HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 2. BIND: 1833 - 1836


CARL DEN STORE, TORDENSKJOLD, NORGESREISEN,
AF OEHLENSCHLÄGER

(Indsendt.)

Morgenbladet 30. mai 1834.

   Der har altid, især i Hr. Oehlenschlägers Fædreland, været
en Minoritet, som ikke har kunnet deeltage i Fleerhedens enthu-
siastiske Beundring for ham som Digter. Indsenderen har ikke
skyet at bekjende sig til hiin Minoritet, endskjøndt han i Ven-
ners Fraraad og i Redactioners Negtelse at optage Artikler,
hvori han vilde bekjæmpe den Opinion angaaende Oehl., han
antager feilende og ikke uden Skade, har Beviser for at man
anseer saadant for farligt, ja for en Slags crimen læsæ majesta-
tis regis (sic dicti) poetarum. Frygt for at miskjendes eller at
indvikles i nærgaaende Stridigheder indeholder dog ingen Und-
skyldning eller noget retfærdiggjørende Motiv til at holde sin
Mening tilbage, hvor denne er redelig, tilhører en Overbeviis-
ning, har Grunde og Beviser for sig, og desuden kan paavise
dygtige Forsvarere, der have fegtet paa samme Maade. Hine
Betænkeligheder undskylde kun og berettige til at man frem-
træder anonym. Hr. Oehlenschlägers sidste Arbeider ophæve
dem forøvrigt ganske. Det er dem Inds. vil tage for sig; ikke
Forfatteren, ihvormeget end hans til Idiotisme eller en Art
Vanvid gaaende Indbildskhed, der melder sig med klare Ord
næsten i ethvert af hans mindre Versstykker og igjennem hans
hele sletskrevne Selvbiografi, opfordrer til at gaae ham nær-
mere. Maaskee skulde et skjønt Navn være blevet uden Lyde,
om alvorlig Tilretteviisning itide havde forsøgt at vække dets
Besidder op af Rusen deraf, og at kalde ham tilbage til sig selv.
   Imidlertid maa Inds. oprigtig tilstaae, at det Umaadelige i
Prof. Ø's Arroganz gjør, at det mindre er Skaansel end Ube-
kjendtskab til de ydre Omstændigheder, der have fremfødt
denne Forfatters Berømmelse, som afholder ham fra at under-
d.III,b.2,s.129   søge dennes Natur noget nøiere, at maale den med Fortjenesten,
at vise den som et af Tilfælder fremskabt Særsyn, som et
Meteor, der vil forsvinde, hvor glimrende det end har lyst. Selv
Bundfaldet, Thordenstenene, som ville blive tilbage, Ø's bedste
Tragødier, vil en mindre nøisom Efterslægt, i Besiddelse af flere,
fremmede eller egne, hvormed den kan sammenligne, betragte
med en Kulde, der tilhører deres sande Værd. Den vil med
retfærdig Ringeagt ansee en Tid, som lod det Sjeldneste men
og tillige Ubilligste af Alt skee, at en Digter, især i hans levende
Live, bliver mere berømt og høiere skattet end han fortjener.
Det er bekjendt, at det Modsatte har lettere for at hænde. (Ovi-
dius, Camoens, Shelley, Ewald o. m. fl.)
   Vi -- Inds. tør sige, at han taler i Fleres om end endnu i en
Minoritets Navn -- Vi overlade Andre eller ialfald andre Tider
denne delicate Sag: Totalbedømmelsen af Oehlenschlæger. Fast-
sættelsen af hans sande Værd skal man dog altid nærme sig til
ved at bedømme endeel, især om den er fortløbende, af Rækken
af hans Arbeider, og det omtrent saa sikkert som Klodens Form
og Jordomkredsen efter en tilstrækkelig Bue deraf. Vi ind-
rømme saameget for Billigheden af den Anmærkning, at de
Værker, vi maae dadle, tilhøre en dalende Periode hos Digteren,
som Tilstaaelsen heraf, der, siden "Væringerne" ikke har ladet
sig fordølge, taler for os. Men, om vi ogsaa indrømme Sand-
synligheden af at en saadan uheldigere Tid maa, efter Naturens
Gang, indtræde, erkjende vi dog ikke Nødvendigheden af, at en
Forfatter under saadanne Omstændigheder maa vedblive at pub-
licere, der da vil sige det samme som at prostituere sig. Hans
forrige Navn, Visheden om at Publicum vil udstrække dets
Straaler i det Længste og fremdeles kjøbe, bør ikke friste den
sunde Menneskeforstand, som man dog bør troe bliver tilbage
om Digteraanden taber sin Virksomhed. Det metaforiske Ud-
tryk: en Geists "dalende" Periode taaler ikke nærmere at
betragtes: en dalende Sol er herlig, en Olding er rørende at see;
men en dalende Digter er en Jammerlighed, der vækker Med-
ynk; en dalende Forfatter en Ubeskeden, der vækker Modvilje.
Det Dalende tilhører kun den fysiske Verden, hvis Kredsløb vi
kjende; den Aandige erkjender Intet uden det Stigende. Dette
er dens Natur.

d.III,b.2,s.130      Det er umuligt, at Hr. Oehlenschlæger ikke skulde være sig
bevidst, at han ikke længer er ved det Gamle. Han maa føle det
klarere end alle Andre, som dog tydeligen see de tyggede Penne,
de møisommeligen opsatte Versfødder i de klampede, barokke,
aandløse Vers. Han besidder og har altid besiddet altfor megen
jevn, prosaisk, sund Fornuft til ikke forlængst at opdage baade
dette og at han virkelig er kommen som Aladdin til sine Tri-
umfer. Vi ville derfor ikke benævne som fortjent den Daarskab,
at han fortfarer i at ville dølge hvad der ikke kan skjules, eller,
omvendt, i at han aabenbarer Svagheder, som Verden ei behø-
vede at kige ind i, eller som den vilde holde undskyldte, om de
ikke fremtraadte med Pral og Anmasselse. Vi tænke, at hans
Venner ikke have handlet ærligt med ham, men tilintetgjort
med en Smiger, som kun hos Den, der ikke har bedre Skjøn,
kan være uden Falskhed, en Selverkjendelse, som ellers maatte
være nødvendig. Om Hr. Oehl., hvis det havde været ander-
ledes, da end havde maattet taale, at man selv om hans "Hakon
Jarl", fældte den hos Mange gruvækkende Dom, at dette Emne
vel af ham var bleven forskjønnet, men ikke forherliget; at det
hartad er ligesaa rystende og rørende at læse hos Snorre; at
Hakon ikke er dæmonisert nok iforholdtil hvad hans virkelige
Charakteer opfordrer Digteren til; at han falder igjennem ved
Siden af Shakespeares Richard af York, som Hakon dog i saa-
dant Overmaal var, at han tillige omslutter Macbeths og Don
Juans Charakterer; kort, at Oehl. ei har været sit gigantiske
Emne tilfulde voxen, om han end har deraf frembragt noget ret
Vakkert, noget Læseligt og Skueligt; -- om Han end havde
maattet taale, at Nogle meente, at dette Emne havde behersket
ham, istedetfor at det burde have været omvendt; at


           " -- han fandt sin Hakon færdig paa den rige Bund
                 i Snorres gamle Gravslot,
                 og pudsed Støtten af blot -- ;"

og at shakespearske, byronske eller schillerske1 Repliker vise
hvad der mangler i Hans: visselig han skulde dog da have sparet
Publicum for den Tid og de Penge det har spildt paa "Værin-
gerne, Tordenskjold, Carl den Store, Norgesreisen"
m. fl. a.,
d.III,b.2,s.131   og sig Selv for de Ærgrelser, bittre, men retfærdige Kritiker
derover have foraarsaget ham; og det ringere Begreb, han vilde
have faaet om sin Rang som Digter, skulde enten ganske have
sløifet Ideen eller Selvopfordringen til at skrive Biografien
sammen eller dog tilintetgjort de Opfordringer til Uvilje og
Spot, som den og "Norgesreisen" saa rigeligen indeholder.
   Vi tage nu for os nogle af disse senere oehlenschlägerske Ar-
beider. De ere uden Undtagelse af slig Art, at selv den oehlen-
schlägerske Muses, eller rettere, da den intet Betegnende har,
Hr. Oehl.'s blinde Vanebeundrere ikke vove at lægge et af dem
frem uden at lægge Hakon Jarl eller Aladdin ved Siden. Men
dette ligner de usle Beboeres Fif ved et nedlagt Sølvværk, som
med et vist triumferende Smiil over de smertespillende Muskler
(et, der siger: ak, vi vide det er dog ikke saa!) vise den Rei-
sende Stufer fra de gamle gode Tider, mens han stirrer ind i de
udtømte Gruber.

1  tilbake

           Stig op og see fra disse Kathedraler!
          Da sænker sig det Huus, som kun dernede praler.
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE