|
14de Novbr. Man skulde troe, efter det eensformige Liv, jeg fører, da jeg sjelden eller aldrig læser nye Bøger, eller kommer ud iblandt Mennesker, at jeg maatte reent fattes Æmne til Dag- bogen; dette er imidlertid ingenlunde Tilfældet, de fleste Dage har jeg ret overflødig Materie. Nu og da maa dog indtræffe enjour maigre, og en saadan var denne. 15de Novbr. Biskop Bech har endelig betænkt mig med et Brev, hvori hersker den ædleste og opbyggeligste Fraternitet. Det mærkeligste han forteller er, at det dog nok bliver Alvor med Lumholtz; man tvivler ikke om hans nær forestaaende Død. Munch bliver da vel Stiftsprovst; Bech idetmindste vil gjøre sig Umage derfor, da der skal afgives nogle af Embedets Indkomster, ventelig til hans egen Bispestol. Jeg er Gud skee Lov udenfor det alt. Sagen viste mig et Brev fra Christie, som er ilde til- mode over de gamle Skoleanordningers Retablissement, men trøster sig ved en Clausul, hvorefter Udførelsen gjerne kan opsættes til længe efter vore Dage. Ugjerne hørte jeg ellers, at Sagen har Aabels og vel flere bergensiske Studenters Rimelyst paa sin Samvittighed, da han i Skolen lader de Disciple, hos hvem han troer at spore Anlæg, over- | |
| s.261 | Horatz's Epistler o. dl. paa Vers. Sagen forekommer mig overalt i Vurderingen af, hvad der er sand Poesie, ikke at være gaaet synderlig frem med Tiderne. Dog, hvad ham og Rein angaaer, det lader jeg gjælde, de ere consequente Versificateurer fra det 18de Aarhundredes sidste Decen- nier, og langt bedre, at de ere dette, end at de ved at be- røre Overfladen af den nyere Poesie uden at være ind- trængte i dens Aand, skulde [være] blevne af disse amphibialske Væsener, hverken Fugl eller Fisk, som Ordsproget siger. Men dertil gjør just Sagen de unge Mennesker, der i Sko- len lære at gjøre Riberske og Frankenauske Vers, og naar de saa komme til Christiania og læse Øhlenschlæger, In- gemann, Schlegel, Tieck og Fouqué, bliver deres Vers en sørgelig Ruskomsnusk, der smager af Alt og Intet. Nei, lad Enhver i slige Ting være overladt til sin Genius! Begeistrer den Ynglingen til Sang, saa har det ingen Nød; han bliver nok Digter, om man endog i Skolen havde lært ham at sætte Poeter i Classe med Liniedandsere. 16de Novbr. Efter Gudstjenesten havde jeg Visit af Provst Krog paa Skudesnæs, og siden var jeg i Selskab med ham hos Præsten Irgens. Jeg har kjendt lidet til ham før og fin- der ham at være en jovialsk, fornuftig, lystænkende Mand, men noget heftig og paastaaelig, hvorover der mellem ham og den ligeledes heftige og paastaaelige Irgens var svære Debatter, i hvilke jeg og tildeels blandede mig. Blandt andet var en meget ivrig Strid om Bibelselskabet. Under denne Debat fik jeg ellers høre, at Rein endnu ikke har afleveret Regnskab, Penge eller Bøger til Irgens, en For- sømmelse, der hvad enten det er Skjødesløshed eller Trods, fortjener alvorlig Paatale. Jeg ønsker, at Rein vilde melde sig ud af Stiftscommitteen, hvor han, siden Haabet om |
| s.262 | Formandskabet forsvandt, ikke spiller nogen god Rolle. Efter Krogs Fortælling gjennemfarer Biskop Sørensen Stiftet i alle Retninger med en skrækkelig Fart, og anmelder sin Ankomst kun nogle faa Dage i Forveien. Ligesom Grev Wedel fordum, generer han mere ved at ophøie sig over al Etiquette, end om han iagttog den i al dens Stivhed. Saadant kan jeg slet ikke lide. Med hierarchisk Pomp skal en Biskop ikke drage frem, men han skal heller ikke gjennem- flyve Landet som en engelsk Væddemaalsrytter. 17de Novbr. Her var tre Bønder fra Evindvig, som blandt andet spurgte mig, i hvilket Forhold til hvad forhen var Skik og Brug, Offer og Ministerialforretninger burde betales, da Hr. Dahl fordrer 3 Rbd., hvor forhen gaves 12 Skilling. Jeg svarede dem, at Taxt for de Ting existerede ikke, altsaa maatte det beroe paa fælles Overeenskomst og de Ydendes gode Villie. Skulde Fordring kunne gjøres, da blev Om- skrivningsforholdet af 4/5 Sp. mod 1 Rd. DC., altsaa 1 Rbd. for 12 Skilling det lovmæssige. Imidlertid vidste de selv, at dette ikke var Pengenes sande Værd, og vilde ved at lønne deres Præst forhaabentlig tage saadant i Betragtning. Derimod, da en Sølvspecies gjælder noget over 20 Rbd., fandt jeg det passende (som Raad, ikke som Forskrift), at de gav 16 Rbd., hvor de før gav 1 Rd. DC., altsaa 2 Rbd. istedetfor 12 Skilling, hvor disse ei betaltes i Sølv. Krævede Præsten mere, kunde de gjerne afvise Kravet som ubilligt. De vare særdeles fornøiede med mit Raad og tak- kede mig derfor. Jeg styrkes alt mere og mere i min Tanke, at de Bergenhusiske Bønder i det Hele ere gode, tractable Mennesker, hos hvilke en Præst, som er hvad han bør være, kan føre et meget lykkeligt Liv. |
| s.263 |
18de Novbr. Peter Andreas Heiberg har i Christiansand ladet trykke en Afhandling om Repræsentativsystemet, især med Hensyn paa Norges Grundlov. Man gjenkjender ham efter de mange Aars Forløb baade i Stiil og Grundsætninger. Endnu er han det absolute Monarchies Fiende og den repu- blikanske Regjeringsforms sande Ven; kun finder han denne overalt, hvor Repræsentation existerer, hvad Navn end den høieste executive Magt bærer. Skjøndt født i Danmark, vil Heiberg ansees for Normand, da han i lige nedstigende Linie stammer ned fra den Pige, Rypen kaldet, der ene blandt alle Justedalens Beboere i Aaret 1348 undgik den sorte Død. -- Efter en unævnt skarpsindig Statsmands Anvisning deler han alle Statens Borgere i offentlige Professioner, hvortil alle Embedsmænd henhøre, og pri- vate  Bønder, Kjøbmænd, Kunstnere, Læger o. dl. Folke-repræsentationen bør efter hans Mening deles i 2 Kammere, af hvilke det første (øverste) blot skulde bestaae af Embeds- mænd, der valgtes paa Livstid af Regjeringen: ja Værdig- heden kunde endog være arvelig i et Land, hvor Adelskab fandt Sted. Andet Kammer skulde bestaae af Private, der valgtes som vore Storthingsmænd. Til at have Stemmeret var det ikke nok at være eller have været Embedsmand; ogsaa en vis Formue udfordredes i faste Eiendomme eller Obligationer med Prioritet. I vor Grundlov savner han 3 Bestemmelser: Samvittighedsfrihed (han synes ikke fuld- kommen tilfreds med Jødernes Udelukkelse), en Jury i Cri- minalsager, ligesom i England, og Betryggelse mod Ind- stævning for fremmed Værnething. At Kongen selv er be- rettiget til at anordne Kroningsceremonierne, finder han urigtigt. En symbolsk Handling, som anordnedes, f. Ex. at han satte sig selv Kronen paa, kunde have betænkelige Følger. Endelig holder han til min store Forundring Lov- |
| s.264 | tale over den katholske Geistligheds Coelibat, da han troer, at den Smule Liighed, som endnu existerer i Verden, deri- verer sig derfra. Havde Præsterne faaet Tilladelse til at gifte sig, vilde de [være] blevne Europæiske Braminer, og Resten af Nationen inddeelt i Kaster, ligesom Indierne. Dette sidste forekommer mig heel paradox. Præsten Brun viste mig Essens og Rosenblads løfte- rige Breve. Det sidste forekom mig at indeholde blot tomme Complimenter; af det første syntes Brun at udlede mere end hvad det virkelig indeholder. Det er skrevet strax efter Bispens Død, og jeg finder ikke stort andet deri, end en forbindtlig Condolence. Gud veed overalt, om Essen for- tjente den udmærkede Agtelse, man bar for ham her i Lan- det. En særdeles duelig Mand er han uden Tvivl, derhos god Ægtemand og Fader, men en dyb Politicus er han nok, til hvis Ære neppe de Ord kunne anvendes: "Salige ere de, som ikke see og dog troe". Kjerschow giver mig i sit Brev en Skildring af Agers Fattigvæsens nuværende Tilstand, hvorved Haarene reiste sig paa mit Hoved. Havde jeg ikke før priist mig lykkelig paa min Bispestol, maatte jeg gjøre det, efter at have læst dette Brev. Byens Fattigvæsen har nu drevet sin Ufor- skammethed til det yderste, og har brugt slige grove, ære- rørige Udladelser mod mig, mod Kjerschow og den hele Agerske Fattigcommission, at man har besluttet at paaføre den Proces, hvori jeg og indbødes til at deeltage, og saa ligegyldigt det virkelig er mig, hvad de Folk dømmer om mig, kan og bør jeg dog ikke vægre mig derfor; beneficium processus gratuiti faaer man da. Iøvrigt er der Penge- mangel, og de lemfældige Midler, Kjerschow anvendte for at faae Fattig- og Skoleskatten betalt, vare frugtesløse. -- Provst N. Hertzberg fortæller, at Jubelfesten er i hans Kirke feiret med megen Høitidelighed, endog med Illumina- |
| s.265 | tioner og Inscriptioner. Bibelselskabet lucrerede der 800 Rbd. -- Fra hans Broder Christian fik jeg og Brev, hvori adskillige interessante og nyttige Oplysninger og uskrømtet Glædesyttring over mit Forsæt at visitere i hans Provstie til Sommeren. -- Derimod fik jeg et Brev fra hans og min Plageaand, Præsten Middelthon, saa impertiment, at han paa Mandag skal faae et meget alvorligt Ultimatum, hvorved jeg haaber, at Brevvexling mellem os skal ophøre. En Contrast hermed, en hjertelig og broderlig Velkomst fra Præsten Blichfeldt paa Eid i Nordfjord, var mig derimod yderst behagelig. Dette Brev indeni et fra Pavels i Gloppen, hvormed fulgte den forlangte Beretning fra alle Nordfjords Præster, meget god og instructiv. Det er det første Provstie, hvorfra alt er indsendt, hvad der skulde ind- sendes, og jeg skal ved Aarets Ende give Pavels og Chr. Hertz- berg det Skudsmaal, at de ere Stiftets ypperste Provster. Jeg undtager ikke den sidstes Broder; han skriver morsomme Breve, men er nok større i Ord end i Gjerning, qua Provst idetmindste; thi i sin Menighed stifter han vist meget godt. Over Qvale forundrer jeg mig; hans Skoleforretninger vare utilfredsstillende, og fra de fleste Sogne kom slet ingen. Om hans Visititats og mine Spørgsmaal har jeg ikke seet en Linie. Det allerværste er endnu, at Fleischer, Wingaard og Baade slet ikke have visiteret, at jeg altsaa om deres Prov- stier intet veed, og intet kan indberette. 19de Novbr. I Rigstidenden nævnes ti nye Storthingsmænd. I Stavanger Amt var det bestemt, at Ingen uden Bønder skulde vælges, og Valget faldt paa: Johannes Malmei, Gabriel Østerraad og Svend Mossige, af hvilke den ene skal være en Hestepranger og den anden en af de meest uculti- verede Mænd i Skudesnæs Præstegjæld. Om den tredie |
| s.266 | veed jeg intet. I Smaalehnenes Amt har derimod en for- træffelig Aand hersket, og Valget gjør Vedkommende megen Ære, det er: Amtmand Sibbern, Statsraad Rosenkrantz og Provst Schnitler, alle omtalt i denne Bog med fortjent Berømmelse. 20de Novbr. Billigen er denne Dags Historie, saaledes som Junger engang skrev, en Historie bagfra, thi Aftenen skjænkede mig en mental Nydelse, hvis Lige jeg ikke har havt, siden jeg var i Kjøbenhavn, og neppe engang der i de sidste Aar. Et Par comiske Stykker har jeg i Christiania seet spillet til temmelig høi Grad af Fuldkommenhed; enkelte Roller ere heel ypperligen udførte der, men den udmærkede Glæde har ingen dramatisk Forestilling -- maaske siden mine Ynglinge- aar -- skaffet mig som den i Aften af mit gamle Yndlings- stykke: Jægerne1. Det var især Warbergers, Mad. War- bergers og Seebachs Fremstillere, der gav den et saa for- trinligt Værd. Overkrigscommissair Mohr viste sig som en stor Skuespiller, og Schwartz spilte ikke Warberger bedre. Jfr. Grib og Bøschen vare No. 2 og 3 i dette skjønne Kløverblad. Bøschens colossale Figur stødte mig ved første Indtrædelse, men Indtrykket formildedes, hver Gang han kom igjen, og udslettedes aldeles i femte Act, som fra de tre Nævntes Side var et fuldendt Mesterstykke. Som et stort Fortrin hos Bøschen maa jeg fremhæve hans simple, ædle og dog kraftfulde Diction, uden Stænk af Præketone eller uægte Pathos. Langt mindre behagede mig den be- rømte Jørgensen som Anton, hvilken Rolle heller ikke pas- sede til hans Udvortes. Førend vi gik, kom den første Præsteforæring i en |
| s.267 | Fleskeskinke fra Friis. Den bragtes af en meget cultiveret og fornuftig Bonde, der takkede for min Indbydelse til Ju- belfesten. -- Jeg nødsagedes til at paalægge Stiftsprovsten en ny Byrde, nemlig at indhente de manglende Underret- ninger om Bergens Borger- og Almueskoler. Jeg tænker, han i sit Hjerte bander baade mig og Departementet, men jeg kan ikke hjælpe ham. At han skulde nedlægge sit Em- bede som Stiftsprovst vilde jeg ikke ønske; derimod skulde det være mig kjært, om han ønskede at blive Nordhordlehns Provstie qvit, men som en Fiende af alle Forandringer gjør han det vist ikke. 22de Novbr. Posten bragte et Brev paa 8 Kvartsider fra Hersleb, begyndt 18de Sept. og endt 15de Novbr. I al denne Tid havde han meget Arbeide og maadelig Helbred. Han be- gynder med Lovcommitteens Debatter om Skoleloven, hvor han ved Sverdrups og Engelhardts2 Bistand fik drevet igjennem, hvad han dog frygter Storthinget ei vedtager, at alle studerede Ynglinge skulle lære Hebraisk. Diriks var dette Forslags Antagonisk. (At han er bleven blind, tales intet om). Vanskeligheden for et ungt Menneske, der tager første Examen, bestemt at decidere sig for eller imod et vist Brødstudium, er i mine Øine den vigtigste Grund, thi for den, der ikke vil være Theolog, er dog virkelig det Hebraiske aldeles unyttigt. Hersleb har gjort den engelske Præst Hendersons Bekjendtskab og roser ham meget; han synes næsten at have bragt min Ven paa andre Tanker i Henseende til Bibelsel- |
| s.268 | Rapporterne har misledt Kongen med Hensyn paa Stem- ningen i Norge, erkjender han, men ellers troer han, at alt bliver godt, og det kan vist meget gjerne være. Kun naar han anseer Lystleiren som et virksomt Middel til at befæste Broderbaandet, da maa jeg sige: Herre, hjelp min Vantro! Carl Johan med et lidet Følge, uden Krigsfolk og Soldater havde udrettet langt mere og gjort Nordmændenes Stem- ning livligere og mere haabefuld, end den nu er eller kan være. Jeg havde i Formiddag et uventet Besøg af Sunds nye Sognepræst Moss, der i Udseende og Organ har Liig- hed med Provst Norman -- gid ogsaa i alle andre Hen- seender! Han roses som en retskaffen Mand. -- Paa en Spadseretour i Eftermiddag mødte jeg Welhaven til Hest paa Veien til en forhærdet Synder i Nærheden af Møllendal, for hvem han vilde præke Loven og Propheterne. Han er utrættelig virksom og nidkjær i sit Kald, den Ros kan Ingen betage ham. 15de Septbr. Ligesom jeg fra General-Commandoen fik Efterretning om Grev Mörners Død, saa er mig i Dag gjennem den tilstillet en Sørgetale over denne Hædersmand af Jacob Pontusen de la Gardie, holden da hans grevelige Vaaben sønderbrødes, som Skik er, naar man døer uden Livsarvinger. Det er en særdeles net Tale, uden væmmelig Smiger, uden tom Declamation, uden glimrende Dukkestads. Efter hvad jeg kjendte til Mörner, maa jeg antage hvert Ord for Sandhed, og glæder mig, at han fandt en saadan Mindetaler. Ellers bestyrkedes min for længe siden yttrede Formodning, at han i Hjertet var Gustavianer. Han har været Gustav den Fjerdes Gouverneur, holdt meget af sin Elev, og det var nok blot som Fædrelandsven han gav efter |
| s.269 | for den bydende Nødvendighed. Da denne Conjectur var saa heldig, saa vover jeg endnu en lignende: Det var umid- delbart efter Carls Johans Thronbestigelse, at Mörner ned- lagde først de norske, siden de svenske Embeder. Maaskee har han været Carl den Trettendes personlige Ven -- der var kun 7 Aars Forskjel i deres Alder -- og saalænge denne levede, vilde han tjene ham og Landet. Men da nu Carl var død, da en fransk General virkelig besteg Gustav Wasas Throne, da drog han sig tilbage, uden engang at ville modtage Pension. Det være som det vil: med Hæder levede han, med Hæder døde han, og simple, skjønne Hæders- krandse lagdes paa hans Grav.Sit illi terra levis! 16de Septbr. Klokken halv fire i Morges musiceredes herude paa Gaden af de Spillemænd, der "Lørdag Aften tiltrods" havde assisteret ved Bryllupsdandsen paa Kalfaret. Stiftamtmanden og vel flere Autoriteter vare tilstede, Ballet holdtes hos en af Byens rigeste Kjøbmænd, mod den Sag er altsaa intet at indvende; dat veniam corvis, vexat censura columbis. Klokken 6 Søndag Morgen vare vist alle Gjæster i Seng, og havde da en sand Hviledag. 17de Septbr. Flottmann lod mig vide som Svar paa mit Brev, at han ikke kan indlade sig i noget Engagement med Bergendal, da Hammer Kald, saaledes betynget med Pension og Afgift, ei vil yde ham med Familie nødtørftigt Udkomme; derimod søger han Tønsberg, som jeg aldeles ikke ønsker ham, og aldrig i Evighed anbefaler ham til. |
| s.270 |
27de Novbr. Stenersen fortæller i sit Brev blandt andet om en mærkelig Artikkel i den politiske Journal, hvor der siges, at her "i Norge er tre Partier, det royalistiske, constitutionelle og anticonstitutionelle. I Spidsen for det andet vedbliver Stiftamtmand Christie at staae; ivrig anticonstitutio- nelt er det hele Universitet, og som Hovedmænd for samme kunne Professorerne Hersleb og Sverdrup ansees". Den arme Hersleb! Gud veed, hvorledes han kan udraabes som Hoved for et Oppositions- partie! Han forekommer mig dog yderst varsom i sine poli- tiske Yttringer3. Af Rigstidenden sees, at Buskerud Amt, som for tre Aar siden valgte lutter Bønder, iaar har valgt lutter Em- bedsmænd: Sorenskriver Gram, Procurator Knoph og Amt- mand Collett. Af Jurister kommer der en Mængde, især Sorenskrivere. -- I Nationalbladet klages over, at den Høie- steretsassessor, der sidder ved Justitiarii høire Side (Collett), en Dag under Proceduren stod ved Kakkelovnen og var- mede sin Bagdeel. Jeg havde Besøg af den veltalende Mad. Pytters me- get stilfærdige Mand, samt Thorbjørn Sandvigen. Den sidste vilde tale med mig om den bemeldte Skole, og blev ubehageligen overrasket, da han hørte, at den Thomas Olsen, man havde gjort Regning paa som Lærer, har oprettet en Skole i Christiania. Hans Plan med denne Skole var sær- deles omfattende. Han vilde, at alle Skoleholderne fra hele Stiftet skulde forpligtes til at komme hid, og en Tid lære af denne Thomas Olsen eller hvem man ellers kunde faae, hvorledes de bør undervise Ungdommen i Religion. Dette |
| s.271 | viiste jeg ham, var aldeles ugjørligt, men gav ham dog Haab om, at denne Læreanstalt, naar den svarede til Hen- sigten, kunde vorde en Planteskole, hvis Elever efterhaanden kunde blive Skoleholdere og udbrede forbedret Religionsun- derviisning, hvilken jeg maatte indrømme ham, høiligen be- høves. Thorbjørn Sandvigen forekommer mig at være en fornuftig og dannet Bonde. At han er selvklog og intri- gant kan meget gjerne være; hos mig viste han megen Be- skedenhed, og at, efter det Synspunct, hvorfra han betragter Tingene, hans Plan var meget god, naar den lod sig ud- føre, vil jeg aldrig fragaae. At Religionen i Almueskolen er Hukommelsesværk og hos den mere cultiverede Ungdom Forstandssyssel, er uden Tvivl Aarsag til Religiøsitetens ringe Fremgang iblandt os. Til Hjertets Sag maae den gjøres, naar den skal virke, men først maa den nok være det hos Lærerne, før den kan blive det hos Lærlingerne. -- Pytter medbragte et nyt Product af Hans Houge, som jeg med Bedrøvelse seer, vover sig igjen ud paa Skribentbanen. Bogens Titel er: Om religiøse Følelser og deres Værd. -- En anden Bog fik jeg tillaans fra Præsten Brun, Begyndelsen af et svensk Tidskrift: "För Religi- onens Vänner", foræret ham af Udgiveren, en vis Afzelius. 28de Novbr. Urigtigheden i deres Dom, som paastod, at Reforma- tionen var og nødvendigviis maatte være en Følge af Vi- denskabernes Gjenfødelse i Europa, er det, Stenersen har paataget sig at bevise i sit Universitetsprogram4, og i det |
| s.272 | Hele lykkes det ham særdeles vel. Men naar han paastaaer, at Mennesket ved sine naturlige Kræfter dem, som Gudhar indplantet i dets Natur, ei er istand til at udfinde og fuldføre noget godt, og for at godtgjøre dette, giver 1 Cor. 2, 14 en i mine Tanker aldeles urigtig Fortolkning: naar han troer, at jo mere Menneskene, stolende paa deres egne Kræfter, søge at komme til Gud, des længere ville de fjernes fra ham (jeg troede, at den, som af et oprigtig Hjerte søger Gud, vil altid finde ham, og finder i mangfoldige Skriftsteder Hjemmel for denne min Troe), naar han synes at regne Middelalderens Philologer det til Brøde, at de meest befattede sig med verdslige Ting: naar han, efter tilbørligen at have rost Erasmi Lærdom, Vittig- hed o. dl., gjør ham til en Hykler, der ikke mente, hvad han bad Gud om, eller en inconsequent Daare, der tiltroede sin Bøn en Virkning, den ei kunde have -- hvo kan da give ham Medhold? Paa mine officielle Spørgsmaal til Irgens, om Rein havde afleveret ham Regnskab og Bøger, Bibelselskabet ved- kommende, fik jeg et do. Svar, ikke uden Bitterhed mod Rein. Efter Bohrs Raad meddelte jeg Rein i Fortrolighed den førte Anke, samt spurgte ham, om han vilde handle umid- delbar med Irgens eller udlevere Papirer og Bøker til en af mig udnævnt Committee, hvortil jeg foreslog Hysing og Brun. I et temmelig ceremonielt Svar vælger han det sidste. Han kalder Irgens "en til Galskab trættekjær Chicaneur". Rein viser mig ikke den aabne Fortrolighed, hvormed jeg kom ham imøde. Er det, fordi jeg ikke for hans Skyld vil gjøre mig Irgens til Uven, saa kan jeg ikke tjene ham. -- Af mine Formaningsbreve skrev og afsendte jeg idag det sidste: til Dahl i Evindvig, hvem jeg med det samme for- talte, hvad hans egene Bønder forespurgte sig om hos mig. |
| s.273 | Lovcommitteen i det nyttige Selskab havde sit første Møde hos Præsidenten. Hagerup og Sagen foretrak imidlertid et fornøieligt Selskab hos en Kjøbmand Nicolaysen og udeblev. Klagenberg, og Meltzer og jeg vare altsaa de eneste. Vi talte længe om, hvorvidt det var raadeligt at indgaae nogen Tarvelighedsconvention. Af forhen anførte Grunde erklærede jeg mig derimod. Meltzer, en meget fornuftig og elskværdig Mand, var af min Mening, og Klagenberg, der syntes at hælde til den modsatte, gav efter, da vi gjen- nemgik Tractement, Ameublement og Klædedragt, og fandt, deels at intet af alt dette er meget luxuriøst i Bergen, deels at man mangler indenlandske Fabricater, der nogen- lunde kunde erstatte Savnet af de udenlandske. At bidrage til saadannes Anskaffelse fandtes at være en værdigere Gjenstand for Selskabets Opmærksomhed, og derfor over- droges det Meltzer at udarbeide en Plan, hvorledes man kunde faae et Oplag af her forarbeidede Meubler, Hatte og Skomagerarbeide af saadan Bonitet, at ingen fornuftig Patriot kunde fristes, og intet Menneske finde sin Regning ved at kjøbe de Ting i England, Kjøbenhavn eller deslige. 29de Novbr. Hans Houges Bog har jeg nu -- vel ikke gjennemlæst Ord til andet, men dog læst saa meget af, at jeg tilfulde kjender den og Aanden, som udtaler sig deri. Jeg seer da først deraf, at Secten endnu er i fuld Flor, synes endog at udbrede sig. Mit temmelig lange personlige Kjendskab til Houge vakte hos mig den (hvad jeg nu indseer) falske Formodning, at han aldeles havde opgivet Tanken om at være Partiehøvding, og at han med alle hans Tilhængere i Stilhed drog sig tilbage, vel forenede med et usynligt Baand, men uden Ønske eller Haab om nogensinde igjen at fremtræde offentligen. Nu seer jeg, at Secten blot har |
| s.274 | betragtet sig som en ecclecia pressa, der nu, da Forfølgel- sens Tid er forbi, reiser Hovedet og hæver Stemmen paany. -- Efter en Afhandling om de religiøse Følelser, giver Houge selv en Udsigt over sit Liv, der er ret vel skreven og tydeligen viser, at han ikke angrer et af de Skridt, han har gjort fra den Tid, han begyndte at vinde Celebritet. Derpaa følger Breve og Beretninger fra 7 Fruentimmer og 11 Mandfolk, hvoriblandt Ole Svanøen, alle indeholdende en Skildring af deres religiøse Følelser fra Barndommen til den nærværende Tid. Der er megen Overeensstemmelse mel- lem disse Beretninger. De fleste vare letsindige i deres Ungdom, men et Vers af en Psalme, en Præken af en op- vakt Broder eller lignende, havde bragt dem paa andre Tanker. Satan havde fristet dem til Frafald, men Guds Aand har igjen ført dem paa rette Vei, og for dem alle er Hans Houge og hans Skrifter af alt Jordisk de sikreste Veiledere. -- Det andet, jeg har lært af denne Bog, som jeg idetmindste aldrig før har været mig saa tydeligen be- vidst, er, at Hougianernes Lære er næsten diametraliter modsat de mæhriske Brødres, og ikke engang overeensstem- mende med den strenge Grundtvigianisme. Hjertes og Levnets radicale Forbedring gjøres til en Hovedsag; den uvirksomme Tilegnelse af Jesu Fortjeneste, Sjelens Nedsænken i hans Blod og Vunder, Troen som det Ene fornødne, ville de intet vide af. Og heraf bliver det mig nogenlunde begri- beligt, hvad jeg før ikke kunde fatte: at de Folk med Behag kunde høre og læse mine Prædikener, i hvilke bestandig (endnu meer i min Ungdom end siden) er indprentet en meget streng Moral. I det Væsentlige var min Prøveprædiken i Frue Kirke 1ste Advendts-Søndag 1797 en hougiansk Prædiken, kun at jeg ikke tog eller i Almindelighed tager Notice enten af de onde eller gode Indvirkninger, som jeg aldrig ret kan faae i mit Hoved. Iøvrigt kan det ikke næg- |
| s.275 | tes, at baade Dogmatik og Moral hos Hougianerne er al- deles skriftmæssig og christelig. Naar de kun vilde afholde sig fra Proselytmagerie, fra Foragt og Fordømmelse over dem, der ikke ere som de, fra politiske Cabaler og Ind- blanding i Statsstyrelsen, der ligger udenfor baade deres Syns- og Virkekreds, saa kan jeg intet have imod denne Sects Udbredelse, da den har mange gode Sider, langt flere end den Horrebowske Nationalisme, flere endog end det Grundtvigske Dominicanersystem. -- Ogsaa den svenske Bog har jeg udlæst. Den indeholder blandt andet en Brude- vielse af Biskop Brun, som ikke fortjente at trykkes i Mo- dersmaalet, end sige at oversættes. Det er overalt en fatal Sag med de Brudevielser; jeg har i henved 25 Aar ikke holdt en eneste, med hvilken jeg var fuldkommen tilfreds. "Gud i Skyggen" er denne Vielses forunderlige Thema. Nordposten bragte Brev fra Angell i Jøringfjord, over hvis Usselhed min afdøde Formands Vidnesbyrd aldeles ikke er overdrevent. Han søger Ørskoug Kald, og hans An- søgning begynder saaledes: "Den Eed, som er given Kongen og Lovene har benyttet, det uopløselige Kjærligheds- og Lydigheds-Baand mellem Dem; som troe indfødte Mænd tillige med hengiven Underdanighed og Frimodighed: I sin Trang at nærme sig Thronen: for der at finde Trangen bortryddet og hevet: naar de helligste og retfærdigste Grunde kan stadfæste det Haab at finde Kongens Naade". -- Han kalder sig tilsidst "en 58 Aars gammel knækket og svækket Præst". 30te Novbr. Jeg hørte i Dag de to Capellaner Normann og Flott- mann. De udgjøre tilligemed Friis et skjønt Kløverblad, hvorimod den fjerde af denne Egns Landcapellaner Doth i Lindaas sørgeligen contrasterer. |
| s.276 | I Aften havde jeg indbudet Byens Præster og Præst- inder, af hvilke Rein svarede nei uden at angive nogen Grund, og nu skal virkelig baade Mand og Kone bie, til jeg ind- byder dem igjen. Arentz gav en sørgelig Skildring af Im- moraliteten i Bjelland i Sætersdalen5. Det nærmer sig det Utrolige, naar han fortæller, at Bønder i den Tid, han var Præst der, drak Brændeviin i Kirken, ja offererede ham en Brændeviinsflaske for Alteret og indbød ham at tage en Slurk, og at i Vacancen, der gik umiddelbar foran hans Embedes Tiltrædelse, en fuld Bonde engang dandsede en Halling i Kirken under en Brudevielse. -- I Anledning af at jeg yttrede det Ønske at prædike Søndag mellom Jul og Nytaar, hørte jeg, at alle Capellaner paa den Dag skulle takke for Offer, ligesom alle Sognepræster anden Juledag. Dette er en saa ubrøde- lig Embedspligt, at det gjordes mig til Samvittighed ikke at friste Nogen til Overtrædelse. Jeg viger da skjøndt ugjerne, da jeg havde lagt en herlig Plan, og tænker ikke at høre nogen Høimesseprædiken paa nogen af de Dage, da den Takken er mig i høi Grad væmmelig. Den fik jeg dog Gud skee Lov mine Menigheder afvænnet med, hvor jeg var Præst. Her er selv Offrende, og kan intet gjøre, uden at renoncere paa min Deel af Takken. 2den Decbr. Hvad Foged Budtz fortalte om Præsten L. og For- fatningen i Oos Præstegaard overgaaer alt, hvad jeg nogen- sinde har kunnet forestille mig. En Uvorrenhed som hans og hans tre Døttres er sjelden endog hos den usleste, meest pjaltede Tigger. Fuld af Utøi, der krøb paa hans Klæder, |
| s.277 | laae han paa Straa, da han ikke eiede Sengklæder. Auc- tionen efter ham bestod af 6 Nummere. Biskop Lumholtz kommer sig igjen. "Det hele medi- cinske Facultet", skrev den gamle jovialske Justitiarius Bull til sin Søn her i Byen, "har forgjæves gjort sig Umage for at faae Livet af ham". 1 tilbake Af Iffland. 2 tilbake Nils Engelhardt, om hvem især kan henvises til Statsraad Holsts Erindringer, tog 1816 Afsked som dansk Høiesteretsassessor for i sit Fødeland Norge at arbeide i Lovcommissionen, men drog i 1818 atter til Danmark, hvor han fik sit gamle Embede igjen. 3 tilbake Sine mismodige Stemninger med Hensyn til Datidens politiske Forhold har Hersleb meddelt i et netop ved den Tid skrevet Brev (Breve til og fra Sibbern I. S. 48 -- 51). 4 tilbake Dette latinske Program havde ingen Titel, men dets Indhold an- gives saaledes: Lutheri reformationem communis illorum tem- porum mentis et renati humanitatis studii non solum esse filiam. 5 tilbake Bjelland ligger, som bekjendt, for den største Deel i Mandalselvens Dalføre og ikke i Sætersdalen. |