|
|
| d.II,b.6,s.126 |
SYNDFLODEN
(Uveir og Stormflod. Himlen mat flammende. Paa Fladen af et Bjerg et Altar, hvorom
Mennesker forsamle sig.)
Akadiel.
I Farver har deelt sig den Edens Stamme:
her hvid som Dagens rene Flamme,
hist sort som dybe Efteraarsnat,
der gjerrig har slukket sin Stjerneskat,
som om den Stammes Hud var brændt
til Kul, dens Blod for hedt var tændt.
Fra Vestens Synskreds fra Skovens Skjød
fremtriner en Tredie som Morgnen rød,
fra Østens ud af Teltenes Skjul
en fjerde Ætling som Maanen guul.
Som Dyrenes Skarer paa Steppen der brænder,
hylende jagte af Flammen,
fra Jordklodens Ender
af stigende Hav drives Slægterne sammen.
De studsende skue hverandre.
Men Bølgerne brøle dem nærmere alt;
imellem dem aabnes en fraadende Spalt;
Strandene sig i Sekunden forandre;
de synke for Foden, for Øjet de svinde.
"Til Bjerget! Til Bjerget" er Skarernes Raab,
dets første Tinde
det eneste Haab.
Did styrte de brogede Skarer,
forfulgte af stigende Farer:
gule og røde, hvide og sorte,
som vilde de bryde Skyernes Porte.
Men medens de klattre, Hjerterne banke
hos Alle af samme knusende Tanke,
at Floden kun for deres Synder er kommen,
dens brølende Afgrund er Dommen,
Skyen, som brænder,
Sværdet i Guders hævnende Hænder.
|
| d.II,b.6,s.127 |
En Offerpræst.
Den sorte Røg af Synd og Suk,
af Avinds Aande, af Smaabørns Blod
over Jorden ruger. Dog skjuler den ei.
Mennesker.
O, kunde den skjule, vi syndede meer!
Havet stiger, Jorden synker,
Skyen er bleven Bølgens Skum.
En Offerpræst.
Os Offerets Røgsky skjuler ei.
De store Guder paa Havets Skjold
opløfte Jordens skjælvende Hoveder
mod Hevnens det gloende hængende Sværd.
Mennesker.
Ve, Dybet til Fodfæste, Lynild til Skjul!
Havet stiger, Jorden synker,
Stjernerne i Dybet gaae.
En Offerpræst.
Vil Himlen atter parre sig
med Dybet? Stormfulde Skyer flyve
liig geile hylende Ugler omkring,
og Bjergene bøje som Kviste sig ned.
Havet sig hæver til et bristende Æg.
Mennesker.
Havet stiger, Jorden synker,
Bjerget svømmer under Sky.
En Offerpræst.
Ve, at I, medens Dagen var klar,
ei Dybenes Magter et Altar gav!
Thi Vreden slaaer ei ydmyge graadblændte Blik,
men svulmende Nakke, letsindige Smiil.
Mennesker.
Havet stiger, Jorden synker.
Hvor er Himmel, Jord? Kun Dyb!
|
| d.II,b.6,s.128 |
En Offerpræst.
Thi, hør! ei eget Altar slaae
de vrede Guder, om Alt forgaaer.
Ene, midt i det endeløse Hav,
det kneise som et Minde over Livets Grav
og som et Minde, at eet Hjerte dog var fromt:
Det, som opreiste det.
(Alteret skylles væk.)
Mennesker.
Hver forbande nu sin Broder, han hvis Synder dræbe dig!
Himlen Jordens eneste Gave Altret, har forskudt. O Ve!
Hvor skal vi fra Hevnen flygte nu i Guders vrede Mulm?
Dødens Sværd er paa vort Hoved, Dybet gaber ved vor Fod.
(De flye. En Moder taber sit Barn.)
Moderen.
(famlende efter det.)
Hvor . . ? -- Ak, Dødsens Mulm,
befoel dig Guderne at sænke dig
imellem en Moder og Barnet?
Bølgen skreg? O tys!
Mit Barn, hvor er du? Jeg skal flye med dig.
Din Vugge jeg har jo i Skjødet.
Fæle Lynets Lys!
Mit Barn er skyllet op paa Klippens Horn:
et Dyb er mellem Moder og Barnet?
Heller kunde da
et Dyb mit eget Hjerte kløve -- -- --
(Styrter sig i Vandet.)
Skrig, Barn! og led mig, Lyn!
(En
Mand kommer drivende paa sammenbundne Træer. Den svømmende
Kvinde omfatter hans Flaade. Han støder hende væk.)
Manden.
Ha, skulde jeg ei nyde af min Kløgt,
der lod mig ride paa og tøile Vandet?
|
| d.II,b.6,s.129 |
Du skulde leve? Jeg -- jeg skulde døe?
(Et Lyn viser Moderens Liig.)
Ha, ve, min Moders Hjerneskal jeg knuste!
Ve mig, jeg seiler i min Moders Blod!
(En
Hob Mennesker klattrende opad en Klippe.)
En gammel Kvinde.
Dreng! Dreng! -- au, bruger du din Farmors Ryg
bort! bort! -- saa krum, til Stige . ?
En Dreng.
Eia, Vandet
er efter mig . . o holdt mig Bedstemo'r!
En Mand.
(styrter Kjellingen ned.)
Hør, hjælper mig!
Hans Søn.
Tag mig med Fa'r, o Fa'r!
Manden.
Gaa! du har dine Been! Saa slip mig Dreng!
(spænder Drengen ned.)
. . Hør hjælper mig! Du gode Mand, hal op
min Sæk. Der er min Skat . .
En anden Mand.
Ha redder du
dit Huusgeraad, og kaster bort din Søn?
Gjør Plads for Drengen der, som skjælver . . Ha,
Du sidder paa min Moders Liig . !
Hans Søn.
Hjælp Fa'r!
Han der med Sækken dræbte Bedstemo'r,
og styrted' lille Tubal ned, hans Søn,
fordi han hang i Sækken!
En anden Mand.
(styrter Manden med Sækken ned. Han river anden Mands Søn med sig.)
Ned da! ned!
O ve, min Søn . ! O! o!
|
| d.II,b.6,s.130 |
En Yngling.
(træder paa en Piges Liig.)
Anah! Anah!
Du træder paa din Brud,
som paa en død, opskyllet Fisk.
Ynglingen.
(knæler ved Liget.)
O, Anah!
Det er ei Anah!
Manden.
Snart da Vandet skal
din Anah vaske, saa du kjender hende.
Ah, vil du op endda? ei døe med hende?
(styrter opad med en Kvinde, der har et Barn i Armen.)
Kom Kvinde, lad den Lille ligge . . Ha!
Kast, kast din Byrde!
(kaster Barnet bort.)
Bliv nede med din Vanvidskraft! Jeg lever!
Manden med Kvinden.
(styrter Alt ned om sig.)
Kom! kom! væk! væk! Ve! Dødsens! Ha!
Hvad klæber mig om Benet? Ha, hvad Tang?
hvad Græs!
(seer sig om)
O ve: min Faders Graahaar!
Kvinden.
O frels mig ikke! Jeg er uden Børn.
Manden.
(arbeider sig med sin Kvinde op paa Toppen. Brydes med den Mand, som havde den inde før.)
Ha, bort! Her er ei Plads for Tre! Du døer!
(styrter ham ned.)
Kvinden.
Hvi bleve vi ei slugt i denne Syndeflod,
da du har Foden glat i Faders Blod,
og Barnets Skrig i mine Øren holdt?
|
| d.II,b.6,s.131 |
Manden.
Vi ere nu som Adam og som Eva:
vi holde Livet inden vore Arme,
og dette Horn af Fjeldet er vor Jord,
og denne Ørnerede Paradiset.
Kvinden.
Se, Mand, hvad kommer hist? Et Bjerg, som flyder?
Manden.
Ah, det er Noahs Bygning, ham man spotted
da han arbeidede med sine Sønner
og speidede mod Himlen. Ha, hans Kløgt
er værd, at alle disse Slægter døde!
thi nu maa Dybets vredereiste Ryg
jo bære Manden? Havet er hans Slave.
Hvor stolt det glider her forbi
det Tempel for en Adamsætlings Aand!
Det suser Spot til mig fordi min Sjel,
skjøndt Hav og Himmel drønte, endnu sov
og skjøndt hver Kvist, som drev forbi,
mig burde lære hvad den Noah lærte.
Af Skam jeg burde styrte mig bagefter
i denne hvide Elv, der følger Snekken,
hvis du ei var her, Pyrrha, og mit Haab.
(Brune Mennesker forsamlede ved Ganges.)
En Mand.
Paa rappe Heste, høje Dromedarer
fra Vestens Sletter ere Bud paa Bud
hidkomne for at smelte deres Skræk
i salige Hindostans milde Sol.
En fremmed Mand.
Vi ere
ei længer Flygtninger, thi vi har seet
fra Dhavalagirs Top, at Himlens Brand
er slukt, at Dybets Svulmen sank som Røg.
|
| d.II,b.6,s.132 |
Lyksalige Hindostan, Guders beskyttede Slægt,
du frydes ved guddommelige Ganges!
Thi i sin Harm retfærdigt standsed Dybet
ved de Gudfrygtiges Bredder: Himalah!
En anden Fremmed.
Ja, salige Hindostan, du svømmed over
det vrede Dyb, som Lotosbladet. Se,
da Dschagatai, før Jordens høje Hjerte,
blev til en rundtomskvulpet Strand, da saae vi
det hele Vestens Liv, som gjorde Frats
og Pischons Bredder lige Jordens Mund,
der, altid ædende og altid leende,
med Skrig og Skvaldren Himmelen forhaaned,
som splintrede Lemmer af et Liig at drive,
at tumles, at klæbe sig til vore Bjerge.
En Mand.
Ja, Guders Vrede er ei blind som Mandens;
idet det farer, aabner Lynet Øjet,
og Hevnens Sværd sin Haand bag Stjernen har.
Vi sank ei; thi som Hines, var vor Haand
ei fuld af Blod, og Smaabørns Bloddamp ei
vor Himmel mørkned; reen og sød som Ganges
vor Fromhed var, og Guderne Det saae.
En anden Mand af Folket.
O tal ei saa! Er vi ved Skræk ei tugtede?
Er Skræk ei Straf? Erindring om en Rædsel
ei Tugtensriis? Vi vare jo som dømte
til stivt paa vore Brødres Død at stirre?
I vore Bjerge gjenlød deres Suk.
Og dømte ere vi jo til at feje
den store Dødsplads reen, hvor Ribbene
af vore Brødre hænge rundt om Palmerne?
Mon Dyrene ei vare fromme? Dog
de maatte flye i lange Rader, og
vi Mammuth saae i Dødsskræk søge op
mod Nordens frosne Sumpe og dets Iismark;
|
| d.II,b.6,s.133 |
sig hele Flokke samlede i Huler,
og Vandet skylled efter dem, og lukte
med Dyndet deres Grav.
En fremmed Mand.
Hindostans Slægt, hvis palmebrune Farve
det rolige Tusmørke viser, hvori
det Menneskehjertet er tilladt at leve,
-- se du, fra Adams hvide Æt
sig Solen vendte, for sin Hevn ei se!
Kun Een sit Huus, Seths Afkom, Noah, frelst;
thi, se, hans Kløgt, paa sammenbundne Træer,
ham løfted til Chaldæas Fjelde let,
hvor Tusinder, hans Brødre, i Flugten for
det skyllende Dyb, med blodige Fingre hang.
En Mand.
Ja Disses Jord var skjult af Offerbeen;
og Folket var saa hvidt, da Angsten ved
de blodige Offre havde bleget det;
og deres Børn kun Synd og Syndskyld arved.
En fremmed Mand.
Meschias' og Meschianes blege Æt,
der gjorde Kaukasus til Liigsteen og
den sorte Ørk til Baare for hver Fremmed,
til Dynd er knust, da mod hinanden Himmel
og Dyb sig knuged. Kun een Mand og Kvinde
paa deres Brødres Pander stege op
til højest Tinde, hvor de leve.
En Mand.
Ja Disses Hjerter svulmed saa af Synd
som Kaukasus. Nu er da Ganges' Børn
de Jordens Første og de Sidste.
En fremmed Mand.
Mæt af den halve Jord har Dybet lukt sig.
Det joges af det røde Blus paa Himlen
|
| d.II,b.6,s.134 |
fra Vesten ind, og har nu efterladt
om Kaukasus en Ring af sorte Have,
et Gab i Jordens Midte fuldt af Øer
(som Noahs Japhet tog til Arvedeel)
der ligge, lige Levningsbeen, igjen,
som Gravhøje over sjunkne Folk.
En anden Fremmed.
Se Frat
og Pischon fandt igjen ei deres Baner,
og Nil, de sorte Menneskers dybe Skille,
alt kjæmper sig et nyskabt Land igjennem,
et Land af Dynd, hvor før imellem Bjergene
sig Havet skar.
En Mand.
Men Hindostan blev urørt,
da Jorden skabtes om. Det er det Ældste.
En anden Mand.
Paa Elefanterne -- se hvor Mandens Skræk
sin Kvindes og sin Afkoms Taarer stivner! --
hidkomme Sydens mørke Folk.
En fremmed Mand.
Ja kunde
min Sorg og Kvindens Taarer vejes, da
ei Elefanten bar os; vi da laae
med vore Brødre under vore Strande.
Thi se Kambodja revned fra Malakka!
Vulkanerne udspyede Vand og Ild;
i Syd er hele Landet skyllet bort
som raadent Kjød; en Hær af Øer,
som Been paa Dødens Val, som vilde Haar
paa sorgfuld Moders Skjød, nu ligge spredte!
En Mand.
Men Hindostan som Jordens Hjerte,
men Ganges som Jordens Pulsaare er;
|
| d.II,b.6,s.135 |
den Himlen ei vilde knuse og splitte,
at ikke hele Jorden skulde døe!
(Røde Mennesker forsamlete paa Chimborazzo.)
En Mand.
Ah, Jorden skjalv da for at føde? Se
fra Andes, hvor vor Jord er voxet -- ha,
udbredende sig i Havet! Vælted Havet
mod Østen sig at sluge Østens Lande? --
thi se mod Øst det endeløse Land,
hvor før var Hav! se Landets store Floder,
hvor før var vilde Strømmes Gang i Havet! --
og, skvulpende i Dønninger tilbage
paa denne Side gjorde Chiles Kyst
saa steil og lige, og Panama smal,
da det igjennem denne Lænke vilde
sig bryde, for sit Løb igjen begynde?
Før syntes vi vor Jord var liden, kun
en Bjergekrands, der kløved Havet . . Ah,
nu see vi ikke Havet meer mod Øst;
men kun dets Kilder i disse Landets Floder,
der stige fra de gamle Tinder ned
at maale og besee de nye Lande.
Akadiel.
Mennesket troer,
at Himlen, Guds Barm, kan fyldes saa fuld
af Suk og rygende Synder fra Muld,
at ud den maa briste og knuse hans Jord,
til Intet tilbage knuge det Alt,
Livet saa herligt har formet og malt,
det splitte paany ad i Chaos'ets Damp,
der først ved Livets og Dødens Kamp,
som Livets Seirsbytte, dynged sig til
en Jord, der rødmed i Lysets Smiil.
Han troer, at Jorden, det Døde,
for ham, for Aanden, skal bøde,
|
| d.II,b.6,s.136 |
som, dengang det Evige Liv ham gav,
fik Løn i sig selv og Straf.
Øiner han Spor
til Kræfternes Kamp i hans Jord,
fræse Vulkaner, æse Oceaner,
Sig ene Aarsag og Offer og Maal
for Striden han ahner.
Visner hans Ager, tømmes hans Skaal,
han skjælver, og troer:
"mig Himlen maa hade; min Synd er saa stor."
Fyldes hans Lade med Dynger af Frugter,
han smiler, og troer:
"min Fromhed seer Gud, min Dyd er for stor,
mit Offer Han lugter."
En Kamp som Elementernes nys,
da flammende Sky var Dagens Lys,
da vildfarne Stjerne i Livsensgjær
brusede Jordkloden nær
og Dybene steg den imøde,
i Menneskeheden vil reise sig, naar,
Sandhedens Blus over Hjerterne staaer
og kalder dens Vidner at bløde.
|
| BLA BAKOVER |