| 1. | Ravnen flyver om aftenen om dagen han ikke må den skal have den kranke lykke den gode kan [han] ikke få. |
| 2. | Ned fløi vildan Verner Ravn satte sig på de tinde så blev han var stolten så sørgende sidde derinde. |
| 3. | Fær eg eitt hell fær eg tvau ravnen må hava dei um dei va' sjau. |
| 4. | Han hug ud hans høire øre drak halvten hans hjerteblod da miste han den ravneham og blev en ridder så god. |
| 5. | Dei ba te Gud i himmelen det barn fek liv igjen. |
| 6. | Nu har stolten Irmindelin forvundet både sorg og kvide nu haver hun både broder og søn og sover hos herr |
Ekstra opplysninger
Orig.ms.
Etter str. 2 står Hvorfor hun sørger det var, sagde hun, for Kjærasten - Nilaus, og saa talte hun om Broderen, Ravnen, han skulde få meget Guld for at føre hende til Nilaus; han vil have Barnet hendes. Under str. 3 står Han reiste med hende, kom til Nilaus (han havde ligget fangen). Hun fik ham. Da hun fik Barn kom Ravnen skrigende.
Reinskrift NFS S. Bugge IV, 245 med overskrift Vilden Verner Ravn (Signe Napper, Skafsaa). Hun kjendte ogsaa til Visen fra Kjæmpebogen, men sagde at den ogsaa blev kvædet paa en derfra fskj. Maade, hvoraf hun dog kun erindrede følgende. Så følgjer str. 2 Under str. 2 står Han vilde have det Barn hun føder, for at føre hende til hendes Fæstemand. Hun svarer: Her følgjer str. 3. Under står Signe trode at et ligelydende Vers fandtes i Visen om Ravnen og Blakken.
Sophus Bugge har jamført oppskrifta med Peder Syvs visebok 1. = Syv V. 1 4. = Syv V. 28 L 3.4: da miste han den ravneham, blev til en ridder så god 5. = L 3.4 i Syv V. 30 6. = Syv V 31 L 1.2: Nu haver st. I. forvundet både Sorg og Kvide.
