HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
V.BREV, RETTSlNNLEGG 1. BIND: BREV


TIL ELISA WOLFF

[Eidsvoll 10. sept. 1828?]
Høitærede Frøken Wolff!
   Brevskriven heraf, Henrik Wergeland beder Dem inderligen og
ærbødig-taknemlig, om at ville læse det Følgende i Ensomhed.
Gjør det!

Til
Elise Wolff.
   Overbeviisningen om, at jeg skylder Omsorgen for mit højeste
Vel ethvert Forsøg, indhyllede det endog det tvivlsomste "Maa-
skee" i sig, driver mig til dette Skridt, som det eneste mulige
der kan føre til min sande, eneste sande Lykke. Mit høje Be-
greb om den Ædles Mildhed og Skaansomhed, jeg pligter at
aabne mit Hjerte for, giver mig Mod dertil, idet det forvisser
mig om, at ingen forudfattede Meninger -- i dette Øjeblik, da
De maaskee ahner Indholdet af disse Linier -- vil bringe Dem
til at see det Følgende udsprunget af andre end af de ædleste
Kilder: af Sandhedens, den redeligste Hensigts og af Nødvendig-
hedens. De vil ikke lægge disse Blade bort uden at være over-
d.V,b.1,s.60   tydet om og agte den Alvor, som er den dybeste Tone i dette
Hele, som gjør de Følelser og Tanker, jeg her blotter, agtværdige.
   Jeg siger, en dyb Erkjendelse af den Pligt, jeg skylder Gud
og Alle og mig Selv: nu at begynde det mere energiske og
sande Liv, jeg har Kald til, byder mig paa den eneste Maade,
den, De af dette Brev vil erfare, at stræbe at opløse de Dishar-
monier, som lyde i mit Indre, og hidtil have kjendeligen afpræget
sig i min Tænke- og Handlemaade. Jeg har intet Haab om, at
de paa den skjønneste og eneste fuldkomne Maade ville løse
sig; men jeg maa og bør forsøge derpaa, da det Mulige er
Menneskenes, ikkun det Umulige forbeholdet Gud. Min vaag-
nede Selvanskuelse af mit Værd og min højere Bestemmelse alt
her i Livet, vil ogsaa i det Tilfælde, at jeg saae min skjønneste
Tanke, min ædleste Plan visne, bringe mig til at leve opofret
alene Hine, og til at stræbe at glemme, at jeg har et Hjerte, som
var skabt til at nyde i fuldeste Maal Jordens sødeste Glæder,
men aldrig nød dem, som aldrig var roligt og lykkeligt, fra den
Tid af, at min Phantasie og Aandskraft, med Bevidsthed, stillede
sig det ved Siden. --

   For et Menneske af den Character og Aand, jeg, oprigtigen,
efter den Kundskab, jeg har til mig Selv, vil vise Dem, jeg er,
vil De finde det rigtigt og saa sandt, at det ikke kan være ander-
ledes, at min Ungdoms favreste Tanke var og er den: i mine
livligste Aar, mens Hjertet har sin skjønneste Vaarvarme, at be-
sidde en qvindelig Sjel, der forstod min Sjel, som jeg Hendes,
fuld af Adel og fyrig, hele Verden omfattende Velvillie, fuld af
Tanker, saa lige mine som Tvillingenglesøstre deres Brødre: --
en Qvinde, som forenede med Aand og Kundskaber et Hjerte,
der var beslægtet i Maaden at føle, i enhver Yttring med mit,
der var glad og sorgfuldt med mit, og gjennemglødet af Ømhed
for mig og Kjærlighed til hele Menneskeslægten. Kort -- et
Væsen jeg kunde leve i og for, uden Hvilket mit Liv var kun
et halvt Liv, i hvem jeg saae Dyden og mig Selv, mit eget Indre,
afbildet i Regnbufarver -- et Væsen, jeg kunde meddele mig for,
saa sandt som om jeg talte i min egen Sjel, hvis Dom var mig
Alt, som kunde lede mig i min Stræben efter det Gode, og den,
jeg føler mig udelukkende kaldet til: den digteriske Fremstilling
af det højere og sande Liv: -- et Væsen, i hvis Aand og Cha-
racter jeg gjenfandt forskjønnede baade de gode Træk, jeg be-
d.V,b.1,s.61   sidder, og dem, jeg manglede, hvis Indre var mig den skjønneste
Dydelære, som jeg aldrig blev træt af at studere og frugtbar-
gjøre; og som kunde være Mønstret, jeg baade som Menneske
og Digter afbildede, som vilde fremtræde hvorsomhelst jeg, som
den Sidste, afmalede den fuldkomne Qvinde: -- et Væsen, som
i indre og ydre Skjønheder sammensmelter mest med det Ideal,
min Phantasie sysselsætter sig beundrende med.
   Et saadant Ideal, saa fuldkomment harmonerende udkastet af
en Sjel, der er enthusiastisk for det Ophøjede og Skjønne og
Gode, og udmalet af en glødende Indbildningskraft, hører vel,
som ofte er lært, blot hjemme i Ideernes Rige. Dette maa man
vistnok sande, dersom man fordrer det i sine Arme med alt det
Feeagtige, eller med alle de Himmelfarver, Phantasien ødsel ind-
hyller Sandheden i. Men hvor man, med et saadant Ideal i
Hjerte og Hoved, finder en Pige, man, endogsaa med koldt Blik,
maa tilstaae svarer i Et og Alt, det Phantastiske fradraget, til
Hiint, der smelter Drøm og Virkelighed, med den sødeste Følelse
af Liv, sammen i den reneste, inderligste Tilbøjelighed, i Kjær-
lighed. Er denne voldsomme Følelse vakt hos et varmt Tempe-
rament, taaler den ingen Anden ved Siden, men forherskende
udtrykker den sig i hans hele Liv; om den er lykkelig, som et
til Glæde og Dyd og alt Ophøjet Alt oplivende Princip, som en
for det Gode ubetvingelig Kraft; om den er haabløs og ulykkelig
enten som Tungsind, eller Tungsind afvexlende med uregelmæs-
sigt, vildt Lune, eller tvungen og derfor desmere støjende Lystig-
hed, eller bizar Spot med sig Selv og Andre og Alt, eller den
viser sig i Slappelse af alle de ædlere Kræfter.

   Jeg har laant Trækkene til denne psychologiske Skildring af
mig Selv. Naar De har viist mig den Opmærksomhed at læse
dette Brev til Enden, vil De bedømme om den er rigtig.

   -- Jeg maa nu med Angst og Forventning blotte min helligste
Tanke, og jeg skrider dertil med et Alvor, der vender sig mod
Himlen i et inderligt Suk, før de skjebnesvangre Ord staae der,
urokkelige som Skjebnen. Naar jeg engang høitideligen aflægger
det apostoliske Løfte, kan ikke min Stemning være vemodigere:
jeg vil da endnu engang rystes af de samme Følelser. Jeg beder
Dem min Ædle og Gode! være mit alvorlige Vidne, min milde,
skaansomme Dommer, og jeg vil med uforbeholden Oprigtighed
og Sandhed i mørke og lyse Træk, sætte Dem istand dertil.

d.V,b.1,s.62      Min Agtelse for Deres Beskedenhed forbyder mig, i det em-
phatiske, men dog sande Sprog, jeg af Tilbøjelighed ellers gjerne
valgte, ja endog i det Simpleste, at nævne, hvad der hos Dem,
Elise Wolff, har gjort og stedse gjør Dem til mit Hjertes Hellig-
dom,
som mine ædleste Tanker og reneste Ønsker bøje sig for
og omfatte med al den Glands, en skjøn Phantasie, med al den
inderlige Ømhed, et dybtfølende Hjerte kan skjænke, om hvem
mine Livsplaner dreje sig afhængige midt i deres Dristighed og
naturlige Frihed -- O sandere, hvem jeg høiagter og beundrer
i den Grad, at min Lidenskab, at min Kjærlighed, at mit ude-
lukkende Ønske, at leve alene for denne hellige Gjenstand --
skjøndt jeg, som De vil erfare, længe har kjæmpet forat ned-
dæmpe enhver anden Følelse end Høiagtelse -- synes mig Dum-
dristighed og utilladt imod Den, jeg gjerne viede mit Liv til at
tjene i det Fjerne, som en Devot sin Helgen.

   Mistvivl ikke -- ædle, fortræffelige Pige! om den sandeste
Oprigtighed, i det vigtigste af alle Anliggender, hos et Menneske,
hvem aldrig hans Fiender have berøvet denne Dyd. De vil for-
undre Dem over denne Tilstaaelse; men De vil forundres end
mere, naar jeg her tilstaaer Dem, at ingen anden Kjærlighed
end den eneste og højeste og inderligste til Elise Wolff, har be-
hersket min Sjel og vil det til jeg synker sammen som en ud-
brændt Volcan: at alle mine besynderlige fata, alle mine Bizar-
rerier og tilsyneladende Udbrud af det lidenskabeligste Gemyt,
alene ere Ytringer af min indre, voldsomme Kamp for at dæmpe
mine Følelser, der dog altid reiste sig i deres himmelske Kraft
og Skjønhed, saa jeg nu maa slappe min Spænding og elske med
Vemod min ulykkelige Lidenskab, som en Moder sit Barn med
Tæringroserne paa Kinderne. Jeg er vis paa, at De med Deel-
tagelse vil følge mig, naar jeg nu, med Vemod og et Øje, der
skjuler slet en Taare -- liig det faldne Edens blinkende Cherub --
anatomerer mit Indre, udvikler de fineste Traade i mit Hjerte,
som have sammenslynget sig til den forunderligste Væv. -- O,
jeg seer Dem blande Alvor og Godhed i et Smiil, om De smiler
ved at skue de Gjøglerier, et dog ganske fornuftigt Menneske,
med fri Villie, har ladet sin Phantasie spille Sig.

   Det er min Sjels Historie, jeg vil fortælle. Jeg betragter mig
objectivt og prøvende, og jeg har Nøglen til alle mine Inconse-
qvencer og Udskejelser, og jeg seer Fingeren som sønderrev alle
d.V,b.1,s.63   disse Strenge i mit Indre. Vil De følge mig, skjøtter De Dem
om at kjende Deres feilende, men inderligste Ven: saa -- endnu
engang beder jeg Dem -- maa Deres gode Hjerte ikke være
taust. Lad det tale engang imellem, og opbyd Deres Menneske-
kundskab forat prøve min psychologiske Skizze, og De vil da
tilgive mig mit unøisomme Gemyt, der ikke lader mig rolig uden
et qvindeligt Hjerte, der er prydet med alle hine ophøjede Egen-
skaber, der aldrig har tilladt mig Selv, hverken i Godt eller det
Feilfulde Middelmaadighed, og heller ikke lader mit inderste
Ønske være fornøjet med det Middelmaadige.
   Forat De bedre kan lære mig heel og holden at kjende, vil jeg
begynde fra det første min Characteer begyndte at udvikle sig
selvstændigen. Da jeg kom til Universitetet slap Skolen en uro-
lig, spectakelfuld Dreng paa 17 Aar ud i Verden. Jeg slog mig
til ligestemte Kammerader d: v.
[s.]
saadanne, som med et fuldt
Glas i Haanden, med et fuldt Hjerte saae ned fra en svimlende
Frihedshøide paa den vide Verden, agtede kun eget Omdømme,
spillede latterlige Spectakler, i en større Stiil end paa Skolen,
eller ogsaa skjult ytrede jeg især mine og deres politiske Syns-
maader paa en følelig og udtryksfuld Maade, sloge Rygtet i Vind
og Veir, da vi, og jeg for min Part især, nok meente, at naar
Tid kom, eller det faldt beleiligt, skulde vi nok tvinge det til at
tie stille, brugte physiske Kræfter imod Politiet, og aandelige
Kræfter, hvori jeg især havde den Ære at udmærke mig, til at
antage et Herredømme, hvilket en blodig Satires Svøbe vogtede,
iblandt de øvrige Academiker -- Kort jeg var en complet Reno-
mist; dog uden at jeg derfor gjorde mig skyldig i de allerusæde-
ligste eller ødelæggende Udsvævelser, men fordetmeste vare mine
Udskejelser mere støjende end vedholdende og igrunden ned-
værdigende. De bestode ikke f: Ex: i Spil (da jeg aldrig har
kunnet naae Færdighed i det Simpleste, eller kan sidde længer
ved Bordet end en Timestid) eller vedholdende Nattesviir eller
Ophold paa Bordeller -- aldrig! som mange Andre, hvem Rygtet
dog sparede; men almindelig i en Aftenbolle, hvorom da den
faste Stok var forsamlet, og saa, naar den var forbi, til et eller
andet af de Optøjer, som imidlertid vare udklækkede, og som
almindelig havde en eller anden Spidsborger tilbedste; paa hvilke
tumultuariske Tog det da ikke manglede paa at blive kjendt.
Dette Commerce-Collegium eller rettere Bureau for gale Streger
d.V,b.1,s.64   bestod af meget Faae og ingen uværdig Person indsluttede det:
alle vare gode Hjerter og gode Hoveder og dertil fidele Karle:
Alle enten mine Lige eller Overmænd. Jeg var Sjelen deri, enten
nu fordi jeg malede bedst Carricaturer om Formiddagen, skrev
de bedste Satirer om Eftermiddagen, var den muntreste ved
Glasset og den bedste Drikker og Opfinder af Spectakler om
Aftenen, eller den villigste Udfører om Natten. Dertilmed nød
jeg alle andre Studenters Velvillie (paa dem nær jeg pidskede
med Satiren fra Cathedret i det almindelige Samfund) i en
hædrende Grad, saa jeg ret fornøjet saaledes dræbte mine Dage.
Collegierne besøgte jeg dog af og til af den Grund ei at fortørne
Professorerne, saa jeg behøvede at læse mere; og anden Examen
tog jeg ogsaa ordentlig. Characteren af de Spilopper, jeg var
Hovedmanden for, kan sees af denne Geschichte: en høilys Efter-
middag gaaer jeg med en tro Achates fra en munter Forsam-
ling, i fuld Officeersuniform hen til en ondskabsfuld gjerrig Maren
Giftekniv, annoncerer mig som en Officeer fra Landet, der var
reist til Byen ene og alene forat frie til hende. "Hvis hun ikke
vilde have mig, skulde hun -- nu en forsvarlig Eed -- betale
mig frie Reise, Skyds og Diæt . ." Men til Ulykke, neppe vare
disse Ord af Munden før jeg brast i en saadan Latter at jeg
hurtigst maatte søge Døren og Gaden -- hvor vi saae Vinduerne,
med en forfærdelig Skjælden fra hiin Dame, aabnes -- og hjem.
   Midt i dette bon-vivant-Liv var jeg bleven forelsket. Pigen
var smuk i Alles Øine og god i Alles Munde. Endskjøndt jeg
just ikke -- det var i Juletiden -- opførte mig til nogen Hygge
for Hende, da jeg, midt for min Herskerindes Øine, viste mig
som en erklæret Svirebroder; og, endskjøndt jeg -- efter en Vens
Raad -- paa en ubesindig og ravgal Maade lod hende mærke
hvad jeg følte, kom jeg dog i en Forbindelse med Hende par
correspondence. Min Fortrydelse over min forrige udelicate Op-
førsel gjorde, at jeg aldrig, trods Indbydelse endog, havde Mod
til mundtlig at tale med Hende. Dette, samt at jeg, uagtet jeg
havde lovet Taushed, forført af min heftige Lyst til at tale med
En, der nøie kjendte hende, om Hende, Time ud og Time ind,
var indiscret nok til at aabenbare Hendes Fætter, min specielle
Ven, Sammenhængen; og han -- da han i min Feriefraværelse
Selv forliebede sig i den elskværdige unge Dame -- saa var han
saa lidet ærlig mod sin aabenmundede Ven, at -- han fortalte
d.V,b.1,s.65   Hende min Indiscretion, afskar dette Baand. -- Om faae Uger
derefter gratulerede jeg min Ven i en Elegie, hvoraf han vel
maatte slutte sig til, at jeg havde Venskab nok for ham til mere
at bebreide mig min Dumhed end Ham hans Mangel paa Ærlig-
hed, til Forlovelsen med min fordums Elskede.
   Nu -- hele dette Afsnit kunde jeg gjerne sprunget over. Jeg
fører Dem derfor ind i den anden, vigtigere Act, idet jeg for-
tæller Dem, at hiint Billede snart forsvandt af min Sjel, hvortil
vel meget bidrog min høje Agtelse for min lykkelige Rivals Egen-
skaber, og, at jeg nu begyndte at vaagne til Digter, idet jeg mere
og mere uddannede i min Phantasie hiint Ideal, som jeg kaldte
Stella.

   Hvor skulde jeg finde en Stella? min saa rigt udstyrede Stella?
   Allerede før jeg saae Dem malede med usikker Haand en
Ahnelse i Baggrunden af min Sjel, udslettende det af og til med
sin Aande -- som en ung Pige, der faaer Griffel og Tavle i
Haand forat lære at skrive -- det Navn, som nu er mig saa
dyrebart, som nu er det Navn, Menneskene give min Stella.

   Elise! jeg saae Dem, da mit indre Billede var uddannet, og
jeg søgte ikke længer.

   O virkelig, min Stella havde jeg ikke givet bedre Hjerte end
det som udaandede de søde, fromme Smiil i Deres aandrige
Ansigt: ikke større Aandsgaver, neppe de Kundskaber, som
skaffer Dem Alles, endog den mest upartiske Mandspersons,
Høiagtelse.

   Jeg svimlede, som jeg nu gjør, ved at see Afstanden imellem
mig og det Maal, min mørke Norne urokkeligen pegede paa:
jeg svimlede ved at see den Spidse, hvortil min Lykke var
uløseligen lænket, umulig, umulig at naae: jeg svimlede, og min
Dristighed, der havde sagt til mig, at jeg fortjente og kunde ei
blive lykkelig eller til hvad jeg skulde blive, uden min aandrige,
hjertensgode, engleskjønne Stella blev funden og vennehuld stil-
lede sig ved min Side som min synlige Genius, forvandlede sig
til bitter Kummer, over at den fundne Stella var saa fornem,
altfor dannet iforhold til mig, og dertil riig. Jeg saae tilbage
og en Taare kom mig i Øjet: jeg saae fremad og det sortnede
for mig.

   Denne Stemning søgte at faae Luft i en Strøm af vilde, regel-
løse Oder, hvis Grundtone var mit Væsens, nemlig Tungsind --
d.V,b.1,s.66   som en Gigant, der seer det himmelske Olymp over sig og ud-
støder frugtesløse Hviin og Suk. Min Pens Fostre døde paa
Faae nær i Ilden, og kun nogle Enkelte ifra den Tid har min
Fader optaget i de "Stellas Digte" som om faae Maaneder ville
vise sig paa Parnasset -- og efter Dommeres Mening, som have
Kjendskab til Petrarcas Canzoner, ved Siden af disse som flam-
mende Cheruber ved Siden af smiilfulde Serapher. Med saa-
danne unyttige Beskjæftigelser hensled jeg en Tid, og jeg sank
mere og mere i mine Øine i samme Forhold min fundne Stella
steg. Dette fandt jeg dog var et elendigt Liv: jeg søgte Ad-
spredelse, gad dog ei reise til Byen. I disse kjedsomme Dage
reiste jeg, for at distrahere mig lidt, ud til et Huus, som var
prydet med mange smukke, morsomme Døttre, som jeg første-
gang togange den forløbne Juul havde seet, og af dem med mere
end almindeligt Behag den Yngste. Da jeg kom var hun borte
i en Præstegaard et Par Mile derfra. Som jeg sidder midt iblandt
Søstrene -- tænk da hvad jeg gjør! Øjeblikkelig beslutter jeg
at gjøre ved et Alexanderhug Ende paa den gordiske Knude af
sygelige Tanker, jeg bar paa, at opgive min egentlige Stella og
indsætte den fraværende unge Pige i Stellas Rang. Jeg springer
op, vinker en Ven, som da var der, som en af Søstrenes Kjæ-
reste, udenfor, spørger ham: "Hulda er jo meget godhjertig og
snild?" Han svarede med klaprende Tænder og utaalmodig over
denne Samtale i den bidende Kulde: "Ja . . javist!" "Hun har
et godt Hoved?" -- Ja et meget godt! "Har hun lært synderlig
Mere end hvad man lærer ved Confirmationen?" -- "Aa Snak --
var Svaret -- Nu maa jeg ind til Kakkelovnen." Nok -- jeg
tager strax Afsked, til ikke liden Forundring for Familien, da jeg
ikke vilde bie engang forat spise tilmiddags, skjøndt Bordet stod
dækket, angiver som Paaskud, at jeg vilde besøge en Officeer,
sætter mig i Slæden, og jager afsted til Stedet, hvor Hulda var.
Paa Reisen indbildte jeg mig fuldt og fast, at jeg handlede meget
fornuftigt i at give en ødelæggende og hensigtsløs Lidenskab
Afsked ved saaledes at extemporere en Anden. Jeg kom, fandt
Hende i Selskab, skrev nogle Linier, som jeg bad Hende læse,
da hun kom hjem, og fik saa -- tilpas -- et mundtligt "Nei".
Jeg reiste tilbage, nynnende Fastings Epigram over en uheldig
Elsker, som kom, saae men ikke vandt. At jeg da ikke drog
synderlig tungere om Hjertet hjem end ud, er klart.
d.V,b.1,s.67      Dette var da den første Scene i mit Sørgedrama, den første
Forvikling, jeg hildede mig i, for at rive de Circelænker over
som bandt mig til min jordiske Stella, som dog forekom mig
ligesaa umulig at vinde, som om Hun boede i Himmelen.

   Min egentlige Stella vendte ubetvingelig tilbage; og jeg lod
Hænderne synke under de bittreste Følelser af Uværdighed: min
Munterhed har siden bestandig været borte, og mine Venner
mærkede snart, at mit Lune var fremkunstlet, at jeg alt længe
har qvalt en Taare i Baggrunden; men jeg stræbte ved exces-
sive Indfald, Støi og Overmættelse ved enhver Leilighed, at gjøre
dem til Løgnere: jeg vilde indbilde dem, at min Sjel var ligesaa
fri og stærk som det Legeme, hvis Constitution jeg forcerede.
Nu derimod -- min Skjebne løse sig eller ikke -- være min
Kamp forbi med hele sit Slæb af Inconseqventser og Forvildelser,
idet jeg greb efter falske Surrogater for at tilfredsstille mit bræn-
dende Ønske efter en saadan Livsengel som De, min Stella! Jeg
føler mit højere Kald og store Mænd, selv Aladdins Forfatter,
indvie mig dertil, eller ere Vidner om at Naturen viede mig til
et Saadant. Min Sjel gjemmer Frugter, om Hjertets favreste
Blomster bestandig skulle visne!

   Se nu den anden Scene! Jeg vil tegne den i faae Træk.
   Rygtet om at min Stellas Hjerte tilhørte nu en Anden, gjorde
kun lidet Indtryk paa min stumme Smerte, der, om Smerte kunde
være følesløs, virkelig var saa. Det gjorde lidet Indtryk; thi De
stod mig ikke fjernere derfor: jeg var haabløs tilforn. Jeg be-
sluttede nu igjen at bede Hulda have mig kjær, forat glemme,
om jeg kunde, at jeg var ulykkelig; og jeg besluttede, ved første
Leilighed at overtale hende -- det bære eller briste! -- Jeg sagde
Hende midt i et Selskab i et afsides Værelse, at jeg ikke havde
glemt Hende, at Hun alene kunde gjøre mig lykkelig. Den gode
Pige svarede mig meget fornuftig, men indhyllede i sit Svar det
bestemteste Nei. I dette Øjeblik, da jeg var mig Tabet af min
rette Stella og den Stella, jeg vilde elske istedet, bevidst, aab-
nede der sig som en bundløs Grav i mit Indre -- en Nerve-
svingel betog mig, en Vanvidsfunke foer igjennem min Sjel og
oplyste en skrækkelig Plan, som liig et skummelt Spøgelse trængte
sig frem fra den . . Jeg vil tie -- Gud og De ville tilgive!

   Nervestyrkende Midler hjalp mig snart, og min Sjel var ro-
ligere, som Havet efter en Orcan. Jeg kunde græde; og jeg
d.V,b.1,s.68   græd over at have nu engang mere end før bedrøvet mine For-
ældre og Hulda, ved at blotte en saadan Lidenskabelighed, skjøndt
hiin Catastrophe var ligesaameget at tilskrive, efter Doctorens
Mening og min indre Vished, om hvor dybt den egentlige Rod
laae, dybt under min Tilbøjelighed for Hulda, en Slappelse i
Systemet som en indre Brøst; men denne Slappelse var netop
een af de ulykkelige Følger af min haabløse Kjærlighed til den
rette Stella, jeg vilde sætte Hulda istedetfor, af den langvarige
Spænding, den medførte, og som min urolige Phantasie, der byg-
gede og nedrev himmelhøje Planer, ikke kunde aflade at nære.
Jeg var svag, meget svag, som ikke kunde lære taalmodig at
opgive disse Planer, som jeg, i lykkelige Drømme, ventede dog
skulde skjænke mig Deres, min Stellas Venskab.
   Jeg bad Hulda tilgive mig, at jeg ikke havde kunnet betvinge
mig, at sammenstødende Omstændigheder havde bragt mig til
at glemme mig Selv i et ulykkeligt Øjeblik. Huldas Moder yn-
dede mig, ligesaa Hendes Fader, og Hun bad mig see Tiden an,
da Huldas Hjerte endnu var frit. Hulda bad mig bie et Aar,
saa kunde jeg tale til Hende. Jeg var glad heri, endskjøndt jeg
vel næsten kunde vide det sande, definitive Udfald, da hun virke-
lig nærede Godhed for en Anden, som jeg, medhensyntil Ordent-
lighed, Petitmaiterie og Udvortes, ikke tør maale mig med, men
som jeg, medhensyntil Værd ikke vil maale mig med. Allerede
længe før Aaret var forbi, var hiint gjensidige Løfte ugyldigt,
som Huldas gode Hjerte vel havde bragt hende til at give, da
hun vel frygtede for at mine Sjelskræfter ikke vilde kunne holde
sig oppe. -- O havde hun vidst, at min Kjærlighed blot elskede
hende som et Billede for den rette Elskede! Havde Hun sagt
Ja til mine Bønner, saa vilde jeg sagt Hende Alt, at jeg havde
elsket Elise Wolff i Hulda, men at jeg nu vilde stedse elske
Hende som om Elise Wolff laae ved mit Hjerte.

   -- Jeg har dog glemt at indflette min Plan at gaae til Græken-
land.


           Hellas kalder -- Se en Celte
                 vil blandt Helte
           søge sig en blodig Palme;
           thi hvor Hjertets Roser falme
           og hvor Vaarens Purpur veeg,
           blomstrer en Cypresse bleg.

d.V,b.1,s.69      Min Fader sagde Intet videre imod; men jeg har aldrig seet
ham saa sorgfuld. Jeg lod det være; men løser nu det Løfte,
jeg havde derom gjort mig Selv, ved at udgive et lidet opus den
Sag tilbedste. Nu søgte jeg hastigst ind i et Hul i Byen, tog mine
Bøger fat, og forsagede ganske mit forrige skjødesløse Liv, som
kun et Par Gange blev afbrudt, og den ene Gang af disse ved
en Leilighed, som gjorde Opsigt, formedelst den Vedkommendes
Fadaiser; en Leilighed, da jeg, forat revengere en Ven, som, paa
en lumpen Maade, af en vis høi, ung Laps var bleven fornærmet,
paa en bitter Maade lagde mig ud med Denne. I det Hele førte
jeg nu et upaaklageligt Liv, indtil min Fader i sidste Mai, dels
formodentlig forat jeg ei ved min Ubesindighed skulde styrte
mig i Uleiligheder den 17de Mai, dels forat ordne endeel Poesier,
Han har fundet værd Offentliggjørelse, dels for her roligere at
kunne studere, lod mig komme hjem, ja vel og for, som skeer,
at jeg kan øve mig i practiske, en Lægbroder eller Noviz tilladte,
geistlige Forretninger. Saaledes er jeg da nu her, og gjør dette
Forsøg paa at naae min eneste, sande Lykke, skjøndt haabløs,
dog ei som før fortvivlende; thi min Sjelskraft har reist sig, og
rækker mod Himlen efter Lauren, om Roser og Forglemmigejer
blive mig nægtede: jeg gjør dette Forsøg, med Pen i Haand,
under en Hæg i den fri Natur, med Følelser mest lige de reli-
gieuse, jeg tidt, naar jeg er alene, rystes af.

   Se da her med Mildhed -- ædleste Elise -- mit brogede Liv.
Min Kamp har ikke gjort mig lykkelig, men bedre. Og lad den
Svaghed, som ikke lod mig tvinge min heftige, men ædle Til-
bøjelighed for en saa ophøjet Gjenstand, og som har bragt mig
Anger og Sorg og Forbedring til Frugter, være udsonet af det
faste Forsæt, som staaer i min Sjel, som et Marmorminde over
en blegnet Blomstrende, med den uudslettelige Skrivt: "nu stedse
-- hvis ikke et ømt, men heftigt og feilende Hjertes prøvede
Kjærlighed nogensinde kan gjenlønnes, at leve for Elises Godhed
og Agtelse." Ja ved Himlen! denne kan jeg tiltvinge mig, thi
de er retfærdig.

   Vær glad Elise! over at et varmt og redeligt Hjerte elsker
Dem, over at en vinget Aand ærer Dem! Ynd en Kjærlighed,
som ikke hviler paa en Phantasiesky, men paa den dybeste
Ærbødighed, den mest ubetingede Høiagtelse! Den fordrer Deres
Agtelse, den beder om Deres Godhed, om De ikke har noget
d.V,b.1,s.70   Mere for dens inderligste Suk. Den vil være glad ved at faae
Hiint, den beder dristigt om, men naaede den Dette -- jeg har
intet Begreb om hvad jeg da vilde føle -- o jeg frygter jeg da
vilde endnu engang blotte Lidenskabelighed i Henrykkelse. Det
er usandt, at man ei kan elske uden Haab; thi jeg har altid
haabløs elsket Dem; og isandhed jeg vil elske Dem saaledes,
naar De her paa Jorden bliver en Andens, om Fædrenelandet
engang, hvis saa skee skal, laaner mig en af sine Døttre i Livet.
Mit Hjerte vil være rigt nok paa Ømhed og en ringere Kjærlig-
hed for Denne. Men min Aand kan kun elske Een eller rettere
tilbede Een, som Petrarca sin Laura, i hvis skjønne Sjel den
seer sig Selv, som Marmortemplerne sig Selv i Fee Morganas
Speile; og, naar den Selv er udødelig, da maa ogsaa de ædleste
Tanker og Følelser, den gjemmer, være udødelige. Et seraphvinget
Haab peger hisset


           -- et smiilfuldt Haab, som river mig
                 gjennem mørke Aar og Døden,
                 naar min Sjel i Morgenrøden
           svanereen tør dukke sig,

hvisker, at den der engang tør finde og nærme sig og slutte sig
fast til og vise sin oprindelige Skjønhed ufordunklet, og dennes
største Skjønhed, sin rene, pletfri Kjærlighed for den ædle, rene
Aand, den søgte forgjeves og stod saa fjernt i Støvet.


           Eengang, bag rullende Aar, din
           Sjel jeg ventende møder,
                 Stella! Stella!



           Den vil jeg kjende blandt tusind,
           tusind blegnede Aander, Stella! Stella!



           See, liig et flagrende, gyldent
           Slør, den kommer i Luften, Stella! Stella!



           Den vil liig Skyen af Rosers
           Aande svømme i Æthren, Stella! Stella!



           Ha, jeg vil glemme de Aar, som
           svam i Graad, naar jeg seer den, Stella! Stella!



           Frydfuld min Aand i sin Purpur-
           Taage ryster som Harpen, Stella! Stella!

d.V,b.1,s.71  

           Da vore Sjele og vore
                      Taager smelte tilsammen Stella! Stella!



           Som i en eneste tvende
           Skyer opløses ofte, Stella! Stella!



           Ak skal vi krydse hinanden,
           lige fiendtlige Planer, Stella, Stella?



           Vi gjennem Æthren vil glide,
           liig en tvehalset Svane, Stella! Stella!



           -- Solen Du, før end den første
           Elskov, drukner i Bølgen, Stella! Stella!



           Den Du ei drukner i Aar, i
           Graad, i Sang, i et Bæger, Stella! Stella!



           Er ei min Kjærlighed født paa
           Jord, men lever i Himlen Stella! Stella!



           Ha, Du min elskede Sky! vi
           ville stige til Herren, Stella! Stella!



           Aander om Guddommen svæve,
           liig' din Bruunlok om Panden, Stella! Stella!



           Gud vil vor Sky til et ædelt
           Ætherlegeme danne, Stella! Stella!



           Legemets Venstre tilhører
           Dig, men min er dets Høire, Stella! Stella!



           Thi i dets Venstre der boer, som
           Morgenstjernen, et Hjerte, Stella! Stella!



           Gud os et Scepter af Stjerne-
           straaler lægger i Haanden, Stella! Stella!



           Gud os befaler at vogte
           Jordens elskende Hjerter Stella! Stella!



           Natten skal tjene os, liig en
           stum, men skarphørig Morjan, Stella! Stella!



           Se den vil bringe os Sukket,
           Møens Barm den betroed, Stella! Stella!



           Se som Demanter den samler,
           bringer Ynglingens Taarer, Stella! Stella!

d.V,b.1,s.72  

           Morg'nens Korallesky er vor
                      drømmebringende Hærold, Stella! Stella!



           Gud os Ohebiel kalder
           ædel Kjærligheds Engel, Stella! Stella!

   Saadan en Tanke, saadant et Haab gjør mig lykkelig med
Deres Godhed Elisa-Stella!

   Men hvis -- Gud er jo velsignende og hans Raad usporlige --
det ikke skulde forekomme Dem umuligt, engang, naar jeg i
Gjerningen viste mig en saadan Salighed værdigere, at føle noget
mere end Godhed, at elske den heftige Yngling for hans inder-
lige, trofaste Kjærligheds Skyld: saa -- hør nu hiint inderlige
Suk -- saa beder jeg Dem om Tilladelse til, naar jeg har taget
Attestats til Vaaren, at maatte nærme mig Dem,
forat De kan
lære Den at kjende, som elsker Dem saa som ingen Pige er
bleven elsket, siden Laura levede, som beiler ærbødigen til Deres
Ømhed. Saasandt det er Dem muligt, nægt mig ikke dette Ædel-
modsbeviis, at tillade mig at vise hvad jeg siger: at jeg elsker
Dem med den redeligste Villie at give Dem Alt hvad De alene
kan give mig, at arbeide paa Deres Lykke og at fjerne ethvert
Glimt af Sorg fra Deres Liv, og at denne Kjærlighed mægter
at gjøre mig god og stor.

   O Elise, gode, fortræffelige, elskeligste Pige! der ligger derfor
intet Baand paa Dem; men, naar jeg, styrket i de gode For-
sætter, jeg finder det saa let at holde, med en Borgers Rang i
Staten, smykket med mere end Scandinaviens Hyldest, tør see
Dem engang imellem, hører Dem tale, er nærmere et Vidne til
Deres skjønne, prunkløse Liv og til de Skatte, Deres Aand skjuler,
naar vi gjensidigen kunne kaste et klarere Blik i vore Sjele --
o da, i min vil De finde skjønne Sider, De ikke ahner, og jeg vil
beundrende see alt det Ædle klart, som jeg veed er i Deres --
og da engang maaskee vil jeg turde tale i mit højeste Anliggende,
hvis De ei forbyder mig dette. Jeg elsker jo Elises Sjel: Hendes
Venskab er jo mig Salighed nok. Tro, jeg eftertragter ikke saa
høit et Maal, uden jeg jo veed, jeg har Kraft til at blive det
værd! Der er ingen af mine Tilbøjeligheder, endog uvæsentlige
og for mig behagelige, som jo, hurtigen som en Regndraabe, paa
Deres mindste Vink, vilde falde bort.

   O hvor lykkelig, hvor lyksalig, hvilken Vellyst, nær Dem at
d.V,b.1,s.73   lære at blive god og af Deres aabnede Hjerte at lære den
sødeste Poesie, at suge af deres Læber Roes og Opmuntring
og Dyd! Jeg vil være Elisa-Stellas Harpe! Jeg lænker Verdens
Beundring til Elise, til den Elise, som besjeler mig, som mægter
at røre den dybttonende Streng, en gavmild Natur legende
spændte som en Regnbue igjennem min Sjel! Ja Elises Smiil
fremlokker Qvad af sin Harpe, Digt, som Oehlenschläger sagde
var udførligt kun for Cherubens Harpe! Dette vil jeg i "Himmel
og Jord" hvis gigantiske Plan, som en Melkevei, jeg neppe uden
delviis kan beskue og omfatte, bølger igjennem min Sjel. Se
"Himmel og Jord" naar jeg med en dristig Prometheusfinger
faaer skabt det og maal da min Kjærlighed Elise! Thi Elises
Sjel er Guddommen i dette Digt, hvor Verdenshistorien, som et
fortløbende Drama, hvis Knude er Ideernes og Folkenes Kamp
og Udvikling imod Frihed, kun er en Scene, og hvor et dristigt
Blik hæver sig op i den anden Verden og iklæder hvad det seer,
og fremsætter som philosophiske Hypotheser, Phantasiens mest
straalende Dragt. Det er en Aandeverden min Geist vil afdække,
et heelt Verdensdigt, hvori som Centrum Stellas Liv og Fort-
skriden mod Fuldkommenhed med en Pensel, dyppet i Solen,
skildres. Som Tidmaaler følger Verdenshistorien i Drama ved
Siden.
   Dette er formeget, for stolt sagt af mig? -- O jeg taler jo nu
til Dem, som om jeg talte med mig Selv: jeg viser Dem jo mine
skjulteste Tanker og mine Feil, og da maa De jo og see min
Ahnelse om, at jeg vil klynge til min alvorlige Muses Barm min
Smerte, at hun kan med et Kys give den sin Skjønhed? Maa
jeg ikke, naar jeg er oprigtig imod Dem, endogsaa om jeg blot-
tede en Feil, sige Elise, at jeg veed, jeg vil komme til at leve
hædret, om jeg skal saa leve ulykkelig? O, føler jeg min indre
Naturkraft, min Genius, spaae mig, hvad jeg om to Aar -- naar
"Himmel og Jord" har seet Dagens Lys -- vil hedde inden og
uden Norges Grændser; og, at jeg vil det, uden Ro og Lykke --
min Gud! hvilke Farver vilde jeg finde i min Sjel med disse
Hjerteblomster? hvor meget ædlere og livligere vilde min Muse
træde frem, og uden dette Melancholske, som nu er dens af-
gjorte Tone, naar Elises Yndest og Ynde begeistrede mig, naar
jeg vidste mig kjendt og elsket af dette gode Hjerte, æret af
denne lyse Aand?

d.V,b.1,s.74      O gjør mig til hvad jeg kan blive Elise! ædle Elise! Og dette
er -- efter vor Konges Ord -- mit Fødelands Ære; jeg lægger
til: ogsaa et godt Menneske. Troer De dette var et lønfuldt
Værk, og Prøve værd? Ja! ja, De vil kunne plante en Dyd for
hver af mine Feil!

   Men jeg maa vise Dem disse upartisk, saavidt jeg kjender til
min Character, endskjøndt Man har, og det en Competent, har
sagt om mig, at jeg var et besynderligt Menneske, der midt i
mit buntede, af Lidenskaber omtumlede Liv, klart opfattede En-
hvers indre Beskaffenhed, men derimod ikke forstod at skjule
mig Selv for nogen Anden end netop for mig Selv. Jeg maa
troe dette er sandt, endskjøndt jeg har modsagt mine Venner,
som have sagt, at de lærte mig at kjende paa een Dag, og pra-
let af at jeg var nok hulere end som saa. Alligevel -- jeg kjende
nu mig selv eller ikke, og jeg veed det er vort Livsstudium og
det vanskeligt nok at lære sig Selv at kjende -- De maa kjende
mig, og tage min Characteristik an for rigtig, naar den, som jeg
siger, efter Overbeviisning er affattet. Efter min og Venners og
Fienders Dom er jeg sangvinisk af Temperament, godmodig,
lidenskabelig, haardfør, Enthusiast, sandselig ved Siden af de
mest ætheriske Grundsætninger og Følelser, lettroende, nysgjer-
rig, tolerant og mildtdømmende uden imod dem, som altid bør
være og ere retfærdigen blottede for Satiren, nemlig dem, som i
enhver Henseende ville synes men ikke ere, aabenhjertig, aaben-
mundet, aabenhaandet, ærgjerrig, men aldrig vilde jeg blive stolt,
om min Skjebne blev nok saa glimrende, begavet med et let
Sind -- min Letsindighed er tæmmet -- fornøjet til Overgiven-
hed, ikke egenkjerlig, en god Ven, en hidsig, men strax forsonlig
Fiende, blødhjertet og Ven i Gjerningen af alle Ulykkelige, op-
farende, ubetænksom eller ubesindig i høi Grad, fremfusende
mere end kold modig, kan ikke bære en Velgjerning eller Tje-
neste ugjengjeldet, phantastisk i Tilbøjeligheder, forsømmelig og
gjerne opsættende, forlegen blandt Fremmede, en slet Cavaleer,
kjær af Mennesker og Dyr, Blomster, kort af alt Liv, ustadig,
patriotisk, nøisom, nationalstolt, lattermild, ja kivagtig forat faae
noget at lee af, om Materie mangler, ikke forfængelig, Hang til
Satire -- og vist mange flere Lyder og tvivlsomme Dyder. Og
maaskee min engang havte og efterfulgte Mening: "leeg med Last
og Forførelse, og viis, netop i at paatage og afkaste, efter frit
d.V,b.1,s.75   Tykke, deres Aag, din Overlegenhed! Lad engang dine Lyster
løbe, og viis ved pludseligen at standse dem, at de ere din
højere Sjelskraft underdanige, ligesom Den først er en god Kudsk,
der tør sætte med sine vildeste Skimler nedad Bakken, og kan
standse dem midt i Farten" -- kan ogsaa kaste noget Lys i min
Characteer og mit forrige Liv -- Ja virkelig jeg har undertiden
søgt Bekjendtskab med Falstaffer for at kunne belure den Last,
jeg legede med, som Hercules i Vuggen med Slangen, og siden
aftegne den des sandere. Hvad den tvetydige Lyst til Satire
angaaer, da ytrer den sig med Valg og oftest er den godmodig,
kun sjelden mundtlig sarcastisk. Den bitre, jeg har, mader jeg
Løgnen og Bagvadskelsen med. Tvende Satirer, Publicum har
seet, ere af Folkemunde og onde Samvittigheder, for største
Deel applicerede paa Personer, jeg ikke havde tænkt, paa to
nær i den Første, jeg tegnede efter Naturen. Jeg havde ikke
ladet Publicum see Nogen af Disse, hvis jeg ikke -- det være
Dem alene sagt -- havde villet af egne Kilder hjælpe en fattig
Slægtning. Da Bogtrykkeren snød mig paa den Første, og jeg
brugte selv de faae Levninger, maatte jeg faae den Anden ivejen.
Satire er langtfra at være mit Fag. Hvad mine Kundskaber an-
gaaer, da ere de ikke udmærkede, endogsaa min æsthetiske
Læsning er meget indskrænket, da Intet tilfredsstiller mig siden
jeg læste og atter læste Shakespeare (i Oversættelse). Jeg har
laud til artium examen, haud til philosophicum, da jeg ikke kunde
overtale mig til at tage om Mathematik, hvori jeg fik en fortjent
slet Character. Historie og Botanik ere mine Yndlingsviden-
skaber. Min Fader siger, jeg har et større Talent end han til
Malerie; men da maa han slutte fra nogle barokke Composi-
tioner, jeg paa egen Haand har gjort; og, har jeg et saadant
Talent, da er det ikke det mindste uddannet, da jeg ikke har
havt Taalmodighed til at blive under en Lærer. Mine Sprog-
kundskaber ere ogsaa middelmaadige. Hvor slet Franskmand
jeg er kan De see af disse Tanker, jeg i det Sprog vil udtrykke,
til min Skytsengel, om jeg har Nogen: at han skal bede for mig
hos Dem.


           Priez pour moi à
-- o vous savez a Quelle!
Et toute ma vie sera
une priere pour Vous & Elle!

d.V,b.1,s.76      Jeg er saa ukyndig, at jeg ikke veed, om dette grammatikalsk
er rigtigt eller ikke. Men hvad det saa er, saa tag Meningen
efter Ordene Elise! Det er sandt, jeg vil bede for Dem -- mit
Liv skal være en Bøn for Dem, et reent Offer . . O fandt det
Velbehag!

   Min Leveplan er, naar jeg til Vaaren har faaet examen --
falder den ikke ud efter Ønske, saa om igjen -- et Aar at ud-
danne de behageligere Talenter, see mig lidt om o: s: v: kort --
da leve efter min Lyst. Min Lyst staaer aldeles ikke til et svær-
mende, Debaucheliv; men isandhed til et ædelt, skjønt Liv --
ædelt kan det blive, skjønt, vil Elises Godhed gjøre det, saligt,
himmelfarvet kan en gjengjeldt Kjærlighed gjøre det. Naar saa
et Aars Tid eller saa er gaaet, kan jeg see mig om en fast
Plads i Staten, og Kongens udmærkede Yndest, som jeg har
havt den, i min Stilling, sjeldne Lykke at naae, da han med
Interesse atter og atter har spurgt efter den endnu ubetydelige
Yngling, og lovet ham sin særdeles Naade, sikrer mig en Saa-
dan efter Ønske. H: M: var først opbragt over nogle vel raske,
patriotiske Udfald; men -- hvad jeg har fortalt, tilfaldt mig dog
alligevel. Jeg vilde først svaret, at jeg addresserede mig til hans
Retfærdighed, og haabede at ville fortjene hvad jeg bad om;
men slig Tale gik ikke an efter min Faders Mening; og jeg tak-
kede for den høje Naade i et fransk Madrigal, som han leende
puttede i sin Portefeuille. Mit Hovedembede vil vel blive at
opdyrke det Agerstykke, jeg fik i Vuggegave paa Parnas, men,
naar jeg saa er 23 Aar, vil jeg tage min Tilflugt til Staten og
Kongens Gunst.



   Nu, elskværdigste, bedste Pige, kjender De mig ligesaameget
som om jeg en Tid havde været saa lykkelig at omgaaets Dem.
De har seet mig som jeg nu er, og da seet mange Feil. Min
Kjærligheds høje, ædle Character kan vel udsone nogle af Disse,
men -- hvis, hvis De for dennes Skyld skjænker mig min Bøn,
til hiin Tid uden Haab om Gjenkjærlighed, for at være lykkelig
i Deres Godhed, at turde nærme mig min ophøjede, mægtige
Genius -- hvor vil da min Ubesindighed, Letsindighed og flere
Feil, som allerede nu af den sande Følelse af Andagt, Tanken
om Dem har opfyldt mig med, ere dæmpede, blive af? Jeg vil
blive Elise aldeles liig, from og god og dydig og dannet og ædel!
d.V,b.1,s.77   Elises Roes mere end en Verdens Beundring: Elises Smiil min
højeste Belønning!
   Den ene Time bæres det mig for, som om jeg hørte en Stemme
inden i min Sjel, der hvisker: du bliver aldrig lykkelig! den
anden Stund lyder en sødere Røst -- et


           Haab, som slaaer Nakken mod Stjernen, og
                 snubler i Roser

-- saa uhyre -- , som bærer mig, som Aladdins Aand sin Herre
gjennem Luften over Oceanet, høit over enhver Sorg, enhver
tungsindig Betragtning, som hæver sig op over disse som en
Engel over Gravhøjene, hvorunder Synd og Lidenskab og Last
med Legemet tilsammen slumre fast.


           Haab er Smertens Veninde: fra Glæden
           flyer det, og siger:
                 eget non me!

   Skal dette Haab, som blot beder om engang at turde være
nær min dyrebare Helligdom, døe? O jeg veed, at Elise vil ikke
berøve mig det uden den retfærdigste Grund. Vel, fra Fjernet
maa jeg da vinde Elises Agtelse og Velvillie; og det skal engang
ahne mig, at Elise ynder min Kjærlighed, om jeg Selv ikke kan
vinde denne Priis: Elises Bifald og Velbehag og ømme Godhed --
for hvem ingen, ingen Anstrengelse var andet end en Leeg.

   Ja, den ædle, hjertensgode Elise vil ikke glemme, at man lever
lykkeligst hvor man mest er elsket, og Elise vil dømme, om Jeg
elsker mest, naar denne Kjærlighed rækker sine gyldne Frugter
imod Himlen: gode Gjerninger og Kraft til alt Stort og Godt.
Tro, at jeg føler beskeden og ærbødig min Afstand fra Dem!
Tro, at min Dristighed bør undskyldes, da den redeligste Hen-
sigt, de skjønneste Følelser og Planer fremskabte den -- Den
maa ikke synes forunderligere end Vandcolonnen, Geisir slynger
imod Skyen: Denne vilde jo strømme lavt, kogte ikke Heklas
Flammer under den. Tro, at jeg bedre, end jeg har her i dette
Brev sagt, jeg er, vil nærme mig Dem, og tænk ogsaa, at min
egen Aabenhjertighed og Ligefremhed har jeg ligesaamegen Skade
at tilskrive som ondskabsfulde Uvenners og Uveninders Bag-
vaskelser!

   Og endnu engang Elise! nægt ikke mig, Deres inderligste,
varmeste Ven, det Glimt af Skaansel og overbærende Godhed,
d.V,b.1,s.78   Deres Hjerte er gavmildt med. Lev vel! Levvel! og vær lykkelig,
saa er jeg ogsaa lykkelig, i hvordan end min Skjebne bliver.
   Jeg beder Gud og Dem, at det maa gaae mig godt, at jeg
ikke maa føle mig bestandig saa ene, med saadan utilfredsstillet
Længsel efter et ædelt, medfølende Hjerte, efter en Sjel som
forstaaer min, at jeg ei for Livstid maa see netop min skjønneste
Egenskab, min Idealitet, min Modtagelighed for de ædleste og
livligste Følelser, bringe mig Ulykke og Kummer! Vist, vist!
Elise vil ikke forskyde mig, naar jeg blot beder om engang, naar
jeg er værd dertil, i Nærheden at torde beile til Hendes God-
hed, Agtelse og Venskab -- Kjærligheden ligger i Himlens Haand!
Hiint vil være nok til at gjøre mig lykkelig. Verden vil engang
nævne Elise som min Genius. "Hun elskede ham ikke, men hun
gjorde ham til hvad han blev!"

Med den dybeste Høiagtelse, den sandeste,
ømmeste, aandigste Kjærlighed
Henrik Wergeland.

   P: S: Lov mig at holde dette Brev hemmeligt, og bed Deres
Forældre om det Samme. Som Svar vil være nok, hvis De til-
lader mig mit inderlige Ønske, blot -- som en sød Hieroplyph
-- at tegne et coloreret Blad, og med Knop; eller, hvis De maa
nægte mig dette, -- om De vil unde mig da i min Smerte en
dyrebar Erindring -- en farveløs Glemmigei paa et lidet Stykke
Papiir. Hvis det behager Dem at svare paa denne Maade, at
svare Selv, saa lyde Convoluten "til Eidsvold" endskjøndt jeg nu,
naar De læser dette, formodentlig er i Christiania, hvor jeg er
for nogle Dage forat faae mit første Sørgespil trykt. Lev vel:
Himmel og Jord ere for fattige for mine Ønsker! Tag mig i
Forsvar, om Deres Forældre skulde finde altfor Meget at dadle
hos mig; og det vil og kan Elise, naar jeg siger, jeg vil aldrig
see Dem igjen uden jeg er værd i alle Henseender min rene
Kjærlighed, enten den tør juble Verden imøde, eller den blege
Smerte skal vugge den i sin Favn. Naar jeg seer Dem vil jeg
rødme, men ikke af Skam!

   P: S: Elise! læs blot det Vigtigste igjennem engang til. Jeg
takker Dem for Deres Opmærksomhed, hvis De har læst dette
hele, lange Brev igjennem, som jeg ikke har turdet gjøre under-
d.V,b.1,s.79   holdende for ikke i det Mindste at vige af fra Sandheden. De
kan see af de mange rene Blade iforvejen, at jeg ikke havde
tænkt at komme til at bryde Dem med saa meget.
hwg.

   Nok et p: s:! Jeg seer med Skræk, hvilket afskyeligt, gjen-
nemtrækkende Papiir jeg har brugt. Min Papiirhylde er i Uorden
her paa Landet. See heller ikke Klatterne!




d.V,b.1,s.98  
TIL GERHARD MAGNUS
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE