 BARON HOFF-ROSENKRONE Nu er der ei tilbage ved vort Adelskab stor Ædelhed; thi død er Rosenkrone og i Hardanger mangen Lyst; dets Felers kaade Alfebryst har glemt sin Glædestone. Den gamle Bonde, haard og ru som Folgefonden, græder nu; thi død er Rosenkrone. Han seer mod næste Aar med Skræk; thi hvo skal nu, naar Han er væk, den strenge Fogd forsone? Dø nu, du fattig Enke! meer du veed jo ei, hvor Brødet er? thi død er Rosenkrone. Og klag du arme Bondebrud! Hvem skal til Juul dig styre ud? Du bli'er iaar ei Kone? | |
| d.I,b.2,s.146 |
Hans Rosendal er dybt nedsænkt; det Fjeld er høit, som har den stængt; dog rak hans Hjælphaand over. Studenten arm, hvem Sorg og Sult har jagt tilsengs, ifra hans Pult faaer Brev, imens han sover. Det var vel simpelt som hans Sjel og kort, som til at gjøre vel Hans eget Sinds Beslutten; en Text gediegen som hans Tro, veltalende, saa Nøden lo, dog laa i Convolutten. Han var et venligt Solskin i Qvindherreds dybe Vestenli. Han var den skjulte Ile, som, dølgende sit eget Væld, dog la'er det hele Bækkehæld med Grønt i Vintren smile. Dog veed vel Fædrelandet knapt, at han var til, og nu er tabt. Berøm var ei hans Ære. Men, søde Glands af takfuldt Blik! i Himlens Pragt, hvortil han gik, han vil dig ei undvære. |