|
|
| d.IV,b.5,s.364 |
AV LÆSEBOG FOR DEN NORSKE UNGDOM. UDGIVEN AF
HENRIK WERGELAND OG N. J. WESSEL BERG.FØRSTE DEEL. FORTALE.
I ingen Deel af den norske Ungdoms Underviisning raader saa
liden Eenhed og Overeensstemmelse i hvad og hvorledes der paa
de forskjellige Steder læres, som netop i Underviisningen i Moders-
maalet. I lexikalsk og grammatikalsk Henseende antyder en
Mængde forskjellige Meninger og Læresætninger, der med lige
Autoritet gjøre sig gjældende, at dette befinder sig i en Gjærings-
periode, og da Læsebøgerne hente deres Indhold fra næsten et
Aarhundredes, i den sidste Menneskealder tvedeelte, Literatur,
uden at tillade sig at bringe det ind under noget gjennemført
grammatikalsk og orthografisk System, have ogsaa de maattet
bære hiin Gjærings Mærker istedetfor at være ordnende Midler
i dens Forvirring. At undtage dette vort eget Arbeide, skulde
være at benegte, at ogsaa dette er et Barn af sin Tid. Men vi
have troet, at det ogsaa er et Krav af sin Tid; thi at Landet
endnu en Menneskealder efter Adskillelsen fra Danmark for en
ikke ringe Deel forsynes derfra med Læsebøger, hvori der ikke
findes Spor af, at nogen norsk Forfatter siden Rigernes Ad-
skillelse har existeret, og at saa i Et og Alt danske Læsebøger
virkelig i enkelte norske Skoler lægges til Grund for Underviis-
ningen i Modersmaalet, have vi antaget for en Opfordring til
Normænd til dog at frigjøre os i denne Henseende ved at hjælpe
os selv. Der har været gjort Forsøg derpaa af Landsmænd; men
idet der heller ikke i disse har været taget retfærdigt Hensyn til
den Literatur, det selvstændige Norge har erhvervet sig eller dog
til den Andeel i en Fælles-Literatur, som det tilkommer, have vi
ogsaa heri fundet en Opfordring til at udgive en Læsebog, hvori
Nationalitet og Retfærdighed dog ikke skal krænkes, og ved
|
| d.IV,b.5,s.365 |
hvilken Ungdommen dog ikke skal forvildes i sine Begreber om
Værdien og Omfanget af den Literatur, hvortil Fædrenelandet
har Eiendomsret. Den kan være udsat derfor, naar man seer,
at en Læsebog, som er udgiven i Norge flere Aar efter Ad-
skillelsen, af fød Nordmand og for Nordmænd, ikke destomindre
gives Titel af "dansk Læsebog". Den er dog oprigtig heri, idet
den virkelig fører den efter sit hovedsagelige Indhold; men her
er dog et Tilfælde, hvor Ærlighed ikke bør vare længst.
Det ligger for øvrigt udenfor vor Plan at udvikle Aarsagerne
til hine beklagelige Omstændigheder, hvis Følger røbe sig i vor
Ungdoms vaklende Sprogbegreber og Ubekjendtskab til vor egen
Literatur, og som vise sig udbredte til Almeenheden i næsten
enhver offentlig Meddelelse, ethvert Dagblad, som vi tage ihænde.
De dybeste ligge i vort Folks politiske Skjebne, strækkende sig
fjernt under den sidste store Forandring i disse; men de nærmeste
forgrene sig i individuelle Sympathier og Anskuelser hos dem,
som deels have givet sig af med Underviisningen, deels med at
forsyne denne med Bøger.
Efter Adskillelsen fra Danmark varede det endnu en Række
af Aar før vor egen Videnskabelighed og Boghandel fik Kraft
nok til at hjælpe os nogenlunde ud af den Afhængighed, hvori
Danmark fremdeles holdt os med Hensyn til Forsyningen med
de fleste Underviisningsbøger, og saaledes at standse et betydeligt
Afløb for vor Velstand. Men det fulgte af Sagens Natur, fordi
vor egen Literatur først maatte faae Frugter at afgive, at af alle
Underviisnings Bøger maatte Læsebøger, der skulde kunne bære
Navn af "norske" eller være affattede for den norske Ungdom,
være de sidste, vi selv kunde forskaffe os. Imidlertid er Tiden
dertil og Muligheden af at kunne frigjøre os i denne Henseende
dog allerede længe forhaanden. Vor politiske Selvstændighed har
affødt en videnskabelig, vor materielle en aandig. Nordmændene
have i denne Henseende været virksommere, end det indskrænkede
Publikum og den danske Literaturs overvægtige Indstrømmen, uden
at den norske fandt gjensidig Afsætning,1 syntes at skulle kunne
tilstede. Der er skrevet Andet og Varigere i Norge siden 1814
end blot politiske Smaaskrifter; og vor siden den Tid fremskudte
|
| d.IV,b.5,s.366 |
Literatur tæller baade i Videnskabelighedens alvorligere og æsthe-
tiske Grene talrige og lysende Navne nok til at gjøre Skriget om
vor literære Armod uretfærdigt og en fortsat Afhængighed af
den danske Literatur unødvendig. Men vi bør ikke alene faae
Øinene op for dette sande Forhold; men ogsaa benytte det. Det
er ikke alene saarende og uretfærdigt imod det Folk, hvis Ungdom
skal undervises, saaledes som skeet er, at give dets egen Literatur
en underordnet Plads; men det er ogsaa skadeligt, først som vild-
ledende, fordi det strider imod en historisk Sandhed, og dernæst
fordi det ikke blot er Viden og Dannelse, Ungdommen skal er-
hverve igjennem deslige anthologiske Underviisningsbøger, men
ogsaa, i Agtelsen for de fædrelandske videnskabelige Fortjenester,
den fineste Næring for Fædrelandskjærligheden og andre af dens
ædleste Følelser. Et Folks Literatur er dets Sjeles Fædreneland;
Universitetet er Hovedstaden deri; og det baader Ynglingerne,
at de vide og føle, at de have et -- et, som ogsaa har Krav paa
deres Kræfter.
Fælles-Literaturen før 1814, hvortil saa mange lysende norske
Navne, Foreningens intime Beskaffenhed og Fællesskab i Uni-
versitetet hjemler Norge en uomtvivlelig lige Adkomstret, og vor
egen Green af den siden hiint Aar i tvende selvstændige For-
greninger spaltede Fælles-Literatur tilbyder rigeligt Emne for en
Læsebog for den norske Ungdom, fra Henlæggelsen af Børne-
bøgerne af og til Afgangen til Universitetet. Vi skulde endog før
1814 kunne indskrænke os til hine norske Forfatternavne, und-
være ethvert Bidrag af den senere danske Literatur, og saaledes
ganske være os selv nok, uden at derfor nogen Deel og Art af
Literaturen skulde savnes eller mangle paa at blive værdigen
repræsenteret. Men nu, da det er saa, at Nordmændene foruden
Adkomstret til Fælles-Literaturen før 1814 og Eiendomsret til den
Literatur, de selv have erhvervet sig siden dette Aar, ogsaa have
Benyttelsesret til den, der samtidigen har udviklet sig paa dansk
Bund -- da altsaa Literaturen danner en Stamme med to Grene
og Kroner, der hver for sig fra samme Spaltningspunkt, men med
eiendommelig Farve, skyde i Høiden -- da en Literaturs Værd
betinges af dens Rigdom og Omfang -- da Sprogmidlet for begge
Literaturer, paa Enkeltheder nær, fremdeles er det samme -- da
Skrivesprogets Omfang og ikke Politikens Afsondringer formeentlig
antyde Grændserne for et Arbeide som nærværende, og da Be-
|
| d.IV,b.5,s.367 |
kjendtskab til den danske Literaturs senere Frembringelser baade
paatrænger sig i Selskabslivet og bør, baade for de gamle For-
holdes og sin egen Skyld, kunne fordres af den dannede norske
Yngling: have vi troet, ogsaa at burde følge denne danske For-
grening af hiin ældre egentlige Fælles-Literatur, som baade har
overført i sig flere af dennes berømmelige Navne og udblomstret
i nye, og i et passende Forhold at optage endeel af dens Frem-
bringelser efter Adskillelsen. Noget gjensidigt Behov eller nogen
egentlig streng Ret dertil finder vel ikke længere Sted; men hvor
meget end vort Folk, ved Opmærksomhed for sit Old- og Almue-
Sprog, ved Forfatteres Gjenerobringer og Fremhentninger derfra
og ved grammatikalske og lexikalske Arbeider -- Arbeider i selve
Gruberne -- i Tiden vil kunne udvikle en Eiendommelighed i
Skriftsproget, vil dog denne lykkeligere Efterslægt maatte ind-
rømme, at indtil vore Dage finder dog imellem begge Folk en
saadan Adgang Sted til hinandens literære Prydelser som imellem
Naboer, der dog kunne see over Gjærdet ind i hinandens Haver.
At den Ene nu synes saa overmaade meget bedre om sin, kommer
maaskee af, at Jordbunden dog vel ikke er saa eens endda eller
driver saa ganske de samme Væxter. Forskjel i politiske og
Natur-Forholde have virkelig ogsaa i det Hele afpræget sig i
begge Literaturers, navnlig i dens poetiske Frembringelsers,
Charakter, og temmelig snart efter Adskillelsen ville de Danske
have fundet det ogsaa med Hensyn til Sproget. De kaldte det,
at Normændene begyndte at skrive vel norsk, for norsk til i alle
Udtryk at kunne blive forstaaede af Danske. Og naturligt; alene
vort Lands fysiske Beskaffenhed har gjort vort Sprog rigt paa
Benævnelser, de Danske ikke kjende noget til, fordi de ikke have
Tingene derfor. Og nu hertil Opdragelsen og Uddannelsen hjemme
i selve Landet, Exemplerne m. m. -- sandelig, der tør være noget
i hiin Klage, at man i Danmark ikke læser norske Forfattere
ganske med samme Lethed som vi de danske, hvis hele Sprogs
ikke store Omfang er os bekjendt.
Men Tidsaanden er ogsaa imod enhver saadan vilkaarlig Af-
sondring, og de Lærere i Modersmaalet, som vi have forelagt de
Grændser, der lade sig afstikke i Valget til en Læsebog for den
norske Ungdom, have været af den Mening, at Bogen, saaledes
som vi ovenfor have afstukket dem, vilde, uden at give Slip paa
Noget af sin Nationalitet, blive brugbarere og afsætteligere for
|
| d.IV,b.5,s.368 |
vor Tid. Og det er hertil vi have at tage Hensyn, ikke til hvor-
ledes det har behaget danske eller andre norske Udgivere af
Læsebøger at indrette deres, eller til, hvorledes en fjernere
Fremtid vil kræve dem for den norske Ungdom.
Idet vi have maattet beslutte os til at dele vor Læsebog i tvende
Dele, hører dog til vor Plan ogsaa for den første Deel Forkastelse
af denne, ikke altid naturlige, Barnslighed i Fremstillingen,
disse selvgjorte eller fra tydske Børnebøger hentede Fortællinger
om en liden Hans eller Peter, som ialfald kun høre hjemme
umiddelbart ovenpaa ABCten eller i den mundtlige moderlige
eller Barnekammerets Underviisning. Ja selv i denne viser
Barnets tidlige Griben efter Eventyrets stærkere Aandsføde, hvor
snart denne Maneer bliver det vansmagelig. Ogsaa vor Læsebogs
første Deel og dennes første Afsnit vil derfor være hentet fra
den virkelige Literatur, fra dens Forfatternavne, og idet det hele
Arbeide vil omfatte samtlige, i vort Sprog kjendte, Skjønviden-
skabelighedens poetiske og prosaiske Arter og Former, vil dets
første Deel indeholde dem, der i Fremstillingen og Belysningen
ere de simpleste. Saaledes vil den didaktiske Poesies første Af-
deling, det egentlige Læredigt, blive saaledes at skifte imellem
begge Værkets Dele, at Fabelen og Parabelen ville gives Plads i
den første, medens Allegorien og Mythen, omendskjønt hørende
til samme Familie, ligesom ogsaa den poetiske didaktiske Epistel,
Satiren og Sinddigtet blive at henvise til den anden. Af den
lyriske Poesi ville Oden og dens Afarter, Hymnen og Dithyramben,
saavelsom Sangens kunstigere Former (saasom Sonetten og Kanta-
ten) og Elegien, paa Grund af dens for den yngre Alder for senti-
mentale Indhold, ligeledes tilhøre den anden Deel; men alene Om-
fanget af hvad der forud har havt Krav paa at optages i denne første
Deel har foraarsaget Henviisningen til anden Deel af flere af
Sangens Arter, hvis Indhold og Simpelhed i Formen ellers gjerne
kunde tilladt dem Plads i første. I denne vil man derfor kun
finde Prøver af de aandelige Sangarter samt af de verdslige paa
National- og Folke- samt Barne-Sangen. Af den episke Poesi vil
det egentlige Epos (Heltedigtet) i dets historiske, romantiske,
komiske og idylliske Former blive at henvise til anden Deel,
medens den poetiske Fortællings Former (Romancen og Novellen,
|
| d.IV,b.5,s.369 |
den rimede Fortælling, Riimbrevet, Romancen og Balladen) gives
Plads i den første. For denne skulde rigtignok det idylliske Epos,
formedelst Simpelheden i sin Natur, synes passende; men dets
Versform har ladet os henvise det til den anden Deel, hvor der
formeentlig ogsaa vil være den rette Plads for den dramatiske
Poesi, forsaavidt Prøver af dennes Arter lade sig indpresse i en
Læsebog. Den blotte dialogiske Form for et idyllisk eller didaktisk
Digt henviser det derimod naturligviis ikke til den anden Deel.
I det Prosaiske har den større eller mindre Fattelighed i Frem-
stillingen afgjort, i hvilken af Arbeidets Dele Bidragene skulle
have sin Plads. Men hvad den egentlige Veltalenhed betræffer,
udfordres for at skatte den en udviklet Skjønsomhed, som vi alene
kunde forudsætte hos den modnere Yngling, hvorfor Exemplerne
paa dens Arter, paa geistlig, retlig og parlamentarisk Veltalenhed
ere henlagte til den anden Deel. Enkelte af de i denne Deel
leverede Prøver af moralsk belærende Foredrag hæve sig dog
til Flugten i den geistlige Veltalenhed.
Det historiske Foredrag ligger derimod ganske indenfor Om-
kredsen af de Discipliner, hvormed den Ungdommens Alder gjøres
bekjendt, for hvem denne første Deel af vort Arbeide er bestemt.
Vi have derfor ganske henlagt Exemplerne paa Sagastilen og
Prøverne af vore nyere historiske Forfattere til nærværende Deel.
I den give vi ogsaa Eventyret og Sagnet Plads, medens vi, paa
Grund af Legendens mystiske Charakter, have troet at burde
henlægge denne til den Deel, som er bestemt for den modnere
Ungdom.
Sidste Afsnit i 2den Deel vil indeholde enkelte Oversættelser
af det latinske, franske, engelske, tydske og svenske Sprog, som
Exempler paa hvor nær vort lader sig bøie efter disse, og Værket
vil blive sluttet med korte Biografier af Forfatterne.
Med Hensyn til Retskrivningen have vi, i disse i dette Punkt
stridige Tider, søgt en Middelvei, hvor vi ogsaa have fundet de
senest i Norge udgivne Sproglærer, og vi troe ogsaa Fornuft og
Etymologi, for os. Af den Ene af Udgiverne vil man i alt finde
6 Bidrag; men uagtet dette Tal i sig selv ikke er forholdsviis for
stort med Hensyn til Omfanget af hans Frembringelser mellem
Landets senere Forfattere, vilde det dog være bleven indskrænket,
om Tilgangen dertil, navnlig paa Barnesange havde været rigere
hos Andre, og om Tilfældet ikke havde været med det af ham
|
| d.IV,b.5,s.370 |
valgte Eventyr, at det afgiver et Exempel paa denne Fortællings
Arts Overgang til Mythen, som ellers ikke tilbød sig.
De forklarende Indledninger, hvormed de enkelte Afsnit ere
ledsagede, sigte mere til at tjene Selvlærlingen end Læreren, der
vil benytte vor Bog, til Veiledning. De ere støttede til udmær-
kede Æsthetikeres Autoritet, men indeholde dog ikke mere end
hvad enhver duelig Lærer selv vil kunne meddele sine Disciple.
Og hermed vor "Læsebog for den norske Ungdom" anbefalet
i dennes, i skjønsomme Læreres og velvillige Landsmænds Hænder!
Dens Brug ved Ungdommens Underviisning vil visselig nok røbe
Mangler ved den; men maatte dette erhverve os Anviisninger
til dens Forbedring, ville vi ansee dette, ikke mindre end dens
Brug, for en Paaskjønnelse, som vi kun ønske Leilighed til at
vise, hvor høit vi vurdere den, ved i en ny og forbedret Udgave
at benytte dem.
Christiania i Marts 1844.
Udgiverne.
FABLER.
Om Fabelen og dens beslægtede Digtarter.
Leveregel. Den bestaaer altsaa af to Dele: en Lære, som er dens
Stof og Øiemed, og et Billede, som er dens Form eller det poe-
tiske Middel, hvorved Læren bliver meddeelt og gjort anskuelig.
Ofte fremsættes dog denne i Korthed særskilt som Fabelens
"Moral", og da enten som en Indledning eller Slutningsbemærk-
ning; men efter Fabelens Natur i dens reneste og simpleste Form
er det overflødigt. Moralen i den bekjendte Fabel om Ræven og
Ravnen eller Kragen med Ostestykket i Nebbet, nemlig, at for-
fængelige Folk let lade sig narre ved Smigreri, ligger saaledes
f. Ex. tydelig nok for Dagen i selve Fortællingen, uden at behøve
at tilføies med tydelige Ord.
Fabelen skal lade Menneskene see deres Feil og Mangler lige-
som i et Speil og gjenkjende sig selv i de Væsener og Gjenstande,
som fremføres i den som talende og handlende, og som Fabel-
digteren derfor tillægger menneskelig Tænkeevne og Handlemaade.
Det er en nødvendig Betingelse for Fabelen, at den har dette
|
| d.IV,b.5,s.371 |
Hensyn til det menneskelige Liv, og er et Billede deraf. Uden
denne dens Betydning vilde den kun være en Ammestuefortælling.
En vis indbyrdes Lighed maa derfor finde Sted imellem Menne-
skene og Fabelens Talende og Handlende, hvorfor Fabeldigterne
ogsaa især have betjent sig af Dyr af en bestemt Charakter, der
lader sig gjenfinde hos Mennesker. Dette er især Tilfælde i den,
efter den gamle græske Fabeldigter Æsopus, saa kaldte "æsopiske
Fabel". Valget af Billeder eller Fabelfigurer er dog aldeles ube-
grændset. Ikke blot Dyrverdenen, men alle Ting i Naturen, ja
selv Kunstfrembringelser og allegoriske Væsener, saasom personi-
ficerede Dyder og Laster, ere tjenlige for Fabeldigteren, naar de
blot give den Lære, han vil meddele, et for Indbildningskraften i
Øieblikket forstaaeligt Udtryk. I denne dets Anvendelighed be-
staaer Billedets Sandhed. Saaledes kan han lade Kornaxene og
Træerne, Taarnuhret og Solskiven, Filen og Ambolten tale sammen,
Oldtidens Guder atter nedtræde paa Jorden, og fremkalde i
levende Gestalter Laster og Dyder af det menneskelige Hjerte.
I sidste Tilfælde synes dog Fabelen at fjerne sig fra sin eien-
dommelige Simpelhed og at nærme sig til andre beslægtede Digt-
arter, især til Allegorien.
Fabelen maa besidde følgende Egenskaber: Sandhed eller en
indre Overeensstemmelse imellem Billedet og det, der skal frem-
stilles (Modbilledet); den Naturlighed, at der i Fortællingen ikke
findes noget som strider imod det Væsens naturlige Charakter,
som optræder deri talende og handlende; Klarhed, saa at ikke
blot Begivenheden bliver indlysende fremstillet, men at ogsaa
den Betydning, som skal ligge deri, usøgt tilbyder sig for Læseren;
Værdighed, saa at en Lære af den aandige Verden ikke bliver
gjort anskuelig ved Billeder, der ere lave og smudsige; samt
endelig Simpelhed i sin Bygning, ligesom i sin Stiil, saa at Fabelen
ikke ved unødvendige Udsmykkelser og Tilsætning ophører at
være et blot Billede, leder Opmærksomheden paa Handlingen,
som saadan, og saaledes lader sin Lære fordunklet træde i Bag-
grunden.
Fabelens Form er i Almindelighed fortællende eller episk, men
kan ogsaa være dramatisk eller dialogiseret. Hyppig er Stilen
metrisk, og da betjener den sig oftest af Brevstilens Stavelsemaal
eller af firefodede rimede Jamber.
Vor Literatur er ikke rig paa originale Fabeldigtere, hvorimod
|
| d.IV,b.5,s.372 |
den ei mangler Oversættere og aandrige Behandlere af Fabelen.
De ægte Originaler til flere af de fremmede Fabelliteraturers
bedste Prydelser tabe sig ogsaa i Orientens fjerneste Old, ja selv
gamle Æsopus har flere af sine længere østenfra.
Maaskee vil det Begreb, som her, til egen Veiledning for Ung-
dommen, er meddeelt om Fabelen, endnu erholde nogen Klarhed
ved at sammenstilles med en kort Udvikling af de med den be-
slægtede Digtarters, skjøndt de to første af disse, efter den før
angivne Plan for Fordelingen af nærværende Arbeides Indhold,
ville erholde Plads i dets anden Deel. Disse ere Allegorien,
Mythen og Parabelen. Til Allegorien og Parabelen, som deres
simpleste Form -- saa simpel, at den ikke kan kaldes nogen
Digtart -- kan ogsaa Exemplet henføres.
Fabelen er vel allegorisk eller billedlig Digtning, men adskiller
sig dog fra den egentlige Allegori. I Allegorien fremstilles nemlig
Billedet alene uden at sammenstilles med sit Modbillede. At
udfinde dette, overlades til Læseren, f. Ex. en Skildring af det
menneskelige Liv i en af en Flods Løb fra Kilden af og til Havet,
en vis Stats Skjebner i Beskrivelsen over et Skibs Fart og Om-
tumlen. Imellem det selvstændigt fremtrædende Billede og det
fordulgte Modbillede maa altsaa en betydelig Lighed finde Sted.
Paa Grund af denne Natur betjener ogsaa Allegorien, især den
høiere, sig hyppig af Personifikationer. Allegorien maa ligesom
Fabelen besidde indre Sandhed, Klarhed og Simpelhed, men ogsaa
Dybde, og ofte en Værdighed, der gaaer til Høihed.
Den mythiske Digtning er ligeledes en med Fabelen beslægtet
høiere Digtart. Mythen antyder nemlig symbolisk Naturens Sprog,
og tjener ikke, som Fabelen, til et Speil, men er en Aabenbaring
af en i Naturen forborgen og stum Mening, der har Næring for
Gemyttet og Behagelighed for Indbildningskraften, som den ogsaa
i en vis Grad forudsætter udviklet hos Læseren. I Stiil og Tone
grændser den ofte ind paa visse Arter af Legenden.
Simpel som Fabelen er Parabelen eller Lignelsen (egentlig:
Sammenstilling, Sammenligning), hvori Tilfælde fra det daglige
Liv fremstilles som Sindbilleder for høiere Sandheder. I den
bliver Billede og Modbillede, det enkelte Tilfælde og den alminde-
lige Sandhed stillede hinanden ved Siden. Deri adskiller den sig
altsaa fra Allegorien, og fra Fabelen i, at den udelukkende tager
sine Fremstillinger fra Menneskelivet, og har mere overjordiske
|
| d.IV,b.5,s.373 |
Formaal end den, nemlig at anskueliggjøre høiere almindelige
Sandheder. Parabelens Indhold er derfor som oftest religiøst, og
dens Tone alvorlig og høitidelig. Den søger mere at virke paa
Gemyttet, Fabelen mere paa Forstanden med sine Leveregler og
Grundsætninger for de enkelte Tilfælde. Fortrinlige Exempler
paa Parabelen findes i Bibelen. Vor Literatur er derimod fattig
derpaa. Den geistlige Veltalenhed betjener sig meest af det
simplere, til det særskilte Tilfælde og Øieblikkets Behov afpassede,
Exempel. Deri bestod ogsaa egentlig Grækernes Parabel, medens
Hebræernes, paa Grund af deres oversandseligere Religion, op-
løftede sig til den høiere Sfære, hvor vi hensætte Parabelen.
Hvor nær Fabelen kan smelte over i disse forskjellige Arter,
saa Skjelnet næsten synes at forsvinde, viser i det Følgende
f. Ex. den 25de Fabel, "den flyttede Blomst", hvor den gaaer over
i Allegorien, den 33te, som staaer Parabelen meget nær, og den
34te, som spiller over i Mythen.
EVENTYR OG SAGN.
Uagtet der er den Grundforskjel imellem Eventyret og Sagnet,
at hiint hører Poesien, dette Historien til, at hiint ikke vil fjerne
sig udenfor Indbildningens Verden, medens dette gjør Krav paa
at tilhøre den virkelige, have de hos Os dog saa meget Ydre til-
fælles, at de i det mindste lade sig forene under samme Afsnit
i denne Bog. Legenden derimod, som af alle den fortællende
(episke) Poesies Arter staaer Eventyret nærmest2, vil, paa Grund
af sin høiere poetiske Charakter, indtage samme Plads i anden
Deel som Eventyret og Sagnet i denne.
Eventyret grændser paa den ene Side til Fabelen3, paa den
anden til "den poetiske Fortælling", en vidtomfattende Green af den
episke Poesi, hvis Hovedskud ere Romanen og Novellen. Eventyret
er ogsaa Fabel eller digtet Fortælling, og det Fortalte tjener lige-
som i Fabelen til en anskueligere Fremstilling af Forholde i det
menneskelige Liv; men dets egentlige og indre Væsen er For-
nøielse ved Fantasiens Opvækkelse og Sysselsættelse. I Eventyret
|
| d.IV,b.5,s.374 |
blander det Naturlige og Overnaturlige sig sammen; det synes
at holde sig mellem Himmel og Jord; Alt er vidunderligt og
hemmelighedsfuldt; men i Opløsningen er der altid Beroligelse
og Tilfredsstillelse for den vakte Deeltagelse. Ridder Røds Under-
fundighed staaer altid tilskamme, og Askepot faaer altid sin
Prindsesse. Ikke blot Naturens Kræfter og Former, men ogsaa
det Overordentlige og Uforklarlige i Menneskelivets Skjebner,
den fattige Kløgts, den forladte Uskylds, den redelige Enfolds
Triumf afgiver Stof for Eventyret, saa en Skat af mangefold
Levnetsviisdom kan ligge under den lette Underholdning, det
synes at yde. Eventyret kan lignes med en Drøm, og skal Eventyr
være Eventyr, og dets Luftbilleder ikke forsvinde og falde som Sand
i Øinene, maa Fortælleren ikke gjennemflette det med sine egne
fornuftige Betragtninger, hefte nogen Moral dertil og modstille
det sine egne Tanker ligesom afbrydende Drømmen med vaagne
Øieblik. Det maa fortælles i god Tro, med barnlig Uskyld, ganske
simpelt hen, som dette Sædvanlige: "der var engang" o. s. v., og
med al Historiens Paalidelighed i Stilen. Indholdet kan forøvrigt
være alvorligt eller komisk, ja endog satirisk, Indklædningen
prosaisk eller rhytmisk. Mønstre paa Eventyr ere de orientalske,
navnlig de i "Tusind og een Nat" samlede; men intet Folk mangler
Eventyr, om de end kun leve paa dets Mødres og Børns Læber,
og overalt har det gamle Eventyr et vist fra Jordstrøget, Forn-
oldet og Levemaaden hentet eiendommeligt Præg. Der skal heller
ikke mindre Talent til godt at gjengive dem, end til at fortælle
originale; og i saa Henseende har vor senere Literatur et heldigt
Arbeide at opvise. De maae ligesom leve i Fremstillingen, gjen-
gives med det levende Ord -- noget som ikke forlanges af Sagnet.
Dette taaler endog en vis Tyngde i Fremstillingen, Randgloser og
Bemærkninger, som Eventyret ikke kan fordrage, og de Præg af
Folk og Land og Old, som Sagnet bærer, ere endnu dybere end
Eventyrets, som deraf kun har ligesom en Farvetone. Deels træde
Levninger af Hedenoldets deels af Middelalderens Overtro frem
deri, deels knytter det sig til Naturgjenstande eller til mærkelige
Begivenheder, Personer, Steder og Ting, men eftersom det Utrolige
og Usandsynlige aftager i Sagnenes Række, fjerner denne sig fra
Eventyret, hvormed Sagnet forøvrigt, som sagt, heller ikke har
noget indre æsthetisk Forvandtskab.
|
| d.IV,b.5,s.375 |
HISTORISK STIIL.
Efter sit Væsen tilhører Historien de blotte og strenge Viden-
skaber, og kun visse Egenskaber ved Stilen afgjøre, om et histo-
risk Værk i denne Henseende kan henregnes til de skjønne
Videnskaber. I den græske Mythologi udtrykker Klios Rang
imellem Muserne, og at hun oftest nævnes sammen med Digte-
kunstens Kalliope, dette Forvandtskab, og i den nordiske Mythologi
er Bragi med Harpen og den høie skaldede Pande Historiens og
Digtekunstens fælles Repræsentant. Dersom det ikke var psycho-
logisk rigtigere at antage, at Poesiens første Aabenbaren har
været lyrisk, d. e. Udtryk gjennem Indbildningskraften af subjek-
tive Følelser og Anskuelser af Tingene, skulde maaskee Historien
kunne gjøre Fordring paa at kaldes Digtekunstens Moder, eller
begge dog have samme Oprindelse og være tvillingbaarne af
Menneskeaandens Behov i den graa Old til dog at opbevare i
Erindringen de Begivenheder, som imidlertid havde sammenhobet
sig. Vist er det, at baade hos Grækere og Nordboer ere de
ældste skriftlige historiske Mindesmærker digteriske i deres Form.
Men det er ogsaa kun som saadanne, at Historien, siden den
selvstændigen fremtraadte, vedkjender sig og bruger dem. Vor
Snorre har ganske vist indseet og følt den behagelige Livlighed,
hans Anførelser af de gamle Kvad midt inde i Texten begavede
denne med; men han har brugt dem som Beviser, som Kilde-
steder, ikke for den poetiske Prydelses Skyld. Da Troværdighed
er den første og fornemste Fordring til Historien, bliver Tro-
værdighedens Udtryk den første og fornemste til dens Stiil. Til
Poesien, til den poetiske Tanke er vel Kravet paa indre moralsk
Sandhed ligesaa ufravigeligt; men i Udtrykket har den store
Friheder. Hvor Sproget i sine sædvanlige Udtryk ikke gaaer
Tanken nær nok, tør den gribe til Naturens store Farvebæger
og søge at meddele sig endnu klarere og umiddelbart indtrængende
ved Billeder. Det er Skjelnet paa ægte og falsk Poesi eller blot
Fantasispil, om Tanken virkelig bliver klarere ved Billedet
eller ikke.
Historiens Opgave er reentud den prosaiske, at skaffe sine Ord
Tiltro, som om det var Begivenhederne selv, der havde afpræget
sig i dens Tavler. Det er sandselige Mennesker, den henvender
sig til, og derfor er den Maade, den udtrykker sig paa, af
|
| d.IV,b.5,s.376 |
Vigtighed, Troværdighedens og vigtige Begivenheders Udtryk er
Simpelhed og Værdighed i Stilen. Disse saa simple Egenskaber
kunne være tilstede i en saa fuldendt plastisk Skjønhed, at den
rene Histories Plads imellem de skjønne Videnskaber, netop idet
den viser sin Eiendommelighed og Forskjel fra Novellen og enhver
anden fortællende Stiil, bliver ligesaa vis som Billedhuggeriets
imellem de skjønne Kunster. De findes forenede hos Snorre,
som dermed forener en fjerde Egenskab, der bør findes ved
Maaden at behandle Historien paa, nemlig den behændigste
Sammenknytning af de forskjellige, men i Forbindelse staaende,
Begivenheder, den behændigste Behandling af Episoden. Oven-
nævnte Hovedegenskaber ved den historiske Stiil og dette Talent,
at lade Traadene glide Læserne i Haanden igjen, umærkeligt, men
netop paa rette Sted, ere tilstrækkelige til at sikkre en historisk
Skribent en høi Rang i en Literatur. Simpelheden, selv i sin
prunkløseste Nøgenhed, adskiller sig fra den annalistiske Tørhed
netop i Hovedbestanddelen af sit Væsen, der er, ikke at sammen-
hobe, men at lade Begivenhederne udgaae af hverandre. Det er
i denne Mening, at Historien siges at være Menneskehedens
Læremester.
Den rene historiske Stiil lader altsaa Begivenhederne tale, uden
at gjennemflette Beretningerne derom med saa kaldte Ræsonne-
ments? Ja det er en egen Art af historisk Stiil, hvori dette er
Tilfælde. Det er Historieskriveren selv, som gjør sig gjældende
ved Siden af Historien. Han taler til sin egen Generation; han
udruster sig med den forensiske Veltalenheds Vaaben, eller
han danner sig Mellemrum imellem de Begivenheder, han for-
tæller, hvori han tager sig en selvbehagelig Hvile til filosofiske
Betragtninger. Men ogsaa for denne fortjenstfulde Green af den
historiske Stiil bliver Kravet paa Simpelhed og Værdighed gjæl-
dende, om den ikke skal synke ned imellem de politiske Opinions-
skrifters Masse. Skjønvidenskabeligheden vilde imidlertid svare
ilde til sit Navn, dersom den nogensinde optrak sine Afsondringer
efter skarpe rette Linier. Historien skal i sin Simpelhed ikke
være nogen Steppe eller noget ensformigt Hav. Den skal ikke
blot gjøre sig troværdig, men levendegjøre Begivenheder, Personer
og Situationer. Dens rolige Flod har i "Skildringen", navnlig af
ydre Omstændigheder ved Begivenhederne, blomstrende Øer i
sit Skjød. De menneskelige Lidenskabers Vildhed i Slaget frem-
|
| d.IV,b.5,s.377 |
stiller sig f. Ex. klarere efter Skildringen af den fredsommelige
dugsprængte Morgen, hvis Rolighed snart skal afbrydes, hvis klare
Blaa snart skal fordunkles. Slaget er forbi; Solen staaer der
atter klar og høit paa Himmelen -- et Billede paa den evige,
over Menneskenes Liden og Stræben ophøiede Viisdom. Snorre
glemmer saaledes ikke at skildre Solformørkelsen paa Slagdagen
ved Stiklestad. Han vil, at Læseren ogsaa skal føle noget af de
Kjæmpendes Rædsel derfor. I denne Udmaling af enkelte mærke-
lige Omstændigheder, som forøvrigt maae være historisk sande,
er da et vist Brug af Poesien tilladt i den historiske Stiil. Sandsen
for dennes eiendommelige Hovedegenskaber, Simpelhed og Værdig-
hed, ikke smaalige æsthetiske Regler, maa afgjøre hvormeget. I
Skildringer fra den moralske Verden, saasom i "Charakteristiker"
og "Charaktertræk", der yde den historiske Stiil megen Livlighed,
samt i "Levnetsbeskrivelser" maa Historien derimod bruge Grav-
stikkens Simpelhed, ikke Penselens Farverigdom.
Sagaen.
Ved en Saga forstaae vi en Fortælling om Begivenheder og
Personer fra Nordens Oldtid, affattede i det dengang for Nordens
trende Riger fælles Sprog, "Norrøna-Tunge". De fleste ere skrevne
af Islændere, og da disse vare af norsk Blod og oftest norske
Undersaatter, og da de Begivenheder, de fremstille, især ere ind-
flettede i den norske Historie, tilhøre de vor Literatur, som i dem
og i Snorre Sturlesøns "Heimskringla" eller Ynglingaættens og de
norske Kongers Sagaer indtil Kong Sverrer samt i deres Fortsæt-
telser besidder sin kostbareste nationale Skat. Af dette Værk tæller
vor egen Literatur to Oversættelser, nemlig Peder Claussøns fra
Slutningen af det 16de Aarhundrede og Jacob Aalls fra de sidste
Aar, og i begge gjengives vort Oldsprogs Aand og Bygning med
saadan Troskab, at de, foruden i historisk, ogsaa i sproglig Hen-
seende ere af stor Vigtighed og Interesse. Snorre Sturleson og
de bedste af de Sagaer, som fremstille enkelte anseete Familiers
og Mænds Historie, vare ikke alene i sig selv Mønstre paa en
historisk Stiil; men Oversættelserne, og navnlig den Aallske af
Snorre, ere det ogsaa paa en national. Vi føle, at de samme
Vendinger og Ord vilde være os naturlige og gjængse, om Nor-
mændene stedse vare forblevne sig selv, og de ere os ikke mere
|
| d.IV,b.5,s.378 |
fremmede, end at vore Bønder endnu i mange Egne bruge de
samme. En historisk Fortælling skreven i Hardangers eller Sogns
eller Thrøndelagens, ja man kan sige i det hele Lands Almuesprog,
vilde i Stiil og Periodebygning gjengive de gamle Sagaer. Disses
Læsning, om end kun i Oversættelse, vil, under Tilværet af et
saadant Forvandtskab imellem Folkets store Mængdes Talesprog
og Oldsproget, og formedelst det for ethvert norskt Øre Tiltalende
i deres Stiil, saaledes neppe være uden Indflydelse paa den Ret-
ning tilbage til os selv, som Sprogets Udvikling vil tage.
Historisk Skildring.
Da den historiske Skildring vælger sig til Stof enkelte, midt i
Historien fremragende, Begivenheder og Bedrivter, saasom Feldt-
slag, Beleiringer, kjækt iværksatte Planer, og da det er dens Op-
gave at fremstille dem som om de foregik under Læserens Øine,
er det naturligt, at den maa adskille sig fra den sædvanlige histo-
riske Stiil ved nogen større Livlighed, Blomstring i Sproget og
Omhyggelighed i Enkelthederne af Udførelsen. Det er ligesom
om Fortællingens Fysiognomi belivedes og dens Pulse hævede sig
ved Begeistringen af det interessantere Moment, som den har
valgt sig. Nogen særegen Art danner den dog ikke; den er kun
de mere glimrende og finere udarbeidede Led i den almindelige
Histories Kjæde. Medens de store Forholde af dennes Malerier
ikke tillade nogen bestemt Indfatning, saa at dens Figurer synes
at bevæge sig paa en Baggrund af den aabne Natur eller den
blaa Himmel, indbyde Penselfiinheden ved den historiske Skildring
og Begrændsningen i en Ramme af afmaalt Tid til at betragte
den som et Kabinetstykke i Nærheden. Selv hvor Skildringen
ikke danner noget Heelt for sig, men er et Afsnit i et fortløbende
Foredrag, antyder forskjellige Eiendommeligheder ved Stilen, at
et saadant er indtraadt, at vi ere stødte paa en Episode, hvori
Historieskriveren mere tør overlade sig til Indbildningskraften og
sit Genies Eiendommeligheder. Personerne begynde pludselig
at tale i Præsens, Livligheden fremkalder undertiden mundtlige
Udbrud og Dialoger midt under Handlingen, Personerne charak-
teriseres i bestemte Omrids og Scenen for Begivenhederne af-
males. Der er ogsaa Noget, som kaldes historisk Malerkonst, og
som her kommer i Anvendelse.
|
| d.IV,b.5,s.379 |
Forskjellig fra den historiske Skildring er dog det saa kaldte
historiske Maleri. Det tilhører Digtet og ikke Historien, da det
kun henter Stoffet fra denne og kun henvender sig til Læserens
Indbildningskraft. Denne Afart, hvorpaa ingen Literatur for øvrigt
er rig, ligner de saa kaldte tableaux vivants (levende Malerier).
Stilen i dem maa være særdeles kraftfuld og sammentrængt.
Levnetsbeskrivelse og Charaktertegning.
Forskjellen i Stiil imellem de to følgende Arter af historisk
Foredrag er omtrent den samme som imellem det rene historiske
og den historiske Skildring. Levnetsbeskrivelsen, der mere be-
handler det ydre Liv og Handlingerne, er simpelthen fortællende,
skjøndt det Omfang, Forfatteren har foreskrevet sig, og hans Eien-
dommelighed kan meddele den meget af Charaktertegningens
større Rigdom; og Charaktertegningen, der har til Formaal at med-
dele et klart Begreb om sin Helts hele Sjelelige, Ejendommelige
og hans Handlingers Bevæggrunde, er livligere, mere malerisk og
reflekterende. I Charaktertrækket, der kun behandler en enkelt
Yttring af et mærkværdigt Menneskes Tænke- og Handlemaade,
stræber Stilen igjen, formedelst Materiens epigrammatiske Natur,
efter større Simpelhed.
BESKRIVENDE FOREDRAG.
Ligesom Folkeslagenes og enkelte Menneskers Færden og Liv
i en Fremstilling af Følgeforbindelser er Gjenstanden for Historien,
er Folkeslagenes Sæder og Indretninger, Landenes Beskaffenhed
og den hele Natur udenfor hiin Menneskenes fri Virken Gjenstand
for Beskrivelsen. Dersom man ikke erindrede, at "Historie" be-
tyder "Fortælling", skulde saaledes Ordet "Naturhistorie" være
mindre rigtigt uden som brugt om Fremstillingen af de Overgange,
hvorigjennem vor Jords Natur har udviklet sig til hvad den er.
Denne har saaledes ogsaa havt sin Historie, og en, som behandles
ræsonneret, da den leder sig frem ved Skarpsindighedens Slut-
ninger; men i almindelig Forstand er Naturen i sine Enkeltheder
kun Gjenstand for Beskrivelsen. Her have vi dog kun at be-
mærke de Forskjelligheder i Foredragets Maade eller Stiilart, som
iagttages i Beskrivelsen, og da finde vi, at Stilen maa rette sig
|
| d.IV,b.5,s.380 |
efter Materien. Vi kjende Elementernes Majestæt og den land-
lige Naturs Høihed eller Ynde, Følelsen heraf siger os tillige, at
Sproget ikke kan udtrykke dette noksom, og dog fordre vi, at
det skal stræbe derefter. I Naturbeskrivelsen i denne Forstand,
ligesom ogsaa i Beskrivelsen af hvilkesomhelst interessante Scener
eller Gjenstande, fordre vi altsaa al den Livlighed, Kraft og Farve-
sandhed ogsaa i det prosaiske Foredrag, som kan stille os Gjen-
standen saa levende og klart som muligt for Øie. Beskrivelsen
maa blive Skildring og Maleri. I en Beskrivelse, f. Ex. af et
natligt Udbrud af Vesuv, kan Stilen ikke beholde Fortællingens
Rolighed. Den vil, om den er sand, næsten lade os føle Stødene
og Udbrudene i sine korte, ligesom med Scenens rædsomt-skjønne
Farver opfyldte, hverandre fremskyndende, Perioder. Den rette
Stiil dikteres overalt af Materien, og bliver gjennem Forfatterens
levende Opfatning af denne og fine Øre for den Tone, hvori-
gjennem den vil udtale sig, ligesom Materiens uvilkaarligen valgte
Form. Man sammenligne hiin Stiilart, som vil være den naturlige
for Beskrivelsen af Vesuv under et Udbrud, med en over Bjerget
i dets rolige Tilstand, da Formaalet bliver at skildre det i dets
almindelige Forhold til dets Omgivelser! Eller man beskrive en
Ildebrand! Mængden af de Gjenstande, som i samme Øieblik
fængsle Opmærksomheden og skulle meddeles Læseren med Ind-
trykket af deres Sammenstød i disse Øieblik, vil uvilkaarlig give
sig Udtryk gjennem en kort, afbrudt, uordnet, med skarpe Farve-
strøg opfyldt Stiil.
Som oftest danner Naturbeskrivelsen med sin malende Stiil de
skjønneste Partier af Reisebeskrivelsen, af hvem vi, som Indklæd-
ning for det Belærende, fordre Stilen fortællende lige indtil Sam-
talens og Brevstilens livlige Lethed og Fortrolighed. Beskrivelsen
af Folkeslags Sæder og Levemaade, der ogsaa som oftest tilhører
Reisebeskrivelsen, vender tilbage til den historiske Stiils Rolighed,
hvor Forfatteren kun fremstiller det Givne; og i Naturhistorien,
i den Bemærkelse, vi almindelig tage Ordet, er Beskrivelsen saa
strengt bunden til dette, at Tydelighed, Simpelhed og Sprog-
rigtighed, ligesom ved andre blot videnskabelige Fremstillinger,
tilfredsstille alle vore Fordringer til Stilen.
|
| d.IV,b.5,s.381 |
BELÆRENDE FOREDRAG.
Historien eller det fortællende Foredrag staaer ved sit Slægt-
skab til den episke Poesi, og det beskrivende Foredrag ved den
maleriske Anskuelighed, som det kræver, i nærmere Berørelse
med Poesien eller den egentlige skjønne Literatur end det strengt
belærende eller didaktiske Foredrag. Dette ligger efter sin Natur
fjernest derfra, skjøndt vi ogsaa ved det kunne fordre de tørreste
Materier behandlede i en Stiil, som hverken støder Øret eller
vort Begreb om det Skjønne. Det didaktiske Foredrag er for nær
beslægtet med det oratoriske eller Veltalenheden til at det ikke
ogsaa skulde besidde sine Skjønheder. Ogsaa Logiken har sin
naturlige Rhythmus (Tonetakt); aandrige Betragtninger meddele
ogsaa Stilen Aand og Liv, og den skarpsindige Afhandling henter
sin indtrængende Tydelighed, Beviserne sin seirende Styrke ikke
blot fra deres egen indre Rigtighed, men ogsaa fra den Stiil,
hvorigjennem Foredraget er udtrykt, fra de veldannede, velfor-
bundne Perioder og de velvalgte Ord. Det belærende Foredrag
er Sjelens Tale. Det er en individuel Anskuelse, en Betragtning
over en aandig Gjenstand, en Lære, Forfatteren vil fremsætte og
gjøre gjældende med al sin Aandskraft, og da kan Stilen ikke
være ham ligegyldig. Jo tungere Materien er, af des større
Vigtighed vil han finde Stilens Lethed og Tydelighed. Materiens
Dybsindighed kan gjøre en Indtrængen i denne vanskelig, men
Sproget maa ikke forøge disse Vanskeligheder. Og dog er dette
saa ofte Tilfælde, ja selv det, at Materier, der i sig selv ere
simple, vanskeliggjøres ved et kunstlet, med haarde selvgjorte
eller fremmede Ord overfyldt Sprog. -- Ligesom Begivenhedernes
Sandhed i Historien er det vigtigste, saa er Materiens indre Sand-
hed det ved det belærende Foredrag, og den Skjønsomme vil
altid foretrække en grundig, om end sletstilet, Afhandling for en
ugrundig, som ellers i alle Maader tilfredsstiller Smagens For-
dringer. Intet bliver skjønnere ved at komme i Strid med sig
selv, og det didaktiske Foredrag geraader deri, saasnart det i
mindste Maade sætter Rigtigheden og Forstandsinteressen tilside
for Formen. Kunsten er, at fremstille Tankerne saaledes som de
i naturlig Forbindelse og i logisk Følgerække af hinanden udvikle
sig af den med Materien sysselsatte Bevidsthed. Alle aandige
Kræfter virke harmonisk under Forstandens Herredømme, og saa-
|
| d.IV,b.5,s.382 |
ledes vil Indbildningskraft og Følelse ogsaa medvirke under Tænk-
ningen, og da ogsaa under Fremstillingen. Hvor mangfoldige
Materierne end kunne være for det belærende Foredrag, er dette
dog altid af en saa alvorlig Beskaffenhed, at denne ogsaa maa
gjengives i en vis Stilens Alvor, Rolighed og Værdighed. Denne
langsomme Rhytmus og roligere Charakter danne Skillet imellem
det belærende skrevne og det mundtlige Foredrag. Dette gjælder
dog egentlig kun om de filosofiske og moralske Afhandlinger; i
den didaktiske Epistel og i den prosaiske Satire, der ogsaa hen-
regnes til det belærende Foredrag, er Stilen livligere, fordi i den
første det individuelle Lune og ømme, fortrolige Forhold, og i den
sidste Vittigheden, enten som paapegende det Latterlige med et
Smiil eller det Slette med fyrigt Had, udtrykker sig. For Ord-
og Tankesproget, der ogsaa kan henføres til det belærende Fore-
drag, er størst mulig Korthed og Kraft i Udtrykket det Eien-
dommelige ved Stilen. Dets Formaal er nemlig at gjøre ind-
trængende og at binde til Hukommelsen visse praktiske Sandheder
og Leveregler, der ere overleverede fra Fædrene i den Form,
hvori de skulle beholdes. De leve kun paa Folkets Læber og
vedkomme ikke Literaturen.
POETISK FORTÆLLING.
Den poetiske Fortælling tilhører den episke (fortællende) Poesi,
og forgrener sig i Romanen, Novellen, den egentlige poetiske For-
tælling, Eventyret, Legenden samt Romancen eller Balladen. Ro-
manen er Fremstillingen af en afsluttet Kjæde af Begivenheder,
som alle staae i indre Forbindelse med hverandre og tjene til at
belyse og vække Interesse for en Hovedperson, som altsaa er det
Heles Sjel eller Helt, fra hvem Alt udgaaer, og til hvem alle
Handlingerne i sine Følger vende tilbage. I sin Begyndelse og
Udvikling ligner Romanen Kilden, som, naar den engang er brudt
frem af Jordens Skjød, stedse graver sit Leie dybere, og tilsidst
udvikler sig som en mægtig Strøm med sine Sideelve og Forgre-
ninger. Det simple Tilfælde, hvormed den begynder, er nemlig
høist frugtbart i sine Følger; Begivenheder følge nu paa Begiven-
heder; de foregaaende bære Spiren til de efterfølgende i sig, og
i samme Forhold, hvori den fremskrider, tiltager den i Betydning.
|
| d.IV,b.5,s.383 |
Digteren svæver ligesom beskuende over Begivenhederne og deres
Helt, behandlende Alt med mægtigt Overblik, betjenende sig af
alle de Elementer, som Menneskelivet, Mennesket selv, Historie,
Videnskab og Kunst tilbyder. Men desaarsag er det ogsaa Be-
givenhederne i Romanen, ikke Digterens Personlighed, der skulle
tiltale os. Derfor, og fordi Romanen staaer nær det virkelige
Liv, er ogsaa den fortællende prosaiske Form den almindeligste,
uden dog hverken at udelukke Dialogen eller Brevformen. Livlig-
hed, Blomstring og Høihed i Udtrykket, hvor dette er naturligt,
og en skjøn velklingende Periodebygning ere de Fordringer, man
gjør til Romanens Stiil.
Ligesom der gives komiske Heltedigte, saaledes gives der ogsaa
komiske Romaner. Det komiske Heltedigt bestaaer i Parodieren
af det alvorlige Heltedigt, men den komiske Roman opfatter og
idealiserer det Latterlige. Den er da enten reen komisk, naar
den lader dette tale for sig selv, eller satirisk, naar den over-
lader sig til Betragtninger, eller humoristisk, naar den personlige
Følelse blander sig i med. Denne sidste Art spiller derfor ofte
over i det Sentimentale.
I den "sentimentale Roman" spille de ømme Følelser Hoved-
rollen. Skeer dette med Overdrivelse, bliver Romanen en farlig
Læsning, og i denne Henseende har man havt meget at beklage
sig over. Denne Udartning har nemlig spillet en betydelig Rolle
i Verden. Den fortrængtes af den saa kaldte "historiske Roman",
som opfatter poetisk en given Virkelighed, og vælger et historisk
Grundlag for sine Begivenheder.
Romanens Omfang ikke alene tilsteder, men nødvendiggjør
Sidebegivenheder eller Episoder. Udvikler en saadan sig selv-
stændig, fremstaaer Novellen, der er en i Prosa affattet Frem-
stilling af enkelte, i sig afsluttede, Tilfælder i Livet, hvori Hand-
lingen omfatter et kortere Tidsafsnit. En Roman kan bestaae af
en Kjæde af Noveller. I Novellen kan Digteren fremtræde mere
subjektiv i den Tone, han veed at give det Hele, og i de An-
skuelser, han gjør gjældende, uden at dog den for enhver For-
tælling naturlige objektive Charakter derfor gaaer tabt.
Den egentlige poetiske Fortælling adskiller sig fra de foregaaende
ved en Handling af ringe Omfang, uden episodiske Udskeielser,
og som sættes i nær Berørelse med en Hovedperson, hvortil For-
tælleren veed at knytte Interessen. Den leger ikke hensynsløst
|
| d.IV,b.5,s.384 |
med opdigtede Begivenheder, som et Barn med Billeder; men
den har det psychologiske Øiemed (og derved ogsaa et moralsk
Værd) at aabne for os det menneskelige Hjerte, og at vise, hvor-
ledes det gode og det onde Princip strider deri, og hvorledes Liden-
skaberne drive til Handlinger, som igjen indeholde i sig deres Løn
eller Straf. Den maa altsaa, med al Frihed i Stoffet, besidde en
indre Sandhed og tillige indeholde en frugtbar Spire til poetiske
Udviklinger. Den kan med Hensyn til Indhold og Foredrag være
komisk eller alvorlig. I første Tilfælde er dens Opgave med Vid
og Ironi at fremstille menneskelige Svagheder og Daarligheder,
hvorved den nærmer sig Satiren; i sidste er den enten senti-
mental, hvorved den maa undgaae affekteret Føleri, eller af mo-
ralsk Tendents, hvilken dog ikke maa fremtræde paa Bekostning
af Fortællingens digteriske Værd. Stilen maa være let, naturlig
og livlig. De brede Skildringer og Episoder, som Romanen og
Eposet (Heltedigtet) kunne tillade sig, høre ikke hjemme i den
egentlige poetiske Fortælling, hvis Gang i det Hele maa være
rask formedelst den Begrændsning af Stoffet, som udgjør denne
Digtarts Charakter. Formen kan være prosaisk eller rhytmisk.
Den Rhytmus, den bruger, naar den ikke viser sig som Ballade
eller Romance, er i Almindelighed frit og afvexlende, omtrent
som den i den poetiske Brevstiil brugelige; men ogsaa i sin
prosaiske Form kan den poetiske Fortælling være sand Poesi.
Rimet poetisk Fortælling og Riimbrev.
Den digtede Fortælling er af Indhold alvorlig eller komisk. Men
det Komiske eller Lunefulde kan ogsaa give sig tilkjende i Formen,
og af denne Charakter er næsten stedse den rimede eller versi-
ficerede Fortælling og Riimbrevet, hvori Digteren betjener sig af
Rimet med ulige Versfødder. Denne Form, synes især egnet for
den digtede Fortælling, hvor Stoffet enten er en kort latterlig
Anekdot eller hvor Digteren kun udtømmer sit Lune og ligesom
spøgende viser sit Vid og sit Herredømme over Sproget. Dette maa
i begge disse Former vise sig i høi Grad bøieligt under Forfatterens
Hænder og ligesom konversationsmæssig letflydende, saa det er
hans Overmagts Leeg dermed man seer selv i de lange Paren-
theser og tilsyneladende Udskeielser i Materien, Udvæxter i Stilen
og Ordvanskabninger, hvormed han stundom kortvilligen afbryder
Rimenes letglidende Strøm. Vi gjenkjende denne Form fra Fabelen,
|
| d.IV,b.5,s.385 |
hvori den franske Lafontaine har været Verdens uopnaaede
Mønster, medens vor Literatur i Wessel og Baggesen besidde to
Forfattere i den lunefulde rimede Fortælling og Riimbrevet, som
ganske fyldestgjøre de stilistiske Krav til begge disse to i Formen
beslægtede Arter. Baggesen gjør i Fortalen til sine "Skjemtsomme
Riimbreve" Stilen næsten udelukkende til Hovedsag for Riimbrevet,
idet han erklærer, at det Egne og Eiendommelige derved er, næsten
ingen Materie at have.
EPISK-LYRISK POESI (VISE).
I alle de i Formen lyriske Behandlinger af et episk Stof eller
hvor en romantisk Begivenhed fortælles i Sang, i den egentlige
Romance eller Balladen, Kjæmpevisen og alle de Digtformer, hvor-
paa Ordet "Vise" i egentlig Bemærkelse lader sig anvende, be-
finde vi os paa et Territorium, hvorpaa baade den episke og den
lyriske Poesi samt den poetiske Fortælling kan gjøre Paastand.
I Forklaringen af Ordet "Vise", nemlig, at den er en poetisk For-
tælling i lyrisk Form af en romantisk Begivenhed, er denne Paa-
stand paa engang udtrykt og hævet. Med Hensyn til Stoffet hen-
regnede vi Romancen og Balladen til den episke Poesi og under
den poetiske Fortælling; men da ikke alene Formen, (som det i
denne Bog er Hovedsagen at paavise) og det Eiendommelige, at
være afpasset til Melodi, men ogsaa Nødvendigheden af en indi-
viduel Stemning og Opfattelse af Stoffet er af reen lyrisk Be-
skaffenhed, have vi givet Visen og dens Arter en egen Rubrik
og i nærværende Afsnit dannet en Overgang til den reen lyriske
Poesi. Navnet "Romance" antyder denne Digtarts sydlige Op-
rindelse, nemlig hos Nationerne af de romaniske Sprog, og Navnet
"Ballade" udledes af det Italienske som et Digt, til hvis Melodi
man ogsaa kunde dandse. Oprindelig vare de begge Eet og det
Samme, og vi gjengive dem bedst begge med Navnet "Vise".
Imidlertid pleier man at henlægge Balladens Fædreland mellem
de nordlige europæiske Folkeslag, som om den især er hjemme
mellem de gotisk-germaniske Nationer, og at tillægge den et mere
tragisk Indhold, medens Romancen er forskjelligere og taaler
gladere Farver. I nyere Bemærkelse kalder man ogsaa enhver
Besyngen af Kjærlighed eller poetisk Udgydelse af dens Følelse
-- altsaa reen lyrisk -- en Romance. Her have vi dog kun den
|
| d.IV,b.5,s.386 |
historiske Romance for os. -- I disse Digtarter maa Begivenheden
skride raskt frem uden megen Omstændelighed og Sammenhæng.
Kan Heltedigtet lignes med en mægtig og bred Strøm, maae disse
ligne de livlige, i raske springende Afsatser løbende Bække. Derfor
tillade de ingen dvælende Betragtninger, ingen udviklet Motiveren
af Handlingerne, ingen Kunstlen i Lidenskabernes Udtryk, ingen
Udtværen af Taler. Handlingen skizzeres blot, og Indbildnings-
kraften maa selv udfylde de manglende Led. Alligevel er denne
Charakter forskjellig fra den høiere lyriske Poesies Flugt, idet de
besjungne Begivenheder dog altid beholde deres objektive Sammen-
hæng, hvis Led udvikle sig synligen af hinanden.
Vore ældste Romancer og Ballader ere Kjæmpeviserne, der ere
fra de skandinaviske Folks Middelalder og engang vare udbredte
som fælles Eiendom i alle tre. Deres Stof er Sagn og enkelte
Træk af udmærkede Personers Historie, som oftest af tragisk
Indhold, og en Eiendommelighed ved de fleste er et Omkvæd,
der ofte synes uden Sammenhæng med selve Visen.
LYRISK POESI.
Al Poesi er enten subjektiv eller objektiv. Den er subjektiv,
naar Digteren tager Stoffet fra sig selv og fremstiller sit Indre i en
Begeistrings Øieblik under selve Følelsens Udgydelse og Tankens
Frembringelse, og den er objektiv, naar han henter Stoffet fra
Udenverdenen og alene fremstiller Gjenstande fra denne med
Fordølgelse af deres Virkning i Øieblikket paa hans eget Indre.
I sidste Tilfælde er det da Mennesket, dets Virken og Liden som
Sjæl eller Person, der fortrinsviis er Gjenstand for Poesien. Som
objektiv er denne enten episk (fortællende) eller dramatisk (i
Handling fremstillende), og som subjektiv er den enten didaktisk,
hvor Forstanden viser sig forherskende, eller lyrisk, hvor Følelsen
er det.
Den lyriske Poesi har sit Navn af Lyraen, med hvis Toner
Grækerne ledsagede deres Sang, og det antyder dens inderlige
Forbindelse med Musiken. Denne er Følelsens meest individuelle
og instinktmæssig naturlige Udtryk i dens dunkleste Tilstand, og
da det er Følelsen, men bevidst og ligesom opklaret af de af den
fremkaldte Tanker, som den lyriske Poesi ogsaa skal udtrykke,
|
| d.IV,b.5,s.387 |
er en harmonisk, taktfuld Rhythmus, til hinanden svarende Strofer,
korte syngbare Vers og hørlige Riim naturlig for denne. Følel-
sernes Natur og Charakter er musikalsk; de finde af sig selv dette
Udtryk, medens den episke Poesi, ifølge en lignende indre Nød-
vendighed, vælger det majestætiske Hexameter, og den didaktiske
og elegiske Poesi andre af de længere og roligere Versformer.
Da Følelsen, det individuelle Indtryk, er den lyriske Poesies
Omraade, er dette altsaa overordentlig vidtløftigt. Intet menne-
skeligt Hjerte mangler lyriske Øieblik, hvori Følelsen gjør sin
Magt gjældende som en Trang, der ofte kun finder Udtryk i et
Blik fuldt af Kjærlighed eller i en Taare, og alle disse Hjerter ere
som ligesaa mange Æolsharper, hvorigjennem Vinden toner eens
i Akkord, men kun forskjelligt i Styrke. Det er de lyriske Digtere,
som høres over deres Medmennesker, idet deres Kald saaledes
er, at give en almindelig, reen menneskelig Følelse, som hæver
Mennesket over Dyret og Fantasien over Virkeligheden, Udtryk
i Ord og Tone. Jo varmere Følelsen maa være, des mere er
den egnet for lyrisk Poesi. Gudsfrygt og Kjærlighed besidde
saaledes en høiere og fyrigere Lyrik end f. Ex. Venskab, der er
en roligere Følelse, og Patriotisme, der er mindre individuel.
Vittighed, som f. Ex. i flere af Vaudevillens Sange eller i de i den
senere Tid saa talrige politiske Sange, og blot Beskrivelse kan
ikke være Hovedsagen i et lyrisk Digt. Beskrivelsen kan, med
al Pragt og Sandhed, i det kun have Værd som Billed for dets
Idee. At det besidder denne og den Eenhed, som intet Skjønt
kan mangle, medfører dog ikke Kravet paa nogen synlig logisk
Orden i Tankegangen. Man fordrer lyriske Tanker midt i Følel-
sernes Strøm, d. e. Tanker, som i en usøgt Sammenstilling over-
raske ved en indre Sandhed og et umiddelbart Sammenhæng,
der undlader Mellemledene, fordi de ikke behøves. Det er
Sjel som taler til Sjel, men støvhyllet til støvhyllet; men de for-
staae hinanden som Døve gjennem Fingersproget, hvoraf enhver
Figur lader dem strax fatte en heel Sætning og springe fra Mening
til Mening. Følelserne skabe ogsaa, efter deres livlige Natur,
Forestillingerne i Øieblikket, og fremkalde dem ikke efter nogen
Regel, hvorved en eiendommelighed Yndighed ved den lyriske
Poesi fremkommer, som man kalder den lyriske Uorden, lyrisk
Sving eller Flugt. Det lyriske Sprog er kort, billedrigt og frit i
|
| d.IV,b.5,s.388 |
Brugen af Ord og Vendinger. Digteren har her især Anledning
til at vise sit Herredømme over Sproget.
Disse Egenskaber ved den lyriske Poesi vise sig især i Oden.
Da den er Begeistringens Udgydelse og kun en ophøiet Gjenstand,
det Sande, Gode, Store eller Skjønne, kan begeistre, er alt
Usædeligt og Lavt ja endog det Komiske udelukket fra Oden.
Digteren behandler i den sin Gjenstand enten med sædeligt Alvor,
og da have vi den didaktiske og sentimentale Ode, eller med
hellig Begeistring (Hymnen) eller med sandselig Heftighed (Dithy-
ramben).
En mindre stærk Følelse udtaler sig i Sangen, der er af ligesaa
mangfoldig Art som dens Gjenstand (aandelig Sang eller Psalme,
samt verdslig Sang, saasom Nationalsange, Krigssange, Barne-
sange, Selskabssange, Kjærlighedssange, Sørgesange eller Minde-
digte, Drikkesange, Sømandssange o. s. v.) Versarten er des-
aarsag simplere, omendskjøndt den ofte tager en høiere Flugt i
enkelte Strofer; og saaledes nærmer den sig Oden. Stundom
antager ogsaa Sangen dramatisk Indklædning (Vexelsang), hvilket
især er Tilfælde i Kantaten eller Høitidssangen. Da Syngbarhed
er en Egenskab, som kræves ved Sangen, synes Rimet at være
den nødvendigere end det er for Oden, der paa Grund af sit
vægtigere Indhold beiler mindre til Ørets Behag end den. I ingen
Sangart træder Rimet og i det Hele det Formelle overvægtigere
frem end i Kanzonen og endnu mere i Sonetten, der i sin Bygning
er en Slags Kunstdreier-Efterligning af deslige i det Italienske
og andre sydromaniske Sprog, som især ere skikkede derfor.
Disse Arters rolige, bløde Tone og den Vidtløftighed i Udtrykket,
som er dem egen i Modsætning til Odens kraftige Korthed (Odens
Lakonismus) gjøre dem især skikkede for Lidenskabens Resigna-
tion og i det Hele for Betragtningen. Disse Gemytstilstandes
sædvanligste poetiske Udtryk er dog Elegien (Klagedigtet). Som
ethvert lyrisk Digt gjengiver denne Digterens subjektive Følelse,
men ikke umiddelbart som Odedigteren, men stedse med en om-
stændelig, udpenslende Rolighed, der ikke forsømmer noget Træk,
som kan bidrage til Fuldkommenheden af den Skildring af hans
Gemytstilstand og Stilling for Øieblikket, som han vil udkaste.
Det er Betragtninger over hans Følelser, ikke disse selv i deres Ud-
brud, som den elegiske Digter udtrykker; og da den igyder Liden-
skaben ligesom en Balsam af Rolighed, fremkomme de blandede
1 tilbakeDen i de senere Aar prædikede Skandinavisme har, uagtet sine pralende
Programmer, ingen mærkelig Forandring i dette Forhold havt tilfølge. Idet-
mindste ikke endnu.
2 tilbakeEventyret om Gjertrudsfuglen betegner godt dette Forvandtskab. Det
spiller ganske over i Legenden.
3 tilbakeF. Ex. i det Følgende: Eventyrene "Boghveden" og "Rødhætten". |
| FORRIGE |