No.9, 13de Mai 1842. "Fremad" er Ordet. Bedre og Bedre! Sønnerne lære tilsidst sine Fædre. NYTTEN AF AT KUNNE SKRIVE OG REGNE
Nytten af at kunne læse, vil vel Ingen benegte; men det turde nok være muligt, at der gaves dem, som vilde tvivle paa, om | |
| d.IV,b.6,s.288 |
almindelig Mand ogsaa skulde behøve at kunne skrive og regne, eller om det vel og skulde være Pligt for simple Forældre at lade sine Børn lære saadant, naar Adgang dertil gives. Slig Mod- sigelse vil man vel ikke behøve at frygte for af dem, som selv have lært at skrive og regne; thi de have sikkerlig saa ofte selv erfaret Nytten af disse Kundskaber, at de ikke forsømme at lade sine Børn lære dem. Men blandt dem, der ei have lært dem, og altsaa ikke ret kjende Nytten heraf, tør vel nogle være taabe- lige nok til at sige: jeg er kommen Verden saa langt igjennem uden at kunne skrive og regne, og saa kunne vel mine Børn med. Ja taabelige; thi hvor mange Gange have de vel ikke savnet det, naar de ville være oprigtige, og havt Leilighed til at ønske, at de dog havde lært det? Og om end Tilfælde har været, at de i sin Stand ingenlunde have kunnet undvære det, vide de da vel, om dette skal hændes deres Børn, eller om Færdighed i Skrivning og Regning ikke kan blive en Leilighed for dem til at hæve sig udaf de Kaar, hvori slig Uvidenhed kan findes? Men man forsøger som oftest forgjæves at overbevise saadanne Folk ved fornuftige Forestillinger. Et Exempel af de mange, som det daglige Liv giver paa, at intet er saa dyrt som saadan Uviden- hed, turde tale kraftigere. Nils Jensen var en Frimester, som havde lagt sig noget til- bedste. Han gjorde sit Arbeide godt og var ædruelig og stræb- som, og uden at kunne skrive eller læse Skrift havde han kridtet sig til et Par 100 Dalers Penge, hvoraf han havde været klog nok til at sætte Mesteparten i Sparebanken. En Nabo var i Betryk for en saadan Sum, som han havde liggende, og Nils var honet nok til at laane ham den. Der skulde nu udstædes en Obliga- tion mod Pant i Laantagerens Gaard, og de kom da sammen forat udstede samme. Stemplet Papir blev ganske rigtig kjøbt, og Naboen, der var skrivkyndig, opsatte og oplæste et Udkast til Dokumentet, som Nils fandt nok saa godt i Orden. Men Laan- tageren, som mærkede Nils's Uvidenhed, var slet nok til at be- nytte sig deraf, og nedskrev og undertegnede med noget Rabbel noget ganske Andet, som det ikke var saa let at blive klog paa. Pengene fik han med den ene Haand, og gav Dokumentet med den anden, som Nils nu lagde i sin inderste Skuffe, nok saa glad over denne Handel. Aaret gik og Rentetiden kom, men hverken Renter, Afdrag, Anmodning om Opsættelse eller Laantager. Nils |
| d.IV,b.6,s.289 |
gik da til ham, og mindede ham om Mellemværende. Men Be- drageren gjorde sig ganske fremmed derfor og spurgte hvad det var for Penge han snakkede om o. s. v. Nils loe, menende, at han kunde overbevise ham med hans egen Obligation; men Laan- tageren svarede ham først med forundret Ansigt og Ord og siden med Grovhed. Nils løb da hjem, tog Obligationen og to Mænd med sig, og kom saa tilbage for at overbevise Skurken med hans egen Haandskrift. Men hvor bestyrtset blev han ikke, da en af Mændene, som efter hans Begjæring skulde oplæse Obligationen, ikke fik andet ud af Papiret end noget usammenhængende Tøi, hvori der ikke stod et Ord om noget Mellemværende. Nu indsaa han, at han var bleven bedraget og det for sin Uvidenheds Skyld, og der var nu intet andet tilbage, end at stevne Laantageren for at faa ham dømt til at fri sig med sin Eed. Det gjorde han og i den Tro, at denne skulde tabe Modet til at begaa saadan Synd som Meeneed naar det kom til Stykke; men Den, som kan gjøre en Skurkestreg er ogsaa gjerne ugudelig nok til at forsvare det. Slutningen blev da, at Bedrageren gjorde Eed paa, at han ikke skyldte Nils Jensen noget, og at Nils ovenikjøbet blev udleet for sin Enfoldighed. Men denne var ikke den eneste Skade han havde af at han ikke kunde skrive eller læse Skrivt. Han leed endnu et større Tab nogle Aar efter, da han havde forvundet det første, som vel ikke traf ham, men hans Kone og Børn. Da han havde været Militær, og fandt bedre Regning ved at drive en Smaa- handel paa sine ældre Dage end Haandværket, havde han søgt og erholdt saadan Bevilling, og kom i god Rørelse. Han kridtede nu vel ikke mere under Loftet; men han var kommen saa vidt ved at læse i trykte Bøger, at han havde lært sig til at male nogle store latinske Bogstaver saaledes som de trykkes, hvilke vare de letteste, og med dem betegnede han da sine Skyldneres Forbogstaver. Tallene kunde han ogsaa male efter, men om at sammensætte dem havde han intet Begreb. Han skrev saaledes f. Ex. A. P. S. L. 5 D. 3 M., hvilket skulde betyde: Anders Pedersen laant 5 Daler 3 Mark; B. I. S. 2 P. S.  Borger Imsland kjøbt2 Pd. Smør. Og af saadanne Optegnelser havde han en heel Bog fuld, som han selv kunde læse og gjøre Rede for saa hurtig som en Anden kunde læse den tydeligste Skrivt, men ingen Anden kunde gjøre ham det efter. Aldrig skrev han Stedet, |
| d.IV,b.6,s.290 |
hvor Skyldneren boede; thi det havde han i Hukommelsen. Han stolede paa, at, naar han engang blev syg, kunde han tidsnok sige en Anden til, og lade det omskrive, saa hans Efterlevende kunde indkræve Gjelden. Men paa Sottesengen er det daarligt at berede sig til Døden. Den er den Raskeste til at forekomme Beslutninger. Nils blev syg nogle Mile fra sit Hjem, og døde blandt fremmede Folk uden at kunne give Oplysning om nogen Ting. Hvad skulde nu hans Enke gjøre med saadanne Opteg- nelser? Hvem skulde hun kræve? Navnene vidste kun salig Nils. A. P. S. kunde være Anders Paulsen, Albert Petersen o. s. fr. tyve Andre, og hvor Manden boede stod der ikke. Hvad Skyld- neren havde faaet eller hvor meget, var ligesaa tvivlsomt, da der kun stod et Bogstav og nogle Streger eller Tal. Heraf fulgte da, at af den hele Plukgjeld, der dog beløb sig til ikke saa lidet, kom intet mere ud end det Lidet, de ærlige Debitorer vilde melde sig selv med, hvorimod de Øvrige (og man tør desværre antage ikke faa) som vidste hvordan Nils havde holdt Bog, tiede stille eller negtede. Nils's Enke og Børn tabte da sin Nødtørft alene fordi han ikke kunde skrive. En Bogsamling for Arbeidsklassen i Kristianias vestlige Forstæder og Omegn aabnes første Pintsedag hos Undertegnede Kl. 1 -- 3. De Arbeidere af Pipervigen, Ruseløkken o. s. v. som ville benytte sig af denne Indretning, der uden Bekostning vil hver Søndag for- syne dem med nyttig boglig Underholdning, tilsiges da at møde hos Henr. Wergeland. (Grotten, ved Slotspladsen). |