| s.117 |
Pibernes Program.
("Morgenbladet", 8. Mai 1856.)
Et Teater i Hovedstaden er Nationalitetens Forpost-
vagt mod Udlandet. I Hovedstaden foregaar den største
Brydning mellem det fremmede og vort eget, og Hoved-
staden virker mest bestemmende indad. Den har en stor
Kamp og et stort Ansvar, og den tiltrænger Tropper og
aarvaagne Vagter.
|
| s.118 |
I en Tid, hvori man prædiker Sammensmeltning,
maa man vel mindes, at først naar hvert enkelt Land er
blevet et udviklet Statsindivid, kan en sund, til Fælles-
arbeide skikket, Formæling tænkes paa. Ikke saameget
i vort mindre Folkeantal, ikke saameget i alt dette ud-
vortes, som man stadig ser fremholdt, men netop i, at
vi endnu ikke fuldstændig er bleven Nation, ligger den
rette Grund til, at den skandinaviske Tanke møder mindre
Velvilje hos os. Vi tror nemlig, at i vor Nation ligger
store Kræfter, som endnu ikke er arbeidet frem, og at
vi ikke maa tænke paa at arbeide i Samklang med andre,
før vi er blevne dem en virkelig nyttig Arbeidskraft.
Denne foregaaende Selvudvikling gaar fort fra Haan-
den; vi har vundet et godt Stykke frem paa ethvert Felt;
Digtere, som hos os ikke regnes til de mest nationale,
ser vi danske Aviser af Misforstand allerede bebreide et
Sprog og et Tankesæt, som de ikke længer kan kjende.
Dette maa glæde os og kun opmuntre os til Fortgang.
Skribenterne især og vi allesammen søger en for-
trinlig Hjælp i Teatret. Men netop her har vi til for-
nylig været et lydhørt Vasalland, og at dette i over-
ordentlig Grad har sinket os, kan der ikke være fornuftig
Tvivl om. Vor udødelige Henr. Wergeland, der i dette
som i alt andet var saa langt foran sin Tid, har først
for ramme Alvor og med stor Kraft talt og skrevet for
en norsk Scene. En anden berømt Landsmand har i
de senere Dage gjort denne Tanke til Virkelighed, og paa
det fuldstændigste beskjæmmet dem, som har tilladt sig
høit at erklære vort Land udygtigt til at frembringe sce-
niske Kunstnere. Patriotiske Mænd har forsøgt det samme
i Hovedstaden, og vi har seet Publikums Bifald og
Hjælp.
Vi er taknemlige mod de tildels sjeldne Kunstnere,
som har midlertidig opretholdt et fremmed Teater hos
os. Det er langt, langt ifra vor Mening, at vi skulde
være modne til at miste dem, - forudsat, at man som
|
| s.119 | det første sætter: Kunsten under enhver Betingelse. Vi
gaar videre og siger, at disse fremmede Kræfter ikke
længer staar vor Nationalitet synderlig imod; thi de er
akklimatiserede. Da ingen Kunst har et saa direkte For-
hold til, bestaar saa aldeles ved Publikum, som denne,
er dens Udøvere sterkt paavirkede og deres Produkt til-
dels vort eget.
Men nye Fremmede, bestandig nye, trods alt, hvad
vi ofrer og arbeider til Selvhjælp og Selvstændighed, -
alligevel nye Fremmede, det ikke alene er at ødelægge,
hvad vi har gjort og gjør, det er at haane os. Dog, ikke
os, nei, en Magt, som staar over os alle: vort fælles
Fædreland.
De, som her raader, har et Ansvar; og føler de
dette Ansvar, maa deres eneste Forretning være den, at
holde paa dem vi har (hvad de kleint nok forstaar) og
forresten sige: det stemmer ikke med Landets Værdig-
hed, ikke med den Tanke, som er vakt i Tiden, at mod-
tage flere. Vi respekterer deres Omhu for Teatret som
Kunstanstalt, vi finder det endog undskyldeligt, at de,
med Opmerksomheden ene henvendt herpaa, et Øieblik
kan glemme sin Pligt som Nationens Forsorg i en vigtig
Sag - over den at holde en rig Bod. Men da bør det
os at træde til og minde dem derom, ene dette er det
vi har gjort.
Vi beklager den Mand, som nu atter skulde gjøre
sine Læreaar hos os. Det var ikke ham, vi mente; vi
ønsker ham alt Held, kun ikke, at vi er hans Prøve-
klud.
Maaske har han gode Anlæg, skjønt vi rigtignok ikke
saa ligt til dem itirsdags. Men han kunde da heller ikke
vise Lune i dette Alvor. Og dog har Sagen sin komiske
Side, sin yderst komiske. Den unge, pene Mand fik det
ynksomme Hverv:
- - sine Landsmænd at fortælle,
hvor farligt det er at gjæste dem,
som bor mellem Norriges Fjelde.
"Han, som har gjæstet, han er ogsaa fæstet;" dette
vidste vi meget godt. Vi vidste, at dersom han gjæstede
uforstyrret, saa fæstede de ham ogsaa uforstyrret, baade
ham og Kone. Vi vidste, at der skal komme flere efter,
|
| s.120 | altid flere, at man har store Planer fore med Teatret,
men danske, kun ikke norske. I en saadan Stilling er
det, at man lærer Omgangsmaaden af Bestyrelsen selv;
man lærer Energi af den. Man møder frem sterke og
bestemte, og da nu engang Nationalitetsfølelsen i dette
Tilfælde ser sig indskrænket til et eneste Sprog, en eneste
Lyd, saa bruger man denne.
Vor kjære Henr. Wergeland skulde have seet op igjen
en Aften som itirsdags; han vilde moret sig kosteligt i
denne hylende Pibestorm, som tog og rokkede i de gamle
Fordomme. Han vilde staaet midt i den, seet og spaaet
af alle de Tegn han tog, og han vilde endnu engang have
raabt ud over Publikum sit: afveien Æstetikere! Disse
Ord, som, da de først udtaltes, døde hen i Massen, fordi
ikke én kunde tro med ham, de vilde nu have fundet
baade Tro og Ekko. Dengang var han i Minoriteten med
dem, og det den ynkeligste, som kan tænkes; thi han
dannede den ganske alene. Nu vilde han være i Plurali-
teten, en stor og myndig Pluralitet; det er maaske gaaet
lidt fortere, end han tænkte.
Og dennegang var det ikke en øieblikkelig Begei-
string, som bliver flad, naar den stilles ligeoverfor den
skjære Virkelighed. Vi holdt ikke i Hr. Smidt ogsaa
Teatrets Frelse borte fra det. Naar Teatret i god For-
staaelse af sin Opgave fremfor alt holder paa dem, det
har, (se, hvilket ypperligt Forhold der nu er mellem
Hr. Petersen f. Eks. og Publikum), - naar det endvidere blot
venter et Aars Tid, saa er maaske alt ved det gamle.
Hr. Hagen er ikke reist, fordi han forsøger sig ved Ka-
sino. Det vil maaske vise sig, at han nu tilhører os
mere end dem, og at han liker sig bedre her end der -
trods mulige Omstændigheder ved vort Teater. Ialfald
kan Hr. Smidt ikke gjøre noget, der kan ligne det at
"fylde" hans Plads. Endnu i flere Aar kan han blot
overfylde. Og kommer Hr. Hagen ikke tilbage efter et
Aars Forløb, saa har vi til den Tid selv en Mand, vi er
stolte af, nemlig Hr. Brun i Bergen. Han kan betænke
sig paa at komme, og Bergen kan holde igjen, saalænge
det blot er Spørgsmaal om at vinde en høiere Gage.
Men bliver her Spørgsmaal om Forsoning af to Partier
|
| s.121 | paa deres vigtigste Kampplads, - bliver hans Komme
hertil saa at sige en Nationalsag, da kjendte vi ikke
Bergenserne, ikke Brun ret, om de betænkte sig. Det
bergenske Teater styrter ikke; intet i Sandhed nationalt
kan falde, og at erklære dette paa Forhaand, ender altid
med Vanære.
Se, dette var vore Grunde til, at vi peb itirsdags og
til, at vi piber naarsomhelst man forsøger noget lignende.
Lad Hr. Smidt ikke komme i den Hensigt at blive enga-
geret, lad ham uddanne sig nogle Aar og da komme og
give en virkelig Gjesterolle, og vi skal med Fornøielse
se og dømme ham. Vi ender med gjentagende at ønske
ham alt muligt Held. Men vil han gjøre sine Læreaar
hos os, da piber vi.
|
\n |
|
