3die Decbr.


   Posten bragte kun to Breve, begge private. Major
Juell fortæller, at Wergeland er sikker paa, at Sebbelow
bliver bortviist fra Storthinget. Det lader man nok være.
Saavidt jeg veed, er han en saa qualificeret Person, som
nogen Mand i Landet; men at han er en Nar, som Juell
kalder ham, viser tilfulde et Brev, han har tilskrevet en
Ven, hvor han fortæller, at han arbeider paa en frivillig
Bank, hvorved han vil frembringe uhørte Miracler. "Alt
betalt Indskud til den tvungne Bank skal strax blive til-
bageleveret; uden Laan og Skatte skal Banken blive fun-
deret med 3 Millioner rede Sølvspecier; disse skulle i 5
Aar uden Skatte voxe til 5 Millioner; alle Rigsbanksedler
skulle blive indløste efter den af Storthinget fastsatte Cours
til Udgangen af 1818; alle Embedsmænd skulle fra 1ste Jan.
1819 lønnes i rede Sølv; fra 1819 skal Enhver kunne faae
sine Speciesedler vexlede i rede Sølv; disse Sølvpenge skulle
ikke komme ud af Landet, uden der kommer ligesaamange
ind igjen, og endelig skal Norge efter 5 Aars Forløb pro-
ducere saameget Korn, at Kornvarers Indførsel fra den
Tid forbydes". Ja efterat have afskrevet dette, begynder
jeg at troe, Wergeland kan have Ret, at nemlig S. findes
saa daarekistegal, at han fra Storthingsbænken transporteres
ud paa Opslo Dolhuus. -- Det andet Brev var fra Crøger
i Hitterdal, som i sin Alderdom har frembragt et Foster,
der ikke er ganske saa utidigt, som man af Titelen skulde
s.278   slutte. Den lyder saa: "Poetisk Sværmerie, realiseret ved
Jubelfestens forretningsløse Helligholdelse i Hitterdals Præ-
stegaard for den der forsamlede Almue d. 1ste Novbr. 1817,
til sand, til christelig Troe i Luthers Aand og Lære, under
Navn af Sandheds Hjem og Himmel". Dette Digt
beder han mig gjennemlæse, og, hvis jeg finder det mindste
Opmærksomhed værd, corrigere og indsende til Tilskueren1.

   Rigstidenden anmelder som Storthingsmand fra Chri-
stiansund og Molde en Sorenskriver Knudssøn. Det er en
Mængde Jurister! Jeg begynder fast at grue for dem,
som før for Bønderne. -- Man er nu bleven tolerant for
Gevalt; endog i Rom have Protestanterne havt Tilladelse
til at feire Reformationsfesten. Ogsaa i Frankfurt og flere
Steder sammensmeltes de reformerte og lutherske Menig-
heder. -- Studenterfesten paa Wartburg har været en raa
Burchencommerts. Blandt andet anstilledes en auto da fe,
hvor Skrifter af Kotzebue og Kosegarten m. fl., item en
Soldaterpidsk, et Gehæng og en Patrontaske brændtes.
Excentriske Professorer, navnligen en Oken og en Fries,
have været der, og den sidste holdt en svulstig Tale. Med
Grund yttres Tvivl om, at Luther, om han kunde see op,
vilde glædes ved denne Høitid. -- I Nationalbladet faaer
Biskop Bech i et fingeret Brev til en Præst, en Finte, fordi
han efter sin Jubelprædiken bad for Statholderen.





4de Decbr.


   Denne Dag var, hvad jeg i Christiania kaldte en ær-
gerlig Dag. Her ærgrer jeg mig ikke synderligen over
nogen Ting. Jeg kan virke frit; det er mig en Hoved-
sag. Arbeide er jeg ingen Fiende af; jeg arbeider langt
mere og er langt gladere derved end før, men Arbeide,
s.279   hvor jeg hvert Øieblik maatte spørge mig for, om jeg har
gjort det rigtigt, eller hvor man som Sisyphus vælter uop-
hørligen op og ned, uden at andet kommer ud af det end
det samme, det er mig en Aandsfortærelse. Af saadant
Arbeide havde jeg i Christiania en Mængde, og her næsten
intet. Den Steen, jeg ikke kan løfte, tvinger Ingen mig til
at spilde mine Kræfter paa; jeg lader den altsaa ligge, ind-
til jeg faaer flere Kræfter og bedre Løfteredskaber.

   I Morgenstunden kom her et vistnok meget djærvt og
uhøfligt Brev fra Irgens til Stiftscommitteen, hvor dens
(og da især min) lemfældige Adfærd mod Rein haardeligen
paaankes. Efterat have betænkt mig nogle Øieblikke paa,
hvad der var at gjøre ved den Sag, skrev jeg et Circulaire,
hvori jeg indbød alle Medlemmer til et Møde hos mig i
Morgen Eftermiddag Kl. 3. Et omtrent ligesaa haardt
Brev fandt jeg mig beføiet til at skrive til Stiftsamtmanden.
Skoleforslagene fra de fire Provster, som i Aar have visi-
teret, vare hos mig til Gjennemsyn og Bedømmelse for en
Maaned siden; jeg sendte dem strax tilbage og bad Schydtz
paaskynde Udfærdigelsen, og fra den Dag har jeg hverken
seet eller hørt et Ord derom. Jeg skrev altsaa (til Stift-
amtmanden, som sagt, ikke til Justitsraad Dahl), at hvis ei
de Ting bleve expederede til Forsendelse med allerførste
Post, saa tegnede jeg paa hver Forretning min Protest
mod Forhalingen, som noget, jeg var uskyldig i, og om
Provst, Præst eller Bonde fandt for godt at klage over
denne Nølen, vilde jeg selv tilraade og understøtte Klagen.
For imidlertid ikke at krænke den gode gamle Justitsraad,
lagde jeg dette Tordenbrev ind i et andet, hvori jeg for-
sikrede ham om mit Venskab og min Høiagtelse, og gav hans,
vistnok meget ferme, men indbildske og superkloge Fuldmægtig
Skyld for alt. -- Da dette var expederet, kom 3 Bønder fra
Evindvig i det udtrykkelige Ærinde at klage over Præsten
s.280   Dahls overdrevne Fordringer, og spørge hvormeget han for
enhver Forretning var berettiget til at fordre. Heraf er-
farede jeg desværre, at alt, hvad Falsen har sagt, ja endnu
mere med allerstørste Føie kan lægges denne Mand til
Last. Som Lærer erklærede de sig aldeles tilfredse med
ham; i ingen Henseende kunde de ønske sig en bedre
Præst uden i denne ene, som rigtignok er saare slem. Til
disse Fordringer hørte da og den aldeles lovstridige at
kræve 10 -- 15 Rbd. af hver Confirmand. Endelig spurgte
de om Capitelstaxten. Jeg henviiste dem til deres Præst,
men ham turde de ikke troe, til Stiftamtmanden, men de
frygtede, at han i Faveur af sin Brodersøn vilde lægge
Dølgsmaal paa Sandheden, og jeg maatte endelig give
dem skriftlig under min Haand, hvormeget de skulde give i
Tiende af hver Tønde Rug, Havre og Blandkorn. En
meget slem Gjærrighedsaand maa have betaget den gode
Dahl, den velhavende, børnløse Mand, hvis Fisketiende i
dette Aar skal have indbragt ham betydelige Fordele2.
Disse Folk vare neppe ude af Døren, førend 2 Bønder fra
Lindaas kom for at betale Landskyld. Jeg spurgte dem,
som jeg almindelig gjør, om deres Præster. I en beskeden,
tilbageholden Tone svarede de, at de klagede over Ingen.
Da jeg imidlertid har hørt ogsaa Hveding beskyldt for
Egennytte, og Doths Drikfældighed er bekjendt nok, gik jeg
dybere i Texten med dem. "Ja hvad Capellanen angik,
han var en god Mand, han var sig selv værst". -- "Men
Sognepræsten da?" -- "Aa jo". -- "Man har sagt mig,
at han er ret svær i sine Fordringer". -- "Ja det er nok
saa!" De talte med megen Circumspection, men Sandheden
lod sig ikke miskjende. Og det er den ypperlige Mand,
som Brun gjorde saameget Væsen af, som efter hans An-
s.281   befaling gjorde det store Sprang fra personel Capellan til
et af Stiftets bedste Sognekald -- ja jeg maa sige, jeg var
ret ilde tilmode og er det endnu. Hvad kan udrettes til
Guds Menigheds Oplysning, naar Menighedens Lærere
handle saa? og de bedste endog iblandt dem, de, hvis Lære,
naar Exemplet harmonerede dermed, nødvendig maatte stifte
Gavn? Længere hen maa jeg skrive en ny epistola pasto-
ralis; gjør den ei godt, ondt gjør den ei.

   Jeg fandt i Dag et af Bruns Breve til mig kort efter
min Udnævnelse, hvor han taler om sin Faders Copiebøger,
hvilke han vil udlevere til mig paa "Vilkaar, at jeg selv
ikke skriver i dem, men i Tildfælde af min Død eller Bort-
gang besørger dem ham eller hans Familie tilbageleverede".
Dette Vilkaar havde jeg ganske overseet og har, fra jeg
kom her, overtraadt det og skrevet mangfoldige Breve og
Erklæringer i Bogen. Brun veed det nok vel, da jeg et
Par Gange har forelæst ham Concepten til Embedsbreve,
og han nødvendig har maattet gjenkjende den. Maaskee
han og nu indseer, at den Høiesteretsdom, uden hvilken han
ei vilde udleveret den til nogen anden, neppe vilde faldet
ud til hans Fordeel, da en saadan Bog, hvoraf saamegen
Oplysning og Veiledning kan hentes, nødvendigen maa
høre til Embedets Papirer. Overalt kan jeg ikke tilskrive
det andet end Bruns utidige Frygtsomhed og Delicatesse,
at han er saa bange for at lade nogen see den Bog. Paa
den underlige Distraction nær, at indføre fortrolige Privat-
breve i saadan en Protocol, gjør den Manden aldeles ingen
Skam i hans Grav. Ikke mindste Skygge kastes paa hans
Embedsførelse, det sees ikke, at han for Gunst eller Gave
har anbefalet nogen Uværdig, ikke at han ved noget nedrigt
Middel har bidraget til sin Ophøielse. At han var et
svagt Menneske, kunne de rigtignok see, som før holdt ham
for en Engel; men burde de, endog uden at læse denne
s.282   Bog, tvivle derom? Og overalt -- om ti Aar saa er det
glemt altsammen.




5te Decbr.


   Circulairet kom i Morges tilbage med undskyldende
Paategning fra 3 Medlemmer: Brun, som "helst gaaer fra,
hvor Slagsmaal er". Det er baade vel og ilde at have en
saadan Fader, som gamle Bispen. Utidig streng mod sine
Børn troer jeg aldrig, han har været, men den afgudiske
Tillid, man ved et imponerende Væsen tilvender sig, kan lige-
saavel som Strenghed gjøre et Barn af svag Charakteer til
et forkuet og uselvstændigt Væsen i alle sine Dage. Den
Anden var Rein, som "virkelig ikke kunde komme". Hans
Regnskaber og de tilsendte Lærebøger vare til Tjeneste.
(Jeg hører, at det og var allene for Irgens's Skyld, han afslog
min Indbydelse. Det er en ubegribelig Svaghed hos de
Mennesker, der dog hos en apoplectisk Mand som Rein
mere lader sig undskylde). No. 3 var Rulffs. De andre
indfandt sig Klokken 3. Debatterne vare i Begyndelsen svære;
jeg blev tilsidst arrig, sagde, at jeg fandt det uværdigt, at
Animositet mellem to Fredens Lærere skulde over en reen
Bagatel vække en forargelig Trætte, og end uværdigere, da
Tvisten forefaldt i et Samfund, hvis Hensigt var at udbrede
den Bog, hvor denne Lære forkyndtes i hele sin Reenhed.
Tilsidst sagde jeg: "De interimistiske Love sige, at Biskoppen,
naar han selv vil, skal være Committeens Formand;
vil man saaledes tage afsked, saa vil jeg ikke være
Formand, lad saa være det, hvem der vil!" -- Dette gjorde
Virkning. Interlocuteurer tog sig af Sagen, og Irgens
blev saa myg som en Silketraad. Manden er ingenlunde
saa slem at komme tilrette med; den Svage foragter han,
men hvor han møder Fasthed, er han intet mindre end
ubøielig, og jeg har alt Haab om, at jeg og han skal blive
s.283   særdeles gode Venner, uden at jeg derfor skal bortgive en
Smule af mit Embedes Værdighed. Vi erkjendte omsider
alle, at der ogsaa er store Feil paa Reins Side, og des-
værre, denne Erkjendelse bestyrkedes ved de Papirer, der
under Forhandlingerne indsendtes fra ham. Rein har i
den hele Bibelselskabssag viist en utilgivelig Skjødesløshed,
og vilde han været Biskop over Bergens Stift saadan som
han her var Formand og Casserer (hvilket høiligen lod sig
befrygte) saa bør han den 26de Januar istemme en Hæders-
sang til Kronprindsen, som modsatte sig hans Udnævnelse.
-- I vort Møde opløftes tilsidst alle Dissonantser i den
skjønneste Harmonie, og vi skiltes ad som de bedste Venner.

   Med Posten sendte jeg Embedsbreve til de tre nordlige
Provster, samt et dito til Præsten Arentz i Trondhjem, hvem
jeg anmodede om at sende mig den for Ordinander befalede
latinske Biographie, hvilken efter Flottmanns Sigende ei
blev dem affordret, ja de blev ikke engang examine-
ret. Det var høi Tid, at Brun sagde Verden Farvel. --
Jeg lader nu indrette en Bog, da den ældre er fuldskreven,
og indfører deri deels hvad jeg finder paa løse Lapper inde
i Archivet, deels de tre ordinerede Mænds Levnetsløb, og
saa indføre da de tilkommende Præster deres. -- Endelig fik jeg
fra Justitsraad Dahl et høfligt og venskabeligt Brev, hvori han
anfører det meget Arbeide, man har med de 500 Emigranter --
som vel nu snart ere indsvundne til 300 -- som Grunden
til hiin Seendrægtighed, og sender mig de tre Præsters
Anmærkninger, hvilke jeg igjen reviderede og efter min
Overbeviisning bifaldt, berigtigede eller forkastede.





6te Decbr.


   I Morges fik jeg en Billet fra Brun, som frygtede,
at jeg var vred over hans Udeblivelse fra Committeemø-
det; men foruden at hans Søndagsprædiken sysselsatte ham,
s.284   havde han faaet en Skræk i Blodet bra hiint Optrin med
Irgens i Korskirkens Sacristie, der nær havde forvoldt ham
en Rørelse. Jeg bad ham i mit Svar for alting ikke lade
sig cujonere af Irgens, men møde Grovheder med sindig
Fasthed, saa havde han intet at frygte. Overalt indseer
jeg ikke, hvad her var at være bange for. Jeg, Irgens og
Rein vare Hovedpersonerne; hvem af de andre, der ikke
havde Lyst at tale med, kunde tie stille.

   Posten bragte mig intet Brev fra Christiania, derimod
2 fra mine flittigste Correspondenter her i Stiftet: Qvale
og N. Hertzberg. Den første bevidner høit og dyrt sin
Uskyldighed og er, som rimeligt, vred paa Falsen, og vil
føre Proces, hvilket jeg ogsaa af ganske Hjerte vil tilraade
ham, naar han har ganske reent Meel i Posen. Jeg skulde
unde Falsen den Ydmygelse. -- I Bergens Avis findes et
Stykke mod den Skipper, som har bragt de tydske Emi-
granter -- (han nævnes ikke, men er kjendelig nok), som er
græsseligt. Efter en heel Sides ubeskrivelig heftige Decla-
mation i vort Modersmaal, lyses tilsidst Forbandelse over
ham baade paa Tydsk og Latin.





7de Decbr.


   Jeg gjennemlæser fremdeles Copiebøgerne og vedbliver
at finde mærkelige Ting. Det brillante Vidnesbyrd, Brun
gav Hount, stødte mig. At han høist ugjerne saae ham
forlade sit Stift, er Løgn i den salig Mands Hals, thi jeg
veed, at han slet ikke yndede Hount, og talte allevegne ilde
om hans Heterodoxie. Den Omstændighed, at han har gjort
Copiebogen til sit Hjertes Fortrolige og ladet dens Læsere
"dristig rode i hans hemmeligste Lyst", forvisser mig om, at
han ikke har sendt Cancelliet eller Moltke et Brev af mod-
sat Indhold, og maa jeg da paa den ene Side tilstaae, at
saadan en Attest gjorde hans Hjerte Ære, men paa den
s.285   anden, at jeg ikke kunde givet den. Der var vel en Mid-
delvei, hvorpaa hverken Hount fornærmedes eller hans engen
Overbeviisning fornægtedes. -- Jeg har og nu begyndt at
revidere Embedsbrevene, som provstieviis ere ordnede fra
1758, men ligesom mange uvigtige ere gjemte, saa ere vist
og mange vigtige forkomne. Nordfjords Provstie var det
første, der faldt mig i Hænder. Fra Begyndelsen finder man
Nytaarsgratulationer til Biskop Tidemann, item om Ryper,
Smør og andet, som Præsterne have foræret ham. Hage-
rup, som nok var en udmærket Embedsmand, men var her
saare kort, afskaffede først denne Uskik. Irgens holdt sig
ogsaa strengt til, hvad der vedkom Embedet, men gjorde
dette med vel megen Ængstelighed. I Bruns Correspon-
dance gjenkjender man ham fra Copiebogen. Der er meget
morsomme Breve fra Provst Frimann fra de allernyeste
Tider, men i nogle af dem er ligesaalidt Embedsfag som i
Brevet til Haxthausen om Bøschen, Meyer og Konow.
Nuværende Sognepræst til Førde, Lind, lærer sig ellers af
disse Papirer at kjende som en Mand, der er vel vidtløftig
i sin Skrivemaade, men skriver overmaade vel for sig og
med en sjelden orthographisk Correcthed, og viser sig derhos
som en Mand af Nidkjærhed i sit Kald og ædel Selv-
følelse.

   Min Kone og jeg vare i Dag i Hospitalskirken. Hun
hørte Welhaven for første Gang og syntes meget godt om
ham. Han er vist og en meget heldig Folketaler, og man
kan ikke undres over det store Tilløb, han har af Almue-
mennesker. Ogsaa den Oplyste vil i hans Prædiken finde
Næring baade for Aand og Hjerte. Han har et godt Or-
gan og misbruger det ikke. At de to Dele i hans Præ-
diken, ligesom de syntes at være to forskjellige Prædikener,
ogsaa foredroges med differente Stemmer, vilde støde den
strenge Kritiker, der havde Hovedet fuldt af Bastholms og
s.286   Marezolls homiletiske Regler og tænkte paa de trykte Præ-
dikener, der fremstilles som Mønster, men tænker man sig
denne holdt i en Landsbyekirke (det er da saa omtrent Ho-
spitalskirken) for en lidet cultiveret Almue, der vil opbygges
og ikke critisere, saa var den ret meget hensigtsmæssig.
Disse argumenta ad hominem, denne Detail, som Mange
vilde finde smaalig, det gjør just Effect hos de Mennesker.
At sublime og trivielle Udtrykke stundom sammenblandedes,
det er en Feil, der i vel saa høi Grad fandtes hos den
Mand, han, især hvad det Udvortes angaaer, tydeligen sees
at have taget til Mønster3.




8de Decbr.


   Med Vesterpost afgik Brev til Provst Hertzberg i Find-
aas, hvor jeg bad ham, hvad jeg, foranlediget af Angivelsen
fra Nordfjord Provstie, har bedet alle de andre Provster:
at nævne mig de Gjæstgiverhuse nærved Kirkerne, som volde
Sviir og Forargelse, og som formeentligen kunde og burde
afskaffes. Jeg vil da først forsøge, hvad Amtmændene i denne
Sag have Evne og Villie til at udrette, og hvis dette intet
hjelper, andrage den for Politiedepartementet. -- Fra Dahl
i Evindvig fik jeg et Brev paa to Foliosider, hvor han saa
nogenlunde retfærdiggjør sig mod Falsens og Bøndernes
Beskyldninger. Anklage mod ham for Domstolen vil aldeles
ikke finde Sted. Forøvrigt bevidner han mig sin hjertelige
Tak for min Skaansel og Delicatesse i denne Sags Be-
handling og sin ubegrændsede Hengivenhed. -- Videre er
ikke om denne Dag at anføre undtagen at jeg nu gjennem-
gaaer Embedsbrevene fra Søndmør, hvor der blandt andet
er en Conduiteliste over Provstiets Præster, forfattet som
det syntes med megen Indsigt og Upartiskhed. En Haar i
s.287   Herrøe skildres med temmelig mørke Farver. Kunde man
faae en saadan Liste, var det en herlig Sag, men saa maatte
man være sikker paa, at ikke Provsten var saadan en, i hvis
Øie fandtes en Bjælke, vel saa slem som den han opdagede
hos andre.




9de Decbr.


   Lieutenant Mansbach4 er kommen hertil med en Trans-
port Klæder til de tydske Emigranter. Disse Emigranter.
maa nu ogsaa fødes paa vort Lands Bekostning, da deres
Proviant er fortæret. De ere vort stakkels Norge en svar
Byrde.


   I de Søndmørske Papirer har jeg lært at høiagte Provst
Baade som en Mand, der tænker grundigt og udtrykker sine Tanker
med Bestemthed og Fynd. Ved et Opløb, der var i Aarene
90 i Anledning af en kongelig Placat, der tilstod Fiskerie
om Søndagen, viste han en meget hæderlig Conduite, lige-
som jeg og ved denne Leilighed har lært at kjende Sønd-
mørs eller da egentlig Borgens5 Præstegjælds Indvaanere
som et vel stivsindet, men religiøst Folk.


   Af alle Leilændinge, som besøge mig, yttres Frygt for
Godsets Salg og Ønske om, at alt maa blive som det er.





10de Decbr.


   Jeg skrev et Brev til Christie, der rigtignok saa ud
som, maaskee ogsaa vil blive taget for Complimenter, men
det veed Gud, det var mit ramme Alvor. Jeg føler Christies
eller en anden rask og entreprenant Stiftamtmands Savn
tungt og smerteligt. Der skriver nu Boyesen i Leirdal, at
s.288   der med hans Præstegaard, hvorom jeg troede alt for længe
siden var afgjort, endnu ikke er udrettet det mindste, at Ap-
probation paa de gjorte Forslag endnu ikke er udstedt. Mere
herom i Morgen. -- Første Departement bifalder aldeles
min Fremgangsmaade i Henseende til de Falsenske Klager,
men finder det dog unødvendigt, at Sagen andrages for
Regjeringen, og udbeder sig altsaa tilsendt vedkommende
Præsters Svar.

   Under Formiddagsarbeidet havde jeg en Visit af Lieute-
nant Mansbach. Han fortalte, at Kongen befinder sig nu
saa vel, som han ikke har gjort i lang Tid. Complotten
mod Kronprindsen veed man nu var blind Allarm. Verts-
huusmanden Lindblom var en Slags Politiespion, og hans
Nidkjærhed havde forledt ham. Den Gullandske Historie var
uden Conseqventse. Gouvernøren er funden angerløs; kun
Lægen har faaet en Revselse. -- Præsten Jersin fortalte ad-
skilligt om Zetlitz6 og dennes Kone, en Generalmajors Dat-
ter, men i Væsen en Bondekone. Ligesom hun har faaet
den første Opdragelse i sin Faders Drengestue, saaledes er
hun endnu ganske à son aise i Bondebrylluper og deslige
Gilder, hvorimod hun i alle cultiverede Samqvem fører sig
yderst bagvendt op. Zetlitz kommer til hver Bondehøitid og
drikker sig fuld i dem alle, men er ædru endnu det samme tække-
lige, jovialske Menneske, han altid har været.





11te Decbr.


   Efterat jeg i lang Tid har undret mig over den evige
Nølen med min stakkels Jubelprædiken, kom den uventet i
Dag. Hersleb siger, at de mange Auctionsplacater er Skyld
s.289   i den seendrægtige Trykning, da der i denne Tid sælges i
Christiania Vareoplag og Effecter og alt, hvad man kan
undvære, blot for at faae Penge. Denne Mangel stiger dag-
lig. Regjeringen har ladet alle Discontosedler -- man siger
900,000 Rbd. -- forsegle i Zahlcassen. Embedsmændene
faae altsaa ingen Gage. I det sidste Fjerdingaar har Hersleb
tabt 30 % paa sin. Qvækercommitteen har endt sine For-
handlinger. Pluraliteten (Bech, Hersleb, Lange og Torger-
sen) var af den Mening, at de ei bør optages i Staten.
Bergh, Platou og Thrane holdt fast ved den modsatte. I
Tilfælde, at denne af Regjeringen bifaldtes, foreslog man
nogle Indskrænkninger, f. Ex. at Qvækerne ei maatte opholde
sig uden i 9 nævnte Kjøbstæder, ikke gjøre Proselyter
under Straf af Landsforviisning, maa betale en personlig
Afgift for at erstatte, hvad Præster, Kirker o. s. v. tabe i
deres Indkomster. Boye7 har udgivet den Tale, han holdt
i Drammen paa Reformationsfesten. "Den er", skriver Hers-
leb, "impertinent som hele Personen og udmærker sig meest
ved en Skildring af Tybring i Hogarths Maneer. Natur-
ligviis faar Drengens hovmodige Dadlelyst Navn af Sand-
hedskjærlighed."

   Jeg havde skrevet et meget alvorligt Brev til Justits-
raad Dahl angaaende den Boyesenske Sag, men saa betænkte
jeg mig og gik selv. Han syntes svagt at befinde sig Affai-
ren, og troede at mangle en eller anden Oplysning. Schydtz
vidste imidlertid, hvor Papirerne laae, -- henne paa et Bord
laae de ganske rolige, rørte sig ikke af Stedet og talte ikke
et Ord, og der vare de vel blevne liggende, tænker jeg, til
Paaske, dersom jeg ikke havde bragt Sagen i Bevægelse.
s.290   Hvad der nu virkelig vindes ved denne min Advarsel, maa
Tiden lære. Det skulde gjøre mig ondt, om jeg nødtes til
engang at andrage for Regjeringen disse Ubehageligheder.
Jeg elsker og ærer virkelig Dahl i mit Hjerte, men amicus
Plato, amicus Aristoteles, sed magis amicus veritas.

   I Aften var jeg indbuden til General Lowzow; jeg
troer det er det andet Selskab, han har gjort, siden han kom
her. Dette var nok meest til Ære for Lieutenant Mansbach,
og saa var da og beqvem Leilighed til at byde mig vel-
kommen.





12te Decbr.


   Tilskueren opripper igjen Paastanden om Island,
Grønland og Færøerne som integrerende Dele af Norge, og
understøtter den med historiske Grunde. Hvad kan da vel
komme ud af saadant? Erkjende vi end Kielertractatens
Ugyldighed med Hensyn paa Norges Afstaaelse, hvad beviser
det? næsten, synes mig, det modsatte af hvad det skulde.
Man beraaber sig paa, at Danmark var uberettiget til at
afhænde Norge, at Afhændelsen altsaa var en Nullitet -- men
just deraf synes mig at følge, at det er ligesaa uberettiget til
at afstaae disse Lande og at deres Indbyggere ligesaalidt som
vi behøve at acqviescere ved Kjøbet. Ere de da hidtil regjerede
efter den norske Lov? stod de under norsk Jurisdiction?
Island har sin egen Stiftamtmand og Biskop -- de andre
have i mangfoldige Aar været henlagte under Sjællands
Stift. Er virkelig vor Ret her større end den til Orken-
øerne, som nok ogsaa befolkedes af Normænd? Danmark
maatte være gal, om det frivilligen afstod disse Lande, naar
det høster nogen Fordeel deraf. Væbnede Argumenter vare
nok de eneste, hvorved Norge kunde gjøre sin Paastand gjæl-
dende, og her maa man vel sige med Corfitz: "Jeg maa
lee Naboe! I er vel undskyldt." -- Og om vi fik disse
s.291   Lande, hvad skulde vi gjøre med dem? Jeg vil troe de
bleve os mere til Byrde end til Gavn, og at vi maatte sige
om dem, som Bonden, der løb i den bundløse Portechaise:
"Var det ikke for Ærens Skyld, saa kunde jeg ligesaa
gjerne gaae."




13de Decbr.


   Indeni et af Departementsbrevene laa et fra Tre-
schow: Det glæder ham meget at erfare min og min kjære
Families Velbefindende, og min Tilfredshed med min Em-
bedstilling synes at overraske ham. "Den Tillid, Regjerin-
gen sætter til Deres Retskaffenhed og Varme for det Godes
Befordring er og har altid været uindskrænket" -- imidler-
tid veed han af egen Erfaring -- her kommer en lang og
indviklet Periode, men Meningen er, at "begeistrede Sjæle
duer ikke til Forretninger", som det staaer i Comedien, eller
idetmindste gjøre dem med Ulyst. Des kjærere er det ham
at see ei blot af min private Skrivelse, men endnu mere af
de flere officielle, der Tid efter anden indløbe, "med hvor-
megen Flid og Nøiagtighed D. H. i enhver Henseende op-
fylder Deres vigtige Embedes Pligter, saa at man ei kan
tvivle om, det endog skeer med Fornøielse". Tilsidst siger
han sin Mening om Præstesagen, der i Grunden stemmer
overeens med min, og hvor han ogsaa vil handle i samme
Aand.





14de Decbr.


   Apotheker Bull havde budet mig til Fadder i Dag.
Hans sjette Søn Johan Randulf, opkaldt efter den gamle
Justitiarius, blev døbt i Domkirken strax før Aftensang.
Man har her som i Kjøbenhavn kun to Fruentimmerfaddere,
men et ubegrændset Antal Mandfolk. Der var vel omtrent
10 ved dette Barns Daab, og til dem associerede sig end-
videre hjemme i Huset vel 20 og derover, saa det var et
s.292   Selskab af mere end 30 Personer, hvoriblandt jeg med Skræk
opdagede mere end en af Byens bekjendte Svirebrødre. Som
den fornemste Mand i Selskabet kom jeg imidlertid op mel-
lem Damerne, Assessor Bulls Kone, der havde holdt Barnet
over Daaben, og Apothekerens Moder, Digteren Edvard
Storms Søster, der boer paa en Eiendomsgaard8 i Ham-
mer Sogn 21/2 Miil herfra. Der undgik jeg al Sviir og
Støi, og skjøndt jeg tømte min Flaske og begyndte paa den
anden, var der dog meget faa, jeg havde den Ære at drikke
et Glas med. Ved den anden Bordende blev Conversationen
tilsidst meget larmende. Man havde derimellem Sang, som
udført af Verten, Mægler Erichsen og Apotheker Monrad
var ret behagelig. Erichsen er især uden Tvivl et ægte Sel-
skabstalent. Han var ikke fuld -- med ham, Overkrigscom-
missair Mohr o. fl. skal dette have sin store Vanskelighed --
men adskillige andre havde faaet meget mere end de burde havt.




15de Decbr.


   Indbydelser strømme ind til mig i denne Tid. Man
gjør her, hører jeg, sjelden Selskab i Julen, men des oftere
før den. I Aften var jeg hos Doctor Monrad i et Selskab,
der havde mere charakteristisk ved sig, end nogen af dem, jeg
hidtil har bivaanet i Bergen. Det mærkeligste var, at jeg
sjelden har været nogensteds, hvor det gik saa strengt til
med Drik -- Rolfsen begyndte paa den fjerde Flaske, Mange
tømte de to, og jeg var ved den sidste Halvdeel af den anden,
og dog har jeg aldrig været i noget Selskab, hvor Velan-
stændighed mere holdtes i Ære; og da vi kom fra Bordet,
converserede man hinanden med en Stilhed, som om man
havde holdt det frugaleske Maaltid. Der er megen Elegance
i det Huus, og der er vel ingen Familiecirkel i Bergen, hvor
s.293   der hersker en finere Selskabstone. Frue Monrad har et
ypperligt Vertindetalent, og jeg har i intet Selskab her følt
mig saa tilfreds. Det er ved de bergenske Selskaber en sær-
deles god Egenskab, at Tobaksrøg er forviist fra de egentlige
Conversationsværelser. Dertil har man et afsidesliggende,
hvor Smøgerne drikke deres Theevand; naar det er forbi,
og de komme ind til Spillepartierne, sees ikke en Pibe, endog
i Mandfolkeselskaber hos Folk af Levemaade. Frue Monrad,
som skal være født Jødinde, og hendes Søn, Apothekeren,
sang tydske Viser, samt en original af den Drammenske Han-
son, i den svenske Drikkevisemaneer. Efter Bordet havde
man den Complaisance mod mig at opstille en laterna ma-
gica, som fornøiede mig overmaade. Det var den Heibergske
Laterna magica efter den bekjendte Vise fremstillet i virkelige
Billeder. Den unge Monrad sang Visen og dirigerede
Lygten saaledes at alt kom og gik overeensstemmende med
den. Costumet var, som det efter Sangen maa være, burlesk-
moderne, formodentlig i sit Slags meget smagfuldt.

   En Madam, som søger Plads i Sander Kaas's Stif-
telse, var saa dum eller impertinent at ville byde mig --
ventelig en Sølvpenge, indsvøbt i Papiir, for at stemme mig
i hendes Faveur, hvorved hun anbragte et Sprikwort om de
Hindringer man møder, naar man kommer med tom Haand.
Jeg var Herre nok over mig selv til at afslaae Gaven med
Koldsindighed, og love at behandle hendes Sag med fuld-
kommen Upartiskhed. -- En Pige bragte mig et aabent Brev
fra en Bonde i Indvigen til Amtmand Falsen, hvilket denne
uden mundtlig eller skriftlig Budskab havde henviist til mig.
Det indeholdt Klage over Præsten, der vilde have 300 Rbd.
i Bygsel for en Gaard, hvorfor man kun vilde give 200.
Jeg gav hende Brevet tilbage, og erklærede Sagen at være
mig uvedkommende, men siden fortrød jeg, at jeg ikke havde
sendt Falsen det i en Convolut, og skrevet ham til, at jeg
s.294   maatte troe dette Brev fravendt ham imod hans Villie, da
det leveredes mig af en ukjendt Pige uden skriftlig Anmel-
delse fra ham som Brevets Eier, og altsaa sendte jeg ham
hans Eiendom tilbage.


1
  tilbake Digtet vides ikke at være blevet trykt.

2
  tilbake Se dog nedenfor under 8de Decbr.

3
  tilbake Udentvivl Biskop Brun.

4
  tilbake Carl v. Mansbach f. 1789, siden Generallieutenant, Kabinetskammer-
herre og Gesandt i Berlin 1867. Om denne friherrelige Familie
see Danmarks Adels Aarbog.

5
  tilbake Borgunds.

6
  tilbake Digteren Jens Zetlitz, da Sognepræst til Hviteseid i Thelemarken,
var 1802 bleven gift med sin anden Hustru Christine Sophie
Fasting v. Krogh, der først døde 1867 i en høi Alder. Af deres
Børn bleve to Døtre gifte med Bønder.

7
  tilbake Den i Dagbogsoptegnelserne for 1815 -- 1816 oftere omtalte Student
M. A. Boye, der nu var bleven Adjunct i Drammen, hvor han
kaldtes Stadssatyricus og gjorde sig mange Uvenner. Se (C. A.
Wulfsberg) "Drammen før, nu og i Fremtiden", S. 59 -- 62, 89.

8
  tilbake Balestrand.
    bla bakover
   bla videre