HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 7. BIND: 1844 - 1845

99/100 GALSKAB, 1/100 FORNUFT.
del 2
d.IV,b.7,s.282   skorpen. Det er Sladdersøstrene i ti Miles Omkreds fra Gjer-
ningsstedet.
   "Om hundrede Aar vil man tale derom," gyste det igjennem
mig. "Broen vil raadne ned, men Stenen vil ligge og Elven
rinde. Fortæl det da ligesaa godt Selv!"



   P. S.
   Min Ven, for hvem jeg havde besluttet ordentlig og udførlig
at nedskrive min galeste Historie, i Fortrolighed meddeler jeg
dig Følgende: Det er ganske vist, at jeg ilede afsted med et
dumpt Brøl forat styrte mig i Elven med mine tre Nejer i Livet,
og at jeg altsaa var gal, virkelig hjernegal; men lidt Fornuft og
Synsevne samlede sig dog sammen paavejen, saa jeg troer, at
jeg ikke saa ganske uden Beregning kom til at falde i den dei-
ligste Kløver og Thimothei istedetfor paa Stenen. Saameget er
vist, at skjøndt Alt var sort for mine Øine i de første Sekunder,
saa kunde jeg dog skilne Gjenstandene bedre og bedre altsom
jeg løb. Dette paa Kavaleers Diskretion!

   P. S. Dersom Du virkelig endnu vil skyde dig for det mange
Aar gamle Opslags Skyld, saa sigt lidt paasned.

ENDELIG SLAAER OGSAA MIN KLOKKE.

   D
en 12te August 1838 gav min Amalie Sofie mig sin Tro; den
14de vare vore Trolovelsesringe færdige, og Klokken tre om
Natten imellem den 15de og 16de, laae vi begge knælende foran
min gode Moders Seng og fik hendes Velsignelse. "Lad mig see
paa dig," sagde hun flere Gange til min Kjæreste, og hvergang
kyssede hun hende inderligere.
   Det ringede stærkt ovenpaa. Et Par Damer kunde ikke styre
Utaalmodigheden efterat faae den Pige at see, som en Mand af
min extraordinære Beskaffenhed havde valgt sig. Min Moder og
jeg bleve saaledes alene.

   "Henrik, sagde Hun, din Amalie har prægtige Øine. Der er
baade Forstand og Hjertensgodhed og Skjønhed i dem."

   "Ja ikke sandt, Moer, Hun bringer mig et Par herlige Dia-
manter i Medgift?"

d.IV,b.7,s.283      "Ak, ja, hvad hendes Øine og øvrige Væsen love er bedre end
anden Rigdom," sagde min fortræffelige Moder, som ellers gjerne
havde ønsket mig en Brud paa 100,000. "Men fortæl mig hvor-
ledes du traf paa hende og gjorde hendes Bekjendtskab, Henrik."

   "Min sidste Kjærlighedshistorie? Nu ja, Moer, det skal jeg,
naar jeg først faaer snakket lidt med den Skinke med Tilbehør,
som jeg saae Marthe havde sat frem i Stuen."

   Det er den seirende Kjærligheds Sprog.
   Jeg skal nu fortælle, hvorledes jeg endelig efter mit fyldte
30te Aar fandt og vandt en elleve Aar yngre Pige, som blev og
er min Kone -- jeg skal fortælle det ganske saaledes som jeg
fortalte min Moder det.

   "Du veed, kjære Moder, at jeg for de 4 -- 500 Daler, Kamp-
bellerne indbragte mig, endelig vilde kjøbe mig en liden Leilig-
hed paa Landet, og at jeg alt havde sluttet Handel om en Hytte
ude i Briskeby, især fordi der stod en prægtig Syren udenfor.
Husker Du med hvilken Glæde jeg viste dig Knopper derpaa
allerede sidst i Februar, da jeg kjørte dig derud forat vise dig
Stedet."

   "Nu ja, Gudskelov du blev det kvit. Saameget Svineri som i
det Briskeby, som du kaldte en ret smuk Landsby, har jeg al-
drig seet."

   Min Moder havde Ret i at ønske mig tillykke med at jeg ikke
blev Beboer af Briskeby; thi uden Handelens Opslag havde jeg
aldrig truffet paa min Pige. Handelen gik ellers op af Grunde,
der vare egne nok. Briskeby pligter nemlig under en Løkke,
der tilhørte sal. Kongen, men som han havde skjænket en gam-
mel Dame Brugen af for hendes Livstid. Jeg var en politisk
kompromitteret Person, som Damen nødig vilde have i Nabo-
skabet (enten hun nu frygtede for at jeg skulde republikanisere
Briskeby eller blive Konge af Briskeby -- en Titel jeg ganske
vist havde faaet). Leilændingen, som stod ifærd med at gjøre
en Handel, hvorved han vilde have erholdt det Dobbelte af sin
Hyttes Værdi, blev det betydet, at han ikke maatte sælge til
mig; og saaledes blev der da intet af at jeg fik min Eremitage i
Briskeby.

   "Det var en langvarig og haard Vinter den sidste; aldrig Tø-
vejr uden i min Børs. Marts og April gik hen uden Tegn til
Vaar. Da regner det to Dage allerførst i Mai og skinner Sol i
d.IV,b.7,s.284   to, og Vaaren var der og med den min umaadelige Længsel ef-
terat faae mig en Hytte og en Flek Jord. Men hvor skulde jeg
med nogle faa Hundrede kunne faae nogen anden Leilighed end
en Arbeidsmands Hytte? og hvor var den at faae? Nu vel da,
saa lei da for iaar, tænkte jeg -- for paa Landet vilde jeg; og
fik jeg da Avisen fat og red afsted den tredie smukke Dags, en
Søndags, Formiddag til en averteret Leilighed paa Østkanten af
Byen. Den var mig meget for dyr. Mismodig drejede jeg min
Hest om ad den samme Vei jeg var kommen. Tømmen hang
slap paa Halsen. Jeg hørte og gloede efter Lærkerne og tænkte
med dyb Bedrøvelse paa at jeg maatte opgive mit Haab om en
Hytte og en Flek Jord af en Kohuds Størrelse. Brunen gik saa-
ledes hvor den vilde, og jeg vaagnede først af mine Betragtninger,
da den Linjedandser af en Hest trippede nok saa net over en
halsbrækkende Klop ude i en af de Smaagader, som føre til
Gamlebyen. En ikke saa liden Fos bruste nemlig nu under Klop-
pen og vakte mig af mine Drømme."
   "Nu, sagde jeg til Veslebrunen, kan du gaae saa vakkert, saa
gaa hvor du vil. Og saa gik det da udover til Gamlebyen. Hum-
lenes Surren i Piletræerne dyssede mig atter ind. Ak hvor yn-
digt Alt var! Da jeg kom til Broen blandedes den med Lyden
af Sangen fra Kirken. Det var altsaa ikke Middag endnu, og
saa lod jeg da Brunen gaa videre.

   Jeg henfaldt atter i mine Tanker, hvorimellem den jeg fandt
fornuftigst gik ud paa næste Dag at ride op imellem den fjer-
dinglange Forstad Saugene og banke paa Døren til hver Hytte,
jeg taxerede for omtrent den Sum jeg havde, forat spørge Ejeren
om han vilde sælge. Pludselig vaagner jeg af Brunens Skraben
og Pusten. Han var standset ved en Slusk, som laa grue tvert-
over Vejen og sov. Men Vejen rak heller ikke længer end netop
did. Jeg befandt mig paa et Fiskerleje, som kaldes Grønlien og
ved den øverste Stue, et lidet Stykke op paa Ekeberg. Hvilken
Udsigt over Fjorden og Akershuus og Byen og Landet! Man
kunde see Maridalsfjeldene. Og Musiken hørtes saa tydeligt
over fra Fæstningen. Og her paa denne Plet laa en Hytte, en
Hytte af ægte Sort, liden og skrøbelig i høieste Grad, saa jeg
kanske kunde blive dens Ejer naar jeg bød ret drøit og kontant.
Brunen skrabede Liv i dens Ejer for Øieblikket.

d.IV,b.7,s.285      "Er det din Stue den der med den Potetesflek derom?" spurgte
jeg.

   "Aa ja, Gud bedre os!" svarede Slusken idet han forskrækket
sprang op og skubbede sig.

   "Vil Du sælge den for 400 Daler kontant?"
   Med opspilede Øine og under en livlig Kløen i Hovedet,
svarede han, at det vilde han nok. Og da han gik ind paa at
flytte ud strax og at gjøre Hyttens Omgivelser ryddige for Halm,
gamle Sko, Børneaffald og andet deslige allerede til den følgende
Dag, saa red jeg sjeleglad tilbage i Galop som Ejer af en Hytte
og en Jordflek, noget større end en Kohud, men langtfra stor
nok til at udfylde den, naar Huden var skaaren i Strimler som
Dido gjorde ved sit Grundkjøb.

   Men allerede i de første Renselses- og Opfifnings-Dage fandt
jeg, at jeg maatte have en Baad, for at stikke ligeover Fjorden
istedetfor at trække den ti Gange længere Landvej omkring.
Men Aarer og Seil vilde man stjæle bort fra mig ved Bybryggen
om jeg ikke havde et Sted at sætte dem ind paa i Nærheden.
Dette fik jeg Lov til hos den Mand, som nu er min Svigerfader;
og dette gav Anledning til at jeg et Par Gange kom i hans
Stue. Dette gav igjen Anledning til at jeg fik see og tale med
hans ældste Datter Amalie Sofie, og dette gav igjen Anledning
til at jeg hver Dag før jeg tog over kom i hans Stue og sad der
og blev siddende der først under Paaskud af at jeg var træt og
siden som Ven af Huset.

   Jeg troede, at mit Hjerte var udbrændt; men højere og højere
sloge Flammerne iveiret. Der sad jeg Eftermiddag efter Efter-
middag, Aften efter Aften ved mit Glas Shrubb i en Krog af
Sofaen.

   "Shrubb?" spurgte min Moder.
   "Grogg med Viin i."
   "Altsaa uden Brændeviin?"
   "Pokker heller! Nei først laves Groggen comme il faut og der-
paa haves Viin i."

   "Fy, Henrik! og det hver Dag?"
   "Ja fordetmeste. Jeg havde godt Paaskud i Shrubben til at
blive, og at jeg ingen Dag var borte fra min Krog i Sofaen, det
er vist. Mine Venner troede, at jeg, strax jeg havde endt mine
Forretninger og faaet min Middag, pilede over til Grønlien forat
d.IV,b.7,s.286   nyde Jorddrottens Selvbehagelighed og Landlivets egen Behage-
lighed. Nei, jeg var i god Ro (og Sikkerhed troede jeg) paa
denne Side Havnen. Men da Nogle af dem ærgrede sig over
at de saa mange Gange havde gaaet rundt forgjæves, saa spo-
rede de efter, og da mit Tilholdssted var en Leilighed ligeved
Jorden, opdagede en uforskammet Gloer mig. Nu kom Rygtet
ud pandekagevarmt om min Forlovelse længe før jeg selv havde
mindste Haab; en gammel pyntelig Mand kom endog hen til Os
og gratulerede os med megen Omstændelighed midt i Sværmen
paa et Forlystelsessted; og jeg fik af mine bedste Venner Navn
af en uforbederlig gammel Abekat, som nu i mit tredivte Aar
satte Kronen paa alle mine Galskaber ved at forgabe mig i en
fattig og dertilmed en temmelig simpel Mands Datter. Det var
Republikanere, som saaledes glemte Folkets Adel. Jeg var hjerte-
lig glad, naar jeg kunde nyde mine Eftermiddage i Ro for mine
Venner; de Skippere, som af og til ligeledes vederkvægede sig
med et Glas Shrub, gjorde ingen Forstyrrelse deri. Dem be-
mærkede jeg ikke. Mine Øine fulgte idelig den yndige Skik-
kelse hvor hun gik og stod. Det første, der vakte min Opmærk-
hed, var den næsten ærefrygtsagtige Kjærlighed, som Forældre
og Søskende ydede hende. Werthers Tilbedede gjorde ikke
heftigere Indtryk paa ham, naar han saae hende skjære Smørre-
brød og dele ud til sine Smaasøskende, end denne unge Pige
paa mig, naar hun syslede med sine. De elskede hende som
Moder og Søster. Sine Øines Herlighed kunde hun ligesaa lidt
skjule, som man kan sætte en Lyshætte over Vesuv. Hendes
Godhed var jeg daglig Vidne til, om den ikke havde lagt ligesaa
aabenbare over hendes Ansigt som Solskinnet over Marken en
Dag, som fortjener Navn af vakker, og om Fortræffeligheden af
hendes Forstand overtydedes jeg ved hvert et Ord jeg hørte.
Hertil hvad du nu selv har seet, kjære Moder, alle Sundhedens
og Ufordærvethedens Kjendemærker, en smuk Skabning, en be-
hagelig Stemme, et indtagende Ansigt og et tækkeligt Væsen.
   Det hændte undertiden, at nogle Veninder besøgte Amalie, og
da blev der legt Gaadelege, hvori jeg ogsaa tog Deel, men altid
til min store Prostitution, medens ingen Gaade var for haard for
hende. Dette gav Anledning til at jeg engang bad den hele
Kreds over til Grønlien. Ved Hjemreisen indtraf et Regnveir,
som vilde været farligt for Sommerhattene. De Fleste lode dem
d.IV,b.7,s.287   da tilbage, og derimellem var Amalies, som jeg hang over et
overordentlig prægtigt Maanedsrosentræ. Om Morgenen, da jeg
tog den af, var der virkelig udsprungen endeel Rosenknopper
under den, skjøndt ikke fulde ni, som jeg sagde i nogle Vers, jeg
skrev over Tilfældet, og som da medfulgte Rosentræet og Hatten.
Dette var min første indirekte Kjærlighedserklæring af nogen
Tydelighed, skjøndt det allerede længe var klart, at jeg sad i
over begge Ørene. Alle Ungdommens Symptomer med Søvnløs-
hed, Udygtighed til at gjøre noget, Menneskeskyhed, Aandsfra-
værelse o. s. v. vare forlængst indtraadte. De bleve mig utaale-
lige, og den 12te August fulgte den formelige og direkte Erklæ-
ring. Den 13de tilbragte vi paa Ekeberg sammen med Mauritz
Hansen, en anden god Ven og et Par Flasker Champagner; og
nu ere vi da allerede her, kjære Moder.
   Snip! Snap! Snude! nu er mit Eventyr ude og nu Godnat!"


   Saaledes fortalte jeg min Moder min sidste Kjærlighedshistorie
-- det Æg, hvoraf der endelig blev en Høne (men desværre en
Goldhøne). Min Kjærestes ægte Guld havde udholdt Prøveilden
hos Damerne ovenpaa. Det hedte i mit ene Øre: "Allerkjæreste,
isandhed allerkjæreste!" I det andet: "Gratulerer, gratulerer af
Hjertet. Deres Kjæreste har megen Aand." "Aa ja, Hun er ikke
for Katten," sagde jeg, syslende ivrigere med den samme Skinke,
jeg havde gjort Bekjendtskab med, end galant kunde være. "Men
hvor Pokker bliver hun af?" lagde jeg til med et langt Blik hen-
paa Stueuhret, uden at tænke paa hvor sent den Stakkel var
kommen tilro, men kun paa hvor rask og frisk hun var, saa den
Strabads havde lidet at betyde.

   Der kom hun rødere i Kinderne end sædvanlig; men for mig
en Aurora og yndigere end nogen af de ni Roser under Hatten.

   Fa'r fulgte hende ind. Han kjendte allerede min Kjærlighed,
og det vil glæde ham naar han seer, jeg her 7 Aar efter skriver,
at den varer endnu. Han kjendte den, fordi han i Byen havde
truffet mig i Fortvivlelse over en Hindring, jeg havde opdaget
med en Sorg, som maa ligne Minørernes, naar de efter Maaneders
Arbeide støde paa Fjeld i Løbegravene.

   Jeg nød nogle paradisiske Dage, hvori jeg kunde gaae forbi de
"sammenvoxede Træer" uden at skotte til dem. Hver Time den
d.IV,b.7,s.288   dag steg hun i Yndest indtil det om Aftenen hedte: "men hvor
kunde
Du
, Henrik, gjøre et saa fornuftigt Valg?" -- et Spørgs-
maal, som jeg troer jeg gjorde ret i at optage som Artighedernes
Kulmination, og som jeg besvarede: "jo, vi vare tre Blinde om
det, først Amor, saa Tilfældet, og saa jeg."
   Men saa blind var jeg ikke, at jeg ikke lagde Mærke til, hvor-
ledes hun ogsaa forstod at vinde Andres Hjerter end mit. Bonde-
konerne udtrykte hvor godt de leek "han Henriks Kjæreste," ved
at beskue hende fra alle Kanter, strygende hende nedover Klæ-
derne -- kort jeg levede nogle Dage saa søde, som om de havde
været beskinnede af mine Syttenaars Sol. En Mængde Elskovs-
digte fik sin Tilværelse ude i Naturen, og hvor glædede det mig
at opdage, at min Brud elskede og forstod at vurdere Poesi.



   P. S. Jeg troer, der i det Foregaaende indeholdes ret fornuf-
tige Anskuelser om hvad Egenskaber man bør søge hos en til-
kommende Hustru. Kvinder, som besidde dem, kan man ligne
ved ægte Instrumenter; de ville ikke, som saa mange andre, efter
ganske faa Ægteskabsaar, miste Klang og Strenge. Men der er
et Strøg af Kvindehjertet, naar dette er fuldkommen organiseret,
som i Følelsernes Vexel maa ligne Æolsharpens lette og instinkt-
rigtige Anklang under Vindens Bølgen. Og dette gjør Kjærlig-
heden evig frisk og udødelig.

   Idag da jeg havde skrevet til dette sidste Postskriptum anstil-
lede jeg en Prøve med min Kone, om denne hellige Naturharpe
endnu havde sine Strenges Letbevægelighed og Reenhed som i
Pigedagene.

   "Tag disse Skizzer, sagde jeg til hende, og læs dem for dig
selv i dit Kammer en efter en."

   Hulkende bragte hun mig igjen den Første, leende den Anden;
ved den Tredie sagde hun: "jeg har leet, Henrik; men jeg er
lidt skinsyg paa din deeltagende Skygge. Jeg skal svæve om
dig!" Om den Fjerde sagde hun, at hun ikke vidste, om hun
skulde lee eller græde; den Femte bragte mig et Kys med de
Ord: "Saaledes skulle netop unge Mennesker være;" den Sjette
bragte hun tilbage med det alvorligste Ansigt og det ømmeste
Haandtryk af Verden; men da Hun kom med den Syvende og
d.IV,b.7,s.289   Sidste indtil dette Postskriptum, da faldt hun mig om Halsen med
Smiil og Taarer og sagde: "Ja, Henrik, ja! vor Kjærlighedshistorie
varer endnu."
FORTALE, HVOR FORTALE ALDRIG FØR
HAR STAAET.

   "M
en i Alverden, hvad kan nu dette Skriftemaal nytte til?
hvorfor saaledes nedskrive sine egne Daarskaber og lidet bety-
dende Hændelser, ville være Humorist paa Sottesengen og gjøre
sig til Nar for Publikum i sine sidste Levedage?
Si tacuisses,
Philosophus mansisses!
"
   Denne vægtige og velmeente Indvending gjorde en Ven mig,
som vel plejede at rose sig af, at han aldrig havde læst en Mor-
skabsbog eller en Poesi siden han slap Chrestomathien, men som
dog havde et Navn inden vor lille literære Verden baade som
lærd Jurist og Filolog. Han havde nemlig for en af vore Bog-
handlere excerperet en juridisk Styverfænger-Haandbog, og ofte
havde man seet statsretlige Afhandlinger med hans Navn over i
Aviserne, spækkede med latinske Citater, skjøndt disse rigtignok
vare af det mest forslidte Slags. Han lagde ogsaa nu til:
"Me-
mento mori!
Men --
audiatur & altera pars!"
   Ved et besynderligt Sammentræf havde jeg allerede forud samme
Dag faaet en Mængde Trøstpiller ind af samme Art som hans
"Memento mori" og "Humorist paa Sottesengen." En gammel
Jomfru havde gjort mig en Visit om Formiddagen; da hun kom
i Døren og fik see mit afmagrede blege Fjæs, slog hun Hænderne
sammen og skreg: "Naa du skinbarlige Død i Aabenbaringen!"
da hun saae jeg havde en Tobakspibe ved Sengen, bemærkede
hun kjærligen: "Ak ja, salig Præsten røgte ogsaa til det Sidste,
og det vilde være Synd at negte Dem den lille Nydelse, naar
De finder Smag i den;" og da jeg hostede fandt hun at jeg ho-
stede ganske som hendes Sødskendebarn Kjøbmand Pedersen,
"som døde i forrige Maaned af samme Syge." "Ja akkurat saa
lyder Deres Hoste som hans -- akkurat som naar jeg hører vor
Pige Malene banke vaade Klæder."

   Efter denne naive Jomfru var der kommen en Departements-
Embedsmand, som jeg vidste syntes godt om min Post. Det Første
han gjorde var at styrte over mig og rive mig Piben af Munden,
d.IV,b.7,s.290   kaldende mig en Rasende, der gjorde Synd imod Fædrelandet
ved saaledes at dræbe mig selv o. s. v. Men hans Komplimenter
vare saa overdrevne og hans Adfærd saa theatralsk, at jeg be-
sluttede at sondere ham noget dybere. Idet jeg forsikkrede, at
der intet Livshaab var tilbage for mig, yttrede jeg den faste Over-
beviisning, at ingen kunde erholde Embedet uden Han. "Du
maa og
skal
ikke dø" svarede han med Eftertryk. "Jo jeg
døer" sagde jeg med endnu større Eftertryk. "Jeg har nu skrevet
saa ofte paa Vers at jeg skal døe, at jeg maa gjøre det for An-
stændigheds Skyld." Disse Ord: "Du maa og skal ikke døe!"
og "Jo jeg døer!" faldt tre eller fire Gange mellem os og hver-
gang vendte jeg mig til Siden ligesom forat hoste, men egentlig
forat iagttage hans Ansigt, naar han troede sig ubemærket, og --
et Smiil spillede om den ene Mundvinkel, et Smiil som en Gift-
blanders, der seer de første Symptomer. Jeg havde med et saa
vellykket Alvor overtydet ham om at ingen Anden end han kunde
faae Posten, at han virkelig troede det. Troen paa den snare
Vakance medbragte han selv.
   Mod Aften fik jeg nu min lærde og oprigtige Vens beroligende
Piller, saa det kunde være nok for een Dag.

   Men det var det
"Audiatur et altera pars,"
hvormed han saa
humant indbød mig til at forsvare Udgivelsen af disse Skizzer.
   "
Pro primo
-- svarede jeg da i samme Stiil --
dum nihil habe-
mus majus, calamo ludimus. Pro secundo
kan jeg sige med gamle
Phædrus:


           Duplex libelli dos est, quod risum movet,
et quod prudenti vitam consilio monet.

   Og endelig
pro tertio & ultimo
har jeg nedskrevet de Skizzer,
hvorved der kan være Tale om at gjøre sig selv til Nar, til Under-
holdning for en melancholsk Ven, en theologisk Kandidat, som
havde været ulykkelig i Kjærlighed og stundom, naar en vis Un-
derlivs-Sygdom stødte til, gik svanger med den Plan at skyde
sig en Kugle for Panden. Jeg sendte ham hver Dag en af mine
egne Kjærlighedshistorier saaledes som de her sees at følge efter
hinanden. Den første Skizze syntes, ligesom den kraftige Sund-
hedsbrønds Vand, at forværre Tilstanden og at virke imod hvad
den skulde fremme; thi jeg fik en Billet fra ham, hvori han yt-
trede, at min Skizze havde ladet ham føle al Lykkes Forgjænge-
lighed med saadan Bitterhed, at han alt havde ladet Pistolen,
d.IV,b.7,s.291   og at kun nogle pligtmæssig paahvilende Forretninger tvang ham
til at leve Morgendagen over. Jeg maatte da skynde mig at
skrive Skizzen No. 2, der foruden en Kurv med Porter under
Navn af det Otteskillingsøl, jeg skriver om, bragte mig det Bud
fra ham, at han havde trukket Kuglen udaf Pistolen.
   Men da det kom mig ihu, at man kan skyde sig endnu bedre
med løst Krud, skyndte jeg mig at sende ham den tredie Dag
af hans Paroxysme Skizzen No. 3, som skaffede mig den glæde-
lige Efterretning, at han havde skudt Pistolen af i Kakkelovnen,
hvilket havde havt tilfølge, at samtlige halvtredsindstyve Be-
boere af det store Huus vare styrtede ind i hans Værelse i
den faste Tanke, at han virkelig havde gjort en Ulykke paa sig.
Ved den Leilighed havde han ogsaa faaet høre flere ikke opmun-
trende Udladelser ude paa Gangen, saasom af en Huusholderske:
"Hvad skal ogsaa slige ensomme Fugle i Verden?" af en Tjeneste-
pige: "Se saa, nu skal man faae Pletter paa Gulvet, som man
aldrig kan faae af!" af en Diskontør, der boede paa en Fjerde-
Etages-Kvist: "Djævelen og al Ulykke! han skylder mig fem Daler
siden sidste Mandag -- Renter og Kapital" o. s. v.

   Men i en Vandkur pleje Doserne at øges paa mod Slutningen.
Patienten fik altsaa endnu ovenpaa Aften efter Aften Skizzerne 4,
5, 6 og 7. Og hvilke velsignede Følger! Efter den første kom
han til mig og bevidnede sin Deeltagelse med de Ord, at han
godt kunde sætte sig ind i min fortvivlede Stilling, og at han
maatte tilstaae, at noget saa ubehageligt aldrig var mødt ham.
Efter den anden lovede han mig en Skizze af en Scene, han
ogsaa havde havt med en Prokurator, mod hvem min var en
Engel. Efter den tredie sagde han: "Jeg forskaaner dig forat
fortælle den -- Ti stille, min Ven!" Og efter den fjerde, No. 7,
var han vel borte i flere Dage; men hvor forbausedes jeg ikke,
da han saa med glædestraalende Aasyn traadte ind til mig, trak
en Flaske Champagner, som maa have været synlig for Alle
paa Gaden, udaf Lommen og raabte: "Min Ven! min Ven! Tak
for den Sidste! Den har lært mig, at ogsaa jeg kan endnu blive
lykkelig. Vi ere jo lige gamle Kavalerer, og ved nøjere at gjen-
nemgranske mig, har jeg ogsaa fundet, at det mindre var ube-
hagelige Erindringer end Modbydeligheden mod Pebersvende-
Ensomheden, som plagede mig. Og da jeg ikke kan vente et
Vagtel-Tilfælde i Ørkenen som dit, saa har jeg besluttet, at see
d.IV,b.7,s.292   mig om, hvorved jeg da vil følge din Regel, at tage et Par af
aandfulde og milde Øine som gode Diamanter i Medgift. Mellem
os, hviskede han, jeg har opdaget et saadant Par, og Du skal
idetmindste nippe til Glasset paa at jeg maa være heldig, jeg
skal nok tømme Flasken, saa oplagt er jeg."
   Den lærde Jurist var ikke altid meget heldig i at anvende sine
latinske Almeensteder. Hvad han meente med det
"Rari nantes
in gurgite vasto,"
hvormed han belagde mit altfor artige Skrifte-
maal, veed jeg saaledes ikke; men da han hørte til den ufor-
dragelige Klasse af pedantiske Mennesker, som altid ville have
opgivet Grunde og atter Grunde og det "rationelle" Grunde, som
de kalde dem, af sine Venner, ja ofte ogsaa af Fremmede, for
hvad disse gjøre og lade, saa maatte jeg døje Følgende: "Ned-
skrive saadant for en Ven, kan passere; men for Publikum?
Det er noget Andet, naar f. Ex. jeg meddeler en juridisk eller
filosofisk Afhandling. Saadant er for Publikum. Det er til Pu-
blikums Nytte."
   "Ogsaa min Hensigt med Udgivelsen" -- bemærkede jeg --
"er at være endnu flere Mennesker, end min Ven, tilnytte, især
unge, opvakte Mennesker af aabent Gemyt og Fantasi, nemlig
ved forud at vise dem den Lidenskabs forfærdelige Magt, som
de ganske vist skulle henrives af, og dernæst ogsaa dennes virke-
lige Ulykkesoffere ved at trøste dem med at det dog aldrig har
gaaet dem saa galt som mig. Naar jeg tænker mig lidt tilbage,
da kan jeg erindre tre Bekjendte, som have taget sig afdage af
ulykkelig Kjærlighed, og Fire, som af samme Grund ere blevne
Fyldesviin. Af de Halvsnees Bekjendte, som jeg har Grund til
at troe giftede sig af virkelig Kjærlighed, leve maaskee kun to
lykkeligt. En veed jeg blev ødelagt allerede i det tredie Aar
fordi hans Kone ikke forstod sig det mindste paa Huusholdningen;
No. To gik tilgrunde ved Drik, da han maatte søge offentlige
Steder for Skidenheds Skyld hjemme; Nr. Tre sank under de
Byrder den Elskedes Familie lagde paa ham med Endossementer
og Accepter; Nr. Fire fik graae Haar og krum Ryg under Tøffe-
len; Nr. Fem blev ødelagt ved sin unge Kones Hang til Pynt og
Fornøjelser; Nr. Sex bærer alt Mærker af Huusdrik, hvilket skal
komme af, at der kommer hyppig Selskab til hans Kone, som
han ikke liker, og da veed han intet andet Raad end at lave
Grog paa egen Haand; Nr. Syv paastaaer man har foretrukket
d.IV,b.7,s.293   Amerika for Ægtestandens Paradiis, og Nr. Otte, som i Forlovelses-
dagene skrev de nydelige Vers i Aviserne til sin Kjæreste, paa-
staaes at være utro ifølge jus talionis.
   De andre Skizzer, jeg vil skrive, ere ogsaa til Nytte og Advarsel
i andre Henseender, hvor et varmt Hjerte let kan koge over;
andre kun til Fornøjelse. Bogen burde hedde: "For Ungdommen."

   "Ei! jeg har ikke læst en Morskabsbog siden Godmand troer
jeg," greb Juristen Anledningen til at bemærke. "Men lad gaa!
Imprimatur! Forat friske paa Aanden skal jeg sende dig en
yderst interessant Afhandling om Grundlovens rette Forstand
af § 96."

   Min lærde Vens Imprimatur skyldes det da at disse Skizzer
see Lyset; thi naar Han, der var streng som en Gottscheden,
ikke fandt Noget derimod, saa kunde jeg vel vove det for Andre.

   "Men, lagde han til,
timeo Danaos & dona ferentes,
" hvorved han
mente at Kritikusserne vare at frygte.
   "Mig Selv ville de idetmindste neppe ramme," mente jeg.
   "
De mortuis nil nisi bene,"
nikkede min trøstrige Ven i Døren.
BARNDOMS-ERINDRINGER.

   D
a ingen af disse Skizzer kan kaldes en Bagatel i Modsætning
til de andre, saasom de samtlige ere det og ikke gjøre Krav
paa at stilles højere som Underholdningsmiddel, end f. Ex. Has-
selnødder og anden Knækkemad i en ledig Time, saa lader jeg
dem gaae med.
   Den første af disse Erindringer gaaer vist tilbage til mit 3die
Aar forsaavidt Børn i Regelen allerede da kunne gaae et Stykke
Vei, og falder altsaa sammen omtrent med den om de første
Buxer, hvilken staaer med samme Friskhed for min Hukommelse.

   Jeg var med mine Forældre paa det yndige Kjos ved Christians-
sand, og var taget med paa en Spadseretur i den engelske Park.
Medeet befinder jeg mig alene og midtfor en lodret Klippevæg,
der glimrede i alle Farver af store Chrystaller. Det var ligesom
om to Træer bøjede sig tilside og viste mig den.

   Iførstningen blev jeg bange; men omsider overlod jeg mig til
Beskuelsen af al den Herlighed, og ligetil nu staaer det herlige
Syn for mig i sin første Friskhed. Hvergang jeg har seet gjennem
d.IV,b.7,s.294   et Glasprisma eller et Kaleidoskop, har jeg maattet erindre det.
Men Sligt har blot kunnet vække Erindringen, ikke naae Synets
Pragt.
   Nogle Aar ældre søgte jeg efter Stedet; men forgjæves; og
Ingen vilde troe min Fortælling uden lang Tid efter en Barnepige
for mine Sødskende -- en som hvergang Uglen skreg eller en
Hund tudede om Natten sukkede "Jøssu Navn!" saa bestemt
som en Klokkers Prosit følger paa Præstens Nysen. Hun er-
klærede for vist, at jeg havde været taget i Berg, og at det var
derfor jeg var saa klog.



   Mellem 4 og 5 Aar har jeg vel været, da jeg en Søndag Efter-
middag var ranglet med nogle Tjenestefolk og havde trukket min
neppe 3 Aar gamle Broder med mig en Fjerdingvei eller mindre
udenfore Christianssands By. Endelig faldt det mig ind at vende
tilbage; men da syntes Vejen mig saa lang, at jeg umuligt vilde
kunne række hjem. En Angst betog mig, uagtet jeg havde den
slagne Landevej for mig og Byen alt var synlig. Jeg mistvivlede
om at slippe frem af Mangel paa Kraft, og vi skulde forbi en
Sandgrop med en Steen paa Bunden, af hvilken der skulde springe
en Hund frem, naar Nogen slog paa Stenen. Dette Vovestykke
havde jeg engang gjort og heldigen salveret mig uden at see
nogen Hund; men om at den var der tvivlede jeg ikke, og "nu
skal Du see, tænkte jeg med Rædsel, at han tager din lille Broder,
naar vi komme forbi, og hvad skal jeg saa sige til Fa'r og Mo'r?"
Jeg vilde bede -- men jeg vidste ikke til Hvem -- om Frelse
for mig og min Broder. Da faldt det mig: Han maa bede som
den Mindste og Uskyldigste, og saa tvang jeg Stakkelen ved at
lugge ham til paaknæ midt i den støvede Landevej at folde sine
Hænder mod Solen, der just stod i Horizonten, med Bøn til den
om at hjælpe os til Byen. Men det vilde ikke gaae; Jeg maatte
da diktere og den Vesle plappre efter. Bortvendt tilsagde jeg
ham da omtrent følgende Bøn, der kom frem under idelig Flæben.

   "Kjære vakkre Sol! gaa ikke ned, men følg os to ulykkelige
Smaa til Byen uden at vi møde nogen Ko eller Gjedebuk! Gjør
du det, skulle vi dig altid elske og tilbede, Amen!"

   Altsaa komplet Afguderi. Men Bønnen gjorde sin Virkning
saa godt som nogen anden; thi styrket og munter vandrede jeg
derpaa videre til Byen; Forbederen fremdeles flæbende.



d.IV,b.7,s.295      Fem Aar var jeg vel, da jeg engang mellem en heel Deel andre
Smaagutter lænede mig paa Rækværket til Opgangen til Galleriet
i Christianssands Theater. En Bekjendt af min Fa'r kom just
opad Trappen, og da han saae, at jeg havde syet et Kors af
Guldgaloner paa min Trøje, tog han mig i Toppen og spurgte:
"nu, Henrik, hvad Slags stor Mand vil du blive, naar du alt nu
begynder med en Ridderorden?"

   "Minister!" svarede jeg.
   "Det er forlidet; hvorfor ikke Konge?"
   "Nei for da regjerer jeg Kongen."
   Jeg maa have læst noget om Richelieu eller Mazarin. Men
dersom din Søn sætter Kors paa sine Klæder, saa spræt dem
af; thi de betyde ikke noget godt hos ham selv, og af sine Kame-
rater bliver han betragtet som Drømmeren Josef mellem sine
Brødre.

FRA SLYNGELAARENE.

   S
kamfuld og pæniterende inskriberer jeg saaledes denne
Skizze; og uden det turde jeg ikke fortælle følgende Uglspeils-
Streg, hvoraf der ikke kan hentes anden Lærdom end den, at
Folketroen holder det for en større Ugudelighed at kaste rent
Vand paa Folk end skident.
   Da jeg omtrent havde faaet Cicero fat, logerede jeg hos en
gammel Madam med hendes endnu mere forældet udseende
Datter. Byen var dengang langt rigeligere udstyret med Karri-
katurer end nu, og især syntes de at indehave Æresposterne i
Borgerskabet. Til dette hørte vel ikke den Helt, jeg har at frem-
føre i denne lille Komedie, men det var som sagt rigt nok, og
han havde i sin Tid gjort Figur deri, skjøndt uden ved Afskeden
at opnaae en Titel, som kunde overstraale den han allerede kunde
bære og bar som i sin Tid Medbestyrer af et Slags Livrentesel-
skab. Dette havde for Livstid tillagt Hrr. Garvermester Pripstrup
Ærestitelen af Direktør, og han var Direktør Pripstrup hele Da-
gen fra 10 om Morgenen til 10 om Aftenen for Alle og Enhver
i sin store hvide Gaard nær mit Logis, men fra 10 om Aftenen
til 10 om Morgenen var han Garvermester Pripstrup i sin for-
faldne Haandværksgaard paa en anden Kant af Byen. Det nyt-
tede Ingen at ville forvexle disse to Personligheder. Kom der
d.IV,b.7,s.296   en Mand til den hvide Gaard og spurgte efter Garvermester
Pripstrup, blev der svaret, at der ingen Saadan boede der; men
at der i Grændsen boede En af det Navn. Og saa omvendt,
om man i Gaarden i Grændsen spurgte efter Direktør Pripstrup.
Med ubøjelig Haardhed blev denne Dualitet overholdt; præcis
paa Minuten skede Omskiftningen.
   Saaledes hørte jeg da hver Aften præcis Kl. 10 mindre end 4
Minuter den i dette Øjeblik Titelløses afmaalte Fodtrin. Paa en
bestemt flad Steen plejede han at træde ind paa Fortouget og
at følge dette lige under mit Vindu til en vis anden flad Steen,
hvor han atter slap udpaa Gaden. Jeg besluttede at forsøge
hans og min egen Akkuratesse; satte min Vaskevandsbolle i det
halvaabne Vindu og lagde et Uhr paa Bordet. Jeg hørte alt Fod-
trinene. "Staa dog op, Gut!" raabte jeg til min Kontubernal,
som alt havde lagt sig forat være udenfor Alt. "Jeg kan ikke!"
svarede han, "for jeg ligger og holder en Rotte, jeg har fanget i
Sengen, i Rumpen. Kom og hjælp mig!" Hver maatte hjælpe
sig selv. Klokken var 10 mindre end 4 Minutter og Fodtrinene
altsaa under Vinduet; ligesaa præcis blev Vaskevandsbollen, uden
at noget Ansigt viste sig, øst ud, og ligesaa præcist traf Styrte-
badet Vedkommende paa Skallen.

   "Hoho, Gokarl!" skrallede en fortørket Stemme." "Bi til imor-
gen, saa skulle vi nok faae vide hvem som boer der."

   Præcis om Morgenen, da Han gik fra Haandværksgaarden til
Direktørhotellet, saae jeg ham svinge indad Porten og Stand-
retten blev sat.

   "Ak vi veed det Alt, Hrr. Direktør," jamrede Kvinderne. "Havde
det endda ikke været reent Vand, for det er en gyselig Ugude-
lighed."

   "Hvis Søn er Knegten?" spurgte Direktøren, idet han ban-
kede i Gulvet med sit høje Spanskrør. "Jeg skal saamen skrive
et Alvorsbrev til hans Hrr. Fader."

   "Aa, han er en Søn af . . ."
   "Stille, Madam! Stille Jomfru!" afbrød jeg; "det vedkommer
ikke Sagen, for jeg har hverken kastet reent eller skident Vand
paa noget
Menneske
."

   "Naa!" udbrød alle Tre paa een Gang.
   Alene en Duperen indsaae jeg kunde frelse mig; og saa strøm-
mede der da udaf min Mund følgende Forsvar, hentet fra den
d.IV,b.7,s.297   Dialektik, Disciplene dyrkede paa egen Haand: "Læg Mærke
dertil, ikke paa noget Menneske, som har kunnet tage en saadan
Fornærmelse til sig. Hver Aften præcis Kl. 10 mindre end 4
Minutter hørte jeg nok de samme Fodtrin, og om jeg nu vilde
undersøge hvem det var, uvidende om hvem det var? Men jeg
har ikke faaet at vide hvem det var, og Ingen kan sige hvem
det var. . . ."
   "Mig! Mig!" brølede Direktøren, truende med Stokken -- "mig
Direktør Pripstrup!"

   "Og det siger De selv?" vedblev jeg; "men jeg benegter det.
Jeg veed at Direktør Pripstrup existerer her borte i Gaden og
Garvermester Pripstrup -- begge respektable Folk -- i Grænd-
sen, og at begge dog ere samme Person. Det kan være nok med
denne Duplicitet, men at erkjende en Triplicitet vilde være for
galt. Der existerer ingen Hr. Pripstrup uden paa hine to Steder.
Alle henvises til et af dem eftersom de have at skaffe med
Nogen af Pripstruperne. Personen paa Gaden, som skal have
faaet Vandet over sig, kan kun være et Fantom udstoppet af
Umuligheder, Benegtelser, Uvisheder, Posito'er, falske Syllogis-
mer, Galskaber, Modsigelser, Syner, Hallucinationer og Nonsens. . ."

   Saaledes gik Talen, hurtig som en Sagrende, rivende som en
Uhrfjer, der løber af.

   "Madam!" harkede den gamle Mand. "Jeg anbefaler mig,
da jeg seer her er en Feiltagelse. Ærbødige Tjener!"

   Jeg var fri, og min Værtinde sjeleglad over at det gik saadan
over; men nogen Forklaring over hvorfor det skulde være værre,
at slaa reent Vand over en Mand end f. Ex. en Natpotte, erholdt
jeg ikke. De havde altid hørt det, sagde de.

DIES IRÆ.

   A
t komme ikast med en Prokurator er at tirre en Hugorm i
sit Rede; men rage ud for Militære er at faae en Bisværm
over sig.
   Jeg havde fornærmet en høiadelig Kavalleriofficeer, Brigade-
chefens egen Søn, ved at invitere ham til mig sammen med nogle
simplere Karrikaturer. Slyngelaarene høre ikke altid op med Skole-
aarene. Men før det var bleven lyst Morgenen efter bragte
d.IV,b.7,s.298   ogsaa to Officerer mig en Udfordring, som jeg undslog mig for
paa en Maade, der lod Officererne gaae bort i godt Lune.
   De maa endog have ladet sig henrive til Hop deraf; thi neppe
vare de borte før min Vært kom ind ganske fortvivlet over at
de havde hoppet over nogle Rækker fersk Brød, som laae paa
Gulvet. Dette fik jeg da at vide var i Folkeovertroen ligesaa-
stor en Ugudelighed som at kaste reent Vand paa Folk istedetfor
skident.

   "Brødene faar jeg sælge til Kreti og Pleti," jamrede Huus-
fatter; "i mit Huus skal ikke eet blive spiist." "Kjære Hr. Han-
sen", sagde jeg, "vær vis paa, at kommer der nogen Ulykke af
den Ugudelighed, saa vil den gaae udover mig."



   Med denne Streg skjærer jeg ellers al Forbindelse af mellem
Ovenstaaende, som passerede om Vinteren 1828 og den Historie,
jeg nu skal fortælle, som først fandt Sted paa Exerceerpladsen
Gardermoen paa den mest glimrende Septemberdag samme Aars
Høst. Dagens Skjønhed og Kavalleribrigadens Afmønstring havde
lokket en Mængde fra de tilgrændsende Bygder did, og ogsaa
jeg styrede af, da jeg just befandt mig paa en Hjemreise fra
Christiania, og altid har havt den daarlige Skik at ville tage Alt
med. (Med behørigt Eftertryk bemærket af Palle).

   Jeg var tilhest; men da der er bleven yttret i et Indlæg i den
Sag, som fulgte efter mit Besøg paa Gardermoen, den ypperlige
Retfærdighedsgrundsætning, at jeg var saaledes ekviperet, at
deri var Undskyldning for Angjældende, om jeg havde lidt
Uret: saa vil jeg underrette om, at om Lejehesten end var en
Rosinante, saa bestod Rideekvipagen i en endnu vel konditio-
neret Oberstesadel fra 1788 af hvidt Klæde eller Fløjel, og min
Dragt ellers i en grøn Frak.

   Saaledes kom jeg ind paa Pladsen og saaledes red jeg om-
kring i Fred til henimod Middag. Ved det Pas lader jeg min Hest
gaae Skridt for Skridt og langs Leiren, følgende Strømmen af
en Mængde Folk, som der bevægede sig ligesom paa et Marked;
men medeet bortvises jeg af en Skildvagt, fordi jeg skulde være
indenfor Leirlinjen, som neppe var synlig. Da jeg forgjæves for-
langte, at man da ogsaa skulde forbyde Andre at gaae og ride
der, hvor det blev mig forbudt, tog jeg Post netop udenfor Leir-
d.IV,b.7,s.299   linjen ligeved Skildvagten forat oppebie en Officeers Tilbage-
komst fra Exercitierne til Leiren. Men --


           Napoleon sin Alder tælled efter Seire;
           der gives andre Helte, der tælle efter Leire --

og saaledes vedvarede Øvelserne uden saadant Pusterum, at
nogen Officeer kunde komme tilbage.
   Solen stak imidlertid noget forfærdelig; men jeg blev holdende
siden jeg alt havde biet saalænge, og der havde samlet sig Folk
omkring mig. Jeg blev utaalelig tørst; en Civilist tilbød sig at
hente en Flaske Øl; jeg vilde ikke drikke den paa Hesten; fik
Tilladelse af Skildvagten at gjøre det i eller bag Vagtteltet; stiger
bona fide af Hesten og gaaer med min Flaske over Leirlinjen;
men neppe var jeg avanceret nogle Skridt før Overjægeren i
Vagtteltet, som oftere havde fornærmet mig under mit Ophold
ved Leirlinjen, styrter imod mig brølende, med Pallasken over
mit Hoved: "hvad! vil Du drikke i Vagtteltet?" Instinktmæssig
løfter jeg Flasken op til Beskyttelse. "Hvad! vil du slaae?" raa-
ber den brutale Barbar og -- Pallasken falder paa mine Skuldre.
Det sortnede for mine Øine, skjøndt jeg beholdt saamegen Sands
tilbage, at jeg ikke indlod mig paa at fegte med saa ulige Vaa-
ben; og ganske vist havde han hugget mig ned; thi fuld var
Karlen saavidt jeg kunde see. Hele Tiden var der ogsaa lystigt
Leben at høre inde i Vagtteltet. Jeg steg tilhest igjen, efterat
have skudt til Vidner, og ventede endnu taalmodig flere Timer
før Excercitien ophørte og Officererne kom tilbage.

   Men nu begyndte andre, men ikke mindre smertelige Lidelser.
Jeg blev vist fra Herodes til Pilatus den hele Leir igjennem,
uden at Nogen vilde vise min Sag nogen Opmærksomhed. At
faae et Rap paa en Afmønstringsdag, mente man var en Bagatel.
Desuden skulde man nu til Taffels hos Generalen. . . "Maroder!
Barbeervand!" o. s. v. Alle vare saa enige, og flere Officerer
krydsede mig i Leirgaderne med saa triumferende Mine, at jeg
ikke negter for, at Tanken faldt mig ind, at jeg leed for hine
Huusbrøds krænkede Hellighed.

   Jeg var reden ind paa Pladsen som en fri Mand; jeg tog bort
som en vanæret Træl.



   Da jeg ikke kunde faae Sagen behandlet arbitrært, klagede
jeg. Generalen med sin tusind Mand stærke Brigade mente, at
d.IV,b.7,s.300   han ikke vilde kunne exercere i Fred, saafremt der ikke blev
nedsat en extraordinær halvmilitær-halvcivil Kommission. Re-
gjeringen gjorde som Generalen vilde. Palle engageredes af
Officererne privat imod mig foruden Referenten, og han skrev
et Indlæg, hvori han skrydede af sin store Lyst til at være ble-
ven Militær og hvori han svoer at ødelægge min Velfærd, og
som han skal have overrakt Generalen i nitid Afskrift, Guldsnit
og blaat Pragtbind. Men Generalen skal have fældet den Kritik,
at han heller vilde være i mine Klæder end i Forfatterens. Men
det vilde jeg ikke ønske Generalen for de vakre Ords Skyld.
Thi Palle vidste at gjøre Klæderne gloende paa Kroppen som
Herkulesses forgiftede Skjorte. Idetmindste vidste han at jage
mig Blodet til Yderdelene og saa tilbage i Hjertet igjen, som
naar man pumper. Engang erindrer jeg det skede, da han tvang
den høje Kommission til at forelægge en Capitain, jeg af og til
besøgte, slige Spørgsmaal:
   1) Plejer Capitainen at byde W. et Glas Grog naar han gjør
Deponenten Aftenbesøg?

   2) Drikker W. undertiden to?
   3) Finder ikke W. ofte at Groggen er for slap, saa han blander
i? o. s. v.

   En anden Retsdag havde Palle fundet paa noget Nyt, der ogsaa
kunde lade mig synes at jeg havde Herkulesses Skjorte paa.
Han hviskede mig nemlig i Øret: "Troer De ikke det vil gjøre
godt ved Deres gamle Far, som sidder derborte, om jeg nu i
hans bedste Sognemænds Midte lader spørge om Ingen af dem
troer, at De ikke er saa ganske svendereen længer. Hihihi!"
Jeg kaldte strax det militære Medlem udaf Retten og meddeelte
ham Palles Forehavende. Haaret syntes jeg bevægede sig paa
hans Hoved; og han fik ogsaa stagget Palle.

   Jeg havde kaldt en Opfordring til et Almuemøde for at grund-
lægge en Bogsamling en "Budstikke" -- Palle gjorde mig hed
igjen ved at paastaae Livsstraf eller Slaveri for saadan Gjerning.

   Nei, Generalen vilde ikke have fundet sig i mine Klæder. Og
nu hertil at blive trukket om i alle Bygder i fem Aar indtil Sa-
gen indankedes af Regjeringen i 1833 for Høiesteret. Og denne
fandt en Mulkt af 30 Spd. passende for en Forseelse, som Bri-
gade og Regjering havde holdt værd saa extraordinære Forføl-
gelser.



d.IV,b.7,s.301      Forbandelsen for Brødene var endnu ikke forbi. Jeg plæderede
selv min Sag og -- bragte en ny Proces med mig ud af Døren.
Idet jeg nemlig baner mig Vei igjennem Tilhørermængden, hvisker
en Person, som var Palles, men ikke min, Ven, til mig: "Gratu-
lerer med Talen!" og han faaer i min oprørte Sindsstemning en
"Skurk" tilbage.

   "Jeg hørte hvad han sagde," siger En til Gratulanten. "Jeg
med," lægger en anden tjenstvillig Aand til; og saaledes havde
jeg da en ny Proces ivente før jeg kom udaf Døren. Det kom
imidlertid til Forlig, da jeg vedgik, at jeg havde været i en saa
oprørt Stemning, at mine Ord ikke burde tillægges nogen Vægt.



  
Efterspil.

   Nogen Tid efterat jeg var kommen hjem, indfandt Lensmanden
sig forat exekvere Omkostningerne, som løb op i mange Hun-
dreder. Jeg lagde en tydsk Bibel frem som et Habengut, der
for gode Christne maatte være nok for hele Summen og mere
til, (hvilket Laugrettet stiltiende syntes at erkjende) samt et Ta-
bleau af Grundloven med overstrøgen § 96, som jeg taxerede for
2 Skillings Værdi.

   "Jeg vil ikke give en dansk Skilling for den," sagde En af
Laugrettet, en gammel ypperlig Karl af en Lieutenant fra Dan-
sketiden, "naar den har slig Smøre paa sig."

PORTVIIN OG VREDE ERE TO OM EEN MAND,
OG ALTSAA FORMEGET.

   "D
u her?"
   "Du her?"
   "Garçon! to Glas Portviin for mig. Store!"
   "To for mig ovenpaa. Ditto!"
   Hvem skulde jeg træffe hos Conditor Louis i Christiania paa
en Gjennemreise uden min gamle Skolekammerat og Contubernal
Frants Hansen, som jeg ikke havde seet i flere Aar -- han, som
havde fanget Rotten i Sengen?

   "Nu hvor staaer sig? Skaal!"
   "Aa, staaer sig slet nok; men jeg tænker det gaaer bedre. Jeg
skal nemlig strax videre tilhest med et Creditiv paa 400 Daler i
d.IV,b.7,s.302   Lommen til Vallø Saltværk, som jeg skal forpagte sammen med
vor gamle Kammerat Lassen og Værkets Forvalter."
   "Hohoho! Skaal paa det!"
   "Nu ja, vedblev jeg; man maa tage sig noget til. Jeg har for
mit Tilskud tillige faaet det Tilbud at faae et godt Logis og en
Seilbaad til min Disposition hele Sommeren over. Jeg tør da
nok stryge Kysten langs engang nedover til dig. Du husker den-
gang vi To alene tog en Seiltuur ud paa Byfjorden her og lode
saa staae til til Moss fordi Vinden var god?"

   "Jo da fik vi s'gu Skibskost ovenpaa, da vi efter tre Dages
Forløb kom paa Skolen igjen. Jeg husker det nok -- den for-
dømte Strøm i Mossefjorden, som vi maatte roe opimod, og
Bjørnebærene, som vi maatte leve af til vi kom til Drøbak --
Viin saa og Fisk tilaftens -- den Himmelstorm om Natten, som
vi ikke vidste enten var mod eller med -- og saa den rasende
Seilads Dagen efter. Jo jeg husker det nok. Men har Du læst
Morgenbladet idag?" lagde min Ven til ganske gelassen.

   "Det var netop det jeg vilde see før jeg tog afsted igjen".
   "Der staaer Noget til dig fra din Uven i Eidsvoll."
   Jeg greb Bladet som en sulten Hund river et Been til sig. En
gammel Departementsmand, som pleiede at tilbringe noget over
den halve Formiddag hos Louis, havde allerede vel saameget
Fingre paa det som jeg; men med et "om Forladelse," hvori der
laae al Bestemthedens Knurren, fik jeg det dog. "Død og al
Ulykke!" udbrød jeg medens røde Skyer brøde frem paa Panden
-- "Han kalder mig en Løgner, om jeg vover at sige ham noget
paa. Det maa have Svar paastedet, ja saasandt jeg lever! Den
-- ! Garçon! to Glas Portviin af samme Slags." Skyerne bleve
rødere. Jeg krammede Bladet og slængte det paa Bordet. De-
partementsmanden greb det med et ondskabsfuldt Griin. "Skaal!"
sagde jeg idet jeg stødte an med skjælvende Haand, rød i Pan-
den, bleg i Ansigtet. "Skaal! Jeg maa afsted."

   "Betænk dig!" sagde min Ven. "Hvem bryder sig vel om hvad
en Mand af hans Rygte siger?"

   "Netop en slig En skal ikke vove det. Adieu!"


   "En Lap Papiir, Pen eller Blyant," stønnede jeg nogle Minutter
senere til Morgenbladets daværende Redaktør. Jeg fik en Blyant
d.IV,b.7,s.303   og en Strimmel Papiir, da han formodentlig troede det gjaldt et
almindeligt Avertissement.
   "Skal
det
ind?" snøvlede Redaktøren skydende Næsen iveiret.

   "Ind imorgen," svarede jeg.
   "Skal
det
ind som det er?" snøvlede han igjen, skydende Næsen
en Tomme højere.

   "Ja ved alle Engle og Djævle det skal ind som det er, og
imorgen om jeg maa bede."

   "Skal skee!" snøvlede han synkende Næsen igjen.


   Jeg tog ikke afsted den Dag, og den følgende befandt jeg mig
-- paa Tilbagereisen til Eidsvoll. Tidlig om Morgenen havde
allerede en af Landets ypperste Jurister indfundet sig hos mig
med det alvorlige Raad at ile hjem forat sætte mig i Forsvars-
stand.

   "Havde De viist mig forud, hvad der staaer i Morgenbladet
idag," sagde den brave Mand foran min Seng -- "det skulde
aldrig have lykkets Deres Modstander at faae Dem til saaledes
at forløbe Dem. Jeg forudseer en Proces, som vil koste Dem
megen Ærgrelse, megen Tid og mange Penge, uden at De dog
vil faae Bugt med ham."

   "Jeg er Dem meget taknemmelig," svarede jeg; "men jeg har
hjemme altfor mange Anklagere mod Personen til at frygte forat
have sagt formeget. Desuden maa jeg nu bestemt ned til Vallø
Saltværk."

   "Tilbage, tilbage igjen maa og skal De!" vedblev den ædle
Mand. Jeg blev ved mit, saa at han forlod mig synligen krænket.

   Jeg laae og stirrede mod Loftet en Tid. En Time efter min
faderlige Vens Bortgang, var jeg hos ham. "Jeg reiser hjem igjen,"
sagde jeg.

   "Bravo! sagde han. Et Glas Portviin paa Reisen."
   "Tak! skjøndt jeg troer, at Portviin har nogen Deel i Avis-
stykket idag."

   "Saa erklær Portviin for Deres Fiende for Eftertiden, og tag
nu et Glas Madera isteden, og saa afsted. Gud være med Dem!"

   "Han er altid med den gode Sag," svarede jeg. "Farvel!"
   "Saa er Fanden paa Modpartens," loe han. "Farvel!"


d.IV,b.7,s.304      Skjøndt jeg ogsaa engang senere i mit Liv har gjort den Er-
faring, at Portviin, saa svær og heed den er, isammen med
Vrede afstedkommer Ulykker, saa gjorde jeg mig dog ikke videre
Tanke om, at de tre Glas Portviin hos Louis kunde have nogen
Deel i mit Svar paa min Modparts Opfordring, før jeg mærkede,
hvorledes mine Landser under Processen, som ganske rigtig blæste
op, brast som tørt Siv imod et Krokodilepandser.

   Da erindrede jeg, at jeg havde været blussende rød i Panden
der hvor jeg læste Bladet, og jeg opkastede mig det Spørgsmaal:
om det vel var Harme alene?

   Mistanken maa i alle Tilfælde hvile paa de tre Glas Portviin
om Morgenen, og da det er bekjendt, at jeg slap flaaet, men
Modparten heel og glat som en Aal, udaf Processen, bør det
være nok til at afskrække fra at sætte Portviin til Blodet, naar
det koger. Brændeviin er mindre farligt. Almindeligviis følger
Øl ovenpaa og saa Piben, og har man Piben fat, er man frelst.
Med den i Munden kan man læse meget nærgaaende Ord uden
at fare op. Man læser nemlig idetmindste to Gange, for ikke
strax at give Slip paa Piben.

MIN VEN KANDIDATENS FORSØG I SKIZZEN.

   M
in Ven Kandidaten har holdt Ord og sendt mig en Skizze,
som jeg ikke tager i Betænkning at føje til mine egne, hvis Vo-
lumen Døden truer med at afkorte. Den indeholder nemlig, som
de fleste af disse Skizzer, den Moral, at hos gode Mennesker
skrive deres største Daarskaber sig fra deres bedste og ædleste
Følelser. I nærværende Skizze ville vi f. Ex. see, at en stor God-
troenhed ligner et enkelt nedfaldet Strøg af en ellers uindtagelig
Fæstnings Volde. Børn krybe derover og en Fiende vil kunne
marschere ind med flyvende Faner og klingende Spil.
   Min Ven Kandidaten skriver:
   "Den Proces, Du har været plaget med, Henrik, var imod min
med Prokurator Ebenezer en Duel med Kjæmpegræs mod at
slaae hinanden om Ørene med levende Hugorme. Men jeg har
fortjent min Ulykke i denne Kamp mod Forbrydelsen og Under-
fundigheden og Kameraderiet; thi jeg har af Godtroenhed over-
antvordet min hele Reserve i Fiendens Hænder, og han tilintet-
d.IV,b.7,s.305   gjorde den ogsaa strax -- rigtignok med Tabet af egen "Ære
og Samvittighed og Salighed", men naar Venner og agtede Mænd
have snydt mig paa samme Pant, har jeg ikke Grund til at for-
undre mig eller at beklage mig over Skurken.
   Men dette ulykkelige Øjeblik var tillige et rædselfuldt -- ræd-
selfuldere end det Midnattens, hvori jeg engang hørte en for et
for mangfoldige Aar siden begaaet Giftmord mistænkt Persons
Bekjendelser isøvne. "Giften" -- sagde han tydeligt efter en
delirerende Mumlen om alskens andre Ting -- "Giften ligger i
Vinduet." Og medens han sagde dette, sad han halvtopreist i
Sengen og fægtede med Hænderne i Luften. Jeg laae paa en
Gjæstereise i samme Værelse; men da jeg hørte hine Ord, da
betog Rædselen mig, saa jeg sprang op og ilte derfra. Haarene
stode upaatvivlelig reiste paa mit Hoved da jeg famlede mig frem
i Nattens Mørke med Klæderne i Haanden; men det samme
Fænomen har rimeligviis ogsaa viist sig paa mit Hoved ved den
anden rædselfulde Aabenbarelse af Sjeleverdenens Mysterier,
som jeg har oplevet. Synets Sands yder de meest levende Ind-
tryk, og jeg gyste visselig da med dybere Skræk uagtet det
hændte midt paa Dagen.

   "Midt paa lyse Dagen" plejer man at sige, og det lod sig nok
sige med Hensyn til Tiden; thi det var ikke langt over Middag
den 24de Septbr. Men i Thingstuen herskede et besynderligt,
uhyggeligt, guulagtigt Lys, som jeg tilskrev Afglandsen af et Lønne-
træ udenfor, der endnu havde Størstedelen af sine gulnede Blade.
Af og til hvirvlede Vinden enkelte affaldne opimod Vinduerne
og holdt dem fast der en Stund som gjækkende Hænder -- kort
noget overordentlig uhyggeligt Høstligt med en egen gusten Lys-
ning hvilede over Scenen.

   Den var, som sagt, Thingstuen. Sagen var netop optagen til
Doms. Dommerne og Prokuratorerne vare gaaene paa sine Væ-
relser. Ingen Andre befandt sig i Stuen uden begge Modparterne.

   Da indskjød min onde Genius mig, at jeg skulde forsøge et
moralsk Experiment.

   Strax jeg var kommen i Kladdene med Hr. Ebenezer, havde nem-
lig en juridisk Embedsmand, som jeg ellers kun kjendte af et sær-
deles hæderligt Rygte og som var bosat paa et Sted, hvor Hr. Ebe-
nezer havde efterladt sig et særdeles slet Rygte, som Fuldmægtig
hos Fogden, skriftligen givet mig nogle Vink om en Forbrydelse,
d.IV,b.7,s.306   Denne skulde have begaaet, hvis behørige Oplysning maatte
være mere end nok til at frigjøre mig og desuden tilstrækkelig
til at skaffe min Hr. Urian paa Fæstningen, hvor han paastod
jeg

skulde hen for min Udladelses Skyld om Hs pletløse Velbaarenhed.
   Men jeg var traadt frem for Almuen, troede at have nok i
hvad den var kommen frem med, og havde derfor forsømt at
gaae hiin Angivelse paa Spor. Og i dette Øjeblik faldt det ulyk-
salige Indfald mig ind, paa engang at vise min Modpart en Høi-
modighed og at forsøge paa om jeg kunde faae Bagsiden at see
paa hans Samvittighed.

   "De troer kanskee nu" -- tiltalte jeg ham -- "at jeg har for-
brugt alt mit Artilleri imod Dem nu ved Underretten?"

   "Ja ganske vist. De har nok intet sparet."
   "Jeg har noget svært Skyds tilbage; men som jeg ikke troer
at komme til at behøve. Jeg skal derfor vise Dem denne Re-
serve, dersom De vil love mig paa den Ære og Samvittighed
og Salighedshaab, De har, ikke engang at sige det til Deres
Sagfører."

   Han lovede det høitideligen. Jeg nærmede mig ham lige under
Øinene, saae ham skarpt i dem, og sagde derpaa langsomt:

   "De har i P -- forfalsket en Domprotokol."
   Virkningen var frygtelig. Det gustne, med den uhyggelige
Lysning harmonerende, mefistofeliske Ansigt blev medeet krid-
hvidt; hver Nerve i det bævede som rørt af Galvanisme; Øinene
bleve glasagtige og blege. Og nu aabnede den sorte Mund sig
i det hvide Ansigt for at lee. Men hvilken Latter! Lungerne
negtede Luft og Lyd. Saa maa ogsaa en Skygge kunne lee.
Mine Øine lukte sig. Jeg udholdt ikke Synet. Jeg havde seet
en Sjel i Fordømmelsens Øjeblik. Jeg hørte blot, at han styrtede
ud af Værelset, opad Trappen til sin Sagførers Værelse.

   To Minutter efter at jeg havde erholdt Løftet paa Ære og
Samvittighed og Salighed om, at ikke engang Denne skulde be-
troes noget af Sagen, var denne Gjenstand for en Raadslagning,
som førte til -- at den gik op i Røg.

   "Fy!" sagde jeg til Prokuratoren og spyttede, da han igjen
viste sig.

   "Saa vigtig en Sag?" svarede han gnidende sine lange magre
Fingre saa det knagede i dem. "Men nu skal De see hvor langt
De skal komme."



d.IV,b.7,s.307      Da Sagen var tabt, tænkte jeg paa min Reserve. Der var
ingen at finde. Hvor jeg sporede fik jeg kun Rævelugten af at
der havde været Nogen før mig.

   P. S. Jeg har mulkteret mig paa en hvid strikket Nathue, hvor-
med jeg har dømt mig Selv til at gaae hver 24de Septbr., og
det med den nedover Øinene."

SYTTENDE-MAIS-BEKJENDELSER.

   S
idste 17de Mai fik jeg en Grundknæk, fordi jeg endelig maatte
see Fahnetoget, og denne 17de Mai (og det er netop paa denne
Dag i dette Aar at jeg skriver dette) føler jeg Følgerne saa
stærkt, at den sikkert bliver min sidste, hvis ikke et Underværk
skeer. Jeg kan altsaa uden Frygt for et Charivari og et Vindu-
bombardement nedskrive den Bekjendelse, at jeg i de sidste 8 -- 9
Aar aldrig har kjedet mig nogen Dag saameget som paa denne.
Og det netop fordi man partout skulde være glad og stramt
itrukken, i Bevægelse den hele Dag, og fordi man ikke kunde
undgaae at blive overvældet med uhyre Kvanta af Drikkevarer
og selv holde aabent Bouffet. Navnlig skulde nu
Jeg
være ly-
stig, der havde været en Syttendemai-Mand i en saa udmærket
Forstand, at Pøbelen kaldte mig Syttendemaikongen og amal-
gamerede mit Navn med Dagen. Det hændte vel og et Par
Gange, at jeg maatte liste mig hjem for at lette noget paa det
Indtagne og saa atter vise et glad Ansigt, medens alle Nerver
vare nedslappede og Benene værkede.
   Forskjelligheden af de nydte Drikkesorter voldte almindelig
en frygtelig Katzenjammer den 18de, og at denne var og rime-
ligviis endnu er temmelig almindelig, røbes af det Ord, denne
Dag har faaet paa sig, nemlig at den er "den slemmeste Dag i
Aaret."

   Endog i de Aar, jeg blev udskreget for en Forræder, maatte
jeg vise mig festlig og fornøjet; thi jeg vidste, at Folkets Masse
ikke troede Bagvaskelsen. Ingen 17de Mai gik heller uden jeg
fik et Hurra bragt mig i min Bolig af Skarer, som mine tilstede-
værende Venner forsikkrede saae meget anstændige ud. Den
FORRIGE
NESTE