|
|
| d.II,b.5,s.116 |
"VERDEN TILHØRER OS JURISTER!" DRAMATISK EVENTYR
AF
SIFUL SIFADDA "Det har nu ligesiden den store franske
Revolution været Tilfælde, at Advocaterne
regjere Verden, og vil endnu blive det en
god Stund."
Den Constitutionelle.
Personer:
Grethe.
En Nisse.
En Kakkelovnsdukke.
Gespenster.
Bønder.
SCENE I
(Udenfor et Thinghuus paa Landet.
Johannes paa Trapsædet med en Skaal paa Knæet.
Grethe
foran ham.
Bønder komme af og til med bedrøvede Gestus udaf Huset og blive staaende om-
kring Trappen.)
Johannes
(rækkende
Grethe Skaalen.)
-- Nei! Ærterne smage mig ikke mere. Jeg seer bare smaa
Verdener i dem. "Verden tilhører Os Jurister," siger Proku-
ratoren hvergang han snyder en Bonde; og -- "Verden hører
Os Jurister til" sagde han ogsaa dengang han kyssede dig med
sine blaa Læber og der blev en grøn Flek efter. Jeg vil blive
Jurist.
Grethe.
Du?
Johannes.
Saasandt jeg hedder Johannes Karlsen.
|
| d.II,b.5,s.117 |
Grethe.
. . Og er Underlensmand?
Johannes.
Nu ja! det er alt et Stykke paa Vejen. Mange indbilde sig
at være det, som ere det mindre, sagde engang Sorenskriveren
til mig.
Grethe.
Ja, da han gav dig en Drikkeskilling fordi du holdt Hesten
hans. Nej, Johannes'en min! du er for god til at blive det du
vil, eller, Gudskelov, hvad der er det Samme, du er for dum
dertil.
Johannes.
Aa, med det har det gode Raad. Der var ikke bare Profeter
i Israel. Og desuden kommer saadant med Læren. Der er vel
ikke andet Raad med at faae dig heller.
Grethe.
Naar du tog dig noget retskaffens til, Johannes . . .
Johannes.
Retskaffens? Du er da ikke som andre Qvindfolk, du da?
Retskaffens? Det vil nok sige at grave i Jorden, men ikke at
juristerere.
Grethe.
Nei! det er at grave i Folks Penge. Men, som sagt, da kunde
vi snakkes ved.
Johannes.
Det skal du see, bare Prokuratoren derinde vilde tage mig
med sig til Byen i Lære.
Grethe.
Gud bevares, hvor han dominerer derinde idag!
Johannes.
Ja Verden tilhører Os Jurister. Der er Torden ved ethvert
Herredømme, kan gjerne enhver Jurist sige naar han hoster.
Thi Os . . . .
|
| d.II,b.5,s.118 |
Grethe.
Os? Du da?
Johannes.
Der kan du see du egger mig. Nu, du skal faae see, vil
saasandt bare Han.
Grethe.
Tak din Gud, du er udenfor det Herredømme. Der listede
baade han Nils og han Erik sig ud med røde Øine.
Johannes.
Ja det er som jeg siger, Verden tilhører Os Jurister.
(
Prokuratoren træder ud.
Grethe flyer.)
SCENE II
Min Hest!
Johannes.
Strax, strax, Herr Prokurator. Men jeg havde en ærbødigst
Bøn.
(
Bønderne skaffe strax Hesten frem.
Nissen titter frem af og til over den underste
Stalddør.)
Prokuratoren.
Frem med det, Gut! Du har ingen Henstand at bede om.
Johannes.
Nei, jeg vilde gjerne saasnart som muligt.
Prokuratoren.
Hvad da?
Johannes.
Blive Jurist . . Ja naturligvis først Skriverkarl,
(Afsides)
og siden
en af Verdens Herrer, kanske Herre. Thi Prokuratoren sagde
engang: der er ingen Tvivl om at vi ogsaa faae vor Bonaparte.
Der har du en Skilling fordi du skaffede mig en Latter. Men
lad mig prøve om du duer til Jurist. Hvormeget er 2 Gange 6?
|
| d.II,b.5,s.119 |
Johannes
(kløende sig bag Øret.)
Nitten netto.
Prokuratoren.
Ganske brav. Hvad tænker du naar du seer en vakker Gaard?
Johannes.
Gid den var min! tænker jeg skam.
Prokuratoren.
End naar du seer en Bonde?
Johannes.
Han er min Griis.
Prokuratoren.
Ganske brav. Skriver du en fast Haand allerede?
Johannes.
Som Herr Prokuratoren vil.
Prokuratoren.
Nu vel, jeg skal lære dig tre. Du kan sidde bag paa Kariolen.
(Stiger ind.) Nu, Gut, hvor bliver du af?
Grethe . .
Prokuratoren.
Ei! Verden hører Os Jurister til; og det er du ikke bleven
endnu. Det er det første Prøvestykke paa en god Jurist, at
sætte Kjærligheden Nummer sidst.
(De kjøre afsted.
Bønderne hilse dybt.)
Nissen
(seende efter de Reisende.)
Naar Lumskhed er din Kulde,
og al din Varme
er Huden, som du flaa'ede af de Arme,
du, selv Examenløs, en Thingstud er tilfulde.
(Forsvinder bag Halvdøren).
|
| d.II,b.5,s.120 |
SCENE III
(
Grethe kommer ud i Døren.
Bønder.)
Grethe.
Ak! Den Onde tog ham. Stakkels Johannes!
En Bonde.
Ja Djævelen skinbarlig. Den Slyngel skyldte mig nogle Skil-
ling, som han pinte af mig igaar under Indkaldelsen.
En anden Bonde.
Han begyndte at blive Jurist, seer du, Nils.
Første Bonde.
De skulde være til Mundgodt hos Landhandlersken for dig,
Grethe, sagde han.
Grethe.
Han holdt da af mig. Gud forlade ham!
(Gaaer ind med Forklædet
for Øinene.)
Anden Bonde.
Han holdt mere af Storheden, for hans Fader, siger man, var
en Byhøker, der ranglede hidopover paa Landet.
Første Bonde.
Gid Ulykken tog Gutten, saa han kunde faae Vet, og Fanden
Prokuratoren, saa han rigtig fik det hedt!
Anden Bonde.
Nei! De ere Go'venner. Har du noget imod Sønnen din Du
da, Nils?
Første Bonde.
Det skulde jeg næsten tro, at Prokuratoren maa være Fandens
egen Aflægger, for ellers kunde det ikke gaae saa.
Anden Bonde.
Eller ogsaa maa det være saa, som han siger, at Verden hører
Juristerne til.
|
| d.II,b.5,s.121 |
Første Bonde.
Han sagde saa ogsaa, da han stak Skadesløsbrevet mit i
Lommen.
Anden Bonde.
Det er blot det som bryer mig, hvem saa Helvede hører til.
Første Bonde.
Det er skam sandt, Erik.
Anden Bonde.
Helvede maa jo ogsaa tilhøre Juristerne siden Verden hører
dem til.
Første Bonde.
Nei, Helvede maa jo ogsaa høre Verden til, siden den tilhører
Juristerne.
Anden Bonde.
Eller siden der er Jurister, og det flest af de sorte. Thi der
skal være to Slags; hvide ogsaa, skjøndt jeg ikke har seet dem,
det jeg kan sige.
Første Bonde.
Det er da rart de ikke slaaes ligesom de sorte og hvide Myrer.
Anden Bonde.
Ingen ere Uvenner mens de spise, Nils. Og de spise paa
Verden som Rotter om en Ost. Men naar det er forbi med
Maden begynde de nok at slaaes.
Første Bonde.
Hihihi! Det skulde være Moro at see paa.
(Gaae).
|
| d.II,b.5,s.122 |
SCENE IV
(Prokuratorens Kontor.
Johannes ved en egen Pult.)
Johannes.
Endnu kan jeg just ikke sige jeg mærker noget til Herredøm-
met over Verden. At skrive Navnetræk, og øve mig i at radere,
det var da ogsaa en Begyndelse. Men det kommer vel. Hos-
bond har ogsaa begyndt fra ganske smaat af, og nu er han paa
en god Vej; thi jeg mærker han kan Alt hvad han vil, ja selv
det, jeg hjemme skulde bande paa var umuligt, at Folk i Byen
skulde agte og ære ham. Men en besynderlig Regel er det, at
jeg altid skal øve mig i at kløve Haar, naar jeg ikke har andet
at gjøre, for ellers kommer jeg aldrig frem, siger han. Og det
gjør jeg da ogsaa, saa jeg seer ganske pyntelig ud, saa Grethe --
ak Grethe Stakkel! derhjemme -- nok vilde kunde lide mig, bare
den forbandede Kringlefigur derovenpaa ikke var saa flink
til at laane min Skjorte mens han vasker sin egen. Det er nok
saaledes han praler endogsaa i Aviserne af, at han skifter to-
gange om Ugen. Imidlertid lærer jeg, at man kan leve godt i
Haabet uden. Godt? Ja godt, men kun i Haabet; thi igrunden
er her uhyggeligt her med dette Besynderlige, at jeg medeet
kan blive blind, døv og glemsk, naar Hosbond befaler det, og
at jeg undertiden synes han taler med En, som han da siger er
en anden Prokurator. Men han maa være let paa Foden den
Karl, for jeg hører aldrig at han gaaer bort. Engang syntes jeg
ogsaa der gik en Mand med en Strikke om Halsen igjennem
Værelset, og den chinesiske Dukke der paa Ovnen begyndte
at nikke af sig selv og lee. Hu! Dagen efter fik vi rigtig at vide,
at en af vore Debitorer oppe i Landet havde hængt sig i Brønd-
stokken. Dengang sagde Hosbond ogsaa, da han slog Chatol-
skuffen igjen efterat have fundet Mandens Gjældsbeviis, at
Verden hører Juristerne til; men jeg kan dog ikke andet end
sige, at han lagde til: "det var en snil Mand den Samme, men
ubetænksom, i højeste Grad ubetænksom." Heller ikke kan
jeg negte, at Hosbond i den senere Tid har lagt de ædleste og
næsten uegennyttigste Principer for Dagen, for han har udtryk-
kelig sagt, at Ære og et godt Navn var noget langt højere end
Penge, naar man bare først var velforsynet. Og det er da han,
saa det Sidste maa være lettere at faae end det Første. Slidder
|
| d.II,b.5,s.123 |
Sladder! Har man Penge, saa har man jo Ære ogsaa; det viser
jo Hosbond grangivelig selv, saa han maa have meent Statens
og ikke Folks Ære, Æresposter og ikke blot Hatten af og
Æresgjæstebuder, som det Hosbond nu er i iaften. Ak, hvad
mon han der propper i sin skrøbelige Mave, Han, som kalder
Vinde og Samvittighedsnag Et og det Samme? Grisesteg? Ja,
jeg troer det bliver det Første jeg forlanger, naar jeg engang
bliver en af Verdens Herrer. Og det kan ikke vare saa længe
til, for Hosbond siger jeg alt er en halv Jurist. Det skulde
Grethe hørt, . .
(Nikkende)
Grethe . . Ærter . . Grisesteg . . Grethe . .
(Lader Hovedet synke mod Protokollen, og sover ind.)
SCENE V
(
Prokuratoren kommer ind. Siden
Rabulax og
Johannes.)
Prokuratoren
(kastende sig mat paa en Stol).
Gud hjælpe mig! Pah! Pah! Havde jeg ikke faaet den Efter-
retning om de fire himlede Fogder, maatte jeg give mig over
for al den Mad og alle de Skaaler paa mit Velgaaende. Men --
til Sagen! borte ere de, og nu kunde det være paatide for mig.
(Aabner sit Chatol og tager en sort Pennefjer og et Hornblækhuus udaf et rødt Etui.)
Han sover vel derborte? Aa jo det lader sig høre. Nu da!
hjælp mig, min Pen, som saa ofte!
(Høitideligt.)
Fjær, af Satans venstre Vinge
af ham Selv til mig afreven,
forat frelse mig til Thinge,
da jeg var som Skurk beskreven,
engang da i Nød jeg stedt
havde med en Knegt det hedt,
fang dit Liv, som tidt tilforn,
atter i mit Tryllehorn,
fyldt med afpiint Blod og Graad!
Rabulax, kom med dit Raad!
(Stikker Pennen i Hornblækhuset.
Rabulax opstiger deraf som en fæl voxende Vingegestalt.)
Rabulax.
Herre!
|
| d.II,b.5,s.124 |
Prokuratoren.
(Sætter Proppen i Blækhornet.)
Stands! Du ellers bliver
Herre min og ei min Skriver.
Svind! og kom i sand Gestalt,
saadan som du Verden ejer,
saadan som jeg seer du plejer
om at vandre overalt,
naar du hid ei er befalt!
(
Rabulax forsvinder og kommer i samme Sekund ind som en ung moderne Herre med Pennen bag
Øret.
Ovnsdukken nikker og griner.)
Rabulax.
(Ryster
Zobolams Haand.)
Godaften, Kollega.
Prokuratoren.
Oh, Godaften, Godaften, Høistærede. Du veed . .
Rabulax.
Ja; men det er blot en Forkjølelse, som den Ene af dem har.
Prokuratoren.
For Fanden, saa er der blot tre Distrikter at vælge imellem.
Skaf mig et Kaart over Norge; men ikke Roosens. Jeg vil al-
drig have med Patrioter at bestille.
Rabulax.
Aa, der er ikke fleer af dem end af Elsdyr i Landet; ja vel,
egentlig talt, ikke fleer end een, nemlig "Granskeren." Naar
en Eftertid engang finder disse knoklede Perioder, Labber af
Ord og monstrøse klodsede Skjæretænder, vil han blive anseet
for et Særsyn af et Mammuthdyr, der har bevæget sig igjennem
vor lave sjunkne Tidsalder. Men her er Roosens Kaart. Vi har
desværre intet andet.
(Udbreder et Landkort.)
Prokuratoren.
Saa lad gaa!
Rabulax.
Se der er et prægtigt langt Distrikt.
|
| d.II,b.5,s.125 |
Prokuratoren.
Ja, du siger noget. Verden hører Os Jurister til.
Rabulax.
Du kunde boe som Edderkoppen i en af Krogene.
Prokuratoren.
Naturligviis. Men ingen saadan Lignelse. Thi jeg vil nu blive
en Æresmand. Min Mave bliver saa slet.
Rabulax.
Da er det god passe Tid at begynde, skjøndt det nytter ikke
stort. Men endnu . ?
Prokuratoren.
Friseer mig lidt stikkelhaaret her paa Siden, saa jeg kan see
lidt ærværdigere ud.
Rabulax.
Med Fornøielse.
(
Prokuratoren sætter sig.
Rabulax purrer ham hist og her i Haaret hvorved det graaner.)
Prokuratoren.
(Seende sig i Speilet og purrende sig i Haaret.)
Se saa! Det gjorde min sandt godt. Jeg mener at jeg nu
kan passere for en Mand, der er bleven graa under Embeds-
byrder. Au revoir!
(Griber Pennen bag
Rabulaxes Øre. Han forsvinder.)
Nei, ikke au revoir. Jeg vil blive ikke blot en Æresmand, men
en Storthingsmand. Ingen er lettere at tage ved Næsen end
Folket, og Verden hører Os Jurister til.
(Bøier sig over Kaartet.)
Han
havde ellers Ret: det Distrikt er prægtig langtrukket. Gud vel-
signe vore lange Floder! Jeg kan ikke begribe hvorfor man er
saa glad i Fjeldene uden forsaavidt de danne lange Dale. Skan-
dinavien burde være eet eller højst to Fogderier.
Ah! det var en deilig Steg . . Ei! er det blot saaledes Verden
hører Os Jurister til: idrømme? Velkommen hjem, Herr Proku-
rator? Arbeider Prokuratoren endnu?
|
| d.II,b.5,s.126 |
Prokuratoren.
Jeg seer mig bare ud et Fogderi.
Johannes.
Ja kan det lykkes, saa vil jeg troe, at Verden hører Os Ju-
rister til. Men det var da et rart Papiir.
Prokuratoren.
Det er Landet, Tosse. Jeg vil forære dig det Kaart.
Johannes.
Kan jeg ogsaa stikke mig et lidet Fogderi eller Sorenskriveri ud?
Prokuratoren.
Med Tiden, naar du faaer Fortjenester, det vil sige bliver Ju-
rist. Verden hører Os Jurister til.
Johannes
(kløende sig bag Øret.)
Ja det er sandt og vist i alle Maader, Herr Prokurator, bare
den Verden ikke maatte bestaae af bare Landkort. Man kunde
da blive en Gud bare man havde sig en Globus.
Prokuratoren.
Det er ogsaa sandt i en anden Mening, min Gut. Keiseren
af Rusland besidder allerede en Maane. Hvor seer du ikke
Jurister anbragte?
Johannes.
Ja, akkurat som Spiger i enhver Væg.
Prokuratoren.
Gid de ogsaa sad i Kirkens!
Johannes.
Skal det betyde, at de burde være Præster med, saa vilde
det blive vakkre Prækener til at reise Haar med, Herr Proku-
rator; men ogsaa vakker Tiende. Og naar Præster pante, hvor-
for skulde da ikke Jurister præke? De, og Pokker ikke Præsterne,
ere "Verdens Salt", og det saa det svier.
|
| d.II,b.5,s.127 |
Johannes! der er megen Syndighed ved den Svien. Du maa
erindre, at jeg snart ikke er mere Prokurator. Kom og vaag
over mig inat, og forsøg om du kan huske en eller anden Bøn,
om det ikke var andet end Fadervor eller noget Sligt.
Kors! hvad gaaer der af Hosbond? Det er ikke Himmerig,
men Verden, som hører Juristerne til.
(Prokuratoren tager Lampen; de gaae ind).
SCENE VI
(Et blaaligt Lys udbreder sig fra Blækhornet. Es wird unheimlich. Pennen letter sig som af en
Elektricitet.
Dukken nikker og trækker Smilet op mod Ørene. Stueuhret aabner sig og viser
Gespenstet af en gammel Mand. Flere
Gespenster -- en
Moder med tre embryon-
smaa Børn, en lang Mand med en Strikke om Halsen, en gammel Skautkone o.fl. --
Alle i Bondedragt, opfylde Værelset, mylrende imellem hinanden).
Moderen med de tre Ufødte.
Stille Sirris! Ham du kunde
dysse med din Sang iblunde;
Ørets Følgen med din Nynnen
kunde bli'e en Søvns Begynden,
Sjeleduggen med sin Lise
kunde falde med din Vise,
gjøre ham imorgen stærk
til fornyet Syndeværk.
Han maa vaagen om sig vælte
som i qvalfuldt Spigerbelte.
Han til Synder mere mat
blive maa med hver en Nat.
Den Gamle i Stueuhret.
(Langsomt og tungt, efter først at have rallet i Struben eengang, ligesom naar Klokken falder til
Slag. Dette gjentages hvergang.)
Klokken slaaer Tolv!
|
| d.II,b.5,s.128 |
Qvinden med de Fire.
Gamle Rotte heller gnave!
Væggen knage! Musen pibe!
Døren knirke! Taget stønne!
Puden komme rent aflave!
Dødning ham i Næsen knibe
fire Flekker blaa og grønne,
en for hver af disse Spæde,
som jeg skulde født med Glæde
af min Sjel og af mit Skjød,
om jeg ei af Sorg var død,
jaget ved hans Pennestrøg
ud hvor Sneen vildest føg.
Derfor, mine blinde Rotter,
gnaver, gnaver! Det mig gotter.
Gnaver, at han Søvn ei faaer
førend Sol paa Himlen staaer!
Den Gamle i Stueuhret.
Klokken slaaer Eet!
Et mandligt Gespenst.
Klap med Vingen, Hane kjæk!
Hold ham vaagen i sin Skræk!
En, to, tre! som gamle Graver
klapper Graven til, han laver!
Dæmpet, duust, dog højt nok til
Hjertets Sving i Flugt at sætte,
naar dets haarde Fibrer trætte
næsten vilde slumre ind!
Thi for ham mit Barn nu lider,
bedre vant, saa trange Tider.
Bløden Vugge sov det i,
lærer Gang paa Betlersti.
Sligt maa Faderhjertet under
Mulden vække, hvor han blunder;
Faderliget
vækkes op af Barneskriget.
|
| d.II,b.5,s.129 |
Den Gamle i Stueuhret.
Klokken slaaer To!
Et andet Gespenst.
(Slæber paa Pulten.)
Laan mig Strikken din, du Lange!
Hjælp mig Alle! Vi er mange.
Lad os ned i Graven hale
denne tunge Syndepult!
Deri er det Hele skjult,
som han skal os gjenbetale.
Skautkonen.
Stakkel! Han kan ikke snakke
for det Snøre i hans Nakke.
Lad du ogsaa Pulten staae!
Djævelen vil engang faae
med sin Dirik aabnet Laasen.
Men om bare jeg kan finde
"Malmros," som han tog af Baasen,
var jeg en lyksalig Qvinde.
Den Gamle i Stueuhret.
Klokken slaaer Tre!
Det gryer. Afsted!
Vi maa ned, vi maa ned.
Alt tegne sig røde
Skyer i Øst,
nu kaldes de Døde
af Hanens Røst.
Nu lad ham sove
en Timestid
hvis han tør vove
et Marerid!
Hvis han vil svømme
i Svedebad
|
| d.II,b.5,s.130 |
blandt fæle Drømme
om Dødes Had!
Flyt Alting tilbage
paa samme Sted!
Hans Ro vi kun tage
i Graven med.
(De flytte Møblerne igjen paa deres Plads.)
Opstaaet af Sengen
han intet maa savne
af alt sit Gods;
thi ellers Drengen
faaer Prygl for Os.
Men vore Navne
med denne Pen,
som vi kjende igjen,
vi ned vil tegne,
da vil han blegne
som Døden hen.
Den Gamle i Stueuhret.
Klokken slaaer Fire!
(Hvert
Gespenst skriver sit Navn med Troldpennen og forsvinder.
Zobolam kommer i Natdragt
i Døren med et Lys i Haanden.)
SCENE VII
(Prokuratoren. Siden
Johannes.)
Prokuratoren.
Johannes, op! Klokken er alt fire.
Johannes
(indenfor, isøvne.)
Verden tilhører Os Jurister.
Prokuratoren.
Hvor det Dyr kan sove!
(Seer paa Stueuhret)
Himmel! Klokken er
ikke mere end lidt over Eet. Det er voldsomt. Og hvem har
været her!
(Seer Navnene)
Guds Blod!
Johannes! Johannes!
(Holder sig vaklende ved Pulten.)
|
| d.II,b.5,s.131 |
Fy hvilken Liiglugt her er!
Prokuratoren.
Johannes, hjælp mig ind.
(Rystende paa Hovedet.)
Nei, det er paa-
tide, paatide . .
Johannes.
Ja at sove, Herr Prokurator. Gamle Prokurator Skadesløs
plejede altid at sige, at han procederede sig isøvne. Og det
kunde han ogsaa gjøre ved Andre.
Prokuratoren.
(For sig selv.)
Det er paatide, paatide at holde op.
Johannes.
Ikke Klokken eet om Natten med at sove. Verden hører Os
Jurister til, og Søvn er noget af det Bedste i Verden.
Prokuratoren.
(Vaklende ind.)
Ak, af det Bedste i Verden har Juristerne lidet.
SCENE VIII
(Samme Værelse, men tomt.
Johannes med Tryllepennen og Blækhornet i Haanden. Siden
Rabulax.)
Johannes.
Jo! Verden maa nok høre Juristerne til, siden Han, efter
sligt Liv, kunde komme til slig Ære. Men jeg? Den Luusangel!
Alt hvad han gav mig for mit Slid og Slæb Nat og Dag, var en
Slags gravitetisk Formaning den Hykler læste over mig, denne
udslidte Pen og dette Blækhorn. Ret nogle herlige Skatte! Den
Verden, jeg faaer at være Herre over, er nok ingen anden end
den jeg saae idrømme fra det høje Bjerg, som, da jeg vaagnede,
ikke var andet end Protokollen, jeg havde lagt Hovedet paa.
Ikke engang til Kontorist og Inkassator kunde han gjøre mig,
saa jeg kunde tjene mig en Gaard i en Snup, og saa gifte mig
med Grethe og give Juristernes Verden en Goddag. "Jeg vil
skille mig ganske fra det gamle Væsen, min Gut," sagde den
|
| d.II,b.5,s.132 |
gudsforgaaene Skurk og trykkede og trykkede paa den nye stive
trekantede Hat, som ikke rigtig vilde sidde paa Hovedet, somom
han allerede virkelig havde havt Horn derunder. "Brug Pennen
godt, saa gjør du din Lykke." Og dermed foer han, og med ham
mit Haab. Bruge Pennen? Det sagde Skolemesteren ogsaa;
men hvad har det ført til? "Bruge Pennen!" Det burde siges
hver Morgen til Departementets Kopiister, skjøndt de bare vilde
finde det trivielt. Men han vidste s'gu at bruge den. Det var
med denne samme Pen, seer jeg, han gjorde alle sine sorte
Kunster, som Gud bevare mig fra. Jeg burde altsaa forære den
til ham ovenpaa, som skriver i den Constitutionelle. Den maa
være fortræffelig at skrive Løgn med. Men bi lidt! Lad mig
see, om den duer til at skrive Sandhed med, naar jeg skriver
ham til, at han har opført sig imod mig som en Skurk og som
jeg skulde være det taalmodigste Æsel af alle.
(Dypper Pennen i Blækhornet.
Rabulax aabenbarer sig som før.)
Rabulax.
Herre!
Johannes.
(Styrtende paaknæ.)
Naade! Naade!
Rabulax.
Saa sæt Proppen i.
(
Johannes gjør det.
Rabulax forsvinder og kommer igjen i sin forrige pyntelige Skikkelse.)
Rabulax.
Jeg er Juristeriets, ikke Jurisprudenzens, Genius. Nu, gab
ikke saa, men brug mig!
Johannes.
Oh! Herr Prokuratorens Kollega? Om Forladelse.
(Afsides.)
Det
maa nok være Verdens sande Herre.
Rabulax.
Det er ved mig Juristerne blive Verdens Herrer.
Johannes.
Ah! Jeg forstaaer . . Det var saaledes da . .
|
| d.II,b.5,s.133 |
Rabulax.
Jeg maa befrie dig fra din Frygt. Din forrige Herre var en-
gang i Nød forat blive kneben i en Streg, da hviskede hans
Sjel til sig selv: "jeg giver mig Satan ivold, kan jeg bare blive
frelst af denne Knibe." Og en Pen faldt hvirvlende ned paa
Bordet foran ham, og der stod dette Blækhorn, og saa fandt
han snart, at de skulde bruges sammen. Min Fødsel og Liv af
denne Forbindelse er ikke forunderligere end din egen.
Johannes.
Ak, jeg troede det var et Puds af min forrige Herre, og at
Du skulde dreje Halsen om paa mig.
Rabulax.
Det maatte være forat skrue dig et Hoved højere end du er.
Det gjør jeg med de fleste Jurister. Men, skynd dig, har du
noget at ønske eller befale, for jeg skal i Retten.
Johannes.
Ønske eller befale? Det er en anden Tale end Prokuratorens.
Jo, det kunde nok hænde sig.
Rabulax.
Der er intet saa umaadeligt, du ikke kan befale mig og er-
holde; men kun paa en Betingelse: Du maa strax du har frem-
sat dit Ønske begive dig tilsengs. Det er Natten jeg virker i.
Johannes.
Det var ingen svær Kondition. Jeg gjør intet med større
Fornøjelse.
(Afsides.)
Men lad nu see hvad jeg skulde ønske. Et
Par Støvler trænger jeg til, Skjorter ogsaa for Kringlekavalerens
Skyld, der skifter togange i Ugen og eengang om Ugen da min.
Men det er for lidt at forlange nu da Herredømmet over Verden
synes at skulle gaae i Opfyldelse. Jeg kunde kanskee begynde
med at blive Expeditionssekretær, for ikke at være ubeskeden.
Og saa imorgen Statsraad, og saa --
(Høit.)
Hør! Siden De er
saa artig og jeg er et ungt Menneske, som vil frem, saa turde
jeg kanskee . . .
|
| d.II,b.5,s.134 |
Rabulax.
Tal kun ud. Den Beskedenhed maa Du aflægge, vil Du være
Jurist.
Nei vist, det passer sig ikke for en af Verdens Herrer.
(Høit.)
Turde jeg kanske udbede mig at blive Expeditionssekre . . .
Rabulax.
. . . . . tær? Hvorfor ikke? Unge Folk som Du, have, uden
Hexekunster, begyndt med at blive Bureauchef. Uniform og
alt Tilbehør skal ligge her blot Du opfylder Betingelsen. Og
brug saa blot Pennen.
Johannes.
Altsaa med Deres Tilladelse.
(Griber Pennen.
Rabulax forsvinder.)
Det
var som Pokkeren. Men dog en god Begyndelse. Tjenere bør
aldrig falde besværlige, sagde min gamle Herre, naar han ikke
vilde have Vidner. Men nu tilsengs, forat han ikke skal have
noget at hænge sig paa. Blaa Buxer med Guldrender er Ver-
dens Herrers Uniform. Bare den nu maatte passe. Og passer
den ikke, saa ved Gud en ny fra den nye kjøbenhavnske Skræd-
der, man har opdaget. Verden tilhører ellers nok Os Jurister,
men ofte ikke et Par Buxer. Gid ellers enhver Jurist maatte,
som jeg nu gjør, sige Godnat til Usselheden.
(Gaaer tilsengs. Et Lanternamagicalys udbreder sig paa den modsatte Væg. Først viser sig et
Skrædderværksted med ivrigt beskjæftiget Personale; saa en liden Johannes for Speilet i Expedi-
tionssekretærs-Uniform; saa samme Person i et Gadeperspektiv; dernæst gaaende igjennem et Per-
spektiv af bukkende Kopiister; saa i hans eget Bureau modtagende Referater, og endelig i Stats-
raadens, hvor han prøver Dennes Hat. Rækken sluttes af et godt Middagsgjæstebud og et diætetisk
Kringlebal.)
SCENE IX
Johannes
(vaagnende. Det er Dag.)
-- -- Tak for Dandsen, min Frøken.
(Gnidende Øinene.)
Ah, det er
jo sandt, det er jo først iaften. Idag er Visitdagen. Jeg maa
klæde mig paa. Kom med Uniformen, Mester Wincke! Og er
Skomageren kommen?
(Seer sig forbauset om.)
Hvad Pokkeren er det?
Alt som før. Er det bare saaledes Verden tilhører Os Jurister?
|
| d.II,b.5,s.135 |
Og jeg synes jeg var moderat. Men det maa jeg nok ikke have
været til en Begyndelse. Jeg burde begyndt med mindre, og
det vil jeg iaften. For Exempel med en Bureauchefspost. Det
-- og naar det passerer for Andre til en Begyndelse, kan det
vel passere for mig med. Jeg vil da tilbringe, som saa mange
Exspektanter, Dagen med at spadsere, og naar Aftenen kommer,
vil jeg spørge Rabulax alvorlig, om ikke Verden tilhører Os
Jurister.
(Gaaer).
Scene X
(
Johannes. Rabulax.)
Johannes.
Rabulax! Tilhører ikke Verden Os Jurister?
Rabulax.
Ingen Jurist idetmindste tvivler derom. Desuden staaer det i
den Constitutionelle. Læs!
(Rækker bladet frem.)
Johannes.
Men da tvivler just Folk derom. Fy! Det stinker af det Blad.
Der maa gives Ting af Svovel og Dyvelsdræk.
Rabulax.
Naar jeg ikke har andet at bestille, skriver jeg deri.
Johannes.
Gid du vilde sætte der imorgen, at jeg var bleven Bureauchef!
Rabulax.
Saa det er dit Ønske. Sov blot paa det, skal du see, at
Verden tilhører Os Jurister.
(Forsvinder.)
Johannes.
Ja Jurister som Du. De komme nok frem. Men Verden
hverken bestaaer af Ord eller ejes af Ord. Jeg vil derfor haabe,
at jeg imorgen vækkes af gratulerende Kopiister.
(Gaaer tilsengs. Lig-
nende Lanternamagicascener.)
|
| d.II,b.5,s.136 |
SCENE XI
Johannes.
(Reisende sig fra Puderne.)
-- -- Tak, mine Herrer! Nei, det er sandt, jeg har været saa
fuul at holde mig vaagen den meste Tid forat jeg kunde være
sikker paa min Lykke.
(Strækker sig.)
Nu da! Det er ikke saa nøje
med Kontortiden, blot de forbandede Kopiister ikke vare saa
tilbøjelige til at kopiere det af. Jeg faaer da nok gaae forat
give et godt Exempel at kopiere.
(Staaer op.)
Uniformen seer jeg
er endnu ikke kommen; men det faaer da være for idag.
(Gaaer.)
SCENE XII
(
Johannes. Siden
Rabulax.)
Johannes.
(Kommende ind.)
Skjøndt det ikke blev nogen Bureauchef, og man ikke vilde
kjendes ved mig dernede, kan det dog ikke være noget Bedrag,
for jeg traf den unge Retslærde herovenpaa, som ganske var af
samme Mening, at Verdens Herredømme hører Os Jurister til.
Ja til ydermere Bestyrkelse beraabte han sig ogsaa paa hvad
han selv havde skrevet i Bladet. Og der stod det tydelig. Ja
ikke alene det; men at det Herredømme nok vilde vare en god
Stund endnu. Jeg vil derfor endnu engang prøve Juristeriets
Geist, som han kalder sig, især siden jeg dog ogsaa kan have
godt af at gaae Machineriet, som jeg engang skal styre, noget
igjennem.
(Dypper Pennen.
Rabulaxes Aabenbarelser skee.)
Rabulax! Du har
prostitueret mig. I hvilket Kontor jeg kom, loe man og for-
sikkrede, at Bureauchefen alt var kommen og at jeg maatte høre
til et andet Departement; men saa gik jeg gjennem dem alle.
En stivstøvlet gammel Mand med et Ansigt saa smaafuret og
alvorligt som en Brøkregning, mødte mig paa Gangen og sagde,
at jeg ikke var det første unge Menneske, han havde kjendt,
som gik i slige Tanker. Man viste mig tilsidst i Apartementet.
Kort: Jeg ønskede, at jeg stod hjemme og træskede. Havde
jeg ikke mødt en ung Mand ganske af min Tro med Hensyn til
Verden . . . .
Rabulax.
Der kan du see.
|
| d.II,b.5,s.137 |
Johannes.
Ja, i Grunden fik jeg jo kun den Moral, at begynde noget
lavere ned. Jeg har derfor fast besluttet at blive Fuldmægtig.
Rabulax.
Det lykønsker jeg dig til.
Johannes.
Men kunde jeg ikke begynde i min Post i Eftermiddag, saa
at ikke Dagen gik saa nederdrægtig tilspilde.
Rabulax.
Intet er lettere, blot Du vilde tage dig en Middagsluur.
(Afsides.)
I den avancere de fleste Kopiister til Fuldmægtig.
Johannes.
Ja vel! Jeg skal kalde paa dig, naar jeg skulde ville faae lidt
videre Udsigt over Verden, for et Trins Skyld. Og dersom jeg
skulde blive kjed af Regjeringsvejen, kunde jeg kanskee begynde
i Højesteret? Bare jeg kunde tale lidt bedre for mig.
Rabulax.
Det gjør intet nuomstunder. Desuden holdes Veltalenhed af
Grød og Øl i højere Priis i vort Klimat end den champagner-
agtige.
Johannes.
Jeg spurgte som et Fæ fra Landet, for hvorledes skulde det
være sandt, at Verden tilhører Os Jurister, naar man ikke
kunde sige det om Departementerne og Højesteret?
(Griber Pennen.
Rabulax forsvinder. Strækker sig paa Sengen.)
Jeg lægger mig meget veltilfreds
idag efter de grundige Beviser, Avismanden førte for Juristernes
Herredømme, skjøndt jeg tænkte hos mig selv: gid han vilde
benytte det til at kjøbe sig et Par Skjorter og at reparere sine
Støvler. Men den fæle Dukke deroppe! Hvor den nikker og
griner! Det er nok bedst jeg trækker Dynen over og --
(Snorker efter en kort Pause.)
|
| d.II,b.5,s.138 |
Kakkelovnsdukken.
Hvor herligt han taler
i Højesteret!
Hans Torden befaler,
hans Stemme, som daler,
opsvulmer medeet
til brusende Floder
af fulde og tryllende
Alting henskyllende
Skjønperioder.
En Cicero drejer
ei slige saa runde.
Saa klang ei Metallet
i Grækenlands Munde.
Hans Stemme er Sejer,
hans Gestus Triumf.
Demosthenes' Ære
var ikke fortjent.
Hihi!
Han snorker ei mere.
Hans Tale er endt,
hans Torden forbi.
(
Johannes vender Ansigtet til isøvne).
I Smilet sig lister
Fuldmægtigen nu,
ærgjerrig i Hu,
som alle Jurister,
saa smaat til Minister.
Nu maa du ei sove
paa din Taburet,
men styre og vove,
selv uden Budget.
Den Ting er undværlig
for Kraft og Geni.
Hihi!
Den Luur var nok herlig;
nu er den forbi.
|
| d.II,b.5,s.139 |
Nu! Det er skam allerede mørkt, og for seent at gaae i De-
partementet for En der vil frem tidligt. Med al min Lykke kan
jeg just ikke sige jeg er heldig. Imidlertid maa jeg dog indrømme,
at Sol, Nat og Dag ere tre Ting, som ikke høre under Juristernes
Herredømme. Men de høre ikke anderledes til Verden end det
omskyllende Vand kan siges at tilhøre et Land; denne tilhører
ellers Os Jurister -- om ikke som Ejendom den hele, saa dog
som Skifteforvaltere, og det er saagodt som Ejendom og lidt til.
Men jeg veed ikke hvordan det er med mig; jeg synes baade
at jeg er Højesteretsadvokat, Kongelig Fuldmægtig og Under-
lensmand Johannes Carlsen. Ja det Sidste vinder endog meer
og meer i Klarhed, jo meer jeg kløer mig i Hovedet. Men
derom vil jeg faae Vished hos en af mine Kolleger. Derfor --
(Staaer op.) Skulde Aanden have bedraget mig, og en Fuldmægtig-
post endnu være formeget for En af Verdens Herrer? Det
Sidste vilde være en højst taabelig Modsigelse. Men alligevel
--
(Det banker.)
Nu skal man see Gjendrivelsen kommer i gratu-
lerende Kopiister. Kom ind!
(Tænder Lys.)
SCENE XIII
Johannes. Bønderne
Nils og
Erik.
Johannes.
Ei er det jer, Godtfolk? Saa I endnu hænge ved?
Nils.
Saavidt. Vi ere inde med Grethe, som skal besøge sin Moster.
Erik.
Jamen skal vi saa.
Johannes.
Ei, Grethe? Imorgen skal hun faae see mig ligesaa gill som
Fogden.
Nils.
Gud velsigne den snille Mand!
|
| d.II,b.5,s.140 |
Johannes.
Sige I saa nu?
Erik.
Jamen sige vi saa. Grummere Mand har vi aldrig havt.
Nils.
Nei han er rigtig velsignet.
Hvor kan jeg nu tvivle? Hvad der er passeret med mig er
Smaating mod dette. Eller ogsaa ere Bønderne tagne endnu
finere ved Næsen, som næsten er det Eneste, han har ladet
dem beholde. Men Grethe? Det løber mig i Hovedet. Jeg
maa flux til Skrædder Wincke for at jeg imorgen kan lade
mig see for hende.
(Aabner Døren for Bønderne.)
Godnat, Godtfolk! God-
nat!
(Bønderne gaae.)
Men Penge til Skrædderen? Ei! Verden hører
jo Os Jurister til.
(Gaaer.)
Kakkelovnsdukken.
Popularitet?
En Styver brugt i rette Tid,
et Haandtryk og Goddag,
"Lev vel min Ven!" med Mine blid
-- det er den hele Sag.
Retskaffen Mand
for den sin Livstid trælle kan.
Men vær en Skurk i femti Aar
og skikkelig i et,
en Maaned, Uge, i et Døgn,
da sværge Alle hint er Løgn.
Ad denne Gjenvej Nok du faaer
af Popularitet.
SCENE XIV
(
Johannes. Siden
Rabulax.)
Ogsaa dengang gik ikke Forjettelsen i Opfyldelse. Og rundt
omkring seer jeg dog, at den gjør. Overalt dominere Juristerne
|
| FORRIGE |