|
| d.II,b.3,s.230 |
Rodriguez! Rodri --
Rodriguez
(Holdende hende for Munden)
Vanvittige . .
Fanchette
(Hendes Latter bryder frem)
Hahahaha! Ja det er Jeg.
Rodriguez.
Troløse --
Ja, det er Du.
(Skriger)
Rodriguez!
Ha, jeg kunde myrde Hende.
(Hvidskende)
Søde Fanchette! kjære
Fanchette! herovenpaa sover min Fader, min Søster, der er
syg, og . .
Fanchette.
Hvem? hvem?
(Madelaine kommer paa Altanen.)
Madelaine.
Det var hans Navn, og med en Qvinderøst!
Det gaaer forvidt. Dog vil jeg taale Alt.
Rodriguez
(Trækker Fanchette indunder Altanen.)
Der er Hun.
Fanchette.
Ah, din Kjæreste? Nu ere alle Vinde løste i mit Hoved, og
alle Bølger i mit Hjerte . .
Rodriguez
(Omfavner Fanchette)
Nei, nei! Ved alle Helgener!
Fanchette.
Kan Fanchette troe dine Eeder? Nei, ikke om den Alvidende
gjorde det. Det veed du bedst selv.
|
| d.II,b.3,s.231 |
Madelaine.
Rodriguez! Elskede! Hvor er du? Ak,
til mine Øine brænde har jeg ventet
ved Nattelampen. Gud ske Lov du kom!
Fanchette.
Seer Du, der gik en Meened til Helved som en Steen tilbunds.
For Frøkenens og din Saligheds Skyld maa jeg forstyrre dig i dit
Puds med Nannette . .
Rodriguez
(Omfavner hende stærkere)
O Fanchette! O min Kjære, hold din Eed at tie, naar jeg
viser dig Sandheden i min.
Fanchette.
Gjør det! Ved vort Barn, jeg skal da, om saa Hovedet brister.
Madelaine.
Rodriguez, svar din Brud! Ak Nattekulden
har gjort dig hæs paa dette vilde Tog.
Min Frøken, er det saa, vil jeg dog haabe,
I hører og bønhører dette Ønske,
at gjemme Æren af hint søde Navn,
I gav jer, for en mere Lykkelig.
Fanchette.
O Bravo! Bravo!
Madelaine.
Er det din Mening? Siig mig den engang,
naar du er mindre febersyg og søvnig.
Rodriguez.
Det er min Mening, er og bliver det.
Fanchette.
Bravo! Bravo!
|
| d.II,b.3,s.232 |
Madelaine.
Smuk Løn for min Opmærksomhed!
Rodriguez.
Den har
generet mig.
Madelaine.
Og for min Kjærlighed.
Rodriguez.
Oh! den har mig generet endnu mere.
Madelaine.
Nu! Mere taaler ingen Qvindes Ære,
ja selv ei hendes Elskov.
Fanchette.
Bravo! Bravo!
|
| BLA BAKOVER |