|
BRYLLUPPET PAA STYRI
Efter Jørgen Moe, Samling af
Sange, Folkeviser og Stev (juli) 1840,
S. 123 -- 6.
Mel. Længje venta Laurdags Kvællen etc.
Halvar Styre holdt et Bryllopp, som va grisk,
som de' vel hass Daatter bor'e.
Kanna fruste, som om den var full ta Fisk,
snødtnok Folk den røre tor'e.
Øle' skomme langsme Bore' Nat aa Dag,
saa de' kunne drive Møllebruk aa Sag;
men den Sag, som gjik,
va' en full Musik;
og de' Værk di flittugt smorde.
Brur aa Brurgom tælte etter Klokkas Slag,
taatte, at den gjik for sagte;
Men de Gjæsta meinte, at den Bryllopsdag
Viseren i Fiirsprang jagte.
Men om Tia rann, saa holte di den inn.
Thi saamangen Skute gjik for Fordevinn.
Fek end En en Læk,
fek end En en Knæk,
dog di te i Fredshamn la'de.
|
| d.VI,b.1,s.300 |
Møller, vevre Gubben, viste, muntert Sind
kan saamangen Rynke glatte.
Andersen paa Frelsæt Bein ta Postelin
noksaa net i Dansen satte.
Hendrek sat der snart somom han angla Fisk,
snart somom der fata Ell ti Halmevisk
Mangen Blom sat au
baa'e hvit aa rau
blant de Mænd me Frihetshatte.
Der var Paal'en Jøndal aa en Gunner Strand,
aa en gamle Ola Grue,
Laers Tyns'aak, Bøjdens gjæve Storthingsmand,
ganske hvit som Mjøl i Hue,
Ole Vestigar'en, Nils aa gamle Paal,
ælle Paalspaskara, de som sto paa Maal;
Ælle banna Pram,
ønskte i en Dram,
at han sat i Ulvens Stue.
Da de skulle ite sammen godt de To
ta den Kua, som hu Marthe,
Hu fra Julsrud, tel Hr. Prokoratren dro',
skjønt han sea ikke sparte.
"Malmros" maatte sta; de' var en svari Nau;
"Malmros" maatte sta, som Erik Fossums Sau.
"Skaal! De' var nu de'!
Gji vi snart fek Fre'!"
Kanna gjek, aa Grannen svarte.
Halvar sat bak Flaska troligen paa Luur,
at ei noen Gjæst ble sturen.
Vist som en Paryk sat Haare hass paa Snur,
sat de' fast ei ta Naturen.
Heile Skællen snudde han da lit paa Snur;
ælle Skæller kasta nok lit Ballast tur --
Snurrirurrirur!
Purrisurrisur!
De' va Fa'n te Bryllopsturing.
|
| d.VI,b.1,s.301 |
Midt i Surren da, me Skaala gjik omkring,
ællerbest me Folke tura,
en graatrøja, raupiklua liten Ting,
sprætter inn aa hen te Brura.
Mit paa hennes Hjærte fæste han en Blom,
venner seg saa børj te onge Brurgom om,
rækker ham et Hønn,
fuldt ta bare Kønn,
farer bort saa gjønnom Mura.
Ælle glante; Brura blekna aa ble rau;
Mange klødde seg bak Øre.
Ælle di studera, like kloke au;
Ælle tala, Ingen høre;
Ælle spekulera, titte i sett Glas;
Hver seg trodde klokast sjøl i de' Kalas.
Blommen simpel var;
Himmel-Let den bar.
"Slikt et Hønn kan hvermand gjøre."
Reste Kjøkemestren seg fra Bryllopsbænk,
slo' ti Bor'e før han mæler:
"Gaven lærer: inte vrake ringe Skjænk.
Herren sjøl jo Viljen tæler."
Da tel Ælles Skræk paa engang braat de saag
gjønnøm Nyklehøle fare inn den Graa.
Flux paa Halvars Skolt
sat den Vesle stolt;
som en Værtshusmann paa Kjæller.
"Kællen tala sant" -- saa mæler han paastand --
"Dog mi Skjænk ful meir betyer.
Tur mit Hønn, saa simpelt, uten gyllen Rann,
Overflødighet støt flyter.
Blommen som je fæste der paa Bruras Bryst,
dufter au i ringe Hytte Hjertelyst.
Flit e' Hønnes Namn,
Nøisomhet i Savn,
saa de Namn paa Blommen lyer."
|
| d.VI,b.1,s.302 |
"Slik en herlig Bruregave, Brur saa ven,
deg en gammel Ven da senner.
Thi i Stellet rask, i Stua net aa peen,
Slik fra Barnsbein han deg kjenner.
Som hos Fardin vær hos Dig da ligesaa!
Da en Ven du har i Styrinissen graa."
Dærme' Nissen flau;
Men en Hurra au
fulgte ham te Gar'ens Enne.
|
| BLA BAKOVER |