|
CARL DEN STORE, TORDENSKJOLD, NORGESREISEN,
AF OEHLENSCHLÄGER
(Fortsættelse fra No. 156.)
Morgenbladet 9. juni 1834.
"Tordenskjold."
Da der i det Hele maa siges det Samme om dette Sørge-
spil som om det forrige, og det af Oehls. Arbeider, vi have
foresat os hernæst at betragte, har mere Interesse for vore
Landsmænd, ile vi snarere henover det. Noget ubehageligere
og mere frugtløst Arbeide kan heller ikke tænkes end at
fremstille særskilt det Aandløse i 180 aandløse Paginaer, og
det enkelte Feilfulde i en heeltigjennem feilfuld Structur. Det
skulde være at afskrive og at ombygge det hele Arbeide. Men
da vilde dette rigtignok blive meget kortere; thi hvortil den
alene for at complimentere Svenskerne (til Gjengjeld vel for
Artighederne i Lund?) indtvungne Scene med Leyonankar?
hvortil Præsidentens og Luises Mellemcomedie? Tordenskjolds
Idyl trænger ikke til en saadan Folie. Debora, Hans, den ældre
Harriet, Studenteroptoget -- alt dette er ganske og aldeles over-
flødigt. De to første figurere blot som Repræsentanter for Datids
Tone. De ere carricaturmæssige, men uden den gode Carricaturs
Livlighed og Sandhed. Oehlenschlägers Hensigt har tydelig
været at stille dem i samme Forhold til Stykket som Stueuhret
til Værelset, nemlig som Tidangivere; og den gammel fransk-
stive Debora i samme contrasterende Forhold til den ligefremme
Tordenskjold, som til sin gammeltydske Broder Hans, hvis Fan-
tasteri tillige skal tjene til at fremhæve Tordenskjolds djærve
Virkelighed. Men til det Første hører en Vittighed, som Oehl.
|
| d.III,b.2,s.140 |
altid har manglet, og til de sidste Opgaver en Fiinhed, hvorpaa
han ialfald forhen har afgivet bedre Prøver. Er ikke dette den
rette Opfatning af disse Charakterer, saa maae vi antage, at
det alene har været Forf.s Hensigt at fylde Ark; men selv om
vi traf ret, ere de alligevel ganske overflødige, og kun nye Vid-
ner om Oehlenschlägers evindelige sløve Historiseren. Ved at
indtage saameget Uvedkommende og at udtvære Replikerne (paa
nogle af de sidste Sceners nær) indtil den aandløseste Trivi-
alitet, har det lykkets at udspinde et ubetydeligt Emne til ordi-
nære 5 Acter. Men om den Aandsnydelse, de yde, dømme man
efter disse Repliker, der ganske ere Alner af eet Stykke:
Leyonankar: Og derfor har jeg taget mig den Frihed,
At komme hid i dette fremmede Huus,
At see og hilse Jer et Øjeblik.
Tilgiv! Jeg reiser strax igjen.
Tordenskjold. Imorgen?
Leyonankar: Ja, ganske tidligt. -- Men naar Admiralen
Tilbagevender til sit Fødeland,
Tør jeg da haabe vel, at I besøger
Mig paa min Gaard i Skaane, hvor jeg boer.
Denne Leyonankar indføres alene forat hilse paa Tordenskjold.
Atter slet Prosa:
Hans: Nei disse Pigebørn
Er allergalest til snelt at forandres. (!)
Med dem ei løber Tiden selv omkaps.
Du var jo ikke størr' end saa, da sidst
Jeg saae Dig -- og nu er Du alt en Dame!
En flau Lignelse mellem den gamle, preciøse, revsende Debora,
der havde sit Ophold hos sin Broder Præsidenten, og en huus-
vant Papagøi, indhales aldeles umotiveret saaledes:
(Hans): Vor Søster Debora, hun er dog reent
Forbandet; jeg gad høre hvordan Du
Undskylde vil den hvide Kakadue. (?)
Præsidenten: Man hænger Kakaduen i et Buur,
Bespiser den og gi'er den daglig Vand;
Man morer sig ved Ord, som den har lært!
Og skulde Broderen ei ynde meer
Sin egen Søster? ligned hun end lidt
|
| d.III,b.2,s.141 |
Slig Kakadue, naar hun forestod
Hans Huus med Orden og Oeconomie,
Og har en Dannelse, som Tiden hylder.
Med lignende Anstrængelse indpines nogle Ord af Fredrik 4de,
som ligemeget prostituerer Dennes Vittighed og Oehl.s ulykke-
lige Anekdotkræmmerie og Trældom under det Historiske.
Budde: Men har Du hørt det skjønne Vers, hvormed
Kong Frederik parodierte Kallenberg?
Wessel: Nei, Kjære! Siig!
Budde: Den kolde Diplomat
Har aldrig kunnet lide Tordenskjold.
-- -- -- -- -- --
Men Kongen tugted ham!
Wessel. Hvordan? Hvordan?
Budde: Han havde gjort et Vers om Tordenskjold:
"Courage sans conduite, --
C'est un homme sans suite."
Men Kongen gjorde Verset saadan om:
"Un homme sans Courage,
C'est un pauvre personnage!"
Wessel. O Gud velsigne Frederik den Fjerde!
Det Vers har atter gjort mig oprømt. Ja!
Nu vil jeg lade mine Griller fare.
Vi haabe, at man efter disse Prøver erkjender baade det ube-
hagelige og frugtløse i at documentere Alt hvad der understøtter
vor Mening, og at vi have vore Ord ibehold. Dog ville vi, for
at sætte de Læsere, der med ubehagelig Studsen have hørt den
høitpriste Digter svadse saa gudsjammerligt, i et bedre Lune,
endnu hidflytte Tordenskjolds Elskovs- og Afskedssang, som
isandhed opfordrer dertil og neppe vil kunne hindre at en høi-
lydt Latter, mødende Catastrofen, helbreder Ængstligheden,
hvormed de umiddelbart følgende Skygge- og Mordscener ellers
burde ventes. Den falder ind efterat Kammerpigen har fortalt,
at hans Kjæreste
"Er falden lidt i Søvn der paa sin Sopha.
Imorges var hun oppe Klokken fem
Med Tanten. -- -- Tordenskjold byder Pigen nu ei at vække Frøkenen, siger at
han kun vil blive der et Øieblik, og indleder med disse Ord:
"Men jeg forstyrrer ikke hendes Ro."
|
| d.III,b.2,s.142 |
følgende Sang, som gaaer paa Melodien af: "Boer jeg paa det
høie Fjeld" (!):
"Sover hun, den hulde Glut?
O hvor sødt! -- I Guds Navn, nu saa lad hende sove.
Hun forlades af sin Gut,1
Som sit Liv mod en Niding maa vove:
Hun er tapper, hun er kjæk;
Men en Mø er en Mø, som dog let bli'r forfærdet;
Og det voldte hende Skræk,
Hvis hun saae mig at gribe til Sværdet.
Sov, min Harriet! drøm kun, drøm;
Du er kjælen, blid og øm.
Ei din Elskovs første Dag
Skal forstyrres af Angest og Nag."
For næstovensatte Verslinjes Skyld bør vi haabe, at dette og
de følgende Serenadevers ikke synges med den fra Holmens
Kirke bekjendte, og i Tragødien naturligviis omtalte, torden-
skjoldske Thordenrøst. Der burde være sat til: "med dæmpet
Røst."
(Fortsættes.)
1 tilbake Viceadmiral Tordenskjold. |
| BLA BAKOVER |