|
|
| d.I,b.1,s.320 |
Scenen
for Katastrofen i nærværende lille Digt, som her, efter en Revision, og med
Musik, atter forelægges Publikum, er under et af vore Jothunfjelde, den for sine
Snestorme berygtede "Fannarauk", d. e. Fannforøgeren, Snesamleren, et frem-
springende,bastionformet Udenværk til Horungtinderne. Man faaer maaskee et
Begreb om Situationen af følgende Træk af de Forord, der ledsagede den første
Udgave: derunder gaaer Lomværinges og Sogningers frygtelige Vej til hinanden
over Sognefjeldets Alpørken, over Svaberg, Iis og Sne, i Forgjængernes dybe
Spoer over Bræerne. Denne Steenrøs og denne der og hiin hist betegner den;
men hiin Røs ude paa Fjeldørkenen er et Mærke hvor En dræbtes i gamle Dage
eller fandtes død, begravet af en pludselig Sne-Iling fra Fannarauken. I Nordost
Kongsoxletinderne, efterhærmende Horungernes Alpformer; disse i Syd i tre
Taarnkolonner; midtimellem begge Fannarauken, fjerntfra lignende en uhyre, en
Verdens kulsorte Liigkiste med et nedrullende Lagen; nærmere synes Laaget
meer og meer at brækkes op i en Spids, som om den Døde vaagnede der-
under; og se, der reiser han sig -- et Skygespenst eller den rædsomme
Fannrøg. . . Kun i det Fjerne blaaskuldrede, hjelmrundede, kaabehvalte Fjelde;
nærved Alt hvidt, sort, trodsigt, tindet. De ligne sortkalottede, hvidkaabede,
strenge, coeliberende Prælater, men midtimellem throner Fannarauken som en
bister Pave -- de side hvide Arme talende udstrakte, Aftensolen giver Toppen
Tiaraens Purpur -- Hine Blaaskuldrede, Hjelmrundede ere læge Riddersmænd,
der fjerne sig ærbødigt. Det er et Hildebrandskoncilium. Her afgjøres Spørgs-
maalet om Jordens Alder.
Der under Fannarauken sad jeg; -- under et skrøbeligt, rødmalet Kors,
hvorpaa stod malt den venlige, men ofte forgjeves fulgte Advarsel:
"Skynd dig! skynd dig! fly som en Hind!
Se hvor det griner bag Fannarauktind!"
|
| BLA BAKOVER |