HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 7. BIND: 1844 - 1845


d.IV,b.7,s.257  
HASSEL-NØDDER
MED OG UDEN KJERNE, DOG TIL TIDSFORDRIV,
PLUKKEDE AF MIN HENVISNEDE LIVS-BUSK.

HASSELBUSKEN.

           Ja gid at den Lignen
                            med Haslen bestaae!
                       I Væsen og Dragt
                       ei Prunk eller Pragt;
           dens Liv er Velsignen
                 paa Jorden at saae.



           Hvor nøje du ryster
                 om Høsten dens Green,
                       dog holder vist den
                       paa Nødder igjen.
           Sig Ekhornet høster
                 om Juulkvellen een.

d.IV,b.7,s.258  

           Thi Busken i Stene
                            har tvundet sin Rod,
                       lært Ømhed af Nød,
                       lært dele sit Brød,
           og fyldt sine Grene
                 med Kjærligheds Blod.



HULE NØDDER.

           Ekhorn har nok selv spiist de Bedste.
           Huller sidde jo i de Fleste?
                 Da til Tidsfordriv
                 i travaligt Liv
                 brug ej Tand, men Kniv!
           frelse liden Maddik derinde!
           Den en gylden Pung dig skal spinde.



           Ekhorn veed vi nok er en Skøjer,
           tænker kun paa evige Løjer,
                 spiser Kjernen sød,
                 men i Pigens Skjød
                 kaster hulen Nød.
           Men just netop udi de Hule
           Sommerfuglelarver sig skjule.



           Ekhorn Egoist vil kun svælge,
           Fantasus de Hule vil vælge.
                 Om de Friske veed
                 han jo den Besked:
                 der er Kjerne fed.
           Men i en af hundrede hule
           kan et stort Vidunder sig skjule.

d.IV,b.7,s.259  

           Engang var en Perle inddrukket,
                      engang var en Guldnaal indstukket.
                 Huldren -- det var slemt --
                 havde Naalen glemt
                 for en Alfes Skjemt.
           Ofte blaa som Himmelens Bendel
           boer der liden Sfinx Filifendel.



           Fantasus har hørt den at hamre
           sidste Høst paa Hamsenes Kamre;
                 tænker saa som saa:
                 jeg de hule maa
                 nøje passe paa.
           Der formummet tør jeg dig finde,
           Fagre Sfinx, du min Elskerinde!



           Derfor Du de hule ei hade,
           Livet liden Maddik tillade!
                 Sfinxen næste Vaar
                 med sin Vinge slaaer
                 Ekhorns Næse saar.
           Gylden Pung, som ligger tilbage,
           bør du som et Minde ei vrage.

d.IV,b.7,s.260   REGISTER OVER LIVSSKIZZERNE:
                                                Pag.
I.      De sammenvoxne Træer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      262
II.      Den græske Profil . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      265
III.      Kjærlighed paa Distance . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      269
IV.      Et Helvedes Jevndøgn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      272
V.      En stor Daarskab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      277
VI.      
99/100 Galskab,
1/100 Fornuft . . . . . . . . . . . . . . . .      279
VII.      Endelig slaaer ogsaa min Klokke . . . . . . . . . . . . . . . . . .      282
VIII.      Fortale, hvor Fortale aldrig før har staaet . . . . . . . . . . . .       289
IX.      Barndoms-Erindringer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .       293
X.      Fra Slyngelaarene . . . . . . . . . . . . . . . . . . .       295
XI.      Dies iræ . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .       297
XII.      Portviin og Vrede ere To om een Mand, og altsaa
      formeget . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      301
XIII.      Min Ven Kandidatens Forsøg i Skizzen . . . . . . . .      304
XIV.      Syttende-Mais-Bekjendelser . . . . . . . . . . . . . . . . .      307
XV.      Min Studenteruniforms Historie og sidste Endeligt . . . .       311
XVI.      Dødens personlige Skjønhed . . . . . . . . . . . . . . . .       313
XVII.      Faaer Fanden fat i et Haar, saa tager han hele
      Kroppen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      314
XVIII.      Jeg giver mine Sager i gode Hænder og reiser . . . . . . . .       317
XIX.      Nationaliteter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      318
XX.      To smaa Genre-Modstykker . . . . . . . . . . . . . . . . .      325
XXI.      Et herligt Øjeblik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      326
XXII.      Visit hos Peter Andreas Heiberg . . . . . . . . . . . . .       327
XXIII.      Guldgruben . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .       327
XXIV.      De egentlige Ophavsmænd til Jødernes Emancipation . .       329
XXV.      Med i Legen, med af Stegen . . . . . . . . . . . . . . . . .      332
XXVI.      Den forlorne Søns Dinéer . . . . . . . . . . . . . . . . . .       335
XXVII.      En Explosion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .       336
d.IV,b.7,s.261   XXVIII.      Virkelig Scene af Parises Mysterier . . . . . . . . . . .      338
XXIX.      Scene à la Molière . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      341
XXX.      Scene à la Peder Paars . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      342
XXXI.      Jeg giver Beviis for, at jeg ikke duer til Diplomat . . . .      343
XXXII.      Afskedsvisit hos Heiberg . . . . . . . . . . . . . . . . . . .       344
XXXIII.      Fortvivlelsens Inspiration . . . . . . . . . . . . .       346
XXXIV.      Le Poëte national . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      347
XXXV.      Jeg viser mig som en ægte Tourist . . . . . . . . . . . .      347
XXXVI.      Le Drapeau blanc . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      352
XXXVII.      Tilfældenes Betydning . . . . . . . . . . . . . . .       354
XXXVIII.      Eventyr i Vandet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      355
XXXIX.      Hadelandsreisen . . . . . . . . . . . . . . .      359
XL.      Jeg prostituerer mig som Jæger . . . . . . . . . . . . . . . . . . .       363
XXXXI.      Mit stolteste Øjeblik . . . . . . . . . . . . . . . . .       367
XXXXII.      Rèvenge . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .       369
XXXXIII.      Mystifikationer . . . . . . . . . . . . . .       370
XXXXIV.      Carl Johan . . . . . . . . . . . . . . . . . .       373
XXXXV.      Kapellaniet forvandles til en vakker rød Sky . . . .       378
XXXXVI.      Jeg bliver Fædrenelandsforræder . . . . . . .       381
XXXXVII.      Saa nær var det . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .       382
XXXXVIII.      Jeg døer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .       384
XXXXIX.      Et frænologiskt Foredrag . . . . . . . . . . . . . .      384
  
d.IV,b.7,s.262  
DE SAMMENVOXNE TRÆER.

   J
eg var kaldet hjem til min ømme, elskede, skjønne Moders
Begravelse. Hvem kunde holde ud inde? Sønderknust slentrede
jeg nedad den gamle Allee, og jeg saae mine Sødskende ligeledes
gribe til Udflugter ad andre Kanter fra det Sorgens Huus.
   I flere Aar i min Ungdom havde jeg, strax jeg kom hjem, været
vant til at ile Alleen ned, forat see til to, ligesom tvende forelskte
Slanger, sammenslyngede Rognetræer. Da de i Aaret 1823 stode
i al ungdommelig Fagerhed, havde jeg udskaaret i hvert af dem
Begyndelsesbogstaverne til mit og en underdeilig Piges Fornavne,
og det saaledes at Trækkene vendte sig mod hinanden og kunde
mødes. Dersom dette skedte og Træerne trivedes, tillod jeg mig
en fjern Ahnelse om Muligheden af, at ogsaa vore Skjebner kunde
forenes, saa lange og, paa Grund af visse Omstændigheder, høist
mislige Udsigterne end vare. Med mystisk Kraft blev jeg da
hvergang jeg var hjemme trukket afsted, saasnart jeg var kommen,
og ellers gik jeg aldrig der forbi, uden at betragte Trækkene og
Træerne paa det nøjeste.

   I det første Aar beholdt Trækkene sin givne Form; de nær-
medes som to Læber, der ville kysses, og Træerne trivedes for-
træffeligt under Omfavnelsen. Det var ogsaa mit lykkeligste Aar.
Ingen Sky paa min Drømmehimmel, uden jeg selv havde blæst
den frem, og de Skyer vare blot glimrende Sæbebobler. Men
næste Aar -- Himmel, hvor afskyeligt havde ikke Trækkene
trukket sig ud i Længden og paatvers, som mod hinanden vræn-
gede Munde! Forskjellige gule Moseflekker røbede ogsaa, at
Træerne skrantede. Min Tilbedte var rigtignok ogsaa bleven for-
lovet; men da dette ikke gjorde noget Skaar hverken i Kjærlig-
heden, saa luftig som min var, eller i Forventningerne, udtolkede
jeg ikke Træernes Vantrivsel anderledes, end at den Forlovelse
var en Overgang ligesom Træernes Overgang vist vilde være.
Min Kjærlighed længtes ikke efter nogen sandselig Belønning,
uagtet jeg med Misundelse saae min Moder kysse den unge Pige
-- allerede da af Aar som af Stand en Dame -- og mine For-
ventninger trængte sig med virkelig rosværdig Beskedenhed ganske
tilbage til næste Aar, da jeg skulde blive Student; thi da, følte
jeg, vilde de blive uhyre og Magten til at iværksætte dem lige-
saa uhyre.

d.IV,b.7,s.263      At sprænge en Officeer iveiret -- Pyh, hvilken Bagatel for en
Student i de gode Aar! Hun har forgabet sig i Uniformen. Jeg
skal ogsaa komme hjem i Uniform og ved god Leilighed ved et
Selskabsbord, hvor hun er tilstede, skal jeg intonere Studenternes
Triumfvise:


           "Jeg er Student, med andre Ord:
           jeg er min egen Herre" o. s. v.,

med betydningsfuld Gjentagelse af Kandidatverset:


           "Og naar jeg saa ved grønne Bord", o. s. v.

   Men foran Træerne kom aldrig Tanker, der havde saameget
Materie ved sig, tilorde i mit Bryst. Der og i den Elskedes
Nærhed formaaede jo ikke engang hendes Forlovelse at genere
min Kjærlighed. Det var kun af og til paa Hybelen i Byen og
med den studentikose Pibe i Munden at den karnificeredes saa
grovt. Min Kjærlighed var saa nøisom, at den følte sig oversalig,
naar jeg ude i Gangen kunde snige mig til at kysse den Tilbe-
dedes Hat. Engang tog jeg dog feil, som jeg opdagede da de
unge Damer kom ud efter Theen. Jeg havde havt Nydelsen, ja
nydt til Overmaal, saa jeg var bange at have sat Flekker paa
Hatten; men Eftersmagen var fæl. En Forlovelse gjør en saadan
Kjærlighed intet Afbræk. Det er den umuligt at tænke, at den
ikke tilsidst skulde krones, men den vil dette kun gjennem Li-
delser.

   Da jeg Aaret derpaa saae til mine Træer, vare de endnu mere
vantrevne i alle Henseender. Min Elskede var vel bleven fri ved
hendes Forlovedes Død; men mine store Forventninger, om hvad
en Student kan udrette, vare skuffede. Visen havde jeg nok ud-
bragt, men slet og ubeleiligt, medens en heldigere theologisk Stu-
dent i Nabobygden kortefter virkelig ved samme Vise tilsang sig
en Kjæreste for en Tid. Jeg grublede og grublede foran Træ-
erne. Endnu grønnedes de dog i Toppen, og det udlagde jeg
til: "Hvem veed hvad der kan skee? Maaskee hun, og maaskee
jeg, og maaskee hendes Familie, og maaskee min Familie, og
maaskee og maaskee og saaledes tusinde Maaskeer. . . ."

   Næste Aar var der kun et Par Krandse i Toppen og Navne-
trækkene vare ulæselige. Jeg erkjendte Skjebnens Sejer og hørte
op med at bigte foran Træerne, at de Forelskelser, som imid-
lertid kunde være mig overgangne som et Slags "røde Hunde",
d.IV,b.7,s.264   kun vare Surrogater for min virkelige og første uslukkelige Kjær-
lighed.
   Træerne vare forlængst uddøde, dog stode de endnu med sine
bemosede udløbne forvrængede Træk. Store Blaaklokker, klat-
trende Vikker og vilde Roser skjød lystigt op om de hvide for-
vittrede Stammer.

   Næstnæstsidste Aar stode de endnu sammenslyngede i Døden,
som da de havde Dafnes friske Slankhed, og Barken duftede
under mine ængstelige vellystige Snit.

   Næstsidste Aar var det jeg hjemkaldtes i hiint sørgelige Ærind,
og vandrede nedad Alleen. Jeg tænkte ikke paa Træerne; alli-
gevel førte Skridtene mig did, forat blive gjennemgyst af den
dybeste Sorgtanke, et Barn kan yde sin Moder: den om de for-
svundne Uskyldens Aar, da vi, netop i de Øieblikke Slægtkjærlig-
heden begynder at røre sig, fatte hvad det er at have en Moder,
en Moder som seer hvad der foregaaer i vore Hjerter, som seer
at Traade, der famle efter noget Fremmed, begynde at udspinde
sig deri, og som dog med øm Uegennyttighed gjør alt for at
fremme sit Barns Interesse.

   Træerne vare borte. Afbrudte en Alen fra Roden laae de
endnu omfavnende hinanden paa Jorden. Stunden da jeg skar
Navnene i dem stod for mig; da vare de friske og livslystige
som jeg ved Siden af min Moder. Der ligger min Ungdom, min
herlige, sværmerske Ungdom! der ligger Livsenstræet i mit Para-
diis, Vidnet om den Tid, da jeg nød Honningen af to Kjærlig-
heder: den til min Moder og den til Hende, hvis Navn Træet
havde baaret. Min Ungdom fra det 14de til det 17de Aar, stod
for mig saaledes som den blomstrede i Ferierne med Kaktussens
hurtige Fyrighed og overgaaende Pragt . . . . Jeg saa Moer i Gigh-
en med Bybrunen fore paa en Visit til Nabogaarden med den
hjemkomne, altid et godt Kvarteer forlængede Søn. Alt trak
mig did: de venlige gamle Folk, Gaardens Præg af Alderdom og
Adel, de kostbare gammeldags Møbler i de altid af Vellugt duf-
tende Værelser, hvori et chinesisk Skab med barokke forgyldte
Figurer og en pragtfuld Seng med tykt rødt Damaskes Omhæng
med Figurer især havde vakt min Interesse. Ligesaa de høie,
susende Lønnetræer i Gaarden og rundtomkring en beslægtet
Frøkens grotteagtige Gravsted, de høje Hækker med Jasminer
og hvide og røde Roser, bag hvilke vi endnu legede Gjemsel,
d.IV,b.7,s.265   jeg og de to med mig jevngamle Husets særdeles elskelige Døttre
og endelig -- til disse kom min Tilbedede ofte i Besøg. Da især,
naar jeg havde faaet opsnuset det, var det, min gode Moer pur-
redes ud i Gighen, og til at tage mig med.
   O lykkelige Dag! Men Tusindfold lykkelig den Dag, da
tre

lyse Kjoler viste sig i Døren saasnart vi vare med Gighen under
de store Træer.

   Efter en saadan var det jeg om Morgenen skar Navnene i
Træerne.

   Med disse Tanker stirrede jeg paa de omfaldne symboliske
Træer. Unævneligen vemodige, bleve mine Tanker tilsidst ikke
ubehagelige. Besøgene paa hiin Gaard har nemlig altid vakt en
lignende behagelig Erindring, som den man langt ude i Mands-
aarene fra Skoledagene af nærer for Lørdagsaftnerne.



   Dagen efter gik Liigfølget nedad Alleen. Jeg saae til Siden.
Træerne laa der. Min Ungdom stod atter for mig, men ligesom
Basreliefs i Gips. Selv min første Elskede havde Dødens Farve,
men hun besad sin Skjønhed, og denne var af den Beskaffenhed,
at man af hendes Hovedskalle, om den sees om hundrede Aar,
vil kunne slutte sig til, hvor overordentlig den har været.

   Hidtil havde dog Træerne staaet oppe; nu laae de i Græsset;
og jeg tænkte: Min Ungdoms-Elskedes Lykke er knust; og hvad
Glæde er der nu for mig i Verden, siden jeg ogsaa har mistet
min anden endnu tidligere, lykkeligere og stærkere Kjærlighed:
min Moder?

DEN GRÆSKE PROFIL.

   D
et var i det Aar, da man førstegang i Norges Hovedstad
begyndte at brygge Øl i det Store og navnlig Otteskillingsøl.
Jeg gik endnu paa Skolen; men et Par bergensiske Studenter i
mit Logis gav mig gratis Underviisning i at drikke bemeldte
Stærktøl i store Kvantiteter og i at røge Tobak, samt i flere
Studenternetheder -- jeg veed ikke een undtagen.
   "Nu, Gut, drik!" sagde den Ene af Kontubernalerne, et Men-
neske, jeg gjorde meget af ogsaa fordi han var saa smuk.



           "Dona præsentis carpe lætus horæ et
linque severa!"

d.IV,b.7,s.266      "Hrr. Rasmussen -- sagde jeg, idet jeg skjød baade Glas og
Pibe fra mig -- lad det være for ikvel; men gjør mig den Tje-
neste at følge mig ind i næste Værelse." Det skede.

   "Hun er i Byen -- vedblev jeg -- Jeg veed det positiv; Hun,
som jeg har fortalt Dem om at jeg har skaaret hendes Navnetræk
i Træet. Hun boer hos sin Tante . . O Gud! Gud! kunde jeg
blot faae see et Glimt af hende, blot Profilen, ikke selve Ansigtet
engang, vilde jeg være lykkelig. Og jeg veed et Middel dertil,
naar De blot vilde hjælpe mig, og jeg torde komme frem med
det. De skulde ogsaa selv faae see hende. Aldeles græsk, det
forsikkrer jeg dem." Leende tilsagde han mig sin Bistand, uagtet
jeg forlangte intet mindre end at han, Toaars-Studenten, skulde
staae Buk for mig, Skolegutten (skjøndt rigtignok Mesterlektianer)
saa jeg kunde kige indad Vinduet hos Tanten.

   Klokken var kun 7, og før Kl. 10 blev det ikke saa mørkt, at
Forehavendet kunde voves, især da der var en Skildtvagt næsten
ligeoverfor. Men jeg stillede hurtigt mit nye Konfirmationsuhr
1/2 Time frem og foreslog en Spadseretour imidlertid. Den Ulyk-
kelige indlod sig derpaa, og under idelig Snak fra min Side om
den mageløse Skjønhed han skulde see, trak jeg ham med mig
først til Tøjen, Tøjen rundt, ud til Egebergsvingen, gjennem Byen
en Fjerdingvei paa den vestre Kant, rundt Fæstningen samt de
fleste af Byens reelle Gader. Aldrig vilde det blive mørkt nok
-- ikke engang saa mørkt, at jeg turde vove mig igjennem den
Gade, hvor Tanten boede. Jeg fortvivlede; min Kammerat havde
alt mange Gange yttret Lyst efter de forladte sex Ølflasker.
"Ak, hvor skulle de smage, naar vi komme hjem!" var min daar-
lige Trøst, der kun bragte det grinende Svar: "ja naar Fanden
bliver det? Men nu ikke et Skridt længer!"

   Jeg fik ham tryglet ned til Hjørnet, hvorfra man kunde see
Tantens Huus. "Bravo! Gardinerne ere alt nede, og Lys tændt.
Endnu et Kvarteer, saa er det mørkt nok til at jeg kan klyve
op."

   Ogsaa dette Kvarteer lod han gaae, og det gik i den fuldkom-
neste Taushed, thi jeg hørte mit Hjerte slaae som om det vilde
sprænge sig ud; snart syntes det at sidde fast i Halsen som den
bekjendte globulus hystericus.

   "Nu Kujon! Kvarteret er gaaet," brummede min Kammerat.
Aarerne i min Pande pulserede voldsomt under den ideligt til-
d.IV,b.7,s.267   bagekommende Tanke: Hvad om du blev greben som Gadeskøjer
og ført ind til Tanten og til -- -- !
   Men jeg maatte til. Studenten stod allerede Buk og det ikke
altfor stille; bag mig klirrede Skildvagtens Gevær. Nu sidder
hun og Tanten og drikke The, tænkte jeg, og da kan du vel be-
tragte hende imag.

   Jeg var oppe paa min Vens Skulder med Ansigtet til Ruden,
hvor Rullegardinet lod en Aabning til Siden.

   O Fortvivlelse! Ingen at see!
   "Ak! Hun er der ikke", hviskede jeg . .
   "Nu ja saa slipper jeg . ."
   "Nei, nei! for Guds Skyld! Hun maa være der, Hun maa! Blot
to Sekunder til! Blot een! O! o! Nu er en Evighed for kort; thi
jeg seer hendes Profil paa Væggen. O Gudskelov! Det er dog
noget. Det er meget. Jeg behøver ikke meer. Tak! Tak for
Hjælpen. Men se nu De . . ganske græsk . . ."

   Neppe stod han paa min Skulder, før han brast i en umaade-
lig Latter. Af Forfærdelse syntes jeg det var umuligt at komme
af Stedet, og dog befandt jeg mig inden to Sekunder ved Hjørnet,
medens Studenten laa brølende paa Fortouget og Skildvagten
raabte: Hvem der?

   Jeg løb og løb videre, og Uhyret efter, leende saa høit og saa
umaadeligt, at Folk aabnede Vinduerne og raabte paa Vægteren.
Desto mere rasende løb da jeg, for ikke at komme i Ulykken
med ham. Men pludselig fandt min Forfølger paa under Latteren
at raabe mit Navn, og saa standsede jeg da hurtigere end Loths
Hustru, forstenet af Skræk som hun. Med skrallende Latter
faldt han mig om Halsen; Begge tumlede vi ned paa en Trap.

   "Veed du hvad det var for en Profil du saae?" brølede han,
atter afbrudt af sin Latter, uden mindste Hensyn til Tid og Sted.
"Og siig mig, er ikke Tanten pukkelrygget?" Og saa spurgte han
vel ti Gange, før han kunde give nogen Forklaring.

   Men jeg loe ikke, da han underrettede mig om, at hvad jeg
havde anseet for min Tilbededes Profil kun var Skyggeridset paa
Væggen af Tantens fremspringende Ryg. Nogle tilfældige Bøi-
ninger af hendes Klædebon havde givet den græske Næse, de
fine men distinkt tegnede Læber, Hagen m. m.

   Øllet smagte ypperligt, da vi kom hjem. Jeg drak og røgte
stærkt dertil, men med hollandsk Taushed.

d.IV,b.7,s.268      "Et Qvi pro quo, Broder!" sagde min Kammerat og stødte an.
   "Sibilla pro Illa" mumlede jeg med en Klang som af en sønder-

brukken Potte. Jeg var virkelig ogsaa som sønderknust baade
i Hjertet og i Benene.



   "Men hvor havde du din Efterretning fra om din Tilbededes
Ankomst til Byen," spurgte Kameraten mig Dagen efter.

   "Hun stod som Ankommen i Avisen. Se her, jeg blev saa glad,
at jeg kneb Nummeret fra Værten, og her staaer under Gaars-
dagen den 10de Mai ankommen. . Tys!" sagde jeg, bange forat
høre det hellige Navn; "men her seer De selv."

   "Atter et Qviproquo" -- loe han -- "Avisen er jo fra ifjor af."
   Med slappe Træk og et Par Koøine gloede jeg paa Tallet, som
han pegte paa. Det lod sig ikke benegte; den var netop aars-
gammel.

d.IV,b.7,s.269  
KJÆRLIGHED PAA DISTANCE.
Omnis bonus homo tiro est.
Snil Gut -- stor Trompeter.

   Naar man elsker som jeg gjorde, nemlig uden bestemte Hen-
sigter, uden Tanke om den Elskedes Besiddelse, der, som altfor
stærk og berusende, med vellystig Gysen trænges langt hen i
Baggrunden og kun tillades at fremtræde under Navn af Tanker
paa Embedsexamen, -- og især naar den Først-Elskede allerede
er forlovet: saa kan man, inden man seer sig vel fore, komme
til at elske To.
   Forklare og forsvare dette vil jeg ikke; men Jeg (og jeg tænker
Flere) veed, at det gaaer an. Begge forene sig i Fantasien
ganske let og i uløselig Forbindelse som den magdeburgske Kugles
Halvdele.

   Paa et Julebal foregik denne Operation i mit Indre. Selv var
jeg delt; men disse To, min første Inklination og den nye Op-
trædende, den sødeste Blondine mod den mest glimrende Bru-
nette -- o disse to Elskelige forbleve kun Eet, saa det var lige
formasteligt at elske En af dem, men naturligt at elske Begge.

   Jeg var Student, og anvendte første Semester flittigen til at
gruble over Spørgsmaalet, om jeg ikke kunde forlove mig med
Nr. 2 og dog vedblive at elske Nr. 1. Et Frierbrev blev skrevet
hver Dag, sønderrevet og kastet ud af Vinduet i Haugen, saa
min gamle Værtinde troede at Æbletræerne kastede Blomster
for tidlig det Aar.

   Ak, ja Æbletræerne blomstrede alt. Vinter og Vaar vare hen-
grublede. Tanken om Tidens Flugt bragte mig endelig til at
skrive et Brev til min Elskede og hendes Plejemoder. Og det
kom virkelig afsted. Tjeneren i Huset var bestukken. Svaret
var ikke ugunstigt. Man ønskede mit Besøg i Huset til nærmere
Bekjendtskab. Jeg skjalv og blegnede da jeg læste det, og fik
endelig affærdiget en Takskrivelse, hvori jeg anmeldte mit snare
Besøg.

   Hver Søndag skulde nu dette gaae for sig. Jeg pyntede mig
og gik modig nedad Trapperne og henad de første Gader; men
ak! -- lad mig tilstaae min Skam: ligesom naar man skal til
Tanddoktoren, sank Modet ved hvert et Skridt, som nærmede
mig til Huset.

   Nok, jeg kom der aldrig. Hjem kom jeg ligesaa strøgen som
d.IV,b.7,s.270   jeg var gaaen ud; og naar jeg saa foran Speilet tog Halstør-
klædet af, faldt det mig nok ind at jeg burde spytte mig selv i
Øinene.
   En Dag kom jeg glædedrukken hjem. Familien var flyttet paa
Ladegaardsøen og jeg havde strax skaffet mig en uhyre Dollond

forat faa Øje gjennem den paa min Elskede den Fjerdingsvei
over Fjorden. Det var nok for mig.

   I fjorten Dage var jeg det lyksaligste Menneske. Næsten hver
anden Morgen Klokken omtrent 6 saae jeg min Tilbedede komme
ud i nydelig Morgendragt forat tilsee Blomsterne. Men da fik
jeg at vide af en Bondekone, at jeg havde taget feil af Land-
stedet, saa den, jeg havde betragtet med saadan Henrykkelse,
maatte være den rige Kjøbmand Ps. ikke for smukke Kone.

   Det rette Sted kom nu i Kikkerten, og i de næste 14 Dage
var jeg virkelig saa lykkelig at opdage en Fruentimmerskikkelse,
som kunde være Hende.

   Vinteren udover havde jeg i denne Kjærlighedshistorie havt
en Fortrolig i en Student, som vankede meget ofte i min Tilbedtes
Familiekreds; men mine Kikkertobservationer fortaug jeg for ham,
uden at ahne at jeg havde vægtigere Grund dertil end min Frygt
for at fordærve mine hemmelige Nydelser gjennem Kikkerten ved
at lade nogen Dødelig faae Nys derom. Ellers havde jeg intet
fortiet for ham, og jeg har mine Grunde, hvorfor jeg troer, at
min totale Ulykke skriver sig fra det Fængende i mine Lovtaler
over Pigen.

d.IV,b.7,s.271      Træt og sulten kommer jeg en Dag, hvorpaa jeg ikke havde
seet andet ved Landstedet end en hvid Ko, altsaa en af de
"spildte", paa Spiiskvarteret forat faae min Middag.

   "Har De hørt Nyheden?" skreg man mig imøde. "Student N.
(min Fortrolige) er igaar bleven forlovet med Jomfru Grethe M."
(min Tilbedede). "Paa Søndag skal der være stort Selskab ude
paa Landstedet paa Ladegaardsøen," lagde En til, hvorved han
gav mig Anledning til at dølge min første Bevægelse.

   "Oline, en Dram og en Flaske Øl!" raabte jeg kjækt. Det
burde jo have været Viin; men jeg fortæller her den rene Sand-
hed -- ja forat gjøre denne ret Fyldest, negter jeg ikke at jeg
strax ovenpaa forlangte nok en af det Onde. Nu havde jeg god
Grund til at blive rød, saa jeg undgik alle Spørgsmaal om hvor-
for jeg blev det.

   Men da jeg kom hjem, løb det rundt i mit Hoved. Jeg vil op-
regne nogle af de Beslutninger, som virkelig kom tilende og lod
sig læse under Omhvirvlingen: 1) Nu vil jeg da blive en Svire-
gast. 2) Nei, nu vil jeg kaste mig paa Bogen, for Alvor. 3) Jeg
troer jeg springer udaf Vinduet -- nei, der vilde jeg blive hæn-
gende i Æbletræet. 4) Drukne mig? -- det er lavt. Jeg vilde
see fæl ud, naar man fandt mig. 5) Hænge mig? Det er Nidings-
død. 6) Gift? Ja Den, der havde nogen paalidelig! 7) Skyde
mig? Top! Men ak! mine stakkels Forældre! 8) Blive Filhellen?
Det var smukt; men Reisepenge? 9) Knuse mit Hoved mod
Væggen? Væggen, som er hundredaargammel Rapning, vilde blive
knust og jeg kun stikke mit Hoved ud til Publikums Fornøielse
som Lallekønig til Baslernes. 10) Forsvinde for i forskjellige Tje-
nester at friste Arbeidernes Lod? Være Færgemand en Tid, Grøf-
tegraver en Tid, Steinbryter en Tid o. s. v., og omsider blive op-
daget paa Arbeidsanstalten og udført i Triumf som en af de
største praktiske Filosofer? 11) Gaa over til Katholicismen og
blive Munk? Tør sgu nok blive muligt. 12) Lægge mig flittig
efter Billardspil, saa jeg kunde leve uden en Skilling fra mine
Forældre? Ak, Den der kunde drive det dertil! 13) Skrive mine
Forældre til, at jeg udbad mig som deres sidste Godhed, at de
vilde glemme, at de havde havt nogen Søn, som hedte Henrik
Arnold, og at jeg maatte staae ene i Verden.

   Der var Snese Beslutninger til; men virkelig saa fortvivlet var
jeg, at det sidste Gyselige, at staae ene i Verden, forekom mig
d.IV,b.7,s.272   som den største Lykke. Og det er ikke den eneste Gang jeg
har tænkt saa.
   Den Beslutning, jeg fulgte, var imidlertid at skrive Vers, som
min Fortrolige, der til min Forbauselse lod som om Intet var
passeret, ikke noksom kunde rose. Hvad der var passeret var
jo ogsaa til Pas?



   Jeg maa have elsket den søde Grethe M. i ædleste Forstand.
Synet af et Gjenfærd har jeg altid følt vilde udøve en forfær-
delig Indflydelse paa mig, ja selv Mennesker, jeg havde næret
den største Agtelse for, var det rystende for mig at tænke mig
synbare efter Døden. For hiin Piges Geist -- hun døde nemlig
kort efter -- har jeg derimod aldrig været bange. Det har endog
i en lang Aarrække forekommet mig, som om hun virkelig tog
Deel i mit Vel og Ve, og som om hun oftere omsvævede mig,
uden at jeg kunde see hende, uagtet jeg ofte i ensomme Nætter
bad hende at vise sig om det var muligt. Hvorledes skulde
denne meenløse Skabning, sit hele Liv et fattigt forældreløst
Barn, der maatte lære Ydmyghed af Barmhjertigheden -- hvor-
ledes skulde hun kunne medføre noget Forfærdeligt? Jeg maatte
see hende i Hvidt med Lyseblaat, saaledes som jeg førstegang
saae hende og altid tænkte mig hende klædt og saae baade den
Falske og eengang den muligens Ægte i Kikkerten.

ET HELVEDES JEVNDØGN.

   S
kulde man troe det muligt, at gjøre en endnu ynkeligere Figur
som Elsker, end den jeg allerede har gjort? Jeg skriver ikke for
at advare mod Forlibelse i og for sig selv, (hvilket vilde være at
sætte en Pind til at standse et Fossefald) men forat advare mod
de Daarskaber, hvortil den kan forlede netop de Gemytter, som,
paa Grund af deres Følelsers Styrke, deres Oprigtighed og Af-
sondren af det Sandselige og Egennyttige, mindst fortjene at blive
til Nar for den; men som dog just allermeest ere udsatte for
denne Skjebne, og det ikke altid i den første Ungdom.
   Idetmindste var jeg et Par Aar eller mere over de Tyve, da
jeg en vakker Vinter-Søndagmorgen midt paa en milelang Mo
d.IV,b.7,s.273   befandt mig liggende i en af de Sveiver, som Tømmerkjørere
udhule i Vejen. Den garanterede Egenskab ved mit selvopfundne
Kjøreredskab, en Slags Pulk, ikke at kunne vælte, var fløiten;
og uagtet jeg ikke kunde øine andet Liv i det lange Perspektiv
frem og tilbage henad Moen, end min Brune i uafbrudt jevnt
Trav til den ikke var større end en Flue, var jeg dog ærlig nok
til at beslutte, for Eftertiden ikke mere at tale om min Pulks
Uomvæltelighed; og anbefaler jeg dette Exempel især til dem
som handle med Heste, Uhre, Fortepianoer og deslige.
   Der gik meget længere Tid inden jeg fik Hesten fat, end jeg
vil behøve til at fortælle Aarsagen baade til Reisen og til dette
keithændede Omen, dette Reisens første og mindste Uheld.

   Jeg havde allerede i længere Tid fundet, at en theologisk Kan-
didat burde være forlovet og at en Embedsmands ret smukke
Datter en Miils Vei borte baade var et passende Valg saavel i
sig selv som med Hensyn til Afstanden, eftersom Veien var lang
nok baade til at vise Lidenskab, om jeg vilde tage den gaaende,
som og til at tilkjendegive Lidenskabens Stigen og Synken, alt-
som jeg tiere eller sjeldnere betraadte den. Sommeren var gaaen
hen med en heel Deel paafaldende Besøg af mig tilfods. Engang
havde jeg endog altfor tydeligen røbet hvad der drev mig hver
Uge til disse Spadsereture paa en stiv Miil gjennem dybe Sand-
moer først i Solheden strax over Middag og saa udpaa Natten
Milen tilbage igjen. Frithjofs Saga var dengang i Alles Munde,
og saa havde jeg da tidlig i Junimaaned ladet gjøre en bitte lille
Sølvkurv af en Bondesølvsmed og sendt min Dame samme med
nogle Jordbær saa nær Modenheden, som det havde været mig
muligt at finde dem, samt et halvskudt Rugax i, ledsaget af føl-
gende betydningsfulde Linjer af Tegnér:


           "Det første Jordbær, som blev rødt,
det første Ax, sig gyldent bøjed,
gav Han sin Ingeborg fornøjet."

Men jeg fik saamen ogsaa Kurven tilbage.

   Hvor jeg forbandede det Indfald at vælge den ominøse Tingest,
en Kurv! Virkelig -- jeg havde intet ondt tænkt derved, intet
andet end at slige Sager virkelig laae mest passende i en Kurv.
Men det andet Kjøn tænker altid finere, og saaledes maatte jeg
d.IV,b.7,s.274   tage Kurven tilbage, uagtet jeg antydede, at den dog lod sig bruge
til at lægge Naale i.
   Nu skulde jeg bære mig klogere ad. Jeg var bleven træt af
Milemarscherne og Vinteren var kommen. Pigen var desuden i
et Besøg paa længere Tid hos Præsten i en Nabobygd. Did be-
sluttede jeg da at sende et alvorligt Frierbrev. Der kunde hun
i bedre Ro fatte sin Beslutning.

   Denne burde jeg da have oppebiet. Fredag Aften var et Brev
paa 3 Ark til Jomfru C. C., adresseret til Nabopræstegaarden,
personligen bleven afleveret paa Postaabneriet. Middagen der-
efter skulde det være i de rette Hænder, og da jeg havde ud-
bedet mig Svar med Omgaaende, enten det indeholdt Liv eller
Død, kunde jeg sikkert vente dette Tirsdag.

   Men at jeg Søndag Formiddag var at træffe liggende paa Moen
midtimellem Præstegjeldene, kom af at jeg ikke havde kunnet
udholde Uvisheden om jeg vilde faae Svar med Omgaaende eller
ikke. Selv ikke den Omstændighed, at der neppe fandt det hjerte-
ligste Forhold Sted mellem mig og den gjæstfri og dannede Fa-
milie, hun var hos, havde kunnet afholde mig fra at drage afsted
tidlig om Morgenen, medens endnu alle Stjerner tindrede.

   Jeg arriverede om Middagen. Min Gud! uagtet jeg nok mær-
kede skjelmske Ansigter baade hos min Elskede og hos hele
Husets Personale -- ikke Spor af at noget Brev var ankommet.
For at minde om Posten, krammede jeg ud al den nyeste Politik,
jeg vidste. Man lader ikke særdeles interesseret deri; jeg siger,
det er kun gamle Nyheder, men de seneste skulde det være værd
at kjende til, og Posten er vel allerede kommen her til Bygdens
Postaabneri.

   "Kan saamen gjerne være," meente Pastoren.
   "Maa jeg spørge om hvad Dage den hentes?" spurgte jeg med
Hjertet i Halsen.

   "Aa, det er saa uvist," svarede den utaalelige Indifferentist.
"Vejen er ikke saa kort, saa vi søge at faae Bud paa letteste
Maade. Vi have saa meget Brug for Folkene."

   "Er det da saa langt did, Hr. Pastor?" sonderede jeg.
   "En stiv halv Miil."
   "Min Gud det var ubekvemt. Den Indretning bør forandres.
Paa offentlig Bekostning bør Posten punktligen afgives ved alle
Embedsmænds Døre."

d.IV,b.7,s.275      "Aa," bemærkede Pastoren, "Embedskorrespondencen er ikke
af en saa presserende Natur. Den kommer altid tidsnok."

   Jeg fortvivlede. Værten var ikke til at bevæge. Lige forgjæ-
ves ymtede jeg om, at sidste Aviser upaatvivlelig maatte indeholde
yderst interessante Theaterkritiker. Jeg leed Kvaler paa min Stol
som et Insekt paa Naalen. Men skjøndt det var Snak med at
Aviser kunde være komne, saa maatte dog Brevet ligge paa Post-
aabneriet; men at det vilde blive hentet i Dagens Løb var der
ingen Udsigter til, efter hvad jeg havde hørt, og længer end høist
til næste Dags Morgen kunde jeg ikke give mig til at blive i det
mig temmelig fremmede Huus.

   Der maatte overordentlige og hurtigen iværksatte Kunster til
forat faae Brevet fat. Men hvilke? Det var derpaa jeg speku-
lerede under den meest paafaldende Adspredthed og Forstemthed.
Man spillede paa Fortepiano, man gav Duetter og Terzetter for
min Skyld -- Intet hjalp paa den ubehagelige Gjæst, Intet kunde
bringe mig fra at tale om Posten eller fra at see udaf Vinduerne
om Postbudet dog ikke skulde komme. Det begyndte at skumre,
blege Stjerner tittede alt frem hist og her. Jeg tænkte: snart
ville de straale som da du tog ud imorges og en Dag altsaa være
forbi. Der var ikke en Sekund at miste. "Hr. Pastor," siger jeg
fortvivlet, "et Ord i Eenrum! Rentud -- jeg
maa
have Bud paa
Posthuset. De seneste politiske Efterretninger, som knytte sig
til dem jeg fortalte, interessere mig saameget, at jeg vil være
Dem meget forbunden, om jeg med Deres Tilladelse for gode Ord
og Betaling kan faae en af Deres Karle hurtigst afsendt til Post-
huset efter Aviserne og hvad Post, der ellers maatte være kommen
her til Huset."

   Jeg var nok bekjendt for at være en lidenskabelig Politiker;
men dette var vel drøit. Havde jeg endda sagt, at jeg ventede
en Theaterkritik, hvori der skulde være Sidehug til mig -- det
havde dog ladet sig høre. Men det Utroligste kom frem, slet
belagt med nogle Vink om et Væddemaal om Capo d'Istria, der
rigtignok forlængst som Død var udgaaet af Avisspalterne. Imid-
lertid haabede jeg det skulde blive imellem os; men den Skjelm
af en Præst raabte høit ind i Sideværelset, hvor baade min Donna
og Husets Damer vare: "Mo'r! lad Ole komme ind. Herr. W.
maa endelig have en Expresse til Posthuset." Jeg tilgiver dig
det, Præst, tænkte jeg, fordi du igjen er saa snil at glemme, at
d.IV,b.7,s.276   ingen Avispost kunde være kommen. Fnisen syntes jeg nok at
høre i alle Kroge; men jeg kunde intet see for det velsignede
Tusmørke, der bedækkede min Forlegenhed og Rødmen over
min Frækhed, da jeg ligesaa godt som Præsten maatte vide, at
ingen opgaaende Post kunde være kommen.
   Præsten havde ladet Ole faae Hest og Slæde og saaledes var
han tilbage før jeg ventede det.

   "Ole er alt kommen," hviskede Præsten.
   "Allerede?" raabte jeg rask og ilede ud i Sideværelset uden at
turde trække Døren til, saa Tølperens Ord "Der var nok Intet
til Dem, som hører Eidsvoll til, men her er et stort Brev fra
Eidsvoll til Jomfrua, som er her i Besøg hos en Fa'r."

   Her er det man kan bruge Udtrykket om at synke i Jorden.
Men hvad var der at gjøre? Ordene vare hørte, Brevet i mine
Hænder, dets Adresse i næste Værelse. Jeg ønskede jeg havde
knækket Nakken da jeg væltede imorges; men jeg maatte derind;
selv overrække i Fremmedes Nærværelse mit Frierbrev! Situa-
tionen var gyselig. Men handles maatte der.

   Jeg vaklede ind i det klart oplyste Værelse. "Jomfru C."
stammer jeg; "istedetfor Noget til mig, har Budet bragt et Brev
til Dem."

   "Til mig?" "Ja! her seer De! Vær saa god!" Brevet er i hendes
Hænder; men ved at bryde det paastedet og ved den Forvirring
hun røbede ved at læse de første Ord, viser hun Alle hvilket
latterligt Omfang og hvad Natur det var af.

   Dette gik ikke an. Endnu en Grad i Torturen. Halvhøit beder
jeg hende i min Kval om at læse Brevet i Eenrum i næste Væ-
relse. Hun gik ind; jeg blev tilbage paa Forundringsstolen. Eet
Fruentimmer af de Tilstedeværende havde bestemt oprigtig ondt
af mig under den almindelige Taushed, som nu indtraadte, kun
afbrudt af Velinpapirets Raslen, hvergang Damen i Sideværelset
vendte en Side om; thi hun holdt paa imidlertid at forgive mig
med The og alt det Gode der kunde tænkes, og der var ingen
forbidt Latter om hendes Læber. Jeg fordrev ogsaa den piin-
ligste Stund i mit Liv med at fortære et umaadeligt Kvantum
The, Tvebakker, Syltetøi og Godter, indtil endelig en Bevægelse
i Sideværelset forkyndte at Brevet var baade læst og overtænkt.

   Jeg ind. Diskussionen fremdeles for aabne Døre. Det ven-
ligste Afslag. Vi afbrødes ved at den venlige Vært selv bragte
d.IV,b.7,s.277   Punsch ind. "Kom, sagde han leende, lad fem være lige!" Jeg
drak Skaalen med et Ansigt, hvori der fandtes alle Punschens
Ingredienzer undtagen Sukker. Ingen Spiritus kunde være dunkel-
rødere end mine Kinder, ingen Citron surere end mit Smiil,
intet kogt Vand flauere end mine Træk.
   Man vilde endelig jeg skulde blevet der Natten over og ikke
tage over den lange Mo. Det var mig umuligt. Det var Synd
at forhindre dem fra at slippe Latteren løs endnu iaften, tænkte
jeg, og tog afsted efter det triste Aftensmaaltid.

   Jeg kom først hjem, da Staldkarlen alt stod i Stalddøren med
sin Løgt.

   "Hvormange er Klokken, Ole?"
   "Aa, sagde Han, henved Fire, efter Stjernerne at dømme, for
saa stod døm just igaar, da han tog ud."

EN STOR DAARSKAB.

   T
il det Paradisiske ved min Hjembygd hørte ogsaa, at jeg var
Almuens Yndling. Endnu blomstrer denne Kjærlighed som Vin-
tergrønt'et i den øde Have. Og jeg elskede de gode Folk igjen,
og jeg gjør det endnu, endskjøndt denne lidenskabsløse Kjærlig-
hed har bragt mig flere Ulykker og ladet mig begaae farligere
Daarskaber end hiin sværmerske, hvis Magt til at dreje Hovedet
om paa Folk man har seet Prøver paa.
   "Holloi! Hei!" raabte en ægte Jydestemme efter en Officeer
og mig paa en Ridetur en smuk Sommeraften just som vi havde
passeret den majestætiske Allee til hiin velsignede Nabogaard.
"Holloi! have Mherrer slig Hast?" lød Røsten atter fra Jordet
ved Siden af Vejen med den hule Hæshed, som røber, at man
har ført et raskt Liv i Ungdommen.

   Det var den daværende Ejer af Gaarden, som raabte os an,
ilende til Gjærdet fra sine Slaattefolk for at invitere os ned til
en Eftasvel. Og en Eftasvel under de store Træer hos denne
yderst gjæstfri og vittige Mand og i de gode Gamles Nærhed, var
Noget jeg satte høi Priis paa. Han havde ligesiden min Kon-
firmation været min kjæreste Omgang, ja jeg satte ham høit mel-
lem mine Venner, og at han nærede oprigtig Hengivenhed for
mig, derom var og er jeg overbeviist. Han var den første voxne
d.IV,b.7,s.278   Mand, som havde drukket Dus med mig før jeg var bleven Stu-
dent, og han fik mig til at dandse paa min Konfirmationsdag ved
at hviske mig i Øret, da han saae hvor forhippet jeg var der-
paa: "For de Rene er Alting rent."
   Men nu! Havde han budet mig Dagen før, havde jeg strax
sagt Tak og gjort omkring. Men nu -- til Tak for den artige
Indbydelse bruser jeg ud, med Blodet pumpet op i Panden: "Nei
Tak for mig! Mellem os maa det være forbi, Hr. Palle, siden jeg
hører De er saa haard imod Almuen. Fy for Fanden o. s. v."
Det ene Ord tog det andet. Udtrykkene fra begge Sider stege,
ligesom sammenhvirvlede Blade i en Hvirvelvind, indtil de for-
svandt, ligesom disse i Luften, udenfor Sprogets Omraade i Tvi'er
og alskens paa Stedet opfundne Interjektioner. Tænker man
sig Mundhuggeriet som en Bue, dalende i udtømt Mathed, da
befandt Udtrykkene "Blodsuger," "forvorpne Dreng," "fordømte
Jyde, som skal komme her og gifte sig ind i en agtværdig Fa-
milie" og andre deslige sig allerede i Nedgaaende.

   Men pludselig skyder der sig to grønne Straaler, som jeg al-
drig havde seet før, ud af Hr. Palles smaa plirende Øine. "Hans,
Gulbrand, Ole, Peter, Jakob hid hid!" raaber han til sine Folk.
"Have I hørt hvad han har sagt?"

   "Ja, at I er en fordømt Blodsuger," brølede jeg, figurerende
chevaleresk med Hest og Ridepidsk.

   "Naa! Det er saa meget som I høre paa," lagde han til, tør-
rende Fraaden af Munden. "Det er nok. De skal høre fra mig,
Hrr. W."

   Allerede samme Dag troer jeg Stevningsmændene indfandt sig.
Stevningen blev vel ikke forfulgt; men den aabnede dog Rækken
af de Stevninger jeg siden har været plaget med. Palle glemte
mig denne Rencontre aldrig. Den blev Drageægget til Processer,
der have fortæret flere af mine indre Kræfter og Mere af min
Livsfriskhed, end en yderlig Fattigdoms Elendighed vilde have
gjort. Da jeg i Høst paa Sottesengen havde Omarbeidelsen af
Mennesket og Messias for mig, følte jeg mig overtydet om, at
jeg ikke vilde have kunnet skrive dette Værk, om dette ikke var
skeet før hine Prometheusgribbe af Processer begyndte at æde
paa min Lever.

   Siden jeg slap fra mine Processer føler jeg en Slags Isnen
over Ryggen bare jeg seer et Udskud af en Inkassator. Den,
d.IV,b.7,s.279   som engang er bleven bidt af "en lang styg levandes En," bliver
ogsaa bange for en Tougende, hedder det.
   Saa dyrt har jeg betalt den Lære, som mine Læsere faae for
intet, at ingen Last er farligere end den ædle Dyd, Oprigtighed,
paa urette Tid og Sted.

99/100 GALSKAB, 1/100 FORNUFT.

   . . D
er staaer Navnet paa Skizzen -- en, som naturligt kjæder
sig til Mesteparten af de Foregaaende. Men -- skal jeg? skal
jeg ikke? skal jeg?
   Nei! den springer jeg over. Hele Skizzen angaaer ogsaa kun
et Sprang over.

   Mere tør jeg ikke sige, og jeg har ogsaa allerede sagt A. Tra-
ditionen vil nok lægge B. og C. til.

   Kun saameget! den Forelskede, som grubler i Ensomhed og
især Den, som mangler Gjenkjærlighed medens han bærer paa
andre Sorger, er ikke sikkrere for at blive gal for et Øieblik end
Dampvogn-Passageren er forat Vognen skal løbe udaf Veiskin-
nerne. Et Glas formeget, nogle Draaber Blod mere op i Ho-
vedet end dette kan godt rumme gjør her det samme som en
liden Flintesteen i Vognfuren . . . Rtsch-Rtsch-Rtsch! der ligger
Vogn, Passagerer, Konduktør!

   Fornuften er vor Konduktør. Hundrede Gange har han ført
lykkelig frem; den hundredogeente Gang ligger Stenen der.

   Her har man Kjernen. Æblet kaste vi i Lethe -- -- --


   Nei nei! Jeg faaer nok bekjende, at jeg i et Øieblik har seet
Vanvidets forfærdelige Dæmon . . .

   -- Og, Lethe er desuden ikke at troe. Dens seige Vande have
Understrøm og skyde gamle Sager op. Dette Blad var just lagt
hen, for ikke at modtage en Tøddel meer, da jeg faaer et Be-
søg, som ret viste mig, hvorlidet jeg havde at vente af Tidens
Barmhjertighed -- et Besøg af en Personage fra Landet, der
ikke kjendte mig anderledes end at han bragte mig Brev fra en
Bekjendt i hans Hjembygd hvergang han var inde for at gaae
rejekt til Artium. Iaar er det nu for tredie Gang. Faderen, en
d.IV,b.7,s.280   Præst af Fleertallet, havde troet at opdage Genialitet hos Gutten,
fordi han aldrig kunde holde en Tanke fast og idelig sprang fra
det Ene til det Andet i sin Tale. Hverken de Erfaringer Gam-
melen gjorde naar han overvar de Examiner, som Huusinforma-
toren, Kapellanen, to Gange om Aaret holdt over Sønnen, eller

de foregaaende to Hovednederlag kunde overtyde ham. Den
latinske Stiil og den Udarbeidelse, som den 23aarige Dobbelt-
rejektist hver Gang havde bragt tilbage, fandt Kapellanen til-
fredsstillende, saa han ikke kunde begribe hvorledes man havde
kunnet rejicere. Men at det var saa fik Stakkelen at føle, naar
Far trak Dimissormulkterne af Lønnen. Dette skede i Regelen
hver Nytaarsaften; "thi, skal jeg sige Dem, Broder, jeg er en
Ordensmand i Pengesager." Ingen af dem faldt det ind, at Hans
Peter havde skrevet en lykkelig Medkonkurrents Kladder af og
ladet saa Afskriften revidere.
   "Naa, hvilket prægtigt Skjæg, De har lagt Dem til siden sidst!
Jeg gav gjerne hundrede Daler forat have et saadant; men er
det sandt, at De engang har sprunget ned af en fem Alen høi
Laavebro forat knuse Deres Hoved mod en Steen? De faldt
noksaa blødt i Kløver og Thimothei," plumrede den gamle Dreng
paa sin geniale Springemaneer udaf en Mund, saa bred, at hvert
af de forskjellige Spørgsmaal syntes at falde ud af hver sin
Mundvig.

   "Ja," svarede jeg med Resignation.
d.IV,b.7,s.281      "Tænk jeg lægger op Hebraisk iaar. Deres Hensigt var jo
egentlig at springe i Elven der bag Husene?"

   "Ja."
   "De skulde vel ikke have nogle gamle Udarbeidelsesbøger til
at blade i i Aften, for imorgen er Dagen. Og det skede jo midt-
under et herligt Blomsterbal, hvor man endog havde drukket sin
Flaske til Middag? Haha! Der skulde jeg have været med."

   "Ja" svarede jeg med samme Rolighed; thi det forekom mig
som om jeg leed en retfærdig Straf.

   "Kan De gjette, vedblev Geniet, hvormange der skal op i Aar?
Sex træde tilbage, men Fanden krads' i mig om jeg gjør! Og
det var jo fordi De fik tredie Gang Nei af Blomsterdronningen,
Hende som De lod Sølvkurven gjøre til og som De selv maatte
levere Frierbrevet til i hele den fremmede Families Nærværelse?"

   "Ja," stønnede jeg.
   "Det var da rigtigt daarligt af Dem med Deres Hoved," sagde
Artianeren med en Følgerigtighed i Tankegangen, som forbausede
mig, saa jeg nær havde spart ham for et Spørgsmaal, som jeg
nu troede ogsaa at kunne tillade mig til ham, nemlig det:

   "Saa De virkelig skal studere?"
   "Javistja" var det raske Svar.
   "Det var da rigtig daarligt af Dem med Deres Hoved," tænkte
jeg at give ham igjen; men idetsted spurgte jeg til min Univer-
sitetskammerat Kapellanen.

   "Aa, Stakkar; han faaer nu blive der saa længe til jeg kan
tage Posten, for det har Far sagt ham. Er det ikke skammeligt
hvad man skal erlægge til Kathedralskolen? Over hundrede skal
op iaar; men Adjøs! Tak skal De have!"

   "Han gik, men han stak Hovedet indad Døren og raabte: "Den
Historie om Spranget var god; jeg skal fortælle den til alle Ar-
tianerne ved Laget. Adjøs!"

   Det Rokkehoved med den umaadelige Flab tilhørte en af de
Nøkker i Lethefloden, som aldrig tillade nogen Ting, de faae Veir
af, at gaae tilbunds. Tossehovderne ere altid ivrigst beskjæf-
tigede med Andre, og Intet sætter dem heller i større Lyster
end Daarskaber af Folk, der ikke høre deres Klasse til. De ere
Nøkkerne; men den Kjærlighedens Lethe, som den Angrende
tænker sig dog gives efter Aar og Bedrivt, den har ogsaa sine
Sirener, som rode paa Bunden og løfte hvad de finde over Vand-
FORRIGE
NESTE