TIL KRISTIANIA BYTINGSRETT
|
Kristiania 9 Decbr. 1841.
Jeg har gjennemlæst een Gang Statsrevisor Daas Replik, og
skulde lade den være ubesvaret af den Slags Despekt, man maa
føle for Mennesker, som i den Grad kan fornegte sine Hand-
linger, som Modparten har beqvemmet sig til at gjøre ved paa
flere Steder at fragaae Forfatterskabet til de umaadelige, mang-
|
| d.V,b.2,s.356 |
foldige og uigjenkaldelige Fornærmelser i Granskeren imod mig,
dersom dette Blad ikke for nylig havde indeholdt nogle Ansku-
elser om Diskussionsretten om Valgkandidater, der ere saa yders
forskjellige fra de i Repliken yttrede, at de fortjene Rettens Op-
mærksomhed i denne Sag1. Denne frappante Foranderlighed vil
mere end noget Andet betegne den Individualitet, jeg er saa
uheldig at have med at gjøre, og forklare den naturlige Mod-
bydelighed, jeg har for en Sag med et Menneske, hvem Aaben-
hed, Konseqvens i sine Yttringer og Meninger og Vedgaaen af
sine Gjerninger synes at være fremmed. Den vil ogsaa være
synlig af den Korthed, hvormed jeg hefter et Par Linjer til nogle
af de Punkter i Repliken, jeg endnu har i Hukommelsen. Lyst
til Procederen kan jeg mindst bebreides af Hr Daa, der, som
maaskee bekjendt, engang endog har procederet Livet af sin
Vens Hund, hans Vogter ved Sygelejet, og som af Iver forat
plage mig med Proces har kunnet forglemme de mange Anled-
ninger i hans Fornærmelser til at paaføre ham lignende Uleilig-
heder, jeg har ladet hengaae. Den feige Henskyden under uskyl-
dige Mennesker, hvoraf han fremdeles betjener sig, har heller
ikke kunnet opmuntre mig dertil. Jeg lader mig nøje med den
indre Blussel, en saadan Adfærd maa vække, og med den Tro,
jeg har til, at Daa i sit Hjerte med Skamfuldhed erkjender, at
han har gjort mig saa stor Uret, som vel det ene Menneske kan
tilføje det Andet.
1) Jeg har aabent vedgaaet, at Frygt forat Daas blinde Had
vilde bringe ham til at modsætte sig hvad jeg havde at anbringe
for det Storthing, han er pousseret frem til Medlem af, var et
af mine Motiver til Talen qvæst., og et, der har en saadan Grund
i min Modparts Fremfærd, tør jeg nok vedkjende mig, naar man
blot vil forstaae det som underordnet Hovedhensigten at gavne
det Almindelige ved at søge at hindre, at Storthinget skulde
blive en Tumleplads for de Udskejelser, man nu har Exempler
nok af i Hr Daas publicistiske Færd. Talen indeholder en høi-
tidelig Forsikkring om at denne Hensigt har bragt mig til at gribe
Pennen.
2. Daas Forsøg paa at sætte Ondt imellem den nævnte af
mine gamle Venner har blot gjentaget sig efter Talen. Det er et
|
| d.V,b.2,s.357 |
foregaaende. Og det er ogsaa blot berørt fordi denne "Historie"
er en af de Episoder i vort Fiendskabs Historie, som indeholder
mest af det, der maatte irritere mig, og mindst af det, der kan
geraade min Modpart til Ære. Slige Træk kunde bringe Menne-
sker af nogen Følelse til endnu større Yderlighed end til at sige
om en Mand: han er for Tiden altfor egoistisk og lidenskabelig
til at sættes til det og det. Og dette er min Tale in nuce.
3. Havde jeg kunnet skaffe mig Gransker-Nummerne paa anden
Maade end ved Laan hist og her, skulde jeg produceret flere
Vidnesbyrd om at jeg er bleven overhobet af Daa med de exem-
pelløseste Fornærmelser, med Fornærmelser af den Art, at jeg
har beklaget, at Loven forbyder at byde det Menneske mit Liv i
en Tvekamp, som saaledes kaarer mig til et Maal for de utaale-
ligste Forfølgelser i den lumpne Hensigt at berøve mig Livskil-
derne i Medmenneskers Tillid og Agtelse til al Virksomhed i det
Kald, jeg følger. Jeg skulde saaledes f. Ex. have henledet Op-
mærksomheden paa det Udsigende af Hr Daa, eller Granskeren,
om han vil, at jeg næsten i hvert Menneske paa Gaden skulde
møde En, der havde Aarsag til Fiendskab mod mig. Det Om-
vendte er snarere Tilfælde. Jeg troer idetmindste at have gjort
meer forat gjøre mig Mennesker forbundne end Hr Daa, der
meer end engang, i Egenskab af Gransker, er bleven lignet i
Bladene med en mandolm Tyr, bidsk Hund osv., som skulde
ligge Folk i Benene. Hr Daa burde forat undgaae sligt, gjøre
som han har gjort mod mig, erklære offentlig, at han ikke skrev
i, men blot ejede Granskeren. Det vilde ialfald være lige tro-
værdigt.
4. Kan Daa i Nr. 21 af Granskerens 2det Hefte ikke finde, at
jeg er den først Fornærmede, saa vil han finde det i 1ste Hefte.
Jeg var næppe udnævnt til mit nærværende Embede før han
begyndte med disse Skumlerier, som i en saadan Stilling maatte
være dobbelt irriterende, uden at jeg derfor kan erkjende at jeg
deraf har ladet mig drive til noget utilbørligt eller uretfærdigt
i den naturlige Retorsion.
5. Daas Evne til at fordreje en Sag viser sig ogsaa i hans
Benævnelse "Beskyldning for Usandhed" om en Regningsdissenz
med en Boghandling. Det lader somom han vil, at jeg ogsaa
deraf skulde have trukket Materie til en Proces. Hvad vil han
da sige, naar han hører, at jeg forlængst er forligt med hiint
|
| d.V,b.2,s.358 |
Forlag og arbeider derfor? Det er en Fordrejelse af Sagens For-
hold forsaavidt jeg tør troe, at Alle, som læste de Linjer, Bog-
handlingen og jeg vexlede, ikke lagde noget saa skammeligt som
Usandhed deri; men det rettere Navn er nok, at det viser min
Modparts Evne til at trække Ondt af Alt hvad der angaaer mig.
6. Hvad Revisoren saa mener om min Overflod af Penge, har
jeg dog ikke havt de Par Daler tilovers, som en Kontrastevning
vilde koste. Sagen vilde maaskee derved være mere i sin Orden,
og der var Grund nok til det, men jeg har, som sagt, maattet
renoncere derpaa, og troer fremdeles mit Forsvar sikkert i min
Modparts foregaaende Aggressus, idet Hr Daa, haaber jeg, lige-
saavel for den ærede Dommers som ethvert andet retfærdigt og
følende Menneskes Vedkommende, vil blive staaende ene med
sin hartad latterlige Forsikkring om at han "ikke har kunnet er-
kjende, at han nogensinde har injurieret mig". Eller skal dette
maaskee være en ny Fornærmelse, eller blot et Udbrud af den
selvbehagelige Følelse, som Troen paa Granskerprivilegiet paa
at være grov og fornærmelig maa opfylde "Ejerens" Bryst med?
7. Det har heller ikke lykkets Hr Daa at finde nogen logisk
eller juridisk Forbindelse mellem Fornærmelserne, om han kunde
erkjende at de havde fundet Sted, og nærværende Søgsmaale.
Hvorfra er det da jeg argumenterer mig i Talen til Mangel paa
Sindsligevægt hos Hr Daa uden fra hans Adfærd mod mig, idet
jeg -- som mig synes temmelig rimeligt -- slutte mig deraf til
at han vilde være ligesaa uretfærdig og lidenskabelig mod Andre,
og saaledes blive let udsat forat tabe Sagen og Sømmeligheden
ved hans Stilling inden Repræsentationen af Øjesyn? Det mangler
ikke paa Exempler udenfor mig paa at Hr Daa er meer end
almindelig, meer end nogen offentlig Diskuttens, som hidtil har
vist sig hos os, udsat forat lade sig henrive til skamskjændende
Personligheder.
8. Hr Daa bebreider mig, at jeg ikke sagsøger Granskerens
Udgivere. Hvor let det er at faae fat paa det hele Kompagni
og dets Chef har jeg idag erholdt et nyt Beviis paa, da Udgi-
verne have sendt en Beskikkelse, hvori jeg lader spørge om
Voldsværket med mit Mscpts Tilintetgjørelse er af dem eller af
Redaktøren personlig bleven forøvet, ubesvaret tilbage.
Jeg erindrer ikke flere Punkter af Repliken. Den tilbyder og-
saa heltigjennem lidet mærkeligt uden hiin Benegtelse at have
|
| d.V,b.2,s.359 |
anden Deel i Fornærmelsen imod mig, end at være Ejer af det
Blad, hvorigjennem de have fundet Dagslyset.2 Men den er og-
saa saa mærkelig, at jeg ikke vilde vovet noget Forsvar i denne
Sag, men med Glæde strax og aabent erkjendt mig som Feilende
og Strafværdig, dersom -- den stod til Troende. Men nu staaer
den der som en monstrøs Fripostighed, som en jammerlig Feig-
hed, som maa vække Forbauselse hos Enhver over at den kjække
sqvadronerende Forkjæmper, der altid bød Cykloppanden frem,
pludselig forvandler sig til en Muus, der befippet søger ind i et
af Anonymitetens Smuthuller. Nu! har jeg troet at jeg havde
med Granskerens Ejer at gjøre som Forfatter, saa har jeg troet
Morgenbladet, han selv er Medredigerer i, og andre Blade, som
have debiteret det uimodsagt af ham, og saa maa min Fornærmer
i Granskeren ganske have tilegnet sig Ejerens, ved sin Kunstlen
temmelig originale, Stiil. Men endog antaget, at Ejeren ikke lyver,
indeholder dog Bladet nok af Injurier i de af hans Navn mær-
kede Opsatser om mig til at gjøre Skriftet qvæst. ankeløst som
Retorsion og Forsvar, ligesom det formentlig i sin Tendenz at
modarbeide et umodent og skadeligt Valg,3 til hvis Fremme In-
sinuationerne vare tydelige nok, er daddelløst.
Og hermed giver jeg en god Sag i en retfærdig Dommers
Hænder til endelig Afgjørelse.
Ærbødigst
Henr. Wergeland.
Efterskrivt. I det Øjeblik, dette indleveres, har jeg ikke faaet
det her foran nævnte Nr af Granskeren, men et andet Nr, nem-
lig 43, som hoslægges, da det indeholder nogle om end ikke saa
paafaldende Vidnesbyrd om, hvor vidt Hr Daa ellers vil have
Diskussionsretten om Valgkandidater udstrakt.
|
| d.V,b.2,s.360 |
TIL NICOLAI WERGELAND
1 tilbake Det her mente Blad skal idag blive erhvervet og vedlagt. --
2 tilbake "En Mand, som negter og modsiger Alt har ikke slaaet ind
paa den rigtigste Vei til at erhverve sig Troværdighed". Granske-
rens Red. 12 Nov/1841.
3 tilbake "Intet Menneske kan have Tillid til den Person, om hvem
han veed eller formoder med Sandsynlighed, at han ringeagter
ham, eller vil behandle ham med Uforskammethed". Granske-
ren Red. 16 Nov/1841. |
| BLA BAKOVER |