|
Henrik Wergeland, IV. Avhandlinger, Opplysningsskrifter: 7de Bind 1844 - 1845
|
| d.IV,b.7,s.1 |
Nr. 1 & 2, 26de Januar 1844.
Blomstre dit Liv i skjønne Dyder frem!
De klattre mod Himlen, og Du med dem.
TRÆK AF KONG CARL JOHANS LIV
"Hvor gammel blier I nu i Aar, Far Thormod?" spurgte Skole-
mester Ole Andersen gamle Kallen paa Frøshoug her en Aften
i denne Maaned som de sad sammen i Spisen med Sønnesønnen
Ole, der nu havde Gaarden, dennes Kone og yngre Broder Hal-
steen, Børnene og et Par Naboer, som havde seet indom Døren
i Qvællingen.
Gamlen svarede ikke, saasom han hørte slet for Alderdoms
Skyld; men Sønnekonen skreg ham Spørgsmaalet i Øret. "Er
det ikke fire Tjau, Gamlefar?" Gubben nikkede.
|
| d.IV,b.7,s.2 |
"Ja det er nok otti Aar han Far blier nu til Kyndelsmisse,"
lagde Sønnen til med en uforsvarlig, men ikke saa sjelden, Usik-
kerhed om nogle Aar meer eller mindre.
"Da er Gamlefar næsten paa Dagen jevngammel med Kongen,"
bemærkede Skolemesteren.
"Nei er Kongen saa gammel?", faldt flere af de Tilstedevæ-
rende ind, og den Gamle lettede de tykke graa Øjenbryn lige-
som om han blev opmærksom paa noget. "Ja ja! det staaer jo i
Almanakken."
"Hvad var det han sagde om Kongen?" spurgte han.
"Aa, Far," skreg Sønnekonen ham i Øret, "Skolemesteren siger,
at I næsten paa Dagen er jevngammel med Kongen."
"Siger han det? Hehehe!" lo den Gamle. "Saa er jeg Kon-
gens Aarjævning? Ja det er meget til Mand den Kongen. Han
er nok raskere tillags Han end jeg. Da jeg saae ham for fem
Aar siden, saae han ud som den ældste Sønnen min."
"Ja vil I troe det, Gamlefar," sagde Skolemesteren -- "det er
ikke mange Maaneder siden den gamle Konge var tilhest og
gallopperede langs med Fronten." "Nei da!" afbrød Sønnekonen.
"Gu'bevars!" en Anden. "Det vilde jeg seet," en Tredie o.s.v.
"Hehehe!" lo den Gamle. "Da vilde jeg ønsket at have redet
Dragon for ham som i Otteogfiirs for Prinds Carl af Hessen.
Aaret efter blev jeg permetert." Og nu kom en lang Historie
fra Krigen i 1788. Gamlingen syntes at have faaet Liv og Sand-
ser igjen, og han endte Historien med det Udbrud: "Skam, at
jeg skal være bleven saa klein paa saa faa Aar, naar Kongen,
som har været slig Krigsmand, er saa rask endnu. Men det
vilde kvikne i mig om jeg fik see ham endnu en Gang. Jeg er
ikke andet end Raataabjørk," sagde han; "men i Kongen har
der været Valbjørk, som har været god."
"Ikke fra det Første," sagde Skolemesteren. "Kongen er fød
et Par Maaneder for tidlig og udstod megen Sygdom i sine første
Aar; men han er bleven stærk som Furuen i Stormvinden ved
et anstrenget, men ordentligt, Liv."
"Aa, Skolemester, I kunde vist fortælle os noget om Kongen,
naar I bare vilde," sagde Sønnekonen og satte Stoler og Krakker
omkring ham.
"Vilje fattes ikke, men kanskee Hukommelse," sagde Skole-
mesteren.
|
| d.IV,b.7,s.3 |
"Men lad see da!" Alle satte sig om ham. To af Børnene
holdt sig ved hans Knæ, To toge Plads mellem Oldefaderens, til
hvem Skolemesteren flyttede sig tæt hen. Og saa begyndte han
da med nok et "Ja lad nu see da!"
"Kongens Fædrenenavn har I kanskee hørt er Bernadotte, og
han er fød i Staden Pau i Landskabet Bearn i det sydlige Frank-
rig den 26de Januar 1764. Efter 10 Aars Tjeneste fra Soldat
af træffe vi ham 1790 som Underofficeer i Staden Marseille un-
der de blodige Uroligheder, Friheden kostede Franskmændene;
og der fik han Leilighed at betale sin Regimentschef den Yndest,
denne altid havde viist ham, ved at redde hans Liv. Obersten,
som var en Adelsmand, blev nemlig en Dag forfulgt af den ra-
sende Pøbel, som endog vilde slæbe ham afsted forat hænge ham
i en Lygtepæl. Men Bernadotte brød igjennem Hoben, udrev
den Forfulgte af de Rasendes Hænder og førte ham ind i Raad-
huset. Imidlertid fulgte de blodgjerrigste blandt Hoben efter
Obersten og søgte med Magt at gjennembryde Kredsen, medens
de med rasende Skrig fordrede deres udseede Slagtoffers Hoved.
Bernadotte alene forblev rolig og tabte ikke sin Aandsnærvæ-
relse, men erklærede med Fasthed, at kun over hans og hans
Soldaters Legemer skulde man bane sig Vei ind i den sluttede
Kreds. Tropperne satte sig i Forsvarsstilling, og da den rasende
Pøbel nu saae, at den fandt kraftig Modstand, vovede den ikke
at udføre sin blodgjerrige Beslutning. Obersten blev reddet."
"Brav gjort! Hehe! brav gjort" mumlede den Gamle smilende.
"Paa denne Tid," vedblev Skolemesteren, "hørte Ulydighed og
Insubordination til Dagens Orden i den franske Armee. Berna-
dotte, nu avanceret til høi Officeer, mærkede dette, da han ryk-
kede i Leir; Soldaterne havde ikke alene dræbt en af sine Gene-
raler, men de gjorde sig endog til af denne Forbrydelse. Berna-
dottes Følelse var i høieste Grad oprørt. Dog deelte hverken
de Tropper, som han just førte tilbage fra Striden, eller de i
Leiren værende aldeles forvildede Bander disse Følelser.
Men strax gav han Befaling, at alle Tropper skulde træde un-
der Gevær. Han viste sig i deres Midte og Ordene strømmede
fra hans Læber. Med billig Harme skildrede han Krigerne deres
Forseelse, og de overordentligt skadelige Følger, som denne kunde
have for den hele Hær. Hans Tale gjorde Indtryk. En alminde-
lig Forbittrelse begyndte nu mod de Skyldige. Fra tusinde Stru-
|
| d.IV,b.7,s.4 |
ber lød Skriget: "Straf dem! Straf dem!" Ja man forlangte endog,
at han skulde føre de tro Tropper mod Forbryderne for at give
et advarende Exempel.
"Det var just Mand at tjene under" sagde den Gamle, krum-
mende med Fingrene sin gamle graa Knebelsbart. "Saa skal
det være." Skolemesteren vedblev:
"Engang i de samme Aar maatte Bernadotte, som allerede siden
1792 var Oberst, udholde et saa haardt og blodigt Angreb, at
hans Halvbrigade blev sprængt. Forgjæves søgte han at samle
sine sønderrevne Geleder; man hørte ikke hans Befalinger. Da
løb han hen til de forreste Flygtninger, rev med Hæftighed Epau-
letterne af Skuldrene, kastede dem midt blandt de sprængte Ge-
leder, og raabte: "Jeg er ikke mere Eders General, fordi I lader
Eder vanære!" Nogle Frivillige stillede sig om ham; hans Ord
foer som tændende Funker gjennem Rækkerne og opflammede
Soldaterne. Nu fik han Øie paa nogle Tønder med Drikkevarer;
"Skammer Eder," raabte han, "ved at overlade Eders Drik til
Fienden!" Nogle efterladte Kanoner faaer han vendt mod Fien-
den, Soldaterne stille sig hurtigt igjen i Slagorden og rykke raskt
frem mod de forfølgende, seirdrukne Fiender. Disse standsede,
forbausede over dette uformodede Anfald, de begyndte at vakle
og vendte sig endeligt paa Flugt. Imidlertid faaer Bernadotte
samlet sine adspredte Tropper, som han med Artilleri og Bagage
fører tilbage til Leiren.
Han skulde netop, paa Grund af en falsk Anklage, være bleven
ført til Paris, men man lod Anklagen fare paa Grund af denne
Bedrift og sendte ham en Udnævnelse som Divisionsgeneral.
Denne vægrede han sig ved at modtage, da han ikke formelig
var udnævnt til Brigadegeneral og erklærede tillige, "at det kunde
være farligt og møisommeligt nok at kommandere en Brigade,
saalænge Mandstugten stod paa en saa slet Fod."
"Men nok en Historie, som viser med hvilken Omhu Berna-
dotte søgte at opretholde Subordinationen, som var det Eneste,
der manglede den franske republikanske Armee forat være den
første i Verden.
Flere af Grenadererne i et Regiment, som hørte til en General
Marceau's Armeekorps, havde gjort sig skyldige i nogle Insubor-
dinationsforseelser. Deres Chef vilde lade dem fængsle. Dette
var Tegnet til Oprør. De meest Rasende kastede sig over Gene-
|
| d.IV,b.7,s.5 |
ralen og vilde slæbe ham bort med sig. Bernadotte styrtede sig
nu med Sablen i Haanden ind i de tykke Hobe med Trudsler
og Besværgelser. Overgeneral Kleber selv ilede Marceau tilhjælp,
men da han saae Bernadotte midt iblandt de Rasende, vendte
han rolig tilbage til sit Telt og sagde til sine Officierer: "Lad
ham kun handle, som han vil; jeg kunde maaskee have fordær-
vet det Hele." Bernadottes Ord og især hans raske Handle-
maade havde en forunderlig Virkning. Angst og Gru bemægti-
gede sig Oprørerne. Nogle toge Flugten, Andre bade forskræk-
kede om Naade, og forlangte nu selv at Oprørsstifterne skulde
straffes.
Paa Valpladsen efter en modig Storm blev Bernadotte udnævnt
til Brigadegeneral, og hele Sommeren 1795 udmærkede han sig
ved en Række af saa glimrende Vaabenbedrivter, at Overgene-
ralen, efter et Slag, der varede i 11 Timer og hvori Bernadotte
med 12000 Mand tiltvang sig imod 25000 Overgangen over en
Flod, skrev til Nationalforsamlingen et glimrende Anbefalingsbrev
for ham. I Aaret 1796 høstede han ligeledes rigelige Laurer, og
i 1797 blev han befalet at støde med sit Armeekorps til den
italienske Armee. Før han marscherede af, havde han bekjendt-
gjort et strengt Disciplinreglement. Men hvad skeer! I Nær-
heden af en By i selve Frankrig kom tre Soldater i Strid med
de der boende Landmænd og skjøde ved denne Leilighed en af
Bønderne. Den tililende Patrulje bemægtigede sig dog de Skyl-
dige, som ogsaa paa Stedet bleve straffede ved en Krigsret.
Bernadotte lod derpaa Tropperne strax sammenkalde paa Vaa-
benpladsen i Provindsens Hovedstad og tiltalede dem omtrent
saaledes: "Soldater! Eders hurtige Marscher og eders fortræffe-
lige Disciplin har hidtil forskaffet eder alle Statsøvrigheders Høi-
agtelse. Nu have imidlertid tre Uslinge, som ikke ere værd at
kaldes eders Kammerater, berøvet en af vore Medborgere Livet.
De have øieblikkelig ved Krigsretten faaet Lønnen for deres
Skjændselsdaad, og Eder giver jeg nu denne Paamindelse: ved-
ligeholder den Armees ære, som I repræsentere! Pletter ikke
eders Laurbær! Forbinder dem heller uvisnede med den itali-
enske Armees!" Disse Ord gjorde sin Virkning. Men før Ber-
nadotte fortsatte sin Marsch, gav han, skjøndt han paa den Tid
endnu ikke havte nogen Formue, den dræbte Bondes Familie
Franks eller Mark, og lod den desuden paa sin Regning
|
| d.IV,b.7,s.6 |
igjennem Overkassereren udbetale 1200 Franks, samt foranstal-
tede en Subskription blandt Officiererne i Korpset, hvorved de
Faderløse endnu erholdt 3000 Franks.
Med den ham betroede Skare steg han over Alperne og viste
sig i Mailand. Bonaparte havde kun ventet paa denne Forstærk-
ning for at aabne Feldttoget. Armeen fik Befaling til Opbrud,
men Tropperne havde i lang Tid ikke faaet Sold. Et Regiment
vægrede sig af denne Grund for at marschere og truede at smitte
hele Bernadottes Korps med sit oprørske Sindelag. Dets Oberst
saae sig ikke istand til at tilveiebringe Lydighed. Han befalede
Over- og Underofficierer at sætte sig i Marsch med Fanerne,
men alligevel vedbleve Soldaterne haardnakket med deres Væg-
ring og rørte sig ikke af Stedet. Bernadotte erfarede dette, ilede
til og kommanderede: "Fremad Marsch!" Regimentet adlød vel,
men gjorde igjen Holdt efter faa Skridt. Da styrtede Bernadotte
ind paa det første Kompagni, drog Sabelen, svang den truende
over den høire Fløimand og raabte: "Fremad! eller jeg hugger
Dig ned!" Hurtigt vendte han sig derpaa mod de Øvrige: "Elen-
dige! har jeg derfor ført Eder herhen, for at være Vidne til
eders Skam? I maa adlyde eller myrde mig. Ville I det, da
eders Liv tilhører mig? Forglemmer I, at I uden mig forlængst
havde været Støv, eller kun vilde have været Slaver, som om-
rodede Ungarns Moradser? Udleverer mig paa Øieblikket Ho-
vedmændene eller jeg lader hver tiende Mand skyde!"
Denne korte, uventede Tale forfeilede ikke sit Øiemed. Der
herskede en dyb Taushed, men man læste Angst paa de bestyrt-
sede Ansigter. Fanerne bleve udfoldede; Bernadotte raabte
endnu engang: "Fremad!" og hele Regimentet fulgte uden Knur.
Hovedmændene bleve angivne af Kompagnicheferne, maatte træde
ud af Geledderne og saae sig nu bortførte som Fanger af sine
egne Kamerater.
Hærafdelingen naaede en betydelig Flod, men den var traadt
ud over sine Bredder og der fandtes ingen Bro. Soldaterne
studsede, forskrækkede over den voldsomme Strøm. Da sprang
Bernadotte af Hesten og vadede, selv den første, igjennem Flo-
den, medens Vandet stod ham lige til Skuldrene. Nu fulgte alle
Soldaterne hans Exempel. Efterat Bernadotte var kommen op
paa den anden Flodbred, opdagede han to af dem, som bleve
|
| d.IV,b.7,s.7 |
revne bort af Strømmen. Strax styrtede han sig igjen i Vandet
og bragte dem lykkeligt i Land under hele Armeens Bifaldsraab."
"Brav gjort!" mumlede Gamlen.
"I 1798, vedblev Skolemesteren, befandt Bernadotte sig som
Gesandt i Keiseren af Østerrigs Hovedstad Wien, hvor der var
nok af opblæst Adel, som fremfor alt hadede den franske Stats-
omvæltning og alt hvad dengang Franskt var. Den nye franske
Gesandts elskværdige Personlighed var imidlertid aldeles skikket
til at formilde de Fordomme, man nærede mod den franske
Republik og dens Helte. Han fik ogsaa snart Anledning til at
give et Exempel paa hvorlidet han skammede sig ved sin ringe
Stand. Den østerrigske Minister, som var Baron, og flere andre
Stormænd troede nemlig, at skulle kunne ydmyge Bernadotte
ved at erindre ham om, at han forhen ikke havde været andet
end simpel Soldat. Derfor sagde Baronen engang til ham i et
stort Selskab, at der i Wien opholdt sig en gammel udvandret
fransk Officier, som kjendte ham særdeles godt. "Hvad hedder
han da?" spurgte Bernadotte. Man nævnede hans Navn. "O
ja!" raabte Bernadotte, "Han kjender mig sikkert meget godt.
Jeg var simpel Soldat i hans Regiment. Hvad jeg er blevet, kan
jeg fornemmelig takke ham for. Nu kan jeg desværre ikke mod-
tage ham i mit Huus; men jeg beder, siger ham, at Bernadotte
stedse nærer Ærefrygt og Taknemmelighed for ham." Det Be-
synderligste ved det Hele var ellers, at den opblæste Østerriger,
som vilde erindre Bernadotte om at han ingen bedre Ahner
havde end sit Hjerte og sin Kaarde, selv var en ussel Flodskip-
pers Søn."
"Hahaha! Jeppe paa Bjerget!" loe Manden i Huset.
"Saa gaaer det støt havde jeg nær sagt," lagde Skolemesteren
til, rystende paa Hovedet.
"Tvi være slig Adelshovmod!" brummede Gamlefar.
"I samme Aar -- vedblev Ole Andersen -- var Bernadotte
bleven besvogret med General Bonapartes Broder; men dette
Forhold bevægede ham dog ikke til at gaae ind i hans Plan, at
kuldkaste den bestaaende svage Regjering, der ikke duede til at
styre Staten i saa vanskelige Tider. Bernadotte indsaae nok
dette; men han vilde ikke tage Deel i at kuldkaste Statsforfat-
ningen med Bajonetter. Tvertom sagde han aabent til Bona-
partes Udsendinger, at om Regjeringen gav ham Befaling til at
|
| d.IV,b.7,s.8 |
forsvare den, vilde han gjøre det. Han levede dengang som
Privatmand efterat have i det foregaaende Aar reddet Fædre-
landet og dets for alting blottede Armeer ved sin Duelighed som
Minister eller Statsraad for Krigsvæsenet. "Jeg sværger -- skrev
han til Hæren -- at jeg ikke vil hvile før jeg har forskaffet Eder
Brød, Klæder og Vaaben!" Disse den nye Krigsministers op-
muntrende Ord indgjød Hæren Tiltro og Fortrøstning, saa at den
vendte sig til denne hædrede Mand som til en Frelser af lang-
varig Nød og Elendighed. Og Han holdt Løfte.
"Havde vi havt slig Mand i 1814 -- sagde Manden i Huset --
skulde vi havt større Ære af Leiken, om den end kunde endt
som den gjorde."
"Da tør det nok hænde," svarede Skolemester Ole, "at de
Mangler, Nordmændene taalmodigen leed, ogsaa bidrog til at
vække den Godhed for dem hos Carl Johan, som de snart er-
holdt Beviser paa i de gode Tilbud, han rakte dem i aaben Haand
istedetfor paa Sværdspidsen. Men det var ikke første Gang han
var ædelmodig imod en Fiende. Saaledes hændte det, da han
forestod Krigsvæsenet i Frankrig medens Bonaparte rumsterede
fjernt paa den anden Side af Middelhavet, i Ægypten, at den
dristige Ætling af det afsatte landsforviste gamle Kongehuus,
Hertugen af Enghien, kom hemmeligt til Paris. Den republikan-
ske Regjering havde da ikke mere Kraft, og det fordrevne bour-
bonske Kongehuses Parti kunde vistnok fatte store Forhaabninger.
Alles Øine vare tillige henvendte paa Bernadotte, thi hans Be-
rømthed og den Hurtighed, hvormed han fattede Planer i de
meest farlige Stillinger, betegnede ham som den Mand, der var
bestemt til at spille en udmærket Rolle. Ved en fælles Ven gav
Enghien ham derfor Underretning om sit Ophold i Paris, ja lod
ham endog tilbyde Værdigheden som Overfeldtherre af Frankrig,
dersom han igjen vilde føre Bourbonnerne tilbage paa deres for-
rige Throne. "Jeg kan," svarede Bernadotte -- "ikke tjene Bour-
bonnernes Sag. Eed og Pligt fængsle mig til det franske Folks
Vilje. Da imidlertid en Mand, hvis Karakteer og ophøiede Her-
komst jeg ærer, sætter sin Lid til mit Hjertes Ædelmodighed,
skal han ikke her udsættes for nogen Ulykke. Men Prinsen maa
ufortøvet reise tilbage. Om tre Dage er hans Hemmelighed ikke
længer min alene. Da skylder jeg mit Fædreland at aabenbare
|
| d.IV,b.7,s.9 |
den." Enghien blev denne Gang reddet. Uden Bernadottes
Ædelmodighed havde han været forloren.
Senere kneb Bonaparte ogsaa paa fremmed Grund den ulyk-
kelige Prinds og lod ham skyde, da han i fiendtlige Hensigter
havde nærmet sig Grændsen. Aarene 1806 og 7 ere fulde af
Krigsbedrivter af Bernadotte, der gjorde, at Bonaparte, som nu
var bleven Keiser Napoleon, udnævnte ham til Marschal eller
Feldtherre af Frankrig og til Prinds af Pontecorvo. I et af disse
Feldttog blev han ogsaa saaret af et Skud i Baghovedet, som
maaskee den Dag idag minder ham om, at han bogstavelig har
udgydt sit Blod for sit Fædreland. I 1808 var han Øverstbefa-
lende i Hamborg, og det Rygte for Menneskelighed, som derfra
udbredte sig over Norden, bidrog ikke lidet til at hefte Sven-
skernes Opmærksomhed paa ham, da de 2 Aar efter valgte sig
en Thronfølger. Det følgende Aar fik han ogsaa paa Valpladsen
ved Wagram Anledning til at vise sit ædle Hjertelag mod Sach-
serne, hvoraf hans Hærafdeling især bestod. Napoleon havde
nemlig paa Slagdagen givet den udtrykkelige Befaling, at Ingen
under Slaget maatte forlade Gelederne forat bære de Saarede
bort, saasom der skulde være sørget for at der blev ydet dem
Hjælp. Bernadotte, som kommanderede Sachserne, havde al-
deles ikke, da han bekjendtgjorde Dagsbefalingen for sine Trop-
per, tilføiet hiint strenge Forbud. Nu hændte det sig, at en Divi-
sion, som Bernadotte havde opstillet i Reserve, blev komman-
deret et andet Sted hen under Slaget, uden at han fik nogen
Underretning derom, og at paa samme Tid de til de sachsiske
Feldtlazaretter hørende Heste bleve hentede af et i Nærheden
staaende fransk Korps for at forstærke dette Korpses Artilleri-
forspand. Nu lede Sachserne betydeligt Tab og en Mængde Saa-
rede laae uden Hjælp paa den blodvædede Valplads. Da gav
Bernadotte strax Befaling til at spænde nogle Heste fra Kano-
nerne, og med disse hente Feldtlazaretterne. Man forestillede
ham, at det sit Forspand berøvede Skyts meget let kunde falde
i Fiendernes Vold. "Lad være!" svarede den menneskekjærlige
Feldtherre, "det er kun Erts; her er Menneskeliv, det er langt
kostbarere end det døde Metal."
Denne Tildragelse afstedkom et saa spændt Forhold mellem
Prindsen af Pontecorvo og Napoleon, at Prindsen trak sig tilbage
i Privatlivet. Men hans Patriotisme viste sig nu i sin skjønneste
|
| d.IV,b.7,s.10 |
Skikkelse. Englænderne benyttede Napoleons Fraværelse til et
stærkt Angreb paa de belgiske Provindser. Da glemmer Prind-
sen al Forurettelse, iler til det truende Punkt og tilintetgjør Fien-
dens Planer.
Tilbagetrækningen i Privatlivet kunde ikke for Europa skjule
en Charakteer og en Dygtighed som Prindsen af Pontecorvos.
Selv Napoleons Storhed fordunklede ikke en som hans. Morgen-
stjernen sees om end Maanen skinner paa den vide ensomme
Himmel. Rigsdagen i 1810, der skulde kaare Sverige en Kron-
prinds istedetfor Christian August . . ."
"Christian August?" afbrød den Gamle. "Var det ikke saa,
Skolemester? Det var Mand det! Gud glæde hans Sjel!"
"Gud har erstattet Norge ham i Carl Johan, der blev hans
Broder og er det saaledes som Aanderne ere Brødre, nemlig i
Tænkemaade og Sindelag," sagde Skolemesteren og vedblev:
"Paa Rigsdagen i Sverige altsaa, som skulde vælge en Kronprinds,
nævner en fra Frankrig hjemkommen Svensker Prindsen af Pon-
tecorvos Navn, og det var nok til at bestemme Valget. Det
Navn, han havde erhvervet sig som Menneske, Borger, Helt og
Overøvrighed, forenede strax Stemmerne, og i Prindsen af Ponte-
corvo fik Sverige sin Carl Johan. Denne nye Stilling krævede
Deeltagelsen i Striden med Napoleon, som ogsaa i Carl Johan
fandt sin farligste Modstander. Dog kun til Grændsen af Frank-
rig førte Carl Johan sine Krigere; derfra søgte han at tale sit
Fædrelands Sag hos dets seirende Fiender. Men jeg kommer
ind i Historien -- afbrød Skolemesteren sig -- istedet for at for-
tælle enkelte Træk af vor gamle Konges mærkværdige Liv, der
isandhed er som et Eventyr, skjøndt ligesaa fuldt af Lærdom
som den strengeste Præken fuld af Beviser paa, at Fortjeneste
og Dyd altid bærer Krands eller Krone svævende over sit Ho-
ved. Som Ven af Borgerfriheden kunde Carl Johan ikke mis-
billige den Grundlov, som Nordmændene havde givet sig paa
Efterretningen om deres Lands Afstaaelse til Sverige, hvortil Carl
Johan havde tvunget Danmark, som var forbundet med Napo-
leon. Dette skede netop idag den 14de Januar for 30 Aar siden;
men Han tilbød Nordmændene Foreningen med Sverige paa gan-
ske andre Betingelser end der den Dag blev fastsat. Han tilbød
dem Selvstændighed og Bekræftelsen af deres Grundlov. Det
var hvad alle Nordmænd vilde. De modtoge den udrakte Haand,
|
| d.IV,b.7,s.11 |
og saaledes har da nu Carl Johans og Norges Skjæbne været
forenede i næsten 30 Aar. I 4 var Han dets Kronprinds, i 26
er han dets Konge. Mellem Træk af Carl Johans Liv -- tilføjede
Skolemesteren -- kunde vel ogsaa anføres endeel af hans ud-
mærkede Goddædighed. Jeg har seet en Fortegnelse over hans
Gaver fra Tid til anden til Indretninger i Norge, og saa mangel-
fuld den var, var Beløbet en ganske overordentlig Sum, saa han
neppe beholder stort af hvad Landet yder ham. Og Svenskerne
maae give ham samme Lov. Rundhaandethed var et Træk, vore
Forfædre skattede høit hos sine Konger, men det er ikke det
eneste, hans Charakteer har tilfælles med de herligste af disse.
Ædelmodig som Hakon Adelsteen og varmhjertet som Olaf Trygg-
vesen, er han tapper, genifuld og veltalende som Sverre."
"Gud velsigne Ham der han er!" udbrød Gamlefar Thormod,
reisende sig raskt op af Kubbestolen og strygende Huen af.
"Gud velsigne ham!" gjentog de Øvrige. "Drik til, Gamlefar,
og lad saa gaae rundt!" lagde den venlige Huusmoder til, idet hun
rakte Thormod Bollen med Stærktøl, som hun hemmelig havde
holdt i Beredskab.
Gubben drak hjertugt. Da han rakte Bollen fra sig, eller ret-
tere da han første Gang reiste Ansigtet op fra Bollen, trillede
en stor Taare ned over hans Kind. Den trillede og trillede ned
over Kinden, over Skjægget, ud paa det yderste af den højeste
Bugt det slog, og derfra trillede den ned i Kruset.
"Om Forladelse . . . Anne, kom med en ny Ølbolle," sagde
Gamlen, idet han vilde række Bollen fra sig til hende.
"Oh! skader ikke," raabte Skolemesteren, greb Bollen, drak
og rakte den fra sig med et "Gud velsigne Kongen!" "Kongen,
Thormod, gav gjerne den smukkeste Perle i sin Krone for denne
Eders Taare."
"Troer I?"
"Jeg veed det" . . .
|
|