|
HENRIK WERGELAND
TIL DEN DØDE PETER KREFTING,
HANS VEN
Stjernerne blinke: det er min Vens
Aand, som nu drager forbi,
hen for at give
Aandmassen Tilvæxt.
See, den forbi en Stjerne nu drog,
lig ifra Altret den blaa
Vellugt forbi de
hellige Fakler.
-- Helsleiet -- ha! var Alteret og
Pthisis Præstinden, hvis Kniv
stedse er sløv, men
sikker og tørstig.
|
| d.I,b.1,s.37 |
Ha, jeg vil spotte Skjebnen, som nu
Intet vil finde hos mig
værdigt at spidse
Fingeren efter!
Daaren forbander Skjæbnen, men jeg
kalder den feig; thi den flyer,
naar bag det lyrisk'
Epheu jeg rasler.
Det vil med krumme Finger den knapt
række, thi det er min Sjæls
Klædebon: det og
Døde! dit Minde.
Modige Blik mod Fremtiden vendt,
det er den glimrende Stav,
den som beskriver
Skjæbnen dens Fodtrin.
-- Ryg ikke Taage dunkel fra Streng!
Heller en Straale jeg bag
Aanden vil sende:
-- heller en Straale!
Nu kan Du læse Verdnernes Digt:
nu, som en Sommerfugl, ved
Himmelens Roser
Stjernerne hænge:
Suge den Honning, Mennesket kun
blandet faaer drikke af hiint
Horn med de sorte
Hieroglypher.
|
| d.I,b.1,s.38 |
Seer Du din Ven? med Haand under Kind,
ikke sørgmodig, ei glad,
lytter han til en
Æolusharpe.
Var det din Aand, som svømmede paa
Strengenes Bølger af Guld?
Eller en Vind, som
kyssed min Pande?
Sphærerne er din Harpe: dens Sølv-
strenge, i Himmelens blaae
Skjoldrande spændte,
nu kan Du høre!
Just da din Død jeg hørte, der faldt
Stjerneskud: Stjernerne løb
frem for den Nylig-
komne at hilse,
liig, naar fra Søe en hvidbarmet Flok
Svaner mod Foraarets Pust
svæver med Skrig og
vidtspredte Vinger.
Venus en Straale sendte -- en sød
hvidsløret Stella, -- som Dig
hen til de Godes
Stjerne skal hente.
Mars skjød en Straale -- en guld-
hjelmet Herold: "at din Aand
høit paa hans Karm, blandt
Kjække vil dvæle".
|
| d.I,b.1,s.39 |
Carlsvognen -- liig et dandsende Chor
af Vestalinder, med hiin
frugtbare Rhea
Sylvia i Spidsen --
vælge Du heller! see imod Nord
ruller om Midnat dens Hjul,
pege med Lilie-
finger Præstinden!
Dvæl til jeg, liig et flagrende Slør,
eller liig blegrøde Skye,
drivende over
Fjeldene kommer!
See, vi vil smelte sammen til een
Intelligents, som i eet
guldvinget Nordlys
Straalerne tvende!
Høihjertet var Du, fri var din Sjæl:
Hvidtandet Bølge den skjød
mod Despotismens
hulede Klippe.
Varm for dit Land og Menneskers Ret,
haded' Despoten Du, om
denne et Scepter
bar eller Pennen.
Ven! kun en Fødsel var Dig din Død:
Barnet ei Moderens Vee
føler: -- ak Livet
det var din Moder.
|
| d.I,b.1,s.40 |
Ryg ikke Taage dunkel fra Streng!
Heller en Straale jeg bag
Aanden vil sende:
Graad er min Straale.
Sang er dens Vinge: ikke den vil
drukne i Skyerne dybt,
uden at naae din
iilsomme Skygge!
|
| BLA BAKOVER |