HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 2. BIND: 1833 - 1836

SUPPLEMENTER TIL KRITIKEN OVER
OEHLENSCHLÄGER

(Indsendt.)

Morgenbladet 21. juli 1834.

   For Mangel paa Documentation for ubeviste Paastande skal
man ikke kunne beskylde Forfatteren af de kritiske Artikler om
enkelte af Oehlenschlägers seneste Arbeider, for hvilke han
fandt Plads i dette Blad nogle Uger tilbage. Saaledes som Opi-
nionen var beskaffen, havde han formeget at frygte af en værre
Beskyldning end for Dadlelyst og henslængte Paastande til, at
han, selv i formel Henseende alene, turde undlade noget. Mod-
sat tør man snarere bebreide ham, at han ikke har udtømt og
benyttet sine Documentationer nok, ialfald ikke saa tilbunds,
som den Sagfører bør, der har en velgrundet, men formedelst
Modpartens mægtige Stilling farlig Sag at føre, samt at han
har indskrænket sig vel meget i Citeren, og overladet Læserne
selv at uddrage en Række Slutninger, men som dog maae falde
sammen med dem han har opstillet. Herfor agtes intet Forsvar.
Manglen af et Blad, eget for literære og kritiske Afhandlinger,
Gehalten af det Citerte, og det, endog i polemisk Henseende,
Rigtige i at overlade Læsernes Dømmekraft Noget, fritager der-
for. Det tør ligemeget være Redeligheden i en saadan Beviis-
førelse og Vægten af de Domme, denne maatte afgive uden
Hensyn til en Opinion, der var tiltagen som Leermasserne alene
ved Aarene og ved en vis død Tyngde, eller som Fordomme ved
en meddeelt og nedarvet Troe, der har givet de forskjellige
Skorsteensfeiervers, hvormed Forf. er bleven hilset, deres usæd-
vanlige eller rettere sædvanlige Ild.
   Forf. agter her at afgive Beviis for at den redelige Vilje ikke
d.III,b.2,s.159   at fremsætte nogen umotiveret Dom virkelig har været hans.
Dette skeer netop idet han selv angiver sig for, uden anden
Støtte, end den Tro, at Oehls. Selvbiografi var mere bekjendt
end den er, at have charakterisert Dennes Ophold paa Coppet
med et spottende Udtryk, som om han allerede da og der gjen-
nemskuedes af overlegne Aander og "harcellertes" eller vistes
inden sin Sfære. Om Dette ikke kunde bevises, skulde det være
en utilbørlig Fornærmelse. Men det kan ikke alene dette, men
endog understøttes af Autoritet, under hvilken Recit det tillige
vil blive klart, at Oehl., enten af Indbildskhed eller anden Svag-
hed i Forstanden, som han dog anstrenger med en reflecterende
Tilbageerindring af det Passerede, har været det eneste Men-
neske, som ikke har opdaget, at han paa Coppet blev ringeagtet,
for ikke reent ud at sige holdt for Nar. Foreign Quarterly
Rewiew
af Juli 1831 har til Oehlenschlägers Charakteristik fun-
det samme Afsnit af Selvbiografien, som vi havde for Øine under
Omdømmet af det Enfoldige i, hvorledes han omtaler Behand-
lingen paa Coppet, mærkværdigt nok til heelt at oversætte det.
Vi gjengive her av dette berømte kritiske Tidskrivt:
   Oehlenschläger meddeelte Zach. Werner paa en Spadseertur
Plan til en ny Tragedie og udbad sig paa Tilbageveien en lig-
nende Artighed igjen. "Undskyld mig, sagde Werner, under-
tiden har jeg saaledes foreløbigen meddelt Folk mine Udkast;
men frit var det ikke, at de jo stundom fandt Vei til Aviserne."
Madame Stael, som kort efter kom til, spurgte hvorom der tal-
tes. "Jeg bebreider Werner, svarte Oehl., fordi han, endskjøndt
jeg har fortalt ham Planen til min Tragedie, gjør en Hemmelig-
hed af sin. Er det ikke slet?" -- "Ah! sagde Madame Stael
alvorligen, det er en anden Sag. De har nødig at danne Dem.
(Vous avez besoin de vous former.)" -- "Uden at svare hende,
beretter Oehl., gik jeg min Vei. Hun ventede min Tilbagekomst;
men da jeg ikke lod mig see, sendte hun en Tjener for at spørge
til mig. Jeg svarede, at jeg pakkede mine Klæder ind til Reisen.
Hun kom da til mig paa den venligste Maade, og bad mig blive
og ikke være fortrydelig." "De veed, sagde hun, hvormeget jeg
agter Dem. Jeg gjør af Werner for hans Digte, men af Dem for
Deres egen Skyld." Jeg forsikkrede hende, at hendes Venskab
var mig en Ære, og at det vilde være nok, om jeg ikke var andet
d.III,b.2,s.160   end en haabefuld Yngling, som hun syntes at tænke; men at
jeg havde skrevet ligesaalænge og ligesaameget som Werner;
at jeg ikke tænkte at have noget at lære af ham, thi endskjøndt
han besad Genie og Hjertensgodhed, manglede han dog aldeles
god Smag; at jeg ikke kunde vente, at hun skulde have store
Tanker om mig som Digter, naar hun ikke kjendte til noget af
mine Værker; men at hun, til hun lærte dem at kjende, maatte
opsætte den Dom, hun havde fældet over mine digterske Mang-
ler. Hun forligte sig med mig, og saaledes var Freden sluttet.
Kort efter fandt hun Leilighed til at lære min Hakon Jarl og
Aladdin at kjende, og da fandt hun, jeg ikke havde nødig at
gaae i Skole hos Werner."
   Rewiew lægger til: "Oehl. synes neppe vidende om den barn-
agtige1 Figur han gjør i denne Scene; og isandhed dette er ikke
det eneste udskeiende Træk af taabelig Forfængelighed, hvori
Skandinaveren gjør sig skyldig!"

   Om Carl den Store erklærer Rewiew, at den "afgjort staaer
under mange af hans tidligere Frembringelser." Og "om hans
Fortællinger (novels) have vi intet at sige. Nogle af dem for-
tjene Agt (are respectable), andre al Ligegyldighed, ingen be-
sidder nogen udmærket Rang."

   Ved hans Lyrik har Rewiew at bemærke, at den Simpelhed,
som i Almindelighed tilligemed Kraft er en af dens betegnede
Egenskaber "stundom isandhed udarter til triviale og prosaiske
Linjer". Og om hans komiske Stykker, som udgjøre en stor
Deel af hans Skrivter, erklærer Rewiew, at hans Lune er ikke
henrivende, heller ikke hans Dialog glimrende, og Scenerne ere
ikke arrangerte med nogen Kunst eller dramatisk Effect. Iøvrigt
tillægger dette Tidsskrift Oehl. en Ros, som nærværende Forf.
fremdeles er saa formastelig, efter sin Smag, og saavidt han har
havt Anledning til at sammenligne ham med andre berømte
Digtere, samt i Henhold til sit forhen Anførte (for ei at nævne
Baggesens, saa dog Z. Y.s -- Prof. Davids -- ) Kritiker, betin-
gelsesviis, men dog i de vigtigste Henseender at negte ham.
d.III,b.2,s.161   Dette skede, men kun som nu med Vægten af et Individs Over-
beviisning, før Carl den Store, Tordenskjold og Norgesreisen
opfordrede til at yttre denne, og før Indsenderen vidste, at han
kunde støtte sin Mening til mere Competentes.
1  tilbakeDet Samme maa siges om hans sidste Besøg hos Goethe, hvor Modtagel-
sen ret var saa kold som muligt, og det uagtet "Jeg havde tilegnet ham min
Aladdin, siger Oehl., og sendt ham en tydsk Copie af min Hakon Jarl og
Palnatoke med et forbindtligt Brev."
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE