TIL STORTINGET
|
Grotten 23/24 Februar 1845.
Til Storthinget.
I Anledning af de igaar stedfundne Debatter over mit ærbø-
digste Andragendes Afgjørelsesmaade, maa jeg tillade mig at
yttre Følgende:
1. Jeg protesterer imod, at have givet Repræsentanten Bonnevie
Anledning til at antage, at jeg nu holder ham for min Avinds-
mand, samt til, formedelst en saadan falsk Supposition at suspen-
dere sin Stemme.
Der er Aar henrundne siden Hr. Bonnevie, som Expeditions-
sekretær i Kirkedepartementet, gav mig Anledning til at troe, at
han ikke vilde mig vel; men Ve Den, som kan gjemme paa
Fiendskab! Tvertom derfor, jeg antager, at Hr. Bonnevie nu øn-
sker, at hans Følelser for mig dengang havde været anderledes,
og at han altsaa netop vil mig vel.
Eller om jeg endnu for ham er en Fiende -- mod hvem skulde
man være retfærdigere?
Og hvad Suspensionen af Stemmen angaaer, da skulde af en
saadan Grund, som opgivet, ogsaa alle mine personlige Venner
i Thinget vige Sæde. Men jeg vil ikke miste Hr. Bonnevies
Stemme af den Grund, at jeg har gjort det Modsatte af at beile
til den. Lige frem, beintfram har jeg gaaet mit hele Liv; ere
|
| d.V,b.2,s.331 |
disse Dage mine sidste, skulle de ikke see mig at skifte Maxime,
saa mangen brodden Pande den har kostet.
Og i en Skildring af Følgerne for mig af den praëmske Sag,
kunde jeg dog ikke fortie, hvorledes Kirkedepartementet tog
dette Forhold. Det raadede for min Velfærd; det var maa-
skee, ja rimeligviis, en af de Autoriteter Praëm erklærer at ville
meddele det Indlæg til, hvoraf mit Citat i Andragendet er taget.
Saameget er vist, at mange Geistlige, og det ikke af Kirkens
middelmaadige, have beklaget, at jeg ikke blev Præst, at man
negtede mig at blive det.
Det var haardt nok; men nu Bureaukratens Spot til! Det var
for meget!
Jeg antager, at de Papirer, Hr. Bonnevie har fremhentet, er
min Klage over hans Fremfærd ved den Leilighed, og jeg vil
haabe, at den stemmer med min senere Fremstilling deraf, men
siden Hr. B. finder Dokumenter frem (hvoraf jeg rigtignok ikke
kan begribe hvorledes de skulle indeholde synderligt Forsvar):
saa vil jeg ogsaa tillade mig at oversende herved en Erklæring
af sal. Pastor Hesselberg, hvilken Hr. Bonnevie vist kjender igjen.
Originalen maa ligge der, hvorfra han har hentet sine Papirer.
I en sanddru Fremstilling lod dog ikke al Tilsidesættelse sig
begrunde i den praëmske Sag; jeg burde vel heller ikke fortie
hvilke Grunde, man, udenfor denne, anførte imod min Ansæt-
telse?
Nei -- jeg har været aaben og redelig, og saa troer jeg Hr.
Bonnevie vil være i sit Votum over min Velfærd. Derfor prote-
sterer jeg. Skal jeg døe, da døer jeg i den Forstand som et
Barn, at jeg ikke kan begribe hvorledes hadske Følelser skulde
kunne faae Tilladelse af Sjelen til at indvirke paa et Votum --
og et Votum i en Nationalforsamling! et Votum over en Mands
Velfærd! Jeg kan tænke mig blide ædle Følelser indvirkende
paa og modificerende den strenge Retfærdighed, men ingen
andre.
2. I Anledning af Hr. Ryes Krav om Regnskabsoplysninger,
bemærkes, at noget specielt Regnskab har jeg aldrig seet, lige-
saalidt som det medfulgte Byfogdens Skrivelse, hvori den hele
Sum opgives. Jeg kan ikke finde dette Brev; men jeg frem-
sender de Dokumenter, Domsakte m. m., som jeg har faaet ud-
laant, om deri skulde findes noget til Veiledning.
|
| d.V,b.2,s.332 |
Til disse Dokumenter hører ogsaa det Indlæg fra Praëm, hvoraf
mit Citat af hans Intentioner er taget. Det befinder sig i Hr.
Fauchalds Værge, da mit Ønske var, at han og en anden Re-
præsentant blot vilde overtyde sig om Rigtigheden af Citatet,
hvorefter jeg, i Overensstemmelse med min Yttring i Andragendet,
at ville undgaae Indtrængen i Sagens Detaljer, vilde have Skand-
skriftet tilbage og atter begravet under sit Støv.
Men om de hermed følgende Dokumenter ere Sagens samt-
lige, veed jeg ikke. Da Sagen begyndte ved Overretten, syntes
de mig vidløftigere. Da havde jeg dem udlaant, og ved den
Leilighed hændte mig den store Ulykke, at mit kostbareste Do-
kument, af Form kun et Halvark, forsvandt paa mit eget Værelse
af Midten af den voluminøse Pakke større og mindre Dokumenter,
hvori det laae efter sit Nummer. Forgjeves søgte jeg ved et
Thingsvidne at redde noget af det Tabte; forgjeves kløede jeg
mig bag Øre og gned mine Øine og beklagede mig for Retten.
Papiret var og blev borte. Jeg mistænkte dog naturligviis "Ingen"
-- den største Tyveknegt og Ulykkesfugl i Landet. Ingen, som
til regelmæssige Tider er fra sit Værelse, bør hænge dets Nøgle
ude, især naar det, som mit dengang, ligger afsides.
Enhver Ulykke bør bære en Viisdom til Frugt.
3. I Debatterne har man berørt Forhold, jeg ikke veed at for-
klare mig om, men det er skeet med plump, om end venlig,
Haand. Ialfald forstaaer jeg ikke hvorledes f. Ex. en Gunst, jeg
skulde nyde paa højere Steder, skulde kunne have nogen Ind-
flydelse paa de Regnskabsoplysninger, Thing eller Kommittee
maatte ønske i denne Sag fra Regjeringen. Gid det var saa vel,
at Regjeringens hæderlige Medlemmer yndede mig! At Kongen
viser Skjalden Naade -- det er Normannasæd.
Men i Debatterne er der, efter Avisreferatet, faldet Yttringer
fra Dhrr. Repræsentanter Sørenssen og Bergh, der ere saa kræn-
kende, at jeg maa andrage om denne Skrivelses Trykning, idet
denne dog indeholder min Protest. Jeg vil ikke opholde mig
ved Hr. Berghs Hjerte- og Nyregransken, saa smertelig den maa
være mig nu da jeg ligger og troer mig tilgivende mod Alle.
Men af Hr. Sørenssen venter jeg en Forklaring, om Ordene i
Bladet ere rigtige: "at jeg har forlangt en Erkjendelse af min
Fortjeneste udtalt gjennem en Storthingsbeslutning".
Det har jeg ikke gjort i mit Andragende. Hvilkensomhelst norsk
|
| d.V,b.2,s.333 |
Yngling, der havde vovet det Samme for sin Bygd, maatte have
samme Adkomst til Eftergivelse. Fortjeneste vilde være en stærk
Grund. Jeg har erklæret mine Grunde for svage. Kun Uegen-
nyttigheden af mine Motiver, Reenheden deraf, om end fordunklet
af Ungdommens Heftighed, har jeg lagt nogen Vægt paa. Men
denne er ingen offentlig Fortjeneste, skjøndt Bevidstheden herom
er mig saa stærk i Brystet, at den endog vil kunne bære Stor-
thingets Afslag.
Jeg andrager om, at denne Skrivelse maa blive ved Mod-
tagelsen oplæst i Storthinget, samt om at den maa beordres
snarest trykt i Morgenbladet. Publikum, hvis Opinion ligesom
en Athmosfære igjen omgiver og indvirker paa de enkelte Thing-
mænds, maa ikke troe, at jeg, der ligger paa min Sotteseng, og
ligger og skriver Prækener derpaa i de Øjeblik jeg kan arbeide,
nærer Had til Nogen eller mangler Resignation. Maaskee rettest
ogsaa var, om Trykningen af det hele Andragende blev beordret
siden det har foranlediget, og maaskee endnu engang vil foran-
ledige, vidløftigere Debatter og Omstændigheder, end man forud
kunde troe.
I Underdanighed
ærbødigst
Henr. Wergeland.
TIL STORTINGETS BUDGETTKOMMITÉ
|
| BLA BAKOVER |