|
| d.II,b.1,s.436 |
Franskmændene at intonere paa fransk:
God save the King.
Denne Sang er Kongernes Visselul. Du hører, Ven Papa, at jeg
er en Carbonari. Men -- Stille!
Ah, Carbonari! Bruder, Bruder! Imellem os sagt -- jeg er
Frimurer. Jeg betaler for mig, og dermed er det gjort. Ah,
Carbonari? Det er et høit Spil.
Piano.
In Kopenhagen hørte jeg, at her var ogsaa Carbonaris.
Papa.
O, desværre! vi ere ikke -- ja ikke vi, men de ere ikke komne
saavidt i denne Udørken, desværre!
Piano.
Potstausend! i Stockholm kaldte man dem Rævbælgere, men
i Kjøbenhavn 17de-Mais-helte. De skulle være et Slags St-hans-
torbister, der blot sværme een Aften; eller et Slags rare Blom-
ster, der blot springe ud og dufte een Dag, men saa hænge hele
Aaret rundt visne og stive. Er Du iblandt dem?
Papa
(løfter Hænderne mod Himlen, seer rundt om Væggene.)
Himlen bevares! hvor kan Du? -- Jeg sværger -- Jeg svær-
ger -- --
Piano.
Du blegner Papa! Her er Eau de Cologne.
(giver ham en Lugtevandsflaske)
Papa.
Tak! Tak! Jeg vil tage Kampherdraaber -- Ah, tal ikke
derom! ikke derom! -- for Himlens Skyld! Det er Forræderie --
|
| d.II,b.1,s.437 |
Ak -- ! Nogle af mine høie Gjæster (I skulle see dem) have toet
sine Hænder i Blod; jeg toer mine i Sved og Draaber paa at jeg
er uskyldig. -- Herregud hvor man kan komme ud! Jeg? jeg? --
O jeg sværger, jeg troer, jeg blier gal -- jeg sværger -- --
Contrabas.
Pst! Hør!
(afsides)
For en Ulykke om Manden skulde blive syg,
og vi gaae Glip af Concerten og Byttet.
(høit)
Hør!
(stryger paa Violinen)
Hørte Du det, Papa?
Papa.
Hei! Ja det var noget Andet -- etwas Anders, som I sige.
Hei! ja spil paa den Streng. Hahaha! det er ubarmhjertigt, Ven-
Virtuos, at vække Stenene, at gjøre Stenene til Mennesker. Ja
ligesom Aristokrater gjøre Stene til Æsler, ved at lade deres
Büster hugge . . Hahaha! dersom ikke Gulvet og Væggene (saa-
som de ere afskaarne Bord) vare ligesom dræbte og amputerede
Træer, saa vilde de -- ja, ved Himlen! troer jeg, de svare --
der er Resonants -- jeg boer som i en Violin -- Hahaha! jeg
gjør mig lystig, forat glemme min Forskrækkelse.
Contrabas.
Hør, Ven, din Compliment var fiin. Det vil glæde Dig, at jeg
anmelder Dig i den Hamburger Correspondent som en Undtagelse
i dette berygtede Land. Man vil blive saa forundret som ved
Potosis Sølvminers Opdagelse.
Papa.
Ja sandelig -- Poeten Veibred kan skrive Anmeldelsen til
Kjøbenhavns flyvende Post, og Herr Procurator Nam (Himlen
skee Lov, idetmindste fød søndenfor Lindesnæs) skal melde det
i Aalborgeravis. Forresten -- for seer Du, jeg maa være
Patriot -- kan Du melde, at det Land jeg (der berühmte Herr
Papa) er fordømt til at boe i, ikke er saa aldeles barbarisk som
|
| d.II,b.1,s.438 |
Vildtydsken troer, thi vi have saasom f. Ex. Boghandlere, der
sætte en Stolthed i at være intet Andet end Leipzigernes og
Kjøbenhavnernes Factorer; vi have Theaterrecensenter, der stu-
dere Konsten efter Operajournaler fra Berlin, Anno 1750, og
sidde paa Galleriet, annoterende med Blyant, saa man ikke veed
enten de ere Politiknegte, der tegne Navne op paa en Slump,
eller Knegte uden Politie; vi have et Theater, hvor man (Him-
len skee Lov!) ikke hører et norsk Ord; vi have Frygt for
Spioner som i Madrid, udenlandske Malere istedetfor vore egne;
vore egne Sagaer og Nationalkrøniker faae vi for god Betaling
ifra Kjøbenhavn, ligesaa alle øvrige Slags Skrifter, især en be-
hørig Flom af Maaneds-Hjerneføde, som vore Damer proppe sig
med -- dog have vi den Ære, at faae de saakaldte Skoleauctorer
directe fra Tydskland -- item have vi saa temmelig en almindelig
Afskye for Alt hvad gjøres kan i Landet og kaldes efter Landet,
saa at Normanden sætter en Ære i at gjøre sin Ryg til et Ud-
lændingens Gjeldsbrev -- ja ligeindtil Skjøgerne maae være
udenlandske forat kunne behage -- item belønnes norske For-
tjenester med fremmede Ridderordener, skjøndt dette er ligesaa
unaturligt som at hænge Dadler paa Furuqviste. Vi have Fruer
som Fluer, Luxus, Galanteriesager, Galanteriekræmmersker og
Kræmmere af dette Slags, som i Palais Royal, Hattischerifs og
Mamelukker, en ypperlig Bey, et Slags Adel, som kalder sig
Conditionerede, af hvilken en stor Deels store Stamhuse ere
Byerne og Forstæderne, saa, naar en Skrædder kjøber en Gaard
paa Landet, kalder han sig strax Proprietarius, seer sine Naboer
over Hovedet, kaldende dem simpelthen: "Bønder", og sætter sig
paa Galleriet i Kirken; vi have en Rangforordning trods den bedste
danske; Uniformssyge trods den bedste preussiske -- heja Alt
gaaer vel! Gaaer det ikke godt? I Tingen som i Formen? Noget
har dog mit Land at rose sig af; dog vil jeg ikke negte, at jeg
fremhæver mig betydeligen i dette Maskapie af Godt og Slet.
Skriv derfor: in das Norwegen ist der Cultur doch in die senere
Aar bedeutlich stegen -- aber wir haben doch angetroffen ein
Culminationspunct in der ansehliche Mann, der berühmte . .
En Tjener
(stikker Hovedet ind af Døren.)
Herr Papa!
(de gaae)
|
| d.II,b.1,s.439 |
TREDIE SCENE
(Concertsal. Alvilde paa et ophøiet Sæde inden Skranken. Damer og Cavalierer
udenom Skranken.)
Papa
(kommer Arm i Arm converserende med Piano og Contrabas.)
Ja, Venner, lad os ikke tale mere om den guddommelige Fou-
reaux eller om den guddommelige Pudel Munito -- Ja, Apro-
pos! -- Poeten Veibred fortalte mig det -- hahaha!
(peger paa
Selskabet)
der hører jeg Veibred lee -- man hører ham ligesaasnart
som man seer ham -- Se der staaer han --
(bukker til En i Selskabet)
Velkommen! velkommen Herr Veibred!
(til Virtuoserne)
Ham maa
De lære at kjende -- det er et Genie -- han er fulgur et lumen
urbis -- Byens Lys og Glorie -- Men Skam faae mig (skjøndt
jeg ikke nægter, at hans Smiil -- der ligne Bølgeringene paa en
Dams Flade, naar en Steen plumper i -- gjerne kan være Glorie
om vor Bye) -- ja Skam faae mig burde han ikke hellere hede
Byens Skygge og Helikons Skyhose -- Det er det Samme --
kjende ham maae Du, og Du -- Han er en smagfuld Mand som
jeg -- han forstaaer sig paa den rette thaliaske Smag -- endnu
mens Teppet rullede ned, og Ligene laae der i "Cabale og Kjær-
lighed" følte han nok for Stykket til at raabe Bravissimo af fuld
Hals og "frem Lovise! frem Majoren!" saa at de dræbte Elskende
maatte reise sig for Alles Øine, som efter Opstandelsens Basune-
brag, og takke; og nu gik det løs paa en Klap, saaat de Taarer
trillede ned, der sittrede mellem Øienhaarene hos nogle Faa, der
endnu ikke havde fattet sig efter Stykket -- han er Thalias
Kjøkkenmester -- og nok en Tredie er -- Nok, hvad var det
jeg vilde sagt? -- Det var Pudelen Munito -- Ja, Poeten Vei-
bred fortalte mig, at den var saa klog, at Professorini, dens Herre,
speculerede paa at lade den gaae op til Præliminairexamen --
Men her var en Vanskelighed: den kunde ikke tale -- Men saa
sagde Veibred (og her loe jeg) "dermed har det ingen Nød, Herr
Professorini; vi ville sende ham til Hr. Papa." -- Men saa sagde
jeg: "Jura kan dog Herr Munito lære, Herr Professorini; vi ville
lade ham manuducere af Hr. Procurator Nam; Herr Munito kan
jo dog skrive, og at gjøre Hvidt til Sort, er jo en af hans Børne-
kunster." -- Men saa maatte Hr. Procurator Nam gaae til Be-
kjendelse, at hans hele Jurisprudence blot bestod i Kneb og en
vigtig Mine; og i det Første frygtede han forat maatte give tabt
|
| d.II,b.1,s.440 |
for Munito, og i det Andet for Herr Professorini, for han sagde,
undskyldende og krummende sig: "bedste, kjære Herr Professorini,
hvor gjerne jeg skulde manuducere deres kjære Elev; men . . . .
jeg arbeider nu paa at finde den tilkastede Indgang til den under-
jordiske Storthingsvei -- jeg roder der, saa at Blodet springer
mig ud af Neglene, og af Mathed ønsker jeg mangengang, at have
Fandens velbeslagne Hov; men jeg faaer den ikke, skjøndt han
ofte har beæret mig med Commissioner at uddele hans Horn --
jeg arbeider nu paa et juridisk Mesterstykke at bevise, at det
langtfra kan ansees urigtigt, at Soldater massacrere Borgere, men
megetmere fordeelagtigt, saasom de derved øve deres Tapperhed,
og viist, vække dem, som slumre i Utide, omendskjøndt man vel
kan sige at denne Vækkelse skeer ved Ørefigen -- Item arbeider
jeg paa et Forsvar for Enevoldsherredømmet -- item paa et For-
slag om en ny Indretning af Forhør, saaledes deduceret: Forhør
er Justitias Tempeltjeneste, Provene ere Hymner: ergo bør Har-
perne, som ved andre Concerter, forud kunne stemmes -- Kort,
jeg er en driftig Mand -- jeg kunde vel ogsaa antage Herr Mu-
nito -- han kunde dog vel lære Adskilligt paa mit Contoir; men --
kjæreste Herr Professorini, han er for klog: jeg har ikke havt
med Andre at bestille end med Bønder -- Desuden behøver han
dog at kunne tale et Par Ord, for at kunne bagtale Den, der tør
kige ham i Kaartet, naar han begynder at practisere; men --
send ham til * . . . . . Universitet, der kan han blive Studios
og Magister uden at kunne tale. Han bliver skrevet ind; men Om-
kostningerne herved sparer han paa den sorte Kjole, som han har
før. Forresten ydmyge Tjener, Herr Professorini, Herr Munito!
jeg skal hen at smøre Blæk over noget Blod, som man seer paa
mine Fingre . . ja, kan gjerne være, for jeg skar mig, da jeg
endte min 21de Ansøgning idag med et vidtløftigt Udkast til Re-
gjeringen over mine Talenter, især til at rode i Protocoller, og
derpaa grundet Ønske om at vorde bestaltet til en Slags petit
Generalprocureur; thi det er ligesom de største Skøiere blive de
bedste Politibetjente, de største Smuglere de skarpeste Snus-
haner -- ydmygeste Tjener Herr . ." -- Ja saa sagde Vei-
bred -- saa jeg -- saa Procuratoren tilsidst -- han var en ypper-
lig Consulent -- Herr Munito reiste, og er nu vel Baccalaureus --
Men Hr. Professorini fik ogsaa Regning fra Procuratoren for
|
| d.II,b.1,s.441 |
Consultationen, samme Dag -- -- Ei, hys! lad os ikke tale om
det. Trin nu frem mine Herrer!
(til Tilskuerne af Selskabet)
Saae I?
Jeg ledsagede dem ind -- jeg talte hemmelig med dem -- og
loe med dem -- Mine Herrer og Damer, her er den berømte
Professor Piano, min Ven! her er den berømte Ridder Contra-
bas! min Ven! -- Hurra! Bravo! -- Brug Lorgnetterne!
(omfavner
Virtuoserne)
Saae I? saae I, jeg omfavner dem saa ofte jeg lyster. --
Champagner og Høflighed er Alt hvad de forlange -- Hei,
hvor er Champagneren? --
(til Alvilde)
Datterlil -- her, her, Du
er Festens Dronning; sæt Dig her paa Thronen -- Du veed
det: Den som taber skal have Laurbærkrandsen -- Den, som
vinder, rækker Du Rosen-Myrthekrandsen -- Bravo! Bravo!
(klapper
i Hænderne. Selskabet klapper med. Piano og Contrabas bukke stolt.)
Saae I: han buk-
kede? de bukkede begge To. Bravo! Bravo!
(klapper. Selskabet raaber
og klapper med, Piano og Contrabas nikke)
Nu bukkede de paa spansk --
saae I? -- Bravo! Bravo! Bravissimo!
(klapper & c.)
-- -- Her er
Champagner!
(klinker med Piano og Contrabas)
Mine Herrer og Damer!
mine to udenlandske Gjæsters Skaal! Skaal! Bravo! Bravo!
(klapper & c.) Se saa -- jeg tænker vi kunne begynde -- Piano!
se paa Damerne der imidlertid med Lorgnetten! se paa Festens
Dronning, Ven Contrabas, og opflam Modet!
(hvisker til dem)
Kjære
Venner og Virtuoser, tal et Par Ord, lyksaliggjør Publicum ved
at lade det høre Eders Stemme! host eller nys blot! Jeg for-
sikkrer det vil aldrig glemme den Naade -- Stille! stille!
(Contrabas
nyser)
Papa.
Prosit!
Alle Damer og Cavalerer.
Prosit!
(Bravoraab.)
Piano.
Jo sono Romano.
Papa.
Tys? Alt forbi? O nok! nok! hørte I?
|
| d.II,b.1,s.442 |
En Dame.
O guddommeligt!
Papa.
Ja, Bravo, Bravo!
(klapper. De Andre med)
Se saa -- jeg tænker, vi kunne begynde -- Ah, hvem der?
(En Cavaleer træder frem og overrækker bukkende Piano og Contrabas et Papiir.)
Poeten Veibred! Vel! -- Et Æresdigt! Vel! Kom, Venner og
Virtuoser -- jeg skal læse det op! Trompeter, kommer nu med
en Fanfare!
(læser)
"Begeistret, saa omtrent jeg sat mit Qvad paa Prent:
Riim vil jeg nu forflere, og ydmygst nu gratulere
Alverdens Virtuoser, som komme hid paa Hoser.
Vist som at I snøvler, klampe I bort paa Støvler!
Ilde om I høre ei nu, at jeg vilde dem nu smøre!
See i Musens Urne Smør til din Cothurne!!
Stig da op, I Muser, høit som høie Struser!!!
Jeg vil, i en Vise, Herr Piano prise
Med samt Hr. Contrabas -- Men nu siger Musen Pas!
Og derfor, efter Sligt, jeg slutter nu dette Digt!
Veibred.
P. S. Jeg kan ei for min Dyd udstaae
Prosa, derfor jeg altid Vers skrive maae.
Veibred."
Fortræffeligt! Bravo! Bravo!
(klapper & c. Fanfare)
Bravo for Poeten!
Bravo!
(klapper & c.)
Synd for det unge Menneske, ja næsten et Genie,
at han er norsk fød -- -- Se saa -- jeg tænker at vi kunne be-
gynde --
(Piano og Contrabas omfavne Poeten)
O, vil Du beære ham saa-
meget -- O, vil han vel kunne bære det -- Bravo! Bravo!
Skjønne Syn! Euterpe og Calliopes Børn omfavne hinanden
i mit, i mit Huus! Bravo!
(klapper & c.)
Se saa -- jeg tænker, at vi
kunne begynde -- Frøken Hysteria vær saa artig -- Herr Baron
Værdig-Juling vær saa god; der er Deres Høivelbaarenheds
Plads: allerforrest -- Jomfru Solo -- Jomfru Duetto -- Jomfru
Allesomville flyt kuns nærmere -- Fru Sminkekrukke -- Herr
Attaché hold dem ikke der bag! -- Frøken Klingre-Klavecine her
er bedre Lys! -- Herr Dittoditto, Deres Plads er ved Døren! --
|
| d.II,b.1,s.443 |
Herr Procurator Nam, De seer bedst i Mørket . . ja vær saa god!
der bag i Krogen hos Herr Recensent N N! -- Herr Directeur
Dansk-Norsk-Norsk-Dansk, Herr Velvilligst, Herr Digter Spring-
vand -- Herr Digter Sprøite -- Herr Lieutenant Nebelmann, hvor-
ledes staaer til? Tys, svar ikke! ikke saa høit! . . Tys, for Him-
lens og Damernes Skyld! . . Nu! Du min godeste Gud, der kom
det! Ah ja, vi forstaae det nok . . ha, ha! -- Hr. Vildtysk,
Hr. Klaphans, husk nu paa! -- Hr. Lieutenant Fensterseufzen,
sid ned . . vær saa artig! sid hos Frøken Sepaamig, imellem
Jomfru Fy og Frøken Guddommelig -- Hr. Advocat . . hvad
er det nu De hedder? . . fra Klækken? Velkommen fra Lan-
det! . . kan jeg gratulere? Herr Pastor Depositurus og Herr Maabe,
flyt ned! -- Jomfru Skoggre, hys, hys! -- Frøken Hufda taler
eller gyser til Dem! Herr Landshøvding! Ilde, at De ikke kan
komme høiere op -- Herr Policemester Contenance, De kan dog
flytte høiere op . . vær saa god da! -- Alle Dhrr. Ogsaavidere
(dog kom frem unge Herr Flaumann!) holder Dem bag! lidt længere
bag . . endnu længere bag! -- Frøken Papagoy -- Fru Skade --
Jfr. Kolibri -- Frøken Sommerfugl -- Fru Drivhuus -- Fru
Blomsterpotte -- Jomfru Rose-uden-Torn -- kjære lille Jomfru
Adagio -- anden Bænk er Deres -- værer hilsede, værer hilsede
til denne Glæde! Nu, er der Flere? --
(afsides.)
Guds Død! der
er Fulsi-Faddasi i Krogen . . hans graae Øine ere Blyantspidser,
hans blege Gesicht Papiir, hvidt mod Dagen, beskrevet paa den
underste Side -- man seer, hvorledes Linierne løbe under hans
Smiil eller Griin.
(høit)
Herr Fulsi! ah, er De der? hem! ja, jeg
seer, De staaer godt . . hem! vær saa god at staae -- hem! --
der! hem! der! -- Nu er der Flere? -- Herr Veibred, De kan . .
vær saa artig -- ja jeg seer, De alt er der -- være imellem
mig og Virtuoserne indenfore Skranken, og give Tonen an til
Bravoeringen eller til . . Bravoeringen. Men altid fortissimo! altid
fortissimo! -- Slig Aften kommer ikke saasnart igjen -- Oh, pah,
jeg sveder af bare Artighed og Enthousiasme -- Nu min Datter,
hvor gaaer det? Ha, Festens Dronning, hvor staaer det? -- Har
De Colophonium? Besynderligt at det Himmelske maa betjene
sig af saa smaae Ting . . som Icarus maatte tage Vox af Bikuben
til sine Vinger.
|
| d.II,b.1,s.444 |
Veibred.
. . Himmelske af smaae Ting? Ja ligesom jeg af en Gaase-
fjer . . hahaha!
(Latter)
(afsides)
Selskabet leer -- Jeg maa drive det en Stump til.
(høit) Ja ligesom, naar jeg vil skrive et Stordigt, gaaer jeg paa
Apotheket, og kjøber for 4 Skilling simpelt Blæk -- hahaha!
(Latter) (afsides) Endnu lidt til!
(høit)
. . Og en Bog simpelt Papiir.
(afsides) Nei, nu taale de ikke mere.
(høit)
Af Klude -- tænk en-
gang!
(afsides)
Pokker ta'e dem, de ville ikke lee! Vel, Stop da!
Nu skulle de ikke faae de herlige Vittigheder, jeg havde in mente,
om hvad Slags Klude, nemlig Skjorter og . . hahaha!
Papa.
Kjære, siig os, hvad De leer saa godt af.
Veibred.
Oh, det var blot en Vittighed, som skjød op; men jeg kappede
den strax af som en Asparges, og puttede den i min egen Mund,
fordi den var saa lækker.
Papa.
Ah, dette er et herligt Selskab! Vittigheder aabne og halv
skjulte . . Vittigheder og Skjemt i det frodigste, mest brogede
Liv, i tropisk Vegetation: Vittigheder som Kaal, som Snylte-
planter, som raslende Plataner med en uhyre Bladpragt -- hvert
Blad som svulmende sammenklapprende Kjæver -- Skjemt som
Champignons, som fluesmekkende Mimose . . ah, Alt gjennemsyet
med Slanger og Abesvandse og atter opsprettet af Papagoyeneb --
Oh, en aandig brasiliansk Skov . . Alt groteskt, bristende, bug-
nende, svulmende af Liv og Latter . . Ja et saadant Selskab er
Vittighedernes Drivhuus . . Men, begynd nu! -- O tilgiv mig --
o Kunst, tilgiv min Glemsomhed midt i min Ivrighed. Jeg pluk-
ker Blomster som et Barn paa Hjemveien fra Skolen til Mad-
fadet . . Begynder nu, hvis I behage. Pst! Pst!
(Contrabas banker med Buen.)
|
| d.II,b.1,s.445 |
Papa.
Bravo! Bravo!
(klapper -- Almindeligt Klap og Bravo)
Begynd nu!
Veibred.
Holdt! her er en Ridder i Skranken! Mine Herrer Virtuoser
i Musik, en Virtuos i Poesi udfordrer Dem. Her er mine Hand-
sker.
(trækker et Papiir op af Lommen)
Papa.
Aldrig i Verden! Jeg veed, hvem jeg vil have den Ære at
være Svigerfader til.
Piano. Contrabas.
Nein! Nein! Hvad spiller Du paa?
Veibred.
Lire, Lyra er mit Instrument. Ellers -- jeg tager Anledning
af Hr. Papas Ord: "begynd nu!" til at begynde at oplæse et
Digt; og, om I døde, skulle I høre derpaa, -- ja da desbedre for
mig, søde Alvilde -- Ellers skal til første Deel af Digtet qvinke-
leres med en Violin (som der staaer i Manuscriptet); anden Deel
reciteres blot; og tredie Deel af Digtet ledsages af fuldt Orchester
som en Flok Hoffolk -- ja Bratscherne gamle Aristokrater,
Violinerne Cavaliers, hvis Stemmer Venus har stemt ned til en
Qvint, og Papagenerne Pager -- Alt stimlende bag Dronningen.
Papa.
Vel, vel! kom frem Calliope!
Veibred.
. . Polyhymnia, Clio og Melpomene.
Papa.
Og kjæmp med Euterpe. Trin frem! trin frem!
|
| d.II,b.1,s.446 |
Betænk din Rang,
skjønne Qvinde!
Du er hævet til Gudinde
for min Klang,
hævet til Eratos Himmel,
fuld af mine Toners Vrimmel,
fuld af lyttende Engles Stimmel.
Men, hvor høit du svæver end,
i en tonfuld Elskovs Sphære
O, min Bue, du skal være
Ørnefjære,
som mig bære,
did, didhen!
Papa
(tager sig en Priis.)
Det maa man sige! -- Bravo!
(Klap og Bravo.)
Fløite! min Fløite! Amorer iskjul
-- selv naar du ligger der stille og taus --
boe under Klappene, boe i hvert Hul.
Men, naar du klinger
i Hvirvl og Applaus,
Alle sig svinge,
heraus heraus,
alle Amorer heraus.
Søde Alvilde, Amorerne maae
flye til den Himmel hvorfra de gaae.
Ah, før Du ahner, ganske piano
smutte de Alle atter derind:
ind i dit Hjerte -- O da er jeg din!
Papa
(tager sig en Priis)
Det maa man sige! --
(Klap og Bravo)
Vee! Himmel! nu kommer Touren til mig at improvisere.
|
| d.II,b.1,s.447 |
Papa.
Herr Veibred -- ?
Vel! vel! Jeg kunde sige:
Søde Hjerte,
naar jeg betænker ret,
ei Shakespeare improviserte:
hvi Jeg da gjøre det?
Men -- jeg kan vel sagtens; javist kan jeg vel sagtens, javist
sagtens . . Prr! her kommer det:
Søde Læbe, qvad du end
alle Sommermorgner hen,
ei tilende qvad du mig.
Læs mig blot da, Øie! -- se
Jeg er kun dit Digt-volumen!
Ita sane sonans flumen:
amo te!
Ja en Glommen, ja en Tiber!
Hver en Bølge ene griber
den Accord: jeg elsker Dig!
Det maa man sige! -- Bravo!
(Klap og Bravo.)
Papa.
Kampen begynder! Først skal Digteren have en Dyst med
Violinen, og saa med Fløiten. Nu gjælder det, Alvilde!
Veibred
(rækker en Bunke Papiir iveiret.)
Nu, mine Herrer og Damer, hvad behager? Bryllupsvers eller
Liigvers? Geburtsdagsvers for en Borger eller for en Konge?
Confirmationsvers for en Dreng eller Pige, fornem Dreng eller
fattig Dreng, fornem Pige eller fattig Pige? Ved en Skippers
|
| d.II,b.1,s.448 |
Afreise, eller ved hans Hjemkomst? 4de Novembersvers eller 17de
Maisvers? (Muserne ere frie -- seer De -- og kunne ikke qvæstes
eller rides overende). Ja 17de Maisvers? eller om En, der kom
paa Slaveriet, fordi han tændte Ild paa sin egen Badstue? Nytaars-
vers? eller Julevers? eller Paaskeægsvers? -- Kort, hvad be-
hager? Er til Tjeneste, Alt hvad muligt tænkes kan af Poesie.
(afsides) Dog -- de have alt hørt alle disse. Vel! her er et, som
jeg fandt paa Gaden; men forbistret, at det er afbrudt.
Selskabet.
Kom med Noget! Ligegodt! Alt fortræffeligt!
Veibred
(triner frem med et Papiir.)
Vel! her er Noget, som jeg fandt paa Gaden . . Gaden? bah!
ja Parnassets Gade, der ligner de hollandske meget. Saavidt jeg
seer, er Digteren . . (jeg mener: Jeg) bleven afbrudt; og lader
det til, at jeg, at Digteren, med munter Lyrik, først har besjunget
de nærværende Dage og den henrundne Tid; men dette Digt er
desværre borte. Hvad jeg nu har, er et Intermezzo, hvori han,
eller jeg skifter Tone, for at gaae over til Udkastet af Frem-
alderens Epos, hvori formodentlig (da i den Egn Phantasien maa
være aldeles fri) formodentlig Scener forekomme som disse:
Kjølfjeldene sees at opløse sig til en Taage, og at trække bort
som den vilde Jagts hylende Skyhunde: Storbrittannien (og alle
Øerne som Joller efter) kommer seilende ved Damp, med Flaget
paa Wellingtons Corporalstang (hvilken da opbevares som Old-
sag, og er tillagt 3 Stemmer i Parlamentet, somom han selv var
tilstede); og, at man i Aabningen, denne stoute Dampfregat efter-
lader sig i Oceanet, bliver Helvedes Aabning vaer, hvilken da
naturligviis strax tilskylles -- samt andre store Scener. Man tage
da tiltakke med dette Brudstykke, der er fundet paa et Blad af
en Poets . . af min, jeg siger: min Portefeuille:
(synger, accompagneret af Virtuoserne)
-- "Guddommelige Digtets Aand!
Historien maa,
som krumbøiet Terne, efter dig gaae,
og speide med Urnen ihaand,
for op Hvad du slænger at plukke,
for Sorgspil at gjøre af Profetens Sukke,
|
| d.II,b.1,s.449 |
for paa Folioblade et Stormalerie
af Purp'ret udtvære, som neddrypped i
en hensovet Lyrikers Smiil,
der, medens det skjødesløst ned
blandt Strengene gled,
i dæmrende Secler henslængte sin Ild.
-- O trælkede Slægter, hvorlænge
skal Scepterne -- -- "
Selskabet.
Nok! nok! Det er for høitravende. Ikke Politik for Alting!
Veibred.
Oh, her er og noget Andet til Tjeneste!
(læser:)
"Paa samme Viis en Stodder tæres hen
af Luus og Lopper,
fortæres fattig Stat (Exemplet skjænk mig, Ven!)
af altformange Tropper."
Selskabet.
Nok! nok! Det er for Lavt. Fy! Fy!
Veibred.
Nu! Her er da Noget, som gaaer til Siden.
(læser:)
"Zaren,
Sultanen, Schaken:
hver af disse vist var ilde faren,
hvis borte var
Turkmann, Tartar,
Baschkiren og Kosaken.
Men her i Nord blandt Fjeld og Skov
vi har ei Hetmann eller Pulk behov."
Baronen.
Stop, herimod maa jeg protestere. Paa min Ære, ikke videre
af det Slags. Det er Oprør. Paa min Ære -- hid! -- jeg vil
gjennemstinge det Blad!
(drager sit Sværd, og gjennemborer Papiret)
|
| d.II,b.1,s.450 |
Veibred.
Deres Naade, det var tappert! Deres Naade har ikke imod
noget af et andet Slags?
(læser:)
"Profane, siger du, der Aand ei er
i Rax's Prækener?
I næsten hveren Sætning dog han svoer,
at Aanden i ham foer.
-- Profane, vil
du sige, i hans Præk'ner ei er Ild?
Ah, hørte du en Sætning end af Samme,
der Satan nævned ei og Helveds hede Flamme?"
Depositurus.
Imod slige Smædevers over H. H. Fanden maa jeg protestere.
Det er græsselige Tider vi leve i. Ora pro nobis, o sancte Grundtvig!
Veibred.
Om Forladelse, Herr Pastor! Det er ikke mine Vers . . Ah,
hvad vilde jeg dog sagt? Det er ikke min Skyld. De ere
inspirerede.
(læser:)
"O sørg ei, Asgrim Digter, for du seer
dit Publicum kun lidet er!
Hvi ønsker du det større, naar
det kun af vrede,
lede, hede
Recensentere bestaaer?"
Kjølvand, Sprøite, Springvand og 97 andre Poeter.
Fy for Fanden! det er afskyeligt! Stop! eller, ha! vi dræbe Dig!
Ha, ere vi ikke poetarum irritabile genus?
Ja, hvor kunde jeg sige en saadan Blame om mig selv? Jeg
har ikke sat mig ret ind i Bladet.
(høit)
Hører jeg ikke til samme
Slægt? Kom I! Trætte giver Navnkundighed.
(læser:)
"Flaumann!
Jeg nægter ei: Du vorden er en Abe.
Men vær dog langtfra derfor vred!
Vær meget heller glad derved!
Thi, om du vinder ei, du kan ei heller tabe."
|
| d.II,b.1,s.451 |
Dehrr. Ogsaavidere m. Fl.
(grædende.)
Vi ere ikke komne hid, forat blive fornærmede; men for at
more os. Nu! vi skulle da ogsaa tale godt om dig! Pas dig!
Veibred.
Hys! Hvor det er vanskeligt at gjøre Alle tilpas! Siuh!
(læser:)
"Ak, Claudia, idet du sminker dig,
du glemmer sikkerlig,
at Mandfolk aldrig pynte sig
med kunstige Blomster -- -- "
Damerne.
Nei, det er for galt! O, kunne vi taale det?
Veibred.
Det var da ogsaa et forbistret Papiir! Hvorfor fandt jeg ikke
en Romance, en saadan en:
"Der sad paa Græsbænk et fagert Par,
i Maaneskin.
Og Bruden en Moserose var,
men Brudgommen en Jasmin.
Ak, søde min Brudgom, hvi er du saa bleg om Kind?"
Damerne.
Ja saadan en! saadan en! . . Og saa gik de ind i Løvhytten,
og saa hviskede de, og smiskede de, og lispede de, og tiskede
de, og hyssede de, og kyssede de, og . .
Veibred.
. . Og saa fløi der en Sphinx Dødningehoved ud af Kysset.
"En iiskold Tudseryg Brudskamlen var,
og Ugleøie Brudfaklen bar.
En Sphinx Dødninghoved fløi af Brudkysset ud.
Og Morgnen saae i Taarer den Rosenbrud."
Ah, hvor nyt og skjønt -- lagde de Mærke dertil? -- at kalde
Duggen: Taarer? Ha, Damerne græde alt? Er min Seier vunden?
Ha -- skal jeg slaae det sidste Slag?
|
| d.II,b.1,s.452 |
For Himlens Skyld ikke flere slige nydelige Vers. O Sommer-
nat! søde, luftende, lunkne Sommernat! søde Minders lumre
Skabelsesmulm!
Veibred.
Vel, her er det sidste Slag i en Fortælling, en nymodens, med
en ypperlig Knude. Den er af min egen -- jeg vil sige: samme
Fabrik: "En dunkel Høstaften -- Vinden hylede i Fyrrene --
i Dødningedands cirklede visne Blade for min Fod -- Regnen
duskede ned (hvilket er ubehageligere end Pladskregn) Himlen
bælmørk, endskjøndt Fuldmaanen stod høit over Bjergene --
Denne dunkle, rædselfulde Høstaften vandrede jeg eensom, iført
en graa blaarudet Reisefrakke, Støvler og Hat, opover de steile,
øde Høider ved O . . da -- saae jeg, jeg troede ikke mine egne
Øine, Noget at glimte igjennem Træerne. Jeg stod stille -- jeg
tog Mod til mig -- jeg gik -- jeg listede mig nærmere, og saae --
Damerne.
Hu! ikke meer! . .
Veibred.
"Og saae -- et Lys. Jeg nærmede mig, og saae --
Damerne.
Hu! Ikke meer! . .
Veibred.
Jo nu løses Knuden . . "Og saae -- et Huus: -- et Huus af
Træe, med Tag paa, og Regnen dryppede af Taget. Jeg aabnede
Klinken, og saae -- en gammel Kjelling spindende ved Ilden -- --
Den var Lyset, jeg saae!" Snip, Snap -- -- Ha --
Veibred.
Ha, ha! hvo har nu vundet? Behøves mere? Ha!
|
| d.II,b.1,s.453 |
Vægge, Dørstolper, Tag, Gulv, Møbler
(brølende.)
Det var mine Vers! Det var mine Vers! mine Vers! Tyv! Tyv!
Tyv! Tyv! mit Digt! Tyv! Tyv!
Veibred
(falder næsten bedøvet om.)
(Til Selskabet) Ja, var det ikke det jeg vidste? Ha, for Himlens
Skyld, hørte I Noget? Det er Løgn! Løgn! Skammelig Løgn!
Det er mine . . for Gud, hvad man finder . . og naar ikke Eier-
manden melder sig, eller er død . .
Papa.
Ak, du min Himmel, hvor han er angreben af Digtet . .
Veibred.
Hørte De ikke Noget? O Jammer, hørte De Noget, mine
Herrer og Damer? Jeg skal bevise . .
Selskabet.
Nei, Intet!
(Mange afsides)
Men det er dog altfor naivt saaledes
at tilstaae, at vi ikke have hørt paa hans Digt.
Ja saa?
(afsides)
Pyt! det var bare Samvittigheden da, som skreg.
Pyt! den Bugtaler -- Du er ikke i Moden, Bugtaler!
(høit)
Jasaa,
De hørte Intet? Ja, hvad skulde De vel høre uden, at jeg
reciterede et Digt, som var, ved alle Ossians Skygger! af mig
Selv. Og saa mener jeg . . hem! --
Papa.
. . Bravo! Bravo!
(Klap og Bravoraab.)
Veibred.
Ja det var det, jeg mente. Se saa, nu kan Skriget komme
igjen. Det overdøver ikke disse.
Veibred, Contrabas, Piano
(knælende for Alvilde.)
Hulde, indvi, ved at flette
Myrthe-Rosenkrands om dette
|
| d.II,b.1,s.454 |
Hoved, det til et
Altar for Skjønhed, fremstillet,
Qvinde i Dig!
Se, de Andres øde Isser
kun betyde Trappetrin,
dækt med lange Miners Liin,
omhængt med Taarers Fryndse-gardin,
hvoropad, hvornedad, hvorpaa
Du kan stolpre, Du kan gaae
til Hovedaltret -- Mig!
Alvilde.
Se, Herr Veibred, Herr Digter . .
(afsides)
O den Frække, som
turde synge Erlings Vers, og kalde dem sine egne!
(høit)
Se, en
Qvinde vilde og maatte, som blot Qvinde, række Dem Rosen-
krandsen; men jeg gjør mig en Ære af, at kunne vurdere Dem
og mig høiere. Er De Digter, da vil De nu see Deres Muse i mig,
og da vil De tidobbelt høiere end Rosenkrandsen, i hvem min
Haand skulde være iflettet som en Knop, vide at vurdere Laurbær-
krandsen, som jeg nu rækker Dem.
Veibred.
Rigtig! Jo, sandelig tusinddobbelt høiere. Saa fik jeg den dog!
(Alvilde sætter en Krands paa hans Hoved. Bravoraab og Fanfare.)
Mine Herrer og Damer! nu har jeg faaet ni Brude istedetfor Een.
Nu mangler jeg blot Gratierne til.
Piano.
Laurbær? Sacre dieu? har man seet Laurbær i dette Land?
Det er Kirsebærblade.
Veibred.
Kirsebærblade? Med dem bekrandser man Ansiovis. Men
jeg siger Dig, at det er velfortjente Laurbær.
Selskabet.
Nei, det er Kirsebærblade og Portulak.
|
| d.II,b.1,s.455 |
Papa.
Hys! Mine ærede Herrer og Damer, converserer ikke mere
om Foureaux, eller om Dampbaaden, eller om Louis, eller om
Baronen, eller om den tigrede Hest, eller om Leiebibliothek,
eller om Maanedsroser, eller om de danske Skuespillere, eller
om 17de Mai, eller om Kritiker, eller om Veiret, eller om en
Hat, eller om Kjøbenhavn, eller om sidste Modejournal, eller,
eller om eller -- men stille, stille! jeg beder. De ærede Herrer
Virtuoser, mine store, ærede, fremmede Venner, ville nu aabne
Veddekampen imellem sig Selv ved en Ouverture eller en Solo
af begge To, og derpaa ville de spille en enkelt Solo.
Erling! Denne Spøg skræmmer mig næsten. Ak, Erling, jeg
faaer gribe til det Yderste; men da bliver min Stedfa'er be-
skjæmmet. O Erling, hvorfor er Du her ikke?
(Piano og Contrabas spille. Papa raaber Bravo, dernæst Veibred og saa Allesammen. De klappe
og raabe Bravo hele Tiden, mens de spille. Midt under Concerten kommer Harlekin ind
med en Tromme. Han slaaer Hvirvel indtil Alt bliver stille.)
Papa.
O Himmel! Himmel, hvo . . hvad er det?
Contrabas.
Der Teufel!
Piano.
Arlichino?
Papa.
Ak, De . . Du kjender ham?
O, jeg kjender ham paa hans smukke Skabning.
Signor! . .
Papa.
Min Herre, maa jeg spørge Dem, hvem De har den Ære at
være?
|
| d.II,b.1,s.456 |
Harlekin.
Signor! Er De ikke Smagens Conservateur, Kunstens Patron,
alle Virtuosers Ven og Beskytter i disse Lande?
Papa
(gnider sine Hænder smilende.)
Min Herre, vær saa artig at tage Plads . . O vær saa god . .
Jeg beder . .
Harlekin.
Jeg kjender Dem igjen -- i Napoli kalde vi Dem Signor Urbano.
Det betyder: Herr Høflig . .
Papa.
O min Himmel -- Herre Gud de Virtuoser -- De flyve nu
Verden rundt -- saa er mit Navn da? ak! ak! Napoli og Portici!
Harlekin.
Jeg er den berømte Signor Glorioso Amoroso Sonoroso Vittorioso
Virtuoso Arlichino! Har De det?
Papa.
De er? Hva -- -- hvad?
Harlekin.
Virtuosernes Virtuos.
Ja ved Himlen! jeg seer det, jeg saae det strax -- jeg saae
strax paa Deres Dragt, at De var en udmærket Person.
Harlekin.
Hør Signor -- jeg maa fatte ringe Tanker om Dem, ved at see
Dem i saadant Selskab som disse to musikalske Markskrigeres.
(til Contrabas.) Hvem er De vel Signor?
Contrabas.
Jeg er Ridder, Capelmester hos Hs. Durchlauchtighed, regjerende
Graf von . . o, jeg beder om Forladelse, hans Titler ere formange,
og min Ærefrygt for hans Høihed er saastor, at jeg enten vil
|
| d.II,b.1,s.457 |
nævne dem allesammen eller ogsaa tie og anklage mig selv for
Majestætsforbrydelse -- ellers er jeg Ridder Contrabas, Virtuos . .
Harlekin.
Ha, ha! -- Ja, men -- Jeg er Signor Gloriosissimo Sonoroso
Victoriosissimo Virtuoso Amorosissimo Arlichino.
Papa.
O store Ære!
(Til Tilskuerne)
Hvad synes Eder?
Hvorfra er De, Signor? Hvem er De?
Piano.
Jeg er Piano. Verden er mit Hjem, Tyrol min Vugge. Jeg
har lært af Alpevinden at spille paa Fløite.
Harlekin.
Tyrol? Ha, siig ligesaagodt: "jeg er en Esqvimoer." Herr
Papa, vil De omgaaes med slige Folk? -- Jeg er fra den syd-
ligste Spidse av Italien, ja fra Sicilien . . Det er noget Andet!
Papa.
Ak Himmel!
Harlekin.
Ja fra Cap Passaro paa Sicilien. Jeg har lært af en Skyhose
at spille paa Tromme.
Papa.
Velkommen! velkommen! O, tro, jeg saae strax, at De var
noget Stort. Jeg saae det; ja før jeg saae det, ahnede jeg det . .
der foer som en Regnbue foran mine Øine.
Harlekin.
Jeg vil kjæmpe med Disse om Prisen, hvis De tillader det,
skjønne Festens Dronning -- med disse elendige Spillemænd . .
Ja siig selv -- De er en Skjønner, Herr Papa -- siig selv, om
det kan være nogen Kunst at være Virtuos paa saa fuldkomne
|
| d.II,b.1,s.458 |
Instrumenter, som paa Violin og Fløite? Nei paa Tromme,
Tromme: at frembringe det Høieste paa dette simpleste Instru-
ment -- det er Virtuositet. Det er ligesom at faae en fornuftig
Verden ud af Chaos. Det er guddommeligt.
Papa.
Ja det er noget Stort, Herr . . De har Ret Herr . . .
Contrabas.
Jeg begynder at soupçonnere? Ha, Karl, hvor er Du ifra . .
Papa
(afsides til Contrabas.)
Bist du toll Bruder? Gott behüte dich! Er . . seiner Gnade . .
hans Hochheit ist vom Sicilien.
(høit til Gjæsterne)
Jeg talte blot nogle
Ord Tydsk, Italiensk og hvad det nu kunde være af fremmede
Sprog med Hr. Ridderen. -- Det var snart bestilt.
Piano.
Jeg giver min Sjel, ja min Fløite paa, at denne Arlichino er
en raa Karl herfra. Han taler jo ikke det nye bedre Sprog: det
moderne, det dansk-norske, det offentlige Theaters Sprog, det,
som Landet skal lære af Skuespillerne . .
Papa.
Tilvisse, tilvisse. Der kommer dog noget Taaleligt, noget som
skikkelige Folk (dog taler jeg ikke om dem, som kunne, naar de
lyste, tale Tydsk, Fransk, Italiensk og hvad der kan falde sig)
uden Skam kunne have i Munden, naar man parrer Farsundsfolk
og Thyelænder sammen, og saa Folket gaaer at høre, tripper i
Skolen . . heja, Victori . . høre Hakon Jarl tale Kjøbenhavnsk.
Harlekin
(slaaer Hvirvel.)
Stille! Det er Tid at begynde. Jeg er den musicalske Cæsar.
Papa.
Jo triumphe, Jo triumphe!
|
| d.II,b.1,s.459 |
Harlekin.
Om man hang mig op ved Benene, bruger jeg mine Plectre.
Papa.
Skulde man hørt Sligt!
Harlekin.
Se disse -- de ere ikke Trommestikker for mig, som for alle
Andre, men Plectre.
Papa.
Javist, javist. Den, der kalder disse Deres Naades runde
Stikker til at slaae paa Tromme med "Trommestikker" og ikke
"Plectre", skal vises fra mit Huus.
Harlekin.
Naar jeg seirer over disse To, bør Stikkerne hedde Spidsrødder.
Skjønhed, tør jeg nærme mig Dig saa broget? Godhed -- haaber
Du ogsaa paa den sorte Maske? Forstand -- tør jeg komme
trommende ind i din Himmel?
Alvilde.
Mine Herrer Virtuoser, begynder!
Piano og Contrabas.
Hvem Fanden Du er, saa kan Du til Nød accompagnere os.
Forskrækkes ikke! Der er et ligefremt, fidelt Sprog imellem
Kunstnere, og imellem Kunstnere og Smagsmænd, som jeg.
Piano.
Der ligger Handsken!
(slaaer en Trille.)
Contrabas.
Der ligger Handsken!
(gjør et Staccato.)
Harlekin.
Der ligger Handsken!
(slaaer en Hvirvel.)
|
| d.II,b.1,s.460 |
Giv Tegn til Bravo!
Giver Agt til Bravo!
Papa.
Nu er Alt i sin Orden.
(Piano og Contrabas spille. Harlekin følger ikke disses Musik; men, begyndende sagte paa Trommen
voxe hans Hvirvler til en græsselig Styrke. Under dette siger:)
Nei, dette bliver altfor galt.
Contrabas.
Var han ikke saa stærkbygget, saa -- ha, nei, dette bliver
altfor galt . .
Papa.
Er De syg? De blegner . . Holder De op?
Piano
(Harlekin slaaer imidlertid.)
Ja, har De Øre for dette? Holder Du ud?
Contrabas.
Hvad vil De gjøre?
Papa.
Akkurat som Du. Holdt op! holdt op!
(afsides)
Himlen veed,
hvad jeg skal troe? om han er en Virtuos eller ikke?
Veibred.
Bravo, Bravo!
Gjæsterne.
Bravo! Bravissimo!
(raabe og klappe.)
Papa
(skriger Veibred i Øret.)
Men er De gal? Hvad gjør De? Vi ere jo færdige til at
besvime.
|
| d.II,b.1,s.461 |
Veibred.
Jeg troede, De raabte Bravo. Ingen kan høre et Ord for
sig.
(Harlekin slaaer fremdeles.)
Piano.
Jeg vil besvime. Det bliver bedst at soutenere sin Rolle. Jeg
vil besvime. Det er i Harmonie med hvad Frøkenen saae, da den
unge Herre brølede.
Papa.
Jeg gjør som Du.
Contrabas.
Jeg vil flye.
Papa.
Ja, jeg med.
Piano.
Kom, lad os flye Begge. Folk ville dog troe da, at vi have
beholdt lidt Øre igjen.
(Piano og Contrabas flye.)
Papa.
Ak, hvad skal jeg?
(vil flye; standser)
Nei! bedst vel, at holde sig
til den Seirende -- Bravo! Bravo! --
Veibred.
Bravo! Bravo!
(Gjæsterne klappe og raabe)
Papa.
Nok! Nok! Victoria!
Alvilde
(vinker. Harlekin holder op.)
Kan Tvivl der være -- naar man seer
At Een, kun Een tilbage er
paa Valen -- kan der være Tvivl,
om hvem, der vandt sig Seirens Smiil?
Harlekin
(til Papa afsides.)
Hvor gik det, mein lieber Herr Papa?
|
| FORRIGE |