle Elise! dette inder- lige Ønske engang at lære Dem personlig at kjende, og virkelig -- De skal tilstaae mig, om De ei kan elske mig, at Deres Ven- skab hører mig til som den Agtelse jeg vil tage som Skat af mere end vort Fødeland. Hvis jeg ei nu paa et fremmed Sted skrev saa genert, skulde Jeg -- saasandt De ei troer, at den kan lyve for Dem, som til- staaer sine mange Feil, forat jeg med min ømmeste Veninde kan skabe Dyder deraf eller istedet, hvis Kjærlighed er saadan, at de allerfleste Mennesker ikke vilde kunne fatte den mere end Idioten Shakespeares Poesi -- da skulde jeg vise Dem tydelig, hvor liden Tilbøjelighed jeg har til det støjende, uregelmæssige Liv, hvorom Bagtalelse og Rygtet altid har havt nok at fortælle, saaat jeg frygter næsten, eller frygtede, da jeg tog Pen ihaand til det første Brev, at Skyer af Mistvivl og ufordeelagtigt Om- dømme vilde fordunkle det klare Blik, jeg vil De skal see mig med mine Ønsker og Planer med. Lad dette ikke skee. Dette vilde være min bittreste Sorg. Fat min Kjærlighed og De vil ikke kunne forskyde den, om De ogsaa hører en Stemme i Deres Indre hviske: jeg har fortjent den. En højere, ædlere Følelse har aldrig rystet et jordisk Bryst. Den er en knælende Seraph, som beder om sin Nærbeslægtedes, sin Søsters Godhed. O hvilket Liv vi skulde føre, saa uskyldigt og høit og betydningsfuldt! En kraftfuld Sjel ligger i Deres Haand Elise, Elise! Lev vel! Henrik Wergeland TIL MARTHE DOROTHEA WOLFF |