|
|
| d.II,b.1,s.411 |
HARLEQUIN VIRTUOS FARCE AF SIFUL SIFADDA "Fremmed Ild er ei saa klar
som den Røg, vi hjemme har."
(Gammelt Ordsprog.)
Personer:
Papa.
Alvilde.
Erling.
Piano.
Contrabas.
Veibred.
Damer og Cavalierer.
FØRSTE SCENE
(Værelse i et Gjæstgiverie.)
Piano og Contrabas (frokosterende.)
Piano.
Sapperment! den musicalske Nar igaar beværtede med en
herlig Kardinal, da vi drak Danmarks Skaal, og raabte Vivat for
det kjøbenhavnske Theater, kjøbenhavnske Sprog, Tone o. s. v.,
o. s. v. kjøbenhavnsk.
Contrabas.
Du har Ret, Broer! Efter al den Ære man beviser os i dette
gjæstmilde Land, vide vi nok ikke mere, om vi ere Fuskere
eller ikke.
Piano.
Jeg trøster mig til at glemme den Lection, jeg fik i det Kapitel
i mit Hjem.
Contrabas.
Jeg med. Ere ikke Normænd Mennesker med, ligesaavel som
en Pommerinke, der her kan passere for en ægte Sachser? og
skralder ikke Luften af deres Vivat, blot jeg viser mig? Bliv ikke
min Rival, min Ven! Jeg har mere Ære at vise op, end Du.
|
| d.II,b.1,s.412 |
Piano.
Jeg tvivler; for, sandt at sige, er der ikke Maal og Maade for
disse Folks Høflighed.
Contrabas.
Neppe kom jeg til Bryggen, før de galanteste Cavalierer kap-
pedes om at slæbe min Bagage op i et Logis, medens Mænd og
Damer, Unge og Gamle stimlede om mig, som om jeg havde
været Keiser Napoleon, der kom fra St. Helena; og kun Brygge-
bærerne bleve staaende stille, ærgerligen kløende sig i Hovederne
formedelst hine Indgreb i deres Metier.
Piano.
Vare de ikke ligesaa høflige imod mig? Jeg vilde baaret min
Tobakspibe selv, men fik ikke engang Lov dertil. Hatteæsker,
Kavajer og Kufferter slæbte de tjenstfærdige Herrer bort som en
Vind. En af dem isærdeleshed stønnede og svedede noget for-
færdeligen og mere end han behøvede, idet han bar min Paraplye
som en seiervunden Fane, med en spansk Tyrematadors Stolt-
hed, igjennem Byen. Han stønnede vel saa, for at gjøre os sig
forbundne.
Contrabas.
Monfrere, monfrere, gjør Dig ikke formeget til! Lagde Du Mærke
til de triumferende Blikke, den Herre kastede til begge Sider af
Gaden, der hoppede plystrende afsted med min Stok, Flaske-
fodret og lille Joli? Han saae ud da som en uhyre lang Violin-
bue indlagt i Enden med Perlemoer og et Par Diamanter. Lagde
Du Mærke til den pyntelige sminkede Gentilhomme, der sprang
til mig paa Skibsbroen, omfavnede mig der, saa jeg skjalv for at
styrte ned med Manden, kyssede mig, og skreg overlydt: "Vel-
kommen! Velkommen!" trak sin Kone frem af Hoben, og raabte,
mens hun knælede paa noget Tougværk: "hun spiller!" -- trak
syv Døttre frem, En efter En, for mig, og raabte for hver af dem:
"hun spiller, hun spiller!"
Piano.
Ha, Ha! sagde ikke den samme Mand til mig akkurat det
Samme? og sagde ikke Fruen: "min Herre lev vel! jeg besøger
|
| d.II,b.1,s.413 |
Dem imorgen tidlig, ganske tidlig. Jeg kan ikke tæmme min
Beundring . . . Mit Huus staaer Dem aabent Nat og Dag, Dag
og Nat"? Laae der ikke, det første jeg traadte ind i mit Logis,
laae der ikke Invitationsbilletter til de 7 første Maaneder, vi vilde
gjøre Staden den Ære at opholde os i den?
Contrabas.
Gjældte ikke de samme Billetter Ridder Contrabas? Stod der
ikke Æresvers i den hele Nations Navn opslagne paa min Dør,
laae paa min Pult, paa Lukaf, kort, hvor jeg vendte mig?
Piano.
Disse Basunstød gjældte ogsaa mig. Træder jeg til Vinduet,
saa staae smukke Folk og gloe paa mig, som om jeg var en
Konge eller et vildt Dyr.
Contrabas.
Ja ligesaa paa mig, naar jeg gaaer paa Gaden. Det hæder-
ligste er, at det er en meget fiffig, den pynteligste Pøbel jeg har
seet i Europa, som gjør dette Væsen af os. Klink, min Broer,
dette er et herligt Folk! Jeg reiser ikke herfra, før min Pung er
firedobbelt fyldt.
Piano.
Ja, reis Du! Lykke paa Reisen.
Contrabas.
Hvad? blier Du her?
Piano.
Jeg tænker -- ja! Vor Vært fra igaaraftes gjør mest af
Fløiten.
Contrabas.
Det maa være, naar han taler med Dig alene. I Eenrum med
mig forsikrer han, at alle hans Følelser ere indsluttede i min
Violin: at de springe ud som Passionsblomster med et vældigt
Suk, det første jeg banker med Buen til Ouverturen.
|
| d.II,b.1,s.414 |
Piano.
Men han trak mig i Øret igaaraftes ved Bordet og hviskede,
blinkende over til sin Datter: "hør Du! vil Du ikke have min
Steddatter Du? hun har Penge Du -- er smuk Du -- spiller Du;
o. s. v. Du."
Contrabas.
Han klinkede med mig saa enthusiastisk, at jeg kom til at øse
mit Glas ud paa hans Ærme -- han slikkede det Spildte strax
op, og forsikkrede, at jeg bestemt maatte have drukket noget af
mit Glas, thi hver Draabe, han havde opslubret, var en Fakkel,
der antændte en ny Composition i hans Hjerne -- Han klinkede --
jeg spildte -- han slikkede, og bød mig sin Lorgnet for at kige
paa hans Steddatter, hviskende, idet han greb mig i mit Øre,
netop det samme som til Dig: "vil Du have hende Du, o. s. v.
Du, o. s. v. Du?" Du har, mafoi, ikke meget forud for mig, min
Broer? Har Du Galanterie-eventyr? Jeg praler for Andre, men
ikke for Dig. Disse Fruentimre i dette Land ere ukydske langt-
fra at see, pertentlige nærved, men urørlige at røre ved. De
synes at have nok i sig selv.
Piano
(Afsides.) Fordømt! jeg troede, at være ene.
(Høit.)
Hør, monfrere, vi
have da en Veddekamp at stride idag. Den, der beseirer den
anden paa sit Instrument, vinder Myrther til sine Laurer iaften.
Vi faae -- tys!
Contrabas.
Hvad? -- O det var blot den artige Kunstnerværts Kareth, som
kom at afhente os.
Piano.
Ja -- vi faae da kjæmpe . . . Jeg gaaer. Dig frygter jeg ikke,
men en Monsjeur Normand, som snuser om Mademoisellen. Jeg
gaaer -- som Cæsar vinder, naar jeg slaaer.
(Gaaer.)
Contrabas.
Gaae? vinde? Ha -- hvad har Du forud for mig? Vor Ære
i dette Land er lige. Skulde vor Gevinst ikke ogsaa være det?
|
| d.II,b.1,s.415 |
Jeg har dog deri noget forud for Dig, at jeg ikke er gift hjemme.
Dog dette er saagodt som Intet. Du har det forud igjen, at Du
er en Italiener (Tyroler rigtignok) og jeg kun en Tydsker (fra
Ebeltoft rigtignok) . . O gid der laae et Land søndenfor det middel-
landske Hav, hvorfra Kunstnere og Murmeldyr og Musici kom,
saa vandt jeg i dette Folks Øine for Dig, om Du saa kom fra
Conservatoriet i Neapel. En Medbeiler have vi begge To . . .
Men for ham frie mig min Kaarde; thi man forsikrer, at i dette
Land tør smaae Slyngler gaae fremdeles med Snuden iveiret,
fordi Dueller ere gangne af Brug; ja, at en Udlænding har turdet
krænke den hele Nation, uden at det er faldet Een ind at kræve
ham til Regnskab derfor. Piano, Du vil liste Dig Byttet til ved
dine følsomme Floskler og Fagter: at Du besvimer ved at høre
En hoste, naar der ikke er det rette Mellemrum imellem Bas og
Discanten i Hostingen. Derved har Du listet Dig ind i vor Pa-
trons Gunst; thi han spiller samme Rolle, forat hedde Kunstven;
men jeg skal lære Dig Kunsten af, saasandt jeg kan faae en Tone,
der vækker Beundring paa en Concert, men Rødmen og For-
skrækkelse i et Selskab, ved at stryge bag paa en Violin! Ved
min Qvints Klokketone! ved mit Pizzicato! Jeg vinder Prisen
iaften! De skraale jo: "Bravo! Bravissimo! Dacapo!" det første
jeg træder frem, før de høre et Strøg: hvad da ikke -- Ha! Jeg
vinder Prisen!
(Gaaer.)
ANDEN SCENE
(Værelse hos Papa.)
Papa. Alvilde.
Papa.
Paa Jorden -- ja i bedre Egne,
end her, hvor alle Kunster blegne,
medmindre at de Udenlandske
(blandt dem desværre er' de Danske)
hid høfligst sig umage ville
at declamere lidt, at male lidt, at spille lidt
(blot, blot det skede tidt, ak tidt!)
saa vi dog deraf kunne lære,
at Muser end ilive ere;
|
| d.II,b.1,s.416 |
kun ikke her -- --
Paa Jorden (det vil altsaa sige
hverandensteds, kun ei i Norges Rige)
der mange flere Pligter er
end disse Tre, jeg lærer Dig,
som de nødvendigste nu, nu.
For Dig -- ja kom Du det ihu,
jeg siger Dig, min Datterlil!
og glem ei, at jeg siger: nu! --
For Dig er Dyder tre alene.
De overstige Ingens Kræfter;
thi hveren er affattet efter
det simple Efterabelses-princip;
men Dyder, som i kolde Stene
-- saa kalder jeg de stakkels Hjerter, som
at aabne sig i Norge fik til Dom --
indtrylle kan Canovas Livsenssmiil.
Den første Dyd Talent er for Musik.
Den anden . . .
Alvilde.
Ak, Papa,
jeg bliver høist lastværdig da.
Papa.
Den anden Dyd er: om Du fik,
just ikke Øre for Musik,
saa kan Du, Datterlil, med Munden
Dig hjælpe ligegodt igrunden.
Det er at sige . . .
Alvilde.
. . Jeg skal gabe,
naar Contrabas's Bue . . .
Papa.
Bah!
Hvor kan Du? . . Du skal Veiret tabe,
complimentere, bravoere,
|
| d.II,b.1,s.417 |
kun aabne Læberne til Roes,
omfavne hver en Virtuos,
ham trykke, som af ham du trykkes; --
i samme Forhold . . ah . . henrykkes,
som Manden kom langveisifra.
Alvilde.
En Dane følgelig fortjener,
at jeg ham kalder: Helt, min Helt!
men En von hinten lille Belt,
en Tydsker? . .
Papa.
Han maa Engel blive.
Alvilde.
Men hvilket Navn skal jeg da give
en sort, en sort Italiener?
Piano? . .
O "dit Øres Gud."
Ja gjør Du det; thi, hør, et Øre,
saa labyrinthisk det seer ud,
er benest Stie til Hjertet . .
Alvilde.
Men
hvad skal jeg kalde en Franzos?
Papa.
Hvis han er længere fra os,
(det er, meer nær mod Himmelen,)
end en Italiener, saa
end høiere han nævnes maa.
Ja kald ham reentud: Virtuos.
Alvilde.
En Afgudsdyrker er Papa.
|
| d.II,b.1,s.418 |
Papa.
Den tredie Dyd er let; thi den
bestaaer i, at Du kaster hen
din Rok, din Simpelhed -- kort Alt,
som Dig beskjæmmer . .
Alvilde.
Ak, ved at minde
mig om, jeg er en Norges Qvinde,
om at min Fædrejord
er kun en bøiet, fattig Moer,
hvis Sønner slaae, hvis Døttre spinde.
Papa.
Nei, dette er dog altfor galt!
Hør, Datter, omend Sminken er
ei jevnt i Brug -- desværr'! desværr'! --
paa Kinderne i Landet her:
som andre Norges Qvinder maa
din Dragt at sminke Du forstaae
med Regnbufarver. Silke broget
et Intet gjøre kan til Noget.
Jeg sværger Dig, at Stadsen skaber
om til Paris selv Ravnekroget.
Alvilde.
Og Mennesker den gjør til Aber.
Jeg ligne skal da mine Søstre
fra Frøken A til Jomfru Ø?
Papa.
Partout!
Alvilde.
Man maa da være Nar
i denne Verden eller døe?
Papa.
Partout!
|
| d.II,b.1,s.419 |
Alvilde.
Jeg bliver hvad jeg var.
Jeg vil forblive helst mig Selv.
Papa.
Nei, du maa ligne -- ellers skjælv! --
en Frøken Thorbjør Sommerfugl.
Alvilde.
Ak, paa min Væverstol jeg heller
at være simpel Larve vælger,
til engang Nødens Vinter tvinger
igjennem Nøisomhedens Vaar,
(o grøn af unge Egeskud)
en Velstandssommer frem at springe
i Norges Dal -- da bryde tør
jeg dette Verkens-Puppeslør
og flyve sommerfarvet ud.
Gallien har Raad sin Datter at pynte
i Silke og Flor; for det fattige Nor
indtil videre er hvert Silkeplag her
en grusom Pasqvil og i Smiil en Fynte.
Papa.
Du skal ligne Frøken Thorbjør Sommerfugl, og Jomfru Gunhild
Kolibri.
Alvilde.
Hør, hvor Lærken graa og fri
paa Norges Vange slaaer!
Solforgyldet Kolibri
kun paa Kunstkammer staaer.
Papa.
Jeg siger dig, Du skal ligne Frøken Thorbjør Sommerfugl,
Jomfru Gunhild Kolibri, Frøken Olaug Papagoy.
Alvilde.
Før stum og stokdøv vil jeg være,
end ligne denne malte Skjære.
|
| d.II,b.1,s.420 |
Papa.
Jeg svær dig, Du skal i tydske Kjoler ligne Frøken Thorbjør
Sommerfugl, i engelske Kaaber Jomfru Gunhild Kolibri, i kjøben-
havnsk Snaksomhed Frøken Olaug Papagoy, i franske Skoe og
Strømper Jomfru Gudbjør Paafugl!
Alvilde.
Papa, hvi skal jeg tvinges -- ak!
at gjøre til Landsforræder min Stak?
Naar mit Hjerte er fædrenelandsk,
hvi Kaaben da engelsk, og Hatten da dansk?
Mit fattige Land har ei Evne til
at klæde i Silke forfængeligt Smiil.
Mit fattige Land har ei bedre Lykke,
end sin bedste Datter i Værken at smykke.
Papa.
Alvilde, Holdt! jeg bliver gal . .
Du giver mig, til Svar paa min
Moral, igjen Moral.
Alvilde.
Den, som moraliserer, vel
bør have nok igjen for sig Selv.
Papa.
Guds Død! jeg troer, Du Omgang har
med Siful, den patriotiske Nar.
Jeg byder Dig endnuengang, min Datter:
dit norske Alvor omsmeltes maa
til udenlandsk Latter.
Se, det er Tidens Kjephest, hvorpaa
-- hei, hop! -- med de Andre Du ride maa!
At være musicalsk, Veninde være
med alle Musici, som gjøre os den Ære
at komme herhid for at variere . .
Se det, maa Du vide,
er Kjephesten min,
ja Papas Kjephest.
|
| d.II,b.1,s.421 |
Ved Pianos Fløite, Contrabas's Vio-Violin!
paa den skal Du ride
til din Bryllupsfest!
Alvilde.
Papa, De dog vel veed,
at fire Aar De (dyrtnok) stred
imod Naturen, for at lære
(De tabte dog) mig musicalsk at være.
I fire Aar paa splinternyt Claveer
(og saa det gaaer af mine Søstre Fleer)
jeg lærte Intet uden maadeligt
en Vals at slaae.
Papa.
Ti stille dog med Sligt!
Nok, vær da Stok og Steen, om saa
Du vil. En anden Dyd jeg veed,
som, skjøndt den er vel gammeldags,
kan, hvad der fattes Dig, erstatte strax.
Alvilde.
De mener . . ? Jeg ei Barnet glemmer
i hvad der med Naturen stemmer.
Jeg lover . . .
Papa.
Held dig! . . Lydighed
vil hjælpe os i denne Sag.
Ja just paa denne, denne Dag
den Alting gjør. Hør . .
(forlegen)
Datter hør . .
Alvilde.
Jeg lyde bør . . .
Papa.
Ja, rigtigt! -- Ja!
Men hør nu blot . .
(forlegen)
|
| d.II,b.1,s.422 |
Alvilde.
Nu, tal, Papa!
Papa.
Ja hør nu blot . . og lyd nu blot . .
Alvilde.
Jeg ahner, ahner intet Godt.
Papa.
Nei, hør nu blot . .
(forlegen)
Alvilde.
O, Stedfa'er, hvi
tør De mig ei i Øiet see?
Jeg ahner . .
Papa.
Du er altfor fri.
Ti stille! ti!
Kan jeg dit Øre ikke byde,
din Mund befale ei at lee,
ei tvinge Dig, som Andre Dig at tee:
jeg tvinger dog din Sjel at lyde.
. . Dit Hjerte, vil jeg sige; thi
for Sjel er Du, som Qvinde, fri.
Alvilde.
Nu, hjulpne vi bleve alligevel,
hvis funde vi stedse kun Mænd med Sjel.
Papa.
Slaae ned dit Øie! hør nu stille
hvad egentlig idag jeg vilde:
iaften gjør jeg musicalsk Calas:
Professor Piano, Ridder Contrabas,
de to Virtuoser langlangveisifra,
som gjøre Mig og denne Stad den Ære --
|
| d.II,b.1,s.423 |
-- kortsagt -- reentudsagt, jeg holder Concert -- begge de store
Virtuoser have friet til Dig -- det vil sige, jeg har lovet dem
Dig -- Du er min Datter -- Du er min Myndling -- kort sagt . .
jeg er et Extract af al Byens Smag -- jeg gjør Concert i denne
Dag -- stort Selskab, Assemblee -- jeg har allerede sendt min
Kareth efter begge de høistærede Friere -- tænk hvilken Ære! --
kortsagt, den som spiller bedst (og det gjøre de begge To) skal
have Dig! -- Jeg har hentet Galanteriefruens hele Garderobe;
vælg, og pynt Dig! -- er Du ikke musicalsk; kan Du ikke, som
jeg, hjælpe den Brøst af ved at beundre (ikke Affectation, naar
Du først kommer ind i det, og det bliver Vane), saa skal Du
hjælpe Dig ved Lydighed -- Ja, Den (det er en olympisk Vedde-
kamp) -- Ja, den som spiller bedst, han skal, han skal -- og Du
skal neie, og sige Tak -- Han skal, han skal have Dig! -- Tys!
der kommer Karethen med dem, mine høistærede Venner -- Pynt
Dig -- smink din sure Mine væk -- raab Bravo; og synk i hvem
af Heltenes Arme Du lyster!
(iler ud.)
Alvilde.
Saa? -- Ja sandelig, saa farligt dette klinger, synes det mig
saa latterligt, at jeg ikke kan troe, der er nogen virkelig Fare
forhaanden. Svage Mand -- min Stedfa'er, som vil give sin
Datter bort, sin eneste daglige Omgang og Pleie, til en ubekjendt
Udlænding; -- min Formynder, som vil kaste sin Myndlings Penge
til en Lykkeridder, -- en Olding, leflende med de besynderligste
Gjækkerier paa Gravens Bred -- Mand, har Du en Sjel? At
kalde den qvindelig, skammer jeg mig selv, som en Qvinde, ved;
at kalde den mandlig, vilde ikke Erling. Du har ingen! O, og
Du vil nægte mig at have nogen? at have nogen Villie? at for-
agte og agte? Du har intet Fædreland, thi Du skammer Dig ved
dit eget; og vil nægte mig at have et? Saa mandig er Du dog,
at Du vil befale over en Pige. Det er et besynderligt Væsen,
trods det aldeles Intet det bestaaer af, formedelst dets Mod-
sætninger: han vil staae ispidsen for Industrieselskaber o. s. v.,
og hans Datter faaer ikke Lov at gaae med en hjemmevirket
Kjole, ligesom han ogsaa selv foregaaer med det sletteste Exempel
deri: han spiller paa en Klubaften 100 Daler bort, men har ikke
en Skilling til noget Almeennyttigt, ikke en Skilling for en Fattig --
|
| d.II,b.1,s.424 |
af den Grund, siger han, at han er Forstander for en velgjørende
Anstalt: -- han hader Sverrig, ringeagter Norge, elsker Alt uden-
for disse indtil Raserie: han vil være en Enthusiast for Musiken;
derfor løber han paa hver en Concert, gesticulerer med Hoved og
Fingre, som om han var henrykt; men hans Øine ere stive af Søvn,
om man seer ret paa dem, han gaber ofte i sit Lommetørklæde
eller naar han vender sig til Vinduet, og den Takt, han synes at
følge med Benene, er ikke Orchesterets, men et simpelt Stykkes,
et Tappenstregsstykkes, han har lært fra Barnsbeen: fortrinlig
sætter han en Glæde -- nei ikke en Glæde, thi den kan han
ikke føle -- men en Ære i at gjøre sit Huus til et Værtshuus for
alle reisende Kunstnere, især fremmede Musici, skjøndt de eneste
fremmede Ord han kan, er: "mein Herr! mein Freund! Was
befohlen Sie?" og "partout Monsieur, oui!" og han ikke veed at
skilne Bas fra Discant -- I saadan evig besværlig Kamp er han
for at modstride og tilintetgjøre sit eget lille Væsen: for at sønder-
plukke det i saa mange Fnug, at ingen af disse kan gjøre noget
Heelt . . . og til den samme Fordreielse af mig Selv vil han
tvinge mig? Ja, han synes, den er ganske naturlig -- at det maa
være det allerletteste og behageligste for En, der afskyer For-
fængelighed, at vise en Forfængelighed, jeg tillige, som almindelig,
holder for Fødelandets Svindsot-Blomstren -- for En, der gjør
mere af en Bog end af Noder, og som Naturen nægtede Talent
for Musik, at gjøre sig musikalsk, eller, som han selv, hjælpe sig
ved Affectation -- for En af en ukunstlet og redelig Tænkemaade
at fremkunstle en foragtelig -- for En, der heller, i Haabet om
at han kan blive bedre, hører en maadelig norsk Kunstner, end
en udenlandsk Udskregen, at trække paa Skuldrene, naar man
nævner en god norsk Kunstner, men klappe, naar man nævner
en Vildfremmed -- Sandelig dette er formeget . . ja, og endda
ovenikjøbet give sit Legeme hen tilligemed sin Villie og bedre
Vidende . . Dette er formeget . . At kastes som en Fjærbold
imellem disse To? Formeget, og derfor latterligt . . Disse To?
mellem disse To?
(Erling kommer hastig ind.)
Erling
(kysser hendes Haand iilsomt.)
Min elskede Elise, jeg hørte Dig . . Jeg veed en Barm, som
opfangede Dig.
|
| d.II,b.1,s.425 |
Alvilde.
Hvorledes? Erling!?
Erling.
. . Opfanger i denne Aften Bolden i dette kostbare Boldspil.
Ja saasandt De foretrækker denne Barm som et Fristed. Ja,
ved min Agtelse og dybe Følelse for Dem, Alvilde, jeg vil spille
med disse! ogsaa om De forlader mig, som Duen Qvisten, der
reddede den for Høgen.
Alvilde.
De seer Sagen alvorligere end jeg. Kjender De ikke Papas
Indfald? Der er fordetmeste Intet i dem.
Erling.
Alvorlig? Jeg skulde troe det; skjøndt jeg troer ikke mine
egne Øine, der see Dem saa rolig. Halve Byen er inviteret;
paa Billetterne staaer: "for at bivaane min elskede Datters Tro-
lovelse." O blegn ikke . . ikke bange! Her er din bedste Ven . .
Alvilde, svar mig nu oprigtigt. Jeg giver Dig mit Livs Opgave
at løse . .
Alvilde.
Sandelig, denne Forhaanelse løsriver mig fra min Stedfaer . .
Erling, Erling! svar mig: Den, der spiller bedst paa Concerten,
han vinder -- mig: spiller ikke Du? spiller ikke De? et Instru-
ment? O, om det var blot Guitarre, saa -- --
Alvilde, -- jeg spørger ikke meer. Mit Livs, min Lykkes Op-
gave er løst. Du er min. Du nægter det ikke? Du kan ikke.
Dit Hjerte aabnede sig i dit Spørgsmaal, om jeg kunde kjæmpe
med mine Medbeilere, Dig som mig modbydelige. Ja sandelig --
ved Alt! ved Alt! ved dette Kys, min salige Evigheds første Morgen-
rødme! -- jeg skal kjæmpe med dem. Alvilde, min, min, se paa
mig . .
Alvilde.
Faren har ikke avtvunget mig dette. Du veed, at en Mand har
en Qvindes Hjerte, naar hun i Eenrum kalder ham sin Ven. Jeg
|
| d.II,b.1,s.426 |
kaldte Dig saa ofte, naar Du trøstede mig over de smaae Sjele,
der omgøglede mig i deres flagrende Døgnflitter -- vee, jeg
tænkte mig Lygtemændene over Norges Grav! -- ved at lade
mig skimte Glimtet af din Blussen for det Store og Gode, for
Frihed, Sandhed og de Lidende . . o, naar Du ogsaa belivede
mit Hjerte: fra den Stund Du lærte mig, at vi skylde Gud, at
takke ham for vort Liv ved Daad, at sande, tilladte Smiil frem-
voxe kun af Andres aftørrede Graad, at de ere vort Livs Rosen-
have, naar ingen Ulykkeligs . . O jeg glemmer, jeg glemmer min
Lykke . . jeg græder; men jeg er ikke Ulykkelig -- --
Erling.
Herlige Pige! Jeg var Din! Ja dine Taarer ere Kjærlighedens;
thi Du er atter i Smiil. Den behøver Tid og Væxt for at skyde
saa smukke Blomster. Jeg kunde næsten af Hjertet ønske Dig
i Graad hvert Minut, for at see et saadant Smiil at fødes -- en
Nymphæa, der dukker skinnende op af Vandet . . O Du er min . .
Alvilde
(river sig løs fra Erling, stiller sig lige over for ham.)
I kommer ind i det Ridderlige . . O den Kjærlighed fryser
under Staal og Plade. Herr Ridder, har I noget Sværd, saa frels
mig! I kjender Faren.
Erling.
Nu ikke -- Ja; jeg forstaaer din Spøg: vi have ikke Tid til at
lytte efter vor Kjærligheds første Livsaandedræt under Guds Him-
mel, for Menneskers og Engles Øren. Vel! jeg er ikke egen-
nyttig; jeg vil kjæmpe, uagtet jeg har vundet Prisen forud.
Alvilde.
Men Fader Papas Bifald? Det er ham, som deler Prisen ud.
Erling.
Ja -- aa ja; men, om han saa var Kongen, er denne Ring
stærkere end hans Krone.
(vexler Ringe)
Hvad de musicalske Vindhaser betræffer, saa slaaer jeg dem
af Marken, uden at behøve at trække mit Sværd, som jeg haa-
ber; ja jeg skal slaae dem væk med deres egne Vaaben.
|
| d.II,b.1,s.427 |
Alvilde.
Hvad? Sværd? Hvad tænker Du?
Erling.
Jo, vær vis paa, at jeg skal møde dem paa alle Veie. Seer
Du, Fægterskolen er som de tørre mathematiske Figurer til Ovids
ars amandi. De vise, hvorledes man i et "En-to-tre" faaer Hvad
man vil. Derfor har jeg i Smug . .
Alvilde.
. . Lært at fægte? -- Ah!
Erling.
Ja, indpuget mig disse tørre Figurer, om Herr Ridder Contrabas
eller Herr Professor Piano skulde faae Lyst til at examinere mig,
eller Trang til selv at examineres. Men -- se
(omfavner Alvilde)
et Par
omfavnende Forelskede ere de illuminerede Kobbere til hiin Ovids
berømte Bog!
Alvilde.
Fægte? Ei, Erling, Du er Student -- hvad vil Du med de plumpe
Vaaben? Det er blot Don Qvixoter, som sværge, at Amor hænger
altid paa den bedste Kaardespids.
Erling.
Jeg vil ikke tænke paa Kaarden, bedste Alvilde. Glem det!
Jeg skal nok værge om Dig, min Odel for Evigheden, med bedre
Vaaben. O, de elendige Prætendenter skulle staae forbausede
udenfor min Herlighed, blot som dens stive Gjærdestavre. Jeg
har endnu et Vaaben, og endnu et. Jeg har i al Hast sat mig
noget ind i Generalbassen, for i Theorien at beskjæmme disse
Pralhanse i Eders Faders Nærværelse.
Alvilde.
Du vil hamle op med dem i Eet og Alt. O -- jeg maa lee,
skjøndt dit gode Hjerte skinner igjennem denne latterlige Plan.
Du kan heller ikke have drevet det længer end til at være en
Fusker i den Videnskab i denne korte Tid.
|
| d.II,b.1,s.428 |
Erling.
O, ikke saa kort! Allerede første Dag de kom her til Landet,
hørte jeg ved Bordet, at Papa lovede og tilsvor enhver af Vind-
haserne, at hvem af dem, der lystede at tage Dig, behøvede blot
at give ham et Vink, et Nik . . Derpaa nikkede de begge To --
Contrabas sagde: "ja, Gott verdam'mich!" -- Piano sagde: "Ro-
sens og Laurens Skaal, Herr Vært!" hvorpaa alle Tre klinkede
og raabte, mens hele Selskabet og Du med studsede over denne
Act: "Bravissimo! Bravissimo, Signore Papa! Signore Virtuoso!"
Alvilde.
Sandtnok, denne plumpe Cabale er vidt dreven. I det værste
Tilfælde kan jeg flye fra min Stedfa'er og hans uforskammede
Gjæster . . i det allerværste Tilfælde kan jeg udsætte mig for
Selskabets Forundring og Spot ved, i det Øieblik Seierherren
skulde feire sin Triumph, at erklære, hvorledes det Hele hang
sammen.
Erling.
Tro mig, Kjære, de skulle selv række mig den skjønne Rosen-
krands.
Alvilde.
Kan Du tvinge dem dertil, Erling, ved at forelæse dem General-
bassens Theorier? Det bliver ligesom i Erasmus Montanus det
kraftige Argument: Alpha, Beta, Gamma, Delta, Ypsilon, Ponto
Basta! Da Du ikke har, som jeg troer -- skjøndt Du smukt nok
veed at pynte din simple Sang med din Moders Guitarre -- noget
afgjort frembringende Genie for Musik, saa kan Du gjerne lære
Generalbassen, skjøndt Du vel har vigtigere Ting at faae pløiet
frem af Tiden ved dens Ploug: Fliden, (der hos Dig tillykke har
Eggen af Talent-staal) og skjøndt jeg er vis paa, at de to Vir-
tuoser vilde lade haant om al Slags Theorie, og sige, at Du er
af den gamle Skole (hvorved Papa strax bevæges til at vise Dig
Døren og udelukke Dig fra Prøven) -- ja jeg er saa vis derpaa;
thi deres Ringeagt for Dig grændser til det Utrolige: er saa stor,
som deres Uforskammenhed i alt Andet.
|
| d.II,b.1,s.429 |
Erling.
Ved Gud, min Næve var nok det kraftigste Middel til at klare
denne Himmel, der er skummel nok, skjøndt kun et Par Tre-
mulanter er dens Torden, deres Smiil dens Lyn, Papas Bravos
dens Storm! Men jeg haaber at gjøre det af med meget mindre
med disse Herrer, der blegne, stivne, svimle, daane ved at høre
et ubetonet Skrig. -- Min Alvilde, levvel! sæt Dig paa din Throne
paa Kamppladsen; forskrækkes ikke, i Hvad du seer; kron Dig
med Smiil og Blomster: Levvel!
(kysser hende)
min Alvilde!
(Piano og Contrabas komme)
Levvel!
(kysser hende)
Levvel saalænge! Levvel!
(gaaer; standser mod dem i Døren)
Contrabas.
Guds Blod! Se her min Milaneser!
(drager sin Kaarde)
Her slænger jeg dens Skede væk.
(kaster Skeden bort)
Se, nøgen Dødens Slange hvæser:
(truer med Kaarden)
dens Bid er Død, dens Hviin er Skræk.
Piano.
Jeg veed, pardi, monsieur,
at min honneur
slig blâme døied aldrig før
at møde i den samme Dør
Medbeiler; derfor Døden bør
med Segl og Tand og Glemsels Slør
udslette ganske den malheur.
(drager Kaarden)
Contrabas.
Skeden slængte jeg -- Din Sjel
i dens Tomhed hyle kan!
Men Du selv fra Hals til Hæl
-- Du Barbar, Du norske Mand --
netop til en Balg kan tjene . .
Erling
(med tordnende Stemme.)
Kaardene i Balgene flux!
|
| d.II,b.1,s.430 |
Vel! Vel! . .
Piano.
Vel! Vel!
(de stikke ind)
O, saa afskyelig en Stemme
hos Nordenvinden kun har hjemme
i Drontheim eller Dofrefjeld.
. . Jeg daaner . . saa utonet Skrig
kan lægge mig paastedet Liig.
(kaster sig ned som daanet)
Contrabas.
Ja jeg, jeg bliver dødsens . . Herre,
jeg Eder skal at synge lære.
Saa skal det synges:
Kaar - de - ne - i - Bal - gene - flu - u - ux!
En Scalatavle er mit Øre,
og slig en Røst kan død mig gjøre.
Jeg blegner som min Bro'er, jeg stivner.
Ved Vellyd kun igjen jeg livner.
Jeg daaner
(sagte) -- rigtignok vel seent --
(høit) fordi Du Stemmens Regler reent
forglemte . . Bah!
(kaster sig ned som besvimet)
Erling.
Alvilde, skulde vi ikke seire over Disse?
Alvilde.
Det er sandt, naar man har en god Sag, kan man ikke fore-
stille sig Faren liden nok. Der ligge Dagens Helte, og Gjæsterne,
som skulle bivaane deres Triumf, komme allerede. Naar vi
gaae, saa reise de sig.
(de gaae)
Contrabas.
Hei, Broer, hørte Du?
Piano.
Tys, Broer! Jeg hørte nok; men lig stille blot et Øieblik.
Attraperede nogen Anden end Papa os, idet vi reiste os, kunde
de troe, at vi spillede Comedie.
(Papa kommer ind, læsende i en Avis)
|
| d.II,b.1,s.431 |
Papa.
Hvor ere Virtuoserne, at jeg kan fortælle dem Nyheden, Re-
staurationen, at jeg kan fortælle dem, og omfavne dem, og for-
tælle dem, at vi ere rykkede dem nærmere ved en dristig Streg.
Ja, se her staaer det: Danmark (høilovlig Ihukommelse) har gjen-
erobret Norge -- her er Edictet -- her er det, som viser og
proclamerer, at Norge og Kjøbenhavn (gid det florere!) og Fyen
ere Eet. -- Forstaaer sig desværre blot: jeg taler om Aanden --
det aandige Danmark har erobret det aandige Norge -- her
staaer jo med Fynd beviist, at man taler Dansk i Norge (ja Him-
len lønne dem, som ville koste paa sig en Reise til Kjøbenhavn,
for at lære det, eller dog til Færder, for paa Reisen at kunne
lære det, deres rette Modersmaal!) -- her staaer jo omhinanden en
Liste paa udkomne Bøger i den danske Literatur: -- to fra Kjøben-
havn først, saa en fra Christiania -- en fra Aalborg, saa en fra
Drammen -- en fra Odense, saa en fra Throndhjem -- en fra Ribe,
saa en fra Bergen -- en fra Christiansand, saa tre fra Kjøben-
havn. Der seer man dog, at Kjøbenhavn er Kronen og godtsom
Alpha og Omega.
Piano
(sagte til Contrabas.)
Nu sukker jeg.
Contrabas.
Ja suk Du! Jeg reiser mig.
(de sukke og reise sig)
Papa.
Ha, mine kjære Herrer, kommer, kommer! Vær saa god! Was
Teufel! was ist das?
Ah! . . Det gik over!
Papa
(slaaer Hænderne sammen.)
Himmel! Himmel! Contrabas, Broder, hvad behager Du?
Contrabas.
Snik, Snak! det var Intet. Hvad jeg behager? -- Champagner
og Høflighed.
|
| d.II,b.1,s.432 |
Strax! Strax! Følg mig! Champagner og Høflighed? Strax!
strax!
Er jeg bleg? er jeg ikke bleg?
Papa.
Rød, rød, kjære Rose, Hahahaha! Rød, rød, søde Rosenkys.
(kysser Piano)
Piano.
Hvad? ikke bleg? Jeg siger, jeg er bleg.
Papa.
O jo, min Gud, bleg og skjælvende og, og . .
Piano.
. . Og bævende?
Papa.
O jo, min Gud, bævende og altereret.
(grædende)
O, hvad skal
jeg? . . Er dette Ansigt at komme til en Fest med? er dette et
Brudgomsansigt, hvis Lykkens Ansigt tilsmiler Dig? -- Kjære,
Hæder for mit Huus, kom Dig, kom Dig!
Er ikke jeg bleg?
Hvad vil Du? Vil du være bleg eller rød? Hvad Du vil.
Alting! O jo, min Himmel, bleg og -- hu-hu! Hvad er veder-
faret? Gjæsterne maae afbestilles . .
Contrabas.
Aldeles ikke. Nei for Alt!
Piano.
Siig mig blot: troer Du, at en Jyde har finere Øre end en Nor-
mand, en Tydsker end en Jyde, en Tyroler end en Tydsker, en
Italiener end en Tyroler? finere Øre, finere Smag af Naturen?
|
| d.II,b.1,s.433 |
Papa.
Ja -- hvor kan Du spørge om Sligt? Alt hvad der aander og
taler ovenfor Kattegat burde enten have Æseløren eller ingen
Øren. Min sal. Moder var en Kjøbenhavnerinde
(bukker),
derfor
er jeg en Undtagelse i dette Mørkets Land.
Piano.
Ja, troer Du dette: saa kan Du ogsaa begribe, Ven, at vore
Øren ikke kunne udholde al Slags Lyd. Vi segnede Begge ved
at høre en Raadstuetjener snarre her paa Hjørnet. Havde vi ikke
Grund dertil?
Papa.
Altformegen -- Gudbevare's -- Tør jeg dømme derom -- jeg
som kun er en Bastard i Kunstverdenen -- saa altformegen . .
(afsides) Her lærer jeg noget.
(høit)
Jeg kan heller ikke godt ud-
holde den Lyd. Jeg er glad -- dog skulde jeg gjerne have lidt
det for Eder -- ved ikke at have hørt nogen saadan Lyd idag;
thi hører jeg Sligt om Morgenen, er jeg vis paa at have Migraine
til om Aftenen.
Piano.
Sur mon honneur! Du er skabt til at nyde Kunsten. Du er en
Virtuos i Smag og tendresse. Hver af dine Nerver er en Kunst-
dommer.
Contrabas.
Ja, sur mon honneur, Du er en Undtagelse i dette Land: en
Raritet.
Piano.
Du har udsonet os med vort ravgale Forsæt at styre til dette
Land, om endog ikke din Myndling vilde bringe os til at ønske
os tillykke dermed.
|
| d.II,b.1,s.434 |
Papa.
Ah, en Raritet? Ah complaisance -- Kommer, kommer -- Jeg
takker, jeg takker -- maa jeg ydmygst bede om din ærede Arm;
og om din høistærede Herr Arm -- Salen er fuld -- der er Øine,
Øren, Munde, Alt proppet, Alt gabende i hinanden.
(vil gaae med dem)
Contrabas.
Basta, min Ven! Pst! Jeg har et Ord at sige Dig.
(Papa slipper, og stirrer gabende paa ham)
Du taler, bey allen Elementen, som et Genie. Du er en Raritet
i dette Land.
Papa.
Ja -- ja -- jeg takker -- ah, ah -- lidt Tankefylde -- nogen
Tankeflugt -- megen Tankeflugt og Fylde. Jeg har bandet min
Fa'er, at han gjorde mig til Kjøbmand, efterat han først havde
gjort mig til Genie.
Piano.
Jeg vil skrive det til Leipzig, til Allgemeine --
Papa.
Pah -- jeg takker -- men (tør jeg bede) til Leipzig und den
Hamburger Correspondent. Du forstaaer mig, Bruder, wenn wir
Deutsch sprechen.
Piano.
Ja i en literarisk Anmeldelse, at den berømte Professor Piano,
in das schreckliche Eis- und Felsenmeer Norwegen, som alene
die Schweden kunne betragten mit verliebten Augen, men som
der berømte Professor Piano (hem! hem!) alene af puur Menneske-
kjærlighed besøgte, forat vække Livet hos de tobenede, ragede
Bjørne, som kalde sig Normænd og Landets Herrer; eller, flux
de spidse Øren efter min Fløite, lære dem, at de dog ere et
Slags Mennesker. Her er jeg Prometheus . . .
Papa.
Ja, her er Du Prometheus. Herregud-Prometheus.
|
| d.II,b.1,s.435 |
Contrabas.
Da besøger jeg dem, Gott verdam' mich! af al Slags Gierigkeit
alene: især af Neugierigkeit . .
Papa.
Neugierigkeiten hører uns til. Ja sprech Du kun Deutsch ich
skal nok verstaae.
Contrabas.
Hør blot . . af Nysgjerrighed, forat prøve blandt Klipperne og
Bjørnene, om det er sandt, at Amphion eller Orpheus (Riddere
og Professorer som jeg og Bruder Piano) kunde faae disse til at
dandse. Sandtnok det var Æsler Amphion experimenterede paa,
og disse ere mere musicalske end Bjørne; men . . .
Piano.
Ja det var Kongen af Neapel og Cardinal Ruffo, som dandsede.
Men det er nu det Samme: Signor Orpheo er død: Virtuoser
spille efter ham: Vi spille nu (det er at sige: vi leve; thi deri
bestaaer alene vort Liv): vi døe -- og Bierfidlere spille efter os;
eller hvem tør spille da?
(slaaer en Trille paa Fløiten)
Hørte Du det,
Papa?
Papa.
Hørte? Ah! -- Det var ikke godt for Byen, om Du spillede
paa Gaden, Virtuos, for Stenene maatte hoppe, og mange Steder
have de Rum til at hoppe; og den Steen vil jeg skjælde for et
Æsel af en Steen, som ikke hoppede. Der er Mange, som troe,
at En bliver til et Æsel, naar man siger det til ham. Siden kan
der igjen gjøres Adskilligt af dem, dog Attacheer først.
Piano.
Sandt! sandt! Midt paa en offentlig Plads i Paris har jeg seet
et Steenæsel. Revolutionens store, de lyse Seclers Potpourri-
ouverture rev det, med Flere, endelig ned i Dandsen; men nu
staaer det der igjen, og vil staae der saalænge Bourbonner lære
|
| FORRIGE |