|
|
| d.II,b.3,s.205 |
BARNEMORDERSKEN SØRGESPIL I FIRE ACTER Handlende:
Mairen i Carpentras.
Rodriguez, Advocat, hans Søn.
Pelorce, en gammel Forpagter.
Nannette, hans voxne Datter.
Colin, Margot, Firmin og Jacqves, hans mindre Børn.
Don Gaspard, Spaniol, Chef for et Fricompagni.
Frøken Madelaine.
Fanchette.
Narcisses Amme.
Tolv Eedsvorne.
Bøddelen i Carpentras.
Borgere og Soldater, Jagtfølge, Retsbetjente.
Et dræbt Barns Geist.
Scenen er i de forrige pavelige Besiddelser i Syd-Frankrig; Tiden under de valdensiske For-
følgelser.
FØRSTE SCENE
(Skovslette, hvorigjennem en skyggefuld Bæk slynger sig. Colin, en av
Nannettes Smaaesøskende, plukkende Urter.)
Colin.
Ak, stakkels syge Margot derhjemme!
Jeg sørger saa, at jeg nær maa glemme
de Urter, Nannette mig bød at plukke,
hvorefter din Feber saa tørst maa sukke.
(Det dræbte Barns Geist hæver sig frem af Bækken.)
Barnegeisten.
En Dreng?
Colin.
Tys!
Barnegeisten.
Haha!
|
| d.II,b.3,s.206 |
Colin.
Det var
en Vind, som peeb i den hule Starr.
Barnegeisten.
Hvor liig mig! Ikkun meer plump og rød.
Han er mig Selv i en Blomst af Kjød.
Jeg seer hans Sjel gjennem Blodets Trillen
som hviden Musling paa Bund av Kilden.
Colin.
Det er som hvidsked En i mit Bryst.
Dog er her Ingen, og Alt er tyst.
Hvem der? Nei, Ingen.
Barnegeisten.
Pluk du kun væk!
Du seer mig ei i min Hybenhæk.
Mit Aasyn er skabt af den Glands i Vandet,
af Blades Skygge min Lok er dannet.
Ja, om jeg forbi dine Øinehaar strøg,
du tog mig for Blomsternes Vellugtrøg.
Colin.
Hu! her er ensomt. Det er ei Spøg.
Barnegeisten.
Ah! gid du vilde dog sanke med
den Svanblom hisset! da gid du gled!
Grib Sivet med hviftende Fjer paa Hat,
som vogter min Verden, den snevre Kilde,
der vandliljedækket ligner den stille
og dybblaa stjernebedækkede Nat.
Colin.
Jeg tør ei . .
Barnegeisten.
Grib du dem dristig fat!
|
| d.II,b.3,s.207 |
Colin.
Ti stille Lyst til at plukke just dette,
som er mig forbudt af Søster Nannette!
Barnegeisten.
Vær let paa Foden. Den naaer, som dristed.
Colin.
Nu var det somom mig Vinden fristed,
somom det Orreblad Tunge var.
Ah, Orr, jeg kan ei dit Sprog, du Nar!
Barnegeisten.
Jeg taler ikke som du med Tænder;
men samme Sprog vore Tanker kjender.
Og greb du, og gled, da Selskab faaer
jeg efter saamange navnløse Aar.
Colin.
Tys! var det en Fisk, som i Sivet slog?
Eller -- hei! hei! -- var det en Snog?
(slaaer i Græsset.)
Barnegeisten.
Haha! han ræddes for levende Muld;
er bange, at Ormen skal æde hans Huld.
Du Nar, som bæver for hver en Støi,
her seer du mit vakkreste Legetøi.
(haler en Snog over Vandskorpen.)
Colin.
Der sprat det, der sprat det, det sprætter endda.
Ak, aldrig kommer jeg vel herfra.
Jeg tør ikke gaae, skjøndt jeg har alt et Læs
af Urter, men døer i det dybe Græs.
O Far! o Nannette! o Josef! huhu!
(brister i Graad)
|
| d.II,b.3,s.208 |
Barnegeisten.
Jeg døer ei: saa er jeg da bedre end Du?
Jeg græder ei: større jeg er da end Du?
Ah, bedre? Hvad er jeg? Jeg veed ei, men vist
jeg veed kun, at aldrig jeg var som Drengen,
der dukker nu atter sig frem af Engen
som Kløverens Konge i Purpur hist.
Og visselig gav jeg for saa at græde
min hele sikkre men smiilløse Glæde.
Hei, hei, lille Ven!
Colin.
Det sused' atter.
Nu vil jeg skræmme det bort med Latter.
Hahaha! Flyv op, Beccasin!
Barnegeisten.
Hans Taare føg bort i hans Latters Vind.
Og Døden, han frygter for, maa sig trække
tilbage til Sidste i Dages Række.
Da kommer den brad som Vintersnee,
naar Søvn er bedre selv end at lee.
Colin.
"Hehe!" hoster Sivskjæg, saa syg og tør
"Humhum!" harker Eeggreen saa krum og stør.
Barnegeisten.
Han hører mig ei. Nei, Ingen kan
mig høre, hvis ei han er født i Vand.
Det synes mig vel som jeg kjender min Moer.
Dog, tidligst jeg mindes, det kommer mig for
som var jeg et Øie i Taagen, som
hver Aften at sove til Bækken kom.
Den slumred rolig; men altid vaagen,
som Lys i Mørke, var jeg i Taagen.
Jeg voxed siden, det er: meer klar
min Tanke om mig blev end den var.
|
| d.II,b.3,s.209 |
Jeg saae mig Selv da, skilt fra alt Andet,
en luftig Krop, dog med Luft ei blandet.
O sov du, Dreng: -- med den fagrere Dreng
af Solskin, som hopper bag Kindens Eng,
jeg talte da tydeligt, og du skulde
mig høre og see og forstaae tilfulde.
Veronica, visner du? Visn, men giv
den syge Margot dit udaandende Liv!
Barnegeisten.
-- Men staae mig tilrette du Qvinde, som
hver Skjærsommeraften til Bækken kom,
som ene af Alle kan see mig Stakkel
med Øine som Lysetordyvlens Fakkel: --
ja Du som Øiet imod mig vender
saalænge til næsten det Sivet tænder!
Siig hvorfra jeg kom, og hvad jeg skal hedde,
hvi "Navnløs" du døbte mig i din Vrede.
Og gid saa du vilde mig Selskab give!
Da førstegang skulde jeg lystig blive.
Colin.
Nu tvivler jeg Margot kan drikke mere.
Men gid alle Blomstengle ville forære
den Stakkel et Kys i min Urtekost:
saa veed jeg der Sundhed kom fra den Most,
som gode Nannette til Margot kryster.
Barnegeisten.
O gaa ei endnu!
Colin.
Hu! med sittrende Gru
det suser igjennem mig: "gaa ei endnu!"
Du mangler vel noget endnu, lille Søster?
|
| d.II,b.3,s.210 |
Barnegeisten.
Ja, gaa ei endnu!
Colin.
Tys Sivet ryster,
skjøndt Aspen tier, da hver en Vind
i Hybenknoppen er krøben ind,
for Middagssøvn i slig gylden Stol
at tage sig under den hede Sol.
Barnegeisten.
Hvad kalder han Vind? Er det Luftens Aand,
Tyrannen over min Siljuvaand?
Vel, bøi dig, Sivryg! flagr, Kjæruldshaar!
Jeg stille i Fossen og Stormen staaer.
Colin.
Farvel, lille Bæk!
Barnegeisten.
Ak bi mig, Kjære!
Thi jeg maa dvæle saa længe her
til Benene mine, som vel jeg seer
at skinne paa Bunden med Perlemoerskjær,
omsider smelted' af Vandet ere.
Før kan jeg min eneste Lyst ei følge:
at flye ifra denne tungsindige Bølge.
Eiheida! hvor lystig! Da skal jeg lee!
Hei, Gut! Ak, kan du min Fryd ei see?
Colin.
Det er som vilde jeg lee med Magt,
ja lee med Strikken om Halsen lagt.
Barnegeisten.
Maaskee, naar jeg teer Dig hvad selv du har,
du bliver mit Beenrad, min Blegskygge, vaer?
Blot, slyngende Bæk, da, som Snogen sin Tand,
den Rædsel du skjuler i skyldløse Vand!
(Et Beenrad af et Barn hæves over Vandskorpen.)
|
| d.II,b.3,s.211 |
Colin.
(Meget forskrækket, tabende sin Urtekost, idet han vil holde begge
Hænderne for Øinene.)
Kors fri mig!
Barnegeisten.
Ja fri mig! Du eier da Been,
skjøndt dækket med Roser som Hybenens Green!
(Beenraden rynker ned igjen.)
Colin.
St. Firmian! St. Firmian! Du frelse mig! Hu!
Fader vor! Fader vor! . . Hvor er det nu?
Der sank det, der sank det bag ludende Hyld.
O frels os fra Ondt, og forlad os vor Skyld!
(Gaaer baglænds ud.)
Barnegeisten.
Du Nar, som flyer for dig Selv afsted,
som for dit Krideportræt blier ræd!
ja ræd for din egen Morgendragt,
foruden Hæslighed, uden Pragt,
men blot med de simple Naturens Snit,
ei Noget formeget, ei Noget forlidt.
Med solskinnet Lok, med sommermalt Kind
du praler, men begge er vinterligt Skind,
som ei, mens du fryser deroven din Grav
du vover at kaste som Fremmedgods af.
Din Haarlok, dit Huld ere lodne Kutter,
Naturen rundtom din Nøgenhed putter,
at ei du skal fryse i Vinterkulden,
som ruger evig herover Mulden.
Nu -- sveder du midt i din Pelts saa varm,
garneret med Silke og Sølv om Barm,
og rundt med Rubiner om Kind og Mund,
saa troer du, du gløder i Vaarens Stund.
Det er kun: som jordiske Kulde tiltager,
den gode Natur nye Peltse drager
af Muskler og Skjæg om de kuldskjære Been.
|
| d.II,b.3,s.212 |
Knapt aander fra Himlen dog Sommeren, før
du Peltsen vil finde for tung og stør,
og kaste den hele med al dens Pragt,
og søge i Beenradens Sommerdragt
til Graven, den deiligste Grotte, hvor Heden
behagelig blandes med Kulden derneden:
Heden derneden med Kulden fraoven
som Solskin med Skyggerne blandes i Skoven,
som Lunkenhed blandes med Iisdryp i Voven.
Men snart er den Beenraddragt udslidt. Forsval
da bliver selv Graven. Intet dig binder
til Jord eller den, denne Himlens Portal.
-- Nøgen i soltændte Hvælv du forsvinder.
(Forsvinder.)
ANDEN SCENE
(Jagtlyd høres. Rodriguez kommer med Colin ved Haanden.)
Colin.
O, ikke her! ikke her!
Rodriguez.
Frisk, lille Colin! Hvad var det du saae?
(kyssende ham)
Gid det
saasandt var din Søster, skulde jeg suge ud dit Blod.
Colin.
Et Beenrad . . der der i Hvirvlen. O! o! den skinner igjennem.
Rodriguez
(Ludende sig udover Bækken.)
Ja ved alle Hellige!
(Afsides)
Ha, Fanchette! det er Been af
mine Been; men om det var Kjød af dit Kjød, saa er din Brøde
udsonet. Nu er det borte ligesom Tanken i Vanvidet, men
kan komme igjen af sig selv ligesom Mistanken. Men herfor
kan en Steen sørge.
(Vælter en Steen ud.)
Colin.
Hvorfor gjorde du det!
|
| d.II,b.3,s.213 |
Saa klogt Spørgsmaal vilde ikke falde Dommeren i Carpen-
tras ind, om det kom tilstykke.
(Høit)
Forat det Hæslige
der ikke
skal skræmme dig, naar du gaaer i din smukke, -- nei, gode
Søsters Ærinde, vilde jeg sige. Men hør, Dreng, hvis du for-
tæller Nogen herom -- hører du? -- ellers -- se mig i Øinene . .
Nu ja, saaledes vil jeg see ud, naar jeg surrer dig til Træet
hist, og pidsker dig til du bliver en Beenrad som den i Vandet,
om du siger Noget . . Nu, lille Colin, græd ikke! Der har du
din Urtekost, Rædhare! og en rød Sløife til din Hat, og -- se
her -- nogle deilige Baand til Søster Nannette. Saa min Gut!
Fortæl nu Nannette, hvor god Hr. Rodriguez er, og at han hjalp
dig at finde lille Margots Urtekost, da du havde tabt den af
Skræk for en Snog.
Colin.
Ak, strenge Herre, Søster Nannette har lært mig ikke at lyve,
strenge Herre!
Rodriguez.
Saa ti da, lille Tosse.
(Colin gaaer. Rodriguez seer sig omkring.)
Ah, jeg
kjender denne Skogslette. Der boer en sød Erindring under hiin
bredarmede Poppel -- der skulde boe en, om den ikke var ud-
vasket i denne Bæk. Ligesom Træerne, have slige Minder spidse
Grene og ormet Bark under de bløde Blade.
(Don Gaspard og René tilhest med Rodriguezes imellem sig. Jagtlyd.)
Don Gaspard.
Halloh! Rodriguez! her er Eders Hest.
René.
Ydmygste Tjener! Jeg har den Ære . . .
Rodriguez.
Jeg har kun een Hest, mine Herrer.
Don Gaspard.
Men en Ven ved hver Tøile.
|
| d.II,b.3,s.214 |
René.
Visselig, ædle Herre! Jeg har den Ære at være den Ene.
Hihi!
Rodriguez.
René! For alle Hellige! Hører I ei Hornet? Hvor tør I for-
lade Dame Narcisse? i Galop, I Dameskygge! Benyt den For-
deel, som et Par vide Rytterstøvler og Sammenligningen mellem
jer og det endnu uslere Øg, I rider paa, give Jer.
(Hvisker til ham.)
Forstaaer I ikke? Medbeileren er her.
René.
Hoho! Jeg forstaaer . . Jeg har den Ære . . men . .
Don Gaspard.
I seer paa mig, eller rettere paa mit Sværd. Rid I i alle Djævles
elles i Guds Navn, om I vil. Marken er ryddig for mig.
Jeg har den Ære . .
(rider bort.)
Rodriguez.
Hør, Don Gaspard! Vi ere nu den Nars Øren qvit. Drager
I snart afsted med jert Compagni? Vil I tjene Greven af Tou-
louse eller Frankrig?
Don Gaspard.
Toulouse er en Hædersmand, men har ingen Penge. Derfor
Frankrig, Paven, Kirken, Christenheden, Gud eller hvad I vil.
Jeg er en Spanier, og vil sone nogle af mine Synder, især den
seneste.
Rodriguez.
Kongen staar alt ved Mendes. Da maa I snart ud.
Don Gaspard.
Oh! Priserne stige for de Sidste.
|
| d.II,b.3,s.215 |
Rodriguez.
Har I Compagniet fuldt?
Don Gaspard.
Nei, men Pungen; thi jeg har syet mange Kors paa saa det
stak i Skulderen, men sprættet mange af med Lempe. Men har
I nogen Anviisning? Jeg skal presse Alle efter mit udstrakte
Hververbrev undtagen René, som jeg har mine Grunde til at
lade blive siddende. Thi jeg er en Spanier og høimodig.
Rodriguez.
Hør, Ven! I gjorde mig en Tjeneste, som jeg skal gjengjælde,
om I pressede en herlig Karl her i Egnen. Men det besværger
jeg Eder ved denne Pung
(stikker den til ham)
: vær døv indtil I faaer
lagt Knebelen tilrette. Thi han tør nok ellers vorde veltalende
siden han om kort skal giftes med den smukkeste Pige i Lan-
guedoc, Dauphiné og Provence. I forstaaer mig, Don Gaspard?
Don Gaspard.
Aha! Jeg troer det.
Rodriguez.
Han boer alene i denne Skog, i det Huus, vi jog forbi: det
hvori min Søster steeg af, da hun blev upasselig. Pas paa inat
med nogle Folk, der kjende til Haandværket.
Don Gaspard.
Imorgen! imorgen!
Rodriguez.
Endnu bedre inat, og saa afsted før det rygtes mellem dette
Pak af hemmelige Valdensere og Halvvaldensere, som boe i
disse Dale! Han er selv noget valdensisk ligesom hele Pigens
Familie. Naar Psalmerne ende deroppe i Huset, begynde de hos
ham. Han er som enhver Frier, et Echo af Brudehuset. Der-
for hold paa ham, og afsted! Jeg skal holde eders Frieri til
min Søster varmt for den Spases Skyld.
Ei! heller Spas for Spas.
(Høit)
Vel da! Imorgen.
|
| d.II,b.3,s.216 |
Rodriguez.
Gid alle Carpentrases Haner gale eder Sejer til, men dog en
med saamegen Ære, at Nogle ere faldne, og deriblandt -- Husk,
han er en formummet Kjætter.
Don Gaspard.
Ha, det skal gaa ham som den tappre Urias eller som Jeftas
Datter, der gik ud imod sine Egne.
(En Deel af Jagtfølget nærmer sig. René, Narcisse, Madelaine. Josef fører dem an.)
René.
Tak! Tak, min Mand! Der er de.
(Josef gaaer.)
Rodriguez.
Der var han.
Don Gaspard.
En smuk Karl. Nu, fire af mine Knegte maae vel faae Bugt
med ham, dersom han sover.
(Vil bort.)
Rodriguez.
Der er min Søster. Skyer I hende? Før . . .
Don Gaspard.
Jeg hørte Mairens Horn. O kom! Hvi møde
en Afskeds Smerter? Vanvid, som at hale
dem ud, at bore dem meer dybt i Hjertet,
end selv de ramme med sin egen Hvashed!
Mod dem kun Flugt. Dog skal de naae
den Flygtende som Pilene naae Hjorten.
Rodriguez.
Endnu et Vink . . .!
(De sprænge bort.)
Madelaine.
Ak, tyve jeg dig gav,
meer ømme end en Elskerindes: slige,
som Huustro ene giver; men forgjæves.
(Følger efter)
|
| d.II,b.3,s.217 |
Han flyer mig . . o!
(Høit) Følg dem, René!
René.
Jeg har den Ære --
(Følger Herrerne.)
Narcisse.
Du skyer mig? Du? o Du! Du! Du!
Den Sidste, som det burde!
Først alle Mennesker, først alle Qvinder,
saa Mænd, og sidst imellem dem min Fader;
saa Englene! men endda ikke Du!
Dog flyer du mig -- og først! af Alle først!
før Rygtets Tunge, letteste af Duun,
er vakt at flye rundt Verden med min Skjændsel.
Du svoer at skjule den i dine Arme,
som qvalte Uskyld, Fred og Jomfruære --
o mere trofast er min usle Kaabe.
Den dækker Skjændslen endog sidst af Alt!
Men snart selv Natten ei, som dækker Verden,
saa ei den ene Synd den anden seer,
vil skjule den: thi Stjernerne skal see den,
om end iløn jeg -- -- Ha, en rædsom Tanke!
forbrydersk Sjelebarn, født frem af Nøden
og denne skogbedækte Slettes Taushed! --
(seende sig om.)
Jeg kjender denne Skogplads . . Ak, her var det.
Dens Taushed, Sødme, Smerte kjender jeg.
Her var det! Men det Træ er visnet, som
nedrysted Taarer over min Uskyldighed
og fanged Gaspards Eeder i sin Top . .
som var de Svoveldampe, visnet, visnet.
Ak, her tør Skjændsel aande. Solen ei
kan gjennembore denne Skygge, mørk
og sval og tæt, som om en Bjerghule
sit Indhold havde tømt bag disse Buske!
|
| d.II,b.3,s.218 |
Og foran staaer Ulykkens Træ med stivt
oprakte Grene, som til Eed mod Himlen,
at intet Syndigt foregaaer derbag.
Alt tier, hvis ei kydske Skovdue,
der Træet har forladt som æreløst,
forarget hyler som en Abbedisse,
og alle Fuglene, som Nonner om
vanæret Søster, ei med Skrigen komme
og sønderhakke mig og det jeg føder.
Dog ikke Mennesker, hvem værst jeg frygter,
kun Alferne forstaae hvad denne Bæk
maaskee vil synge om, og hvad hvert Blad
til Blad vil hviske . . Ah, der er min Fader --
Nu maa jeg smile.
(Mairen kommer tilhest med René, Madelaine og Jagtfølge.)
Mairen.
Nu holdt, nu holdt inde! I raske Jægersmænd! Nu er det
nokmed Halloh'er. Pæh! Jeg er en gammel Mand. René!
René! Hvor er I? Pæh! I lunter altid bagud. Har I noget Viin
i Foderet?
Jeg har den Ære --
Mairen.
I burde før være i Hjortens Hæl end i min, og før i min
Datters end i Hjortens, før i Dianas end i Hjortens. Gode René,
raab dem nu ind; thi Dame Narcisse synes at have nok.
René.
Jeg har den Ære . . Ak, jeg faaer ikke min Hest afsted.
Den slemme Spaniol har laant mig den trægeste af sine Trods-
heste.
Narcisse
(Et let Smiil farer over hendes Ansigt. Afs.)
Hvor maa jeg være selv letsindig, som
endnu kan smile ved hans Letsind.
|
| d.II,b.3,s.219 |
Mairen.
Nu da! Ahahaha! Lad ikke Dame Narcisse høre Sligt; thi
man kan ride ind i et Qvindehjerte. Hvis I var saa slet Secretær
som Rytter, fik vi ikke redet Retten iring og sprængt mange
Parters Punge, skjøndt det er vanskeligere med deres Taal-
modighed.
(René kommer afsted.)
Søde Narcisse, at René er en slet
Rytter og Jæger er et Beviis paa at han duer til noget bedre,
f.Ex. til Secretær og til engang at blive Maire i Carpentras,
og saa -- ja til noget bedre; thi, reentud sagt, er det ikke stort
bedre bevant med mit Rytterskab. Og at han ikke tør bruge
Sporen er Beviis paa han gode Gemyt. Derfor søde Narcisse
--
(Afs.)
Gid den forbandede spanske Vindsak ikke var bleven
trukken med af Rodriguez!
(Høit.)
Søde Narcisse, har Jagten
frisket dig? Jeg fandt kun paa den derfor. Ak, du er bleg?
Men du har ikke havt nogen Afmagt siden. Ak, du fromme
Datter, du gjør dig stærkere end du er.
Narcisse.
Hvis saa er, da er det forat glæde Eder, min Fader! O min
gode Fader!
(Trykker hans Haand.)
Mairen.
Og René? Ak den Stakkel! From som en Due, from som en
Due. Og -- tys! -- han har kjøbt en Hare af Bonden Josef
her i Skoven, og brænder efter at overrække Eder Kaarden og
Æren af Jagten. Den spanske Trækfugl er ikke nær saa galant.
Madelaine.
Aha! Rodriguez hid med Jagtens Ære,
at lægge den for mine Fødder iler.
(Vifter sig.)
(Don Gaspard og Rodriguez komme.)
Don Gaspard.
Min Dame! Hjorten, ved min ringe Kraft
imellem tvende Ege indeklemt
med sine Takker, venter kun paa Eder.
(Rækker Narcisse en Hirschfænger.)
|
| d.II,b.3,s.220 |
Det var et Hjertestød. Ei glemmes med
en større Ligegyldighed i Skoven
en afbrudt Piil end jeg. Dog er det Trøst,
for mig bortslængte Odd, at jeg engang
har rammet Smukkeste af Frankrigs Herrer;
og jeg vil holde Taget til jeg brister.
Narcisse
(Afs. til Gaspard.)
End et Galanteri? Jeg venter Eder
i Aften -- o for Døds og Livs Skyld!
Da har jeg Tjenstforretninger. Da jager
jeg for Rodriguez; og imorgen dypper
jeg i de fjerne Højes Gry mit Banner.
(De jage bort.)
Hør Datter! Renés Hare! Renés --
(Jagtlyden forsvinder.)
TREDIE SCENE
(Aften. Fanchette springer frem fra Budskadset mod Bækken, med vanvittigt Udseende
og Gebærder. Barnegeisten viser sig.)
Fanchette.
Er du der lille Navnløse? Jeg har seet din Far.
(Dansende og syngende.)
Jeg saae Ham. Han sad paa en flygende Hest.
Saa bortfløi hans Troskab, den giftige Blæst.
Jeg saae Ham. Han stødte i Hornet. Hoho!
Halih! Haloh!
Saa høit klang, saa døde i Skogen hans Tro.
Jeg saae Ham. En Heirefjer paa hans Barett.
Saa pralte hans Ord, men saa troløst og let.
|
| d.II,b.3,s.221 |
Jeg saae ham! En guldskjæftet Daggert han bar.
Meer glat var hans Tunge, den dybere skar.
Jeg saae ham. Han bar en azurblaa Tunik.
Saa blaat var, skjøndt opfyldt med Slanger, hans Blik.
Jeg saae ham. En isengraa Kaabe nedhang.
Saa blegne de Lokker, han kyste engang.
Jeg saae ham. En Guldspore sad paa hans Fod.
Saa traadte i Støv han mit Æresklenod.
Jeg saae ham. Han slængte til Betlersken Mynt.
Ve, Hun var den Qvinde han elsked i Synd.
Jeg saae ham. Hans Hest mig besprængte med Skarn,
imedens ved Gjærdet jeg ammed hans Barn.
I Regn, til jeg graaned, jeg toed mig Selv.
Hans Barn hvor det fosser som stridest i Elv.
(Skriger) Rodriguez! Rodriguez!
Barnegeisten.
Der er Hun -- idag er det Jevndøgn et Aar,
da var hun her sidst -- som ene forstaaer,
at tale med mig, som boer saa alene,
og snakker saa sagte med Græs kun og Grene.
Fanchette.
Ha, er det Øiet eller Samvittigheden, som seer Geister? Er
du endnu ikke forløst, lille Stakkel? Du voxer smaat, thi du
kan ikke samle mange Erfaringer.
Barnegeisten.
Det værste er: Ingen af Alle, som vandre
her rundtenomkring imellem hverandre,
kan see mig engang endskjønt jeg er nær.
Jeg blier da allene, desværr', desværr'!
|
| d.II,b.3,s.222 |
Fanchette.
Vel, jeg vil rive den sidste Traad af imellem dig og disse
daarlige Elementer.
(Luder sig udover Bækken.)
O! o! ogsaa den er
borte: dine Been, som laae saa sikkert med en sort Orrerod
om Halsen og en Steen i Skjødet. Nu kan du svæve her evin-
delig, siden du ikke er borte endnu. O, det værste kommer
altid tilsidst.
Barnegeisten.
En Herlig af Aander kom nylig hidhen,
og løfted mig op som et Dugg paa sin Vinge.
Da saae jeg i Himlen. Han loved at bringe
mig did, naar han kommer som Frelser igjen.
Fanchette.
Ah, det er en Trøst! Og det er en Trøst, at du ingen Been
har at paavise, om du skulde vække Ahnelser hos en Forbi-
vandrende eller Drømme hos En, det kunde kaste sig under
disse Træer. Og din Far vil komme igjen som min Frelser.
Thi han elsker Fanchette endnu, og bliver ogsaa gammel som
hun. Det er til Ære for mine graanende Haar han bærer sin
isengraa Kappe, og til Minde om Bækken, der er et Baand
imellem os, at han bærer en blaa Klædedragt. Men jeg vil
pynte mig, skjøndt han gjør meer af denne Pjalt, der er en Lev-
ning af den Kjole, han broderede med tusinde Kys -- jeg vil
pynte mig med Jasminer, som døve Moral og gode Lærdomme,
med geile Bregner, blodige Oxetunge,
med Løvetand, som yngler under Foden,
og kaade Nesle, gustne grumme Bulme,
den Bøddelblomst, der kjøle kan sin Mordlyst
her i mit slangekolde Haar; med Desmerurt,
der gjør at Mosen stinker som en Liigseng;
og sortblaa Stormhat groe skal paa mit Hoved,
og skjule Tidens Aske for Rodriguez.
O, jeg maa skrige det vellystige Navn.
(Skriger)
Rodriguez!
Rodriguez!
|
| d.II,b.3,s.223 |
Barnegeisten.
For mig var hiin Aand for prægtig og stor.
Jeg heller vil være Margots lille Bro'r,
og bære et Legem, saa frodigt og smukt
som Ferskenens Blomster og Abildens Frugt:
en Knop, der kan vise med Ære mig Selv
for Træer og Blommer, for Mark og for Elv.
Fanchette.
Ak, ønsk Dig ikke Sligt, Barn! Thi en Dreng er Begyndelsen
til en Mand, og en Mand Løftet til Helvede om at levere en
stor, moden, stærk Djævel.
Snart blier du bruun som Bøgen,
og knuddret som en Eeg.
Som afbrændt Vang i Røgen
din Kind forgaaer i Skjæg.
. . I Skjæg, der kildrer Piger,
og river dem tilblods.
Og frem din Skulder stiger
med Klippetinders Trods.
Som Fjeldets Marmoraarer
snoe Musklerne sig frem.
Du Flammer faaer for Taarer,
men ingen Trøst i dem.
Og paa din Isse sænker
sig Helveds Ørneflok.
De brede Vingers Skygge
er Mandens mørke Lok.
Saa er det gaaet din Fader, Barnlille, paa det nær, at hans
Hjerte var det første, som angrebes af Forsteningen. Det vilde
været bedre for ham og hele Verden, undtagen Helvede, om
hans Moder havde været ligesaa barmhjertig som din, der
strax gjorde dig til en liden bevidst Taage. Ak! ak! din Moder
hænger ogsaa midtimellem Døden og Livet, skjælvende for begge,
og jeg bliver tyndere og graaere, og blegere blive Pigernes mørke
|
| d.II,b.3,s.224 |
Avindsblik, som fæstede sig i min Sommerhats rosenrøde Baand,
saa de hang tunge ned som Ranker. Eia! her var det, hvor
Junkeren forærede mig dem, og hvor vi dansede paa St. Johannes-
festen, og hvor, og hvor . . .
(Skriger)
Rodriguez! Rodriguez!
(Josef gaar over Skogsletten hjem fra Markarbeidet).
Josef.
Tys! Junkeren er alt borte med det hele Selskab. Gud læge
din Sjel, arme Fanchette!
Fanchette.
Arme? O lave Brændehugger eller Hyrde, du veed ikke, at jeg
har Halvparten af den stolteste Junkers Høihed; du fatter ikke,
at Lykken maae have sin Nat og Høiheden sin Ulykke; du be-
griber ikke, af Storhed kun elsker som i Solglimt, der ere koste-
ligere end Lavhedens døsige og eensformige Dage i din elendige
Hytte.
Josef.
Vel da, Fanchette; men tag dog tiltakke i dens Ringhed; thi
Natten stunder til. Jeg byder det med et venligt Hjerte.
Fanchette.
Det var en god Ting og en Fiende af Nattekulde. Var Junker
Rodriguez der, har han vist glemt det efter sig. Ha, var han der?
Josef.
Ja. Den naadige Herre saae sig om baade ude og inde.
Fanchette.
Ah! Det gjorde han ikke for Intet. Efter smukke Piger? Jeg
vil lægge mig bag Ovnen, saa tager han feil i Mørket. Hahaha!
Farvel da min Glut! før som Rosenknop rød,
nu hvid som en Musling, men sort er mit Skjød;
ja sort som en Muld og dybt som et Hav,
thi der var din vugge og der var din Grav
(Gaae).
|
| d.II,b.3,s.225 |
FJERDE SCENE
(Nat. Gade i Carpentras. Narcisse og Madelaine paa en Altan).
Narcisse.
God Nat! Forlad mig . .
Madelaine.
Ja, jeg bytter
med søvnløst Jomfrulejes Eensomhed
den, som fortærer mig hos Alle, naar
er Han er der. Men Sancta Clara vil
jeg trætte til hun i en Drøm mig viser
kun første Træk af den Forhadtes Navn,
som atter har ham lokket ud inat
maskert, paa ond Bevidstheds Kattetrin.
Ja kun eet Træk! kun eet! -- o nok for mig!
(Gaaer ind).
Narcisse.
Hvor er vel Jamren størst: om selv man er
foragtelig? om Den, man elsker, er det?
O, den er størst: Foragteligst Foragt,
imens man, selv foragtelig dog elsker.
-- Han flyer mig; men han flygter ud i Verden
med samme Frosinds kjække Smiil (det Banner,
som har betvunget mig); men jeg fra Verden.
Han flyer en Ungdom, som har overlevet
sin Uskyld før sin Skjønhed . . Ha, der er Han!
(Don Gaspard i Spidsen for sin Trop. Josef bunden imellem Soldaterne.
Narcisse luder sig udover Altanen).
Hvor skjøn endnu! Jeg seer det; thi i Natten
som Fakkeldryp nedfalde mine Taarer . .
Don Gaspard.
-- -- Pierre! og Guy!
Tag Karlen mellem Eder! Sno ham fast
med Buestrengen.
(Afs.)
Ha, ved St.Sylvester,
der er Hun som et Spøgelse.
|
| d.II,b.3,s.226 |
Narcisse.
Don Gaspard!
For Guds Barmhjertighed --
Don Gaspard
(Skyndende forbi)
Rør Trommen! Ha,
skjær Remmen over . .
Narcisse.
Jeg vil følge dig
i Feldt som Kriger, og i Fred som Tjener,
din Stolthed varte op, din Grumhed elske.
Don Gaspard -- er det muligt: O kun hør mig . .
O Gaspard -- er det muligt?
(besvimer).
Don Gaspard.
Saa for Satan,
faa Trommen løs, og lad Trompeten hyle
Farvel til denne By, hvor Godtro end
i abrahamisk Reenhed, færdig til
sit Kjæreste at offre, er Bormester,
og Gjæstmildheds og Dumheds tusind Former
er Borgerskabet. Svindt! Vi svare maae
de Trommer, som fra Huus til Huus jeg hører
Gud Morfeus paa spændte Næs'boer rører.
(Trommen og Trompeten lyder. Troppen drager bort. Mairen og René styrte ud paa
Altanen i Natdragt. Borgere og Koner vise sig i Vinduer og Døre).
Mairen.
Hvad er paafærde? Vor gamle Stad . . . Hei! Hei!
O Han er borte --
Mairen.
Den naadige Frue bevare os! Søde Narcisse besvimet . .
René! Skriver! Fæ! Fæ!
|
| d.II,b.3,s.227 |
En Borger.
Hvad er paafærde, Fatter?
Anden Borger.
Frels os, alle Helgener! Grevens Kjættere ere her. Ve vor
gode Stad!
Mairen.
René! Skriver! Hvad, I Rædhare, har I skjult jer? Seer I
da ikke? Først efter Hovedvand; siden Byen. Ak, paa mig
hvile begge Ulykker ligetungt.
Tredie Borger.
Ve os! Der er ingen Barmhjertighed at vente, dersom vi ikke
sadle om.
En Borgerkone.
Ah! Jeg kjender Gil Trommeslagers Kunster. Der er Spa-
niolens Folk bare.
Anden Borger.
Ja, det var det jeg sagde . . De forbandede Landseknegte!
Udskud! Affald af den trojanske Hest!
Tredie Borger.
Det var min Mening, Fatter Niclas.
Første Borger.
Det er skam lige ilde; thi Grevens vilde ikke fortære mere
end dette Pak skylder.
Anden Borger.
Det er Takken for al vor Gjæstmildhed, at de vække os med
dette Spectakel.
(En Soldat springer ud fra et Vindue og følger Troppen).
Første Borger.
Ah! hvor Pokker kom den Fugl fra? Det var hos Jer, Niclas!
(En anden Soldat kommer paa samme Maade fra et andet Huus).
|
| d.II,b.3,s.228 |
Anden Borger.
Se, der er skam En i jert Rede med. Sover ikke jer Datter
i det Stokværk?
Første Borger.
Jeg skal huske jer det.
Tredie borger.
Det er Takken for al vor Gjæstfrihed. Tvi!
(Borgerne trække sig tilbage)
Mairen.
Ah, Pokker var det ikke andet? René, søde Narcisse kom-
mer sig. Hun var blot forskrækket over Allarmen; og det lod
til, at I ogsaa fik Benauelser, da I hørte om Grevens Folk. Men
fort ind nu; thi I tager jer ikke saa godt ud nu som i Retten
i Samar og Calot; og der er Anledning (som I selv maa skjønne
bedst) til at drikke en Flaske Morgenviin paa at ikke en Eneste
af disse Knegte maa komme fra Striden. Oramus, Domine!
Oramus!
(Gaae).
Dog beder for ham, mens min Tunge bander,
en Røst her i min Barm. O nei, jeg kan ei.
Det er hans Barn, som beder til mit Hjerte,
omklemmende det med de spæde Hænder,
for ham; men jeg vil hærde det til Staal.
(Gaaer ind)
(Rodriguez kommer maskert, fulgt af Fanchette.)
Fanchette.
Saalangt jeg kan, Guldstykke, følger jeg dig; -- ja, om denne
Dørklinke var Dødens og ikke din Fader Mairens.
Rodriguez.
Tys! ved alle Helgener! Skal jeg overgive dig til ham?
Fanchette.
Ah! du skræmmer mig ikke, Allerkjæresten min, siden jeg
saae dig lægge Knebelen paa den stakkels Josef, Fuglekongen
|
| d.II,b.3,s.229 |
i Coninges. Det var en lystig Streg, smukke Kavaleer. Blot nu
Hun, som det gjælder, naar Alt er over og hun forskydes, ikke
gjemmer sin Kjærlighed i samme Strømhul som jeg . .
Rodriguez
(Holdende for hendes Mund)
Fanchette! kjære Fanchette . . for alle Helgeners Skyld.
Fanchette.
"Fanchette!"
(Brister i Graad)
Ja dette gjorde godt. Gud velsigne
dig, mit Barns Fader! Nei, Gud forbande dig; thi dersom du
ikke grusomt har forstødt mig, har jeg gjort en gruelig, gruelig
Ugjerning. Men har du det, saa vil jeg vælte paa dig Alt. Ak
nei, nei! Jeg elsker dig formeget. Din halve Fordømmelse vil
jeg tage, dersom vi faae eet Leje sammen i Helvede.
Rodriguez.
For alle Helgener, saa ti!
Fanchette.
Ikke for alle Helgener; thi de ere forsvundne, men siig: for
vor Kjærligheds Skyld, saa vil jeg troe dig.
Rodriguez.
Nu vel da!
Fanchette.
Saa kys mig! Ah, du vil ikke?
Gud skee Lov det er mørkt.
(Kysser hende)
Se saa!
Fanchette.
Skjelm, dit Kys var ikke som i gamle Dage: -- kun som et
Stryg af en Skindving. Ak, det brænder ikke mere, og dine
Øine lyse ikke mere i Mørket.
Rodriguez.
God Nat, kjære Fanchette! Du har svoret at tie. Husk det!
(Vil ind)
|
| FORRIGE |