| s.213 |
Arne Kulterstad.
|
| s.215 | (Christiania-Posten, 18. Marts 1860).
- - - - - - - - - - - - - - - -
Det være mig tilladt at gjenkalde i Erindringen den
psykologiske Bevisførelse, som jeg engang forsøgte: Der
har været brugt Argumenter imod den, som beviser, at
man enten ikke har opfattet den eller glemt den. Jeg
mente, at Arnes Styrke er Grunden til hans Ødelæggelse
- derigjennem, at den blev ham selv uovervindelig. Den
udstedte ligesom en daglig Trusel, som han en Gang
imellem maatte indfri. Den Mand, som saaledes kan lade
sig trække frem, maa være svag, baade af Hjerne og
Karakter. Hele hans Liv har ogsaa vist det; thi han gav
sig for ordentlig Modstand, var fejg der, hvor han ikke
længer var den stærkeste, han hjalp til med Brændevin,
han pralte, løj og hyllede sig ind i et vist Skin af Far-
lighed og Hevn, som han ogsaa fik narret Folk til at tro
paa. Ikke før er han bragt udenfor den Tryllekreds,
hvori han opretholdtes af Andres Angst og Fiendskab,
før han synker sammen i sin sande Skikkelse, bliver
baade blød og ræd. Dette er det, jeg mener taler for
hin Halvhed i Udførelsen af hans sidste Udaad, baade
for, at han blot vilde den halvt, og for, at hans Kunst
forlod ham i selve Øjeblikket; thi at sigte paa en Mand
er ikke at sigte paa en Laavedør for den, som er halv i
sin Beslutning.
|
| s.216 |
Man siger, han gik ikke og ventede saalænge blot
for at "mærke". Men det er da netop den Svages Væsen,
at han gaar jambred den Sag, han paa forskjellig Maade
er truet til at gribe an, skjønt den er farlig - gaar
jambred den, ligesom klomset, skjænder sig Mod til, eller
tænker sig det til, har slet ingen bestemt Beslutning, ved
kun, at der er det. Saadan gik jo ogsaa Arne efter sin
Modstander paa Thingstedet, da han selv fik Knivstikket,
saadan laa han paa Udkig efter en anden af sine Fiender,
saadan gik han jo efter hver den, som han troede, at
han skyldte sit Rygte i Bygden at hevne sig paa. Ud af
al denne Trusel kom tilslut en liden halv Beslutning, ind-
hyllet i skrækkeligt Pral, saasom hist ved Thingstedet -
Anmeldelse til Øvrigheden; ved hin Gaard - en Sten;
og nu her, - et Skud efter en Haand. For Andre turde
han ikke Andet end gjøre Noget, for sig selv turde han
dog ikke gjøre Mere.
Man anfører imod mig, at Arne har 1øjet saa ofte,
man kan heller ikke tro ham nu; dette er dog besynder-
ligt, naar hele min Bevisførelse gaar ud paa, at saafremt
Arne var en sanddru, altsaa tæt sammenhængende, be-
sluttet Mand, da kunde han aldrig indskrænke sig til at
"mærke", ligesaalidt som til i mange Aar at gaa der med
tomt Skryd og svære Trusler; men netop fordi han var
en løs, svag Karl, er det sandsynligt, at det dennegang
har sin Rigtighed med hans Tilstaaelse.
Man gjør mange Forsøg paa at faa Arne til en værdig
Ætling af vore Forfædre, som under andre Love og Vil-
kaar kunde naa en høj Plads i Samfundet. Dette for-
rykker ikke Sagen lidet; thi dels svækker det Lovbevidst-
heden, dels fører det direkte hen til den Tro, at han
fældte sin Mand paa gammel Vis. Nej, det er ikke vore
Slagsbrødre og pralende Muskelstørrelser, som er Forfæd-
renes ægteste Børn; men kan være tryg for, at den sæde-
lige Bevidsthed, som skrev Sagaen, tegnede os ganske
andre Mænds Bedrifter og spenderte paa slige ikke en
Linje. Saadanne Mænd, som jeg forestiller mig Arne at
være, har altid været Samfundets Løsgjængere, og Alles
Bestræbelser har gaaet ud paa at faa dem ind under den
almindelige Retsorden. Men man har ogsaa som oftest
grebet det galt an; man har dømt dem efter deres Rygte
istedetfor efter deres indre Væsen, man har ladet sig
skræmme af dem, istedetfor at opdage, hvor svage og
uklare de gik der, og hvor skikkede de derfor var til
|
| s.217 | Alles Hjælp. Sandelig hin Kategori, hvorunder den ulykke-
lige Arne hører (de pralende Slagskjæmpers) er ikke de
haarde Halse, som maa brydes, fordi de ikke kan bøjes.
Bn.
|
\n |
|
