1ste Juli.    Atter en Visitatsdag med rasende Uveir, næsten værre end nogen af de foregaaende. Ligesom i Qvindherred og flere andre Steder ligger Kirken et Stykke fra Præstegaarden. Gaae turde jeg ikke, for ei at blive vaad om Fødderne; at ride vovede jeg heller ikke for mit endnu syge Beens Skyld; Hjulredskaber findes ikke her, med Undtagelse af en moderne Phaeton, som unge Frue Kahrs har taget med fra Østlandet, men for den har Strandebarm hverken Veie eller Heste; hvad var altsaa at gjøre? Jeg kjørte i Spidsslæde mellem grønne Agre og blomstrende Enge! Da Kahrs ikke befandt sig vel, fraraadede baade Hertzsberg og jeg ham at vove sig ud i det slemme Veir, og jeg paatog mig at være hans Vicarius og prædike. Det blev da den samme Tale, jeg ellers vilde holdt fra Chordøren.    Visitatsselskabet var som sædvanlig; dog maa jeg an- føre, at jeg i Dag hørte Klaveerspil og Sang, noget ganske ualmindeligt i disse Egne. Lieutenant Kahrs"s unge Kone har nemlig et skjønt engelsk Pianoforte og spiller med Fær- dighed. 2den Juli.    Ved Skolecommissionen var jeg som sædvanlig passiv Tilhører, som dog en enkelt Gang hævede Stemmen til Bi- falds- eller Mishagsyttring. N. Hertzberg, hvem jeg første Gang saae i Embedsforretning, fornægtede ikke den raske, be- stemte Characteer, som hans Breve bære Præg af. Nogle af de tilstedeværende Bønder androg for mig, hvorledes deres s.388   Sognepræst saa sjelden holdt Confirmation, at Børn, som ellers havde upaaklagelig Kundskab, gik uconfirmerede til deres 17de og 18de Aar. Med Sagtmodighed mindedes den fromme, beskedne Olding om at lempe sig saavidt muligt efter sin Almue, ligesom jeg ogsaa baade der og især i Gaar i min Slutningstale bad Menigheden vise ham velvillig Skaansel. De Folk kunde jeg overalt godt lide. Der var blandt dem en gammel Adelsmand, nu riig Bonde og lidt fornemmere i sit Væsen end de andre1.    Den vakre unge Frue spilte i Aften Slaget ved Jena, af en fransk Officier, ret vakkert, saamæn! -- men disse Batailler maa nødvendig ligne hverandre og blive eensfor- mige, da det, Musiken kan udtrykke, omtrent maa være et og det samme overalt. At det hist er Marskalk Davoust og her Marskalk Soult, der angriber eller bliver angreben, at Caval- leriet rykker frem paa en Slette, og Infanteriet trænger sig gjennem en Defilée o. s. v., det overstiger nok Componistens Evne at finde Toner til at gjøre fatteligt. 3die Juli.    Vigøer Præstegaard kan med Sandhed kaldes et Huus, bygget paa en Klippe. Egnen er mere ujevn, mindre blidt romantisk end den ved Strandebarm, men overmaade vakker, kun i et andet Genre. Strandebarms grønne Bjerge og hele øvrige Physiognomie vilde maaskee ved første Udseende en skjøn Sommerdag, naar man pludseligen hensattes did, vække Tvivl om man var i et sydligt eller nordligt Land, men Vigøer seer man strax er en norsk Egn. s.389   4de Juli.    Skjønt Irgens's Formand Tonning opførte sig paa- staaelig og etourdi, var det meget urigtigt af Biskop Brun at visitere i Annexkirken, uden engang at gjøre et Besøg i Præstegaarden, og det var maaskee ikke saa ganske at for- tænke Manden af Selvfølelse, at han begik den Uhøflighed, at han, efter at have ladet Middagsbordet anrette ved An- nexet, undskyldte sig, da Visitatsen var forbi, at han ei per- sonligen kunde opvarte hans Høiærværdighed, tog Afsked og reiste hjem. -- Om sin Faders Visitatser fortalte Irgens ogsaa adskilligt. Han reiste altid samme Dag, han havde visiteret, stod op fra Bordet, naar et Par Retter vare spiste, medtog Steeg og Kage i sin Nistebomme, og lod Selskabet sidde som Hjord uden Hyrde. Men det artigste var, at han havde to Silkesloprokker, en blaa og hvid, og en guul. Disse Sloprokker vare et paalideligt Barometer. Var han hos en Præst, som han kunde lide og var tilfreds med, saa tog han den blaa og hvide paa, men kom han i den gule, saa kunde man være sikker paa, at der var noget hos Præsten eller i Huset, som han var misfornøiet med.    Ved Bordet drak vi et fuldt Glas paa Prinds Oscars Velgaaende, da det er hans Fødselsdag. Jeg gad vide, hvor- ledes det staaer til med det unge Menneske, om han gaaer frem eller tilbage.    Jeg har her faaet fat paa en kuriøs Bog: Journal over Christian den Sjettes Reise til Norge 1733. Det er ubeskriveligt, hvilke Smagløsheder i Vers og Inscriptioner og Sindbilleder og alt, man fast over hele Norge har gjort sig skyldig i. 5te Juli.    Præsten Irgens fra Bergen messede ikke hæsligt, men umaadelig høit. Ogsaa begyndte hans "Alleneste Gud i s.390   Himmerig" i en Tone, som Kirkesangeren ikke kunde istemme; derfor maatte Irgens selv dirigere Sangen under den Psalme, og bragte den forsaavidt i Orden, men med saadan Force, at endog hans Stentorbryst angrebes og han blev hæs. Den Bigøerske Irgens's Prædiken var en af de bedste jeg har hørt paa min Reise. Han anstrænger sig ei heller saa vold- somt som Broderen, og derved skaanes man for adskillige uskjønne og unaturlige Toner. Jeg var mindre fornøiet med hans Katechisation; der var vel megen Prædiken i den. Ung- dommen syntes ret vel oplyst, men paa 3 -- 4 Steder har jeg dog fundet den bedre. Pigerne have her en ret vakker Dragt; de ere sortklædte og om Haaret have de alle et rødt Baand, som klæder dem vel. Jeg faae en overmaade smuk med et Par store blaae Øine, af de smukkeste jeg har seet. 6te Juli.    Sebbelowianerne synes næsten at være paa Omvendel- sens Vei; dog have endnu 10 navngivne Bønder fra Ringe- riget i Intelligentsseddelen bedet om Planens Antagelse. Derimod har Sebbelow selv paa en Maade sadlet om og tilstaaet, at ikke alle hans Ressourcer ere paalidelige, i hvil- ken Anledning en anden Patriot foreslaaer, at man skal for- ære til Banken Halvparten af den paalignede Sum imod at faae den anden Halvdeel igjen i Speciesedler, eller og at -- ligne om. -- Af Storthings-Efterretninger kom kun et halvt Ark, men det kan gaae for et heelt og vel saa det. Det indeholder en naadig Proposition, som er noget af det ubehageligste, jeg har læst i lang Tid. Der foreslaaes som Additament til Rigsacten en Pressetvanglov, fuld som sæd- vanlig af vaklende og vilkaarlige Udtrykke, hvori forbydes at skrive imod "den svenske Nation, Administrationsform, Love, Borgerclasser eller almindelige Indretninger". Der nævnes rigtignok kun directe og indirecte Fornærmelser eller s.391   Angreb, men hvad kan ei fortolkes som saadant, naar man vil? Jeg tvivler meget paa, at Forslaget antages, og hvad har saa Kongen vundet andet end at løsne det Baand, der visselig kan trænge til at befæstes. Jeg begynder selv nu at blive af de Svagtroende. -- Om Underhandlingerne med Danmark har Kongen sagt lidet trøstelige Ord til Kronings- deputationen, hvoraf Major Juell i sit Brev spaaer Krig. Men for det første holder jeg mig til Hans Puffs Maxime: "Troe mig, at Mangel bedst kan lede til Forliig!" Under- støttes ei Danmark af England og Rusland, har det vel ligesaalidt som Norge Penge at spilde paa en saa mislig Speculation. -- Der er opfundet et optisk Rør, kaldet Ka- leidoscop, hvor man ved at lægge nogle Stykker farvet Glas eller Silketøi under det og dreie Speilet om, kan see en uendelig Hob farvede Figurer af megen Skjønhed. Man vil vide, at der behøvdes 162,880 Millioner Aar til at frembringe alle Afvexlinger af 20 Glas, hvert Minut en ny Forandring!!!    I Eftermiddag havde jeg Besøg af en Haugianer, en aldrende, melancholsk, men efter Rygtet meget skikkelig Ung- karl, der vilde consulere mig, hvorledes man skulde bære sig ad med at udrydde Ungdommens Vellyst og andre Uordener. Jeg sagde ham, hvad jeg maatte sige, at han for sin Deel ei kunde virke stort andet end ved Exemplet og sindige Ad- varsler i sin nærmeste Omgangskreds, og at han iøvrigt maatte overlade Sjelesorgen til Menighedens Lærer, og naar saa Guds Ord forkyndtes og Kirker og Skoler besøgtes, saa maatte man haabe, Gud vilde give sin Velsignelse, saameget mere da denne Menighed ei er bekjendt som ryggesløs, og da det er umuligt at udrydde al Synd af Verden, men vi derhos have Jesu Ord for os, at Klinten maa voxe med Hveden til Høsten kommer, da hver af dem vil komme hvor den skal. s.392   7de Juni.    I Hertzbergs Selskab forlod jeg Vigøer i Formiddags. Jeg kan ikke sige andet, end at Omgangstonen der var meget behagelig. Der er noget godt og trohjertet i Præstens Væ- sen, og Konen er ret en ægte Landsbye-Præstekone i Ordets agtværdige Betydning. Overhovedet forekommer mig næsten alle de Præster, jeg har besøgt, at være overmaade godt gifte. Ogsaa med Byepræsten og hans Kone var det dag- lige Samliv ret behageligt. Det eneste, som i det Huus generede mig, var at Præsten ansaae det for en Slags Em- bedspligt aldrig udenfor mit Værelse at lade mig være allene, og det er just paa fremmede Steder allerbehageligst at være sig selv overladt.    Egnen bliver vildere, jo længer man kommer opad Fjorden. Man seer Snee i Mængde, etsteds endog ved Hav- bredden. Den bekjendte Folke- eller Folgefond begynder her, og man seer en jevn Sneeflade som ved høieste Vinter. Egnen er temmelig borneret, indesluttet af høie Fjelde; Vin- teren er meget lang og Sommeren heed. Naturskjønhed har jeg paa denne Reise fast ingensteds truffet mindre af; Menne- skehænder have derimod gjort desmere. Det er den smukkeste, bedst indrettede Præstegaard, jeg her i Stiftet har været i. Haven er stor, vel anlagt, har skyggefulde Lysthuse og mange Frugttræer, hvoriblandt 2 over 60 Aar gamle i hinanden slyngede Kirsebærtræer, hvis Peripherie udgjør 124 Alen. Ogsaa Bikuber findes her. I Præstegaarden ere store, lyse luftige Værelser. En Ting i Storstuen paafaldt mig: et Skilderie, der forestiller en siddende Dame (det staaer paa Gulvet og er i Form af en Stol) hvorved en Kortsynet endog temmelig illuderes. Ogsaa i Kirken var jeg alt i Aften; den er antik, men smuk og har adskillige Oldsager. Ellers fore- kommer her mig at være eensomt og trist. Jeg kunde ikke leve lykkelig her, og et dobbelt saa langt Ophold som det, s.393   jeg har bestemt meg til, vilde gjøre mig melancholsk. Et stort Bibliothek og Lyst til at nedgrave sig deri, eller en Polypragmatik som Hertzbergs, der omfatter alt, er uden Tvivl nødvendigt for en Mand af Aand, der skal finde virke- ligt Held i Ullensvang.    "Rigstidenden" fortæller den sørgelige Nyhed, at hendes Majestæt Enkedronningen er salig hensovet, hvorved da Klok- kernes Ringen, Afhold fra Spil og alt det øvrige Sørge- væsen er blevet Dagens Orden; men vor fattige Statscasse sparer 12 -- 16,000 Sølvspecier i Appanage. Blandt Døde nævnes Majorinde Rosenvold, Provst Bugges næstældste Datter, Anne Dorthe kaldet, bekjendt derved at hun gav alle dem, der kyssede hende paa Haanden, en følelig Munddask. -- I Kjøbenhavn er man alt kjed af det chinesiske Gaade- spil, som Baggesens store Genie bragte til Fuldkommenhed, og kiger nu i Kaleidoscopet. -- Et Ark Storthings-Efterret- ninger handler meest om Pengevæsenet. Odelsthinget til- staaer 8 Maaneders Henstand med de ubetalte Bankindskud, ellers følges nok i det Hele Kongens Forslag. Saugloven blev denne Gang sanctioneret. 8de Juli.    Breve saavel fra Sorenskriver Koren som fra Johannes Aga har jeg læst. De indeholde mere Trøst og Haab, end jeg havde ventet. Det skal gaae brav paa Storthinget, og man har nogen Udsigt til gode Resultater. Heller ikke skal man være saa meget bange for Krig. Hvad der meest af alt glæder mig er, at man skal have isinde at henlægge alle de gamle Constitutionsforslag til næste Storthing, da man finder Forandringer i Grundloven indtil videre ufornødne. Ifølge heraf vil og den naadige Proposition om en Presse- tvangslov betragtes som Constitutionsforslag og henlægges til 1821, da man venter, at "Kongens Vrede", som forhaa- s.394   bentlig ei vil vorde "Dødens Bud", imidlertid vil afkjøles. Det er og den mildeste Skjæbne, dette forhadte despotiske Forslag bør have. -- De fleste Pensionsansøgninger, venter man, ville af Pengemangel blive ubønhørte. Hvorledes mon det da vil gaae Bispinde Brun? Den store Høiagtelse for Bruns Minde synes, idetmindste udenfor Bergens Stift, at være i slemt Aftagende, og det ligger i Tingens Natur; hans Fortjenester vare ikke af det Slags, der efterlader varige Spor. Med en Mand, der blot virker paa Samtiden; ei for Efterverdenen, maa det gaae efter Ordsproget: "Ude af Øie, ude af Sind!" Mig vil det engang gaae ligesaa. -- I Nationalbladet vil en oekonomisk Patriot, at der skal gjøres eclatante Skridt til Agerdyrknings og Fabrikvæsenets Forbedring, og foreslaaer til den Ende, at Stiftamtmænd, Bisper og Amtmænd som unyttige Tjenere skulle afskaffes, og deres Indkomster anvendes til at lønne Inspecteurer og Instructeurer, der skulde lære Folk at dyrke Jorden, plante Træer m. m. Ventelig for at vise, at han selv ved disse Promotioner vilde være et qualificeret Subject, giver han til Slutning adskillige gode Regler for Træplantning. 9de Juli.    Vi gjorde Sorenskriver Korens Kone et Besøg. Hun boer paa en Gaard ved Navn Helland, en halv Fjerdingvei herfra. Det er en meget behagelig Spadseretour, først gjen- nem en vild Egn, hvor en skjøn Fos styrter sig ned, siden gjennem vakre dyrkede Marker. Ved Siden har man be- standig Havbugten. Paa Engen, uden Indhegning, saae jeg adskillige Æble- og Kirsebærtræer fulde af Frugt. Ingen bevogter dem, thi Ingen stjæler Frugt i disse Egne. Paa Veien fortalte Hertzberg mig om adskillige Uordener, som de unge Bønderkarle her i Præstegjældet begaae ved Nattesvær- merie, Besøg hos Pigerne og allehaande brutal Adfærd. End s.395   ikke Præstegaarden har været fri for saadanne Besøg. Prov- sten arbeider derimod med Kraft, men hidtil ei med synder- lig Held. 10de Juli.    Her var den sædvanlige Skolecommission, hvorved Præ- stegjældets Skoleholdere næsten uden Undtagelse viste sig efter deres Stand som udmærkede Kalligrapher. Den Samson House, som var hos mig kort efter min Ankomst til Bergen, efter Hertzbergs Sigende en forfængelig Abekat men flink Skoleholder og Katechet, havde til Prøve paa sin Haand- skrift malet op en heel lang Præken paa 4 Quartsider, men teede sig ellers i Dag meget stille og beskeden, da Provsten nok overalt tager de Folk paa en gevorben Fod, saa at de ei tør knye i hans Nærværelse. Skoleholderne have ellers taalelige Kaar, og Hertzberg forstaaer med Strenghed og Mildhed at holde fast paa de duelige, naar ei, som nylig er skeet med en flink ung Mand, vor Herre tager dem, thi da hedder det: cede majori! -- At Ministerialbøgerne enten af Præst eller Kirkesanger er ført med udmærket Nøiagtighed, kan jeg ikke sige; de rive af, men heller ikke mere. 11te Juli.    I Storthings-Efterretningerne læses adskilligt interes- sant om Sager og Pensioner, som nu have været Dagens Orden. Oberstlieutenant Hjerman og Lieutenant Lemvigh var tilstaaet Vartpenge ved deres Afskedigelse fra Krigstjenesten. Storthinget bifalder det paa Vilkaar, at disse Mænd strax fordre deres Forhold i Krigen undersøgt ved lovlig Retter- gang. Skeer dette ikke inden fire Maaneder, eller fældes en Dom, der idetmindste erklærer dem at have deres Embeder forbrudte, fratages dem Vartpengene. Saavidt jeg kan see, er det Ritmester Heidemanns Motion, der har fremkaldt denne s.396   en fri Nation værdige Beslutning. Ved denne og lignende inappellable Kjendelser viser det sig klarligen, at vor Frihed, vort Repræsentantsystem, vor saakaldte Beskatningsfrihed er mere end et tomt Navn. Under den forrige Regjering be- høvedes kun et: "Vi ville allernaadigst!" -- Ingen kunde eller turde sige et Ord. -- I Storthinget præsiderede Sib- bern, i Odelsthinget Rambech, i Lagthinget Christie. 12te Juli.    Veiret var deiligt, og mellem 2 og 3000 Mennesker troedes at være i Kirken. I sit Slags var Hertzbergs Præ- diken maaskee den bedste jeg har hørt, siden jeg kom til Bergens Stift. Der var slet ikke taget Hensyn til Bispen eller andre høioplyste og velfornemme Tilhørere -- og hvortil skal det? Bispen kommer jo ikke for at undervises, men for at høre, hvorledes Præsten underviser sin Menighed. Det var en Prædiken for en Bondealmue, en saadan som jeg kan troe, Hertzberg holder hver Søndag, uden kunstig Plan, uden lærde Undersøgelser, uden høitravende Phraser, rene Guds Ord fremførte med Kraft og Eftertryk, med megen Popula- ritet, uden Plathed eller Ordgyderie. Den ei aldeles Dumme og Tankeløse maatte forstaae hvert Ord, den meest cultiverede Videnskabsmand og Smagsdommer kunde ei finde et Ord anstødeligt. Jeg vil gjerne troe, at Hertzberg, naar det tages i Betragtning, hvad der tales og hvem man taler for, er Stiftets første Prædikant. Ligeledes maa jeg Sandheden til Ære bekjende, at det er den ypperste Ungdom, jeg nogensteds har fundet, som jeg idag examinerede, og det skulde meget undre mig, om jeg i noget af Stiftets resterende 37 Præste- gjæld fandt dens Lige. Den havde fattet baade Aanden og Bogstaven; jeg maatte i min Slutningstale give den det Vidnesbyrd, at jeg ikke paa et eneste Spørgsmaal havde faaet et ganske galt og utilfredsstillende Svar. Texten til s.397   min første Tale var Gal. 6, 7. 8. Jeg troer begge Taler vare særdeles gode; en god Prædiken og en flink Ungdom begeistrer mig, ved det motsatte bliver jeg letteligen forstemt. Provsten katechiserede ikke; hans Messe var vel skingrende. -- Hovedkirkesangeren er en Stakkel, og jeg fortænker ikke Kingservigs og Oddes Almue, at de nødig tolder til ham, men fiat justitia!    Alle de Mennesker, som i Gaar vare paa Helland, spiste her til Middags. Maden afveeg fra den Frugalitet, her ellers fremfor noget andet Sted dagligen hersker, og var særdeles god; med Drik gik det ei overflødigt til, hvormed jeg for min Person var særdeles glad. Eftermiddagen til langt ud paa Aftenen tilbragtes ude i Haven i det deiligste Veir; man drak Caffee og Thee der og sang Viser. Siden gik den talrige Ungdom op og dandsede. 13de Juli.    Jeg har nu om Magnetismen al den Kundskab, som jeg for det første tænker at erhverve mig. Jeg mangler ad- skillige af de Egenskaber, som udfordres for at være god Magnetiseur, og er Gud ske Lov heller ikke af dem, paa hvilke Magnetismen gjør Effekt, hvortil især behøves, at man er nervesvag. Altsaa lader jeg mig nøie med hvad jeg veed, og grandsker ikke dybere i den Ting, hvor jeg saa alligevel aldrig finder Bunden. Med temmelig Opmærksomhed har jeg gjennemlæst først Dr. Brandis's korte og indholdsrige, og dernæst en stor Bog af Dr. Kluge, der synes at have udtømt Materien. De anførte Kjendsgjerninger drager jeg ingenlunde i Tvivl; jeg finder dem høist forunderlige og be- styrkes i min Overbevisning om, at der er mange skjulte Kræfter i Naturen, hvis Existents det er forvoven Daarskab at negte, fordi de hidtil ikke kjendtes og endnu ei begribes. Men sætte saadan overmaade stor Priis paa denne Opda- s.398   gelse, som Nogle gjøre nuomstunder, det kan jeg ikke. Endog Hertzberg sætter den i Enthusiasme, og han troer at finde deri et Bevis, han udenfor Aabenbaringen hidtil har savnet, for vor Udødelighed og Bevidsthed om vor jordiske Tilværelse, efterat vi have aflagt de Organer, gjennem hvilke nu Sjelen tænker og virker. Saadanne Følelser vækkes ikke hos mig ved Læsningen endog af Clairvoyanternes forunderligste Ord og Gjerninger. Det Hele synes mig tvertimod at vidne om, at det er en enerveret Slægt, som nu lever paa Jorden. Var Menneskets Legeme og Aand hvad de herneden bestemtes til, saa hverken behøvedes Magnetismen eller kunde den en- gang finde Sted, og at vi gjennem Afvigelser fra Naturens Orden, som næsten enhver Sygdom er, der helbredes ved Magnetisme, skulle ledes til bedre end før at overskue den store, sammenhængende Kjæde, der forener alt det Skabte fra Infusionsdyret til Overenglen, det kan jeg ikke faae i mit Hoved. Hvad der ellers ved disse vidunderlige Historier er mig det mest frappante, er at næsten alle Jesu Sygehelbre- delser paa den Maade lod sig naturligen forklare, at han f. Ex. helbredede Fraværende, at den blotte Berørelse gjorde paralytiske og andre formentlig incurable Syge karske og sunde, at han fornam at en Kraft gik ud fra ham, da den blodsottige Qvinde helbrededes, at Troe var første Betingelse hos den, der vilde blive af med sin Sygdom -- altsammen noget, der anføres som væsentlig henhørende til Magne- tismen, hvorfor og En skal have udgivet et Skrift kaldet: Jesus Christus, Jordens Største Magnetiseur. -- Hvorom alting er, jeg troer alt, hvad Brandis og Kluge, især som Resultater af egen Erfaring have sagt; men jeg glæder mig ikke derover. Gjerne indrømmer jeg, at den ani- malske Magnetisme er en af Tidsalderens store Opdagelser, men om den vil lede til Menneskehedens Forædling, uden forsaavidt alt under den Alvises Bestyrelse omsider vil lede s.399   til noget godt, det er mig ikke klart; og saa beder jeg Gud, at hverken jeg, min Kone eller mine Børn nogensinde maa sættes i den Situation at Magnetismen kunde ansees for et virksomt Helbredelsesmiddel. Med mig kan det nu ikke blive Tilfældet, da Troen mangler; men ogsaa Mine ønsker jeg en saa sund Sjel i et sundt Legeme, at denne Undertroe ei maa rodfæste sig i deres Barm. Troen paa Gud, hans Viisdom og Kjærlighed, paa min Frelser og den Salighed han aabnede mig Adgang til, den vil jeg søge at bevare i mit og i mine Børns Hjerte, saa haaber jeg, vi kunne undvære den anden. 14de Juli.    Endelig har jeg da forladt Ullensvang. I Selskab med Hertzberg og Røtting reiste jeg i Dag til Ulvig. En smal Havbugt gaaer ind; paa begge Sider er Skov og Ager og Eng og Huse, hvoriblandt paa den ene Kirken og Præste- gaarden. Egnen er virkelig skjøn om Sommeren, men det er en melancholsk Skjønhed. Sindet bliver tungt og beklemt ved dens Betragtning. Om Vinteren maa her være skrække- lig trist; her falder en ubeskrivelig Mængde Snee, og det skal være en Spaadom, at den hele Dal engang skal ned- snee. -- I Kirken hænger et Familiemalerie, efter Sagnet malet af en Præst i det 17de Aarhundrede2, hvor han selv med Kone og fem Børn afbildes. Hertzberg troer, at det vilde sætte de største Kjendere i Henrykkelse -- og det er be- gravet i Ulvig Kirke! Dog heller blive det der, end som Biskop Brun vilde, flyttes til Domkirken eller Korskirken i Bergen, hvor det vilde være en fremmed, ranet Prydelse. Her er det dog i sit Hjem, og kun i et Billedgallerie bør det omplantes, hvis det findes værdigt dertil. s.400      Vi fik ved Ankomsten Persico, Pommerantsliqueur, og endnu en anden fiin Liqueur -- det er nok den, man kalder parfait amour. I Vinduet staae to Flasker Pommerants- extract, der bebuder os Biskop. Min Seng synes at have splinter nyt Sirtses Omhæng, vi fik 3 Retter Mad i Aften, med større Høitid og Elegants er jeg ingensteds modtagen -- og Gud veed om nogensteds med saamegen. Og naar man saa betænker, at det efter Hertzbergs Sigende, er en fattig Familie, og hvilke Opofrelser der maa gjøres for at tilveiebringe al denne Herlighed -- nei! her bliver jeg ikke glad. 15de Juli.    Visitatsdagens Historie har altid to staaende Afde- linger: Kirketjeneste og paafølgende Gjestebud. Hr. Røtting er en af Clausens troe Disciple. Det var en Prædiken ganske i de Dages Aand, da Marezoll og Clausen vare de to store Lys, paa hvilke de theologiske Candidaters Øine vare hen- vendte, tilfredse med, naar de som Smaastjerner kunde tindre ved Siden af dem, for engang i en mindre Sphære, som Stjerner af første Størrelse, at kunne udbedre deres Glands. Det er sandt, det er dog en tør kraftløs Lære de Mennesker forkynde; baade over deres Dogmatik og Moral hviler en Kulde, som aldrig kan gjøre vedvarende god Virkning paa Menneskenes Hjerte. Saadan har jeg aldrig været; endog i min heterodoxe Periode var jeg varm og talte til Hjertet. Iøvrigt var Røttings Prædiken i sit Slags meget god. Hans Katechisation var upaaklagelig, men ikke mere. Ogsaa der syntes han at være bange for, at Orthodoxien skulde blive for stærk. Jeg katechiserede over anden Artikel, altsaa dog- matisk, og uden Forbindelse enten med mit Foregaaende eller hans Prædiken, gik han strax over til Moralen. s.401      Middagsgjæsterne vare: 1. Præstenkerne Mad. Kahrs og Mad. Wolff. Besværlige Annexreiser skal have kostet Begges Mænd Livet. Om Wolff er det idetmindste notorisk, at han efterat have siddet i Snee paa Gravensfjeldet i halvfjerde Time, uden at kunne komme frem eller tilbage (Skydsen begyndte endog at tvivle om at kunne bringe ham levende hjem), aldrig havde en Helbredsdag og døde ikke længe efter. Hun har en Søn3, som nu er reist til Univer- sitetet, for det første understøttet ved en Subscription, som Høiesteretssecretair Olsen har indsamlet til ham i Bergen. 2. Tre Jomfruer Kølle, hvis Fader, en i sin Tid bekjendt Studiosus, der boede paa Snarøen ved Christiania, paatog sig en Generalreform i vor Orthographie, hvori dog Skriben- terne ikke vilde entrere. Disse Jomfruer, især den ene af dem, have megen Levemaade og tale om Alt fra Cederen paa Libanon til Ysopen ved Væggen; iøvrigt aldeles ikke dumme. 3. Klokkeren, Arne Brynildsen Lechve, som skal være en særdeles ypperlig Mand, fornuftig, retskaffen og har meget anstændige Sæder. -- Vi have megen og god Mad, men sad skrækkelig længe til Bords. Jeg befandt mig slet ikke vel, men min Sygdom var nok af samme Slags som vor naadigste Dronnings, da hun besøgte Dronning Marie i Danmark og très naivement tilstod, at hendes Hovedpine kom af, at hun ennuierede sig. Under Maaltidet hørtes plud- selig et Kanonskud. (Jeg har glemt at anføre, at vi ved vor Ankomst i Gaar blev hilsede af 3 Skud af en Sving- basse). Fruentimmerne bleve forskrækkede, men der blev en almindelig Taushed. "Vidste De af det?" spurgte Provsten Hr. Røtting. -- Endelig efter nogen Pause udbragte Verten: "Fru Bispindens Skaal!" Hende gjaldt altsaa Skuddet; man drak i al Stilhed, og dermed var det forbi. s.402   Selskab, og flere af de Dages kløgtige Skribenter, der paa- toge sig at oplyse og forædle Menneskeheden. Jo den var i gode Hænder, og Halvor Hoel, Hans Barlien o. fl. vandre endnu blandt os som levende Vidner om, hvad der var bleven af os, naar Frihedens og Fornuftens Rige fremdeles havde udbredt sig og vundet Fasthed. -- Foruden Holter- manns er egentlig Overlærer Sagen og hans Kone de, med hvilke vi holde fortrolig Venneomgang. Han er den eneste, der kan entrere med mig i æsthetiske Discourser, og i hvis Selskab jeg kan ret expectorere mig over Dagens Nyheder. Ellers er her adskillige, der spille Comedie, Lhombre og Boston, Claver og andre musicalske Instrumenter, med hvem man kan have den Ære at drikke et Glas, tale om Dagens politiske og upolitiske Historie etc., men derved bliver det -- og det er jo ogsaa ret godt.    Hvorledes gaaer det nu med vort Pengevæsen i Chri- stiania? At I der, som her, have hvide, blaa, gule -- rige Folk ogsaa grønne og røde Sedler, begriber jeg, men hvordan kommer I ud af det med Skillemynt? Her er en temmelig Mængde gamle Toskillinger, som aldrig ganske vare ude af Circulation. Man troer, at Bønderne have havt store Beholdninger, som nu komme for en Dag. At faae Sedler vexlede i Boutiken er ikke vanskeligere nu, end det fast har været i Kjøbenhavn og Christiania, saalænge jeg kan mindes. Af Rigsbanksedler var her i Stiftet mangfol- dige. I en Skibrede (Thinglaug) i Hardanger siges at have været 12 000 Specier. De Sedler, som mentes gjemte i Gothenborg og Kjøbenhavn, troer man har været i Bergens Stift, hvor en god Trediedeel af den hele Masse skal have været. At Pengemangelen her er saameget stor, mærker jeg intet til, og saaledes finde vi her mange af Østlandets Avisklager overdrevne, hvilket de dog maaskee ikke ere. s.403      Jo mere jeg tænker over Kirketugten, jo dunklere bliver Problemet mig, og jo mindre troer jeg at kunne give et til- fredsstillende Svar. Hvad der især vindes ved de indkomne Beretninger fra Præsterne, er at jeg gjøres opmærksom paa mange Uordener, som Præsterne vistnok selv maa kunne hæve, i hvilken Troe jeg end mere bestyrkes ved et langt Brev, jeg nylig har havt fra Provst Munch, og naar jeg nu faaer ordnet alt, bliver der en heel Hob monita at give, deels paa Visitatsen, saavidt den strækker sig, deels naar den er forbi, og jeg igjen kommer i Rolighed -- men naar jeg saa vil gaae over til det, hvori Regjeringen kan og bør indblande sig, hvorom almindelig Lovbud kan gives, da er jeg i høieste Grad tvivlraadig. Hvad der gaaer an paa Landet, er upassende i Kjøbstæder; hvad der kunde imponere og idetmindste lede til udvortes Tugt de fordærvede, men raa Sognebønder, det vil maaskee gjøre modsat Virkning paa de ligesaa fordærvede Totinger og Hedemarkere med deres Halvcultur. Og -- naar jeg vil gaae udenfor min Embedskreds -- hvorledes forebygges da Personsanseelse? Hvad om en høi Embedsmand, en Statsraad f. Ex. gjør det, mod hvilket Forbudet indskjærpes, afholder sig fra Com- munion o. dl., skal han da fremkaldes for en Sogne-Po- litiecommission eller staae Skrifte o. dl., ligesaavel som en Løsgjænger, der begik saadant? Om en gift Matador -- fra Standens eller Rigdommens Side -- holder en erklæret Frille, avler et eller flere uægte Børn, kan da, skal da den samme Kirketugt udøves mod ham, som mod en liderlig Ar- beidsmand eller Huusmand? Den bør unægtelig, men der fordres en egen Energie hos den Præst, som skal gjøre det første Skridt, og har een blandt ti denne? Og Personsan- seelse maatte der for alting ikke være, ellers var Cuuren værre end Sygdommen. Taalte man i Stormandens Palais, hvad man revsede, naar det var begaaet i et Dandsehuus i s.404   her gives god Leilighed. Jersin og hans Kone have ikke ringeste Talent til at være Vert og Vertinde, og man for- bauses ved at see i en Præstegaard, hvis Beboer menes at have det største Kald i Stiftet, Savn af huuslige Beqvemme- ligheder og Ting, der overalt betragtes som henhørende til nødvendig Elegants, et Savn som hos den sparsomme Mid- delthon idetmindste ikke strakte sig til Bispen. At her saa- ledes ikke existerer en Præsenterbakke, hvorpaa min Kaffe eller Melkevalle bringes mig om Morgenen, at jeg faaer en Snees Stykker Sukker i en Overkop, at jeg faaer Vadskevand i en Spylkumme, der staaer paa en Tallerken, dette og mere vilde jeg ikke støde mig over hos en fattig Mand i et lidet Kald, men her finder jeg det næsten fornærmeligt, og var jeg Biskop Irgens, ja mæn gik jeg i den gule Sloprok paa Voss. Flottmann er min Trøst udenfor mit Kammer. Han er en behagelig cultiveret Mand, og jeg var tilfreds, jeg kunde faae ham ind til Byen, hvilket ogsaa er hans Ønske. 1  tilbake Af Familien Galtung paa Thorsnes i Jondals Annex til Strande- barm. See nærmere om Gaarden og Ætten paa den Tid J. Neu- mann i Budstikken VII, 373 fgg. 2  tilbake Hr. Thomas Uro, Budstikken VII, S. 400. 3  tilbake C. D. Wolff.

bla bakover

bla videre