s.1   1820. 2den Januar.    Nationalbladet befatter sig næsten udelukkende med Finantsvæsenet. Grev Wedel faar meget drøie Rap; Ber- genserne, hvis Handel er Østlandet en Torn i Øiet, seer Forfatteren ogsaa ind til. I vor Avis findes et Par Nar- agtigheder, men, som de fleste Bergensiske Avisløier, saa dumme, at jeg ikke gider spilde Tiden med at beskrive dem nøiere. 3die Januar.    Commissorium til Etatsraad Schydtz, Klagenberg, Flei- scher, Bohr og Mohn er udstedt; man faar nu see, hvad der udrettes for Almueskolevæsenet her i Byen. Det Onde er nok desværre for indgroet. Jeg mangler Energie, til- deels og Kundskab og Erfaring, Christie interesserer sig nok ikke betydelig for Tingen; af Commissairerne er nok Bohr den eneste, som antager sig den med Iver; iøvrigt er nok Schydtz for frygtsom, Klagenberg for phlegmatisk, Flei- scher for ængstelig hengiven til det gamle, og Mohn med samt den hele Kjøbmandstand, han repræsenterer, for penge- kjære. 4de Januar.    I Morgenbladet har en lærd Heraldiker fyldt et heelt Nummer med Betragtninger over det norske Flag. Vor sidst afdøde Konge, paastaaer han, bør i Norge kaldes Carl den Anden. s.2   7de Januar.    Posten bragte Brev fra Munch. Han er overvældet med Arbeide, men meget glad derved. "Hans Aand bliver stedse muntrere, hans indre Blik klarere; uafbrudt Virksom- hed er ham en Nydelse." Stiftsprovstiets Skjæbne er endnu uafgjort, dog formoder han, at alt bliver ved det Gamle. Bech vil endelig have ham til at søge det, men er det sandt, at han forrige Aar i blotte Accidentser har havt 1500 Spe- cier, maa han vel tage det i Betragtning. Fideicommissets Fallit1 har gjort Sensation i Publicum, men i det Hele neppe ubehagelig. "En saadan Revolution i vort lille Land", skriver Munch, "svier i Begyndelsen til mange, men om 50 Aar vil Opløsningen af en saa combineret Byg- ning være yderst velgjørende for det Hele. De sammen- dyngede, ilde brugte Eiendomme ville komme i flere Hænder, og blive bedre anvendte." 10de Januar.    Morgana2 begynder med en særdeles nydelig Fortæl- ling af Udgiveren: Theodors Dagbog. Den er en sand Prydelse for vor Litteratur, og vidner endnu mere end Othar af Bretagne om Hansens udmærkede Anlæg til at vorde Romandigter. Scenen er i Bergens Stift. I Chri- stiania blev Theodor en Aften indbuden i Studentersamfundet, og fandt en "behagelig videnskabelig Tone", men for liden esprit du corps, eller som han kalder det "Udtryk af egen Stand". Det forekommer mig efter min Anskuelse, som dog ellers ikke er saa meget gammeldags, at være en sand Fuld- kommenhed baade ved det kjøbenhavnske og norske Univer- sitet at intet Burschenvæsen hersker der. Standsaanden har altid været mig mistænkelig, for ikke at sige forhadt. s.3   14de Januar.    Jeg har i Dag fuldendt min aarlige Rapport til Re- gjeringen om Kirke- og Skolevæsenets Tilstand her i Stiftet. Den er ikke indført i min Copiebog, deels formedelst dens Længde (den udgjør reenskreven af mig omtrent 3 svære Ark), deels fordi det ikke vedkommer min Eftermand hvad jeg ned- skrev, vistnok efter min Overbeviisning, og som jeg vil for- svare baade for Gud og Mennesker, men dog tildækket med et Hemmeligheds Slør, som ene den, jeg skrev til, er beret- iget til at løfte. Det er min Pligt, skjønt med Lempe og Skaansel, ikke som lumsk Angiver men som tro Embedsmand at sige hvad jeg mener om de Ting og Mennesker, jeg lærer at kjende, og jeg har Aarsag til at klage over Prov- sterne, at de ikke opfylde denne Pligt. De som læse denne Rapport, ville, endog hvor Udtrykket er forblommet, ei kunne tage Feil af min Mening om ethvert Individ; var min Dom om ethvert Individ indklædt i intetsigende Floskler, hvad lærte da Regjeringen deraf? Men at optegne min ufor- beholdne Erlæring i en Embedsbog, hvor Misbrug muligens med Tiden kunde gjøres deraf, mig til Vanære og Vedkom- mende til Præjudice, det vil jeg ikke. Regjeringen maa rette sig efter min Angivelse, og jeg misleder den, hvis denne er urigtig eller tvetydig -- men min Eftermand: lad ham see med egne Øine! Saa gjør jeg. Hvad jeg ex officio siger til eller om en feilende eller af andre anklaget Embedsmand, det maa optegnes til min Legitimation, til gjentagen Advarsel for den Feilende og Efterretning for den, der muligens engang skal staae i samme Forhold til ham som jeg; men en Charakteristik saaledes som Brun f. Ex. blandt andre allotria har nedskrevet om Meyer paa Hougs, den er ikke for Trediemand, den hører mere til den fortro- lige end den officielle Correspondance. Jeg tilintetgjør altsaa selv Concepten til min ovenmeldte Beretning; blot hvad jeg s.4   efter egen Visitats har optegnet i den gamle Copiebog bliver staaende til Underretning for en kommende Visitator. 15de Januar.    I Morgenbladet har den høilærde Antiquar fyldt et heelt Ark med Betragtninger over Ridderordener i Almin- delighed og Forslag om en norsk do. Den skal hedde St. Olafs Ordenen, have 5 Grader ligesom Dannebrogsordenen, bæres i et hvidt Silkebaand med himmelblaa og sort Kant, og tildeles Damer ligesaavel som Mænd. "Mon- sieur Christophersen, I er ma foi en Nar!" kunde det pas- sende siges til denne Projektmager.    I Vennekredsen vare vi iaften 19 Mand ved Bordet, deraf 2 ugifte (Stiftamtmanden og Apotheker Monrad) og en børnløs Ægtemand. Af de overblevne 16 havde de 3 kun havt 2 Børn, og dog beregnedes, at disse 16 Mænd tilsammen har havt 140 Børn, det er omtrent 9 pro per- sona. Ægteskaberne her i Bergen ere ualmindelig frugtbare. 16de Januar.    Justitsraad Dahl har altid noget at fortælle fra gamle Dage. Idag fortalte han en Bispehistorie. Biskop Arentz maatte formedelst Alderdoms Svaghed resignere med 800 Rd. Pension3. Dr. Hagerup fra Trondhjem4, som havde faaet Nykirkens Kald, gjorde sig, paa Grund af den svære Afgift, Haab om at faae Bispestolen paa Kjøbet, da denne ei alene kunde udrede en saa stor Sum. Imidlertid havde s.5   Grev Thott tilbudt Eiler Hagerup, da Biskop i Ribe, Ber- gens Bispestol, paa hvilken kun skulde hvile 200 Rd. Pen- sion (de 600 lagdes paa et Embede i Danmark), og han modtog den. Den anden Hagerup kom til Bergen, og gik ind til Kjøbmand Jansen. Han spurgte om nyt, og Jansen fortalte, at der var udnævnt en Biskop i Bergen. "Hvem det var?" -- "Hans Navn var Hagerup." Manden blev sjeleglad, men spurgte dog til Overflod om Bispens Fornavn. "Eiler!" -- Ak, der laa den hele Bygning, han blev lang i Ansigtet, og de to Hageruper, skjønt Ungdoms Staldbrødre, bleve aldrig Venner fra den Dag. 18de Januar.    Nordposten bragte et meget velskrevet Brev fra Provst Wingaard. Han har intet imod at resignere, kun forlanger han 200 Spd. i Pension foruden Enkesædet, og paastaaer at Kaldet kan bære den Afgift. I Betragtning af hans høie Alder bør og maa jeg gjøre, hvad jeg kan. 21de Januar.    Fra Irgens kom et ret meget fornuftigt Forslag angaa- ende en forbedret Indretning ved Fasteprædikenerne her i Byen, at nemlig Tirsdags- og Tordagsprædikenerne skulle bortfalde, og at de sex Præster, som skiftevis prædike om Mandagen, hver skulle prædike i sin egen Kirke istedetfor i Domkirken. Kun, naar Irgens vil, at man skal have Lov til at prædike over et selvvalgt Stykke af Lidelseshistorien, kan jeg ikke være enig med ham. Det kunde maaskee falde ham selv ind at vælge samme Text som hans Forgjænger, og naar denne ei havde forklaret den efter hans Sind, pole- misere, istedetfor at stemme Sjelen til Andagt ved Jesu Li- delses Minde. Experto crede Roberto! -- Af Intelligents- seddelen seer jeg, at en af Agers Sogns hæderligste Mænd, Ole Holmen, er død. s.6   24de Januar.    Det Brev, jeg idag fik fra N. Hertzberg, viser tydelig, hvad jeg i de sidste Tider er begyndt at indsee, at han er en Fusentast og Vindmager. Jeg skammer mig ved næsten i ethvert Brev fra ham, N. Hertzberg, at faae Lovtaler som hans expedite og accurate Biskop, thi han er selv intet min- dre end accurat. Et sandt Ord var det, Irgens skrev: " sæpe fallit". Hvilken velsignet Guds Mand er ikke den jevne, ulærde Provst Christian mod denne Polyhistor! 26de Januar.    Schmidt skriver, at han efter Ansøgning har faaet Af- sked i Naade5 og søgt Roskilde Domprovstie, men venter ikke at faae det. Hvis Hammond bliver Domprovst, tager han gjerne tiltakke med Brøndbye vestre, og glipper alt, vil han leve af Informationer, og de Levninger han har til- bage af sin hensmeltede Formue. Og det "fordi han ingen synderlig Glæde venter mere hertillands!" -- Min Gud! gaaer det da ham værre end os andre? og hvad er det for frygtelige Aspecter, der skræmme ham? -- Fra mig afgik kun et Brev: til N. Hertzberg, men det var "Svar paa Alt" i en halv spøgende, halv alvorlig Tone; men at jeg var ærgerlig i Hu lod jeg ikke miskjende. Gid Manden saa sandt vilde erkjende, at jeg ogsaa havde Grund til at ærgre mig. 29de Januar.    I Vennekredsen læste jeg i en tydsk Avis om Mad. Stael en Anecdote, som fortjener at bevares her. Hun var s.7   i Paris med sin Datter, som skal være meget smuk. Den berømte Prinds Talleyrand feterede Moderen efter Fortje- neste, men gjorde dog endnu mere Væsen af Datteren. Mad. Stael, hvem dette ei var saa ganske tilpas, vilde hevne sig paa en fiin Maade. Under en Vandfart paa Seinen spurgte hun pludselig: "Om her nu reiste sig en Storm, og vi kom paa Grund, hvem vilde De da først redde, mig eller min Datter?" -- "Det vilde," var Svaret, "være en For- nærmelse mod en Dame af Deres udmærkede Kundskaber og Talenter, at troe De ikke ogsaa havde lært at svømme; der er altsaa ingen Tvivl om at jeg vilde redde Deres Datter." 30te Januar.    I Aften var der Comedie hos Falsen og derpaa Bal hos Christie, hvorfra de sidste Fruentimmer kom hjem Kl. 7 og de sidste Mandfolk Kl. 8 1/2. Det gaaer lystigt til, jeg kan ikke sige andet! -- Aftenens Vert skal altid slutte med en Epilog, hvori ogsaa Værtinden skal tage Deel. Christie har nu ingen Kone; altsaa kom han frem med Falsens mindste Datter, et Barn paa 5 -- 6 Aar, ved Haanden, lod hende forestille Værtinde, og fremsagde otte versificerede Linier, en ganske net Idee, som vandt almindeligt Bifald. 1ste Februar.    Morgenbladets No. 23 indeholder en Liigprædiken af Dr. Neumann over hans Sognemand Grauer, hvilken han vilde kalde den største blandt alle Landmænd i Norge, naar han ikke frygtede for at mistydes. Det er en ret smuk Lovtale, men for lidet christelig til at holdes ved en Grav umiddelbart efter Jordpaakastelsen. Uvilkaar- ligen tænkte jeg paa den Præst, hvorom Gutfeldt fortalte, der i en Liigprædiken over en pludselig død Collega udbrød: "Hvem skulde tænkt, at denne kjære Broder saa snart skulde s.8   forlade os, da vi saa nylig sad i et muntert Vennelag med ham og drak Punsch!" 5te Februar.    De ikke behagelige Discussioner, Chordegn Reins Død og hans Embedes Bestyrelse i Vacancen har givet Anled- ning til, vil jeg efter gammel Sædvane forbigaae med Taus- hed; kun dette maa jeg sige, at jeg vel kunde sparet mig for det Morgenarbeide, jeg foretog i den bedste Hensigt og af reen Pligtfølelse, men at Christies kolde, cermonielle Afviisning havde noget ublidt, man ei bør sige til en Ven, og noget peremtorisk, man endnu mindre bør tillade sig mod sin Ligemand, og at jeg første Gang i halvtredie Aar fandt min Embedsstilling trykkende. Af de tre Mænd, som nu ere i Bergen, hvilke Neumann ei ønskede at staae i Forbindelse med som Bergens Biskop, var der nok ingen, jeg er saa enig med ham i at bedømme som Christie. Ham vilde maaskee Falsen og Rein harmoneret mindre med, end de harmonere med mig, men at Falsen har mere Charak- teerlighed med mig, og at jeg vandt ved at tilbytte mig ham som Stiftamtmand, har jeg Grund til at antage, skjønt mine Fruentimmer benægte det med høi Røst. 6te Februar.    Prof. Arentz fortalte, at hans Søn Hospitalspræsten i Trondhjem har nedlagt sin Lærerpost i Kathedralskolen "paa Grund af den herskende Immoralitet blandt Eleverne". Han havde ventet at Departementet vilde affordret ham Erklæring over dette Udtryk, og havde forsynet sig med Be- viisligheder, men man lod det passere. 7de Februar.    Jeg sendte Stiftamtmanden et Brev, der skulde lede til Forsoning efter den lille Knurre, der var paa Traaden, i hvilket jeg forklarede mig over, hvad jeg i hans Paategning s.9   fandt anstødeligt. Det har ingen Fare; med Christie er nok varigt Uvenskab og hjerteligt Venskab mig omtrent lige umulige. 8de Februar.    Jeg fik et Brev fra Christie, hvorved al Qverelle end- tes. Endnu misforstod han mine Yttringer; vor yderst mærkelige Temperamentsforskjel gjør det overalt nødvendigt, at vi betragte mange Ting fra forskjellige Synspuncter; imidlertid orienterer man sig efterhaanden, og jeg havde megen Uret, om jeg ved saadanne Ting lod mig stemme til Utilfredshed med mine Kaar. Det er saa ikke første Gang, at jeg har fundet mig beføiet til, i samme Individ at afsondre Embedsmanden fra Mennesket. Falbe som Amtmand og Stiftsdirectionens Medlem var jeg ofte vred paa, men der var ingen Mand i Christiania, jeg i det private Liv var i bedre Forstaaelse med. 9de Februar.    Christie besøgte os i Aften og var meget venskabelig. For at komme til Vished, om Kongen kommer, og dermed tjene mig selv og hele Bergen, gav han mig det Raad at skrive Hans Majestæt til og spørge ham. Det bliver vel nødvendigt, naar det ikke gaaer an at ignorere alt og beramme Visitatsreisen, da Ingen kunde forlange, at jeg skulde reise som Coureer fra Søndmør, for maaskee, og maaskee ikke at træffe Kongen i Bergen. 10de Februar.    Bedemand Juell anbefalede sin Søn, Chordegnen i Stavanger. Han er uden Tvivl en meget qvalificeret Per- son, helst da Stiftsprovsten meget gjerne vil have ham, og erklærer en prædikende Chordegn for uundværlig. Derimod har Sagen enprotegé, om hvilken og Christie talte igaar, som vist ikke uden i yderste Nødsfald faaer min Stemme. Det er Klokker Houge ved Tugthuset, der nu er kommen sig s.10   saavidt, at han vandrer om som en Skygge, men er sløv baade paa Legeme og Sjel. Man vil gjerne være af med ham paa Realskolen, hvor han som Lærer i Geographie, Historie og Engelsk bortskræmmer Eleverne, som intet lærer, og derfor skal prakkes Domkirkens Skole paa Halsen, som om ikke ogsaa den behøvede en duelig Lærer, ikke at tale om at han, skjønt Student, ikke kan prædike, ventelig ei hel- ler forstaaer Sangen. At bortgive et Embede til en Mand, som ikke kan udføre dets Forretninger, er uforsvarligt baade for Gud og Mennesker, og at favorisere en Privatskole paa en mit Embede umiddelbar vedkommende offentlig Skoles Bekostning, dertil giver jeg aldrig mit Minde; om Christie og Sagen og samtlige Realskolens Bestyrere og Lærere blive mine Uvenner derfor -- jeg gjør det ikke! 11te Februar.    Den Commission, der skal tage Almueskolevæsenets Forbedring under Overveielse, bivaanede jeg i Dag for første Gang. Stiftamtmanden havde været der de foregaaende Gange, men jeg ikke; nu var jeg der, han ikke. Det synes næsten at gaae os som Castor og Pollux, der aldrig paa engang sees paa Himlen, og det er maaskee ogsaa det bedste. Hvad jeg for min Deel ansaae for det, der først af alt burde erhverves Kundskab om: den skolepligtige Ungdoms Antal, blev man i Dag enig om at reqvirere, ligesom det og først nu -- i fjerde Session -- bragtes saa nogenlunde paa det Rene, hvad der forstaaes ved en Almueskole. 13de Februar.    Brun holdt en meget god og rørende Prædiken om hvad Daaben var for Jesus, og hvad den er og bør være for os. Han er dog unægtelig Byens første Prædikant, kun, at han havde et mandigere Organ! Reins Prædikener ere maaskee æsthetisk skjønnere, mere philosophiske, men der er ikke saa megen Christendom i dem som i Bruns. s.11   17de Februar.    Bohrs Svigersøn Olsen er bleven Justitssecretair i Høiesteret, uagtet Statsraadet før ham havde indstillet den ældre Protocolsecretair Riis6 og en anden Embedsmand, men Olsen gjør Vers til Kongen og Prindsen, hans Kone og Svigerinde synger paa Concerter, han og de indbydes i for- trolige Vennelag til Statholderen, og med Anbefaling af denne gjorde han nylig en Reise til Stockholm. "For slige Slutninger gav selv Fornuften efter!" 18de Februar.    Ogsaa i Rigstidenden indrykkes nu (mod Betaling) mo- derate Stiklerier paa Grev Wedel. 20de Februar.    Det er længe siden jeg har været i Hospitalskirken; i Dag gik jeg did. Jeg maae sige Welhaven til Berømmelse, der er ingen Nonsens og saare liden Trivialitet i hans Foredrag; paa en meget passende Maade forener han Dog- matik og Moral, han siger meget smukt og rørende, Slut- ningen især var saare hjertelig og indtrængende; han har, naar han ikke misbruger det, et vakkert, tydeligt Organ og en correct Declamation. Men Orden og Sammenhæng er der ikke i hans Prædikener, skrevne kunne de umulig være, at lære dem udenad vilde være et herculisk Arbeide. Man kan gaae ind og ud, naar man vil, og taber intet uden den Fornøielse at høre Welhaven tale et Kvarterstid længere. Sit Organ vanhelder han ofte ved en grædende Tone og s.12   en vis affecteret Fortrolighed, som f. Ex. i Mauerbrechers Prædikener. Han prædikede over "Jesu Magt til at over- vinde Fristelser." 21de Februar.    Saavidt muligt har jeg foresat mig hver Mandag i denne Fastetid at gaae i Kirke, og saaledes var jeg da i Dag i Korskirken og hørte Irgens. Ved at gjennemlæse Texten, følte han sig som naglet fast til det Sted: "Da forlod alle Disciplene ham og flyede," og i den Anledning betragtede han: "Disciplenes Flugt, høist advarende for os." Det var virkelig en overmaade god Prædiken, en sand Passionsprædiken, der fortjente at høres af en langt større Folkemængde. Ogsaa hans udvortes Foredrag synes mig ædlere end før; han skriger ikke saa voldsomt, som han stun- dom gjorde, naar han syntes at komme i Affect. 25de Februar.    I Rigstidenden læses fra Kjøbenhavn, at medens vort Ankerske Fideicommis, der begyndte med 2 Millioner DC. synes at nærme sig sin Undergang, er det Classenske hvert Aar gaaet fremad, og har stiftet meget godt, hvilket det Ankerske neppe bør rose sig af. Der maa nok have været bedre Administration. -- Det mærkeligste og bedste Stykke i Morgenbladet er et Svar fra Lieutenant Foss til hans ano- nyme Antagonist, der angreb Falsen som Forfatter af "En Stemme fra den norske Armee". Det er et Mønster paa et Stridsskrift, paa engang bidende og anstændigt.    Det var det dramatiske Selskabs Stiftelsesdag. "Brevet fra Cadix" spiltes, og gik overmaade godt. Mohr udførte Justitsraadens Rolle mesterligen. Scenen mellem ham og Fiscalen (Jørgensen) var deilig. Disse to vare de bedste. Epilogen af Sagen gjorde megen Lykke. Det var et Par dramatiske Scener mellem Mohr, Erichsen og Normann, under deres sande Skikkelse med smaa Mellemrepliker til s.13   Publicum, meget vakkert, skjønt Wessels berømte Prolog saaes at have givet Sagen den første Idee, og Hansens Pro- og Epilog i Morgana at have bragt den til Modenhed. Efter Comedien var Bal og Soupée. 26de Februar.    I Anledning af de fremsendte Fattigregnskaber, og de mange ureviderede, som ligge hos Kirkeskriver Reinertsen, fortæller N. Hertzberg om en Præst, der skulde oplæse en Forordning fra Prædikestolen. "Her, kjære Menighed! er en Forordning; seer I ham? -- Nu lægge vi ham til de andre", sagde han, uden at oplæse den. 27de Februar.    Efter hvad der fortaltes i Vennekredsen, seer det frem- deles bedrøveligt ud paa Østlandet. Endog Statsminister Anker frygter man staaer paa Glid. Med Morten Anker skal det saa omtrent være forbi; det Collettske Huus troer man og iler den længe ventede Catastrophe imøde. 28de Februar.    Rein holdt Fasteprædiken i Nyekirken. Man har længe sagt, at hans Organ blev alt mere og mere utydeligt; i Begyndelsen var og hans Stemme overmaade mat, men efterhaanden blev den raskere og klarere; jeg forstod næsten hvert Ord, hvortil det dog gjorde meget, at den alligevel var saa dæmpet, at Ekko ei kunde drive sit Spil i den temmelig tomme Kirke. Prædikenen selv, der handlede om "Jesus som et Mønster paa Overbærelse mod Feilende", var i Reins Maneer særdeles god, men ingen Passionspræ- diken. -- Efter Prædikenen gik jeg ind til ham i Sacristiet, og spurgte ham i Fortrolighed, om han, i Tilfælde at Stifts- provsten døde, vilde modtage Constitution i Vacancen. Jeg havde ventet et bestemt Nei, men det fik jeg dog ikke; han vilde betænke sig, hvortil der da endelig ogsaa kan være god s.14   Tid. Jeg kan ikke troe andet, and at det er Frygt for at blive Irgens paa en Maade subordineret, der gjorde ham tvivlraadig, ellers begriber jeg ikke, hvorledes han med sin svækkede Hukommelse og yderlige Ulyst til ulitterairt Arbeide, et Øieblik kunde betænke sig paa at paatage sig Provste- Embedets Forretninger, var det end kun i fjorten Dage. -- Ole Svanøen spiste her til Middag. Det er en vakker, efter sin Stand dannet Mand7. Torbjørn Sandvigen8, skjønt Hougianer som han selv, gav han intet fordelagtigt Vidnes- byrd. Et imponerende Udvortes, megen Herskesyge og Selv- tillid, men ringe indvortes Gehalt var han enig med Brun, Fjeldberg og andre at tillægge ham.    Hans Houge skal det gaae slet; det Gaardkjøb, han gjorde, svarer aldeles ikke Regning. Bakke har han maattet tage tilbage, da Kjøberen ikke kunde betale. 29de Februar.    Jeg har begyndt paa et Stykke om Selskabet for Norges Vel, hvor jeg bestemt raader til dets Ophævelse. Afhand- lingen indsendes til Morgenbladet. 15de Marts.    Ogsaa det Brev, jeg i Dag fik fra N. Hertzberg, har en morsom Anecdote. En Præst var forflyttet fra et godt Kald til et bedre, og man spurgte ham, hvorfor han havde søgt dette. "Jeg maatte følge den Helligaands Kald", sagde Præsten. "Ja Far", sagde Bonden, "du var en stridig Mand hos os; havde ikke det Kald du faaer, været bedre end dette, saa havde ikke den Helligaand faaet Bugt med dig." 21de Marts.    Posten bragte følgende meget naadige Svar paa mit Brev til Hans Majestæt Kongen: s.15   Monsieur l'Évêque Pavels!    J'ai reçu votre lettre de 16 février, et j'apprécie le motif, qui l'a dictée, ainsi que les sentimens, que vous m'y témoignez. J'ai assurément le projet de visiter la ville de Bergen, aussi intéressante par l'état florissant de son commerce, que distinguée par l'esprit de l'ordre, de tranquilleté et de patriotisme, qui caractérise ses habitans. Mais je ne puis pas décider s'il me sera possible d'exécuter ce projet dans le courant de cette année. Je dois subor- donner mapropre satisfaction à ce qu'exige l'intérét géné- ral des deux royaumes. Ce sera pour moi un vrai plaisir de parcourir une contrée, que j'aime déjà, avant de l'avoir vue, de faire la connaissance d'une population industrieuse et loyale, et de revoir les fonctionnaires, qui par leur dévouement à la patrie ont acquis ma juste estime. Je vous compte parmi ce nombre, Monsieur l'Évêque, et il manquerait quelque chose à ma satisfaction si vous étiez absent de Bergen lors de mon arrivée. Mais comme je ne puis pas en préciser l'époque, je vous engage à ne pas remettre à une autre année la tournée, que vous avez à faire dans votre évêché. Mon voyage ne pour- rait, dans tous les cas, avoir lieu que dans les derniers mois de l'été, et je vous promets qu'aussitôt que j'aurai fixé ma résolution à cette égard, je vous en parviendrai assez en tems pour que Vous puissez être rendu à Ber- gen en même tems que moi. Je vous prie d'assurer vos concitoyens de l'affection et de la bienveillance, que je leur porte et de mon désir de hâter l'époque où je pour- rai leur exprimer verbalement ces sentimens. Sur ce je prie Dieu, qu' il vous ait, Monsieur l'Évêque Pavels, en sa sainte et digne garde, étant votre affectionné Charles Jean. s.16   23de Marts.    Irgens gjorde mig et Besøg i Anledning af den ham meddelte Constitution som Stiftsprovst. Ved den Leilighed meddelte han mig ogsaa sit Ønske om at blive Stiftsprovst, uden at forflyttes til Domkirken, da han har faaet sin Me- nighed kjær og desuden ikke ønsker sig Arentz til Collega. Jeg sagde ham, at jeg allerede havde gjort Indstilling mod de to Embeders Adskillelse; imidlertid kunde jeg, hvis han leverede mig sin Ansøgning, ikke vægre mig for at paategne den, at jeg vel ikke kunde fravige min forrige Mening, men at jeg, naar ei Kongen bifaldt den, maatte anbefale Irgens til Stiftsprovst, da jeg ikke i Byen eller Stiftet kjendte en Mand med større Øvelse og Indsigt i Provsti-Embedets Forretninger end han. 26de Marts.    Seier og Fred var i Dag min Prædikens Æmne. Palmen er begges Symbol; altsaa var Palmegrenene, der strøedes paa Veien ved Jesu Indtog, den Deel af Texten der omhandledes. Seier over Synden og Fred i Hjertet og Samvittigheden: Seier over Trældomsfrygt og Fred med Gud: Seier over Døden og Fred i Evigheden; disse til- veiebragte Jesus os, og ved Tanken herom bør Ugen ind- vies til Glæde og ikke til Sorg. Til Slutning omtalte jeg Fleischer som den, hvis Liv var helliget til at forkynde dette Seiers- og Fredsbudskab, og som nu, efterat have vundet Seier over Verden, dens Fristelser og Trængsler, hen- slumrede blidt til evig Fred. 28de Marts.    Munch føler sig alt mere og mere tilfreds med sin Stilling, og det er sandt, han virker med en Kraft og et Held, som jeg maa beundre. Saaledes angav han for Øv- righeden -- n's Frille; der blev optagen Forhør, og hun er forsvunden. Saaledes har han faaet indskrænket den Stod- s.17   dercolonie, Young har anlagt paa Enerhaugen, ved at faae ham ilignet 75 Spd. Fattig- og Skoleskat, istedetfor de 5 han før betalte. -- N. Hertzberg sender mig en lang cla- mamus til Kirkedepartementet, angaaende den Hardangerske Ungdoms Nattesværmerier. Han har endog i Sinde, hvis denne Klage ei hjælper, at tilskrive Kongen directe, og klage over, at hans Departement sover.    Alle spørger, om Pavels ei søger Stiftsprovstiet; jeg er nysgjærrig efter at vide, hvad Provst Normann bestem- mer sig til9. Ham tænker ingen Mennesker paa; blev han Stiftsprovst, vilde det foraarsage en almindelig Overraskelse, og dog! søger han det, og sender mig Ansøgningen til Paa- tegning, denne vil da fuldeligen vise, at jeg anseer ham for den værdigste af Alle. 1  tilbake Bernt Ankers Fideicommis havde 13de December 1819 maattet over- leveres til Skiftebehandling, see Norske Stiftelser III, 28. 2  tilbake Nytaarsgave for 1820, udg. af M. C. Hansen. 3  tilbake Entlediges 27de Juli 1774. 4  tilbake Christian Fr. Hagerup (Søn af Biskop Eiler Hagerup sammesteds) døde som Stiftsprovst i Throndhjem 1797. Han var ikke beslægtet med sin heldige Concurrent til Bergens Bispestol, men denne havde været antagen i hans Faders Hus og faaet Navnet Hagerup. "Ung- doms Staldbrødre" kunde de to Rivaler ikke kaldes, da Aldersforskjellen var for stor. Ogsaa i 1780, da Irgens blev Biskop i Bergen, følte C. F. Hagerup sig bittert skuffet, hvad ogsaa var Tilfældet, dengang han i 1788 gjorde sig Haab om Throndhjems Bispestol. 5  tilbake Provst Fr. Schmidt fik efter Hjemkomsten fra en toaarig Udenlands- reise efter Ansøgning Afsked som Sognepræst til Eker den 27de De- cember 1819. Efter at have holdt Afskedsprædiken, reiste han Som- meren 1820 til Danmark, hvor han 27de September f. A. udnævn- tes til Sognepræst til Himmeløv ved Roskilde. 6  tilbake "Min Fader søgte i den Anledning Audients. Da han havde talt nogle Øieblikke, udbrød Kongen: "Men De stammer jo ikke!" og min Fader fik nu at vide, at man havde indbildt Carl Johan at han stammede, og saaledes var uskikket til Justitssecretair." (Anteg- nelse af C. P. Riis). Olsen døde 1845 som Byfoged og Sorenskri- ver i Laurvig, Riis 1851 som Justitiarius i Bergen. 7  tilbake Gjentagne Gange Storthingsmand for Nordre Bergenhuus Amt. 8  tilbake Gaardbruger i S. Bergenhuus Amt. See Forf. Lex. 9  tilbake Nils Normann som Sognepræst til Asker 1836.

bla videre