|
PROMEMORIA TIL HR. CHR. R. HANSSON, DIGTER
Morgenbladet 29.jan.1830.
"Et Basunstød eller Torden?
Sluger Oceanet Jorden?
O hvad var det Knald? det Skrald?
Var det Sols og Stjerners Fald?
|
| d.III,b.1,s.132 |
Dybet hæver
sine Kjæver?
Var det Sols og Stjerners Fald?
-- Priis min Himmel! det gik over.
. . Ah, det var ei andet end
at en herlig Norges Skjald
rysted Luftens lange Vover,
fyldte Dvergmaals Bug, saa stor
som Horizonten om vor Jord,
brølende, modulerende, pustende, fløitende:
"O jeg er en Virtuos,"
løfted selve Himmelen
ved sin Roes,
knuged ned det høie Norden
med sin Bram:
saaat den, som før var Kryb
som vi Andre,
-- Ham, ja Ham
see vi (ak vi neppe troede
dette før)
see vi gjennem skarpe Rør
om i Ætherrum at vandre,
svæve ret kometisk om
midt imellem Sol og Dyb
som en nyskabt, vældig Klode."
Saaledes skingrende med sittrende Læber, holdende sig for sine
Øren, rystende paa Hovedet, vridende sig som om han havde
Kolik, snart rank som din springende Plecter, snart krum som
et sarkastisk Smiil -- kort som en Afsindig eller en Forskrækket
kom Siful-Sifadda til mig imorges. Jeg saae ganske eenfoldigen
iveiret efter den nye Verden, han talte om, men saae Intet uden
en Kaje, der forgjæves stræbte at flyve op mod Vinden. Jeg
lyttede efter det Brag, han afmalede saa forfærdeligt, men hørte
Intet uden Skraslen af Postkjærren, der foer Landet igjennem
med Aviserne. Maaskee dette var -- det faldt mig ind, skjøndt
jeg forekom mig selv nu med Hr. Siful, som Pasqvino, der har
faaet en uløselig Gaade af Marforio -- det Berømmelsens rul-
lende Echo, det horizontvide, jublende Dvergmaal, der havde for-
|
| d.III,b.1,s.133 |
bauset ham saa? Sandelig, det skulde glæde mig og Siful talte
da ikke for stort; thi det gaaer lige til Vardøehuus, til Polen i
Nord, ligesom Kjøbenhavns flyvende Post hviler sig paa den i
Syd, hvis dens vindige Væsen tillader den at fæste Stade. --
Denne besynderlige Person blev imidlertid ved at bære sig som
en Igle i Stormveir: Han var rent forfælen: som en Blind bar
han sig, der faaer sine Øine aabnede første Gang lige imod
Martssnee og Vaarsol: som en Døv, der bliver hørende midt i
en Concertsal, just naar Klarinetterne gribe an, i et Barnekammer
eller i en Svinestie: hans Mund loe, hans Næse green, hans ene
Øie stirrede som i Skræk, det andet glimtede som om han enten
var forelsket, havde seet noget Smukt, eller et Digt ulmede frem;
men paa hans Pande formede sig i Rynketræk et Medusahoved,
mens Øienbrynene ormede sig til Slanger -- jeg vilde selv for-
stenes, dersom jeg ikke kjendte hans Gorgone saa vel: den er
blot en Momus, en Maskes Maske. Hans afbrudte Ord, som jeg
her vil igjentage, vare virkeligen hans Miners levende Klang:
scanderende langsomt paa Fingrene udbrød han stirrende op mod
den øde Taage:
"Ja, seer du ingen Verden, Ven,
det var dog vist et Phænomen.
Om det ei var en Klode ny,
det var dog vist en Sky, en Sky:
Om ei en Sol, dog vist en Gnist;
jeg hist den tydelig jo skimted:
i Nordens Nat den lynrød glimted,
og over Kattegat sig svang --
saa over Kjøbenhavn den hang,
men saa tilsidst i Norge sprang
det Varsel .. o
-- et Meteor, et Meteor, et Meteor,
som foer fra Nor til Danevang,
og saa igjen til Nor -- --
"Nei, Gud bedre mig for at rime herefter." -- Voldsommere
vedblev han:
" -- -- -- En bleg Skygge, Erasme, -- o din frodige Hæders
Vampyr, hvinende, lang som en Silkesvøbesnor -- kold, saa din
|
| d.III,b.1,s.134 |
fyldige Portulak-Krands rimer under den -- kommer, kommer,
livsalige Skjald!
" -- -- -- Du vakte selv, Erasme, da du stødte i Trompeten,
Mjøsens arge Nøk -- han karer i sit Leie for at finde den smuk-
keste Tang til en Krands -- den Meensvorne sværger, at det
er Laurbær, og hænger dem om din Isse, skjøndt en Siikling
endnu spræller i den -- han øiner dig gjennem sit Iisspeil svim-
lende i Luften som Geisir -- han iler, han omfavner, han kalder
dig: "Fætter, Fætter! Fætter Vandmand! uforlignelige Fætter
Vandmand! hvor vil du hen? velkommen ifra Amager med en
Kurv Hollændersager! -- men, kjære Fætter, er det ogsaa dig?
er du Fætter Dug, Dryp, Regn eller Springvand? -- hvor du er
bleven stor! -- "
Jeg bad Siful, høistærede Hr. Collega, at forklare sig. Han ved-
blev kun med hævet Stemme:
" -- -- -- Ja det "hvor du er bleven stor" -- ja det skal Norge
min Stedmoders sqvaldrende Mund Christiania igjentage -- den
skal slaae Overlæben (se Overlæben selve Byen med de rige
Kjøbmænds hæslige Søboder lige brune, skimlede Tænder, Slots-
taarnet som en blinkende Huggetand, hvor bag Commandanten
er som en Ornes Hviin; dens forfængelige Qvinder som en stin-
kende Aande halvrepareret ved Pebermyntekager og Nelliker)
-- den skal slaae den mod Opsloes nedsjunkne Kjellinge-Under-
læbe, skraldende: "hvor du er bleven stor"? -- O Bjørvigen,
hvor er du bleven? -- Dybet svarer tørt og hæst: Hans Hæder
har inddrukket mig! -- -- "
Hvad var det? Hvor er Siful? Jeg finder mig ene med Morgen-
bladet No. 2 for iaar halvlæst paa mit Skjød, med en udslukket
Pibe i Munden. Jeg maa have slumret. Under Indslumringen
maa Pibens hvide Damp, dens Glød have syntes mig som det
hvide Gespenst med de gnistrende Vampyrøine, jeg kaldte Siful.
Mit Indre forekom mig som en Theaterhal, der nylig har været
gjennemrystet af Klap, men nu er fuld af Oos og øde, paa et
Par Lysepudsere nær, der trætte om hvem af dem Directeuren
mest har beæret den Aften med Befalinger, og om hvem af dem,
der skal sportulere Lysestumperne. For at komme ud af denne
|
| d.III,b.1,s.135 |
ubehagelige Stemning forsøgte jeg at føre nogle Figurer frem paa
dit Bret, der, efter min fulde Mening, vilde være ret vakkert,
naar en Vind blot ikke havde ført det med dets alamodiske
Marionetter til Skyerne blandt Guderne. Med din gunstige Til-
ladelse, modige Medstrider for Lauren, fører jeg dem frem; ja
med dine tre Første, og med din Hr. Pastors Tilladelse de andre
To: den unge Mand, som du maaskee gjenkjender, og Qvinden,
som Jeg alene kjender, naar jeg er længst fra alle Qvinder. Her
har du dem: fremmede Gjæster i dit Selskab:
Tre Skjalde1 (hver besvoer først at hans Hjerte
en Harpe var)
sig reiste. "See -- saa En af disse lærte --
Jeg fundet har
min Lykke -- o med mig den først vil blegne --
i mine Vers at læse: mine egne!"
"Ja, sandt nok!" skreg de andre to Colleger,
"det Vellyst er.
Applaus dog (spørg din Ven du: Oehlenschläger)
er Lykken her."
"Jeg fra Tegnér saa tyst -- sa´e En -- den henter."
"Jeg har den fra Venskab med de Recensenter."
En Yngling -- om hans Læber syntes lave
en Druekrands;
en Geist, der reiser sig i sjunkne Grave
var Øiet hans;
hans Sorg jeg saae i Smiil, hans Smiil bedrøvet;
hans Sjel var Dødsskrig liig bag Rosenløvet.
Ha, Siful, Hvad vil du om Lykken tale?
" -- Hr. Pastor, o
tilgiv (han mælte) jeg kan Lykken male:
saa har jeg jo,
saavist som De har Himmelen in fide,
min Lykke, o min Stella ved min Side."
|
| d.III,b.1,s.136 |
(Det græmmed mig for Præstens Skyld at høre
saa fuul en Spot.
Det lod som om den Yngling vilde gjøre
igjen det godt;
thi, see, en Rødme foer ham over Kinden,
og Øiet sank.
Nei, vee, det Haab blev snart forbi --
der er hans Mine mørk og fri;
Hans Øie glimter, Stjernen liig i Vinden,
snart skjult, snart blank.
Hør her hans falske, falske Filosofie!)
"Skal Lykke være, Himlen enten tømme
i mine Fjed
sin Fyldes Horn; ja enten Alting strømme,
ja Alting med!
Aladdins Lampe maa jeg eie, denne
maa Liv i alle mine Ønsker tænde.
"Hvadeller (mens han talte, sønderplukked
han en Viol)
skal hver en kjærlig Stjerne være slukket;
et Lyn min Sol.
Naar Alting, Alting, Alting gaaer imod En,
da nyd en Furrus Fryd i Storm og Floden!"
En Norges Møe fremtreen -- kan Det, som hylled
den Skjønhed ind,
det Værkensspind hvorunder Barmen skylled
(den Sneelavin)
i Tarvelighed lignes, Ven-min, med din Vise
(ja Roes, ei Skjerts!)
da Hendes Former liig med jeg maa prise
tegnerske Vers;
og hendes Sjel i Alvor Ossians Qvæder
i funklende Liv (Temora naar hun græder);
men (ejaha) i Fryd
Mozartes Tryllefløitelyd;
i Rolighed en Rafaels Række Billeder,
i Pantheon opstillede, den er. --
|
| d.III,b.1,s.137 |
Hun græd -- o Taare, kummerfulde Himmel,
som sank i Støv,
at frelse Den, som laae i Øglers Vrimmel
paa Vedbendløv;
hvis Smiil var haanfuldt Hviin, hvis Taarer tunge
var Fakler, Djævle vildt i Mulmet svunge! --
Hun saae paa Ynglingen... o tys: hans Hjerte,
det banker saa.
(Mon vel de tre poeticuli nu lærte
en Sjel forstaae?)
Et Blik som Rafaels Engle-Kuppola hun sendte
ham, ham, hvis Blik som Michels Domsdags brændte.
"Min Ven!" hun taler, mens hans Haand hun fatter
(hvi sittrer han?)
"Hr.Pastor!" -- (hvi det spodske Smiil nu atter
om Kindens Rand?
mon ei han leed den Gamles Tale om
at Mandens Stræben kun var et Fantom?
Ha, mon hans Sjel, paa engang vild og stille,
i Graad paa engang mens ham Smiil omspille,
kan, mens hans Lidenskaber nedenunder bryde
paa Hjertets Stormskjær, Gladiatorer liige,
der reise sig og døe paa Cæsars Vink,
kan den, en Ørn liig -- se det gyldne Blink,
der svæver stille over Skyer som syde! --
ifra sit Dyb en rolig Straale skyde?
Mon føler han sig overlegen selve
den Qvinde for hvis Blik og Ord han skjælver?
Mon naar han sittred -- sært nok da -- han loe
af alle de dumme Øine, som gabed paa de To?
mon vel fordi han vidste bedst,
at ene ham hun har et Ord at sige;
men tør ei for de Ører eller Øine,
som rundtom sig, liig Echo-Kløfter, høine,
hvor tittende, lurende Djævle rundtom ligge
-- Pardon, Madame: --
og derfor nødtes bly at parre ham
med gammel Præst?)
|
| d.III,b.1,s.138 |
"Min Ven" saa talte hun og gjemte Blomsten,
han sønderbrød --
"en Lykke gives der, som huldrigst blomstrer
i Kummers Skjød;
ja ofte først naar Nat din Barm omspændte,
naar lumre Gravpust Taarestjerner tændte,
dens Morgenrød frembrød:
den er saa riig og stor,
at den for liden blier tilsidst vor Jord,
at Guld den adler, Fryd og Kronesmykke:
den Lykke er -- at fremme Andres Lykke.
-- Se, selv du trøstes (o hvor sandt hun lærte!)
naar du vil lindre alle Andres Smerte:
din Fryd saa mangedobles som med mange
du deler den:
Du Himlen naaer, idet du stræber
den hele, hele Jord at hæve
til Himmelen.
Og derved er det dig alene givet
at takke Gud for Livet.
Se, under denne stolte Kamp dit Hjerte
til Verdensstorhed ud udvider sig!
Ei Kummer skrumper det: din forne Smerte
din Sjels bedste Muskel bleven er.
Lad ei den slappes af de Velsignelser,
som dig fra Munden duftende omlufte,
mens du mod rene Æther Hovedet løfter,
og tykkes bære Jorden paa din Arm,
prometheus-kjæk, saa ei du føler Gribben,
der søler i dit Blod og hvifter fra dit Ribbeen!
Om Latter ei, dog eier Smiil din Fred,
naar Frelserens Hjerte: Broderkjærlighed
dig banker i din Barm. -- -- "
Tilgiv mig disse Vers: de ere blevne saa skjødesløse, fordi jeg
just havde nogle andre bedre i Pennen for en vigtigere Sag.
Hvad denne unge noget bizarre Mand betræffer, saa fandt jeg
ham Morgenen efter læsende i Rousseau. Tæt ved ham laae
nogle Værker af Campe og Villaume, Howards Levned, Bisp
|
| d.III,b.1,s.139 |
Hansens Archiv for Almueoplysning og Franklyns og Washing-
tons Portraiter. Meget munter fortalte han mig, at han havde
besluttet at blive en ligesaa daadfuld Patriot herefter, som han
i sin tidlige Ungdom havde været en ordfuld -- at han havde
glemt at see paa sig selv med et tungt Blik, da han kastede det
sorrigfulde paa Millioner af Medmennesker, der stige ligesaa van-
kundige i deres Grave som de stege op af deres Vugger, der
spilde et Liv endog om de ikke syndede svarligen; thi deres
Dyd var uden Fortjeneste -- at hans hele Hu stod til at arbeide
for alle Disse, Disse, der i 1800 Aar efter den største Folkelærers
Død endnu over den hele Verden Intet i Kundskab have vundet
forud for den Tids uvidende Jøder -- at han nu havde fundet
Lykken i sin Stræben. Han viste mig sine Planer til Almuebog-
samlinger, Lærebøger, Foreninger o. s. v. Jeg igjen fortalte Alt
dette til den gamle Præst; men han slog Kors for sig, og mente
at Sligt maatte skee ved S. Spiritus egen Indflydelse -- at Ca-
chisma og Forklaring var Oplysning nok for Almuen o. s. v. Farvel!
Henr.Wergeland.
1 tilbake Jeg tør ikke sætte flere end 3 Skjalde, da jeg ikke veed om der var over
en 12 -- 13 i hele Selskabet. |
| BLA BAKOVER |