| s.208 |
Arne Kulterstad.
("Aftenbladet", 25. Februar 1860).
I et Tidsrum, der strækker sig hele Oskars Regjering
igjennem og langt tilbage i Karl Johans, har ingen Døds-
dom vakt en Opmærksomhed, som den, der nu er skjænket
eller lidt efter lidt vil skjænkes Dødsdommen over Arne
Kulterstad. Her er Ingen, som tvivler om, at man i Arne
Kulterstad har for sig en farlig, fredsforstyrrende Mand.
Men dels vil en Tvivlens Tanke gjøre sig gjeldende, om
hans Forbrydelse, selv under de værste Forudsætninger
med Hensyn til hans Vilje, hører til de Gyseligheder, for
hvilke Samfundet maa kræve Fyldest ved Liv for Liv;
dels tror eller vil Mange komme til at tro paa hans eget
Udsagn om, at han aldrig har villet dræbe sin Fiende,
"blot mærke ham", og at Dødsskuddet forsaavidt var
|
| s.209 | Vaadeskud. Man tror paa dette, fordi han gjentager
det nu, berøvet alt Haab om Naade, gjentager det høj-
tideligt som skulde det være hans sidste Ord. Man tror
paa det, fordi en af de Mænd, Arne i sin Tid forfulgte
med Skjældsord, falsk Anklage og Stenkast, siger til Alle,
at uagtet han kjender Arne fra hans værste Side, er han
dog fuldt overbevist om, at Arne her siger Sandhed.
Jeg for min Del har endnu to Grunde til, uden
hvilke jeg ikke skrev. Den første ligger i Bekjendtskabet
til den norske Fjeldbonde ialmindelighed, navnlig til den
Afstand, der i Lidenskabens Øjeblik er mellem hans Tanke
og Ord, men atter igjen mellem hans Ord og Handling.
Han tænker meget mere end han siger, men han gjør
meget mindre. Efter nu at have talt stille og længe med
Arne selv, er det min Overbevisning, at hin almindelige
Iagttagelse ogsaa her er sand, - at Arnes Sind var fuldt
af Ondt, men at hans Skud faldt værre end han vilde.
Arne var, efter megen Trætte med den nu Afdøde,
for længere Tid tilbage bleven saaret af ham i Haanden.
Ved den Lejlighed undsagde den Afdøde ham og i en
stor Almues Paahør udskjældte han ham for at være den
værste Mand i Valders. Arne huskede dette; da han
hin Vinterdag stod i Skoven og saa den Anden kjøre
forbi nede paa Vejen, "kom det saa stolt paa mig," siger
Arne; "jeg gik og ledte efter Fugl og Ikorn og havde
lagt yrende lidet Krudt i Riflen, det var ikke et Maal."
- "Hvor sigtede Du saa?" - "Jeg tog Sigte paa Haanden,
han gik og holdt Haanden paa Læsset. - Jeg vilde blot
mærke den, for han havde jo mærket min." Arne løftede
op sin lille, veldannede Haand og fremviste et stort Ar
mellem Tommel- og Ringfinger; det strakte sig opigjennem
et langt Stykke.
Men Arne traf mere end Haanden. Hin gik, i det
samme Skuddet faldt, afvejen for en Sten, forandrede
derved Stilling, - og Arne traf, saa det blev Begges
Bane.
Der skal være Uoverensstemmelse mellem Arnes Ud-
sagn og et Par Vidners Prov med Hensyn til det lige
Forudgaaende, nemlig fra hvilken Kant Arne var kommen,
og hvorlænge han havde været paa Stedet. Endvidere
|
| s.210 | er der bevist, at han med ladt Rifle har ventet den
Anden ved tidligere Lejligheder. Men om man faar be-
vist, at han i lang Tid har gaaet der, endvidere at Arnes
Forklaring her er vaklende, kunde der dog endnu tvivles
om, at det dennegang var den Anden, han ventede paa,
endvidere at han ventede for at dræbe ham. Det er
jo oplyst, at Arne i meget lang Tid har lagt i Skjul blot
for at kunne sende en af sine Modstandere Sten og Skjælds-
ord. Hans Forfængelighed som Slagskjæmpe og Stormand
i Bygden har gaaet ud paa at sætte sig i Skræk og intet
Videre. Hans Trudsler gik vistnok i alle Henseender
videre; men det er jo netop det Sædvanlige for saadanne
Karakterer. Man kommer under denne Undersøgelse ind
paa en Bane, hvor Vidnerne slipper op, den juridiske
Kundskab med, og hvor ingen Ret eller Regjering har
det ene afgjørende Skjøn; thi det er de psykologiske
Enemærker.
Arne er ingen klog Mand; jeg mærkede det af hans
Samtale, jeg har senere hørt det af hans militære Fore-
satte (han var som bekjendt afskediget Fureer). Hele
hans taabelige, dumstolte Adfærd røber det Samme, end-
videre slig en traditionel Bygdeforfængelighed som den
at ville for enhver Pris være frygtet, og hvorom jeg har
hørt mange underlige Historier. Naar ikke den større
Grad af Dannelse, han besad, endvidere hans megen Om-
gang med bedre Folk og Ophold blandt Fremmede (han
har lagt længe herinde i Garnison, har været med i
Slesvig osv.), naar ikke Alt dette har kunnet redde ham
fra at henfalde i saadan raa Ærgjerrighed, saa maa han
være lidet begavet. Det er endvidere bekjendt om ham,
at han uden at være Dranker, dog gjerne tog Hjelp til
sig af stærke Drikke, naar han skulde ægle sig ind paa
en farlig Mand eller optræde med Mod og Skryd. En
saadan Karl, lidet begavet og ikke rigtig sikker paa sig
selv, har en løs Mund, og er nødt til stumdom at gaa
efter i Handling for at opretholde sit Ords Anseelse. Ser
man paa Karakteren i disse Handlinger, en for en, vil
man naturligt finde, at de ogsaa har Praleriets hule An-
læg, ikke Koldblodighedens, ikke Djærvhedens; han vilde
skræmme og intet videre; "man skulde aldrig være rigtig
tryg for Arne Kulterstad."
Men saadanne Naturer er det ikke, som myrder1.
Det er ikke de løst sammensatte, det er de intense. Arne
|
| s.211 | græder nu, som et Barn, den Svages Graad, "over den
Ulykke han er kommen i"; endvidere den bløde Mands
Graad: "jeg har Kone og smaa Børn." Det er ogsaa det
bevægelige Hjertes; thi da jeg spurgte ham, hvor gammel
han var, svarte han 35 Aar og brast i Graad.
Man vil trække saa stort Bevis frem deraf, at hans
Forklaring ikke er sandfærdig. Jeg fik ogsaa under den
hele Samtale Indtryk af, at han endnu ikke forklarede
sig sandt om alle Ting; men tillige af, at Vedkommende
paa et eller andet Punkt i Sagens Behandling har mis-
brugt hans Aabenhed og derved skræmt ham, saa han
tør ikke Andet end holde ved som han har begyndt.
Herom har han vel et hemmeligt Regnskab med sig selv.
Han bruger vel den Tro, at Retten har været uretfærdig
mod ham, til at kvittere med.
En lidet begavet Mands Retfærdighedsregnskab er
netop saaledes, det støtter sig paa relative Synsmaader;
det pukker paa "hvad Andre har gjort." Dette, at han
ikke endnu siger sandt, tør altsaa være en simpel (og til-
dels traditionel) Taktik, behøver ikke at staa i Forbin-
delse med Bevidsthed om større Brøde end den, han til-
staar. Han vilde bruge den samme Taktik i ethvert Til-
fælde. Ser altsaa Regjeringen saa stærkt Bevis imod ham
deri, at han ikke siger sandt, saa tør den lægge Akcenten
paa et falskt Sted.
Man regner op: dette gjorde han og dette og dette;
dengang spankulerte han nede paa Vejen med ladt Rifle,
dengang bad han En: aa sæt Ild paa det Hus! - den-
gang truede han, dengang undsagde han osv. osv. Men
saadan bærer ikke den sig ad, der har Mordets Koldblo-
dighed og Beslutsomhed. Saadan bærer en pralende, for-
fængelig, løs, og ikke dristig Mand sig ad, naar han tror
det er en Klik paa sig, at en Anden faar ustraffet gjøre
ham Fortræd. Han gaar og skryder og truer og bander
saalænge til han maa gjøre noget Reelt for at holde sig i
Respekt. Men han har ikke den tilbørlige Dristighed til
at gaa paa Livet, naar den Anden er beredt til at bruge
alle Slags Vaaben. Har han da Dristighed til at dræbe?
Endnu mindre. En Mand, der kan dræbe, gaar ikke og
truer dermed gjennem 14 Aar. Allermindst gjør han det,
naar en saarende Nidvise i næsten lige saa lang Tid har
gaaet Bygden rundt uden at kunne fremdrive Katastrofe.
Han har villet "mærke ham", minde om sin Hevns
Tilværelse. Man taler om hans Lidenskabs Dybde, hans
Styrke og Udholdenhed i Forsættet; man kan heller
|
| s.212 | vende det om og sige, at han var for svag og ræd til at
gjøre noget Overordentligt med eengang, men for forfæn-
gelig til ikke bestandig at huske, at endnu har du Ingen-
ting gjort, endnu siger Folk om dig, at du er nok ikke
saa farlig endda, siden du kan taale sligt. Og saa gjorde
han nogle forcerte Forsøg hist og her, helst ved Hjelp af
Brændevin; men ingensteds i hans Historie hører man
om en rask, beslutsom Hevn, der røber Dybde i Liden-
skaben og Styrke i Forsættet. Det var en stolt, med løs
Karl, der lod sig drive frem af Forfængelighed, mere end
af Lidenskab, derfor taler han nu grædende "om den
Ulykke, han er kommen i." -
Man fremfører alle hans forskjellige truende Udsagn
og vil af dem faa ud, at det var Døden, han mente.
Mig synes, man faar deraf ud hans Lidenskabs Ufor-
muenhed, hans Forfængeligheds Tilflugt til Pral. Han
dryssede og skranglede med store Ord og gik paa Vejen
med ladte Geværer, og yppede Slagsmaal, naar han var
fuld, og af alle sine Spekulationer over at gjøre sin
Skræktheori virkelig, kunde han blot bringe ud at kaste
med Sten eller pilte over til en Anden for at bede ham
brænde et Hus ned. Dette beviser ingen Lidenskabens
Dybde, dette er ikke den Mand, som har Hjertelag til
Mord. Jeg ved nok, at juridisk er det et Bevis mere
for hans Skyld, at han tit og ofte har undsagt og truet;
psykologisk er det i dette Tilfælde et Bevis mindre.
Han har ikke villet dræbe, han har villet true, minde,
han har villet "mærke ham"; dertil er han af sin For-
fængelighed drevet frem, fordi den anden nu i 14 Aar
havde ægget ham og i al deres Trætte faaet Overhaand,
trods den Skræk, der skulde staa af Arne. Og saa lagde
han sig i Baghold og fyrede paa hans Haand. Denne
bange Halvhed i Forholdsregel, denne Nølen i selve Hand-
lingens Øjeblik, saaat Skuddet gik af senere end han
vilde, stemmer med alt det Andet, lige fra Praleriet, den
idelige Klænging som den, der ikke rigtig tør, lige til
hans Frygt for at sige sandt ved Retten og til hans endnu
større for Døden.
Arne er nu saa ræd Døden, at man ser ham ikke
uden megen Bevægelse. Han græder som et Barn, mildt
og stille; medens han staar oprejst og taler med dig, kan
Taarerne trille ham ned over Ansigtet og pludselig spørger
han: "er der da slet ingen Raad? kan Ingen længer gjøre
Noget for mig? "
Af Respekt for den Lov, der har dømt ham, vil jeg
|
| s.213 | ikke søge at vække Rørelse, og at omtale Principet i selve
Loven er ikke Hensigten med disse Linjer.
Jeg vilde kun - for en anden Gangs Skyld -
minde om, at i Sager, der gjelder Livet og Døden, er
Vidner og Sandsynligheder ikke længer nok, der maa gaaes
dybere ind i Menneskets Sjel.
Som ganske ung var jeg tilstede ved en Henrettelse,
hvorved min Fader var forrettende Præst. Ved at komme
tilbage til dette Sted som voxent Menneske og tale med
Folket, har jeg stødt paa den almindelige Tro iblandt dem,
at han, som her blev sendt i Døden af den straffende
Lov, gik did for sin Moder, som var den egentlige Skyl-
dige. Der skal ogsaa leve En til hvem han et Par Dage
før sin Død har betroet sig.
Dette staar nu for mig, - og saa husker jeg Arnes
Ord: "jeg vilde ikke dræbe ham; de gjør en Ulykke
paa mig." -
Jeg spurgte ham, om han ikke syntes det bedre at
gaa vel forberedt i Døden end at leve sit Liv mellem
Slaver. Men han undveg Spørgsmaalet; han vilde blot
leve, leve. -
Siden sagde han: "som jeg nu er, kan jeg ialfald
ikke dø; jeg maa have Udsættelse." -
Arne Kulterstad er, som sagt, 35 Aar, har Kone og
smaa Børn. Han er en høj, velvoxen Mand, skulderbred,
men midjesmal og med smaa Hænder og Fødder. Han
har sort, men ikke stærkt Haar; hans Pande er opret-
staaende, Øjnene noget dybtliggende og usikre; men en
Officer, hvem jeg fortalte dette, føjede til: "han er dog
vakker, naar han smiler." Næsen er lille, Munden uden
Udtryk, ret tykke og lige Læber; Hagen var lille, Halsen
stærk, skjønt han nu var mager. Hans Stemme faldt
godt, var klangfuld og passede Valdersdialekten. Da jeg
endnu i Døren sagde ham Farvel, svarte han med stærk
tonende Røst - første Gang under hele Samtalen.
1 tilbakeMord er at dræbe med koldt Overlæg. |
\n |
|
