|
NY VISE
OM OLE PEDERSEN HØILANDS SIDSTE MÆRKELIGE UNDVIGELSE FRA AGERSHUUS
FÆSTNING NATTEN TIL DEN 17. SEPTEMBER 1839.
Melodi: Malebrok er død i Krigen.
Major Glad maa nu sig græmme:
-- Melotamp-tamp-tamp-Melopine --
Ola Høiland er ei hjemme.
Han er gaaet i grønnen Skov.
Han er gaaet i grønnen Skov.
Han er gaaet foruden Lov.
Major Glad maa nu sig græmme:
Ola Høiland er paa Rov.
Men hvem kan vel sligt begribe?
-- Melotamp-tamp-tamp-Melopine --
Ole sad i slig en Knibe,
&bmrep; Men nu er han fri som Fugl. &bmrep;
Og Gud veed hvor han har Skjul.
Ja hvem kan vel sligt begribe,
Hvor han nu vil holde Juul?
|
| d.I,b.2,s.254 |
Major Glad og Commandanten
-- Melotamp-tamp-tamp-Melopine --
Saae nok efter, men ei fandt'en
&bmrep; Fuglen var ifra sit Buur &bmrep;
Fløjen ud i Guds Natur.
Major Glad og Commandanten
Fandt at Ole var paa Tuur.
I et Taarn, af Volden skygget,
-- Melotamp-tamp-tamp-Melopine --
Var et Buur af Bjelker bygget.
&bmrep; Alt forsvarligt var og godt, &bmrep;
Muren tyk som paa et Slot.
Pladsmajoren var betrygget.
Alt forsvarligt var og godt.
Men den fule Ole tænker --
-- Melotamp-tamp-tamp-Melopine --
Paa Spektakler kun og Rænker,
&bmrep; Og paa Friheds søde Lyst. &bmrep;
Thi den boer i Slavens Bryst.
Under Vægten af hans Lænker
Hvisker den ham Haab og Trøst.
Ole sad begloe't af Flokken
-- Melotamp-tamp-tamp-Melopine --
Dagen ud ved Dreierblokken.
&bmrep; Men han længtes til sit Hul; &bmrep;
Thi han virker der i Skjul.
Ole længes did, mens Blokken
Svarver rundtenom hans Hjul.
|
| d.I,b.2,s.255 |
Fra naar første Hane galte,
-- Melotamp-tamp-tamp-Melopine --
Naar den stille Midnat dalte
&bmrep; Til det gryede lidt ad Dag &bmrep;
Brugte Ole flink sin Saug.
Den var liden, tynd og skralte
Ved hvertandet af hans Drag.
Dog kan ingen Snedker byde
-- Melotamp-tamp-tamp-Melopine --
(Ja selv om han var en Jyde)
&bmrep; Bedre Mesterstykke frem, &bmrep;
End han Ole Høilands Lem.
At den Taushed ei skal bryde
Gie'r han den en Klædesbrem.
Ja Taalmodigheden plejer
-- Melotamp-tamp-tamp-Melopine --
Over Alt at vinde Sejer.
&bmrep; Og saa gik det ogsaa her. &bmrep;
Ole gjennem Gulvet skjær.
Ole er om Dagen Dreier.
Han om Natten Planker skjær.
Under Gulvet er en Kjælder
-- Melotamp-tamp-tamp-Melopine --
Og han fandt vel Intet heller.
&bmrep; Havde Glad blot vidst deraf, &bmrep;
Havde han nok fyldt den Grav.
Men nu Ole fandt en Kjælder.
Og den ham hans Frihed gav.
|
| d.I,b.2,s.256 |
Nu som Rotten frem sig gnaver
-- Melotamp-tamp-tamp-Melopine --
Ole løs paa Muren graver.
&bmrep; Som om Graasteen kun var Grød, &bmrep;
Gjennem Alen tre han brød.
Under den et Hul han laver,
Som han op i Tørven skjød.
Nu en Nat da fælt det regned,
-- Melotamp-tamp-tamp-Melopine --
Syntes Ole godt det tegned,
&bmrep; Og han aabnede sin Lem, &bmrep;
Sneg sig i sin Mine frem,
Kom saa udenfor Hegnet
Om sit faste Fængselshjem.
Uden Vagten først at bede
-- Melotamp-tamp-tamp-Melopine --
Ole har forladt sin Rede,
&bmrep; Over Muren er han alt. &bmrep;
Men hvor nu, er ei fortalt.
Pladsmajorens Harm og Vrede
Er ei heller let afmalt.
Ole er i Skoven gangen
-- Melotamp-tamp-tamp-Melopine --
For at høre Fuglesangen.
&bmrep; Men den Sang, som Vi har hørt, &bmrep;
Var at Trommerne blev rørt,
Og at reist er Krudttaarnsfangen
Førend Føret ret blev tørt.
|
| BLA BAKOVER |