TIL LUDVIG MALTHE
|
Chnia 10 Dec.
[1827.]
Min kjære Louis, jeg venter længe paa et Par Ord fra dig,
om hvad H., din Søster siger . . o har hun Intet sagt? Hun vil
Intet sige? hun troer mine hevngjerrige Fiender, skjulte, plyn-
drende den Lykke, Skjebnen har kastet til mig, som det skumle
Hav skyllende glindsende Rav til Preussens sørgelige Kyst?
Hun troe dem og ikke mig? ha, er det saa, saa skriv ogsaa
det; thi Forventningen qvæler langsomt, gjækkende Døden med
enkelte Aandedrag.
Jeg erindrer nu først, at det kun er -- lad mig see | | | | | fem
Dage siden du og din gode Søster reiste. Det er altsaa for-
meget forlangt af mig, at du skulde skrevet nu; men -- Tiden
er mig et stønnende Dovendyr, slæbende sig frem paa det visne
Løv, og siden du reiste og Lovise reiste -- Lovise, hvis Venskab
jeg vandt, hvis Godhed er en bølgende, himmelblaa Fjer, fæstet
med en uløselig Demantagraffe til den store, store, sorte Odins-
hat som skygger mig, er borte, men igjen, borte fra Hulda, L,
din Moder, dig, fra denne Kreds, min Sjel brænder efter at
knytte sig til -- sniger Dagene sig frem paa Krykker, Timerne
halte, Minutterne snuble.
|
| d.V,b.1,s.35 |
Og naar jeg seer hen til Julen -- det sortner. --
Vær ikke phlegmatisk Louis, og siig ikke -- skjøndt der vel
er Grund derfor -- at Juletiden er ikke forskjellig fra en anden
Tid uden blot i Navnet. Den er virkelig forskjellig: Jeg vil ikke
deducere dette. Men at sidde i sit Værelse, røge Tobak, ver-
sificere, læse, maaske gaae med slet Humeur paa Comedie og i
et geneant Byeselskab, høre Bjeldeklang uden for Vinduerne,
være solo -- Alle bortreiste -- min Gud i Himlen, hvilket Liv,
hvilket afskyeligt Liv! hvilke Udsigter!
Dog -- Alt er godt: det værste har jeg dog ikke nævnet: det
er: have det mørkt indvortes, qvæle Graad med Smiil. O, det
var alt godt, naar jeg vidste hvad H. tænker. -- -- -- -- -- --
-- -- --
Hid kom jeg -- jeg var henne og hørte paa Dahl ved Examen --
da jeg ved Hjemkomsten fandt dit Brev. Jeg takker Dig min
Ven! jeg takker Dig! Og Hulda, Hulda ofrer jeg min inderlige
Tak og Agtelse for hendes beroligende Ord. Jeg er rolig, jeg
er glad og ikke glad! kan du forklare dig denne Stemning?
Hvor jeg agter hende for hendes forstandige Opførsel? er hende
takskyldig for hendes Godhed?
Men siig mig, hvad lever min Kjærlighed af, hvad giver den
Næring? Og dog svulmer den, blomstrer paa en sygelig Stengel?
Den er udødelig -- den er udødelig! den lever jo af Intet.
Skjøndt jeg er i et saa uendeligt Fjerne fra din elskelige Søster,
skjøndt hun selv fjerner mig saa langt bort fra sig, skjøndt der
ligger en Ørken mellem mig og hende (mel. den tørstige Ismael
og den rislende Cisterne) skjøndt endog denne 1/10,000 Part af
l/100 Haab -- min eneste Rigdom -- ofte forlader mig og jeg
mistvivler el. fortvivler: skylder jeg Hende, Hulda og Lovise,
som deeltager i min Skjebne som en øm Veninde, at bidrage
mit til at de kunne kjende mig -- endog om jeg maa afdække
Feil. Hulda viser mig Tiltroe, jeg bør vise Hende at jeg for-
tjener den, at jeg ikke vil bedrage Hende ved Forstillelse, om
jeg maa bekjende, rødmende, Forseelser, endog saa stygge som
det at bryde et Løfte; men jeg holder et Andet, naar jeg gaaer
den lige Vei frem og -- jeg kjender Hjerterne, jeg aabner
mit for.
Jeg er letsindig, jeg er letsindig, meget letsindig -- det siger
jeg med bitter Alvor til mig selv -- gid Hulda og Lovise kunne
|
| d.V,b.1,s.36 |
finde en mildere Benævnelse. Jeg vil -- gode Ludvig! at du
skal fortælle dine to Søstre følgende letsindige Hdling af Den,
som gav dem saa alvorlig og ærlig Løftet om et exemplarisk
Liv; men de kunne være vis paa, at, finde de det stygt, finder
jeg det endnu styggere.
Sagen er nemlig: da jeg kom hjem fra Grorud laae der Invi-
tation til mig fra Vedøe til en Aftenscommerce: jeg var slet til-
mode, da dere var borte -- alt var tomt: jeg gik og svirede
tilgavns.
Jeg kan ikke beskrive den Følelse, den Skamfuldhed for mig
selv, jeg følte og føler bagefter. Den var sort som dette Blæk.
I sig selv var der intet Ondt i et lystigt Calas med slige Folk;
men -- det var ikke mere end 6 Timer efterat jeg havde trykket
Lovise i Haanden og, mindst ahnende min Svaghed, ærlig, sikker
i min Sag, lovet hende, den Gode, som er saa deeltagende i
mine fata, en Opførsel, værdig den ømme Lidenskab, jeg be-
varer og det Venskab jeg føler for Lovise: det var ikke mere
end l/2 Jevndøgn efterat jeg havde givet Hulda de samme Løfter.
O, jeg skammer mig for mig selv! Det tjener blot til min
Undskyldning at Dahl var Lagets Gjenstand, da hans skriftlige
Exam. var forbi. Jeg tager Deel i hs Skjebne . . Gid det gaae
ham godt! Dog -- Lovise, Hulda troe ikke at det var saa reent
galt med mig -- nei! en theologisk Professor kunde gjerne været
tilstede; men -- jeg, trods min sangvinitas, er meget scrupuløs
nu. Jeg har saa knappe Udsigter til at vinde min eneste Lykke,
at jeg maa anvende Alt.
Ha, hvor jeg efter Juul skal skyde Fart i theologica! Kan
jeg komme ind, gaaer jeg ind i seminariet.
Men hvad kan hjælpe mig! Det vil ikke hjælpe mig om jeg
fik et Navn!
Bed Hulda og Lovise ikke holde mig for falsk, svigefuld for-
medelst Hiint. -- Det skal ikke hænde, at jeg ved noget nogen-
sinde skal vanhellige deres Godhed eller den Godhed, den for-
træffelige, af mig tilbedede Moder overøser mig med.1
Dit Brev er brændt. Det første jeg gjorde, efter at have læst
det en 3,4gange, var, at jeg løb hen til Borchsenius og bad
|
| d.V,b.1,s.37 |
om Forladelse fordi jeg havde tænkt slet om ham. Nu er det
alt glemt.
Lovise er en Nar, naar hun siger, hun er mig takskyldig for
Fornøjelser, jeg har skaffet hende. Sig hende at hendes Ven-
skab er et Kongerige jeg har erobret, at min korte Omgang med
Hende herinde var min eneste virkelige Glæde siden den Tid,
jeg talte med Hulda og at den mulig bliver den sidste: at jeg
tørster efter at vise min Hengivenhed for den fortræffelige
Huldas fortræffelige Søster. Sig hende, at i min Sjel blomstrer,
gløder, en Rose, høirød, for Hulda; men en himmelblaa skal for
Lovise slynge sig rundt dens Stengel. --
Hulda ømmer sig ved at aabne et Brev? vel! men Indlagte
Linier ere ikke et Brev: dem skal hun læse: de ere et troe
Billede af mit Indre. Fornavne er sande og stærke. -- Stella
er Hulda, er Hulda. O at hun løste Hjelmen.
Hør nu Ludvig! phlegmatiske Ludvig! du kan ikke tænke dig
noget bitrere end at elske haabløst. Kom ikke og siig at jeg
er ung: -- jeg er erfaren, gammel; men Klogskab hviler ikke
paa mit Hoved: Der hviler hellere en Forbandelse.
Hør -- du maa skrive til mig snart: det er det samme hvad
det er, om det er ganske kort: om H. og L. og din Mo'r. Jeg
lever blot for dem; men jeg maa holde mig skjult, borte, skjøndt
jeg er lidt bedre nu end for 4 Maaneder siden. Du skal, skal
skrive mig til -- om ikke andet saa hvad dere bestiller, taler,
etc. -- kun ikke om Mad el. om noget, saa vigtigt det kan være,
udenfore de Vægge som indeslutte Hine.
Naar kommer din Moder? I Nat vil det bestemt snee. Da
kommer hun og din Fa'r med? ikke sandt? Hulda følger med,
fordi der er Plads i din Mo'rs Bredslæde.
Saa er det. Hils alle: Hulda 15 000 000 Gange -- din Moder
og Lovise 1000 Gange. Selv kan du tage saamange du troer til-
kommer dig -- det er ikke saa lidt -- blot skriv. Jeg kysser
Hulda taknemligt paa Haanden.
Henr. Wergeland.
TIL VEDASTINE MALTHE
1 tilbake Dersom En holdt af mig vilde jeg holde af ham el. hende
igjen. -- |
| BLA BAKOVER |