11te Decbr.    Rigstidendens indenlandske Nyhed er at Sagen mellem Flor og Collett, over hvis Udfald ved Stiftsoverretten man jublede ved den berømte Drammenske Borgerfest, nu er paa- dømt ved Høiesteret -- og Underrettens Dom er kjendt ved Magt. Iøvrigt slipper Flor med at betale Procesomkost- ningerne. 18de Decbr.    Har end mit Brev til Departementet om Vinkel-In- stitutionen1 ikke baaret og vil det end heller ikke paa de tre første Aar bære Frugter for Bergen -- for Christiania er det ikke frugtesløst. Vistnok er det en Advarsel, liig den der gaves os, som har foranlediget, at Magistraten i Chri- stiania lader anstille alvorlig Undersøgelse og truer med at anvende de kraftigste Forholdsregler, for at raade Bod paa dette Uvæsen. Det smigrer og glæder mig fra en Side; fra en anden er det mig heel mistrøstende. Hvor jeg raader ene, udretter jeg adskilligt, men hvad Stiftsdirektionens For- handlinger angaaer, da indseer jeg nu, at der laae megen s.317   Sandhed i Christies opmuntrende Ord til Rein, der frygtede, at han ei kunde opfylde sine Pligter som Biskop: "Du kan jo dog skrive dit Navn!" 20de Decbr.    Jeg fik i Dag et nyt Brev fra St. Thomas2, egentlig et Slags Duplicat af det forrige, i Tilfælde, at det ei skulde være fremkommet, i det Væsentlige af samme Indhold, men langt kortere. I Roes over mig, og Bitterhed mod den danske -- tildeels og norske -- Regjering, samt adskillige fordums Venner, hvilke han ei nævner, er han udførligst. At være henslængt som Embedsmand paa et Sted, hvor kun forvildede Mennesker og andre, der ei kunne fortjene Brødet hjemme paa en ærlig Maade, og det efterat have været Deputeret i et Collegium, nager den gamle Mand, som nu gaaer i sit 66de Aar. Nogle af Øens Kjøbmænd roser han, derimod ere de fleste Embedsmænd liderlige Companer, og han haaber aldrig at leve den Tid, da han ikke finder Livet blandt dem afskyeligt. 21de Decbr.    Nationalvennen er mat, og lever neppe længe3. I Sammenligning med hvad Nationalbladet var i Sommer forekommer Udgiveren mig at ligne Gert i Harlekin Patriot, da Puff havde forbudt ham at tale Tydsk. 22de Decbr.    Morgenbladet er denne Gang saare interessant ved en, som det synes, fuldkommen authentisk Fortælling om Napo- leons sidste Timer. Engang da en voldsom Forholdsregel s.318   mod ham omtaltes, hvilken dog ei blev iværksat, skrev jeg: "Nu vilde den kjæreste Efterretning, jeg kunde faae, være den om hans Død, ligemeget om paa Sygesengen, ved Selv- mord, ved Snigmorders eller Bøddels Haand." -- Nei! ikke ligemeget! At den Mand, der vist havde Feil, men hvem jeg aldrig i hans Ophøielse eller Fornedrelse har kunnet nægte ærbødig Beundring, fik et saadant Endeligt, glæder mig dog. Han forudsaa Døden med Vished, fremskyndte den ikke og ængstedes ikke, han kaldte ingen Præst til sit Dødsleie (det troer jeg heller ikke, at jeg vilde gjøre; det maatte da være En af Tre, og Ingen af dem er i Norge), men da en Officer i et smertefrit Øieblik spurgte ham, om han troede paa Jesus, svarede han: "Behøver man at spørge derom? har jeg ikke gjort ved Guds Magt det jeg har gjort? og skal jeg ikke nu aflægge Regnskab for den Maade, hvorpaa jeg har opfyldt mine Pligter?" Det er en engelsk Søeofficer, som har meddelt denne Beretning. 27de Decbr.    Ole Svanøen bragte mig Hilsen fra Raadmand Saxild og Hans Hauge. Den sidste er meget sygelig, men hans oekonomiske Forlegenhed synes at være forbi. Da Svanøe blandt Thingets Halv- og Heelbønder unægtelig er en af de hæderligste og selvstændigste, talte jeg til ham med mindre Forbeholdenhed om Storthingsaffairer, end med den ellers agtværdige Kirkesanger Brynildsen, der var mindre stærk til at modstaae det Florske Parties Insinuationer. Svanøe finder Flor at være en farlig Mand; de vare et Par Gange i Dispute. Sebbelow hørte rigtignok til Oppositionspartiet, men taug for det meste, og havde et Par Gange Privat- audience hos Kongen, saa at hans Befordring ei er utrolig. Pløen, Rosenkilde og Forligelses-Commissair Blom vare, s.319   næst Flor, de værste Skraalere. Young virkede meest i Løndom.    Christie fortalte, at Directionen for "Harmonien" og "Den gode Hensigt" har søgt om Tilladelse at holde Bal paa Kongens Fødselsdag, uagtet det er en Løverdag, og at han har besluttet at give den. Alt hvad jeg kan gjøre der- ved, er med min Familie at udeblive og, for at hæve Tvivl om min Loyalitet, maaskee indbyde Byens Geistlighed til Middagsmaaltid, og der drikke Kongens Skaal. Derimod var det som skrevet af mit Hjerte, hvad Christie yttrede om Umuligheden af at opnaae det beneficerede Gods's Salg efter Loven af 20de Aug. Han troer, at det under nærværende Omstændigheder vil blive Staten til Fordærvelse, og har derfor i Sinde, naar Tiden kommer, slet ikke eller yderst sjelden at indstille noget Salg til Approbation. Han troer, at Bygsel, saaledes som den var foreslaaet paa det første ordentlige Storthing, er det eneste tjenlige Middel, og at der i næste Storthing nødvendig maa skee en Forandring. 29de Decbr.    Ludvig den 18de har lært af vor Konge at sige Na- tionens Deputerede Haardheder. Men jeg maa tilstaae, at vort Storthing aldrig har udladt sig saa djærvt, og at der, selv hvor Ludvig tager Bladet fra Munden, er megen fransk Fiinhed og Delicatesse i hans Udladelser. Jeg anklager ikke den Ene, ophøier ikke den Anden. Det kommer meget an paa, hvem Fyrsterne omgives af. Er man først Herre over de Stores Øren, bliver man det snart ogsaa af deres Mund.    Min Kone havde Brev fra Fru Skjelderup der for- tæller at Sverdrup er yderst hypochondersk, unddrager sig fra alt Menneskeselskab, taaler neppe at man snakker, endnu mindre at man leer i hans Nærværelse. Hos Bergh samles s.320   en Slags Professorklub, hvor Sverdrup dog sjelden eller aldrig tager Deel. 31te Decbr.    Aaret er endt! Hvad min Stilling som Embedsmand, som Menneske og som Huusfader angaaer, har jeg nydt megen Glæde, men rigtignok ogsaa i første Henseende fundet adskillige Ønsker utilfredsstillede. Den sværeste Krænkelse, jeg har lidt, er imidlertid den, jeg led som Kongens Under- saat og mit Fædrelands Borger. Mit Haab om at den nogensinde ganske vil ophøre, er ligesaa svagt som for 6 -- 7 Maaneder siden. Saaret gror til med Tiden og ophører at smerte, indtil det igjen oprives og bliver ulægeligt. Jeg skal aldrig glemme, hvad jeg skylder mit Fædreland, mine Medmennesker og min Familie. Overspændt Patriotisme skal med Guds Hjælp aldrig enten henrive mig til ubesindige Handlinger, eller nedsænke mig i sløv Uvirksomhed. Men heller ikke kan jeg glemme, hvad der i Aar er skeet; arbeide med det frie glade Hjerte som før, nei! det kan jeg ikke. -- Tre engang berømte Digtere: Thaarup, Zetlitz og Rein ere bortvandrede, allesammen i den Alder, som efter Natu- rens sædvanlige Orden er Menneskelivets Grændse. Fred med de Hvilende! Men ogsaa Fred med dig, du beundrings- værdig store, høit stegne og dybt faldne Helt, Napoleon! som i dette Aar naaede din saare mærkelige Banes Ende. For mange syntes du blot at være et ødelæggende, større Ulykke varslende Meteor, der drog henad Himmelbuen; andre saa i dig en rædselsfuld skjøn, men herligt funklende Stjerne Hvilken af Delene du var, veed Han, for hvis retfærdige Dom du nu staaer; og hvad de ere, der fremskyndte din Undergang og jublede ved dit Fald, det veed ogsaa kun den s.321   Alvidende -- men engang drages frem for Lyset, hvad der var skjult i Mørket, og Hjerternes Raad aabenbares, og da skal Enhver vederfares Ret af Gud.    Den norske Tilskuer gjorde Publikum sin Afskedsvisite. Næst en intetsigende prosaisk Epilog, vare nogle flaue Be- mærkninger om Kys den salig Sjels sidste Ord. 1  tilbake Cfr. 12te Octbr. og 1ste Novbr. 1821. 2  tilbake Fra Pram, see overfor. 3  tilbake Den ophørte i Decbr. 1823.

bla bakover

bla videre