|
No. 10, 31te Mai 1842,
For lykkelig at være ei raader Mennesket;
men derfor dog -- at blive det.
MERE OM NYTTEN AF AT KUNNE SKRIVE OG REGNE
For Ingen mere end for Haandværkeren ere disse Færdig-
heder uundværlige. Hvad duer f. Ex. en Muurmester til, og hvad
Arbeide kan han vel foretage sig af Betydenhed, hvis han ikke
|
| d.IV,b.6,s.291 |
kan gjøre rigtigt Overslag paa, hvad Steen og Kalk der behøves
til en Bygning? Og det er han jo ingenlunde i Stand til, dersom
han ikke kan regne vel. Med en Tømmermand og Snedker er
det det samme. Aldrig kunne de, uden at kunne regne, sige,
hvad Materialier der behøves til et Stykke Arbeide eller en Byg-
ning; men de maae slumpe dertil, saa at man enten midt under
Arbeidet fattes Tømmer eller Bord eller og man beholder en
undertiden temmelig betydelig Slump tilovers. Tidt kunde saa-
danne Haandværksfolk forskaffe sig en betydelig Fordeel ved at
paatage sig en Bygnings Opførelse ved Licitation, men de tør
og kunne ikke befatte sig dermed, just alene fordi de ei kunne
regne, og altsaa ei kunne gjøre skarpt Overslag paa, hvad der
kan gaae til, men ere bange for at tabe istedet for at vinde.
Og nu Skomageren eller Skræderen, der skal indkjøbe sit Læder
eller Klæde og holde Bog over sine Kunder og sin Fortjeneste?
Sandelig det gaaer ham mange Gange ilde, om han ikke kan
det, saa vi vel kunne fortrinligviis sige om Haandværkeren, af
hvad Slags han end er, at disse Kundskaber ere ham uundvær-
lige, uden dog derfor at mene, at der skulde være nogen Stand,
som de ikke skulde kunne være til Nytte.
I vort eget Land gives der mange Exempler paa, at Bonde-
gutter, alene ved at erhverve sig en god Skriverhaand og ved
at forlade Omgangsskolen med saa taalelig at kunne de fire
Species, ere komne paa en eller anden Embedsmands eller
Brugseiers Kontor og omsider blevne Lensmænd, Forvaltere eller
paa anden Maade velholdne Folk. Skrive og regne er ogsaa
Veien for den norske Bonde til mange Æresposter. Vejen til
Storthinget eller Formandskabssædet er udstaket med Bogstaver
og Tal. Har Bondegutten ikke Leilighed til at studere og blive
Præst eller anden videnskabelig Embedsmand, -- sin Bygds Kirke-
sanger kan han dog blive, og ingen af de ringere Betjeninger
hænger ham for høit. Fra Danmark har man en Historie om
en Bondegut, som ved saadan Oplysning blev en stor Jorde-
godsejer eller Herremand, som slige der kaldes. Jens var en
Leilændings Søn, der ikke manglede Lyst til at lære alt hvad
han fandt Leilighed til. Nu traf det sig til hans Lykke, at Skole-
holderen der i Sognet skrev meget godt og var en dygtig Regne-
mester. Han fattede Godhed for den lærvillige Dreng, og bragte
ham saavidt, at da han var 12 til 13 Aar gammel, skrev han
|
| d.IV,b.6,s.292 |
en meget net Haand og regnede hurtigt hvad det skulde være.
Dette fik Jorddrotten at vide, som var en brav Mand af Borger-
stand, der havde tient i endeel Aar som Forvalter og Forpagter,
havde derved samlet sig Midler, og kjøbt Godset. Han holdt
ingen Kontorbetjent, men da han kunde undertiden behøve En
at skrive for sig, tog han Drengen til Gaarden paa en Prøve.
Det varede heller ikke længe, før han fattede stor Godhed for
ham; thi alt hvad der blev ham befalet forrettede han med den
største Troskab og Omhyggelighed. Han beholdt altsaa Gutten
hos sig, som sin Skriverkarl, og da han fandt stor Lyst hos ham
til at lære, gjorde han sig en Fornøielse af at lade ham under-
vise ogsaa i hvad andre Kundskaber, der udfordres for at være
et dannet Menneske. Han lærte ham ogsaa alt hvad der hører
til med Fordeel at drive en Gaard og fornuftig at behandle et
Brug, hvilket lykkedes saa vel, at da han var bleven 18 Aar,
gjorde han ham til sin Fuldmægtig paa Godset, da han fandt, at
han kunde betroe ham til hvad Forretning det skulde være, og
være vis paa, at den blev saa vel udført, som han selv kunde
gjort det. Han gav ham derfor en anseelig Løn, og besluttede
at beholde ham stedse hos sig indtil sin Død, thi han lakkede
temmelig til Alders og begyndte at blive skrøbelig. Imidlertid
døde hans Kone, og han havde ingen Børn, uden en eneste
Datter, en god og vakker Pige, som forestod Faderens Huus-
holdning og som heller ikke var blind for Jens's gode Egen-
skaber. Han var nu som Barn i Huset, og de omgikkes mere
som Broder og Søster end som Herremandsdatter og Leilæn-
dingssøn. Den Gamle, som ofte over Skriverpulten iagttog Jens,
blev engang forundret over at see sin Datters Navn nedsirklet
paa Karduspapirarket, hvorpaa Jens plejede at lægge sine Breve
under Skrivningen, og et Lys gik da op for ham. Jens har vel
min Datter kjær, tænkte den Gamle, og efter nogen Eftertanke
ønskede han, at hun ogsaa maatte paaskjønne det unge Menne-
skes Fortrin med varmere Følelser. Men i et Land, hvor Stands-
forskjellerne ere saa store, maatte nok Gamlingen selv nærme
dem til hinanden, og han kaldte da begge særskilt for sig. Han
havde sluttet og ønsket rigtigt. Der var intet ivejen. Han stad-
fæstede deres Pagt, velsignede dem, saae dem gifte, og levede
endnu nogle lykkelige Aar imellem dem. Jens, som en halv
Snees Aar tilforn kun var en fattig Bondedreng, blev nu Eier
|
| d.IV,b.6,s.293 |
af et Herregods, og besad mere end det i en fortræffelig Hustru
og velartede Børn, og til al denne Lykke var jo dog det den
første Anledning, at havde lært vel at skrive og regne?
Saa smaa Ting, og ofte langt ubetydeligere, betjener Gud sig
ofte af, til at gjøre et Menneskes Lykke i Verden. Derfor maa
man altid gjøre sig det til en Regel, aldrig at hindre sine Børn fra
at lære det de have særdeles Lyst og Beqvemhed til. Har et
Barn oprigtig Lyst til at lære mere end det almindelige i sin
Kristendom, til at læse i Biblen, hindrer det da aldrig, men
hjælper det paa alle Maader til at forøge sin Kundskab, ved at
unde det Underviisning, give det gode Bøger, og lade det Tid
til Læsning hjemme; thi vi kunne ikke vide, om Gud maaskee
ikke har bestemt det til noget Større i Samfundet og om den
Unge maaskee ikke skal blive et dueligt Redskab til at udbrede
Lys og Kundskab imellem sine Medmennesker. Er et Barn hen-
givet til Regning, Skrivning eller anden saadan nyttig Beskjæf-
tigelse, anseer det da aldrig som unødvendigt for det, men op-
muntrer det hellere, og hjælper det frem dermed, naar Lysten
er alvorlig, og det har den Forstand som udfordres til at lære
det tilgavns, thi I kunne dog aldrig foresætte Eder, hvad Eders
Børn skal være i Verden, men det beroer altsammen paa deres
Beqvemhed, Lyst og de Leiligheder, Gud vil anvise.
Lader Eders Børn lære alt hvad de ere oplagte til, og som I
kunne tænke, der paa nogen Maade kunde komme dem til Nytte,
saa handle I som retskafne Forældre, og I kunne da med Vished
forlade Eder paa, at Gud skal gjøre Eders Børn lykkelige, saa
I selv, som ofte sees, i Alderdommen skal høste Frugten af Eders
Omhyggelighed for deres Underviisning.
Næst Gudsfrygt, kan man vel med Sandhed sige, at Regning
og Skrivning ere de allernødvendigste Kundskaber. Lader derfor
aldrig Eders Børn savne Underviisning deri! De skulle ved tu-
sende Leiligheder velsigne Eder i Eders Grav, om I lade dem
lære det tilgavns, medens de ligesaa ofte ville faae Leilighed at
sukke over Eder, naar de daglig have Skade og Uleilighed af
sin Vankundighed i saa almindelig nyttige Ting.
(Efter Hasse).
|
| BLA BAKOVER |