|
FØRSTE SCENE
(Fanchette med Nannettes Sødskende under et Træ i Skogen. Hun har det
fundne Barn ved Barmen).
Fanchette.
-- -- Nei, nei, Barn! den hvide Frue,
som hvisked' med en Røst, der lød for dine
i Feber tændte Nerver, høit og skarpt
som Glassets, "at Nannette skulde døe",
var ei Madonna. Nu, stirr ei saa did!
Det er ei hende, men en Hyld i Blomstring,
Barmhjertigsøsteren imellem Planter,
der læger Syge og paa Graven sidder.
Margot.
Jeg kan ei glemme det.
Fanchette
(Trykkende Barnet fastere til sig)
Ak, jeg har glemt!
Jeg kjender ogsaa Virkelighed, meer
end Febersyner rædsom, Febersyner,
som ingen Sandhed kan i Fælhed naae,
dog, til at see og føle, legemlige
som Sandhed selv. Men alt er smeltet sammen
til Skyer, som jeg ei vil undersøge,
og som nu bære nye klare Himle.
Den Viisdom har jeg vundet, at jeg aldrig
vil ængstes, om der møder noget Galt;
og den er just Forskjellen og det Fortrin,
som Engles Viisdom har for Menneskets --
den Daare, som vil bade sig i Fryd,
men ikke veed, at Sorgen er det svale,
frisktvexlende i Badet.
Margot.
Ak, jeg veed:
Nannette kommer ikke meer tilbage.
|
| d.II,b.3,s.307 |
Fanchette.
Madonna elsker Børn. Bed da til hende.
Det var ved hendes Under denne Lille
kom efter fire Aar igjen fra Vandet
som efter fire Timers Søvn.
Margot.
Jeg hørte --
Fanchette.
Ei, Barn! den lille sorte Mand, som bøjed
et glorødt Ansigt (som, Qvarteer ifra,
liig Ovnen sved), udover Vuggen, og
til hvide Dame hvisked: "jo hun sover;
hun hører intet," var ei Djæv'len,
men Skriveren René . Tro ikke Sligt!
Det gjør dig syg igjen.
Margot.
Jeg er saa angest.
Jeg hørte tydeligt --
Fanchette.
Hvor kan du græde,
som seer min lille Engels Smiil?
Margot.
-- -- Hun stod
med hævet Slør, just ligt hiin Hyldegreen,
som fuld af Blomster gaaer for Vinden, i
vor Dør, da hørte jeg hun sagde med
den fæle Stemme til den sorte Mand:
"Hvad rager os, om Barnet end er borte?
Vi saae det jo paa Træets Rod i Bækken.
Det er dog hendes Skyld, og ikke vor.
Men husk, om end hun ikke -- "
(brister i Graad)
Fanchette
(springende op)
Barn! for Guds Skyld!
Død eller Liv! Meer! meer!
|
| d.II,b.3,s.308 |
Margot.
Ja Fruen sagde:
"husk, om det dræbte Barn end ei er hendes,
saa maa hun for Rodriguez' Skyld dog falde."
Fanchette.
Hvad? Rædselsbarn! Hvad! hørte du? O nei!
du laae i Feber . . .
(Bøjer Hovedet mod det spæde Barn)
Margot.
I min Feber hørte
jeg Blomsternes Musik. Jeg hørte Tonen
i Rosens Farve -- det var Cymbelklang --
og Akelejens Horn og Græssets Fløite
og Liljernes Basuner. Engle saae
jeg tale; thi fra deres Pander straalte
hver Tanke ud som mangefarvet Lys.
Dog havde hveren Straale, Orglets liig,
sin egen Tone. Men jeg fatted kun,
at Meningen var Fryd, i Pragt forkyndt.
Og mellem Englene kun een jeg kjendte,
som bøjed ofte Panden over mig
-- da var det som om paa min hede Kind
en liflig Svale dugged ned i Lys -- ;
det var Nannettes Ansigt. Ak, da hørte
jeg hine Røster, og blev frisk af Skræk.
Fanchette.
Du dræber mig. Det Rædselslys mig blinder.
O Helved lyser gjennem sine Revner!
Bi lidt! Oh derfor var du syg? din Feber
i vilde Gang et Hjul, som mig skal knuse?
Jeg seer det. O det er et Lys! Mit Barn
har seet det: hergjennem Brystet, liig
et Lyn fra Sky til Sky, forplanted sig
min fæle Tanke til dets Hoved. Ak,
det bliver bedst, jeg giver Slip paa dig,
som kan ei die dig med andet end
|
| d.II,b.3,s.309 |
den Skræk, du suger af mit Kys. Se derfor
du smiler meer ei, Barn. Jo smiil igjen!
Jeg er din Moder. Andet er umuligt.
Jeg er din Moder, meer end andre Mødre;
thi Himmelen togange gav mig dig;
og jeg har kjøbt min Ret til eget Barn
for Kjærlighed til Andres. Var jeg ikke,
jeg vilde være det . . Nei denne Tanke
er reent vanvittig, at jeg ikke er
mit eget Barns Moder. Ak Margot,
din Feber smitter mig. Ulykkesbarn,
jeg kan ei længer elske dig. Du er
Dens Søster, som vil røve mig mit Barn.
Jeg vil tilbagegive dig Nannette.
Saa skifte mellem os vi vore Børn.
(Gaaer med Barnet.)
ANDEN SCENE
(Skogsletten. Colin ved Bækken. Fanchette kommer).
Fanchette.
Jeg hører Tummel. Kommer hun? Mon nu for førstegang
Rodriguez ei bedrager?
Colin.
Fanchette! ak, gode Fanchette, hjælp mig!
Fanchette.
Ah, Barn, velkommen hjem igjen til Skogen, du lille Fugleunge!
Colin.
For Guds Skyld, hjælp mig! De pine Nannette fordi hun er
saa taabelig at negte der er et Barneliig i Bækken. Jeg har selv
seet det i Hvirvelen. Se der! der saae jeg et Been.
Fanchette.
Hvor? hvor? Du raser. Hvor?
|
| d.II,b.3,s.310 |
Der! Se der hvidner det bag Stenen, som Herr Rodriguez
væltede over. Han vil pidske mig, men for Nannettes Skyld vil
jeg bære det lige hen til de onde Mænd paa Raadhuset.
Fanchette
(Slipper Barnet i Græsset)
Hvor? Der er sort. Hvor er mit Barn! Jeg seer ei . .
Hold fast! Hør Vandet bruser, Frels! o frels!
Mit Barn drukner . . frels!
(segner om)
Colin.
O Fanchette! stakkels Fanchette, som blev saa bange. Colin
er ikke bange; Fanchette, se lille Colin er ikke bange for Nan-
nettes Skyld.
(Bøddlen kommer)
Bøddlen.
Nu, er hun her? Hej, Moer, staae op! Retten kræver din
Kunst.
Fanchette
(Reisende sig halvt)
Hvor er mit Barn? O vær barmhjertig!
hvor er mit Barn?
Colin
(Rækker hende Barnet)
Se der, og nok saa friskt.
Fanchette.
Bort! Det er ikke mit. Men her, kom Mand!
(Fører Bøddlen til Bækken)
Se her! der er det. O, nu seer jeg klart
tilbunds som før, dog ei med Vandvids Øje.
Et Skjæl er faldet fra. Dog er for skarpt
det St.hansorme-Lys fra disse Been.
Se vel til Bunden, Mand! Det er mit Barn,
som skinner der, ei dette, som jeg troer
er født af Bækkens Skum.
|
| d.II,b.3,s.311 |
Bøddlen.
Ei hvad Galqvindsnak! Følg mig, Rætten kræver dig . .
Jeg veed det.
Det er noget underligt
Guddommeligt i Galskabs Framsynthed.
Fanchette.
Oh, du er Bøddlen? Det er rigtigt. Vel
her er jeg. Du har glemt mig fire Aar.
Bøddlen.
Jeg kræve kun skal eders Kunst. Man veed
I kjender Urter, giftige som sunde.
Mit Ærind derfor er at bede jer,
at lave os et Bæger kraftig Gift
til En, som er for god for mig.
Da er
det ikke mig.
Bøddlen.
Nei vel, en Barnemorderske.
Fanchette.
Da er det mig. Du kom tilpas. Thi se
der under Orren voxer endnu den
blodplettede Skarntyde, som jeg krysted
for Modermelken i Rodriguez' Barn.
Den svulmer fuld af Gift, men vil gaae ud,
naar med min Død dens Livsmaal er opnaaet.
Og her er høje Purpur-Digitalis,
en Konge liig i staalblaae Hær af Stormhatte;
Pigæble der, meer mordiskt en din Øx;
|
| d.II,b.3,s.312 |
der Daphnes bloddryplige Bær, mordskumle
Gifttyde -- Du behøver neppe meer
forat forgifte Rhonen.
(Plukker Urterne)
Bøddlen.
Nok, kom nu!
Fanchette.
Siig, veed du, om Herodes først forgav
de Børn, han kastede i Brønden? Jeg
har troet det var mindre Pine.
Bøddlen.
Snak!
Jeg har Befaling flux at føre dig
igjennem skjulte Port.
Fanchette.
Støt mig! Jeg vakler;
dog ei i det, jeg veed jeg har at gjøre.
Thi jeg for Moderens fik Parcens Høihed!
(De gaae).
TREDIE SCENE
(Udenfor Raadhuset. Josef med andre Soldater paa Post. Don Gaspard og Rodriguez spadserende forbi).
Don Gaspard.
-- Det gjør mig ondt for Eders Søster.
Rodriguez.
I
faaer gjøre Alvor af det.
Don Gaspard.
Nu, javel
det gav et Gjæstebud ialfald efter
Strabadserne. Men naar jeg siger jer,
det gjør mig værre, at jeg Spas gik galt,
saa seer I Bunden af min Elskov.
|
| d.II,b.3,s.313 |
Rodriguez.
Don!
Jeg kræver jer til Regnskab.
Don Gaspard.
Ei, I er
tungsindig! Meer I ligner mine Landsmænd,
jeg eders. Men, hvis endelig jert Tungsind
behøver Blod til Lædskelse -- velan!
jeg contrastevner jer med Kaardespidsen,
fordi I paa saa jammerligt Beviis
vil dræbe Egnens Skjønhed.
(Rodriguez skjærer Tænder)
Ah, jeg mærker,
at eders Tænder løbe end i Vand.
(Til Vagten)
Pas paa Krabaten der. Han maa ei sættes
paa Volden.
Jo, hvis Fienden skulde storme.
Don Gaspard.
Forgjæves! Som mod Broens spidse Hjørne
sig dele Fiendens Strømme hvor han staaer;
og Pileskyen føres ad hans Sider
med dobbelt Død paa hver, mens han er urørt.
Der er en gammel graa Fanatikus
hos Fienden -- den Samme, som forærte
i Løsning mig for ham en Pung med alskens
Udfeiningsgods, som gamle Kroner, Maljer
af Sølv og Ringe -- Han er Karlens Skytsaand.
Han tager altid Pladsen ligeover,
og taler godt hos sine Sidemænd
for ham, saa, hvor vi styrte frem med ham
imellem os, i sortest Piilregn er
en Aabning, hvori Himlen skinner ned,
og hvori Lærke rolig kan slaae Triller.
|
| d.II,b.3,s.314 |
Rodriguez.
Troer I at Byen holder sig?
Don Gaspard.
Javel,
hvis jeg kun holde kan paa Borgerne.
Jeg gaaer at spærre Porten meer for dem,
end for Beleirerne.
(De gaae)
Gid Jeg den aabned!
(Fanchette og Bøddelen kommer)
Du kan ei, Josef.
Hvad?
Fanchette.
Jeg læser i
dit melancholske Blik Forræderiet.
Det saaer det ud i Sandet, og din Landse
indgraver det deri, det rager frem
i dine kummerbøjde Skuldre, og
i dine sygelige Træk fremglimte
dets Uveirsmærker, i dit Hjemveesmiil
det spiler Vingen.
Josef.
Ei jeg dølger, at
jeg hader denne Tjeneste.
Fanchette.
Det bør du
til du kan sprænge den.
Josef.
Jeg ei forstaaer dig.
Er ogsaa du min Fiende? Du har
den samme Grund; thi Ingen Ondt jeg gjorde.
|
| d.II,b.3,s.315 |
Fanchette.
Saa just begynder hver en stor Bedrivt,
ond eller god (og saa begyndte min)
med at vi ei forstaae vort eget Hjerte.
Hør efter! Ei Forræderi der gives
undtagen mod det Bedre. Alt det Slette
er efter sin Natur den Ost, hvori
Forræderiets Orme yngles, og
hjemfaldet Døden, som det bedst kan skee.
Det er kun Magtens Sprog, som nævner med
uærligt Navn den største Ærlighed:
at lyde vor Samvittighed mod Verden,
den største Riddersdaad, forvist antegnet
i Himlens gyldne Bog, at løfte just
forbudte Skjold, naar Solen falder bedst,
og Dragens Hoved slumrer trygt derunder,
og Tiden er, da Liv er værd mod Liv.
Josef.
Ah! troer du saa?
Fanchette.
Vist! Ei det er
Forraad, om vi erkjende ei hvad Andre
os paabandt mens end Aanden sov. Ei er
Forraad det, om vi bryde hvad vi tvinges
ved Tiders Lov og Øieblikkets Aag
at taale; men at bryde hvad vi hylde
i Hjertets Tempel, hvad vi dyrke der
med Sjelens Flammer, dræbe hvad vi elske,
og krænke hvad vi ære. O det er
et Helligaandsforraad! Men som du er,
saa vær, og vær det for Alverden, naar
sin Ørnevinge Klogskab kan slaae ud,
og flyve med Begeistringen omkaps!
Josef.
Saa er det. Ja!
|
| d.II,b.3,s.316 |
Fanchette.
-- Og ofte Tiden er
lagt i en Enkelts Haand, og med sin Evighed
er han for Øjeblikket da ansvarlig.
Ubøjelige Regel derfor lyder:
vær hvad du er; og, kan du, som du er.
Du er født at dyrke Paven som
en Gud; den Eed blev i dit Hjerte fæstet,
før Liv det følte. Du har revet ud
dens Tvekrog -- Ret! -- din unge Sjel blev bøjet
i Massens Spalier langs Kirkens Væg.
Du har nu voxet anderledes, for
at naae den frie Himmel -- Ret! -- Dig er
lagt Sværd i Haand imod dit eget Hjerte;
nu tænker du at vende det mod Fiendens.
Og det er største Ret. Derfor, da du
har været hvad du er, saa glem ei heller
at være som du er, naar du det kan!
Og det er nu!
(Hvidsker)
Hør hid! Ved Foden af
det røde Taarn en Udfaldslaage findes,
kun skoddestængt, for mig at føre ind,
og end i Nat den uforskandst vil staae,
for hurtig ind at lukke Lægen til
den gamle Maires Datter. Budet sneg
sig ud, da jeg kom ind. Forstaaer du?
Bøddlen.
Nu,
hvad hvisker I der efter?
Fanchette.
Jeg fortæller
den stakkels Karl, at disse Urter just
vil gjøre Pinen kort nok for hans Brud,
der er herindenfor til Døden dømt!
Josef.
Hvad? hvad?
Fanchette
(med Fingeren paa Munden)
Saa er det. Derfor vær bestemt.
(Gaaer).
|
| d.II,b.3,s.317 |
FJERDE SCENE
(Aften. Narcisses Sygeværelse. Ammen ved hendes Seng. Mairen lister sig ind).
Cathrine, fantaserer hun endnu?
Tys! ja; op og ned om Barnemordet. Hør bare -- nu hvidsker
hun, men vil snart tale høit nok.
Narcisse.
-- -- Saa ride Gaspards Ryttere op om Skafottet, og han Selv
holder ligefor med den sorte Hanefjer paa. Saa triner Bøddelen
op, og rager opover Alle, som et brændende Taarn. Mon jeg
skulde være klædt i Hvidt, Cathrine? O det er dyre Øjeblik.
O Gud forbarme sig!
Du skulde have Skam, Kone, om du har fortalt hende noget
om hvad det passerede inde paa Domssalen.
Ammen.
Nei, saasandt -- Hun er bleven værre siden Compagniet drog ind.
Mairen.
Tys! ud! Fordømte Sladderqvind! ud!
(Ammen gaaer).
Narcisse.
-- Hu! der tager han Øxen frem og kjender om den er skarp,
og en Sax til mit Haar. O Naade! Naade! tag mig ikke i mit
Haar! Naade! Naade!
Mairen.
Det er jo mig, stakkels Barn! din egen gode Papa. Vær rolig
for Pigen: hun skal ikke døe ved Bøddeløxen, men stille ved
Gift naar det gryer ad Dag, ja stille som en Stjerne slukkes ud,
som en Tone sagtner hen.
Hvem? Ah! dette er er jo min Seng? Ak, min stakkels Fader,
jeg har grædt for dig.
|
| d.II,b.3,s.318 |
Mairen.
Narcisse, stakkels syge Barn, vær rolig!
Jeg har sat ud en Priis, -- saameget Guld,
som Sværd og Bidsel veje -- for den Rytter,
som henter mig fra Avignon herind
Dødstvingeren, Araberen El Tahir.
Narcisse.
Hvem meldte sig? Don Gaspard?
Mairen.
Nei, mit Barn,
ei han -- en simpel Rytter.
Narcisse.
Ikke Han!
en simpel Rytter?
Dumt, jeg ikke løi.
Narcisse.
Nu ja, jeg gifter mig med ham.
Mairen.
Mit Barn,
styr disse vilde Tanker.
Narcisse.
Troer du ei,
at simple Folk har Ærlighed?
Mairen.
Jovist,
før meer end Andre.
Narcisse.
Mod?
|
| d.II,b.3,s.319 |
Mairen.
Jovist.
Narcisse.
Da er
slik Karl jo bedre end Don Gaspard, og
jeg, som mig holdt for Denne ei for god,
for ringe for slig Karl. Men troer du, at
Fornuft de eje, som befaler dem?
Samvittighed, som kræver dem til Regnskab?
Mairen.
Tilvisse, Barn.
Narcisse.
Hvi dræbe I dem da
for deres Tro? Troer du de elske denne
og deres Hjem? Hvad Kuben er for Bien
er Troen for Fornuften: skal den due,
da maa den have bygget selv den op.
Da er den kjær, og did tilbagevender
den fra sin Sværmen.
Mairen.
Du har Ret.
Narcisse.
Hvi tvinge
I Aanders Tro da ind i Magtens Form?
Hvi fængsle Bier I i Hvepserede?
Hvi har man slæbt et Menneske i Kamp
mod sine Troesbrødre? dømt hans Brud
for hendes Tro tildøde?
Mairen.
Ikke derfor.
(Afs.) Der seer jeg Spidsen af Cathrines Tunge.
Gid den var brændt med Glødjern!
(Høit)
Barn, ei derfor.
|
| d.II,b.3,s.320 |
Narcisse.
Nu, hvorfor?
Mairen.
Hun er ikke værd din Tanke.
Narcisse.
Er Hun da en vanæret Jomfru? Da
vil Jeg ei kaste første Steen.
Mairen.
Tænk ei
paa hende. Hun er værre end Chimæra.
For Roms Ulvinde maa hun blues: Hun
har dræbt sit Barn.
Sit Barn!?
Mairen.
Gud hjælpe
mig arme Mand!
Narcisse.
Nu gjorde du det Samme.
Sit Barn? Umuligt! Det kan En kun gjøre.
El Tahir! O El Tahir! frels mit Barn!
O Gud forlade dig, som tøver! Barn!
vær rolig, søde Barn!
Narcisse.
Siig blot, tilstod hun?
For Himlens Skyld saa svar!
Mairen.
Nei, Datter, hun
var selv for haard for Pinebænken.
|
| d.II,b.3,s.321 |
Narcisse.
Ve!
Uhyre! Hun blev piint? O Piinsels Piinsel!
Igjennem Luften komme hendes Skrig
at pine mig. De pine mig -- O rædsomt!
Hun negted dog; dog dømte du? dog voved
du at fordømme! Voved du det?
Mairen.
Loven . .
Ha Loven! Jeg vil plukke denne Lov,
og klistre den i Rettens blinde Ansigt,
hvori hun sprøitede sin Uskylds Dug
og Fingrens Blod forgjæves. Arme Mand,
du veed ei hvem du dømte. Dog, er det
ei saa? Du sagde, at hun skulde døe
ved Gift naar Dagen gryer?
Hun mindes det.
Besynderligt!
(Høit)
Jo jo, ved Rettens Gunst.
Narcisse.
Jeg takker. Det var mere end fortjent.
Nu vil jeg op.
Mairen
(holdende hende tilbage)
For Guds Skyld, Barn!
Narcisse.
Jeg er
jo frisk; saa frisk. Jeg sværger det. Mig Feb'ren
forlod. Du gav mig saadan iiskold Drik.
Mairen.
Ak, kjender du mig ikke, Barn?
Narcisse.
Du er
min Fader jo? den gamle Dommer? O
velsign mig!
(Støder hans Haand tilbage)
|
| d.II,b.3,s.322 |
Nei, du kan ei længer med
slik Dommerhaand. Den vilde dryppe paa
mit Hoved kun en dobbelt Tyngde Blod.
Og jeg vil ikke have hendes -- hør!
jeg vil ei have hendes -- hører du? --
om Areopagus mig vil det skjænke.
Tilgiv mig blot, og gaa! -- Jeg beder eder --
saa bli'er jeg frisk -- Farvel! Farvel!
O gaa, jeg beder, gaa, saa bli'er jeg frisk!
Farvel! Farvel min Far! Farvel!
Mairen.
Jeg gaaer
til Kirken. Den skal straale hele Natten
af Lys, liig udhult Berg af Diamant,
og alle Præster skulle bede, at
til Sundhed denne Krisis maa sig vende.
(Gaaer)
Narcisse.
Til Sundhed? Ja til Sundhed i Beslutning,
saa vist som at Forbrydelsens var syg.
Det er bestemt. Et Lod faldt i mit Hjerte,
og knuste Tanken -- fælere end Mordets --
at Retten dræber, ikke jeg. Velan,
ja Retten skal nok dræbe, men den Rette.
(Ammen kommer).
Ammen.
Hvor er det med dig, Barn?
Narcisse.
O meget bedre.
Imorgen er jeg frisk. Sæt dig kun trygt
i Sovestolen.
Ah, hvor godt og mygt!
|
| d.II,b.3,s.323 |
FEMTE SCENE
(Nat. René og Madelaine paa en Altan. Josef ligeoverfor ved Raadhuusporten paa Post).
René.
Frøken, Hihi! herfra kan I see Luen paa Hautbrisson.
(Afs.)
Alt
som den flammer, slukkes min.
René! lille René!
Frøkenens Yndigheder tage sig mindre og mindre godt ud i
denne Belysning.
Madelaine.
Det er blot Sparværket i det ene Taarn, René.
René.
Ja endnu.
(Afs.)
Regner jeg efter, kan Skaden endnu dækkes
med 20 Egetræer fra Skoven.
(Høit)
Hei, nu tog det i Fløjen.
Hihi, Frøken, kanskee I ved dette Lys kan see hvilket ivrigt
Middel jeg var til at skaffe jer Hevn over Rodriguez; og før
Sol gaaer op ere eders Medbeilerskes Yndigheder blevne for
blege.
(Klokken slaaer)
Nu er der en Time til.
Josef.
Nannette, Frelsens Time slaaer, da jeg
kan være, ei blot hvad, men som jeg er.
(Gaaer).
Madelaine.
Ei, lille René, jeg troer I var et Middel i Alles Hænder; men
lad os ikke huske paa det. Coninges staaer dog endnu. Du
er kold paa Haanden, lille René.
René.
Se den Knegt, der har han forladt sin Post.
|
| d.II,b.3,s.324 |
Madelaine.
Det gjorde I ogsaa for Retten.
René.
Men Rodriguez kom i en slem Knibe. Hihi! og maatte tage
min Rolle.
(Afs.)
Ligesom Du nu tager Frierens, fordi du har
Jomfrukrampe.
Madelaine.
Derfor er jeg dig ogsaa kjærligere, eftersom jeg overvejer Alt.
Ja først og fremst dine Aar.
(Høit)
Jeg overvejer ogsaa Skaden
paa Hautbrisson.
Madelaine.
Coninges staaer dog endnu: 40 Huse.
René.
Ja der boer Bønder. De spares nok af Bønder. Det er skam
et Plus. Men Hautbrisson gaaer fløiten -- hei, der faldt Klokke-
taarnet -- for eders Strenghed mod Kjætterbørnene. Hihi! Jeg
skal vædde den gamle Pelorce er Fyrbøder, saasom det er
Hellighedens Grundlov, ikke at sætte sit Lys under en Skjeppe
Men gid jeg kunde blive Forvalter der under det nye Herskab,
saa skulde nok Slottet komme op igjen, Skoven ned, og det
Hele blive mit. Hihi!
Madelaine.
Det kan det nok, lille René; men ikke under det Herskab.
Hvorlænge vil det Herskab vare?
Det var skam atter et Plus i Frøknens Regning.
Madelaine.
Konnetablen af Frankrig staaer i Qvimbertin. Og Valdensere
brænde ligesaa godt som disse Planker.
|
| d.II,b.3,s.325 |
Atter et Plus. Det er nok bedst at benytte Vinden mens den
blæser. Ingen Orcan er stærkere end Giftesygen, men heller
ingen meer omvexlende. Den kan falde paa at gifte sig med
Mohrianer og Monstra.
Madelaine
(Lægger Haanden paa hans Skulder)
I er adspredt, René. I sukker . . . Ak!
René.
Ak! jeg tænker paa min Kjærlighed, hvorledes den luer som
dette eders Slot, og vil snart kun levne en usel Aske af mit
hele Væsen. Ak!
Madelaine.
Det er længesiden I gav den Luft, Monsjeur.
Dyrebare Frøken, se --
(Springer op)
Tys!
Madelaine.
Der kan I see, I tænker ikke paa eders Kjærlighed.
René.
Jeg syntes jeg hørte Lyden af at Byens Vindebro faldt ned.
Men det er Intet. Gid Vindebroen til Eders Hjerte faldt ned!
Madelaine.
Nei, nei! Jeg vil gaae i Kloster!
Ak, dyrebare Frøken, se dog: som eders skjønne Slot flammer
ned, saa flammer Glandsen af min Uegennyttighed højere.
Madelaine.
I frygtede mere for Rodriguez' Blik end for mit. Det vilde
jeg aldri tillade at I gjorde selv for Djævelens, om jeg tog eder
til Naade. Nei, nei! Som mit Gods blusser ned, slaaer min
Stolthed højere sine Flammer.
|
| d.II,b.3,s.326 |
René.
Ak, Naadige, jeg er en svag Sjel. Derfor -- jeg beder --
Madelaine.
Ja, I er en svag Sjel. Derfor vil Lydighed være eder en
Prydelse.
René.
Befal! --
Madelaine.
Imorgen gifte vi os, René.
René.
Imorgen?
(Springer op)
Ja imorgen, imorgen! Og Gudskee Lov,
der vrimle Fienderne nedad Borghøiderne om Hautbrisson.
Madelaine.
Ja imorgen, René, naar min Medbeilerske har drukket vor
Bryllupsskaal.
SJETTE SCENE
(Nat. Fængsel. Nannette slumrende. Fanchette med Barnet. Paa Bordet
Giftbægeret og en Lampe. Høit oppe et Gittervindue.)
Fanchette.
Hvor underlig en Sjel! hvor frit et Valg!
Hun negter sig den største Fryd: en Moders;
men griber Søvnens usle, skjøndt hun veed,
at disse Timer ere Livets Aften
og første Gry Frembrud af Dødens Nat.
Er dette Svaghed eller Kraft? Jeg gyser
ei for Forbrydelsen som for slig Kraft,
hvem Ro i Ondt som Godt er Lov, og hvem
ei Straffen skrækker meer end Synden ængsted'.
Jeg ei bebreider dig; thi selv jeg ei
har altid fattet min Natur. Det veed jeg
at jeg, som myrdet har mit Barn, kan ei
en Flue dræbe; at den første Fryd,
|
| d.II,b.3,s.327 |
mit bange Væsen føler med Fornuft,
er Tanken, at jeg døer for dig, som har
et Barn at leve for: den Tankes Sødme,
som du, mit Barn, maa smage hvor du er,
at dig din Moder offrer nu din Morder.
Et Barn jeg dræbte, men jeg frelste et.
Da maa vel Jorden, uden Krav, mig lade
med Himlen gjøre Regnskab. Jorden faaer
Gevinsten jo: en Moder for en Morderske,
en livsfrisk Qvinde for en ussel Skabning,
som kan kun blive frisk i Døden, hvis
den himmelske Barmhjertighed er nøisom.
Jeg troer det, ja for denne Lilles Skyld,
som viser med sit faste Favnetag,
at han fandt Kjærlighed ved denne Barm.
Jeg troer det; thi en Marmor-Ro mig fylder.
Jeg føler mig som denne Qvindes Parce,
et fremmed Højere i mig, og dog
mig Selv saa klart som ingensinde. Jeg
er mod mig Selv Gjengjeldelsen, mod hende,
ved Himlens Naade, Gjenerstattelsen
Lægger Barnet i Nannettes Arme).
Se der! Forkast nu Himlens Gave ei!
Hvis ei Naturen lærer Kjærlighed,
da er kun Lidelsen den Kunst, som kan det.
Naar du opvaagner, drik da Livet af
din Spædes Mund, som jeg har drukket Døden
af Læberne, mit Barn i dette Bæger
mig rækker til Forsoning. Læs da i
livstomme Øje og i dødstomt Bæger,
at her har Gud, ei Mennesker holdt Dom.
(Lytter)
Snart kommer Frelsen -- o, at denne Mordhaand
maa sende den, er Honning i min Gift.
Da kan du vende hjem til dine Smaae,
og skjænke dem -- o, atter faldt et Dryp
fra Himlen, en Madonnataare i
mit Bæger -- for den ene Lilles Skyld
|
| d.II,b.3,s.328 |
en Kjærlighed, saa riig, at af dens Sødme
nedflyder Draaber i dit eget Saar.
Det gryer -- o snart! Men det er ikke Morgnens,
men Faklers Beegglands, som paa Gittrer spiller.
Det maa saa være. Tiden er snart opfyldt,
og Giften syder op i moden Gjæring.
(Tummel)
Man raaber "Hevn for Pigen!" Det er dem.
"Toulouse!" skreg man. Det er dem . O snart
er al den Tummel fremmed Aandehvisken,
liig Taagers Gliden, Miner uden Lyd;
men -- ve mig! -- Aanders Hvisken som en Torden.
(Stiger op til Gittret. Narcisse kommer)
Narcisse.
Hun sover -- Søvn er Uskylds bedste Ansigt,
som Døden er Forbrydelsens. Thi Hvo
vil da vel see paa den med Haan og Vrede?
O hvis jeg, kjære Smertesøster, turde
din pinte Finger kysse? Nei, du vaagner,
før jeg har dig betalt min dyre Gjeld:
det Liv du af mit sidste Suk skal arve.
(Knæler for Nannette )
Tilgiv mig for min Døds Skyld! O, jeg tør ei
dit Aasyn see, for ei at see min Dom;
kun fjerntfra dunkelt disse Lemmer, som
for mig i Piinsel straktes, Christi liig.
O hvert Secund jeg lever er Bedrag
mod mig.
(Springer op og drikker Bægeret ud)
Saa! Er det nok? Gid der var mere!
Fanchette.
Jo det er Frelserne. Jeg hørte Josef.
Forbarm dig, Barn i Himlen! lad din Moder
ei længer være skilt fra dig i Helved,
end Livet vilde varet, hun dig røved!
(Stiger ned. Seer Narcisse ).
Oh, er du vaagen, kjære Pige? Du
er frelst.
|
| d.II,b.3,s.329 |
Saa haaber jeg.
Franchette
(Seende i Bægret)
Hvad? Himmel! O
Hvo er du?
Narcisse.
Just den Rette .Døden er
retfærdig: først den naaer de grumme Hænder.
De ere døde alt; hjælp derfor, at
bedække mig med Sløret, at jeg kan
fra Jorden, som en blodig Hem'lighed
fra Bryst, mig snige. Ah, nu aander Døden
alt i min Barm! Tilgiv mig, mens jeg hører.
Jeg seer dig ei . .
Fanchette.
Rodriguez' Søster? Himmel!
Narcisse.
Ja Mairens Datter. Mig min Fa'r har dømt.
Thi jeg -- kun Du bør vide det, som leed --
jeg -- o det brænder meer, end Giften --
har dræbt mit Barn, Don Gaspards Barn. O beed
med dine knuste Hænder -- beed! . .
Fanchette
(Griber Barnet)
Du Arme,
her er dit Barn! Det lever . . hør! det lever . .
Umuligt! Hvor? Her! her! Mit Hjerte har
endnu et Slag --
(Fanchette lægger Barnet ved hendes Hjerte).
Fanchette.
Ak, ikke fleer!
(Seer i Bægret)
Og heller
ei Draabe Gift for mig.
(Barnet skriger)
|
| d.II,b.3,s.330 |
Du stakkels Barn,
du kalder mig, du trænger til en Moder.
Ja Gud har dømt, at jeg for dig skal leve,
og sone ud ved Kjærlighed min Synd.
(Tummelen tiltager. Den gamle Forpagter og Josef styrte ind)
Forpagteren.
Mit Barn! Hvor er mit Barn?
Josef.
Nannette!
Josef!
Josef
(tagende hende i sine Arme)
O du er frelst!
Nannette.
Jeg følte ikke Døden.
Forpagteren.
Du lever, Barn! Men Døden følger os.
Mit stakkels Barn! kom! kom!
Kom, Frelserinde!
Til schweitzersk Afdal flygte vi, hvor Fred
af Alpen skjænkes Tro og Kjærlighed.
(Bærer Nannette bort. De Andre følge. Tummelen tiltager. Mairen,
Rodriguez, Don Gaspard , saaret. Madelaine og René flygte
ind i Fængslet.
Rodriguez.
Hvor gyseligt, at dette Sted just er
vor sidste Tilflugt!
(Seende Narcisses tilslørede Skikkelse).
Ve, hun er alt død!
O skrækkeligt! alt død!
|
| d.II,b.3,s.331 |
Mairen.
Hvo kan nu tænke
paa Sligt! Narcisse! ak Narcisse vanker
forvildet om i Ødelæggelsen.
René.
Hvor rædsomt lyder Skriget gjennem Byen:
"Hevn for Pelorces Barn!" Gud fri mig Arme!
Det er jer Skyld, Rodriguez!
Madelaine.
Her er værre
med dette Dødens Syn for Øje end
derude mellem Morderne. Ve jer,
Rodriguez -- Alt er eders Skyld.
Don Gaspard.
Ja -- gid
jer Satan tog! -- jer er den hele Skyld,
som lokked mig at presse Karlen, der
har os forraadt, og maatte os forraade.
Mairen.
Ve dig, Rodriguez, for din Søsters Liv!
Det din Skyld er. Vor stakkels Byes Brand
maa sætte din Samvittighed i Kog.
Jeg veed, at Alt er min Skyld, ikkun min.
Dog offred jeg end engang op det Hele,
og daled leende i Helved med
Forbandelsen for Byens Undergang,
hvis denne Ene leved'.
(Peger paa Liget)
Jeg vil see,
om ogsaa du mig døende har bandet.
(Løfter Sløret. Tumler tilbage).
|
| FORRIGE |