| TIL KRISTIANIA BYTINGSRETT | 12 Juli 1838. Jeg afgiver med Sikkerhed allerede ved Sagens Begyndelse nærværende Tilsvar, overbeviist om at de Forklaringer, min Mod- part vil kunne indhente gjennem sine Vidner, ikkun vil bekræfte den Fremstilling, jeg giver af Sagen. Paa nær et Par Qvæsti- oners Fremsættelse til de af Modparten indstevnede, og maaskee et Par andre senere Vidner, haaber jeg at vorde forskaanet for videre Uleilighed af en Sag, som jeg maa føle mig mindre end oplagt til videre at give mig af med formedelst de Hænder, hvori den er kommet, og som have Æren af dens Tilblivelse. Gjorde jeg ikke kort Proces og overlod min Sag til Rettens egen Gang, skulde enhver videre Indblanden i den fra min Side være selv at give mit Sind og Gemyt til Priis for den koldhjertede Expe- rimenteren med nye Incitamenter derpaa, som denne Sag, i sin Tilbliven, sin Tendenz og saaledes som Stevningens Udladelser og Qvæstionerne vise den skal instrueres, skal tjene til at iværk- sætte. Der er allerede nok Modbydelighed i Tanken om den totale Mangel paa Anstændighedsfølelse hos En, der offentlig har annonceret sig som min personlige Fiende og, i sin aandelige Ringhed, som min Forhaaner, at han iblander sig imellem Par- terne, gjør mine Forligstilbud om intet, puster en Proces op og lader alt Forlig strande paa disse Sindings til Forligelsescommis- sionen som ellers til mig uforanderligen yttrede, for en voxen Mand, der skulde handle med Frihed, lidet hæderlige Ord: "Sagen beroer ikke længer paa mig, men paa Andre." Og hvad stikker under disse "Andre"? Ingen Mand i Norge er her uvidende om Svaret, eller om at han her støder paa den haarde Bund af et forfølgelsessygt Parti med alle dets smaalige Chicaner. Og nu skulle ogsaa processuelle Plagerier indtage sin Plads i Rækken |
| d.V,b.2,s.339 |
deraf. Procurator Dunker har overtaget Hovedrollen deri; -- han skal handle for egen og fælleds Regning, og "gjøre Arbei- det forsvarligt". Det er -- sagde Sinding mig i Øjnene, da jeg bød ham Forlig, "ikke Den, der har slaaet mig, men Henrik Wergeland man vil have fat paa". Fra den Stund har jeg ikke havt vanskeligt for at see Sagen i sit rette Lys  som en Parti-sag, som en Sag vakt og voldt af de hadeværdigste Motiver. Hvis endnu om denne Beskaffenhed ved Sagen, som Ingen kan tage feil af, bestemmer mig til at antage en Sagfører, stoler jeg imidlertid paa, at Retten selv vil beskytte mig imod enhver over- dreven Udskejelse, denne bestaae enten i en infam Qvæstione- ren -- hvoraf der er adskilligt i Modpartens fremlagte -- eller, som Tilfældet er i en saa falsk Fremstilling af det mellem Sin- ding og mig Passerede, som den, der karakteriserer Stevningen. Sagen er simpel, saa simpel og let at finde Rede i som nogen. Den passerer vel daglig paa et eller andet Sted, uden at den bliver Gjenstand for Proces eller vækker videre Opmærksomhed. Den ligger for Dagen kort, men tilstrækkeligen, i Ordene: Sin- ding fornærmede mig paa et offentligt Sted, og jeg slog ham. Heri er min Anklage som mit Forsvar. Der er Anklage i den rigtige, men hos de fleste Mennesker altfor seendrægtige, Tanke, at jeg burde overseet Fornærmelsen; men der er Forsvar i, at denne bestod i en grov, usandfærdig, giftig Beskyldning, som ikke kunde forfeile sin Virkning paa nogetsomhelst sensibelt Gemyt, og i at det at lade opirre dog er menneskeligt og tilgiveligt, og, med saadanne Motiver, som jeg havde, aldrig strafbart i den forfærdelige Udstrækning, Modparten gjør sig en næsten latter- lig Forventning om at kunne drive det til. Man kunde tage en Voldgivtsret af lutter flegmatiske Tempera- menter, af Mennesker af den sløveste Taalmodighed af Verden, naar de kun havde mindste Følelse af Agt for sit Navn og Omhu forat det ikke krænkes for haardt, samt vare af en nogenlunde tilsvarende Alder og Stilling til min, og jeg er vis paa, at de agtværdige Jurymænd, naar de spurgtes om Nogen af dem kunde taale, paa et offentligt Sted at beskyldes af en brutal Ubekjendt forat have begaaet Gadeuordener og slaaet Ruder ud -- at de |
| d.V,b.2,s.340 |
da med een Mund vilde svare "Nei, nei" og at om Noget i Ver- den opfordrede til Revselse paa Stedet saa var det Saadant. Selv Dunker, om han ikke selv har svækket den naturlige Varme af sit Blod, og med uforskyldt Forglemmelse af hans egen usømmelige Deeltagelse i de berygtede Theaterspektakler d. 28 Jan. s. turde jeg, bona fide appellere til med et saadant Spørgs- maal, om det ikke just uheldigviis gjaldt mig. Idetmindste vil jeg, til hans Ære, ikke sikkre for Nogens Øre eller Næse, der paa et offentligt Sted skulde vove at beskylde Stiftsoverretsprocurator Dunker for at have slaaet Ruder ud hos Folk. Jeg vil fremstille Sagen i sin Sammenhæng, fordi det deraf endnu mere vil fremlyse, at jeg end yderligere end ved en saa- dan infam Beskyldning var provoceret til at tage mig selv til- rette. I et saa oprømt Humør, at Folk, der ikke kjende mig, gjerne feilagtigen kunde troe, at jeg havde drukket formeget -- kort i et Lune mere oplagt til at traktere end til at maltraktere Folk, støder jeg d. 18 Mai om Aftenen paa en Ubekjendt, hvis paa- faldende "bøse" Mine og Positur lagde mig det spøgende, uskyl- dige Spørgsmaal i Munden: "Er De sindt?" Jeg troede i Per- sonen at træffe paa et Exemplar af et Slags Carricaturer paa offentlige Steder, nemlig Geseller og Bodsvende, der søge at affectere en forfærdelig air. Spørgsmaalet var imidlertid ikke fremsat i nogen tirrende Tone. Et mut Svar foranledigede en kort Ordvexel, hvorunder jeg nok kunde mærke, at jeg ikke var stødt paa nogen Ven eller høfligt Menneske i denne Person, som frisktvæk nævnte mit Navn i opirrende Forbindelser mens han haardnakket negtede at opgive mig sit. Under dette spurgte Sinding mig om en Trediemand, der skulde være en fælleds Be- kjendt. Da jeg hertil, fordi jeg samme Eftermiddag havde havt et betydeligt Pengeudlæg for min Godheds Skyld mod omtalte Person, gav det Svar, at jeg nu gav denne en god Dag for de og de Aarsagers Skyld, bebreidede den Ukjendte mig med utaale- lig Insolents mine Udladelser, som han strax vilde referere for hiin Trediemand, hvortil jeg blot svarede at han ikke behøvede at blande sig ind i vore oeconomiske Affærer, at vi vare nok gamle Venner til at gjøre op Saadant uden Imængen af en Uved- kommende, hvis Navn jeg desuden ikke vidste. Forat erholde dette at vide, begav jeg mig efter deslige Mundhuggeri, paa An- |
| d.V,b.2,s.341 |
ledning af et grovere Udtryk om mig end de almindelige i Sin- dings Passiar, hen til Sinding med Anmodning om at han, der behandlede mit Navn saa haardhændt dog vilde skaffe forsaa- vidt partie egale, at han opgav mig sit. Det skulde ærgre mig om jeg sad der som Maalet for en Gesells Uforskammethed. Det behagede Sinding at besvare mit høist rimelige Spørgsmaal med et Puf, som jeg, hvor antageligt jeg finder det, ikke erindrer om jeg gjengjeldte. Kortefter gik Sinding saavidt i sin Ufor- skammethed, at han bad Pigen faae mig paa Døren. Da jeg for- gjæves havde spurgt de 2 Tilstedeværende om dette Menneskes Navn, gik jeg ud i Værtindens Værelse i samme, og kom, med ligesaalidet Besked derom, ind igjen med de spøgende Ord om at jeg nu vilde have min bestilte Mad engang ligesaavel som Sinding. "Se nu har Han faaet i Krybben sin -- lad nu mig faae lidt i min". Hertil svarede Sinding under en Strøm af andre Fornærmelser, som ere gangne mig afminde, at om Nogen skulde bruge Kryben, maatte det være en "saa raa Pøbelknegt som Henr Wergeland." "Veed De, at sligt fortjente et Slag paa Snu- den?" var mit Svar medens jeg endnu forblev paa min Plads paa den anden Side af det lange Bord. Men da den Ubekjendte hertil replicerede: "Aa, De har lettere for at slaae Ruder ind end at slaae mig" -- til hvilken giftige Beskyldning han knyttede en yderligere Imputation for Feighed: saa forlod Taalmodigheden mig: jeg gik hen til Personen, tog ham frem paa Gulvet og gav ham et Par Ørefigener. Han lod sig falde, og da jeg kort efter saae mig om fra min Plads efter ham, var han forsvunden. Han gik, som jeg kan oplyse, sporenstregs op til føromtalte Tredie- mand, der boede paa Fæstningen og afgav det Referat om hvad jeg havde sagt om ham i Anledning af vore Pengeanliggender, som han havde truet med. Det lader saaledes til, at Sinding ikke har faaet saa meget Bank endda eller det mindste mere end han fortjente. Havde dette været Tilfælde, skulde han neppe ved Sengetid have fore- taget sig en saa lang og unødvendig Promenade. Her maa jeg ikke undlade at paapege en Omstændighed, der maatte bidrage til at gjøre min Vrede retmæssigere end den allerede var ved det Giftige, som mere skjærpedes end sløvedes netop ved det indirekte i Beskyldningen. Jeg havde nemlig samme Dag været indkaldt til at afgive Forklaring om den Rude- |
| d.V,b.2,s.342 |
indslagning, hvortil Sinding sigtede, og da havde saavel Gjer- ningsmanden som en Officeer, der i samme Anledning var ind- kaldt, samstemmigen oplyst, at det var saa langt fra at jeg havde nogen Deel i dette -- som Angjældende selv paastod -- Vaades- værk, at jeg meget mere haardt bebreidede ham sin Uforsig- tighed. Jeg havde heller ikke seet factum; men befandt mig langt fra i Samtale med en ligesaa Uvedkommende, der ligesom jeg var inviteret ud den Aften til at spise hos Fru Deist. Men naar det nu ikke engang ved fuldstændigt Vidnesbyrd inden Politiskranken skulde lykkes mig at gjøre mig fri for en uværdig og ufortjent Mistanke, og det hos en Person, der højst sandsyn- lig, som Beslægtet af Kjøbmand Kloed, i hvis Huus Ruder blev indslaaet, maatte vide, at jeg havde frigjort mig for enhver Deel- agtighed deri -- da, sandelig, jeg spørger om den højst fornær- mende Beskyldning endnu kunde modtage nogen større Bitter- hed. Og den gjordes mig af en Anonym, som forhen havde mis- handlet mit Navn, og mod hvem jeg saaledes var værneløs. Det er første Gang jeg har seet mig nødt til at revse fornær- mende Uforskammethed paa den Maade. Jeg har været mellem vitterlige Uvenner og dog aldrig forhen brugt fysisk Magt mod dem, saa dette Tilfælde -- saa kaldes det medrette -- med en ganske Ubekjendt ikke kan relevere noget til en saadan Misfor- deel for min Karakteer, at jeg skulde regnes for et Individ mod hvem man strax burde sætte de allerstrengeste Lovbud i An- vendelse. Skjøndt jeg indrømmer, at jeg burde have overseet ligesaavel hin lumpne Beskyldning som de øvrige forangaaende Fornærmelser, kan jeg dog ikke negte, at der er Noget i mig som ganske billiger og finder i sin Orden, at jeg tugtede Per- sonen. Der skulde noget over- eller under-Menneskeligt for at kunne drive Taalmodigheden videre end jeg drev den. Min Adfærd siden mod Sinding tjener ganske til at bekræfte, at der er ingen Grund til at slutte ufordeelagtigt om mig for dette Tilfældes Skyld. Jeg har ganske opført mig som en god Kristen idet jeg har forsøgt enhver mulig Udsoning. Men paa noget haardere, hevngjerrigere og min Tænkemaade i lignende Forhold mere modstridende Gemyt end min Modparts har jeg endnu al- drig stødt. Forgjæves bad jeg ham selv og gjennem fælleds Be- kjendte om dog at frafalde den Beslutning at gjøre en Proces af det Lapperi, Tingen dog egentlig var. Jeg tilbød ham at betale |
| d.V,b.2,s.343 |
simple Bøder, naar han vilde lade alt gaae af i Stilhed. Jeg gjorde ham opmærksom paa de indirekte skadelige Følger det kunde have for min Velfærd, om det kom til Proces og mine hadske Fiender fik rode efter Behag i dette vort Mellemværende -- Følger, han ikke vilde kunne beregne eller standse. Kort jeg gik ham langt nærmere paa Forsoningsvejen end han nogensinde kunde vente. Men forgjæves. Desmere forbausende er det at læse i Stevningerne, at jeg har "mishandlet" ham uden mindste Anledning; og mest maa man forbauses over denne frække For- vanskning af Tingen, naar man veed, at jeg baade har meddelt Modparten selv og hans Sagfører hoslagte Fremstilling af Sagen, der er forfattet af en Advokat efter den, som et af Vidnerne mundtligen afgav ham, men uden at hverken han eller Dunker toge nogen Notice deraf og bleve tilbøjeligere til at forlige Sagen. Jeg paastaaer Frifindelse for al Tiltale og det Fornærmende i den usande Fremstilling af [det] Passerede, som findes i Stev- ningen, saavelsom hvad Fornærmeligt, der indeholdes i nogen af Qvæstionerne mortificeret. Ærbødigst Henr Wergeland. SPØRSMÅL TIL VIDNENE |