|
[OM AVSETTELSEN AV OBERST HAGEMANN]
Statsborgeren 7. juli 1836.
Den gamle Skade paa Statens Bryst er brudt op igjen i et
mørkerødt Saar lige under Hjertekulen. Imellem gamle Skorper
af "Flaget," "Vaabnet," "Udenrigske Anliggender;" af "1818,"
"1821," "1829;" af "Blakjer," "Kongsvinger," "Agershuus;" af
"Kauffeldt," "Rosenkilde," "Knudtzon," "Roosen;" staaer om
dets Rand i klare Frisselruner nu ogsaa "Hagemann." Saa kom-
mer løbende den hele Familie med Børster og med Karder at
kradse og igjen at kradse den vaandefulde Patient, som om det
kun var Hedeblegner, der engang revne af ei komme meer igjen.
Bort! Har da ei endnu Erfaring lært Jer, at jo meer I kradse, jo
frodigere slaaer kun de onde Qvæser ud? Tro mig, der her maa
andre Midler til. Indvortes fra maa Sygdommen cureres. Stor-
thinget selv maa her være Læge og Apotheker tillige. Der var
en Tid, da man kurerede flere Slags Udslæt med Krudt. Vel for
vor Hud, at Lægekunsten, den politiske som den physiske nu
har gjort saadanne Huusraad overflødige. Som sagt: her maa
Storthinget ordinere Medicinen. Maatte det kun ikke, forinden
det kommer saa langt, stirre sig Øinene dumme i de hundrede
Forslags tusinde Detailler; faae Trælskind paa Følelsens Fin-
gerspidser ved Tællingen af al den Skillemynt, der skal flyttes
fra den ene af Statens Lommer over i den anden, eller vel endog
under de lange Debatter om Regningernes Rigtighed paadrage
sig selv en Sygdom, som kun kan helbredes ved to Aars Land-
luft og hyppig Brug af bitter Kokleare!
|