|
| d.II,b.3,s.286 |
Rodriguez.
Og derfor, Stymper, vil
jeg hjælpe dig.
(River Anklagen fra ham.)
Der tog han Hautbrisson
af dine Hænder.
(René bedækker grædende sit Ansigt.)
Rodriguez
(Løbende Papiret igjennem. Afs.)
Ah! Saaledes? Nu
maa Hjertet vorde Steen. Der er ei Valg,
hvis jeg vil reddes selv. Nødverge er det,
som lærer mig min frygtelige Rolle.
Men den maa spilles godt, og godt til Enden.
Og bedst Naturen spiller jo, og den
er nu opfordret. Vel!
Madelaine.
Hvis I behager,
saa videre.
Mairen.
Ja ingen Ting er mere
nysgjerrig end en Overraskelse --
den er umættelig -- og intet meer
begjærlig efter at forfærdes, end
just netop Skræk.
Rodriguez.
Min har alt meer end nok.
Det maa ham være som at tygge Glas.
Rodriguez
(Læser med fast Stemme)
" . . . Da vi øjeblikkelig, eftersom vor Forfærdelse tillod og
Besindelsen paalagde det, søgte at bestyrke dette især for den
fromme og høibyrdige Dame høist forargelige Syn med de Rettens-
|
| d.II,b.3,s.287 |
betjenters Vidnesbyrd og videre Hjælp, som just da havde en
Forretning fore i det nærmeste Huus, Forpagteren Pelorces, og
saaledes vende tilbage, fandtes vel Barnet bortrevet af Strøm-
men . . .
O Gud forbarme sig!
Madelaine.
Det var et Slag
af Hjertets indre Klokke. Videre!
Rodriguez.
. . . Men at dets Syn ikke var en djævelsk Øjenforblændelse,
som ellers let kunde have Sted hvor Kjættere havde Tilhold,
derfor borger saavel høibyrdige Dames Fromhed, som Høisammes
og Undertegnedes Eed; ligesom og bemeldte Forpagters ældste,
ihvorvel ei voxne, Søn Colins Udsagn, at han har seet et dødt
Barn paa samme Sted -- i hvilken Anledning han er tagen i
behørig Forvaring -- tillægger vor Forsikkring al Sandsynlighed
og meer Bestyrkelse, end den behøver. Da nu Misgjernings-
stedet tilhører Etienne Pelorces Forpagtning, og ingen anden
Bolig end hans er saa nær det i denne vilde Skogegn, at en
fødselssyg Qvinde andetstedsfra kunde søge didhen, og ingen
anden Qvinde end Forpagterens Datter i den Egn opholder sig,
om hvilken det og er bekjendt, at hun har staaet og staaer i
Forbindelse med Mandspersoner, og daglig har havt sin Gang
paa hiint afsides Sted: saa faldt baade den høibyrdige Frøkens
og Undertegnedes egen Mistanke strax, og ved nøiere Sam-
stilling af Omstændighederne med saadan Vægt paa denne For-
pagterens Datter Nannette, at al Pligt paalagde mig, -- hvad
jeg nu saameget heller udfører, da Staden uden at have det for-
medelst Omstændighederne farlige Skin deraf, ved at tage den
lovlige Straf over denne Misgjerning tillige kan søge Straf over
det Angjældende paabeviste Kjætteri, -- at anklage hende, Pigen
Nannette, forat have øvet dette afskyelige Barnemord."
Mairen.
Nu, Pige, havde du besvimt, havde det været anstændigt.
|
| d.II,b.3,s.288 |
Nannette.
Det er min Sjel, som staaer. Mit Legeme
vil segne.
Rodriguez.
Documentet er undertegnet "Niclas René, Skriver ved Retten
i Carpentras"; men min Stilling, min Menneskefølelse og For-
brydelsens Natur paalægger mig at tage Klagen som min egen,
saaledes at Frøkenen -- hvem jeg troer det vil være behage-
ligt -- og René gaae over til simple Vidner.
Det er forbausende! Han er af jern.
10de Eedsvoren.
Det er ypperligt. Nu kan Dominicanerne faae sin Steg alligevel.
Men jeg gaaer nok Glip af min. Gid Sand og Salt maatte
slukke disse glødende Øine, hvori jeg selv nær var bleven stegt.
Mairen.
Ret, Rodriguez, nu kan du bruge den samme Sværdtunge til
Angreb paa samme Person, som du nylig forsvarede dermed.
Deri bestaaer just en Advocats Prøve, at han leger med For-
svar og Angreb, Liv og Død, uden Hensyn til Sagernes Natur,
der kun ere Specimina.
Nannette.
Er dette ei et Blændværk?
Rodriguez.
Nei, kun Du,
Du Selv er Blændværk.
Nannette.
Denne Røst mig vækker.
|
| d.II,b.3,s.289 |
Mairen.
Nei for Gud, om vi lege med dig som Josef med Benjamin.
Den Sag er værd 5 Aars Praxis. Den er sjelden -- et Fænomen
ligesom en forstenet Nød. Men jeg tænker vi have Tænder.
Det er et ypperligt Specimen af en Sag, som vil udbrede Retten
i Carpentras' Berømmelse som om den var et Facultet eller Par-
lament
(Gnider Hænderne)
Hihi! Indvortes Samvittighedens Rottegnav,
udvortes pille Rettens Negle paa Delinqventinden, til der kun er
et tyndt Spindelvæv tilbage for Forbrydelsen, og derigjennem
bryde Sandhedens Solstraaler, der ere Et med Justitias Sværd,
om hun saa holdt paa det sidste jammerlige Skjul som en nøgen
overrasket Qvinde paa sin Serk.
Nannette.
Ak, Gamle, skuf ei saa dit eget Hjerte;
belyv det ei! Det vist har ofte banket
imod din Datters. Laan da ei det ud
til Hevnen, som, naar det er brugt, vil kaste
det bort som Jernet efter øvet Mord.
Gjør ei jert hvide Haar til Legetøi
for Ondskab, som I seer tør lige grusomt
med det som med min Ungdom lege.
Rodriguez.
Qvinde,
bland ei den bittre Drik, du har at drikke,
med Dommernes personlige Forbittrelse,
skjøndt Sagtmod, som beskjæmme maa din Grumhed,
mildt oversmiler disse haarde Pander,
og undrer os -- som Blomster, skabte heller
for spæde Stengel, paa et Kjæmpetræ --
som en Frembringelse af barsk Erfaring
og kold Forstands naturlige Product.
Mairen.
Saa! Nu kan du slaa Øinene i Jorden.
Nannette.
Ak, hvi kan mine Øine ikke skjule
i Jorden alt det Onde, som de see?
|
| d.II,b.3,s.290 |
I tvinge mig, at vise det for Himlen,
hvis ei mit Øjes Kummer er for taaget
til troe at speile Alting, som det er.
O Gud!
Rodriguez.
Du sukker end til ham, som dog,
da frelst du var, nu støder dig tilbage?
Mairen.
Frisk an, Advocat! St. Renauld og St. Dominique, som vist
her har gjort et Mirakel, komme overens paa det bedste. Frisk an
som Advocat!
Rodriguez.
Jeg haabe vil: som Menneske. Thi denne
er anden Sag, og Sag hvor Mennesket
er meer end Procuratoren opfordret.
Selv Stumme maatte her med Taarer tale.
(Pathetisk) -- Ærværdige! I hørte blodigt Nyt,
som burde være meer end nyt, ja ukjendt:
at skyldløst Barn er liig en Steen udsprængt
fra Moderhjertet langt i Vandet. O!
at Barn, som Gud ifra Naturens Morgen
anviste Plads at hænge sikkert ved
et varmt, af Kraft og Ømhed udspændt Bryst,
i Ly af moderlige Lokkers Skygge,
som Paradisets Fugl i Livsenstræet,
er bortslængt som unyttig Svamp -- af hvem?
O her ei burde Tanken følge Sproget;
men lade det som meningsløst udsige,
at det har Barnets egen Moder gjort,
som har undfanget det med Vellyst og
for Dødsensfare, Skam og Smerte kjøbt det.
Hvo skulde troe det, dersom ei Naturen
var paa Modsigelser saa riig, fra Blomsten
der hyller Død i Vellugt af, fra Knoppen
|
| d.II,b.3,s.291 |
af egen Blomstbusks Torne saaret og
til Qvinden, der kan qvæle ved sin Barm,
den Livets Odelsplads, den Ømheds Sæde,
med Vellyst offre først sig selv til Belial,
saa mere end sig Selv, sit Barn, til Moloch.
Hvor nær kun fromt Bedrag er ei vor Ømhed?
Vogt derfor den i hellig Tro, adskilt
fra al Erfaring, der med frossen Aande
skal sluge vore bedste Følelser!
Thi i mit Bryst, som sandelig jeg troede
-- hvad ogsaa nylig denne Hal har hørt --
dybt gjemte Medynk, Blødhed, blide Godtro,
der rase disse sønderrevne nu
med Afsky, Mennesk'had i Spidsen.
Og imod hvem? O vise Ret, jeg beder,
at I vil tvivle til jeg faaer bedækt
hvert Ord med et Beviis, saa I kun see
Beviis og glemme Talen. Thi, ved Alt!
gid jeg var stum og blind! Ak, hvortil det?
Min Graad da skulde tale, mine Fingre
oprække Vidnesbyrd til Retfærds Himmel.
Og imod hvem? O, her forlader mig
selv Advocat-Erfarings Jernhaand. Dog
jeg qvæler min Natur, jeg søger Støtte
just i det Usandsynlige, og vover
at sige det: mod dette rene Speil,
som Djævlen holder frem i disse Øine,
for Himlens Fromhed saa at lokke til
at speile sig forfængelig, for derved
at faae til Helveds Spot dens Billed fanget.
Jeg siger det: det er mod denne Pande,
der er en Vinge af en myrdet Engel; --
mod denne Barm, der synes aandet ud
som halvt Forsøg af Kjærlighed som Skaber
paa Stjerners Efterligning, men som er
det Hvælv hvori Dæmonerne beslutte; --
mod denne Mund, skabt som i Form jeg tænker
Velsignelsen, der signed først Alverden;
|
| d.II,b.3,s.292 |
men kun er Gjemme for er Sprog, hvor "Moder"
betyder "Morder," "Barn" betyder "Død"; --
mod denne Dydens mest fuldendte Støtte
i Lastens Tempel; imod denne Eenfold,
som er kun bramfuld Løgn; mod denne Uskyld,
som er et Skyldfuldhedens Smiil; imod
reenøjet, aabenaasynt Sandhed, som
er Helveds fule Løgn; mod Ømhed, som
er Blomsten kun paa Grumheds Tornebusk;
mod denne Skjønhed, som kun Mord undfanger;
mod denne Qvinde, som gjør Vellyst til
et udtænkt Mord og Mord til udtænkt Vellyst,
som Elsket vel vil være, men ei Mage,
og, Mage, ikke Moder; Moder, barnløs.
Se hid ei, Qvinde! Thi jeg skulde vakkle,
og give Retfærd tabt ved dette Syn.
Fast skulde mine Tænder knuges for
at qvæle, knuse sønder disse Ord,
som Pligten driver svulmende til Munden,
liig stærke Hav, der slynger Liget op.
Og negte skulde jeg med saadant Syn,
at Menneskracen har udartet saa
fra Paradiis, at Guddomsidealet
igjennem syndbedækte Slægter har
sig næsten tabt, saa kun Poet og Maler
kan præge Skyggen frem af sin Indbildning.
Men hold mig oppe, Sandhed! Svigt ei, dyre
Erfaring, at ei gaves Synd paa Jorden,
naar den var tvungen til at sidde stedse
i Øjet som sin egen Dommer! Styrk
mig, Tro paa en retfærdig Hevn, imens
jeg bortvendt maner Dig! Ak "Tro" jeg siger?
Har jeg ei den at kræve af dig, Qvinde,
som lever end, mens Lynet burde, paa
den første Mordertanke, som dit Hjerte
liig giftig Røg udaanded, dig i Helved
nedloddet, naglende din Sjel til den
|
| d.II,b.3,s.293 |
som Pilen Fugl i Vingen? Og min Medynk,
før tung af søde Smerter, let at røre
som mannabøjde Græs i Vinden? -- giv
mig den tilbage! tag igjen den Haardhed,
som du har lagt istedet! Og hvi brød du
min Godtroes skjønne Støtte, som jeg lænte
mig til, naar Verden lagde knugende
Erfaring paa min Skulder? Kan du reise
den meer end blæse Liv i Barnets Liig?
Min Blødhed? -- o hvi har du gjort en Engel,
som fandt sin Verden i en lunken Taare,
til Grumhed, hvori Pligten throner, liig'
urokkelige Pol i Isens Verden?
Ulykkelige! Det , mit bedre Selv,
har jeg at kræve; Jorden har et Barn,
en Christen Kirken, Himmelen en Sjel,
og Barnet som betale skulde Alt,
et Liv. Men ve dig! Du kan Intet give.
Som rædsom Creditor jeg kommer da,
og kræver hvad du har tilbage: -- Livet!
Mairen.
Det kan der nok blive Raad til. Pah! det var en Tale! saadan
en omtrent, mine Herrer -- ja gamle Bricot mindes det nok --
som jeg holdt, da jeg fik Exspectancen efter min salig Fader.
Men nu, Rodriguez, gjør som jeg gjorde dengang, og tag dig et
Bæger Viin, som du har fortjent.
(Rodriguez ryster benegtende paa Hovedet).
Jeg seer du er angreben, stakkels Dreng. Du kjæmpede tappert
mod Skjønheden; den er for Gud ogsaa den værste Procurator
at have imod sig, næst den gamle Mammon. Hvad mener I,
René! I seer saa slukøret ud.
René.
Jeg heller tog en Ild i mine Arme,
end denne blodbestænkte Skjønhed.
Nannette.
Gud,
jeg føler, at du opretholder mig;
|
| d.II,b.3,s.294 |
thi ellers maatte Tanken ene om
alt dette Skrækkelige, Lyden af
de Ord, jeg hørte, enten dræbe eller
forvirre Sjelen.
Mairen.
Qvinde! nu, tilstaaer du?
Der sittrer noget paa din Læbe.
Nannette.
Ak!
en Forbøn for min Morder.
Mairen.
Ei, hvad Snak!
Troer du, en gammel Dommer ei kan læse
hvad paa din Blegnens Blankpapiir din Rødmen
opskriver og udsletter? Det er læst
før det er slettet ud.
Nannette.
Er nok ei sagt,
for Jomfrus Skræk og Blusel at opvække?
Mairen.
Jo, først paa Sjelens Vegne blegner Angsten,
og spiller paa Forbrydelsen saa skarpt
som Maaneskin paa Marmorgravsted. Og
den Ret til Blegnen har i samme Mon
som Dødens Hul er sort. Saa rødmer da
for Legemet, som sidste Livsopflammen,
din Blusel.
Nannette.
O, beskjæm mit Legem ei,
den Sjelens Gudedragt, som reen min Moder
mig gav. Jeg ei for Alting den bepletted.
Saa reen faaer Graven den som Himlen Sjelen
ved Herrens Naade.
|
| d.II,b.3,s.295 |
Mairen.
Saa maae vi gaae dig rundt.
Og findes Indgang ei til Løndomsborgen,
der holder Sandhed fangen, vil barduus
Skarlagenmanden gaae med Vaaben paa.
Han er Justitias Ingeniør.
(Til Madelaine:)
I hørte Klagen, ædle Frøken?
Madelaine.
Jeg
bekræfter den med Eed. Dog er min Eed
ei sligt Beviis som Qvindens egen Adfærd.
Hvo saae saa hvidt et Marmor? Var der
Undseelighed -- saa vist som Qvinders Væsen
i mangt er eens, hun rødmede som jeg?
Nannette.
O saadan Tanke! Jeg ei fatter den.
Som selve Daaden den vanærer Hjertet.
Den sløver Fantasien. Med dunkelt Øie
den seer det arme Barn kun, ei den Synd
som gav det Tilvær, ei dets Moder. Tid
ei giver Hjertets Slag til andre Tanker;
og komme de, da knuser det dem strax,
og i en formløs Rædsel de opløses.
Skal jeg forsikkre, at jeg er uskyldig?
Det byder mig imod; mit Hjerte vendes,
min Tunge ei adlyder, men kun siger:
"umuligt! o umuligt!" somom dette
var Tanken nærmere. Ak, gamle Mand,
spørg denne Frue, tænk paa eders Datter!
Troer I istand da hende til slig Række
af Synd, fra den, man siger letteste
for Qvinder til den haardeste for Alle?
Og sandelig, tro mig , jeg er en Datter
af en retskaffen Mand og af en Moder,
der elsked' sine Børn som Himlens Gaver.
|
| d.II,b.3,s.296 |
Og tidt min Fader sagde om min Omsorg
for hendes stakkels efterladte Smaae,
at i mit Bryst min Moders Hjerte laae.
Mairen.
Nu skulle vi just kalde En af disse.
Mig syntes at I talte om en Dreng.
Rodriguez.
Det neppe er nødvendigt.
Mairen.
Ei! Rodriguez,
det er en Form, og Du er Procurator?
Det er at sige som: "min kjære Kat,
der endnu er en Muus igjen paa Boden".
Før Drengen frem! Nu, Pige; du som talte
saa ømt -- endskjøndt det var en Barnehaand,
som greb mod Stjernerne -- om dine Sødskend,
kast Had ei paa din Broder om han vidner
imod dig.
(En Retsbetjent gaaer.)
Nannette.
O det kan han ei.
Mairen.
Han maa
ei anderledes.
Nannette.
Grusomt! mod ei for?
Mairen.
Saa vil al Ret. Den Lov er streng, men god.
Den kaster bort som Sand al Følelse
for Sandheds Guld at finde i Ruinen
af Menneskenaturen.
(Retsbetjent kommer.)
|
| d.II,b.3,s.297 |
Retsbetjenten.
Vious Søn
inat forkortet har sin Hals, fordi
den sidste Retsdag vidned mod hans Faders.
Mairen.
Godt! Men forstyrr med Sligt ei Retten. Dog
det viser grant Justitias Guddomlighed,
at hun som Gud igjennem Ætten straffer,
og hevner sig for Fædrene paa Børnene.
Nannette.
Barmhjertighed! o, for de Spædes Skyld,
som jeg er Moder, skjøndt uskyldig Pige.
I dræbe dem med mig. Af Hunger døe de,
i Skoven vankende, som Fugleunger,
hvis Moder tifold grusom Piil har skudt.
Mairen.
Vil du indbilde Mænd, at du er Moder
som Tømmermanden Josefs Brud? At Aand
kun skygged dig? Haha! Nu knæl ei;
der langt er til Retfærdighedens Knæ.
Hvad har du til dit Forsvar?
Nannette.
Nok ved Himlen,
hvis Qvinder dømte. Dræb mig som en Kjætter;
men piin mig ei for hvad jeg ei tør tænke.
Mairen.
Nu, skyldig eller ei, dog bedst der svares
paa slige Spørgsmaal under Tommelskruen.
Det skulde og, som gammel Praktikus,
mig ærgre, om saa vigtig Forhørsform
forsømtes, selv om den til Intet førte.
Det kan jeg ei forsvare. Mand, friskan!
(Bødlen nærmer sig med Tommeskrue.)
|
| d.II,b.3,s.298 |
Nannette.
Hvad vil I? O skal Dette til? Rodriguez,
er det jert skrækkelige Forsæt? O,
Uskyldig! uskyldig! er mit Raab før Piinslen;
i den mit Skrig betyde skal det Samme.
Rodriguez.
Nu kan jeg ikke hjælpe.
Nannette.
Saa vil Gud
ei hjælpe dig, naar du for dette pines.
Mairen.
Snak ikke saa. Det ryger af din Fod.
Din Arm ei kaster Skygge, om du løfter
den mellem Sol og Jord. Skriv, Secretær,
at Retten, tvungen af Sandsynligheder,
saa lige Sandhed som et Æg det andet,
og selv af Pigens Haardhed piint, gik over
til lovlige Tortur. Afsted da, Bøddel!
Og klem i Guds Navn til!
Nannette.
O store Gud!
tillad dem ei den Synd? O giv et Tegn,
som kan formidle deres Hjerter, og
fra Synd dem frelse større end min Død!
(Bødlen fører hende afsted til Marter-
kammeret. Nannette raaber:)
Uskyldig! Stands! Uskyldig!
Mairen.
Det er Veeskrig
før Sandhed fødes.
Ædle Frøken, tale
ei disse Skrig for mig?
Madelaine.
Ei til mit Hjerte.
(Nannette skriger.)
|
| d.II,b.3,s.299 |
10de Eedsvoren.
For St. Dominicus er disse Skrig
sød Psalmesang.
Nannette
(høres raabende)
O stands! Uskyldig! O!
Rodriguez! Rodriguez!
Høist besynderligt
det Skrig var just accentueret som
Fanchettes. Kan da Sjelesmerte lignes
ved Legemets?
(Nannette skriger.)
Mairen.
Nu kom der sikkert Blod.
Men bi til Kjødet mases frem af Fingren
som Blommemarv, og Benet presses frem
som Steen af Frugten! Hvilken Majestæt
har ei Justitia, den eneste Gudinde,
som overleved Hedningskabet, og
som kjører knusende sin Seirsvogn end
henover Mennesker!
(Colin føres ind)
Aha, det Vidne
kan neppe tale.
Rodriguez.
Kun et Pust behøves,
saa maa jo Skaalen synke.
(Nannette skriger.)
Stygge Mænd,
I gjør Nannette ondt.
Mairen.
Ja, Dreng, hun negter
der er et Barn i Bækken.
(Til de Eedsvorne triumferende.)
Seer, I Mænd,
det var et Spørgsmaal!
|
| d.II,b.3,s.300 |
Colin.
Er det derfor? Ak,
jeg er saa angst. Men pidsk kun mig, Rodriguez --
jeg siger det: der er et Barnebeenrad,
et fælt, et fælt. I selv har --
Det er nok.
Væk, væk med Drengen!
Colin.
Jeg vil til Nannette.
Madelaine.
Et Beenrad? Nei, et Barn som Søvnens Gud.
Rodriguez.
Hvad have vi meer Vidnesbyrd behov?
Mairen.
Slip Drengen udenfore Byen.
(Colin føres bort)
Bøddel,
hvad nu?
Hun er besvimet. Skruen gjør
ei mere Virkning end en Handske.
Mairen.
Bær
saa hende ned i Fængselet igjen!
Og gjør du rede dit Bestik. I Herrer,
nu Intet er ivejen. Lad nu Viisdom
Retfærdigheden krone med en Dom!
en Dom, saa andre Retter kunne see
til os, som Sømænd, rystede af Stormen
til Castors Stjernehjem, og takke os,
som Odelsmænd sin Stammefa'r, der brød
med kjække Plogjern først Moradset op!
(Retten raadslaaer, Bødlen bærer Nannette
igjennem Retssalen.)
|
| d.II,b.3,s.301 |
Gid jeg min Slagvandsflaske havde! Dog
hvor taabelig en Angst! Er hun ei Kjætter,
og burde døe, om skyldløs end i dette?
Bør Tyv ei dræbes? Og har hun ei stjaalet
fra mig hans Hjerte, kjædet til mit eget
med Eeder, som maae kunne Satans Vinge
som Sæk paa Ryggen binde! Det er nok!
Hans Syn har hun fortryllet -- Trold bør døe --
hans Nerver døvet; men min Smerte vakt.
Det er kun Selvforsvar; thi han er falden
i mit Gebeet ind, styrtende sig i
det Sværd, jeg holder udstrakt der med Ret.
Jeg dræber hende ikke; thi hun er
af Urnens sorte Stene alt bedækt.
Mairen.
Jeg beder, Herrer, skynder eder; thi
min Datters Sygdom spænder mig i værre
Tortur end Pigen.
De Eedsvorne.
Skyldig!
Mairen.
Det er dømt
som af en Engel; thi en Engel har
dog ikke meer end tolv Mænds Vet. Nu dømmer
da Loven. Skriv --
Jeg frelste hende. Hun
betaler nu sin Gjeld. Det mildner bort
endeel Forfærdelse fra dette Drab.
Men denne Tanke gjør, som Draabe Gift
til Gift en Sjø, mit hele Sind vanvittigt:
at jeg lidt, men ikke nydt: ei mere
for evigt Nag end skyldløs Drøm kan give;
|
| d.II,b.3,s.302 |
at, Ovnens Flamme liig, min Lidenskab,
fortærte kun sig selv i frugtløst Meed
for Himmelen at naae; at over dens
Anstrengelser Domsklokken et "Umuligt!
evindeligt Forgjæves!" snart skal tone.
O Skrækkeligt, snart har min Fantasi
et fælt, mishandlet Billed kun at mane,
og umant kommer det! Ei min Natur,
der maatte nøje sig med Drømgestalten,
kan taale at den skjændes -- nei! ha, nei! --
at denne usle Vellyst isner hen
i Skræk, at Blod besudle skal de Former,
som have i en luftig Skjønhedslinje
dog tvingende som Aag og Kobberstempel,
indringet Tankes Lys og Drømmes Mulm.
Nei! nei! Jeg taaler ikke denne Qval,
at Øxen skal det Legem sønderhugge,
som jeg istand er til at rode op
af Graven som Hyænen; at den Skjønhed
ei overlever Livet en Secund,
et Mindets sidste Kys, kun en Secund,
tilhørende umættelige Øje;
at hendes Liv, hvis Herlighed bortflød
for mig, som fulde Strøm for Danaiders
forbrændte Læber, ei en Efterligning
af Liv skal skjænke, som tilhører mig;
ei som nedgangne Sol en Efterglands,
der et vellystigt Øjeblik endnu
med matte Lys kan give Liv. Nei, nei!
hvis hendes Skygge i min Evighed
skal boe, da maa den ligne hende selv
saa som hun var ifra Naturens Haand,
ei som hun komme skal fra Bøddelens.
(Høit) I Herrer!
Et Ord til eders Hjerte fra mit Hjerte!
Besynderligt, at Skjønhed, Dydens Aasyn,
omskiftes ei, om dyden vorder Last.
Saa er det her. I Barm, der synes liig
|
| d.II,b.3,s.303 |
en Engels Aandedræt, i denne Jords
for kolde Luft til riimhvid Sky indstivnet,
en smudsig-graa Vampyr af Hjerte hænger.
I Øje, hvorfra skyldløs Sylfesjel,
for hvergang det mod Himlen blikker, synes
som mørkblaavinget Sommerfugl at stige,
en Tanke svømmer om i falske Taarer,
meer slugende end Nilens Crocodile.
Dog er det Skjønne Værk af Gud, det Onde
af Djævlen frembragt kun for hiint at haane.
Lad os da ære hvad der er af Gud,
just som vi ære græske Hedningtempler,
men ei Afguderne, som boed der!
ei sønderrive himmelskt Mesterværk,
en Skaberprøve paa en ny, meer skjøn,
med Stjerners Glandshud dækket Mennesk'slægt!
Som hun blev skabt gjenvende hun til Jorden!
Slig Skjønhed døe bør som et Maleri
kun i en langsom Blegnen. Ære vi
saa Menneskers, hvi da ei Skaber-Kunstværk?
Lad Døden derfor snige sig bag Læben
i vakre Blomsters Gift! Lad Døden i
Violduft komme, bringe fagreste
af Liv sin Hyldest i en taareformet
Phiol af Sølv, og bøje hende sagte
bagover blegnende paa Leiet! Ak,
da --
(Tummel udenfor)
Mairen.
Frels os Sanct Renauld! I Jesu Navn
hvad er paafærde!
(Eedsvorne styrte til Vinduerne)
1ste Eedsvoren.
Helgnen være lovet!
Det er Toulouse ei, men spaniolen.
Men store Gud, hvor seer hans Skare ud!
Mairen.
Ei, Borgere, saa er al Nød forbi.
Beskyttet kan sin Gang nu Retten have.
|
| d.II,b.3,s.304 |
Eedsvorne.
Nu maae vi hjem at passe paa!
10de Eedsvoren.
Nu kan,
og bør, for Compagniets Mod at qvikke,
med pompfuld Strenghed Lovens Ord fuldbyrdes.
Mairen.
Saa troer jeg med.
Rodriguez.
Nu meer end før jeg ikke.
(Josef bevæbnet og et Par Soldater komme).
(Afs.) Ha,
Han er her? Hvor fløi Toulouses Pile?
Nu hurtigt maa det skee og skjult. Forsvinde
maa Kilden, hvori han kan svælge,
mens Tørsten mig forbrænder.
Josef.
Ædle Maire,
min Høvding søger Ly bag eders Mure.
Han æsker derfor Byens Nøgler, som
han i et Væddeløb, der Livet gjaldt,
har vundet fra Toulouse , der kommer efter.
Mairen.
Guds Død!
Han smiler, den Forræder.
Josef.
Maire,
Toulouses Bann're vaje alt paa Høiderne
om Hautbrisson.
|
| d.II,b.3,s.305 |
Mairen og René.
O ve!
Madelaine.
Hvad rager det
vel jer? Jeg bærer det i Haab om Hevnen.
Rodriguez.
Du smiler, Skurk?
Josef.
Ja, her i denne Rede
med Muur af Æggeskaller er dog bedre
end paa den aabne Mark ved Sorguez, hvor
jeg kaaret var til fils perdu.
Mairen.
O Jemini!
Tag Nøglen. Der maa strax capituleres.
Josef.
Den Troe faaer nok min Høvding før i Haanden
end i sit Hoved. Kanskee dog i begge
paa eengang med eet Slag.
(Gaaer)
Rodriguez.
Nu, vise Ret,
jeg troer ei der er ret beleilig Tid
til meer med Blod at tirre Sejerherren.
Retspersonalet.
Nei, nei!
Rodriguez.
Jeg skal besørge hentet ind,
før Fienden kommer, Qvinde, der kan lave
en Gift, der bringer Død som i et Kys.
(De gaae).
|
| d.II,b.3,s.306 |
|
| BLA BAKOVER |