|
FIGURER
Statsborgeren 7. des. 1837.
Zobolam. Prokuratoren.
Der kom ingen Bøn mere over den ulykkelige Ayannas
Læber. Saameget havde den gamle Verdensmands Viisdom be-
virket, at hun troede enhver Bøn var forgjæves. Der var i
hendes Tanker en Magt, en Vilje, bøjet under sin egen Forud-
bestemmelse, men ingen Barmhjertighed mere. Hvorfor da bede?
Hun bad ikke engang under Fødselens Smerter; men med Hjobs
Fortvivlelse i sit Hjerte bandede hun dog ikke som han sit
Ophav -- ikke just fordi det efter en saa trøstløs Tro vilde
være nogen utilgivelig Formastelse, men fordi det ligesaalidet
vilde nytte. Dette er Fortvivlelse -- den, hvis frommeste Ord
er de hellige, men næsten gudsbespottelige: "min Gud! min
Gud! hvi haver du forladt mig?"
Bukker man ikke under for en saadan Troesomvæltning i sit
Indre, følger der med den en overspændt Fornemmelse af Kraft,
en krampagtig Sjelsstyrke, en stolt, følesløs Energi, som finder
et selvbedragersk Behag i at isolere sig og at see sig overladt
til sig selv. En overvægtig Ulykke frembringer denne Karak-
teer af de blødeste og mest sværmeriske Gemytter, naar de
overstaae de første Knusninger og blive vante til Lidelsen. En
haard livløs Skorpe overdrager Saarene; men der er Øjeblikke,
hvori den brister af sig selv, saa Blodet pibler frem. Det er en
Iis, som pludselig ved en uventet Temperaturvexel smelter uden
Sol, før Vaaren er kommen, under den endnu stedse graa og
vinterlige Himmel. I disse Træk er Ayannas Sindstilstand
skildret. Hun, den bløde og rene Sjel, havde af Kjærlighed til
sit Barn rustet sig imod Verden og besluttet, til Fordeel for dette,
|
| d.III,b.3,s.359 |
at afvinde Ulykken saameget hun kunde. Hun besluttede at
drage saamegen Fordeel af Menneskene, som hun kunde, hvor
de blottede en eller anden Svaghed, at vogte sin Sundhed og
sit Udvortes, at arbeide eller betle. Hun saae ingen Forbindelse
imellem sig og Himlen, især siden hun havde hørt en fanatisk
Præst udbrede sig om det ubetingede Naadevalg i den første
Landsbykirke, hvori hun vaklede ind, da hun havde forladt
Verdensmanden og Staden. Hun skulde have taget sig af Dage
for strax at stevne disse Spørgsmaal ind for den Almægtige
selv, dersom der ikke baade var Øjeblikke, hvori hun troede,
ved at leve for sit Barn, at trodse den Skjæbne, som tyranni-
serer selve Himlen, og som havde paalagt hende denne Byrde,
og hvori hun troede, med sit Barn at bære sin himmelske For-
soning, for alle hendes Smerters Skyld, til Verden.
Der er ingen Damer (idetmindste ikke med Ayannas Sjel) som
læse dette Blad; og derfor kan jeg fortælle, at Ayanna, som
var opfostret ved Arbeide, og som elskede Arbeidet fordi hun
fandt det godt for sin Sjel og Legeme, men som havde en Sjel,
hvis Følehorn1 zittrede og faldt hvor Andres og "Bedres" bleve
urørte -- at Hun arbeidede for sit Barn indtil hun for det ei
kunde mere.
-- -- O, min Hustru, min Hustru, min Lyst! hvi skal jeg ikke
føde for dig med Smerte?
Ayanna hørte ingen kjærlig Forbandelse over Naturen, da
hun fødte Zobolam. Hun havde levet -- det var nok og en
Triumf for eller over Menneskekjærligheden -- indtil hun fødte
sit Barn. Da var den Fortabtes Aasyn som Kjernets Flade, naar
dets sidste Zittrende er dødt efterat Kjernrosen er steget op,
og i næste Minut var hendes Kjerlighed intet andet liig, end
om hun havde bøjet sig ned og bidt Hul paa sit Hjerte og ladet
alt sit varme Blod overstrømme den Elskede.
Ak, Ayanna, hvi bævede ikke Jorden under dig -- først mildt
som din Svaghed, saa voxende som din Puls, da du reiste dig
for at nærme dig et Menneskes Huus og betle om Brød for dig,
for at du kunde faae Næring at give dit Barn?
Ayanna, Sjel, som jeg vil følge! og da du vendte tilbage, mæt
som et Dyr, alene for at kunne yde den Skabning, i hvis Ud-
|
| d.III,b.3,s.360 |
vortes, Himmelske nu din Sjel med Moderømhedens unævne-
lige Tørst vilde sænke sig -- den mest opoffrende Kjærlighed,
og da du løftede Buskene op, hvorunder du havde skjult ham,
og saae hvorledes Hugormene havde samlet sig for at varme
ham, og at Ravnene og Høgene bedækte ham og havde bragt
ham raat Kjød og at han aad det . . O! Ayanna, Moderen,
zittrede og bortjog Utyskene for at give sit Barn Næring. Hun
var forsigtig af Kjærlighed til sit Barn, saa Slangerne ikke bed
hende, da hun med nøgne Fødder traadte ind imellem dem, og
de stærke Høge ikke knuste hendes Arme, da hun stødte dem
bort for at naae sit Barn, som hun kun havde forladt for at søge
Næring.
Hvor hun velsignede sin Synds Øjeblik, thi Barnets Træk
lignede Lorenzo. Men det var et Øjeblik. Længer varer ingen
Moders Skuffelse. Længer var ikke Ayanna lykkelig. Thi da
hendes Barn førstegang slog sine Øjne op, som lignede et Par
smaae Fiirbeenhoveder, der stikke frem af en brungrøn Mose-
dot -- saa vaktes en Mistanke hos hende, der i samme Øjeblik
den blev nogenlunde Vished var Døden.
Jeg gad dvæle ved Lorenzos og Ayannas Sammentræf i
samme Sekund som Blodkarret brast. Men hendes Barn vrider
sig i Sandet. Ho, det har ingen Nød med Fandens Hoerunge!
Han havde ogsaa en Fader. Ravnens Vinger ere hvide tilinden.
Derunder sov han og Snogen stak sine melkfulde Hoveder i
hans Mund og dem diede han, og da han blev tre Dage gammel
reed han over sin Moders Liig paa en Ræv til Byen. Dagen
efter viste allerede Geniet sig udviklet; thi paa en Panteauktion
saae man da en Dreng, der forbausede Alle ved sin Lidenhed
og Barnlighed forøvrigt, at tage et Uhr op af Pantekassen, holde
det alvorligt for Øret og sige "2 Daler og 12 Skill.! ikke en
Styver mere værdt." Slaget faldt og Puslingen betalte -- Gud
veed hvor han havde faaet det fra, om han ikke allerede havde
øvet en Streg paa Indreisen.
Ligeoverfor Barnet stod en Skomager -- han, hvem Uhret
var pantet fra, med beegsorte beegglindsende Øjne stivt heftede
paa den Lille. Men Slaget faldt inden Skomageren fik Tid til
at betænke sig paa at kjøbe det Uhr igjen hvorefter han var
vant til at staa op og arbeide. Den lille Zobolam gik ham forbi,
|
| d.III,b.3,s.361 |
da man forlod Auktionen, og spurgte ham: "hvormange er
Klokken, Mester?" Det var Fandens Hoerunge. Men han
blev stor.
1 tilbake"Tentakler", -- I, som forarges! |
| BLA BAKOVER |