|
SONNATE TIL HULDA
FLODENS SANG TIL STJERNEN
Haarfagre Stjerne, som sidder liig
hvidvinget Due paa Himlen,
see, hvor med Jubel jeg bærer Dig
raskt gjennem Blomstervrimlen!
Seer Du min blaaklædte Arm fra Bred
river en Krands af Nymphæer,
pryder de glindsende Trin, Du skred
under min Breddes Træer?
Stella! jeg bærer Dig, liig paa Skjold
Galliens sølvhvide Lilje,
Taaren paa Slørets mørkblaae Fold,
hvidklædte Møe paa Tilje.
Dands paa min Barm med din hvide Fod,
dands med din Straale min Stjerne!
Lyt til din syngende, glade Flod,
Himmelens tause Terne!
Ei som Bacchanten jeg løber meer
vedbendekrandset i Enge:
stille, bag Palmer, jeg slaaer nu her
Bølgernes mørkblaae Strenge.
|
| d.I,b.1,s.33 |
-- Nys, liig en Kriger af Skjolde trængt,
beed jeg i Fjeldbarme sorte,
thi for min Elskov, jeg havde tænkt,
Stjernen for langt var borte.
(O, hvad er Mile for Elskov vel,
Bjerge og gabende Dale?
Ruller da Tanken paa Hjul fra Sjel?
kan kun ved Læben tale?)
Rengbu' paa Skulderen hvid jeg hang,
sveddækket løb jeg paa Fjelde:
"Stjernen skal rødvinget Piil engang
vel paa sin Himmel fælde!"
Syvfarvet Bue jeg spændte . . "Ha,
"snart som en hvidvinget Due
"daler nu Stjernen, min Sang sig da
"hæver som Røg fra Lue!"
"Da over Bølgen den flyver, liig
"over Othellos Pande
"naar Desdemonas Finger sig
"hvid vil med Lokken blande."
"Favre! jeg elsker Dig: Skjebnen skal
"briste, naar Musklen jeg tvinder!
"Da vil jeg dyrke Dig i min Dal,
"Himmelens Vestalinde!"
Syvfarvet Bue jeg spændte -- men
vaklede, svimled paa Fjeldet.
. . . Stjernen er borte? o hvor? ha, den
har bag en Sortsky tjeldet.
|
| d.I,b.1,s.34 |
Nede i Dybet til Sølverstreng
qvad en Sirene: "hernede
skimter jeg Liljen paa Himlens Eng:
-- 1tør Du ei Fjeldet træde?"
Flux jeg mig styrted i Klippens Arm:
knust jeg i Dybet nu synker,
blegnet Tritonen paa skumhvid Karm
sønderknust Bolig ynker.
Jeg var blandt sorteblaae Klipper liig
hvidsmykket Yngling i Kiste,
hvid som et Maanskin, der pyntet sig
kun mellem Fyrreqviste.
Døsig jeg Bølgerne vælted frem,
tunge som Sisyphus' Stene:
Stjernen den slumred i Skyens Hjem:
sagte jeg græd alene.
Granerne lige, som skumle staae
rundtom en Hede, kun høje
Stene mig krandse med Pander graae:
lukket er Stjernens Øje!
-- Da liig den Sylphe, som lægger øm
Perler i Blomsten om Natten,
byder selv Sivet ved skumle Strøm
dele med Roser Skatten:
saae jeg en Qvinde: fra Læben flød
Toner, liig Duggen, liig Vinden,
svanger med Aanden fra Rosen rød:
liig en Egeria Qvinden.
|
| d.I,b.1,s.35 |
Flux, hvor Hun traadte, min Bredde bar
Palmer, og Roserne gløded:
. . . Vidste den Ædle om Floden har
Perlerne skjult' i Skjødet?
Lysgrønne Birke paa sølvhvid Fod
lytted til Bølgernes Strenge
-- lysgrønne Hjelmbusk, som Helten lod
over sit Staalskjold hænge.
Sagte Egeria svæved: liig
Sølvskye, Hun flagred paa Himlen.
Drømme i Rosenblad gynged sig
lette paa Bølgevrimlen.
Syvstjernen treen som et Pigechor
frem ifra Skyen: min Stjerne
dandsede foran i Sølverflor,
sød som en Freyas Terne.
Stella! min Stella! min Stella hvid!
Sølvskyens fagreste Datter,
had ei min Bølge: den ruller blid
uden den vilde Latter!
O, jeg vil bære dit Billed paa
Brystet, med Perler det krandse!
aldrig de skumdækte Bølger slaae!
stille ved Bredden dandse!
Bredden er grønklædt -- en Olieqvist
slynget om mørkblaae Skjolde:
nægter Du Stella, som funkler hist,
Bølgen dit Billed holde . . ?
|
| d.I,b.1,s.36 |
O jeg er trofast, jeg glemmer ei
-- o hvor umuligt! -- min Stjerne:
trofast jeg følger din blanke Vei
over de Høje fjerne!
Hersk over Bølgernes Skare! hver
ligner en hjelmet Pelide,
eller Minstreller, som Harper bær,
blot til din Roes, ved Side.
Had Du ei Floden, min Himmelmøe!
see, kun din Glands er hans Lænke!
Lad ham blot elske Dig taus og døe!
-- det Du hans Ømhed skjænke!
1 tilbakeMaristien. |
| BLA BAKOVER |