TIL HULDA MALTHE
|
Chania 2den Dec:
[1827.]
Hvad jeg skylder Dem, Omsorg for min Rolighed bringer mig
til at skrive til Dem, ædle, dyrebare Hulda! Den giver mig Ret
dertil, da jeg ogsaa for Deres Skyld svæver i en smertelig Uro-
lighed. Derfor vil De ogsaa tilgive mig dette tilsyneladende frie
Skridt -- som dog ikke kan sige andet end en Samtale, i hvis
Sted den skriftlige Meddelelse træder -- og jeg haaber, jeg veed,
efter min Kundskab om Deres Forstand og Hjerte, at De vil
med en bedre Stemning lægge dette Brev sammen end de aab-
nede det.
|
| d.V,b.1,s.30 |
Jeg er bleven bagtalt for Dem: man har fremstillet mig for
Dem deels fra en letsindig, dels fra en uædel Side.
Men midt i min smertelige Bekymring for hvad Virkning dette
har gjort paa Dem og Deres dyrebare Moder, veed jeg, at De
ikke vil lukke Deres Øre for den bortfjernede, ubilligen, uret-
færdigen Beskyldtes sande, faae Ord. Ja, jeg veed, saasandt
som at jeg er uskyldig i Hiint, og saasandt jeg kun i Huldas gode
Omdømme seer min Hæder, at De vil frikjende mig og beklage
mig, der altid skal være et Offer for ubekjendte Fjender, som
aldrig, som jeg dem, møde mig med aabent Aasyn.
Hulda! jeg fremstiller mig for Dem, vel rødmende over Feil,
men aldrig blegnende ved Bevidstheden om Laster, mit Hjerte
ikke kjender til: jeg vil fremsætte Bagvaskelsen, hvilken jeg er-
klærer, da jeg troer, aldrig med et Ord engang, at have fornærmet
min Avindsmand, for en smaalig Sjels skrumpne Frugt, for ubarm-
hjertig, da den saarer bittert, bitterligen en -- ikke Lykkelig.
Man har sagt: "jeg fremturer i et uordentligt Liv."
Jeg svarer, med Haanden paa Hjertet, i hvilket Løftet, jeg gav
Dem og Deres Moder, da disse Kjære værdigedes at tage Deel i
min Skjebne, mine Forældre og mig selv, staaer og skal staae
friskt præget og ukrænket: "dette er usandt!!" Herom vidne
mine Lærere og Kamerader, herom Ludvig, som nøje kjender mit
Liv, herom Deres Søster Lovise, med hvem jeg har talt og bedet
hende at lægge endnu engang mit Løfte om en Opførsel, min Kjær-
lighed og min Kjærligheds Gjenstand værdig, for Dennes Fødder.
Isandhed, jeg har vel et let bevægeligt Sind og min Part af
Støvets Letsind; men mine Skjebner har tæmmet den, og en saa
uhyre Letsindighed kan jeg ikke tænke mig mulig, ikke forenet
med min Sjel, som, aandende alene af en ædel, reen, geistig
Lidenskab, virker for mine Pligter som Søn og for at vise, at
ikke De og Deres Moder ødslede Godhed og Huldsalighed paa
en Uværdig. Idet jeg før undertiden overlod mig til et uordentligt
Liv, gjorde jeg det af Mangel paa noget Bedre: nu har jeg jo
dette Bedre: jeg har de ædleste, mest elskede Menneskers
Deeltagelse. Lad mig ikke tabe denne, dette mit kostbare Kle-
nodie, blide, elskelige Hulda! Berøv mig ikke det kjæreste, jeg
ejer, fordi En eller Nogle misunde mig det og ville plyndre mig
som Pharisæerne de fattige Enker!
For at gaae i Detail, maa jeg rigtignok, ved Siden af flere-
|
| d.V,b.1,s.31 |
gange at have undslaaet mig for saakaldte Lag, som man vel ei
kunde finde nogen Synd i at deeltage i, tilstaae, at jeg kun to-
gange i denne lange Tid har deeltaget i saadanne, og det da
engang paa min Fornufts Ruin. Jeg vil ikke forsvare det; men
den strengeste Dommer tilgiver engang. Desuden -- det er
længesiden, og jeg har udsonet en Sviir med mange, mange, ved
Bogen tilbragte, Morgener, Dage, Aft'ner.
Jeg vil blot ønske, oprigtigen ønske: gid man fortælle alt hvad
jeg gjør; men ikke hvad jeg ikke gjør! Istem ogsaa dette Ønske,
gode Hulda! De vil da høre Intet ondt, men meget mere Godt
om mig, Deres ærbødige, trofaste Elsker, om den, som seer
min højeste, sin eneste Lykke i Deres Godhed.
Ikke fornøjede med at fremstille mig fra en letsindig Side, at
tillægge mig en Letsindighed, jeg ikke, under mine Omstændig-
heder, kan tænke mig engang mulig, da mit Maal, mit skjønne
Maal, hvorefter min Sjel brænder, uafladelig staaer mig for Øie,
har man ogsaa villet fremstillet mig fra en -- uædel Side, nemlig
at jeg skulde have sagt, udspredt: "at det blot beroede paa min
Opførsel om jeg skulde faae Hulda Malthe".
Jeg vil ikke søge at fralægge mig Beskyldningen for et saa
elendigt Pralerie: jeg har ikke fortjent Mistanken, om De skulde
agte mig lidt nok til at fæste Lid til en saa skammelig Bag-
vaskelse. O, jeg vilde ønske, at det ganske vist var saa! jeg var
da vis paa at blive den Lykkeligste; men mit stille Haab giver
ikke min alvorlige Tilbøjelighed Slip paa; thi saa svagt det er, er
det det eneste blege Rosenblad en stormfuld Ungdom har levnet mit
Hjerte; og Hulda under mig det til en glad Leeg for mine Drømme:
det er det Seil, som, saa lidet det er, driver min Sjel frem.
Jeg elsker Dem, Hulda! min Skjebnes hulde Styrerinde! varmt
og -- taust. Jeg vovede ikke engang at tale med Ludvig om
Dem, endskjøndt Navnet brændte mig paa Tungen hvergang han
besøgte mig: naar han vilde gaae og jeg endnu ikke havde talet
om det jeg helst og saa gjerne vilde tale om, tog jeg ham ved
Kjolen, var forlegen, bad ham endelig at bie; -- men det kom
dog ikke frem, jeg turde aldrig tale om Dem. Jeg loe ofte ad
mig selv, naar han var gaaet. Først da Lovise havde fortalt mig
Ovenanførte, talte jeg, fordi jeg maatte. Han veed jeg tog mig
Dette nær, han trøstede mig. Nogle Dage før jeg fik Hiint at
vide, havde jeg fortalt ham Noget, som nu viser mig en sand-
|
| d.V,b.1,s.32 |
synlig Aarsag til den sidste Bagvaskelse. Han vil kunne fortælle
Dem det. Dette, siger jeg, giver en sandsynlig Grund til dette
Ovenanførte; men det er jo ogsaa muligt at det er en smaaligt-
tænkende Sjels Hevn, eller -- om til Hevn ingen Grund skulde
være -- et Udbrud af en Yndlingstilbøjelighed? -- Gud veed,
om De ikke snart faaer høre, at jeg bespotter Dem, ringeagter,
hader, forhaaner Hulda.
Jeg vil nu, saa langt dette Blad rækker, tale om noget andet
med Dem, med min -- Gud lade dette sødeste af alle Ord snart
virkeligen fremtræde i fuld Betydning -- med min gode, saa-
længe min Sjel existerer elskede, dyrebare Hulda. At jeg elsker
Dem veed De, og, at jeg elsker Dem oprigtigen og inderligen,
troer De; ikkesandt? Jeg kan ikke lade det være: jeg er altfor
overbevist om Huldas Fortræffelighed, og, at jeg kun ved Huldas
Side, ved Huldas Moders Side, vil blive det hvortil Naturen skabte
mig: et ganske godt Menneske . . Denne ømme Følelse ytrer sig i
Alt hvad min Sjel lægger sig paa. Min Phantasie drømmer sig
lykkelig, skjøndt min Fornuft tidt hvisker: Hulda vil aldrig lide
Dig, om ikke for Andet saa fordi man almindelig forskyder hvad
der paatrænger eller tilbyder sig." Dette er en piinlig Tanke; men
Forfængeligheden svarer sagte: man har fortalt meget mere Ondt
om Dig, end du virkeligen har gjort: det kan umuligen Hulda,
den rene, fromme Hulda skjænke noget andet end Afsky; men
naar Hun seer, at Du ikke er saa slem, og, at du alvorligen be-
stræber Dig for at blive Hulda værdig, saa . . . . ."Kort -- i
mine ledige Timer gaaer det mig saaledes, og -- Hulda! min
elskelige, kjæreste Hulda! af de forskjellige Tankers Hav hæver
Phantasiens Engel sig
og viser mig et altfor velkjendt Smiil
-- en Rosenknopguirlande -- og en Kind,
hvis hulde Runding er den Plads, hvor mine
Tanker tumle sig.. en Pande -- ha,
en kløvet Maane liig, som skinner under
en bølget Skye: en Haarlok liig en frodig
hængende Vedbende, smigrende et Marmor
med sin lette Skygge.
Kort aldeles saaledes, med samme Smiil, Træk, samme Blik, som
forskjønnede Deres Ansigt, da De ved Deres huldsalige Ord til
|
| d.V,b.1,s.33 |
mig, da jeg saae Dem sidst, gjorde mig saa usigelig lykkelig.
O, jeg vilde være det ogsaa nu, naar jeg vidste Deres Tanker
og Deres Moders, naar ikke en saadan brændende Længsel efter
at see Dem, tale med Dem havde bemestret sig mig. Jeg længes,
jeg længes!
Lovise sagde -- men jeg kan ikke troe det var hendes ramme
Alvor -- at jeg vist holdt meget af Hulda; men jeg var saa ung,
og da kunde jeg let forandre mig." Jeg finder det saa umuligt
at forandre mig i den Henseende, at jeg maa lee, naar jeg tænker
paa hendes Ord. Dersom jeg skulde forandre min Lidenskab,
maatte jeg glemme Dem ganske, og hvorledes det kan gaae til,
indseer jeg ikke, medmindre en Nervesygdom skulde betage mig
Hukommelsen. Jeg er vistnok ung, men jeg har dog nogen Er-
faring: og sidder Fasthed, Klogskab i en børstet Hage? skal
man indlade sig i en Kjærlighedsforstaaelse, som da ikke for-
tjener Navnet, ligesom i en Contract, i en Pengecontract, med
kold Egennytte, eller ligegyldig, og først med de myndige Aar?
O, har Hjertet ikke været aabent før, saa vil det forblive lukt:
der vil et ungdommeligt, et varmt Hjerte til, svulmende af den
rene, skjønne Lidenskabs varme Aande! Og dette vil ikke synke
mat ned igjen; thi det slaaer kun iforeningmed det andet elskede
Hjerte. Kjærligheden skal have en Vaar -- og denne er dens
skjønneste Tidspunct -- fuld af Blomster, glindsende Birke, Ah-
nelser flagrende om som purpurvingede Sommerfugle, under en
Himmel, farvet af Trofastheds Farve: det blaa. Men dens Vaar
glimrer ikke, Blomstrene hænge matte med blege Kroner, ikke
kneisende og vajende, som naar et friskt Hjerte, der omfatter
hele Verden med Kjærlighed, aander henover dem, naar de Aar
komme da de egennyttigere Tilbøjeligheder maae spire frem. Kjær-
ligheden er vel da ligesaa alvorlig; men de 19, 20 Aars Kjær-
lighed er Jordbæret, friskt plukket, der endnu har den aroma-
tiske, piquante Duft.
Spørg Deres Moder om det er sandt hvad jeg siger. Ak, at
jeg kunde appellere til Deres Hjerte.
Vær ikke vred for dette lange Brev: naar jeg var vis paa at
De tilgav mig det, vilde jeg endnu mere friste Deres Godhed;
men igrunden kan jeg det ikke, da Ludvig reiser om en Times
Tid. Formedelst Tidens Knaphed er det og, at jeg har forandret
Papiret, da jeg ikke kan faae noget nu saa tidlig.
|
| d.V,b.1,s.34 |
Erindr mig ikke, om De ikke ganske har glemt mig, med Uvillie,
vakre, ædle Hulda! De vil det ikke, naar De erindrer hvor-
meget jeg, hvor inderligen jeg elsker Dem. Tilgiv ogsaa, at jeg
vover at nævne Dem saa: min, min gode, vakre, elskelige, el-
skede Hulda! Det er mit Hjertes Trang at nævne Dem saa,
naar jeg taler til Dem. Vær mig god for min Kjærligheds Skyld,
skjøndt denne er heller ingen Fortjeneste. Jeg skrev dette Brev
mest fordi jeg var bedrøvet for Deres Skyld, om De troede hiin
sidste Bagvaskelse. Tro herefter intet Ondt om mig! Lad mig
gjennem Ludvig faae vide Deres Tanker medhensyntil hine.
Da Himmel og Jord ere fattige nok for mig, naar jeg beder
om Godt til Dem, til Hulda: ere alle Juleglæder i mine Øine
ogsaa for smaa -- imidlertid jeg haaber at det ikke vil nægtes
mig, idet jeg beder om disse til Dem.
Levvel! Levvel!
Henr: Wergeland.
TIL LUDVIG MALTHE
|
| BLA BAKOVER |