|
[OM PROKURATOR PRAÀM]
Morgenbladet 25.sept.1829.
Der skeer intet Nyt under Solen, siger Salomo med en Sand-
hed, Tidernes Viseste ikke have kunnet andet end bekræfte,
ihvor anticiperende Omdømmet den end maa synes, udsagt
saa bestemt i saa ungt et Aarhundrede, førend Erfaringerne
synes at have kunnet opdynge sig nok til deraf at udtrække et
saa kategoriskt Udsagn, der ved første Betragtning synes saa-
meget mere forunderligt og uvist, som vi i Livets evige Omvex-
|
| d.III,b.1,s.110 |
linger og fortløbende Forandringer troe at see Livets eget, som
Historiens, Væsen og Beviser for det Modsatte, som enhver Tid
i sine Phænomener troer at see det forhen Useete, Uhørte, Uer-
farede, hvortil de forledne Dages Historie forgjeves vil kunne
opleve noget Ligedant, kort -- noget Nyt.
At Hensigterne for Menneskenes Stræben, som Statsborgere,
forblive i Hovedtrækkene de Samme, dertil er Grunden snart
funden i de i sig selv uforanderlige Principer for Staterne, og
deri er da Intet forunderligt -- saaledes ere Oldtidens Tyranner
og Nutidens Usurpateurer (Dionysios, Don Miguel) netop det
Samme -- men desmere forundrer det os, i Midlerne, i Metho-
derne, som forskjellige Tiders Mennesker have betjent sig af,
for at naae et lignende Maal, og som synes at maatte være
aldeles frie og den forskjellige Opfindsomheds uligeartede Af-
fødninger, at opdage en saa stor Lighed, at vi ikke vide, hvor
vi skulle søge Originalen for lutter Copier. Vi skulle tillade os
hertil at optrække nogle Samlinier (Paralleler).
Hos de gamle, republikanske Romere var det et almindeligt
Fif, ærgjerrige Candidater til Tribunatet o. a. d. betjente sig
af, for at samle sig Stemmer blandt Folket paa Valgforsamlin-
gerne, at de gik omkring paa Torvet, hilsede paa, og med milde,
nedladende Smil trykkede de stemmehavende Almuesmænd i
Hænderne. Clientelet eller det aristocratiske Afhængigheds-
system hjalp dem til den faste Stok af Stemmer. Om en Græ-
ker, der, under Skin af at være Statens Friheds varmeste For-
svarer, stræbte hemmeligen efter at blive istand til at skade
den, læse vi, at han, for at vinde Stemmerne for sig, lod sig
engang bære frem for Folket blødende af Saar, han Selv havde
tilføiet sig, medens han, klagende og jamrende for Folket,
foregav, at han havde lidt dette for Dets og Frihedens Skyld af
sine Fiender, og nu fordrede, at Folket skulde forsvare ham,
dets Martyr. For Gjæstebud, Skuespil, hvortil Folket indbødes,
og andre saadanne Bestikkelser i det Store, tilkjøbte enfoldige
Lepidus'er sig Opinionen, og udøste fra deres Balconer eller
Loger atter en Donation i klingende Mynt, i Drikkepenge til de
kjære Mænd, som ikke pruttede saaledes paa et "Ja" i dette
store Stemmemarked; slue Appier og Catiliner betalte det saa-
ledes vundne Vivat, der spaaede høit og klart om hvad der snart
skulde rygtes som Udfaldet af Comitierne, med et Hyænesmil til.
|
| d.III,b.1,s.111 |
Foruden alle disse plumpe Midler, af hvilke de Sidste dog lode
sig anvende i hine Tider og i saa indskrænkede Fristater, som
Oldtidens, f.Ex. Grækenlands og Roms i dets Ungdom og første
Manddom, vidste dog slue Patrioter at flette et finere og farligere
Net til at fange Opinionen i, som ikke, ligt hine, lod sig, saa at
sige, see og tage paa og æde, men alene høre, nemlig Talens,
og hos Flere af hine Staters aura plebis capti ofte Veltalen-
hedens. Man frygtede ogsaa dette, og søgte at sætte Grændser
for de Misbrug heraf kunde flyde -- som naar en ung, ærgjerrig
Demagog hyklede Følelser frem, der kunde røre de udannede,
lettroende Gemytter -- ved at forordne, at Ingen under 50 Aar
maatte først tale offentlig over en Sag.
I de nyere Tiders Republiker, de constitutionelle Stater, la-
der, fortrinsvis i de engere Valgkredse, den førstnævnte, ro-
merske, haandgribelige Maade, som det simpleste af hine plum-
pere Fif, sig anvende og bliver anvendt, ligesom ogsaa det til
det romerske Clientél in casu svarende Debitorforhold. Er i
dette Sidste En Creditor, der flux kan gjøre det trykkende eller
farligt, ja truende for en Fleerhed, da seer man let, at det i saa
Henseende fuldkomment er et saa kraftigt Middel som hiint
Clientél. En Procurator P. f. Ex. sidder inde med Fordringer
paa Q., R., S., T., o.s. fl. og denne P. jager og brænder efter at
forsøge Sin Lykke i Nationalforsamlingen: saa er det en let Sag,
at give disse eller denne Legio at forstaae, at det staaer i deres
egen og Slægtningers og gode Venners Magt, at lette den Exe-
cution, som hænger dem over Hovedet, bort til ubestemt Tid
over Valgdagen, som de vel vide snart stunder til. "Adieu, min
gode Mand, betænk Hvad du da gjør!"
Hiint udstrakte romerske Bestikkelsessystem lader sig der-
imod kun i det Smaa og Specielle efterligne, hvortil saavel et
Middagsmaaltid kan tjene, som en Daler i Næven. England
staaer i Rygte for hertil at kunne især levere en heel Skam-
krønike. Men Savnet af de romerske og græske Talerstole vide
dog overalt de, der i vore Tider nagle deres Ønsker og For-
haabninger til Folkeforsamlings-Bænkene, fuldvel at afhjælpe
ved de offentlige Tidender eller ogsaa ved Flyveblade; og kan
man saaledes da, ifra disse rostra, der kunde gjenlyde over hele
Landet og Verden, af den, som hans Nærmere af Erfaring kjende
som en Person, der hylder Grundsætninger modsatte Forfat-
|
| d.III,b.1,s.112 |
ningens, faae høre i Aviserne frisindede Betænkninger over For-
slag fra Kronen, der ere lagte i den lovgivende Forsamlings
Hænder; hvilke opstillede Modgrunde, udstyrede med behørig
Selvroes, Svulst og Patriotisme, ansees vigtige nok til at i sær-
skilte, med Omkostning aftrykte Blade at komme for Dagen,
for, udenfor hine Nærmere, der ikke saa let lade sig sætte Blaar
i Øinene, i den større Kreds af Medborgere at kaste Billedet af
en ivrig, frimodig og høihjertet Patriot, der vel fortjente af dem
at sættes paa hine Bænke, der nu dennegang desværre ere
blevne besatte uden Ham, hvor man da skulde faae at høre..!
Ligeledes næstegang i betimelig Tid før Valget, kan man
fra den samme Talestol faae et med nøiagtige Regninger for-
synet Lovforslag, anbefalet den vordende Folkeforsamlings Op-
mærksomhed. Ligeledes fra samme rostrum faaer man høre
ogsaa, at Den, som i sin Kreds er sneverhjertet, uden andre
Kundskaber end de, hans Kald strengt fordrer, haard og ud-
suende i den Grad, at beføiede Klager indløbe den ene efter
den anden over ham, -- kort en complet voxen Gjøgunge, der
hakker sin Pleiemoder tildøde -- nu træder frem, opkastende sig,
i høihjertede, følelsesfulde, velvalgte, fromme, uegennyttige Ud-
tryk, til hans hele Stands Enkers og Faderløses Forsørger, ja
saaledes som om Han for disse kjæmpede med alle de Taarer,
Han afpressede de Øvrige Stænders Enker og Faderløse -- at
Den, hvis Rygte er i den Grad ruineret, at Tyve og Skurke tør
anmode ham om at træde i Compagnie med dem, med Begjær-
lighed for at ei Opmærksomheden skal døe hen, griber Leilig-
heden til (liig hiin Græker, der, under Skin af at være Statens
Friheds ivrigste Forsvarer, stræbte hemmeligen efter at blive
istand til at skade den, saarede sig selv, og, o. s. v. see ovenfor)
fra Avistalestolen afvexlende at klynke for Folk, Regjering,
og at tordne imod Skumlerie, Bagvaskelser og Fiender, fordi,
trods foregaaende paalidelige Prøver paa et patriotisk, ret- og
frihedelskende, ædelt Sindelag, Folk alligevel tør sige, at han
maskeret har traadt op og blameret Nationen.
Alle saadanne Taler maae, naar de skulle kunne faae Lig-
hed med hine fra Oldtidens Torve, især høres, naar Valg stun-
der til, og navnligen, hvorimod det vel lader sig tænke, at den
samme Charakteer af og til, saaledes maskeret, at det andet
Partie kan kjende ham, con amore tør yttre Noget tvertimod
|
| d.III,b.1,s.113 |
Aanden i hine Taler, f. Ex. holde Liigtaler over afdøde Hæders-
mænd, hvori den Roes, han fratager disse, deles imellem Ta-
leren selv og gode Venner; komme saa med infame Personlig-
heder imod Den, der i et Oppositionsblad dadler Hensigten af
hans Tale, for at muligens en Delicatesse for sig selv, der kræn-
kes ved at indblande sig med En, man afskyer, skal afholde
Denne fra at demaskere ham o. s. d.
Naar nu, foruden disse store Miner, hvorved Candidaten vil
sprænge Folkets slette Mening om ham lidt efter lidt bort, til-
lige paa eengang andre passende mindre Løbegrave imod, Ind-
senderen vil, som her mere forstaaeligt, kalde den, den i Blok-
kadetilstand erklærede Storthingsbænk, f. Ex. Skuldertrækken
over Skattevæsenet og Beklagelser til den Udarmede, Henpeg-
ninger paa Forbedringer deri, som han vilde kunne fremvirke for
Almuen, hvis...ivrige, patriotiske Taler, et Selskab i rette
Tid, hvorved man udbringer patriotiske Skaaler, spiser og drik-
ker med Papirer og Aviser i Haanden, og gratulerer til Slutning
Værten, som Storthingsmand, en trofast Talemand og Stemme-
samler paa rede Haand og tidlig ude o.s.v.: saa see vi Nutidens
Candidati ligesaa travle, ligesaa smilende og visse paa disse
deres Midlers Hensigtsmæssighed, som Romeren i sin Loge,
naar Lampetterne ere tændte til det Skuespil, han gav Folket,
og Circus gjenlød af: vivat donator! Og vi see, at, om Tiderne
end ere forskjellige, naar Hensigterne ere lignende, blive Mid-
lerne de samme, idet de kun ere tilsyneladende forskjellige, og
det ligesaavist de samme, som at Appius dog blev Appius, d. e.
den samme Skjelm som Appius bestandig havde været, om vi
end see ham gaae krybende og logrende som candidatus om paa
forum, og saa see ham igjen i decemvir-Togaen, og ligesaa
lignende hverandre forblive de Midler, forskjellige Tiders Men-
nesker benytte sig af i lignende Hensigter, som denne til decem-
vir blevne Appius er conform med en forfængelig Nutidens
Mand, der, misfornøiet i sin Stilling, beskupper sine Medbor-
gere paa en af ovennævnte Maader, naaer Maalet, demaskerer
sig, og bliver, efter ethvert Lands Indretning, Fredsdommer,
Borgermester, Procureur, Alcalde, Sherif, Cancellierath, Foged
eller Sorenskriver eller Politiemester.
S. S.
|
| BLA BAKOVER |