|
1ste Juni.
Ogsaa mig er nu buden Penge; jeg overvandt Fri-
stelsen og foreskrev mig derfor for min hele Embedstid en
ufravigelig Lov. Lund kom i Morges og bad mig, ingen-
lunde som Betaling eller Gave, blot til Erindring at mod-
tage en Tut -- Rigsorter formoder jeg. Jeg afslog det
bestemt og sagde, at jeg for at erindre ham intet saadant
|
| s.370 | behøvede, og at jeg iøvrigt erkjendte, at Præsternes Udgifter
ved Visitatserne vare saa store, at Foræring snarere burde
tilbydes dem end gives af dem. Saameget uforsvarligere
(tilføier jeg her) var det at sætte Præsterne i saadan Con-
tribution, da jeg ikke indseer, at disse Visitatsreiser koste
mig det ringeste, uden det skulde være Doctorløn og Medicin
efter alt det Tractement.
Efter en behagelig Seilads kom jeg lidt over Middag
til Tysnæs Præstegaard. Ogsaa Arentz har Biskop Brun,
hvis Minde han iøvrigt synes høiligen at ære, engang spillet
et Puds. Han søgte Lindaas Kald, og Statsraadet syntes
tilbøieligt til at indstille ham dertil. Da Brun, hvis pro-
tegé Hveding var, indsaae at Arentz vilde blive en farlig
Medbeiler, skrev han Arentz til og sagde ham, at han uden
Tvivl kunde gjøre sig Haab, men der var svær Enkepension
og Capellanløn, og jeg veed ikke hvad andre slemme Egen-
skaber ved Lindaas. Som Ven vilde han derfor fraraade
ham at frafalde den Ting, da han saae i Aanden, at han
ei længe blev paa Tysnæs, men noget bedre snart vilde
tilfalde ham. Arentz fandt sig deri, skrev tilbage, at han
ikke brød sig videre om Lindaas, Brun meldte det flux, og
Hveding fik Kaldet. Imidlertid er den hjertensgode, ret-
skafne Mand af dem, der søger at udfinde de bedre Sider
ved enhver Ting, og saaledes erkjender han, at han vilde
følt sig meget ulykkelig ved en Capellan som den drikfældige
Doth, og at Hveding langt bedre forstaaer at sætte sig i
Respect hos ham og raade Bod paa de Forargelser, som
ved ham vækkes i Menigheden, end han selv vilde gjort.
Mod Aftenen kom Provst Christian Hertzberg, med
hvem jeg nu daglig skal vandre sammen i hele denne Maa-
ned, og som vil kunne give mig mangen nyttig Veiledning.
Gud give kun Helbred og Kræfter. Reisens Strabatser
frygter jeg ingenlunde, den har i min store, bequemme
|
| s.371 | Vængebaad aldeles intet at betyde. I Præstegaardene har
jeg langt mere at befrygte. Her synes imidlertid Tracte-
mentet at ville blive tarveligt. Et Liv som det paa Oster-
øen vil jeg overalt ved Guds Hjælp kunne undgaae paa det
meste af denne Tour.
2den Juni.
Man skulde troe, naar man seer Christian Hertzberg,
at det var en forædt, phlegmatisk Bonvivant, men det er en
prægtig Mand. -- Arentz falder lidt besværlig ved sin uaf-
ladelige Opmærksomhed og Tilbyden af Mad og Drikke fra
Morgen til Aften, men hans hjertelige Godmodighed frem-
lyser overalt.
3die Juni.
Der er virkelig udbrudt et Saar paa mit venstre Been,
og Tanken herom berøvede mig endeel af min Nattesøvn.
Det var mig en sørgelig Forestilling at skulle vende hjem
med halv forrettet Sag, men den elskværdige Hertzberg, hvem
jeg i Morges tolkede min Bekymring, lindrede den meget
ved at fortælle mig, at baade han og hans Broder Niels,
der uophørligen ledsage mig, ere oplærte og erfarne Chi-
rurger, og at jeg, naar intet værre vederfores mig, end et
udbrudt Saar paa Benet, under deres Veiledning og Pleie
trygt kunde fortsætte min Reise. -- Arentz holdt en jevn,
evangelisk, ret vakker og hjertelig Prædiken. Kirken er den
mindste, styggeste og qvalmeste, jeg har seet.
5te Juni.
Jeg er da nu paa Sæverhagen1, om hvilket jeg har
hørt og læst saa saare meget, hos den saa uendelig skrive-
|
| s.372 | salige og trættekjære Olsen, hvis Møde jeg saa tidt har
frygtet, da jeg troede, jeg ikke vilde komme vel ind ad Døren,
førend den lange Historie begyndte ab ovo. Denne Frygt
var imidlertid ugrundet. Til denne Time har jeg ikke hørt
et Ord om hans Privataffairer, uden hvad jeg selv har
bragt paa Bane, og jeg finder vel Manden temmelig raa,
vel ugeneret, en fuldkommen Contrast til den stille, due-
fromme, altfor beskedne og complimentrige Arentz, men der
er dog noget ret tækkeligt og godmodigt i hans Ligefremhed.
Men foruden hans bekjendte Skjødesynd: Paastaaelighed,
har han nok ogsaa en anden. Naar vi andre tog et Glas
Punsch, tog han i den ene Haand et Glas Brændeviin, i
den anden et Glas Øl, og tømte dem begge efter hinanden
uno haustu. Ved Bordet drak han nok en Flaske Viin, og
blev tilsidst vel vrøvlende og støiende, men saasnart vi havde
spiist, gik han efter Sædvane tilsengs sans adieu.
6te Juni.
Ved Visitatssamlingen fremstillede sig kun 3 Skole-
holdere, da der for det store Annexsogn Fitje ingen er at
bekomme. Medhjælperne synes forsaavidt at være ret brave
Folk, men behagede mig dog langt mindre end de i Tysnæs.
Der synes ikke at herske nogen god Aand i dette Præste-
gjæld; om den stedse har været saaledes, eller om den er
forværret, og da hvis Skylden er, veed jeg ikke. Af de syv
Menigheder, jeg hidtil har besøgt, bærer nok de tre paa
Osterøen Prisen, da de alle have maadelige Præster, og
alligevel udmærker sig hæderligen. Næst efter dem kommer
Tysnæs, hvor Lærer og Menighed virker med forenede Kræfter,
og det altsaa ikke er saa underligt, at der kan udrettes noget.
Strudshavn tilhører det nærmeste Sted. I Sund og Stor-
øen er jeg derimod ikke synderlig tilfreds, enten med Præst
eller Menighed. Lund er en behagelig og talentfuld Mand,
|
| s.373 | men en Præst, som tager ud i Baad til Skibe, der seile
forbi, driver Handel med dem, omtusker Varer og holder et
Slags Pakhuus, hvor disse opbevares og forhandles! -- jeg
misunder ikke Biskop Bugge den Acquisition.
7de Juni.
I Olsens Prædiken savnede jeg intet uden Orden.
Klage førtes Gud skee Lov ikke fra nogen af Siderne. Jeg
forstaaer mig overalt ikke paa den Mand. Kaad og rude er
han vel undertiden i sin Tale, men derhos yderst tam og
fredelig. Der mærkes ikke Stænk af den Galde, som saa
ofte drypper fra hans Pen, ligesom han ogsaa i sin Præ-
diken saavel som i sin Conversation er intet mindre end
Væver og Vrøvler, hvilket man dog af hans Skrifter skulde
troe. Hvad jeg den første Aften formodede om hans Drik-
fældighed, finder jeg heller ikke bestyrket. Javist drikker han
og drikker meget, men noget der lignede Fuldskab har jeg
ikke seet hos ham siden. Alt gik iøvrigt i sin gamle Tour.
Man spiser og drikker og sover Middagssøvn, og drikker og
spiser igjen, og saa gaaer det forthen den ene Dag efter den
anden. Saalænge det er godt Veir, og man desimellem
kan være ude i den friske Luft, sidde eller vandre i Træernes
Skygge, gaaer det godt. Skulde det paa et ikke desinteres-
santere Sted indtræffe daglig Regnveir, saa blev det rigtig-
nok lidt kjedsommeligt.
10de Juni.
Chr. Hertzberg holder ogsaa ved Visitatser Tale fra
Prædikestolen. Jeg lider aldeles ikke denne Skik, overalt
skal Ingen sige, at jeg er min Formands Abe. Et originalt
Genie klæder alting vel, men just i et saadant Genies Fod-
spor maa man vogte sig for at træde. Hvad der just
hos mig anbefalede Biskop Brun, vilde i mine Øine disre-
|
| s.374 | commandere Enhver, der gjorde det efter ham. Man har
ellers her i Findaas adskillige underlige Skikke, saasom at
Brudevielse forrettes i Chordøren, og Brudeparret staaer og
siden knæler lige nedenfor den; at Confirmanderne ligeledes
knæle nede paa Kirkegulvet, istedet for enten at gaae op til
Alteret, eller staaende aflægge Løftet og modtage Haands-
paalæggelse m. m.
11te Juni.
Niels Hertzberg, hans yngste Broder og Lieutenant
Palludan vare i Formiddags oppe paa et høit Fjeld, Siggen
kaldet, i Nærheden af Præstegaarden. I Eftermiddag var
den gamle Mand ude at svømme. Han har en kostelig Hel-
bred og fatigueredes mindre paa Fjeldtouren end den 19-
aarige Lieutenant.
12te Juni.
Vi havde en levende Debat om Brændeviinsanord-
ningen, som Peder Hertzberg ubarmhjertig brød Staven over;
Christian var af samme Mening, hvorimod Niels og jeg
tog den i Forsvar som gavnlig for Landet i det Hele, og
om en enkelt Provinds i oekonomisk eller moralsk Henseende
taber, kan dette ved en Lov ei komme i Betragtning, naar
maaskee ti Gange saamange Mennesker i samme Henseende
vinde.
14de Juni.
Moster Kirke skal være den ældste i Norge, bygget af
Olav Trygveson, men er endnu i meget god Stand. Den
mangler som flere af denne Egns Kirker Taarn, og er liden
og mørk. Jeg kan ikke fortrinligen rose min elskværdige
Hertzbergs Tale. Non omnia possumus omnes og Ofter-
øens Prædikanter undtagne, staaer han i mine Tanker neden-
|
| s.375 | for alle dem, jeg paa min Visitatsreise har hørt. Det var
sunde, gode, men meget almindelige Ting han foredrog om
Kjærlighed til Gud og Næsten. I hans udvortes Foredrag
var der intet uædelt, men heller ingen Kraft. Det var,
kort sagt, af disse Prædikener, man i de sidsthenløbne De-
cennier hørte sneseviis af unge Præster og Candidater, hvor
man vel intet ligefrem kunde dadle, men derimod følte en
uimodstaaelig Sovelyst. Den følte jeg ogsaa i Dag, men
modstod den saa godt jeg kunde af Agtelse for Manden som
talede, og med Hensyn paa de mange lysvaagne Mennesker,
der stod omkring min aabne Stol. I min Tale over Ps.
193, 13, sagde jeg Præst og Menighed de venlige berøm-
mende Ord begges Vandel i Almindelighed og deres gjen-
sidige Forhold fortjente, og berørte Kirkens Ælde samt den
Omstændighed, at Fader, Søn og Sønnesøn nu over 50
Aar have været Menighedens Lærere, og fik megen Tak og
Ros af den strengtdømmende N. Hertzberg, samt den For-
sikring, at der var mange vaade Øine i Kirken. Der var
en i det Hele vakker og vel oplyst Ungdom.
15de Juni.
Førend jeg forlod Findaas, viste Hertzberg mig ex
officio sin Ministerialbog. Den er hverken efter det befalede
eller noget andet Schema, men forekom mig saa god og hen-
sigtspassende, at jeg bad ham give mig en Udsigt derover,
som jeg troer kunde være anvendelig overalt med et Par
smaa Modificationer. Jeg har overalt ved Hertzbergs Ex-
empel faaet en Idee om den duelige Forretningsmand, in
specie Provst og Præst for Landsbyemenigheder, som jeg
aldrig før har havt. Bedømt efter den Norm, Theorien i
sit Studerekammer udpønsker, vil han maaskee i adskillige
Henseender ei holde Capitelsmaal, men det veed jeg, at vare
vi endnu forenede med Danmark, saa indstillede jeg ham
|
| s.376 | strax efter min Hjemkomst fremfor nogen anden til Danne-
brogskorset ved næste Promotion.
I det deiligste Veir begav vi os i Formiddag paa
Veien til Fjeldberg. Paa samme Tid reiste de to andre
Hertzberger til Malmanger Præstegaard. Provsten i Sønd-
hordlehn, i videnskabelig Cultur i det mindste No. 2, maa-
skee No. 3, og i selskabelig Omgang ganske vist den sidste,
men naar man seer hen til Realiteten dog maaskee den yp-
perste af Brødrene, var paa i min Baad. Vi fore forbi
den Gaard, hvor Harald Haarfager som temmelig gammel
Mand kom paa en Søereise, blev forelsket i en smuk Pige
ved Navn Thora, og blev med hende Fader til den berømte
Hakon Adelsteen. I nogen Tid har jeg omvanket paa clas-
sisk Jordbund; hvor jeg nu kommer hen, i Etne og Skaane-
vig, har Prosaen nok stedse domineret, som den gjør i
denne Dag.
Aftenen gav mig en Forsmag paa det Liv, som venter
mig her: et Svireliv, som lige meget rebuterer min physiske,
æsthetiske og moralske Sands. Uanstændigheder foregaae vel
her ligesaa lidt som paa Tysnæs, Storøen eller Findaas,
men paa alle disse Steder var dog sat en Dæmning for
den evige Drikken, som her har frit, ustandset Løb. At
Etnes nye Sognepræst2, saa cultiveret og interessant Mand
han er, er den som ved sin vel vidt drevne Jovialitet vist-
nok opliver, men ogsaa fordærver Tonen, kan jeg ikke fra-
gaae. Især anvender han vel mange Bibelsprog og Psalme-
stumper i sit Spøg. Der er noget uimodstaaeligt morende i
hans Selskab, men der er dog noget vist i den Tone, han
angiver, der hos mig vækker Mishag og Glæde over, at den
Tid nærmer sig, da Madam Børretzens Fattigdom og Mid-
delthons Sparsommelighed vil formindske Viinflaskernes An-
|
| s.377 | tal, og at jeg efter disse, forresten ubehagelige Dage kom-
mer sammen med min gamle interessante Hardangerprovst,
hos hvem min sultende Aand kan faae Føde, der veier op
mod den megen legemlige, hvormed man overvælder mig.
17de Juni.
Bruns Prædiken var over 2 Petr. 3, 18. I Ind-
gangen, over de Ord: "Kundskab opblæser" holdt han vel
slemt Huus med verdslig Viisdom i Almuebørns Underviis-
ning og udtrykte sig noget uforsigtigt, som om geographiske,
naturhistoriske og andre Kundskaber vare reent unyttige for
Bonden, hvorfor jeg og fandt mig beføiet til i min Tale at
anmærke, at det var en ønskelig Sag om alle kunde have
disse Kundskaber; kun derfor maatte de mindre anbefales,
fordi det var umuligt at de anderledes end høist superficielt
kunde meddeles Mennesker, der havde saa meget andet at
tage vare, og deraf opkom en fordærvelig Halvcultur, en
Indbildning at man var meget klog, da man dog vidste slet
intet. Et og andet lod sig vel ogsaa bemærke ved Hoved-
æmnets Behandling: "Religionskundskab som den vigtigste
af alle Kundskaber". Han gik ind i en Detail om Forældres
og Børns og Ægtefolks Pligter o. a. m. efter Skriftens
Lære; han fik indkylet en poetisk Skildring af et Jordskjælv,
og Gud veed hvorledes Electriciteten ogsaa blev anbragt.
Det var altsaa slet ingen udmærket Prædiken, men den for-
tjente altid sit Sted ved Siden af de Prædikener, man jevn-
ligen hører i Bye og paa Land, og over en ei ubetydelig
Deel af dem. Min Tale var over 1 Cor. 13, 1 -- 3 og
viste, at undertiden ogsaa Religionskundskab opblæser, og at
den maa gaa jevnsides med Kjærligheden for at være hvad
den bør være.
Ogsaa i Dag var lidt Svir, men godlidende jovialsk
Svir.
|
| s.378 |
19de Juni.
Min Afsked fra Fjeldberg var heel behagelig. Den
vistnok eiegode Brun, som er et Stykke af en Poet, havde
gjort en Sang til mig, og udbragte min Skaal paa en
hjertelig og rørende Maade. De andre to Præster istemte,
vist ogsaa gjennemtrængte af de samme Følelser, især den
fra saa mange Sider høistagtværdige Hertzberg -- det var
det skjønneste Øieblik, jeg har havt siden jeg forlod Bergen;
mit Hjerte faaer heller ei et saadant førend jeg seer Bergen
igjen. Derimod venter jeg paa den anden Side af min
Reise mere Føde for min Aand, end jeg hidtil har fundet.
Her hvor jeg nu er, lider den ordentlig Hungersnød.
Vor Fart var som sædvanlig; vi havde strygende Bør
og kom saare magelig frem i Bruns Vængebaad. Slut-
ningen af vor Søetour gik opad en Elv; siden maatte vi
gaae et Stykke til Etne Præstegaard. Naar man ret seer
sig om i denne Egn, glemmer man at man er i Bergens
Stift. Situationen er ganske østlandsk. Her er store, frugt-
bare Sletter, yppig Vegetation paa Ager og Eng og mid-
delmaadige Fjelde i Horizonten, for det meste begroede med
Skov. Paa Præstegaarden avles over 100 Tønder Korn
og fødes nogle og 40 Kjør; her er herligt Laxefiskerie, men
en liden og daarlig Præstegaardsbygning. Det smukkeste
Værelse i Huset har jeg, en nogenlunde rummelig, men ube-
trukken og slet meubleret Sal.
Storthings-Efterretningerne gaae til den 4de Juni.
Ved disses Slutning var Sverdrup Præsident i Storthinget,
Gram i Odelsthinget og Christie i Lagthinget. Isachsens
Forslag henlægges det ene efter det andet. Schultz har i
et nyt Aftryk af Grundloven fundet et Bindetegn mellem
Regjerings og Protocol, hvorfor han vil have Udgaven con-
fisqveret og Bogtrykkeren sat under Tiltale. (!!)
|
| s.379 |
20de Juni.
Saa luxuriøst gaaer det ingenlunde til her, enten med
Mad eller Drikke, som de Steder jeg sidst har forladt; imid-
lertid var der dog i Aften en stærk Punschedrik, som jeg
Gud skee Lov var udenfor. Jeg sad oppe paa Salen ved
mit Skrivebord og hørte paa Støien nedenunder, og nægter
ikke at det var mig til Forargelse, at Morgendagens Præ-
dikant var den meest høirøstede i den hele Flok. Jeg er
meget bange for, at han som Præst nedbryder istedetfor at
opbygge. At han vil holde Kirke- og Skoletugt troer jeg
gjerne. Et vist Skræksystem vil han kunne indføre og sou-
tenere, men indvortes Forbedring bevirker han neppe, naar
Folket hører, at hans Tale i Gjæstesalen contrasterer saa
meget fra hans Tale paa Prædikestolen, og at han altfor
lidet holder over det, som virkelig kan vedligeholde vor
Stands Værdighed, og som Jesus mente, da han sagde: "I
ere Verdens Lys, et Huus, som ligger paa et Bjerg, kan
ikke skjules".
21de Juni.
Der synes at herske et almindeligt Anarchie i denne
Menighed, som forhaabentlig nu vil faae Ende. Fra den
bedste Ungdom, jeg har hørt (i Fjeldberg) gik jeg over til
den sletteste, og om end min Helbred tillader mig at fuld-
ende min Visitatstour, haaber jeg ikke at finde nogen saa
slet som i Etne. Hvad Normann angaaer, da er han en
grundig og veltalende Prædikant, og bliver hans Vandel
altid som hans Lære, lykønsker jeg Etne Menighed med ham.
Hans Katechisation kan jeg dog ikke rose. Han gaaer op
og ned ad Kirkegulvet med altfor megen Raskhed; der er i
hans Tale forliden venlig Blidhed og formegen høirøstet
Suffisance, og det er meget ofte han efter saamange Kate-
|
| s.380 | cheters forvendte Skik gjør Spørgsmaal, som man kunde af-
rette en Papegøie til at besvare med Ja eller Nei.
22de Juni.
Nu har jeg da lært at kjende Middelthon3, og havde
jeg ikke læst hans Breve, og vidnede ikke Rygtets hundrede
Tunger imod ham, vilde jeg troe det var Løgn hvert ufor-
delagtigt Ord, der var sagt om ham. At han imidlertid
ingenlunde er det utaalelige Menneske, jeg havde ventet at
see, at hans Omgangstone ikke har det ringeste som mis-
hager mig, at jeg som Biskop ikke vil faae ringeste Anke at føre
mod ham, det indseer jeg allerede. Over hans private For-
hold fattes jeg ikke til Fiscal, over hans Hjerte endnu
mindre, og saa lader jeg da i Fremtiden de ublide Domme
over ham gaae ind af det ene Øre og ud af det andet, og
holder mig til hans Ord og Gjerninger, dem jeg selv seer
eller hører af ham.
23de Juni.
Middelthon gjorde mig et Morgenbesøg, hvor han talte
om adskillige Embedssager, rørte ogsaa sagtelig ved de For-
hold, hvori vi hidtil har staaet til hinanden, men holdt
ellers en meget god Middelvei mellem Kryberie og Fripostig-
hed, saa jeg aldeles intet kunde paatale, om det endog havde
været mit Ønske og min Hensigt. -- I Skolecommissionen
gik det meget ordentlig til, og der udkom behageligere Re-
sultater end paa Storøen eller i Etne. -- Dagen endte ube-
hagelig. De to Officerer havde (Gud veed hvorledes, da
Luxus ikke hersker i dette Huus) drukket dem en dyktig Perial
Punsch og vaasede ret slemt ved Aftensbordet.
|
| s.381 |
24de Juni.
Middelthon leverede mig sin Prædiken til Gjennemsyn.
Jeg fandt den ualmindelig god, men kunde ikke dæmpe en
Mistanke, som jeg, efterat have hørt den, dog næsten igjen
maatte lade fare. Den forekom mig saa aldeles at være i
Biskop Bruuns Maneer, at jeg ganske vist troede, det var en
af hans trykte Confirmationstaler. Men da jeg saa hørte
Prædikenen, fandt jeg den saa ypperligen memoreret og holdt
med saamegen Færdighed og Kraft, at det neppe lod sig
tænke, man kunde gjøre en Andens Arbeide saa aldeles til
sit eget, og den der kunde det, maatte erkjendes for en Mand
af udmærkede Talenter.
25de Juni.
Anden Gang er mig Penge tilbuden. Det var ikke
reen Sølvvaluta, men courante Bancosedler, Middelthon bød
mig, og da jeg ikke tog mod dem, forsikrede han, at han paa
anden Maade vilde vise sin Erkjendtlighed. Jeg kunde ikke
andet end i Ministerialbogen give hans Embedsførelse et
fordelagtigt Vidnesbyrd, og vi skiltes som de bedste Venner.
Madamen takkede mig ved Afskeden for min Eloge over
hendes Mand i Gaar i Kirken. Jeg kan slet ikke sige, at
jeg i nogen Henseende forlod Skaanevig misfornøiet, og lad
være man saae det var et sparsommeligt Huus, saa var dog
den tynde, høist elendige Fløde i Caffeen det eneste jeg fandt
at bære Præg af overdreven Oekonomie.
Vinden var god og uden Eventyr kom vi ud paa Af-
tenen til Qvindherred, hvor Præsten og hans Broder Hard-
angerprovsten ventede os paa Bryggen. Malmanger Præ-
stegaard er den smukkeste, hvad Bygningen angaaer, som jeg
har været i paa denne Reise. Men skrækkelig høie Fjelde
kneise rundtom, og her udenfor mine Vinduer seer jeg et,
|
| s.382 | hvis kegleformige Top skjuler Solen ved høi Vintertid, saa
den slet ikke sees i 5 -- 6 Uger.
N. Hertzberg havde to nye Breve fra Johannes Aga.
Sebbelow har endnu et stærkt Partie, men Modpartiet er
uden Tvivl stærkere, og jeg kan ikke troe andet end at et
Skrift, Vogt har udgivet, vil berøve ham mangfoldige af
hans Tilhængere. Alt det skuffende i hans første og senere
Deductioner ligger klart for Dagen; intet fornuftigt Menneske
kan tvivle om, at han har opført en Bygning paa Sand,
som der slet ikke skal nogen heftig Plaskregn eller rasende
Stormvind til at kuldkaste. Et andet Brev forelæste Hertz-
berg os: fra Sorenskriver Koren til hans Kone. Denne
saare velmenende, men altfor lettroende og ængstelige Mand
giver et Udtog af en Afskedstale, Kongen holdt og Oscar
periodeviis oversatte for Kroningsdeputationen, hvoraf han
uddrager frygtelige Varsler, især med Hensyn paa vort For-
hold til Danmark, saa han endog tilraader sin Kone at an-
skaffe sig Kornforraad, jo større jo bedre. Den Mands
Divinationsevne har man længe kjendt. Mig forekommer
Kongens Ord, om de end bogstaveligen ere hans egne, slet
ikke saa frygtelige, men ogsaa om hiint nærer jeg Tvivl, da
han skal have brugt Udtryk, som jeg aldrig kan tiltroe Carl
Johan.
26de Juni.
Vi gjorde Visit paa Baroniet Rosendal. Den nuvæ-
rende Eier hedte før Hoff, men har nu faaet Rosenkrone
som Appendix. Han er en Mand af Levemaade, men ingen
stiv Fornemhed, som her overalt ikke vilde være paa sit Sted.
-- Iøvrigt lever jeg meget behageligt og ugeneret her. De
tre Hertzberger ere hinanden temmelig ulige, men hver i sit
Slags interessante og hæderlige Mænd. Ogsaa med inter-
essant Lecture har Hardangerprovsten forsynet mig. Nu
|
| s.383 | læser jeg i Dr. Brandis's høist interessante Skrift om Mag-
netismen. Man vender igjen tilbage til den gamle Troe
paa Arcaner, og den Tid synes at nærme sig, da det, som
endnu kun hører til Romanverdenen, vil med Kraft paastaae
og hævde sin Plads i den virkelige.
28de Juni.
Jeg kan ikke sige, jeg fandt megen Glæde ved Guds-
tjenesten i Dag. Peder Hertzberg har et stærkt, fuldt, vel-
klingende Organ, der baade for Alteret, paa Prædikestolen og
paa Kirkegulvet tog sig overmaade godt ud. Derimod kan jeg
ikke sige, at jeg opbyggedes ved hans Prædiken. O ja, der var
intet egentlig at udsætte paa hvad han sagde. Det var chri-
stelig Moral han forkyndte, Talen var ret vel ordnet, og
han førte et temmelig reent Sprog, men der var intet Liv,
ingen Kraft udbredt over det Hele. Han katechiserede langt
bedre. Derimod har jeg ikke hørt nogen Ungdom, den i
Etne undtagen, med større Misnøie end denne. Der siges
at de bedre, hvoriblandt jeg kun var saa lykkelig at træffe
to, høist tre, var blandet mellem Hoben nederst i Kirken,
hvor jeg hverken kunde kjende dem eller naae dem med mine
Spørgsmaale. Men det var i saa Fald en utilgivelig Skjø-
desløshed af vedkommende Skoleholdere ei at sørge for, at
Ungdommen opstilledes saaledes, at jeg dog kunde faae en
Slags Idee om dens Fremgang i det Hele, naar man vidste
hvor slet mange vilde bestaae i Prøven.
I Præstegaarden var til Middag stort Selskab. Der
var Baronens og alle Egnens Honorationes, hvoriblandt
Oberst Segelcke med Frue og Svigerinde. Obersten4, en
meget sygelig Olding paa 68 Aar, havde af sine Fruentimmer
ladet sig lokke eller true til at tage ud i det rasende Veir.
|
| s.384 | Han blev vaad og udmattet, maatte strax tilsengs og blev
meget syg, saa Provst Hertzberg maatte aarelade ham, og
tilsidst give ham Opium, troer jeg. Imidlertid sad hans
Frue, en Dame paa henved 50 Aar ved Bordet saa rolig
og fornøiet, som om alt var i bedste Orden. Hertzbergene
gik fra og til vel 10 Gange, og kom undertiden tilbage med
heel alvorlige Ansigter, men hun reiste sig ikke af sin Stol, lo
høit, naar der fortaltes en lystig Anecdote -- man vilde
ligesaa gjerne anseet hende for en Brud som for en Kone,
hvis Mand laae næsten paa Dødsleiet. -- Der tracteredes
særdeles elegant med Mad og overflødigt med Viin; dog var
der ingen egentlig Svir, skjøndt der var de som begyndte paa
den tredie Flaske. Siden gik det løs paa Punschedrikken.
Man skal have sunget mange Viser, hvorpaa jeg alt fik For-
smag inden min Bortgang. Blandt andet hørte jeg med
megens Sjels Opløftelse de Ord af Zetlitz:
Døden kan ramme en Normand, ei Skam.
Han frygter intet, men alt frygter ham!
altid en taabelig Rodomontade, men nu reen Daarekistesnak.
Jo vistnok er vort Navn frygtet i Europa! Min gamle
Hardangerprovst gik fra Støien og Sviren lidt efter mig og
lagde sig at sove.
29de Juni.
Oberstens Helbred var i Dag saavidt restitueret, at han
kunde føres hjem, men man troer hans Dage ere talte. Chr.
Hertzberg, som ikke ventede at see ham mere, kyssede ham til
Afsked med en Hjertelighed, som lokkede Taarer frem af mine
Øine. Han er et inderlig godt Menneske, i Aandsgaver og
Erudition langt under sin ældre Broder, men fra Hjertets
Side, hvor saare elskværdig!
I Skolecommissionen var jeg kun en kort Tid taus
Auscultant. Man har her ikke mere end 8 Skilling tilovers
|
| s.385 | i aarlig Løn for sine Børns Lærere, medens man dog paa
alle andre Steder giver 12, 14 og 16; heller ikke vil man
efter Præstens Opfordring vedtage de offentlige Katechisatio-
ner af Skoleholderne. Der forekommer mig ikke at være
nogen god Aand i Qvindherred Præstegjeld.
30te Juni.
Vi skiltes ad i Formiddag og drog hver sin Vei; Brun,
Normann og Chr. Hertzberg i aabne Baade til Fjeldberg,
Fuse og Findaas, N. Hertzberg og jeg i Vængebaad til
Strandebarm. Paa Veien havde jeg og min Provst ret
interessante Samtaler, blandt andet om Foræringer til Bispen
paa hans Visitats. Hverken Brun eller Irgens modtog noget.
Den sidste havde derimod næsten bestandig Famulus med,
og til ham maatte offres. Da Sønnen Marcus laae i Kjø-
benhavn og studerede til Attestats, var Bispen første Gang
hos N. Hertzberg, som da var Præst i Qvindherred. Irgens
reiste da uden Famulus. Imidlertid sammensankede Hertz-
berg 12 -- 16 Rd. og bad hans Høiærværdighed gjemme dem
til sin Søn. "Igjen, igjen!" sagde Irgens (det var hans
Mundheld) "hvorfor skal min Søn have Penge? han har
jo ikke havt nogen Umage. Men det er sandt, det koster at
holde ham i Kjøbenhavn. I skal have Tak; jeg skal tage
mod dem til ham". Med Klokkerembeder drev han stærk
Handel; de fede betaltes ham med 3 -- 400 Rd. i gode Penge.
Hagerup menes at have afskaffet den Skik at modtage umid-
delbar Douceur. Arentz (Professorens Fader) ellers en meget
værdig Mand, skal fra den Side have havt store Faiblesser.
En drikfældig Præst i Bergen, hos hvem Advarsler ei havde
frugtet, blev endelig indkaldt til Biskoppen, og erklæredes i
to andre Præsters Nærværelse for suspenderet. "Nu er jeg
da altsaa suspenderet", sagde han rolig, trak et Papir op
af Lommen og oplæste: "Den -- -- modtog hans Høiær-
|
| s.386 | værdighed Hr. Biskop Arentz saa og saamange Penge for at
give Præsten N. N. en fordelagtig Attest paa hans Ansøg-
ning." Tre, fire saadanne beviislige Facta oplæses, og den
suspenderte Præst vilde gaae -- men see! Bispen beqvem-
mede sig til Sagens nøiere Undersøgelse og Suspensionen
hævedes.
Strandebarm svarer til sit Navn. Fra Stranden ud-
breder sig en smuk Dal, indbarmet (som Baggesen kalder det)
mellem høie, men grønne og skovbevoxte Fjelde. Her er
ingen vid Udsigt, men Egnen er venlig og blid. Udenfor
mit Vindue nedstyrte to Fosse i en Elv, som siden "løber
let gjennem skovrige Sletter" ud i den Bugt af Hardanger-
fjorden, omkring hvilken Hovedsognet ligger. -- Provst Kahrs
er en sygelig, lille, mager Mand, 72 Aar gammel, meget
stille og beskeden i sit Væsen. Han skal besidde agtværdige
Kundskaber, og skriver godt for sig, men en Seendrægtigheds
Aand hviler over ham i alt hvad han foretager sig, og nu,
efter at have seet ham, kan jeg saa ganske gjøre mig Begreb
om, hvorledes han pusler om i Huset, eller sidder ved sin
Bog og fordyber sig i den, eller synker hen i et farligt far-
niente, og bortskyder al Tanke om ubehagelig Anstrængelse.
-- Officerer træffer jeg næsten overalt, saaledes ogsaa her.
Provsten har selv en Søn, som er Lieutenant.
I Hallagers norske Ordbog staaer, at den bekjendte
vittige Vise: "I rykande Uveir" er gjort ved et Bryllup i
Strandebarm Præstegjeld. Jeg sammenlignede Egnen med
Visens første og andet Vers, men fandt Situationen aldeles
forskjellig. Nu hører jeg af Provstinde Kahrs, at det ikke
er her, men i Sogndal i Sogn Visen er gjort. Christian
Heiberg, og Provstindens Bedstefader, var den "Hr. Christen,
som gjorde Bryllup for Dotter si Soffi", der fik en Præst
ved Navn Andreas Heiberg. Forfatteren var ogsaa en Hei-
berg af samme Familie (Farbroder til den bekjendte Peter
|
| s.387 | Andreas Heiberg) som blev noget ved en Silkemanufactur i
Kjøbenhavn og døde der5.
1 tilbake Stordøens Præstegaard.
2 tilbake Peter Johan Norman (siden i Leikanger).
3 tilbake Sognepræst til Skonevik, hvorfra han 1820 forflyttedes til Høland.
See om ham G. S. Faye, Bidrag til Hølands Menigheds og Præ-
sters Historie, S. 67 -- 71.
4 tilbake Omtales i C. Hauchs "Minder fra min Barndom", S. 162.
5 tilbake Denne Vise er ogsaa optagen i Landstads Norske Folkeviser S. 694
-- 699 og der trykt efter en anden og bedre Opskrift. |
| bla bakover |