| TIL KRISTIANIA BYTINGSRETT
|
Kristiania 15 Novbr 1841.
Replik paa Statsrevisor Daa's Indlæg.
Der maa et overordentligt Begreb til om egen privilegeret Uan-
tastelighed og det Overmod, som bedre Formuesomstændigheder,
end mine idetmindste give, forat Hr Daa kan have besluttet sig
til at anlægge denne Proces i Anledning af et Skrivt, han selv
har fremkaldt ved en igjennem flere Maaneder fortsat Række af
de umaadeligste Fornærmelser, udslyngede i et offentligt, temmelig
meget læst Blad, mens min Retorsion, forsaavidt den tilsigtede
en Udsættelse med min Modparts Storthingsvalg, havde sit egent-
lige Publikum i de Faa, som havde Indflydelse paa dette, og,
forsaavidt ogsaa det større Publikum kunde erhverve sig Skrivtet
hos Forlæggeren, indeholder saa Meget, der maa give det et for-
deelagtigt Begreb om Daa, med Undtagelse af det man maa
danne sig om hans Sindelag og Færd mod mig. Det er nemlig
Tilfælde, at der er i hint Skrift endog i den Grad ydet min Mod-
part Retfærdighed, at man ikke kan paavise nogen offentlig
Yttring om ham, hvori hans gode og for Fædrelandet nyttige Egen-
skaber har nydt en saadan Anerkjendelse, F. Ex. Pag. 11 "Da
vilde -- Tjeneste", hele Pag. 16 o. s. v. --
Efter de Principer, han har ellers lagt for Dagen, er en fri
Diskussion om Valgkandidater rimeligviis ganske i sin Orden, og
han er saa velbekjendt med i hvilken Udstrækning denne Frihed
øves i de Lande, hvis Mønster, han ellers saa ofte foreholder
os, til at ikke denne Fornegten og Falden ud af sin Rolle med
denne Proces skulde være dobbelt besynderlig hos ham. Den
lader sig kun forklare som en Fortsættelse af de Ulykker, hans
Had i saa lang Tid har villet foraarsage mig. Han veed for vel,
|
| d.V,b.2,s.347 |
at jeg har Modbydelighed for Processer, kun faa Penge i Lom-
men, og ganske andet at bestille, uagtet alle hans Anstrengelser
for at sløife min Virksomhed, end at skrive Indlæg. Jeg tænker
derfor at kunne gjøre dette ganske kort, skjøndt Gud skal vide,
han har leveret mig Materialier nok, og jeg haaber, at han skal
forfeile det Sigte, han har taget paa min Pung.
I sin Indkaldelse til Forligelseskommissionen siger vel Daa, at
han der "nærmere skal paapege" de forskjellige Fornærmelser
o. s. v., han vil have fundet i mit Skrivt "Den Tale, jeg vilde
holde paa et Prøvevalg for Akershuus Amt"; men ingen saadan
Paapegning fandt der Sted, hvorfor jeg faaer holde mig til de i
hans Indlæg anførte løsrevne Citater. I Forligelseskommissionen
opførte Daa sig som om han kun betragtede Mødet for en For-
malitet, man saa hurtig som muligt maatte søge at faae affær-
diget. Hans Fordring gik først og fremst ud paa, at jeg skulde
betale, og dernæst paa at jeg skulde gjøre ham en skrivtlig Af-
bigt, hvorimod Uforligeligheden i hans Sind lod ham uden videre
Betænkning forkaste en Proposition, jeg fremsatte til Forlig.
Da jeg troer, at denne lægger for Dagen et saa forsonligt Sinde-
lag imod min hadefulde Modstander, min "erklærede Uven", som
han selv har nævnet sig i sit Blad, at det er mig en Trøst (lige-
som jeg troer det geraader mig til Ære) at jeg har kunnet be-
holde det under hans mageløse Angreb paa mit Navn og min
Rolighed, vil jeg her indtage det. Mit Forslag til et Forlig lød
saaledes og er i disse Udtryk indtaget i Forligelseskommissionens
Protokol.
"Under Dags Dato er Undertegnede inden Forligelseskom-
missionen komne overens om at begrave vore gjensidige For-
nærmelser i Glemsel, og, idet vi give hinanden Erklæringen
om at vi holde hinanden for retskafne Mænd, om ikke for
Eftertiden at give den gode Sags Fiender Aarsag til at glæde
sig over vort Fiendskab".
Min Formening inden Forligelseskommissionen om at "mangen
god norsk Mand vilde glæde sig", om et saadant Forlig kom
istand, bekræftede sig ogsaa, idet flere af Landets Tidender, i
stærkere Udtryk end vore ubetydelige Personligheder kunde for-
tjene, yttrede sin Tilfredshed med at et Forlig af saadan Aand
skulde være indgaaet.
|
| d.V,b.2,s.348 |
Det for mig Graverende, Hr Daa vil fremhente af sine Citater
af Talen Pag. 11, "Daa har o. s. v. -- Storthingsvalg," Pag 9 "Be-
sidder jeg o. s. v. -- gjort". Pag. 6 "Saaledes o. s. v. -- elske" og
hvilke andre Pagg. han maa have henviist til, baserer han paa at
han "ikke kan finde, at jeg har i Skrivtet angivet hvilken eller
nogen slet Handling", Daa "skulde have tilladt sig imod" mig.
Men selve Hovedcitatet Pag 11 angiver med udmerket Tryk en
saadan Handling i de Ord, at han har "villet ødelægge et Navn,
som er Fædrelandet af Værdi, og tilintetgjøre en Virksomhed,
som altid har været dets højeste Interesser usvigeligen viet, --
derfor og ikke for Fornærmelserne mod mig, for Syndene mod
Kristen- og Menneskepligt, anklager jeg ham o. s. v. Har Daa,
som der er noksom og meer end nok Beviser for i hans Blad
"Granskeren" havt og forfulgt en saadan Hensigt -- har han,
som der anføres Pag 10 med utrættelig Energi gjort alt forat
berøve mig en Popularitet, hvorved jeg har kunnet virke noget
for Oplysning og Nationalitet -- har han arbeidet didhen med en
Planmæssighed og Rastløshed i Anstrengelserne, som (efter det,
mig ikke velsindede Blad, den Constitutionelles Yttring) har vakt
Gysen -- har han, som anført Pag 8, "anvendt alle optænkelige
Kunster paa at udslette mig med et Brændemærke af Folkets
Erindring", og gjort mig til Gjenstand for sine mageløse Forføl-
gelser og Angreb paa Ære, Lykke og Virksomhed, at en svagere
Konstitution skulde bukket under -- da tør jeg, med Appel til
enhver menneskelig Følelse, til Moralen og dens Logik, til Aan-
den i mine Skrivter og Foretagender, sige, at han har begaaet
en slet Handling, som fuldeligen giver Substrat for den høist
undskyldelige Mening, at Hr Daa kunde have godt af at vinde
noget mere Ligevægt i Sindet før han indtog Sæde imellem
Nationens Kaarne. En Snees, jeg vil troe, især Bønder, i hvis
Smag Granskeren arbeider, have meent, at han kunde være værd
at prøve strax, skjøndt jeg nok tør paastaae fremdeles at der
gives Flere og Fornuftigere af min Mening. Erindringen om dette
Udfald af Valget giver mig Anledning til at paapege i Forbigaa-
ende endnu en Grund til Forundring over denne Sags Anlæg.
Det er nemlig hverken meer eller mindre end en Utaknemme-
lighed af Hr Daa, da jeg kan bevise, at Flere af de Valgmænd,
der gave ham Stemmer, have tilstaaet, at de kun ved mit Skrivt
bleve opmærksomme paa en Kandidats Tilvær, om hvem jeg i
|
| d.V,b.2,s.349 |
andre Henseender, Aandsgaver, Kundskaber og politisk Farve,
end i hans Adfærd mod mig, havde yttret mig saa fordeelagtig.
Skrivtet er fuldt af deslige Eloger, og haaber jeg da ogsaa med
det Samme udstyret med Beviser for at jeg har skrevet af Over-
beviisning og med Vilje til at være retfærdig mod En, hvis Ad-
færd mod mig er af baade den Constitutionelle og Morgenbladet
bleven kaldt gysenvækkende og grusom. Sproget har ikke stær-
kere Ord, og de ere dog brugte i Fiendemund.
Jeg har erholdt Udsættelser forat sætte mig i Besiddelse af
de forskjellige spredte Numere af det Daa'ske Blad, hvori han
har baaret sig saaledes ad, at hans Færd fortjener en saa paa-
faldende Karakteristik; men selv i dette Øjeblik er jeg ikke i
Besiddelse af det vigtigste, af det, han behagede at skyde Resikoen
fra sig over paa de skyldløse Udgivere, og hvis skamløse og
ondskabsfulde Kalumnie alene denne Sommers mange Udgiv-
ter hidtil have forhindret mig at see yderligere paatalt.1 Jeg
har dog faaet samlet endeel Nummere igjennem fire Qvartaler
af dette Hr. Daaes Privatblad; og jeg vil tillade mig at anføre
endeel af de Fornærmelser, som maatte indgive mig den Tanke
om Hr Daa, at han formedelst denne Rasenhed og Mandbidsk-
hed, som den af Andre ofte er bleven kaldet, ikke fortjente for
Tiden at kaldes til Sindighedens egen Hal og Æressæde.
Han begyndte strax i de første Nummere at udpege mig som
en fra den gode Sag Frafalden, som en foragtelig Kongesmigrer,
mistænkelig Borger o. s. v.
I 1ste Heftes Nr.23 siger han, i Anledning af min Ansættelse som
Bureauchef ved Rigsarchivet, at jeg lider af "Mangel paa bevislige
Kvalifikationer til mit Embede", og at det Gratiale, jeg har af
Hs Majestæt Kongen for at skrive for Almuen, vel vil være den
fornemste Hindring for min Afskedigelse uden Lov og Dom.
Da Gransker og Morgenblad vare lukte for Forsvar og jeg
blev træt af at være den evindelige Skive for Granskerens
Skarnkast hver Mandag og Fredag, forsvarede jeg mig i en
satirisk Pjece. De Nr af Granskeren, som derpaa saae Lyset,
|
| d.V,b.2,s.350 |
men som jeg ikke har kunnet faae fat paa, overgik alt hvad
nogen Literatur vel har frembragt af Grovhed og Lumpenhed.
Jeg erindrer kun deraf, at Han søgte at gjøre den Paastand
gjældende, at det nu, da jeg havde skrevet Strofer til Hs Mts
Fødselsdag, var en absolut Umulighed for mig at blive begeistret
mere. Dette Latterlige bemerkes kun fordi det røber Intentionen
imod Hovedgrenen af min Virksomhed, Hovednerven i mit Væ-
sen: den poetiske. I Bund og Grund skulde jeg ødelægges i
Opinionen. Den skulde ogsaa tabe sin Tro om min Kapacitet
ogsaa i denne Henseende. Hvor lidet strengt rigtigt det kan
være, er det dog Tilfælde, og har været det til alle Tider, at
Intet opirrer mere end et Attentat af saadan Beskaffenhed.
I Nr 20, 2det Hefte, med hvilket vedlagte Nr 21 staaer i Rap-
port, betegnes iblandt andet min "ny Stilling" som "en Skjændsel".
Granskerens 3die Hefte begynder med at belære Publikum, at
det ikke har sin lovlige Rigtighed med Tilværet af mit (rigtignok
af Hr. Daa selv ansøgte) Embede, og i Nr. 6 og 7 skildres jeg i
en Anmeldelse af min Konstitutionshistorie som afhængig, ikke
sanddru og veirhaneagtig, hvorhos der syntes i Udtryk, der kun
lade sig forstaae som bekræftende, om at dette Arbeide har
været undergivet en Hofcensur. Maaskee tør jeg tillade mig at
mene, at Udførelsen af et saadant Værk ikke er uvigtig; men
vissere er det dog nok, at den rette Maade at standse og øde-
lægge det paa er slige Bagvaskelser.
3die Hefte Nr 13 indeholder en Sigtelse, som i Massen og
Vægten af det Kalumnierende, den indeholder, begraver hvilken-
somhelst verbal Fornærmelse, der maatte bruges imod dens Op-
hav. Han siger, jeg har "omgaaets med en Daad, som bragte
hans nuværende politiske Grundsætningers Venner i Athenæet
til at forbyde ham at sidde paa samme Bænk som de eller andre
honette Folk" og han kalder mig "en Udvist fra den dannede
Klasses ikke Selskab, men blotte Nærvær". Han hensigter her-
med til, at nogle Stemmers Majoritet og hans egen af vedlagte Nr
af Morgenbladet skildrede Virksomhed ikke lod mig blive Med-
lem af et Læseselskab; men hvad sigter Kalumnianten til med
Ordet "Daad?" Det er dette Udtryk, jeg har villet og fremdeles
vil see paatalt, saafremt mine Omstændigheder tillade det. Fandt
end Regjeringen, som jeg forelagde Spørgsmaalet derom, at jeg
ikke ex officio skulde paatale det, saa maa man dog vel tilstaae,
|
| d.V,b.2,s.351 |
at intet Udtryk kunde bruges, der giver Gjetningen og Bag-
vaskelsen videre Spillerum fra Mordet og Tyveriet til hvilken-
somhelst anden Skjændighed.
"I Himlens Navn -- skriver saaledes min Fader, i den Anledning --
"hvorfor undlader Du nu Processen om dette Ord, som har
"vakt Forundring og Mistanke hos Mange? Sagen er simpel
"og ligefrem, naar den ikke forplumres af dig selv. Lad det
"være Bogtrykkeren eller Redacteuren, som har at svare derfor;
"det er ligegyldigt. Granskerens Ord om dig ere saadanne, at
"hele Publicum maa tro, at du har begaaet en infam Handling.
"Hvad Modparten har at bevise, er altsaa at du har begaaet en
"saadan Handling. Lad ham for Retten opgive det han virkelig
"har sigtet til, eller, forat komme ud af Kniben, noget andet, saa
"haaber jeg han ikke kan bevise, at du har begaaet en æreløs
"Gjerning; og det kan kun, efter min Forstand, lidet nytte ham
"at sige, at han mente det eller det, eller at det han mente ikke
"var fornærmeligt; thi det er hans Ord, som det hele Folk har
"læst, og ikke hans Tanker, som Ingen kjender, for hvilke han
"er ansvarlig. Det er falsk hvad Daa siger i Granskeren No. 19,
"at Angivelserne vare, at W -- blev udelukket af Athenæet og at
"denne Begivenhed havde sin fornemste Aarsag i et Stykke han
"havde skrevet i Chsandsposten. Saa staaer der ikke i Gran-
"skeren; men der staaer, at Du har omgaaets med en Daad, som
"gjør dig uværdig til at sidde paa Bænk med honette Folk m. m.
"Det er noget andet. Har man Lov til at sige sligt ustraffet om
"sin Medborger, saa Vee over hele Borgersamfundet! Jeg er
"ingen Elsker af Processer og Retter. Jeg kjender det Væsen,
"men her er det nødvendigt at kaste sig i dette Onde for at
"undgaae et større".
Endog om Daas Prostitution ved en Sags Anlæg i den ene
specielle Anledning maatte være mindre let at forudsee, maa en
Injurie af denne paa engang feige og æreskjændende Beskaffen-
hed have en væsentlig diskulperende Indflydelse paa nærværende
Sag. Jeg veed ikke hvilke Udtryk der ikke skulde kunne for-
svares som Gjengjeld mod En, der saaledes veed at kalumniere.
Ved slige ubestemte, men desmere omfattende Udtryk er det
"macula adhæret".
Mangfoldige senere udkomne Nr af Granskeren, sekunderede
af Morgenbladet, hvori Daa ogsaa har Andeel som Redaktør af
|
| d.V,b.2,s.352 |
en af de staaende Artikler og som fast, betalt Indsender, inde-
holde ligeledes irriterende Angreb; men efter det nys paa-
pegede vilde det være overflødigt at hefte nogen Opmærksom-
hed derved. Enhver Læser af disse Blade vil erindre de idelig
gjentagne Sidehug til det skyldløse Erkjendtlighedsforhold, hvori
jeg har den Ære at staae til Hs Mt Kongen; og maaskee vil
ogsaa Lavheden i Forsøgene paa at sætte Ondt imellem min
nærmeste Foresatte, Expeditionssekretær Faugstad, og mig, ved
at oprippe i et Citat i et Nr i 4de Hefte af Granskeren en Ha-
rangue mod ham som Redaktør for 5 Aar siden af den Consti-
tutionelle, være i modbydelig Erindring formedelst den karakte-
ristiske Ondskab i Intentionen dermed. Hr Faugstad har dog
overseet dette jammerlige Forsøg med samme Foragt som jeg; og
ligesaa frugtløst har Hr Daas Forsøg paa at stifte Uvenskab mel-
lem en af mine kjæreste Venner, Assessor Bjerregaard, og mig
været. Han beskylder mig nemlig forat have handlet som slet
Ven imod denne Mand, hvis Rolighed Hr Daa, som bekjendt, for
kort siden opoffrede med kold Hensynsløshed ved at trække ham
som en Schachbrikke frem paa Valgarenaen imod en Kandidat,
Daa har overhobet med alle en umaadelig Egenkjærligheds Ud-
gydelser; og denne slette Vennefærd skulde bestaae i at jeg ikke
har hindret Tilblivelsen af en Kritik over Hr Bjerregaard, jeg
ikke i fjerneste Maade kunde have Anledning til hverken at
hindre eller fremme. Er det saa, at min Fader er dens Forfatter,
da lader han vist ikke sin Pen rives sig af Haanden af en om-
trent 20 aarig Søn. Han er ikke, og har ikke skrevet som
Bjerregaards Uven, og Kritikken saa Lyset i B.'s maaskee inti-
meste Vens, Advokat Hjelms Maanedskrivt.
Men Deslige har kun Betydning forsaavidt det viser Overmaalet
af Statsrevisor Daas hadefulde Sindelag imod mig og forklarer Til-
blivelsen af den paaankede Tale. Hvorledes skulde jeg kunne
troe et Menneske værdigt til Storthingsbænken, som kan nære
slig Uretfærdighed i sit Hjerte og være saa let udsat forat Liden-
skaben løber af med ham? Han taaler ingenlunde politisk Me-
ningsforskjel. Det hedder at gaa ham ivejen. Hvorledes har ikke
hans Færd været mod Professor Schweigaard? Til hvilken Yder-
lighed har ikke hans Uvilje mod Professor Hjelms Religionslovfor-
slag ført ham gjennem de fleste af Granskerens Nummere. De,
der have anden Mening end Han gjør han til staaende Artikler,
|
| d.V,b.2,s.353 |
til daglige Skampælsdelinqventer. Med hvilken Bitterhed for-
følger han ikke fast ethvert af Regjeringens Foretagender? Hvil-
ken Ringeagt mod dens Personer? Hvilke Begreber fulde af
Had og Skjævhed meddeler han ikke sit Publikum af mindre
selvtænkende og oplyste Borgere om de publike Forretningers
Gang, foremalende det i sit Spøgelsebillede "Bureaukratiet" en
landsødende Uting? Med hvilken Fripostighed snakker han ikke
om Ting, han ikke forstaaer, og forsvarer sine Vildfarelser med
al en Rabulists fortvivlede Frækhed? Saaledes gjorde han nylig
i Daddelen over et Veiarbeide Alne til Favne, og var dog ikke
at beqvemme til at indrømme, at Differencen dog løb noget op;
og paa denne Udartning af en forstenet ubøjelig Selviskhed har
han leveret flere Beviser end nogen anden norsk Publicist. --
Nei, jeg bliver -- hiint Snes Bønder af "Akershuus" i Ære --
ved min Mening, at slige Qvaliteter ikke høre hjemme i Stor-
thinget. Ængstelsen for hvorledes det desformedelst vil spænde
af med Statsrevisor Daa i Thinget er heller ikke nogen fremmed
Følelse i Publikum. --
De sidste Dage have ogsaa leveret mig endnu et Beviis ihænde
paa hvor megen Ret jeg har i den Mening, Talen gaaer ud paa
at gjøre gjældende, nemlig at han endnu mangler behørig Lige-
vægt i Sindet. Uagtet man nemlig burde kunne vente noget Op-
hold i Hr Daas Angreb saalænge denne Sag om vort gjensidige
Forhold staaer under Behandling, har han dog ganske nylig i en
mig uvedkommende Anledning fremsat den ubeviislige Beskyld-
ning, at jeg, som
[han] kalder det, har forladt Liberalismens Sag.
Til denne maa, efter min Mening, enhver Normand, der bryder sig
om Medborgernes Agtelse, bekjende sig, og saaledes fandt jeg
mig da beføjet til at tilstille "Granskerens" Udgivere en Protest
med den Bemærkning, at om samme, efterat være Redaktøren
forelagt, ikke blev optagen, maatte den igjen overleveres mig, da
den i saa Fald var bestemt til Offentliggjørelse i et mere upar-
tisk Blad, og jeg ikke havde Koncept. Men hvad gjør nu Stor-
thingsmanden, denne Talsmand for det Liberale? -- Han tilintet-
gjør den fremmede betroede Ejendom. Under hans Hænder og
i Ovnen forsvinder den Angrebnes Forsvar, det Arbeide, hvortil
en Tid var anvendt, som tilhørte Anstrengelser med andet, Andre
tilakkorderet Arbeide. Havde jeg tilladt mig slig Gjerning med
en Udarbeidelse, Hr Daa havde istandbragt med Tidsanvendelse
|
| d.V,b.2,s.354 |
og i en for ham vigtig Hensigt, da veed jeg nok hvad han gjorde.
Jeg skulde da i dette Øjeblik have en Proces til med ham af en
farligere Beskaffenhed end denne. Denne Ulovlighed kaster og-
saa, skjøndt senere passeret, sit Lys paa det Sindelag, som
kunde baade i aabenbar Handling (vide bilagte Morgenblads-
tillæg) og i saamange umoralske Udskejelser af forfølgelsessygt
Had (vide Nummerne af Granskeren) give sig Luft. Paa disse
passe sig netop Ordene "falske -- aabenbare -- og forsætlig",
som Modparten vil have anvendte paa min Tale. Det er nemlig
ikke falskt, naar jeg siger, at Daa har skjændet mig imod bedre
Overbeviisning; thi mine Skrifter kjender han, og de bære Vid-
nesbyrd imod hans Beskyldninger for Frafald, Servilisme etc;
min Vandel kjender han, og den veed han har været ligefrem,
at jeg ikke har ansøgt eller beilet til den, af egen Naade givne,
Understøttelse, han finder en saadan Forbrydelse at have mod-
taget, og at jeg aldrig har fornegtet min oprigtige Hengivenhed
for den store Mand, som var Nationens Velgjører før han blev
min private. Bladet "Statsborgeren", som jeg engang redigerede
paa den samme Daas Opmuntring, som ikke destomindre und-
lod sin belovede Understøttelse, da han saae mig "i Suppen der-
med", som sligt Hverv gjerne kunde kaldes, men hvilket jeg over-
tog af redeligt selvopoffrende Hensyn til at ikke det eneste da-
værende Blad af Opposition ganske styrløst, af politisk Feighed,
skulde forlades -- dette Blad indeholder et mærkeligt Vidnes-
byrd om min Modparts Falskhed i at citere og om hiin loyale
Følelse, som altid skal være mig en Ære, hvad saa end de
lumpne Besudlere af hiin ophøjede Personlighed i Morgenbladet
og Granskeren mene derom, og dette Vidnesbyrd findes i Styk-
ket med Overskrivt "Leve Carl Johan!" et par Nummere før den
Mindesang over Sieyes og Paraphrase over hans "La mort sans
phrase", Granskeren vil endog lægge blodgjerrigt Had i mod den
Personlighed, enhver anden Følelse end Hengivenhed er en Utak-
nemmelighed og Forbrydelse imod.
Det er heller ikke "aabenbare", at jeg har injurieret Daa, fordi
Hensigten at hindre hans Kald for Tiden til Storthinget er aaben-
bar. Det er meget meer aabenbart, at jeg har villet give Publi-
kum store Tanker om hans aandelige Kald dertil senere hen og
i andre Henseender end i den ene: hans Adfærd mod mig. Det
er Selvforsvar af mig, og det var af Vigtighed for mig at hindre
|
| d.V,b.2,s.355 |
en saa rasende Avindsmand Adgang til at skade mig i Storthin-
get, som jeg har Andragende at gjøre. Retfærdighed eller Billig-
hed er vel ikke at haabe hos en "erklæret Uven" efter slige
Antecedentier som paapegede ere. Det "Forsætlige" falder her
ganske sammen med det "Aabenbare": Forsættet at give mine
Medborgere fordeelagtige Tanker om Daa i andre Henseender,
men vel ufordeelagtige om hans Handlemaade mod mig, har jeg
aabent forfulgt efter en Mængde Foranledninger fra Modparten,
som gjør den baade moralsk tilladelig, ja vel endog agtværdig
formedelst Upartiskheden deri, og jeg vil haabe lovlig som For-
svar og som moderat i sin Form.
Modpartens Fornærmelser ere derimod "falske" fordi det er
en Bagvaskelse, at jeg har sveget den gode Sag, og "aabenbare
og forsætlige" fordi de tydeligen gaae ud paa i et offentligt Blad
at gjøre mig til Gjenstand for Medborgeres Uvilje og Ringeagt,
at opirre mine Foresatte imod mig, og at berøve mig Navn af
et ærligt Menneske.
Thi paastaaer jeg mig frifunden for Statsrevisor Daas forskjel-
lige Paastande og ham ilagt Processens Omkostninger.
Ærbødigst
Henr. Wergeland.
Hermed som Bilag:
1) "Den Tale, jeg vilde holde paa et Prøvevalg for Akershuus
Amt 15 Aug 1841".
2) "Granskeren", Nr. 23/1 Hefte. 20, 21/2 Hefte. 1, 6, 7, 13,
19/3 Hefte.
3) Tillæg til Morgenbladet Nr. 130/1841. --
TIL KRISTIANIA BYTINGSRETT
1 tilbake Under Nedskrivelsen af det Følgende erholdtes dette Nummer.
Enkelte sælges ikke, og Fornærmelserne strække sig igjennem
alle hidtil udkomne Hefter. -- |
| BLA BAKOVER |