|
TIL HANS MAJESTÆT KONGEN
Etter ms. i Kgl. familie-arkivet, Slottet,
Stockholm.
Naadigste Konge
Deres Majestæt tilgive den unge Videnskabernes Dyrker, som
vover at tolke disses højeste Beskytter sin patriotiske, tak-
nemmelige Hengivenhed i Ord, Hjertet tilsagde Aanden at ud-
tale for Verden! Stærke Følelser: ærefrygtfuld Kjærlighed for
Fædrelandets Velgjører, Beundring for Befrieren gjorde det til
Trang for mig at lade disse Grundtoner i mit Indre finde Ud-
tryk -- og de gjenklang fra den Harpe, en Norne lagde i mine
Hænder.
Et Sagn fra vore Dale, om trofast, norsk, Konge og Arne viet
Tapperhed knyttede sig naturligt til hine Ord til min ophøjede
Konge -- et sanddru Sagn om tapper Trofasthed, en Dyd, som
ikke visnede i Norge, end ikke i Tider, da Velgjerninger ikke
strømmede fra Thronen, forat opamme Dyder, der kjernestærke
fødtes i en alvorlig Naturs Skjød, da Frihed ikke gjorde den
blussende.
Hine Tider ere sjunkne: en ny Æra har Deres Majestæt og
Folket gjenreist som et blomstrende Minde over dem, over Alde-
ren, der sank med sin Elendighed og Trældom og Laster, som
et hentæret, aldersteget Liig; men Dyderne gjenleve som Aan-
den. At de leve lykkelige, aabenbarer Himlen ved at vise dem
deres Mønster kronet og velsignet midt iblandt dem.
Naar Fædrenelandet er borgerligen lykkeligt, blomstre Fol-
kets aandige Krefter frit og skjønt i alle Retninger; og dobbelt
Held dem, med voxende Skjønhed udfolde de sig da, naar
Folkets Kronede Selv er deres Fremlokker, Videnskabernes
Ynder og Beskytter, som Han er Borgerens og Heltens For-
billede!
|
| d.VI,b.2,s.5 |
Det er da, at Talenterne gjøre Kronen til deres Ægide, og
ikke søge Mæcenerne i Forgemakket.
Eders Majestæts huldrige Nedladenhed tilgive da, at en norsk
Yngling har skaffet sit fædrenelandske Værk Glands ved Skan-
diens dyrebareste Navn! Som mit Hjerte voxer, voxer deri,
som den Elsktes i Birken, dette Navn -- det fælleds Løsen for
Skandinavernes Fryd: som min Phantasie voxer, gjemmer den
højest og klarest blandt sine fædrenelandske Minder, et funk-
lende Minde om den Stordaad, der gjør, at jeg ikke med
Pennen kan præge hiint Navn fra mit Hjerte: "Carl Johan"
uden at sætte til: "mit Fædrenelands Timoleon".
Deres Kongelige Majestæts
underdanigste og tro Undersaat
Henrik Wergeland
Studiosus Theologiæ.
Eidsvold den 26de Januar 1829.
AF ET BREV FRA LANDET
(Indsendt)
Nyeste Skilderie 24. sept 1829.
Den 16. Septbr. 1829.
-- -- -- -- -- I Morgenbladet seer jeg en fører Anke over, at
Orchestret ved det offentlige Theater i Christiania ei vil lade
sig cujonere af Skrighalsene paa Galleriet (som jeg af et senere
|
| d.VI,b.2,s.37 |
Morgenblad erfarer det har været). Med bedre Føie forekommer
det mig, at man kunde anke over paa Theatret at opvartes med
Ting, som den i samme Morgenblad indrykkede Prolog af Chr.
Hansson; thi et jammerligere Sammensurium kan vel neppe tæn-
kes, og det skal forundre mig om Christiania Publicum dermed
har været fornøiet. Men tager det ogsaa tiltakke med saadant,
saa synes Vedkommende mig herover at burde være høilig glade,
om de end ikke satte saadant Product i Aviser, for ret at bringe
Theatrets og Authors Skam ud. Saameget forunderligere synes
det mig, at I paa Eders Theater maa døie sligt Miskmask, som
efter hvad jeg veed, en af vore fortrinligste og meest yndede
Digtere er i Theaterdirectionen, og der ingen Tvivl kan være
om, at han baade kunde og vilde præstere en Prolog, himmel-
vidt forskjellig fra bemeldte Hanssons Miskmask.
|
| BLA BAKOVER |