|
Jeg kjender, Erin, paa Storhavet hist din svømmende Slette.
Sømanden braser forbi, ahner, men øiner dog ei
den Dal i Havet bag takkede, hvide Bjerge af Bølger.
Ørnen og Fizgeralds Aand heel den fra Himlen kun seer,
et mørkgrønt svømmende Lotusblad liig, der vugger sin hvide
Svanblom: O'connells Borg, skinnende fjernt over Hav.
Men Gud og Aanderne see, at Europas Dæmon har sat sig,
hellige Lotos, paa dig -- Stormen, der mejer som Ax
de fromme Landsbyers Taarne, dog blæser Ham ei i Havet.
Hvi da ei løsnes din Stilk? Drive du skulde da til
den nye Verdens lyksalige Strand, hvis frelsende Guddom,
jagende Dæmonen bort, skulde sig sætte paa Dig.
Ak, under Havet, til Dybet og Albion Erin er lænket!
Ilende, skummel og høi, drivende Skypompe liig,
omsust af fremmede Falke, hensvæver Dæmonen over
Erins sædglindsende Hav i Havet, den Havets Oas.
Dog højne Aander sig over det lave Erin, og medens
Shannon stønner, da hør! hør hvor det toner i Sky!
Der svæver, baaren af Frelste, som levte og døde for Erin,
over den Høi, hvor de see end sine blegede Been,
en himmelsk Harpe, og hine Aander, liig springende Bølger,
hæve sig kappende op, op for at gribe i den.
Da toner Erin vemodig sin Sorg -- da kryber Dæmonen
sammen, og Falkene tye da til dens Skuldre med Skrig.
Thi Erins Klagesang ryster Aljorden, og Menneskeheden
raaber: "til Hjælp ! Hvad forgaaer hist i det fraadende Hav?" -- --
|