|
| d.II,b.5,s.101 |
O det er somom en stille
lummer Regn faldt i mit Hjerte,
somom Knuden af min Smerte,
Dryppestenen af min Vee,
Sorgkrystallen i mit Sind,
opløst i Velsignelse,
ud i denne Graad maa trille
over hele vide Jorden,
hyllende dens Bjerge ind
i en skabningssvanger Sky,
i sit lunkne Mulms Neddignen
svangrende den med Velsignen,
til en frydfuld, skyldløs Vorden
svangrende dens Dyb paany.
O hvor har jeg nok af Mæle,
for at tale ud min Lyst?
nok af Hvælving i mit Bryst,
nok af Luft, af Rum, af Lyd,
ømme, zittrende og høje,
for i Toner at besjele
denne Overlast af Fryd?
nok af Spejle i mit Øje
forat fange op det Hele?
nok af Sandser for at nemme?
nok Erindring for at gjemme?
nok af Tanker for at fatte?
nok af stærke Nervestrenge
for at bære Glæden længe?
nok af Hjerte for at dele
Ømhed nok til mine Skatte:
til Margretha, til de tvende
Smaa, som smile næst ved hende,
til Narcissa min, som skranter,
Hyacinth med Drømmermine,
troende Elisabeth,
aldrig af hans Undre mæt,
til min Stolthed, Katharine,
|
| d.II,b.5,s.102 |
til de dyrebare Panter,
Himlen atter mig betro'ede
frem i disse Blomster groede,
disse der, min egen Æt?
Ve mit Ravnefaderhjertes
sløve mosbegroede Steen!
Jeg har kunnet glemme Een
af mit eget Kjød og Been:
stakkels Klaras Dødningsmertes
blege Billede i denne
hvide Rose, som er Hende,
hende Selv. Se Blusel kjæmper
end paa Kinden jo som før
i det Rødmende, som døer,
som med Bleghed Smerten dæmper,
med de dunkelhvide Emmer
af en nedbrændt Lidenskab,
Kalkestøvet af Ruinen,
som hun under Blidhedsminen
sønderknust i Hjertet gjemmer
af sin Freds og Uskylds Tab!
O mit Barn, se til din Fa'r!
Rose hvid, som Klara var!
Han er ikke længer vred
paa din syge Kjærlighed,
Han har intet Blik, som rammer
knusende din knuste Jammer;
Han har intet Øjekast
for at skjære hvad der brast;
Han har kun en Faders Hjerte
og Velsignelser i Munden
og en Smerte for din Smerte,
og et Taaredryp for Vunden,
Taarer af balsamisk Glæde;
thi jeg ogsaa dig har funden:
Ingen mangler i min Kjæde.
|
| d.II,b.5,s.103 |
Alle ere jo tilstede
saa lyslevende og sande,
at jeg ikke kan forblande
Sandheds Syn med Sandheds Skin.
Thi det sværges i min Sjel,
derpaa mine Øjne bande,
kjendende jer altfor vel:
Blomsterne ej skulle være
eder blot i Fantasi'n,
eder, mine Børn og Viv,
men forvist de Eder ere,
Eder ja til Sjel og Liv,
Eder ja i Ansigtstræk,
Ejendommelighedssind,
Karakterens fødte Mine,
Smilene, som præge ind
sine sommerfuglefine
Spor, idet de flygte væk.
Og jeg hørte eder tale,
hvis min Sands ei laae i Dvale,
hvis ej Dødens Gravmos alt
spirede i Ørets Spalt.
Men hvad mere Sands behøves?
Øjet seer, om Øret døves,
Alt er blomstret frem igjen,
Alting som i gamle Dage: --
dugget til af Himmelen,
giver Jorden det tilbage,
Alting som i Bryllupsstunden,
da min Lykke folded ud
alle sine Hjerteblade,
spredende sin Krones Straaler
mere ud end Himlen taaler,
da dens modne Blomsterskud
højere mod Sky var runden
end de Himmelske tillade,
just i det Moment den brast
|
| d.II,b.5,s.104 |
paa den vrede Almagts Bud
ned med Flammerne i Grunden,
og foer hen med Gnistens Hast.
Derfor -- o er det Sekunden,
atter nu med Liv begavet,
frem af Tidens Bæger runden,
da min frydberuste Lykke
blev i Rædslerne begravet,
som i denne sig fornyer?
Derfor mangle heller ikke
Flammerne, de røde Skyer
fulde af Dæmoners Blikke,
bragende af Helveds Latter.
. . O der gløde frem de atter.
Ve mig! frels! . . O frelst er Alt,
siden over er Sekunden,
da, sig borende i Grunden,
Taarnet brændende nedfaldt.
Derfor denne Tulipan,
(ægte "Admiral Enkhuisen")
som sit Flammedyb bedækker
fuldt med hvide Emmers Flekker,
ikke er, men kun betyder,
Huset, da det stod i Brand,
og den Valmu' der, som skyder,
pralende med Flammer ziret,
over Bedet, den er Spiret,
da det svimlede og faldt.
Denne Zwiebel dunkelrød,
("Admiral van Liefkenshoek")
liig en Nat i Luer sat,
liig et Baal med Nat bemalt,
Døden livlig, Livet død,
fyrig-kold og kraftig-mat,
liig en netslørt Kjæmpestyrke,
tryllebundne Dæmonshu,
|
| d.II,b.5,s.105 |
den betyde skal hin mørke,
gaadefulde, fromme, vilde,
barske, milde Spaniol,
som i Rædselsstundens Nu
turde sig mod Skaren stille,
somom Helved han befo'l:
Han med Dommen paa sin Pande
halvtens ud af Naadens Skrivt
i et herligt Træk udslettet,
Han med Lidenskabens Brande
sydende i Smertens Vande,
med sit Smiil af Kummer mættet,
fuldt af Honning og af Gift.
Og ved Siden se Uhyret,
se hans vilde Kammerat,
se den rasende Soldat
i en dobbelt, guldbaldyret,
tigerøjet Fløjelsblomst --
Han, hvis Rædselsid blev styret
kun ved Dødens Mellemkomst!
Disse fareløse Luer,
denne Flamme, som ei hviner,
disse Rædsler uden Skræk,
denne Blomsterdæmons Træk
jeg med uforsteente Miner,
uden Øjeblinken skuer.
Ned i Tulipanens Grube,
ind i denne Kobberkube,
fuld af vildtforfløjne Gnister,
tør jeg stirre uden Svimlen;
uden Sortnen for mit Øje
Flammekjedlens Dyb jeg maaler;
Lueblomsterspirets høje
Flugt jeg følge tør mod Himlen,
vexle Mine kjæk og bister,
Øjekast af Ørnemod
med den fromme Morderengel,
|
| d.II,b.5,s.106 |
Spaniolens Sjel, som gløder
(dertil Gud ham altfor ømt
har evindelig fordømt),
ud fra denne Zwiebels Stengel
i den dybe Kalk, der bløder
af en Sygdoms sorte Blod.
Ja, jeg elsker dette Syn,
hvis Betydning let er gjettet
uden megen uvis Ahnen:
Husets Brand i Tulipanen;
Taarnets (som et sammenflettet
ifra Dybet opskudt Lyn)
i Papav'rens Knops Skarlag;
Kirkens eget brede Tag
i dens Blomsts udslagne Flammer;
Spaniolens vilde Jammer
(som han viste sig i Døren
blodig, rædsom, dog kanskee
forat redde Alle førend
enten Flammens Rædselsdød
eller ind hans Landsmænd brød)
i den mystiske, tilflorte,
krigerrøde, munkesorte
Pragttulipes aabne Bæger,
hvori Nat og Flamme leger.
O jeg elsker disse Syner!
O jeg seer med Kjærlighed
Blomsten, som saa skummelt lyner,
Farven, som er bleven heed.
Disse Blomsters skjønne, tyste
Rædsler kun mit Minde skrække;
mine Øjne de forlyste,
Læbens døde Smiil de vække.
Thi de høre ogsaa med
til den samme Time jo,
da hengivnest var min Tro,
til den samme Time, da
|
| d.II,b.5,s.107 |
højest var min Salighed,
da min Sjel var Himlen næst,
Støvets Tanker længst ifra,
lettest under Rædslers Tyngde.
Thi det var jo just Sekunden,
da jeg elsked Mine mest,
da os Døden Alle fandt
som os Rædslen sammenbandt,
i hverandre sammenslyng'de
og med Herrens Lov paa Munden,
uden Knurren deriblandt.
O hvormed har jeg fortjent
dit Mirakel, store Gud?
Skulde -- o det var ej meent!
Ormen tør ej tale ud! --
Skulde, ja, om ej du Selv,
Du, den Helligste og Største,
fjernere fra Engles Første,
end fra højest Himmels Hvælv
dybeste af Havets Kilder . .
skulde ikke Du, du Selv,
Du, hvem intet Navn afbilder,
Du, hvem Verdner Blomster ere,
Græs, som Dybderne maae bære,
men kun En af Engles Orden,
en blandt Aanderne Ophøjet,
som har Vælde over Jorden,
have, i din Naade stærk,
gjort det store Underværk,
for at see en Orm fornøjet,
for sin Herre Gud at ligne,
naar han, efter Seklers Rækker,
slukte Stjerner gjenopvækker
i de Rum, der døde ud,
-- o! da beder jeg, o Gud,
at Du Englen vil velsigne,
der har været god som Du,
mægtig med barmhjertig Hu,
|
| d.II,b.5,s.108 |
mægtig i hvad der er herligst,
mægtig til sin Gud at ligne,
kjærlig -- o som du er kjærligst!
Da jeg beder -- Tys! . . . .
En høj, statelig Mand, med en Guldkjæde med Oraniens
Portræt paa den prægtige sorte Fløjelsvams, med en Diamant-
agraffe paa Baretten, en Børs hvorigjennem Guldet blinkede
og Daggert ved Siden, fulgt af en Dreng med en Vase fuld af
Blomster, triner over Gruushobene igjennem Hyldebuskene, der
omgav gamle Adrians Plet. Han slaaer dem tilside. -- --
JAN VAN HUYSUM, BLOMSTERMALEREN
"Vær forsigtig, Navnløs," siger den Fremmede, "disse Ruinernes
Blomster ere prægtigere end Haugernes. De have suget sine
Farver af Blod og kalkede Been, og Luerne have tilberedet
Jorden."
Den Gamle forskrækkes. Dog rejser han sig ikke fra Mar-
garethas Græsbænk. Ellers plejede kun Storkene, der vare
vendte tilbage, fra en af de igjenstaaende Muurtinder, eller
Hovedet af en nysgjerrig uskyldig Øgle imellem Stenene, Hyrde-
drengen fra den nærmeste Landsby, en Zigeuner eller en ligesaa
ilsom Vandringsmand at see ind til ham.
"Ha!" raaber den Fremmede. "Hellige Himmel! Naar saae
mit Øje saadanne Blomster? Disse har du ladet spire for mig,
for mig alene. Bort med disse elendige Vandskud, Dreng, som
du gjemmer paa! Disse skulle blive mit Underværk, som de
ved Himlens Velsignelse ere blevne Jordens."
|
| d.II,b.5,s.109 |
Adrian: "Du har Ret, Fremmede. De ere det ved Himlens
Velsignelse." Og han mumlede atter:
"Ve det Vanvid, ve mig Stakkel,
ve mig meer end Øjeblinde,
tvivlte jeg om Guds Mirakel!"
Den Fremmede: "Du maa overlade mig dem, Gamle."
"Nej, nej, nej!"
"Du maa. Jeg vil betale dem."
"Du kan ikke. Tro mig, du kan ikke."
"Troer du?" Og han kaster sin Guldbørs til Adrian.
"Ikke med dine Øjne, ikke med dit Hjerteblod."
Den Fremmedes Ansigt blev skarlagenrødt. Hans Øjne funk-
lede. "Jeg har sagt dig, Gamle, at jeg maa. Der er Prindsen
af Oranien og hans Gave!" Og han kaster sin Guldkjæde og
Diamantagraffen for Adrians Fødder. "Er du fornøjet?"
"Dine Diamanter opveje ingen af disse Dugdraaber paa mine
Blomster. Men forfærd mig ikke! Dit Øje er skrækkeligere
end din Tale. For Guds Barmhjertigheds Skyld, hvad vil du?"
Den Fremmede har trukket sin Daggert. "Ikke dit Liv, men
Blomsterne."
"Ja de ere Liv! Afsindige rør dem ikke! Ved din og min
Salighed, de ere Liv, de ere Liv!"
"Just derfor. I denne Sekund maa jeg have dem; i næste
ere de ikke som i denne."
Han knæler alt ved Blomsterne. Den Gamle springer op med
Forstenelse i sine Miner. Den Fremmede har alt Staalet paa
Rosenknoppens Qvist. Han skjærer. I samme Øjeblik udstøder
Drengen et Skrig, og styrter om med Haanden paa Hjertet.
"Benjamin, Benjamin, mit Barn!" hviner Oldingen, og synker
tilbage med Døden i sit Aasyn.
Den Fremmede vrister Vasen af Drengens Haand.
"Hvad gaaer af dig, Dreng? Navnløs, Navnløs, min Dreng, fik
du ondt af denne stærke Blomsterduft? eller har en Slange
stukket dig?"
Qvisten med Rosenknoppen er af, og Drengen er død.
|
| d.II,b.5,s.110 |
"Hvad er dette? Ha, der var
Blod paa Qvisten, som jeg skar,
Blod som i en Vunde aaben,
og en Draabe paa mit Vaaben.
Men nu er jo alt forsvundet;
Smerten vel, men ej min Angst
midti Glæden for min Fangst,
er jo lykkelig forvundet.
Rædsel! var da min afsjelte
Yndlings Livsenssnor forbundet
her med denne Knop? og dvælte
da hans Genius i den?
Mon sit Liv med den han delte?
Dobbelt, med fornyet Kraft
synes det indblæst igjen
i dens friske Purpursaft.
Knoppen synes vakt af Dvale,
vaagen Gejst i sig at hilde,
og dens Læbe, blot den vilde,
digtende at kunne tale.
Jeg maa derfor raskt mig skynde,
ende, som begyndt at synde;
jeg maa skynde mig før du,
Rosengeist, forandrer Hu,
før du lyster at forlade
dine saa forvandte Blade."
Den Fremmede omfatter Blomsterne med skjælvende Hænder.
"Der er Rædsel heri, men jeg maa fortsætte, medens denne
Gartner, som er vanvittig i sin Gjerrighed, og skjuler sine
Mysterier i denne Afkrog, ikke kan forstyrre mig."
Han seer paa den besvimede Olding, og dvæler endnu.
"Ha, hvo har negtet Jan van Huysum, Blomstermaleren, en
Buket?"
|
| d.II,b.5,s.111 |
Inden tre Sekunder prange Adrians Blomster i Malerens Vase.
Der er ingen voldsommere hensynsløsere, selvkjærligere Liden-
skab end Kunstnerens. Den kjender ikke Grændser, Ret eller
Synd. Den griber efter sin Lysts Maal med Gigantarme, fordi
den troer den har et Gudehjerte.
Da han med et begeistret Blik løftede den fulde prangende
Vase op, vaagnede den Gamle.
"O min Gud! min Gud! de ere dræbte," jamrer han med
Hænderne for Øjnene.
"Forat leve evigt," siger den stolte Maler, svingende Vasen
højt.
"Sørg for Drengen. Han var min Plejesøn og kanskee dit
Barn."
"Ja, ja, han var det . . min Benjamin; og du har myrdet ham,
myrdet dem Alle, hans Sødskende, hans Moder og hans Fader,
som forbander dig med den rædsomste af Forbandelser, med
Forbandelse af dit eget Barn indtil Vanvid af Sorg over dit eget
Barn. Ja, hvis Gud gjør en Tusinddeel Lige for Lige -- du skal
forgjæves trygle om Guds og dit eget Barns Barmhjertighed og
om at dit Staalhjerte skal kunne briste, om at kunne døe
som jeg."
Og den Gamle havde slæbt sig hen til Drengens Liig. "Djævel!"
stønnede han endnu, "du veed ikke hvad du har gjort." Han
sukkede endnu engang og saa ikke mere.
"Men jeg veed hvad jeg vil gjøre, og hvad jeg kan gjøre,"
raabte Maleren, fordybende sine Blik i den herlige Buket. Men
da han saae Oldingens Øjne brustne og hans ærværdige Haar
udslaaet over Drengens blege Dødstræk, da zittrede det igjennem
hans store nervøse Skikkelse; men han mumlede dog endnu,
idet han bortfjernede sig med et sky Blik, "ja jeg veed hvad
jeg vil gjøre. Hvo har nægtet Jan van Huysum en Buket?"
|
| d.II,b.5,s.112 |
Jan van Huysum malte Adrians Blomster. Der flød aldrig et
herligere Mesterstykke fra hans Pensel. Samvittighedsnag, eller
maaskee heller en angst- og ahnelsesfuld Overspændthed, drev
hans Geni til det højeste. Han arbejdede med den unge me-
dicinske Novizes bankende Hjerte og ilsomme Haand, som ved
Midnatstide anatomerer et stjaalet Liig. Han syntes stundom
at see Aanders Aasyn i Blomsterne, og da var det ikke langt-
fra at Adrians Forbandelse gik i Opfyldelse. Fra dette Øjeblik,
da han stillede Vasen foran sig og udspændte sin Ramme,
begyndte han at indestænge sig, naar han arbejdede; han blev
menneskesky og melankolsk, men herligere i sine Arbejder end
nogensinde.
Man holdt disse Egenheder for Træk af en Originalitet, der
tilhørte hans Geni, og Flere, end man skulde troe, vare for-
nuftige nok til at tænke, at dersom Jan van Huysum ikke var
saa bizar, vilde han heller ikke male saa herlige Blomster-
stykker eller være den han var.
Men man rystede paa Hovederne og trak paa Skuldrene og
gjorde Miner til hverandre, da den store Mester begravede
Blomsterne paa det omhyggeligste i viet Jord, da de vare vis-
nede, og bad over dem.
Hans ugudelige Søn stod hos og spottede og loe ad sin
Fader. Det var et af de Træk af hans Slethed, som lod
Adrians Forbandelse gaae i Opfyldelse. Thi Gud hører den
Døende; og Følelsen af at have begaaet en Forbrydelse og
Ahnelsen om at have overskaaret nogle af Naturens hemmelige
Strenge, som bandt hiin Gamles Hjerte til Tilværelsen, for-
beredede hans mørke, imodtagelige Gemyt for den Skjebne,
der virkelig rammede Mesteren: Vanvid -- som det hedte, over
sit Barns Slethed.
Der var ogsaa andre Aarsager. To Smerter greb hans Hjerte
paa engang, naar han mumlede stille hen for sig: "Benjamin!
Benjamin!" Det var i de tungeste Timer. Da lettede han sig
ved at pensle paa Rosenknoppen.
Han arbejdede stedse paa sit Blomsterstykke. Det blev aldrig
fuldkomment nok. Han syntes at erindre en ny Skjønhed hver-
|
| d.II,b.5,s.113 |
gang han lod Haanden synke og strøg sig over Panden, som
vilde han stryge alt bort indtil Benet. Han nænnede aldrig at
give Maleriet sit Udødelighedsmærke -- visselig ikke nød-
vendigt uden for sløvere Øjne for de Heems, Blomsterdigterens,
Skyld, "Blomsteraltarets" genifulde Skaber, han, som forholder
sig til van Huysum som Pereira til Velasquez og Alonzo de Tobar
til Murillos. For hver Gang han greb Penselen til sit Navne-
træk kom der nogle Uefterligneligheder af Fluer, Snegler og et
Fuglerede og ogsaa et Par Blomster uden hiin hemmelige Be-
tydning til, som Ting, hvorved han søgte at tilsløre for sig selv
Hovedgruppens Betydning og at skuffe sig selv med at det var
den blotte Natur han havde malt.
Endelig engang i et lyst Øjeblik -- Blomsterne syntes at bøje
sig imod ham, Rosenknoppen at aabne sin Læbe og at bede --
sætter han Penselspidsen atter til forat gjøre Trækket: "Jan van
Huysum fecit."
Det er paa den Plads, hvor Blomsterne ere jordede, han op-
løfter Maleriet i dets Belysning. Han smiler. Jan van Huysums
Sjel tilstaaer for sig selv i dette Øjeblik, at det er fuldendt.
Da falder en Draabe fra den klare Luft derpaa. Den ud-
sprænges over Blomsterne. Under! Smaadraaberne blive sid-
dende, evigt siddende, fastere end Diamanten i sin Klippe, paa
Katharinas Rose og paa de andre Blomster, hvor de falde.
"Gamle! du er forsonet," jubler Mesteren. "Det var din
Taare." Og han fuldender Navnetrækket, og Rolighed vendte
fra den Stund tilbage i hans Hjerte.
Ingen veed hvilke Aander der ere ovenfor ham. Men under-
tiden mærkes dog deres Nærværelse af følsommere Sjele, og
det er somom Taarer faldt i vore Hjerter.
Ja visselig det var gamle Adrians Taare, som faldt fra den
klare Luft. Det er Adrians Forsonings- og Beundringstaarer,
som sidde de endnu i de mirakelherlige Draaber paa Jan van
Huysums Blomsterstykke.
|
| d.II,b.5,s.114 |
Aar runde. Havet omtumler ikke sit Bytte forunderligere end
Tiden gamle Mesteres Malerier, fordi Menneskene ere begjær-
lige efter det Guddommelige i samme Forhold, som dette er
sandseligt. Derfor ile Malerierne, hvori dette er Tilfælde, fra
Haand til Haand igjennem Aarhundrederne, medens et Digt vilde
døe af Boghyldestøv eller endnu forsmædeligere, om ikke Pres-
sen reddede det ved at gjøre det almindeligt som Brostenene.
Ogsaa dette Digt vil desuagtet døe før Jan van Huysums
Blomsterstykke gjennemlever et Aar til af sin Udødelighed.
Aar runde. Der var Udstilling i Louvre af Napoleons Kunst-
trofæer. Spaniens, Italiens, Nederlandenes Mesterværker havde
den store Ørn bragt hjem til sit Rede under den høje Kolon-
nade. Der var ogsaa "Santa Katharinas Trolovelse" af Alonzo
de Tobar, Velasquez's "Familie," en "Familie" af Alonzo de
Tobar, og den store Jan van Huysums Blomsterstykke. Gal-
leriet var fuldt af Beskuere.
Men Publikum havde mindre at bestille med at beundre
Mesterværkerne, end med at spotte ad en ung Mand, som
paastod, at der var en Liighed, han følte meer end han saae
og kunde forklare sig, imellem en af Roserne paa Jan van
Huysums Blomsterstykke og Alonzo de Tobars Katharina, ja
imellem enhver af Blomsterne og Individerne i hans "Familie"
efter Velasquez. Det loe ad ham som de Forbigaaende ad
gamle Adrian.
En høj, alvorlig, sortklædt Mand nærmer sig Fantasten. Pub-
likum viger ærbødig tilside. "Følg mig!" siger han venligen,
"Du er Maler."
Det var Mesteren David, som førte Gros, "Amor og Psyches"
Maler, som sin Discipel til sit Atelier.
Siden David ikke var haardere, tør jeg ogsaa, uden Frygt
for et Publikums Latter, som neppe veed, at det, ifølge hiin
Regelløshed for Malerværkers Omtumling, besidder i sin Midte
|
| d.II,b.5,s.115 |
Jan van Huysums Blomsterstykke, aabenlydt sige, at det fore-
kommer mig som om der ogsaa finder en mystisk Liighed Sted
imellem hiin Amor og Psyche og de to Roser paa
Jan van Huysums Blomsterstykke.
-- -- Ak, søde Rosenknop, hvad er det for et Eventyr du
har fortalt mig om Jan van Huysums Blomsterstykke, mens jeg
hensank i Beskuelsen deraf?
"Men nu veed jeg dog hvorledes
slige Blomster bleve til."
|
| BLA BAKOVER |