| Bjørnstjerne Bjørnson
Orkestret er opløst
Man vil erindre, at Orkestret Tid efter anden har søgt om bedre
Aflønning, men uden Nytte, tildeels endog uden Svar. Flere gode
Kræfter ere derfor gaaede ifra - til egen Nytte forresten, da de har
fundet god Anvendelse for sine Evner. En Enkelt, som her ikke
fandtes værdig til en halv Snees Dalers Gage, er i Udlandet endog
anerkjendt og søgt som Kunstner.
Ihvorvel det under vore Forhold maa være Theatrets Pligt at
antage sig Musiken, saasom vi intet Koncert- eller Operahuus har,
og en by som Christiania forlanger Anledning til musikalsk Dannelse
og Underholdning, saa kan dog ikke forlanges af Theatret, at det skal
give en Enkelt Kunstnergage. Men det kan med Billighed forlanges,
at en Mand, en dygtig Mand, som har tjent Theatret i 17 Aar (og der
gives nok flere Saadanne) faa lidt mere end - - 10 Spd. Maaneden!
Den største Deel af hans Dag gaar med til Prøver og Spil mellem og
under Forestillingen, og han er herfor ikke aflagt saagodt som den
simpleste Arbeidsmand.
Nu har flere af de ældste, bedste og Theatret uundværlige Musici
søgt om Tillæg under den Dyrtid, som har hjemsøgt os. Da de ikke fik
dette, ikke engang direkte Svar, og da de baade følte sig krænkede og
|
| s.17 | ude af Stand til at ernære sin Familie, naar deres eneste Tid blev saa
slet betalt, søgte de Erhverv paa anden Maade og sagde op. Folk, som
med Bifald har givet Koncerter, som Theatret selv har tilstedt
Adgang til at lade sig høre fra Scenen, er herefterdags at høre paa -
Dragsalen og paa en og anden velmeriteret Sal i Pipervigen.
De tjener Penge, men hvad skal Theatret gjøre, og hvad skal
Publikum sige? Naturligviis: Direktionen bliver ikke forknyt for saa
Lidet. De henter Orkester hjem fra Danmark, fra Tydskland, fra
Australien om det behager den. Den sender Hr. Sperati ud i den vide
Verden for at hverve, hvis den falder paa det; ja, den leier vel ogsaa et
eget Dampskib til at føre dem spillende, trommende og blæsende
hjem paa - altid under Anførsel af Hr. Sperati, der staar paa
Hjulkassen og slaar Takt.
Men slipper den nu billigere paa denne Maade, og var det ikke
Billighedssystemet, som i alle Fald tilsyneladende forbød den at holde
paa de gamle Medlemmer? Disse har den private Musik i Byen, og
saafremt ikke Direktionen ogsaa kommanderer Byen med samme
ugenerte Lethed som Theatret, saa holder nok Byen paa disse sine
egne dygtige Folk. Men de Nykomne maa leve, og Direktionen maa
skaffe dem at leve af. Bliver nu dette billigere?
Det skal undre os, om vi ikke en vakker Dag seer Hr. Sperati staa
ganske alene i Orkestret og slaa Takt - - for den Musik, som
Publikums Piber ufravigelig og ganske gratis leverer ham.
|
| s.18 |
|
\n |
|
